De seneste uger på Topalis havde været præget af uro og opbrud. Jordskælv havde rystet øen og fra vulkanen på øens midte steg en tiltagende sky af røg mod himlen. Det gamle Topalis-folk, der boede på øen, var overbevist om, at deres gudinde, Shara, var utilfreds og hendes hævn ville regne ild over øen. Forgæves havde man forsøgt at tilbyde hende forskellige former for ofre, men intet havde hjulpet, og jordrystelserne var blot taget til i styrke. Øboerne begyndte derfor langsomt at forstå, at den eneste udvej var at flygte, før vulkanens gudinde begyndte at spyde ild.
Små jordskælv og en dyb rumlen kunne høres fra vulkanen på fastlandet, som flere af de, der levede på den vestlige kyst hævede deres øjne mod horisonten. Lyden tog til i styrke, og et glimt af ild kunne ses fra det sted, hvor Topalis befandt sig. Vulkanens top havde eksploderet og varme tunger af ild snoede sig ned langs vulkanens sider, ødelæggende alt på deres vej. Overalt på øen faldt et tykt lag af aske.

Selv i Hovedstaden havde man hørt ekkoet af vulkanudbruddet, men man blev for alvor opmærksom på situationens alvor, da en tung, mørk sky begyndte at brede sig på himlen. Langsomt opslugte den sollyset, og så man mod øst, kom endnu dybere, ildevarslende skyer fra Dæmonrigets bjerge. Mørket faldt over landet, og Isari-katedralen i Den Hellige Bydel bad man til, at mørket hurtigt ville fordrives og at de, der boede på Topalis havde overlevet vulkanudbruddet.
Det var som om natten var faldet over landet, men i mørket tændtes et lille håb af lys. En gnistren af magi. Kzar Moras magt havde lagt et dybt mørke over landet, men samtidig var magien vendt tilbage til folket.


I denne tråd, kan der skrives et enkelt indlæg med din(e) karakter(er)s reaktion på vulkanudbruddet og begyndelsen på Den Fjerde Plage. Mørket fra askeskyen og Kzar Mora dækket hele landet, og påvirker derfor alle. 

En svag rumlende fornemmelse. Amy tog sig instinktivt til maven, der havde snorret sig sammen de sidste mange uger af manglen på føde. Hun var vant til at den begyndte at knurre og rumstere, når tarmene skreg efter nærring. Til sin overraskelse var det ikke der den rumlende fornemmelse kom fra denne gang. Den rødhårede unge kvinde løftede undrende blikket fra den brostensbelagte byvej og kiggede ned af gaden i stedet. Rumlen fortsatte og medbragte denne gang en rystelse der fik døre og vinduer til at skrasle, og jorden til at flytte sig under fødderne på de omkringstående. Amy balancerede usikkert på de ujævne sten, for til sidst at læne sig op af den krakkelerende mur, som det røde lys af død skød op i horisonten af bjergkroge. Lammet af skræk stod hun stille og så til, som lyset falmede kort, ned over hvad hun gættede på var vulkanens øe, og sodden sprede sig over landet.

Det første støv af aske var ikke langsom til at nå Tusmørkely, ej heller var de mørke skyer der bragte vind, blæst og regn med sig. Amy trak sig ind i den sparsomme kappe, der før havde været direkte unødvendig grundet den kraftige varme. Hun var virkelig ikke i humør til endnu et temperaturskift. Med regnen løbende blidt og tilfredsstillende ned af sit ansigt, mærkede hun en let kriblen i fingrene. En følelse hun ikke havde haft længe. En følelser som sparkede igennem kroppen på hende, som sodden gik ind i hendes næse og fremtvang et nys.
I samme sekundt forsvandt den spinkle rødhårede pige ud i ingenting og kappen faldte til jorden. En lille klump rørte på sig under det lette stof og rystede sig utilfreds som regnens dråber ramte de plyssede fjer. Selvfølgelig. Når magien vendte tilbage, så skulle hun naturligvis også forvandle sig til en fugl. Efter et par anstængte forsøg på at forvandle sig tilbage til menneskeform, måtte hun opgive, og lettede kluntet fra vejen og forsøgte at finde ly under noget sparsomt halvtag. God start på hvad end det her nu var.

Fra et halvtag under en forfalden bygning på Toropolis Isla, holdt Kijara ængsteligt øje med den nærliggende ø. Hun havde befundet sig længere på Topalis, end hun først havde planlagt, men fortællingerne fra fastlandet om pesten og derefter tørken, der også havde plaget øfolket længe, havde fået hende til blive. Hun kunne godt lide den simple levemåde, folket på Topalis havde, og selv om varmen det første lange stykket tid havde forekommet uudholdelig, var hun begyndt at blive ganske glad for sin sunde, solbrændte kulør. Hun kunne lide at gøre sig nyttig: hjælpe stammefolket med deres daglige gøremål, jage i paradisskoven og forsøge at skaffe de stadigt svindende ressourcer af vand.

Men da varslerne for den nærtstående ulykke begyndte at melde sig, blev hun overtalt til at tage derfra. Et par rejsende var kommet med en båd til øen, og Kijara følte sig uden for øfolkets beslutning. De måtte redde sig selv, og deres nærmeste, og der ville ikke være plads til hende i deres både .. hun måtte videre. 
Hun og de to rejsende, hun havde mødt, var taget til Toropolis Isla - her boede kun ganske få folk, efter at øen ikke længere var kontrolleret af Rutilus Taurus-banden. Hvor stammefolket på Topalis var taget hen, vidste hun ikke, men hun bad til, at de var nået i sikkerhed, mens hun ængsteligt betragtede flammerne fra vulkanen. Som askeskyen spredte sig over himlen, faldt en let regn af askeflager over øen. Hun rejste sig langsomt, og slængede sin oppakning over ryggen - det var ikke til at vide, hvor længe hun måtte blive på Toropolis, og det tiltagende mørke gjorde hende urolig. Hun mærkede ikke at magien var vendt tilbage, for hun brugte sjældent sine evner.

Det var det svage ekko af en rumlen, der fik Abel til at se op fra sin bog og lade blikket glide ud over sine marker. Normaltvis ville de være fyldt med alle regnbuens farve bærende på druer, korn, frugt og krydderier, men siden tørkenen havde ramt havde markerne været indtørrede, brune marker.
Han havde sat sig ud i lysthuset for at læse, bevidst undgående solen der ubønhørligt slog ned i hans efterhånden rådnede lemmer og fik rådningsprocessen til at gå endnu stærkere. Han havde allerede nye lemmer liggende klar i de hemmelige kroge i kælderen, helt nede hvor kun han og butleren kom, og hvor ingen kunne høre skrigende fra de mennesker, lemmerne endnu var sat fast til. Men så længe magien endnu ikke var tilbage, var han nødt til at vente så længe han overhovedet kunne for at undgå at spilde alt for mange lemmer på én gang.
Men som han sad der i lysthuset og så ud over marken mærkede han noget, han ikke havde mærket længe: en kildrende fornemmelsen i alle arrene, et vidne om, at magien igen var tilbage og i fuld gang med at gøre sit arbejde med at puste liv i de stjålne lemmer.
Han smilede som himlen med ét blev mørk da en tung sky lagde sig over himlen og skjulte solen. Mørket kunne han sagtens klare, og med magien i gang igen kunne han snildt leve et par århundrede uden solen lys. En luksus de færreste andre havde, men som altid stod de så fjernt i Abels bevidsthed, at han ikke skænkede dem en tanke. Han havde fået en chance til for at finde kilden til evigt liv, og det var en chance han ikke ville lade gå til spille.

Han klappede bogen sammen og tog den under armen, fornøjeligt fløjtende mens han gik op mod det store gods han havde ejet i generationer. Han havde arbejde der skulle gøres, folk der skulle åbnes, og han kunne ikke vente med at komme i gang.

”Uh!” Lyden var pludselig, kort og opstået af ren og skær overraskelse fra den lille pige, da efterskælvene endelig var blevet båret til de forladte ruiner i det sydlige af Krystallandet. Der blev ikke afgivet meget. Blot et svagt ryst. Som for at byde sin velkomst til alle dem, som så end måtte lade sig mærke. Det gav hende et underligt kriller i maven. I samme form af den fornemmelse, man fik når man trillede ned ad en stejl bakke. Et sug, kunne man vel meget vel kalde det. Få stykker af de forfaldne murbrokker blev mirakuløst revet løst og faldt til gulvet i den ødelagte katedral. Eller i hvert fald, hvad der var tilbage af den. Den var ikke længere hellig. Guderne og gudinderne havde for længst forladt stedet, hvilket Rava ikke havde det mindste imod. Det var sjældent, at hun bare kunne vade rund i et helligt hus uden problemer.
Provokerende havde hun placeret dig direkte på, hvad der skulle forestille alteret, hvor hun sad med benene dinglende barnligt udover kanten, og havde det bedste syn udover hele tjenestes hallen. Der var ikke en levende sjæl til stedet udover hende selv, hvis man i så fald kunne kalde hende for levende. Men helt øde var det ikke længere. Og lugten af svagt rådnet kød bekræftede tilstedeværelsen af en tyk og fed malkeko, der lå foran dæmonen. Død, selvfølgelig. Hvis ikke det var tydeligt, skulle den åbne mave og mangel på et hjerte være overbevisende. Tegn på at hjernen heller ikke længere var at finde, var ligeledes at finde. Kød var blevet revet brutalt fra dens indre, og blod havde efterladt en mørk plet i på det sandede gulv. Det samme blod, som stadig var et finde omkring munden på pigen ved alteret. Det samme blod som havde størknet sig fast i striber ned ad hendes hage og hals. Samme blod som havde givet hendes hænder en konstant død nuance. Men hvem kunne bebrejde hende? Hun havde været sulten. Og ufattelig sult bragte ikke altid gode manere ved bordet.

Hovedet blev roligt løftet og de tynde sorte hårstrå faldt straks til siden som et slår til at lade de gennemtrængende øjne blive rettet imod himlen, der var blottet igennem der, hvor taget var faldt sammen hen over de mange år. De ligblege fingre trommede lystigt mod alterets kant i en rytmisk takt med benene, hvis fødder og tær vippede for at opretholde iveren ind i den falske unge krop. Det tog noget tid for askeskyen at samle sig over hende, men hun vidste den ville komme det samme øjeblik, som hun havde opfanget ekkoet fra det massive brag. Hun havde ikke ventet den. Den slags havde hun ikke tid til. Men hun sad nu alligevel klar til at lade den bade hende i dens mørke. Mundvigene skød langsomt mere og mere opad i et gruopvækkende smil, der viste de hvide tandrækker frem til verdenen, idét skyen endelig kom ind i hendes synsvinkel. Den var smuk. Oh, hvor ville hun ønske, at den ville regne ned over hende.
Flammende skygger begyndte at stige fra hendes skuldre, som havde dråber af koldt vand ramt ned på en kogende pande. Det skabte kuldegysninger ned langs hendes nøgne ryg, og hun måtte klemme sine tær sammen og gribe hårdt fat omkring bordkanten med sine hænder. Så hårdt at stenmaterialet måtte give efter og briste blot en smule. Den var tilbage. Den duftede så sødt igennem den kvælende lugt af røg. Tænk at hun havde vågnet op til dåd i en tid som denne. Forseglet væk i 524 år. Tænderne blev bidt sammen, som for at holde den kommende latter inde. Skulderne hoppede, idét klukkende lyde lød fra dæmonens strube. Lyde der kun få øjeblikke efter, udviklede sig drastisk til en fuldkommen latter, så snart hun åbnede sin mund på vidt gab og lod den komme ud.