Solen trængte igennem træernes krone, kræftigere end nogen anden dag som kentauer kvinden havde oplevet før i sit liv. Generelt fordi sumpen altid henlå i en form for mørke og dunkelhed. Alt det havde ændret sig den sidste tid. Sumpen var begyndt at fordampe, til der kun var let mudderområder tilbage og en noget ubehagelig stemning. Sumpkentauernes leder havde derfor rigeligt at se til. Så meget at der ikke var nogen der opdagede da Ronja stak af på ny. Det havde været mange måneder siden sidst, og nu. Ja nu, tog hun chancen endnu engang for at prøve at komme fri af forventningernes bånd.

Vejret var meget varmt, næsten udholdeligt. Hendes hale piskede irriteret rundt et stykke tid, i et forsøg på at bringe en brise frem, men intet kom. Hun var aldrig nået så langt ud i skove før. Ronja kunne faktisk se enden, men hun var stoppet op. Bange for at fortsætte helt ud. Ronja stampede nervøst i jorden. Hvad nu? nu var hun kommet så langt, uden nogen ide om hvad hun skulle foretage sig næst. Skulle hun bare tage chancen. "Øhj.. jeg tænker aldrig de her ting igennem!" næsten håbløst fik hun sig sat ned med en dyb indånding og gav sig til at pille fraværende ved sit halssmykke, der bestod af forskellige ædelstene, fjer og farvede stykker træ.

Lyriana gik en tur i skoven endnu en dag hvor hun kunne nyde at være sig selv, som  familie mor og kone, var der ikke altid så meget fritid som hun kunne ønske, selvom hun elskede sin familie højt på jorden, så var det også en lettelse når hun kunne være sig selv. mens hun gik og nynnede for sig selv, og nød solskinsvejret i en normalt ellers kold måned. hun  syndes pludslige at hun høre hove mod  jorden, lidt længer fremme, så hun besluttede sig at se hvad hvem det kunne være.
hun hørte en stemme sige noget, ikke  helt vad, men da hun kom tætter på og så det var en  ung smuk, kentauer kvinde, hun smille  venligt og gik elegant imod hende. " vær hilse frøken de se helt forvirret ud og de ikke på afveje, det virker som  de er alene hvor er din flok ?"  Lyrias stemme var rolige og venlige, hun smilede stadigvæk.   

Ronja havde siddet i sin egen verden, muligvis diskuterende med sig selv om hvad der nu ville være klogest at gøre. Hun var kommet så langt! Så langt at hun kunne se det udenfor skoven - måske var det virkelig chancen værd. Hun sukkede dybt, da en venlig stemme brød igennem stilheden. Ronja der ellers havde siddet ned, sprang nærmest op på de fire ben og havde hun ild i halen - af ren forskrækkelse.
Hun drejede hovedet efter lyden, med store øjne, men faldte lidt mere til ro da hun så hvem der havde nærmet sig hende.
"Øhm.. vær hilset" hun var ikke vant til så høflige talemåder - faktisk ville hendes første indskydelse havde været et simpelt hej, men hun forsøgte trods alt at være høflig. Det måtte tælle for noget.
"Nej, eller jo.. Nej.. øhm... Jeg er bare ude på tur.. se mig lidt omkring du ved" Et let nervøs grin gled over pigens læber, inden hun bed sig i læben. "Min flok er lidt længere inde.. jeg tror ikke de savner mig" svarede hun så henkastet så muligt mens hun pegede diskret ind imellem træerne. "Mit navn er Ronja" præsenterede hun så sig selv, mens hun så ned på elverkvinden med et varmt smil på læben. Stadig den naive og godtroende kentauer hun altid havde været.

Lyria smillede blidt op til hendes "Ronja det var da en.dejliget navn jeg er Gravide Lyriana Drannor men.kald mig blot Lyria" selvom Lyria fortalt hun.var gravinde var det ikke, stolt ment men bare ment at det var det hun var, og sådan.var det nu, hun havde ikke selv valgt at blive det, det havde jo været et tvunget plandlagt ægteskab. Lyria så på hende med forsat venlige øjne." er der noget jeg kan.hjælpe.dig med Ronja? " hun syndes den unge pige virkede som om hun, ikke viste hvad hun skulle gøre ved sig selv.

Ronja bukkede let, stadig smilende. Hun havde lært at adelige kunne have sådanne navne, selvom det ikke var noget almen brug blandt kentauerne. Faktisk huskede hun også at havde fået at vide, at hun skulle holde sig væk fra alt der ikke var kentauerer, til nøds måtte hun snakke med alferne, men der var ikke megen tilladelse efter det.
Ronja rømmede sig lidt igen, og begyndte at bevæge sin ene hov en smule nervøst. "Njo.. Altså.." hun tog en dyb indånding og smilede undskyldende. "Jeg må egentlige ikke være så langt væk fra klanen alene... Jeg ville bare så gerne på opdagelse.. ikke noget farligt!" skyndte hun sig at indvende. Hun kunne næsten se lederen tordne over sig allerede. Men Ronja havde ikke et ønske om at opsøge fare! Hun ville bare så gerne se andet end sumpen, og sin egen moders strenge blik hvile på sig dag og nat.

//Inaktiv