Frida var ingen normal præstinde. Hendes live og sjæl tilhørte allerede Kile og til gengæld hørte Frida hendes ord, hun var et medie for gudinden, dog var alle ikke enige i dette, men en dag ville alle se sandheden.
Frida havde taget sin åndelige skikkelse på af en sneugle fra norden, skabt af det reneste nordlys. Hun skinnede i utallige farver og rejste gennem himlens tætte ly af kvælende mørke. Hun svævede let over bæst og mand som et. Hun havde ikke stoppet i to dages tid og hungren havde endnu ikke slået ind, men det var klart i denne form thi hun ikke havde en sådan trængen til dødelige næring som ånd.
Dog var det på tide at holde en kort pause. Hun stoppede nær en lille flods delta, et udløb ud til en sø. Hun skiftede ikke endnu form men kunne med hjælp fra åndens form høre lyden af skridt bevæge sig bag nogle halvdøde træer. "Hvem af den dødelige race komme mig nær, jeg; Kiles tjener og bindeled?" spurgte hun med sine smukke røst. Hendes forms mund bevægede sig ej men trak baner af lys i formen af tråde fra sig. Hendes fjer pustede sig op som refleks for at hvis dominans, men dette var ikke Fridas træk, men et uglen havde hende givet.