Det sorte marked trivides nede i undergrunden. Byvagterne kom sjældent forbi og selv når de gjorde, så skete der egentlig ikke det store. Det var nok også svært at lukke et så stort marked ned, selvom det var befængt med kriminelle. Hvis man ville have fat i noget, så skulle man tage til det sorte marked. De havde alt. Visse ting var eksotiske, andre klamme, og så var der også almindelige ting som våben og rustninger. Som måske stadig havde lidt blod siddende på læderremmene, men hvem tjekkede det?

Mak'gora var en af de faste butiksejere hernede. Der ville aldrig blive solgt særlig meget hvis hun var oppe på markedspladsen, nej de var for utrygge ved orkere alligevel, men hernede var der ingen der sendte hende mærkelige blikke. Nej, de gik faktisk nærmere ofte over og købet våben og rustninger af hende. De var nu også ganske billige i forhold til kvaliteten hun kunne komme op med, men alligevel havde hun skabt sig noget af et rygte hernede. For at handle med hende var ikke altid lige nemt.
"Hør nu her fister! Ingen kommer her og kommandere med mig! Ingen siger jeg!" sagde hun vredt og forholdsvist højt og hev hårdt fast i trøjen på manden der stod foran hende. Hun så sågar ned på ham, grundet sin højde. "Så med mindre du kan sige et pænt, be om, så kan du skride!"
Manden så dog ikke ud til at han ville gøre det, så han rev sig fri fra hendes greb og skramlede afsted i den anden retning. "KOM KUN TILBAGE NÅR DU HAR LÆRT AT SPØRGE PÆNT!" råbte hun højt. En stemme der nemt ville række sig på tværs af pladsen, selvom det så nok ikke ville være særlig tydeligt.

Horn havde gjort første og primære stop i hovedstaden, men linnedssækken spændt over hans højre skulder klirrede stadig så skrækkeligt, at han måtte forsøge at få noget ud af det. Efter nogle timers forvirret søgning, havde Horn endelig fundet til undergrundens markedsplads, hvor han håbede at få afsat linnedssækkens skatte. Da Horn var kommet til den lidt mindre respekterede bydel, stoppede hans to følgesvende, et par byvagter der var gået i hælene på ham, deres forfølgelse.

Mange havde aldrig set en minotaur, og endda færre havde set en enhjørning, hvorfor mange stoppede og stirrede, som Horn var undervejs. Han trådte hårdt, jorden rungede ved hvert skridt han tog, og menneskemængden skiltes foran ham. Ingen havde endnu tilbudt at købe enhjørningen fra ham i undergrunden, modsat i de bedre kvarterer, men Horn var også mere varmsom med, at nogle måske ville være dumme nok til at overfalde ham. Det hjalp sikkert, at han havde de fem kranier om venstre side af livet - de afskrækkede ofte selv de mest dumdristige. Horn gik op til den første sælger han lige kunne finde, og spurgte bare "Våben?", hvorefter han fik "Ork" tilbage, og et fingerpeg.

Horns hoved stak op over menneskemængden, og han kunne se hvordan en kvindelig ork råbte ad en mand, der netop havde kæmpet sig ud af hendes greb og taget benene på nakken. Horn skar tænder, for det var ikke bare noget han kunne lide, det var også noget der betød, at han måtte være ekstra varsom. Få sekunder efter stod den store minotaur foran den kvindelige ork, med sin enorme økse i venstre hånd og Klov, den sorte enhjørning, ved sin højre side. Kvinden havde forskellig-farvet hår, hvilket man ikke så så tit, men derudover anslog Horn at hun måtte være rimelig gennemsnitlig for en ork, men det havde han heller ikke synderlig forstand på. Kønt ansigt.

"Du ordne våben?" spurgte Horn, og så udfordrende ned på orken som hun havde gjort ved manden; og stampede da skaftet af sin økse i jorden så det kunne høres over hele pladsen. Den var lidt over en halv meter højere end orken - og en smed ville ved et hurtigt øjekast kunne se, hvor sløvt og beskadiget bladet var blevet, og tydeligvis havde været længe. "Købe våben?" fulgte Horn op, og rykkede linnedssækken fri af kæden der var spændt over hans højre skulder, så trådene trævlede og rakte den imod orken i strakt arm.

Sækken indeholdt fem sværd i forskellig længe, tre morgenstjerner, et par spyd-hoveder, et par knive og omkring halvtreds pile. Intet af det kunne oprindeligt have været Horns, det var soleklart, og flere af våbnene var endnu blodige.

En irriteret knytnæve blev hamret ned i den lille trædesk Mak'gora havde. Hvor var det da belastende at folk bare kom og mente at de kunne komme foran i køen og ikke nok med det, men blev super sure over hendes priser. De kunne for Zaladin's skyld altså dårligt få det billigere hernede!
Men nu var Mak'gora ikke en der bar nag, så da hun løftede sin knyttet næve fra træet igen, var det allerede forsvundet fra hendes tanker. Hun havde jo et job.

Hun nåede dog ikke at bevæge sig væk fra pladsen, da der pludselig stod en minotaur foran hende. En kæmpe minotaur. Dem var der ikke så mange af heromkring, de var lidt ligesom orkere i den forstand. Men denne her minotaur var alligevel større end hun forstillede sig minotaurer være. Især fordi de enkelte minotaurer hun havde mødt, havde da været mindre.
Da den store økse der virkelig havde set bedre dage. Den kunne ikke være særlig effektiv mere. Den skulle godt nok bruge noget arbejde hvis den skulle laves, men den kunne sagtens. Ville selvfølgelig være nemmere hvis magien stadig fandtes. "Ja, jeg kan godt ordne våben."
Det næste han spurte om, gjorde hende dog lidt i tvivl om hvad han mente. Første troede hun at han ville købe nogle våben fra hende, men da hun fik sækken og våben og kiggede ned i den, kunne hun godt se at han nok ville sælge våbnene. "Du kan ikke få forfærdelig meget for de her våben dog," indrømmede hun og kiggede så igen op det store væsen foran hende.

Horn betragtede afventende orken, da hun først bekræftede, at hun kunne hjælpe ham med hans økse, og dernæst tog beskik af det resterende indhold af linnedssækken. Han brummede som en tirret bjørn, da hun fortalte ham, at sækkens indhold ikke var meget værd, og skar kort tænder inden han gav hende svar på tiltale: "Våben være god kvalitet," forhandlede han, og drejede sit store korpus til højre side,  og stak sin enorme venstre overarm ind foran snuden på orken, stadig med øksen i hånden, hvor han med en finger fra højre hånd fulgte et tydeligt friskt ar, der strak sig cirka ti centimeter horisontalt over hans bicep.

Overbevist om, at det dermed burde fastslå, at våbene trods alt var en smule værd, nikkede Horn selvtilfreds ned til orken og rettede sig op igen, og stillede sig igen med front imod hende. "Hvad der være tilbage når du ordnet økse?" spurgte han, da våbnene jo måtte være en del mere værd end det ville koste, at få ordnet hans økse, efter hans logik. Det slog igen Horn, at han faktisk syntes orken var ganske nydelig at se på, noget han ellers ikke ofte tænkte om andre - og slet ikke orker. Han kunne ikke helt sætte fingeren på hvad det var, men noget sagde ham, at det var hendes ansigt, at det bare ikke virkede som den klassiske ork. Horn var jo immervæk ikke just typen der holdt sig tilbage, hvorfor han uden videre skød ind: "For ork du være pæn".

Våbene var i okay kvalitet i forhold til hvad de var lavet af, det var hun sikker på, især da hun rakte ned og tog fat i et af dem. Nej, de var virkelig ikke meget værd, som hun havde sagt. Det var sikkert ikke fra andre end landevejsrøvere. Hun begyndte så at tage våbene op og lægge dem på desken, så hun kunne få et overblik over hvad der var.
"Din store charme.. minotaur," udbrød hun, da han sagde hun var pæn, og hvis han havde stået ved siden af hende, så havde hun nok slået hans overarm. "Men smiger giver dig altså ikke rabat!" sagde hun så bestemt, og begyndte at tælle på sine fingre, hvor meget hun ville give for våbene. Hun mistede dog overblikket flere gange, og konkluderede at prisen nok egentlig ville være det smame som at ordne øksen.

"Intet. Du kan bruge våbene som betaling mod at få lavet den ødelagte økse," sagde hun bestemt så og rodede i sit hår, stadig med sin store smedehandske på. Noget hun havde brugt her i tørken, hvor at røre ved varmt metal viste sig at være virkelig varmt. Noget hun ikke havde oplevet før i tiden.

Horn så olmt på orken, et af meget få blikke, som han havde i sit arsenal, da hun hævdede han ikke ville få rabat. Han var ikke ude efter rabat, han ville bare have sin økse ordnet og lidt løskrystaller for de medbragte våben. Lettere sammenbidt, så betragtede den store minotaur den kvindelige ork, som hun talte op på fingrene, hvorunder det dog så ud til, at hun flere gange tabte tråden. Da brød smeden endelig stilheden, da hun erklærede, at intet ville være tilovers.
 
Horn stramte ubevidst sit greb om øksens skæfte; han måtte jo have sit våben repareret, det var der ikke nogen tvivl om – og nu lod det til, at det sorte marked var det eneste sted, han kunne få afsat indholdet af linnedssækken, uanset at det lod til at være lidt for billigt. ”Økse ikke være ødelagt” protesterede Horn, da det gik op for ham, hvad hun egentlig havde sagt – og hvordan det måske var en del af, at hun pressede prisen. ”Kun to dage siden jeg tage ork hoved rent af med den…” konstaterede den store minotaur – og det var skam også sandheden; faktum var jo, at han, trods den sløve eg, havde kræfter nok til, at kunne kløve det meste i to alligevel.
 

Netop efter han havde sagt det, da indså Horn, at smeden, kvinden, jo også var en ork. ”Men ork ikke ligne dig” forsøgte han derfor og nikkede selvtilfreds, som han fandt på det næste at sige: ”Ork uden hoved være stor og stærk, ikke lille og med pæn ansigt”

Mak'gora var normalt ganske tålmodig med sine kunder, okay måske ikke særlig tålmodig, men hey, hun slog dem da ikke omkuld ved den første bemærkning hun ikke brød sig om.... for det meste. Dog begyndte denne her minotaur at træde på et lidt usikkert område. For hvad minotauren havde sagt og hvad Mak'gora havde hørt var måske lidt forskelligt.
Blodet begyndte at dunke i hendes krop og hendes ansigt forvrængede sig i en vred mine. "Jeg ved ikke hvad du prøver på, kohoved, men du skal ikke komme over til mit værksted og fornærme mig," sagde hun vredt og bankede sin hånd i bordet og kiggede vredt og hårdt på minotauren. Det kunne godt være at hun var lavere, men hvis der var en ting hun kunne, så var det at nedstirre store mænd der troede de var noget.
"Din økse ville kunne skære et stykke brød over, men med mindre du kan spørge pænt, så kan du skride med dine våben og din lorte økse. Forvent dog ikke at du finder en bedre aftale heromkring," kom det hvæsende fra orkkvinden, som tydeligvis havde fået nok af det lort som minotauren fyrede ud. 

Horn slog en latter op ved orkens reaktion, lige indtil han blev kaldt ”kohoved” – hvad jo insinuerede, at han var som en kvinde og ikke en mand. Han så en smule eftertænksom ud, imens han overvejede om det var en fornærmelse eller ej. Orken skældede og smældede, og hævdede noget om, at han bare kunne skride hvis han ikke opførte sig ordenligt. Horn satte pris på orkens direkthed, men der måtte alligevel være mening med galskaben, ikke?
 

”Rolig, rolig, lille ork” begyndte han derfor og lagde sin enorme hånd ved siden af hvor orken havde slået sin i bordet, som for at lægge en dæmper på hende og hendes opfarenhed. ”Mig nok skal spørge pænt, men du skal slappe lidt af…” forsøgte han sig, det tætteste han kunne komme på den slags bemærkninger – og samtidig blev orken nødt til at slappe lidt af, for Horns tålmodighed havde trods alt grænser; så han forsøgte at få orken til at slappe af for begge deres skyld. Han ville jo have sin økse ordnet.

Mak'gora kunne stadig mærke vreden pumpe gennem hende. For hvor vågede han at kalde hende svag?! Hun var stærk, og selvom hun ikke var ligeså høj som minotauren, så var hun stadig en god størrelse! Men okay fint, hvis han absolut ville handle med hende, og opførte sig i det mindste nogenlunde....
Hun pustede hårdt ud, men kiggede så op i minotaurens øjne igen. "Dine penge ville nok bedre være brugt på at få en ny økse, men hvis du gerne vil beholde den samme, kan det lade sig gøre... kvaliteten bliver dog ikke... bedre," nævnte hun så. Øksen så jo ikke ligefrem ud til at være lavet af en god kvalitet. Det kunne selvfølgelig også godt være at øksen bare ikke var blevet vedligeholdt nok til at ligne at den var i så høj kvalitet. Dette var først noget at Mak'gora nok ville finde ud af det når hun stod med våbnet i sine hænder.

Inaktiv