Kulun og Atropa kravlede op ad stigen og op på gaden. De stod i en sidegade op til en gammel kro og et hus der næsten så opgivende ud. Kulun fik kuldegysninger og mærkede uroen strømme igennem hende.
Skumringskvarteret. Ikke just et hyggeligt sted, men det var vel bedre end kloaken.
Hun så ned på alfen der stadig var iført hendes kappe. Den var for lang til en alf, men så længe den holdt hende varm så gjorde det ikke noget hvis en slæbte lidt hen ad jorden.
Kulun huskede alle de andre gang hun havde været her i kvarteret. Mest var det for at lave krumspring for penge, men alle de penge der blev givet endte som regel med at blive taget i det sekund hun var uopmærksom.
Heldigvis virkede det som om de var alene på gaden.
"Atropa, ikke?" Kulun så sig om imens hun stillede spørgsmålet. "Du har ikke nogle af din families dyre arvestykker på dig, vel? Intet der er værd at snuppe? Folk stjæler med arme og ben her..."

Atropa så usikkert op på hendes ny fundne ven Kulun og med et hurtigt blik rev hun ud af sin taske en lille hjelm af træ. Hjelmen havde forskellige symboler skåret i sig og var ikke egnet til et normalt menneske hoved, kun til en alfs. "Tæller den her?" spurgte hun mens hun kørte hånden over dens krumning.
"Men jeg har da også denne her" Sagde den lille alf næsten triumferende som hun hev en lille bue fra siden af sin taske. Der var ingen pile til den ud over de få hun selv snittede engang imellem, men for nu havde hun blot buen i hånden. Hun bekymrede sig dog ikke for at skulle få stjålet noget da hvad hun så af værdi ikke rigtigt var noget de fleste så samme betydning i.

"Jeg ved ikke med dig, men måske skulle vi finde et sted for natten. Det er vidst ved at blive sent". Alfens talte med en form for selvsikkerhed som ordene forlod hendes mund. Hun havde nogle få rationer tilbage i tasken. Sikkert ikke nok til at mætte en af Kulun's størrelse, men nogle og det måtte vel være bedre end intet. Dog måtte de nok finde et sted og sove og så kunne Atropa tænke på maden.

Faret vild i hovedstaden, og så oven i købet i Skumsringskvarteret! Dimble var stadig ny i hovedstaden og vidste derfor ikke hvilke veje man skulle benytte sig af eller hvad for nogle gade man skulle holde sig fra. Og netop denne uvidenhed havde ført ham ind i Skumringskvarteret. Han havde tidligere været på Det Halve Svin hvor han havde startet et stort slagsmål og efterfølgende havde mødt en smuk sigøjner kvinde og en lille alf der i starten var blevet forskrækket over at se ham. Han var nemlig kravlet imod dem under bordene imens at slagsmålet var begyndt at eskalere og dette havde åbenbart forskrækket den lille alf. Efter mødet var han selvfølgelig stukket af. For han ville ikke have at krofatteren skulle få fingrene i ham, men da han pludselig stod i Skumringskvartert og ikke kunne huske hvad vej han var kommet fra overvejede han om det mon havde været bedre, hvis han var blevet straffet med et ryde op i kroen selvom han ikke brød sig det mindste om rengøring.

Han fortsatte videre ned af en af de mørke gader hvor en enkelt luder spurgte om der var noget hun kunne tilbyde. Dimble rødmede en smugle og takkede pænt nej til tilbudet hvilket denne luder åbenbart så ud til at acceptere. Der var åbenbart nogle i kvarteret der havde en smugle godhed tilovers selvom deres liv var hårdt. Dette tænkte Dimble dog ikke synderlig meget over da han ikke rigtig kendte til ludere og skøger derfra hvor han kom fra. Men hvad var nu det? Han synes han hørte stemmer fra en sidegade næste lige foran ham på højre hånd. Han listede forsigtige langs husmurene hen til sidegadens indhak hvor han forsigtigt lod hovedet glide frem fra hjørnet af af huset så han kunne se ned ad sidegaden. Langsomt kom mere og mere af sidegaden til syne i takt med at Dimbles hoved gled ud bag huset han stod bag. Der! Han kunne se en skikkelse, men vent. Han tog et nærmere kig og opdagede efterfølgende at der også var en lille alf i nærheden af den første skikkelse han havde set.         

Kulun så op i himlen. Atropa havde ret, det var ved at være sent.
Hendes første plan havde været at sove i kloaken, men det kunne hun ikke rigtig indrømme overfor Atropa, hun ville ikke give hende sådan et førstehåndsindtryk.
Men hvor skulle de så gå hen? Det her var bogstavligt talt den klamme del af byen, her var ikke ligefrem sikkert at sove på gaden.
Ikke at Kulun aldrig havde gjort det før, men det kunne hun ikke rigtig byde Atropa.
"Hvor tænker du vi skal..." Kulun afbrød sig selv. Hun viftede lidt med det ene øre og vendte sit hoved imod et hus bag dem.
Hun kunne høre noget. 

"Hørte du det?" hun så på Atropa.
Kuluns hoved kørte rundt med tanker om hvad der kunne gemme sig bag murene, men pludselig meldte en ny tanke sig: 

Atropa lagde mærke til Kulun's tøven men gav det ikke yderligere bemærkning som hun undersøgte hendes nye vens tidligere kommentar: Hørte du det? Hun prøvede at holde et smil på læberne mens hun lyttede efter ekkoerne der kastet fra væg til væg i de små alléer. 
"Lidt hist og her? Det fint, Stol bare på mig så finder jeg os et sted"  Ordene kom ud af den lille alf med en tone af stolthed. Hun var hele hundred på at det var noget hun var i stand til, og når hun havde sagt det ville det også blive sådan, det var bare sådan hun nu engang var. Hun ville gøre alt hun kunne for at få dem et sted at sove der ikke ville bringe hendes ny fundende venskab i fare.

Hun kiggede dog lidt rundt og konkluderede at stedet her ikke skulle være stedet. Hvordan skuffer jeg ikke Kulun? Tanken slog genlyd i hendes lille hoved men det var jo klart at der kun var et at gøre. De måtte finde et sted, men menneskenes byer var ikke ligefrem tiltalt som byer af mælk og honning hvor alt var i perfekt harmoni, men det var jo det Atropa søgte: Eventyret uden for sikkerheden om at alt ville blive givet til hende.
Hun tog også den perrinde fornemmelse af at blive set på til sig. Noget så dem som de ikke så. Men hvem eller hvad var det?

Dimble kunne stadig ikke høre hvad der blev sagt. Deres ord var endnu kun en mumlen i hans ører. Han var nødt til at bevæge sig tættere på. Han kiggede endnu engang ned ad gaden for at se om der var et hjørne eller noget andet han kunne liste sig hen og gemme sig bag for på denne måde komme tættere på. Og ganske rigtigt, et stykke fra de to personer var der et hus der ca. gik 1 meter mere ud end de andre og derved kunne fungere som et lille skjulested. Nu skulle Dimble bare liste sig fra sit nuværende gemmested til det nye uden at blive set, men dette var nemmere sagt end gjort. For der var alligevel et godt stykke til hjørnet og på turen var der intet der holdt ham skjult. Det var stort set utænkeligt at de to personer ikke ville se ham, men Dimble tog alligevel chancen selvom han ikke anede om disse typer kunne være voldelige. Langsomt, men sikkert og tæt ind til hus muren han stod bag, bevægede hans sig i hug ud fra sit skjulested hvorefter han fokuseret fortsatte i retningen mod det nye skjulested. Bare de nu ikke var voldelige i tilfælde af at de opdagede ham... 

Kuluns ører lagde sig fladt ned på hendes hoved og hun snurrede rundt omgående.
Der var det igen. Der var nogen i nærheden.
"Der er nogen i nærheden." sagde hun til Atropa.
Kulun knurrede lavt og bøjede let sine ben, parat til at stikke af. Hun var ikke en kriger, og med Atropas ringe størrelse og glade stemning, så betvivlede Kulun også om hun kunne forsvare sig.
Kulun bemærkede først nu at alfens ene vinge ikke ville kunne bære hende. Den så ikke den mindste smule funktionsdygtig ud, og Kulun stillede sig automatisk ind foran Atropa.
Hun kunne ikke lade alfen komme noget til, det var ikke sådan man startede bekendtskaber bedst. Hun viftede en gang til med halen og knurrede lavmælt.
"Jeg kan høre dig..." sagde hun til de tomme murer. Hendes øjnes pupiller snævrede sig ind til tynde streger og hun lyttede godt efter ud i luften.
Trinene var ikke særligt tunge og de var også meget lave i lyden. Hvis Kuluns hørelse ikke havde være så god, så ville de ikke være blevet hørt.
"Har din mor ikke lært dig at man ikke må smuglytte?" Kuluns ord hoppede imellem murerne.

Som Kuluns ord fra hende sprang pludseligt stoppede hun op. Kulun stod foran hende som kun en havde gjort før. En gammel vens minder blev bragt tilbage og Atropa kunne mindes grunden til at hun var kommet til byen. Hun hev kort fat i Kuluns klæder for at få hendes opmærksomhed.
Atropa slog med sine vinger kort, smerten gemte hun bag et smil der kort kunne ses forsvinde. Hajorth, jeg vil holde mit ord og det vil der være ingen tvivl om.
"Kulun, ingen vil os noget" Hun tog hurtigt til sin bue med et glimt i øjet "og hvis de vil så skal du ikke tage problemet for mig, stol på mig" selv med hendes ringe størrelse var hun en ekspert når det kom til hendes bue, bare ingen opdagede hun ingen pil havde på strengen.

"Hvem end du er, så vær ikke bange" hun var næsten sikker på at hvis nogen ville havde gjort dem noget så havde de slået til mens buen var på tasken og ikke ladet sig vente til den var i hånden på hende. Eller måske var personen bare ikke så taktisk anlagt at se muligheden i det. Atropas tanker slog tusinde krumspring, men sikkerheden om at angrebet ville havde stået blev.

Dimble var næsten henne ved det nye gemmested da han pludselig hørte en stemme sig "Jeg kan høre dig..." Hans hjerte sprang et slag over på grund af chokket hvorefter en kolde rislen løb ned af ryggen på ham, men han fortsatte videre, dog langsommere og mere roligt selvom han sådan set allerede var blevet opdaget "Har din mor ikke lært dig at man ikke må smuglytte?" fortsatte stemmen. Den sidste kommentar ramte Dimble på et ømt punkt, han havde aldrig kendt sin mor eftersom at hun døde imens hun bragte ham til verden. Så nej, hun havde ikke lært ham at man ikke måtte smuglytte. Ved tankerne og sorgen over sin mor løb en tårer ned ad kinden på Dimble

"Hvem end du er, så vær ikke bange" var der pludselig en lille stemme der sagde. Hvilket Dimble kort efter antog var kommet fra alfen han havde set fra sit tidligere skjulested. Ordene havde fået ham ud af de sørgelige tanker og gav ham nu nogle informationer der sagde ham at de 2 individer måske ikke var så farlige som han i starten havde troet. Han stak sin højre hånd ud fra sit skjulested så de kunne se hvor han var "Mit navn er Dimble" tankerne begyndte at vende tilbage til ham igen "Og nej, min mor har ikke lært mig at man ikke må smuglytte" Dimble trådte helt frem fra sit skjul, stadig med sporet af tåren på sin kind "Hun døde da hun fødte mig" han så på kvinden der havde spurgt ind til hans mor med sårede øjne. 

Kulun slappede af i sin krop og lod hendes øjne synke tilbage til et menneskeligt udseende. Hun så på den fremmede med sympati i sine gyldne øjne.
"Det beklager jeg."
Kulun så tåren på den fremmedes kind og fik det omgående dårligt. Hun var på ingen måde ude på at gøre ham ondt, hun troede bare han kunne være en trussel. 
Han var ikke ret høj. Højere end Atropa, men lavere end Kulun selv. Han havde et venligt udseende, hvilket bare gav Kulun mere skyldfølelse. 
Han var iklædt pænt tøj, og var generelt en køn fyr. Kulun kunne mærke Atropas betryggende energi, og slappede lidt mere af. Hun var forberedt på alting: Tyveknægte, voldsmænd, ludere og det der var værre! Hun var klar til alting, undtagen en person der ikke var truende.
Kuluns ører lagde sig ned langs hendes hoved og gav hende et sørgmodigt udtryk. Hvorfor skulle hun dog sige det? Det var jo ikke ment som...
"Jeg ville ikke såre dig, jeg troede bare du kunne være en trussel."

Atropa blev overrasket over synet af den lille mand. Hun havde ikke forventet han bare havde tænkt sig og komme ud, endnu mindre var tanken slået hende at manden der havde skygget dem havde en tåre af kinden. Atropa selv havde aldrig oplevet nogen dø eller været nogen nær der var død. Men Dimbles ord om hans mor satte tanker igang hun ikke havde tænkt længe.
Usikkerheden slog rod i hendes bryst som hendes hjerte begyndte at slå langsommere og langsommere. Hendes egen bror er væk og selv viste hun ikke om han stadig var i et bur eller om han var død?

Hun valgte tavshed frem for ord for hun viste at hendes egne følelser var ved at koge over. Hun ønskede ikke at tale for så viste hun at tåre ville følge og det var nok med at en af dem skulle havde fældet end grundet en dum kommentar. Atropa var pludselig usikker og såret over mandens sorg, men også grundet hendes uvidenhed.

"Det beklager jeg." sagde hun. Han så hvordan hendes utryg ændrede sig til sørgmodighed "Jeg ville ikke såre dig, jeg troede bare du kunne være en trussel" Dimble stod lidt i et kort stykke tid uden at sige noget, men tørrede så tåren væk fra kinden med sit ærme "Det er helt i orden" sagde han stadig med spor af sorg i stemmen indtil han fik taget sig sammen og fortsatte, nu med et lille smil på læben "Det var også forkert af mig at list ind på jer,"  Han kiggede på de to "men jeg var ikke klar over om I var farlige" hvorefter vandrede hans blik langsomt ned mod jorden med en blanding af skam og pinlighed i sig "Og så er jeg faret vild" sagde han med en følelse af uduelighed hængende over hovedet. Hvad ville hans far ikke tænke om ham, hvis han havde set ham sådan her? 

Kulun så på den fremmede og besluttede der, at han helt sikkert ikke var en trussel. Han virkede ligesom dem: Faret vild og ikke sikker på hvad han skulle gøre nu.
Hun smilede et lille smil og trådte væk fra Atropa så hun kunne ses helt.
"Jamen så er vi vist i samme båd. Vi er selv også lidt... På vildspor."
Kulun trak på skuldrende af de sidste ord. Det var ikke så meget vildspor for hende, hun havde været her før, men mest i følgeskab med andre tilfældige gøglere, hvor hun ofte kunne få nok penge til at købe sig ind på en kro for natten. Det var kun blevet mørkere, siden de opdagede den fremmede mand, og stjerner var begyndt at blinke ned fra himlens hindsides.
Selvom Kulun elskede at sove udendørs, så var det ikke rigtig vejret eller situtationen til den slags lige nu. Hun bemærkede pludselig at hun frøs lidt, hvilket var et sjældent tilfælde.
Kulun tænkte lidt over hvordan de skulle brydes med tavsheden, og huskede så på sine manerer.
"Jeg hedder Kulun, og der her er Atropa."
Hun gestikulerede imod alfen.

Alfen slog ud med sin hånd i en vinkende bevægelse. Hun forstod på situationen at Kulun nok ville ordne det med Dimble. Det var lidt som om Kulun havde startet med at ville bryde isen, men at hun faldt i forsøget og nu måtte stå op for at prøve et ekstra sving.
Atropa kiggede mod himlens klare natte stjerner og tog hurtigt til at sige ordene "Det sent, men vissevasse med det!". Hun tog et enkelt hop op som hun satte buen på plads på sin taske igen. Hun ville ikke længere få brug for den, i hvertifald ikke mod Dimble. Han virkede flink nok, også selvom hun aldrig havde set noget menneske som ham. Hvorfor var han så meget mindre end normale mennesker. Hun opfattede aldrig at der fandtes mindre kendte racer så Atropa havde kun givet sig til at lære nogle få. Dog hvis nogen ville spørge hende om hvordan forskellige planter kunne tilberedes og hvilke der kunne spises så var hun personen.

Men selv med hendes uvidenhed ville Atropa aldrig stille et spørgsmål om nogens højde, skønt hun selv vidste at hvis nogen gjorde det til hende så ville hun risikere faktisk at hade personen. Højde skulle nemlig ikke betyde noget, for selvom hun var lille havde Atropa før fældet nogle lede mænd.

Dimble smilede. "Kulun og Atropa" gentog han imens han kiggede på dem. "Det er en fornøjelse af møde jer" han tog nogle skridt for at de kunne samles og efterfølgende følges hvorend de nu var på vej hen, men stoppede pludselig op i det øjeblik han kom i tanke om noget. Frem fra sin lomme fiskede han nu 5 Rav og en enkelt Jade som Dimble havde fundet under bordene i Det Halve Svin imens han havde gemt sig for slagsmålet han selv havde været med til at startet "Hvor langt tror I vi kan komme med det her?" spurgte han Kulun og Atropa. 

Kulun skubbede sin underlæbe frem imens hun tænkte. 
"Det kommer vel an på hvad det er vi leder efter. Det er billige steder at sove hvis vi går..." hun holdt en pause for at se sig om.
"Den vej." hun pegede ned ad en gade.
Der var et sted med okay værelser, helt sikkert bedre end mange andre alternative løsninger.
Kulun havde det lidt dårligt med at en fyr hun lige havde såret med hans afdøde mor, nu ville til at hjælpe hende og Atropa, men hun besluttede sig for at sluge sin stolthed og bare være behjælpelig.
"Der ligger et lille sted med gode senge, jeg har selv været der et par gange. Det koster vist ikke ret meget der."
Kulun tog et skridt og kiggede på de andre, som for at gøre mine til at gå.
"Jeg kan vise vej hvis det er?"
Et lille håb begyndte at spire i Kulun om at få nogle venner ud af de to andre væsner.

Atropa registrerede det hurtige skift i tone og det faldt i god takt med hende! Hun blev hurtigt glad og skyd i fuldt gear. Hun slog en gang med sine vinger og lavede et godt hop hen mod Kulun. Og lavede et kort vink til Dimble for at få ham til også at skynde sig.
"Altså jeg har også dette" fortalte Atropa som hun rakte ned i sin taske og fiskede syv rav op. Det var ikke meget, men det var det der var tilbage fra hendes rejse med Hajorth ud over jade smykket i hendes hår.

"Jeg glæder mig allerede til at sove" ordene kom mens hun gik ved Kuluns side og rakte hendes kappe tilbage, hun var sikker på den ikke skulle bruges meget længere alligevel, så derfor gav hun den tilbage. "Kulun er lidt som Berthelia, gad vide om Dimble er som nogen jeg kender" tænke Atropa stolt til sig selv.

Dimble nikkede anerkendende til Kulun "Du viser vej" og fulgte efter. Han kiggede ned på Atropa efter at hun havde vist ravstykkerne og sagt hun allerede glædede sig til at sove "Hvis du har lyst må du godt sidde på mine skuldre" hvorefter han gik ned i knæ så hun selv kunne bestemme om hun ville tage imod tilbudet.

Kulun så på de to andre da de blev enige om hvorvidt Atropa skulle op på Dimbles skuldre.
Derefter begyndte hun at gå igen. Skumringskvarteret var mørkt og havde en ubehagelig stemning, men det ville have været meget værre at være her alene, så Kulun var taknemmelig for de to andre rejsende.
Kuluns sidste tur hertil havde nær endt med en bunke alvorlige skader, eftersom hun nær var endt i et slagsmål med en fuld fremmed. Dette var nok grunden til at hun var så nervøs ved at være her igen, især eftersom hendes ildmagi ikke virkede for tiden.
"Så, Dimble," sagde hun, da de tre passerede en smedje. 
"Og også dig Atropa, for den sags skyld: Hvad gør i for at få mad på bordet? Hvad er jeres erhverv?"
Ikke så langt derfra var der en lille bygning i to etager. Det var der de skulle sove.

Atropa kiggede smilende på Dimble og tog imod tilbage om at sidde på hans skuldre. På pladsen lod hun blot sit hoved hvile på hans mens hun fortalte "Det havde jeg ikke tænkt over?" hun grinte kort som ordene lod ekkoerne ned gennem en af gaderne. Hun mindes aldrig selv at skulle få mad på bordet uden selv at jage det eller få Hajorth til at finde på noget, han var altid personen der stod for at gøre sådanne praktiske ting. Men der var tidspunkter hvor vold var inkluderet, men Atropa havde ikke en særlig begejstring for at fortælle dem det så hun lod den normale frase hun havde skabt give genlyd.

"Jeg skriver normalt historier om dem jeg rejser med og gemme dem i min bog," hun slog et enkelt puf til sin taske og kiggede igen over på Kulun "Dog har jeg aldrig rigtigt arbejdet med andet end..." hun overvejede grundigt sine ord og det tog hende da også lige lidt at finde på hvad der skulle siges: "Jagt".

Hun tog ved Dimbles pande og trak sit lille hoved frem mens hun stirrede ham i øjnene "hvad laver du? Det sikkert super spændende!".