Medanien var hårdt ramt af tørken. De fleste mennesker i området var bønder, og de kun kunne se magtesløst til, da afgrøderne døde på markerne. Nu måtte folkene omkring landsbyen leve af de sparsomme forråd, der var gemt i kældre og spisekamre.
Netop disse forråd var emnet for en diskussion, som en gruppe af byens bønder havde på torvet. Det var sidst på eftermiddagen og den nedgående sols stråler bragte endnu varme med sig og oplyste stråtagene på landsbyens huse. Baggrunden for mødet var alvorlig: byens forsyninger forsvandt i et tempo, der var højere, end det burde være, og konklusionen kunne kun være, at nogen eller noget stjal fra forrådskamrene..
"Der er kommet flere varulve til Ulvehøj!" Brød en af mændene ind, da snakken var gået noget tid, uden man havde været i stand til at finde en syndebuk. Emnet skiftede hurtigt til varulvene, som gjorde de fleste utrygge, og der gik ikke længe, før man havde konkluderet, at det nok i virkeligheden var dem, som stod bag rapseriet af landsbyens forsyninger: Der var kun én ting at gøre! Bæsterne måtte jages ud af ulvehøj.

Mørket var faldet på og månen stod højt på himlen, da gruppen af mænd nærmede sig ulvehøj. Fakler skinnede i mørket og oplyste de sparsomme våben, mest bestående af høtyve, som bønderne havde samlet sammen. Enkelte bar dog også sværd.
Der var kun et par nætter til fuldmåne, og derfor skulle angrebet ske med det samme - ingen havde lyst at komme på tværs af en forvandlet varulv, for slet ikke at tale om en helt flok. Foran bønderne rejste den mørke høj sig, og de begyndte efterhånden at mørke kulden og den begyndende nervøsitet for kampen, der ville komme.. Et råb fra mændenes leder fik dog sat gang i kampgejsten og langsomt bredte det sig mellem mændene: "Jag ulvene bort!"


Denne plottråd er især beregnet til varulvene i Ulvehøj, men alle der har karakterer, som befinder sig i Medanien, kan deltage. Det er op til jer, hvad der sker med bønderne. Da denne tråd foregår under tørkeplagen, kan og må ingen deltagere i tråden benytte sig af magi. 

Tørken aog den bratte stop af magi hadve taget sine told på beboerne på ulvehøj. Det var ikke et rart syn at se markerne omkring dem nærmest brænde op, og kun efterlade tørre kviste af hvad der før havde været saftige afgrøder med god potentiale. Men de manglende afgrøder var ikke det værste. Det var manglen på vand. Selvom de forsøgte at samle dug, hente så meget de kunne fra omkringliggende søer, gemme det, således at intet blev drukket rub og stub på en dag, var det bare aldrig nok. Alle levede på streng kost, fik kun lige nok til at kroppens funktioner kunne holdes i gang.

Faklerne i området var allerede tændt, trods varmen ikke manglede det fjerneste i lejren. Mange af teltene var allerede pakket ned og flyttet til hulerne, for at slippe væk fra den stegende sol, så snart der var plads til det under jorden. Alt virkede fredeligt.
"Miranda! Miranda! Er er landsbyboere på vej hen til højen" Varulvehunnen der ellers havde siddet ved bålet og stirret olmt på de røde gløder, fik et undrende udtryk i ansigtet, som hun vendte hovedet mod de to knægte der var løbet tilbage. "Hvor mange?" Miranda rejste sig hurtigt og mærkede spændingerne sætte sig i kroppen. "Mange.. rigtig mange.."
De omkringsiddende ved målet lyttede med, med ører der sad på spidser.

"Gareth, før alle børn og syge trygt ned inderst i hulerne. Barikader så de er i sikkerhed. Marian væk de sovende, men gør det stille. Jeg ønsker ikke krig hvis jeg kan undgå det..." at uddeligere arbejdet var den bedste måde at holde sig på fødderne på. Bønderne var ikke nået helt frem endnu, men det ville ikke tage dem lang tid før de stod for enden af højen med rejste høtyve og hvad ellers våben de kunne finde. "Nika, opdel jeg er i flere grupper, ligesom når vi jager. Men ingen angriber før jeg siger til - Yasmin, tag ned til Gidion og Caitlin og sørg for at der ikke sker dem noget." Miranda holdte hovedet koldt, og da hun var færdig med at fortælle folk hvad de skulle gøre, gik hun ned af den mørke høj, ned mod de flammende fakler og vrede hob. "Hvad vil i?" Hendes stemme var kølig men på anden vis holdt neutral. En neutralitet der blev mødt med stærk arrigskab og modstand "At kræve det tilbage som i har taget for os!!" Miranda tog en dyb indånding, som de omkringstående gav udtryk for enighed i. "Vi har intet taget fra jer og vi ønsker ikke krig." herefter opstartede der større brand i mængden. Løgner, vi ved i har taget det. Og andre knap så pæne ord, der til sidst førte branden i vrede til aktion. Ikke en ville lytte til fornuft eller tage imod at snakke det igennem. De var vrede, desperate og udenfor fornuftens rækkevide. Men Miranda var ikke nogen skødehund. Hvis de ville have krig, skulle de få det! De opgav ikke deres hjem, forråd eller liv bare fordi det var nemmere at skyde skylden på den store stygge ulv end at kigge indad.

Kasey havde været en af varulvene der havde været vågne. For hende var det mere rart at være nede i hulerne, end oppe i teltene. Det var også derfor hun var en af de første der havde flyttet ind hernede. Og de havde levet i ro og fred fra menneskerne i en god tid, men nu var det åbenbart stoppet. Selv i hulerne, der ikke bragte meget lyd med sig, kunne Kasey hører varulvedrengene der hylede op om at landsbybeboerne, og selv Kasey gik fra sit eget lille sted ind hvor de andre var samlet, for at se hvad der foregik.
Det blev meget hurtigt klar over hvad der skete. Menneskene i Medanien syntes endelig at varulvene skulle blive beskyldt for noget der ikke var deres skyld, og det gjorde Kasey vred. Hvor vovede de at beskylde dem. De havde været fredeligt i Højen og kun taget vildt i skovene. Det var sjældent de overhoved bevægede sig ind i byen. Der var en grund til at de holdt sig fra sig selv.

Hun var stille og tog de ordre Miranda gav til dem. Hvis landsbybeboerne ville have krig med en flok varulve, så skulle de nok gøre det, og Kasey havde intet imod at dræbe dem, hvis de angreb først. Ingen skulle true hendes familie, uanset hvor svært hun stadig havde ved at passe ind.

Normalt gjoorde Bashar sig ikke så meget i hvad der skete mellem bønderne, det var jo ikke unormalt at nogen mente en anden trængte sig for tæt ind over grunden eller fik stjålet af sin høst. Men med tørken der hærgede landet var det nu lidt anderledes.
Bare anspændtheden ved mødet mellem bønderne, havde nærmest forklaret at der var noget i gærde.. Noget stort.
Selv før han blev varulv havde han ikke set meget til de omtalte væsner, det var stadig ikke noget han valgte at kalde sig selv højlydt, af frygt for at blive jaget ud af huset, ud i naturen og miste kontakten til sin datter. Ingen af delene virkede tiltalende for den bryske mand.
Hvor der før havde været smil på hans læber, var det gået i sig selv igen over årene.

Han troede ikke et sekund på at varulvene var primitive nok til at stjæle bare uden videre, hvem sagde ikke at det ikke kunne være hans nabo eller nærmeste der havde taget af de sparsomme forsyninger? Men de havde været for mange og for højlydte til at han havde brudt ind, istedet var han fulgt efter dem. Måske af ængstelse for varulvene, måske af frygt for de arrige bønder, eller også var det ren og skær nysgerrighed, han var ikke sikker.
I al fald fandt han nu sig selv i udkanten af gruppen. Ingen fakkel i hånden, end ikke en le, selvom nogen havde forsøgt at forsyne ham, havde han på vejen diskret lagt det fra sig.

De blåbrune øjne søgte imod varulvenes mørke høj. Betragtede og bemærkede opstillingen de tog, mens en kort gysen gik gennem hans eget væsen. Blikket gled mod bønderne igen. "Så snak dog istedet med alfaen Raul... " Knurrede han sammenbidt, irriteret over at fæstebonden der åbenbart agerede leder, ikke istedet hev sig selv i nakkehårene og talte med varulvene som var de begge to fornuftige og ligesindede væsner.. Han var jo ikke selv blevet mere dum af at blive varulv, mente han da ikke..

Hun havde hørt hvisken omkring det, men aldrig i sin vildeste fantasi havde hun regnet med, at det faktisk ville ske. Det havde været den unge nordbos intention, at være dukket op før for at advare. Men problematikken der lå i, at hun havde haft en anden inde i hendes krop, havde gjort at der ikke havde været mulighed for det. Desuden havde det bare været en hvisken, og igen hun havde aldrig troet. Aldrig nogen sinde, Pandoras lunger brændte mens hun spurtede afsted, de andre havde et godt forspring. Hvis hun ikke nåede det, nej! Hun skulle nå det, der var ingen vej uden om, der var ingen grund til krig, folk måtte forstå!
Vejret gjorde det ikke nemmere for hende at få vejret, tørken tvang sig ned igennem halsen og efterlod den ru og næsten ude afstand til at få vejret ordentligt. Men hendes stædighed tvang benene til at flytte sig, selvom også de nu var ved at give op.
Hun nåede op af pakken og så dem, endelig så hun dem! Desværre kunne hun se hun allerede var sent på den, forhåbentlig bare ikke for sent.
Efter hendes krop havde tvunget hende til at blive stående, løb hun videre så hurtigt benene magtede det. Hendes platinblonde hår have revet sig løs fra dens vante frisure, og piskede bag hendes ryk, hvor også det tunge to håndsværd dunkede frem og tilbage i dens læderremme.

Da hun endelig kom frem til bagenden af de oprørske mennesker, greb hun den første og bedste. ,,Stop forhelvede!’’ men stemmen kom frem som en hæs og næsten ubrugelig lyd. Hun var træt, svedig og havde næsten ingen kræfter tilbage allerede nu. Derfor var det nemt for ham at skubbe hende væk, men så nemt ville hun alligevel ikke give sig. Hun kampede sig videre ind i hoben i håb om at fange lederen, der var altid en som der kunne få de andre til at tage kampen op, eller stoppe den i det her tilfælde. 

Nika havde siddet ved bålets udkant og repareret jagtudstyr, da det advarende råb flængede luften. En iskold fornemmelse bredte sig i maven på hende, på trods af de lune vejr. Hun rejste sig hastigt og lod de ting, hun havde haft i hænderne, falde til jorden, hendes spinkle skikkelse tydeligt på vagt. Hun lyttede alvorligt til hvad deres leder, Miranda, sagde.

"Følg med mig." Hun måtte synke et par gange, før hun kunne få sin stemme til at lyde tilstrækkelig kraftig, men hun var stålsat på at følge Mirandas ordrer. Den korte tid, hun havde tilbragt i selskab med sin nye flok, havde fået hende til at respektere den rødhårede kvinde. 
Hun kunne tydeligt se nervøsiteten i de andre varulves ansigter, som hun begyndte at opdele dem i grupper, selv holdt hun sig til et par af de yngre varulve, der tydeligvis kunne bruge noget støtte. De fleste havde fundet deres jagtvåben frem, og Nika greb sin egen bue, og vendte sig mod Miranda, der forsøgte at råbe fornuft til gruppen af mennesker, der nærmede sig. Faklerne oplyste deres vrede, hadefulde ansigter, og hjertet sank i livet på hende. Disse mænd havde ikke i sinde at lytte .. og Nika frygtede for, hvor mange der ville ende med at udgyde blod i nat.

Over dem lyste månen. Et eller andet sted var Nika glad for, at den endnu ikke var fuld, for hun havde en følelse af, at blodsudgydelserne ville blive langt værre, hvis ingen af dem havde kontrol over sig selv..

Når mænd råbte i munden på hinanden var det svært at finde kontekst i noget af det. Miranda kiggede fra den ene til den ene til den anden, og bakkede et skridt hver gang de kom et tættere på. En talte fornuft. Der var i hvert fald en som foreslog at de skulle lytte til hende. Men de virkede ikke synderligt mere interesseret. De blev ved og evigt ved med at tale om deres forsvundne forråd, til Mirandas tålmodighed til sidst slap fuldstændig op. "Har i overvejet at kigge på jeres naboer? Ligner vi nogen som har behov for at stjæle fra et par stupide sølle bønder for at overleve? Tag jeres fakler, jeres undskyldning for våben og forsvind fra min høj!" Miranda råbte højt og rassende. Miranda udviste derefter sine klanmedlemmer den største tillid hun overhovedet var i stand til. Hun vendte ryggen til den vrede hob og begav sig op af bakken, stolende på at de angreb skulle en forsøge at sætte et spyd igennem ryggen på hende.
Det havde i hvert fald tydeligt forvirret den vrede hob, men Miranda spændte i enhver muskel i kroppen, ventende på at en eller anden angreb.

Kasey stod meget anspændt på toppen af Ulvehøj, med en gruppe af de andre jægere. Hun havde aldrig været særlig god til de andre racer. De så ned på varulvene, så naturligvis holdt hun sig langt fra dem, og hendes grund gav så meget mere mening nu når alle de her mennesker kom for at beskylde dem
Hendes hånd holdt lidt godt fast i byen, og knoerne blev helt hvide, mens hendes øjne var fast låst på menneskerne, og med god grund. Miranda havde tydeligvis fået nok, og selvom der var uro hos bønderne, var der så en der trådte frem med en kniv. Han tænkte tydeligvis at hvis han fik alfaen ned så skulle det nok gå.
Kasey fik skudt en pil afsted, hurtigere end han kom op af bakken for at slå ned i Miranda, og hun var nok ikke den eneste der reagerede hurtigere end de tænkte. Pilen susede gennem luften og selvom Kasey ikke altid var den bedste skytte, ramte den ham stadig i højre skulder, som da fik ham til at stoppe med at forsætte op mod Miranda.

Bashar havde knapt lagt mærke til anspændtheden før en eller anden, han havde svært ved at se hvem igennem faklerne, valgte at gå til angreb. Et skridt blev taget frem, hurtigt fulgt af flere. Hvor de andre bøder først virkede tøvende, fulgte de ikke desto mindre efter op mod varulvene, mens Bashar selv greb ud efter kniven der var blevet tabt på jorden. Han kunne ikke finde ud af at bruge våben, andet end hvis det stod til at skære en kylling eller en ged ud, men det var heller ikke planen. Nej. 
Blikket for rundt i virvaret, forsøgte at finde ud af hvem der var hvad.. Varulv eller bonde..
Han rynkede let på næsen. Osen fra faklerne sagde ham en ting midt i lummerhede der stadig var over landet, og det var at de overlevende bønder nok hurtigt ville fortryde deres valg år kampen engang var ovre... Eller hvis en af dem skulle tabe en fakkel i det tørre græs.. Det ville umådeligt ende i en katastrofe der ville ødelægge flere bønders afgrøder, og ikke mindst jagtområderne.  * Hvor dumt! * 
En hæs kvindestemme fik ham umiddelbart til at dreje let til siden, hvor han fik øje på noget meget lyst imellem de ellers jordfarvede hårvariationer der var blandt menneskene.. Hun lod til at være mere fornuftig end de andre. Selvom de var gået i kamp.. Uden at tænke sig videre om begyndte han selv at mase sig frem mod hende, skubbene de folk der stod ham i vejen ud af balance eller omkuld, Hvis det kunne forsinke kampen bare lidt. Kunne det redde liv, og familier og ikke mindst ressourcer..
"Hva fanden har du gang i Bashar, køterne er den anden vej!" Lød et råb nærved ham. Et råb der blot fik ham til at bide sig hårdt i kinden for ikke at fare i flæsket på manden han lige var passeret.

Fayne havde været midt i et eller andet, men det var allerede glemt da de advarende råb lød. Mennesker på vej mod højen, med våben. Den unge varulv vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv som nogle af de andre greb til deres våben, andre søgte ly i hulerne. I sidste ende gjorde han hvad han plejede og fandt Kasey; modsat hende var det eneste våben han havde en kniv, men hans greb strammede sig resolut omkring skæftet og han blev stående i nærheden af søsteren.
De følgende var forfærdelige; afmagten og splittelsen som han stod og kiggede vagtsomt mellem Kasey og Miranda der stod ude i det åbne men ikke kunne gøre noget for at hjælpe.
"Kasey!" Udbrød han forskrækket da en skikkelse løb mod alfaen blottede ryg, men hans søster havde allerede ladet en pil flyve.
Kaos brød ud men midt i det hele blev Fayne distraheret af et glimt af langt, hvidt hår.

Hjertet hamrede vildt i brystet på Nika, men hendes greb om buen var sikkert og hendes hænder rystede ikke. Hun forsøgte at tænke på det som endnu en jagt .. her var hun blot ikke jægeren, men den jagede .. 
Hun kunne ikke andet, end beundre Mirandas mod. At stå ansigt til ansigt med den vrede flok, der ikke havde andet ønske, end at slå hende ihjel .. det krævede en bestemt slags mod. Forsigtigt tog hun sigte på bønderne nærmest Miranda, men da en mand hoppede frem med en kniv i hånden mod lederens ubeskyttede ryg, nåede en pil en flyve gennem luften, før Nika selv nåede at se præcis, hvad der foregik.
Hun så på den unge kvinde, Kasey, der stod ved siden af. "Godt ramt." Sagde hun og sendte et opmundrende smil i den anden varulvs retning - selv om situationen stadig langt fra var munter.

En uro var begyndt at udbryde blandt bønderne, og det var ikke den almindelige uro, man fandt i en flok med et fælles formål: nej, det lignede, at der var nogen, der forsøgte at få mændene til at stoppe, hvad de havde gang i. Nika kneb øjnene sammen, men hendes lugtesans var langt bedre end hendes syn, og hun var ikke helt sikker på, hvad der skete. "Hvad sker der dernede?" Spurgte hun de nærmeste varulve, der stod omkring hende med buer og pile.

Pilen der skød igennem luften med sin svirpende lyd ganske kort tid efter at hun havde vendt sig, frembragte et koldt smalt blik, da hun vendte sig. Manden lå på jorden, kollapset efter sammenstødet med den præcise pil til skulderen - klagende.
Der var uenighed i gruppen af mennesker. En uenighed Miranda kun kunne håbe satte en stopper for dette nonsens. Det kriblede i fingrene for at trække et våben, at gøre bare et eller andet. Men hun vidste, at fremstod hun først faretruende, var der ingen vej tilbage. Lige nu så det trods alt ud til at blot enkelte tøvede.

I tomulten, rendte en hvidhåret kvinde rundt, uenig med forsamlingen af mennesker. Det var en farlig mening at have - hun gik i hvert fald ud fra at kvinden var uenig, taget hendes opførsel i betragtning. Med ryggen vendt mod højen fremfor imod den.
En anden mand gjorde klar til angreb, kastende med et spyd af den bedre kaliber som gled igennem luften med præcistion. Fordelen for Miranda lå lige nu i, at hun havde overblikket over dem, og det var derfor ikke verdens største problem for hende at hoppe til siden, omend det blev skulle gøre hurtigt for ikke at blive ramt. Den hvidhårede kvinde kastede sig over manden og fik ham væltet. Hvilket havde til konsekvens at andre begyndte at tage handling, og ikke i den gode sag som Miranda ville sætte det. Miranda selv stod et øjeblik som forstenet. Det hvide hår og det korte glip af ansigtet vagte minder af hendes erindring. Minder fra tiden tilbage ved sit barndomshjem. Et uopmærksomt øjeblik kunne koste dyrt. En pil susede igennem luften igen, og ramte hende snittende over venstre side af sin mave, som frembragte panikken i hendes øjne. Pilens spidst havde ridset gennem tøj og det øverste lag hud, efterladende en svag åbning til blod. Den gennemborende panik omvendte sig til direkte vrede, efter et kort øjebliks vaklen af den pludselige smerte. "Fint." Stemmen var isende og uden nåde. Miranda trak det lange sværd ud af skeden. Tegn til at nu var tiden kommet til at forsvare sig, og det blev med fuld styrke.

Kasey lagde sin arm om Fayne, og gav ham et kort kram, før hendes hånd var på buen igen. I det mindste havde hun sin bror tæt på sig, så selv når helvede brød løs, så var de tæt på hinanden, selvom de nok meget mulige i kaosset ville kunne miste hinanden at syne. Men det vigtigste var at de var samme lige nu.
Og kaos der ville komme. Da en pil snittede Miranda og hun så ud til at nu havde hun fået nok, der var Kasey klar over at der ikke var mange der ville få lov til at gå fra højen uden at have spildt en eller anden form for blod. Hun var ikke meget for noget så voldeligt, men menneskene havde startet det, og de var aldrig til at regne med. De var alle uhyre der var ude på at udrydde væsner der ikke var som dem, selvom de måske havde været tidligere i deres liv.
Hun trak en pil på buen igen, og stod klar på at skyde, når menneskerne endelig begyndte at rykke på sig igen. Hun havde stadig en kniv ved sin side hvis de kom op til dem.

Bashar var taknemlig for at der ingen fuldmåne var til aften. Af flere grunde. Hans sanser synes at spille alverdens puds med ham som han med et vrid fik møvet en bonde omkuld. For en kort stund sad han bare tavst overskrævs hen over brystet på den anden mand, indtil denne begyndte at råbe op. Kniven i Bashars hånd blev vendt om, så han kunne slå den anden ud.. Det var ikke ligefrem noget der lykkedes den første gang.. Eller anden.. Eller tredje.. Først ved fjerde slag synes bonden at miste bevidstheden. På hvilket punkt Bashar hastigt rejste sig op på fødderne igen, med fronten delvis rettet mod ulvehøj, delvis imod mængden af bønder. Den lyshårede kvinde havde jo ret i hvad hun sagde. Det kunne sagtens være naboen der var skyld i det mistede forråd. "Så stop dog det forbandede vandvid! " Råbte han ind i mængden, der dog ikke lod til at lytte til den enlige mand, men istedet, igen, begyndte at bestige ulvehøj, med fakler, leer og høtyve i hænderne.. Det og de få bueskyttere. " Hvis du ikke vil kæmpe skulle du være blevet hjemme. " Hørte han en forbipasserende knurre af ham, hvilket blev besvaret med en vred og frustreret snerren fra Bashar selv. 
Det til dels skræmte, til dels undrede Bashar at mennesker kunne opføre sig sådan. Det gjorde dem jo mere umenneskelige end dyrene i deres gårde.
Blikket gled op mod varulvene på højen, med hjertet hamrende i brystet, og minderne kort smertefuldt tilbage på sine ældste børn der begge var døde, dræbt af ham selv, et billede der sad på nethinden som han så de to, lidt yngre varulve..? Udveksle et hastigt kram midt i det hele, inden deres fokus ligeledes gled tilbage mod at forsvare deres hjem og territorium.

Faynes hånd rystede, hans øjne flakkede og hvert et hadefuldt råb drev hans skuldre højere og mere spændte. Spændingen var intense og blev ved med at bygge op indtil det kammede over i åben konflikt. Det lod heldigvis endnu ikke til at den vrede hob havde fundet på klatre op på højen, men han frygtede at det kunne ske hver øjeblik. Det lod til at Miranda var midlertidigt i sikkerhed, men også at hun var klar på at slås. Endnu engang var han splittet mellem at løbe ned til hende og blive hos søsteren, men han nåede aldrig at træffe en beslutning før et glimt af platinblond hår atter drev alle tankerne fra hans sind.
Det var hende.
"Pandora!" Udbrød han og hvor han før havde stået og trippet fra fod til fod, sprang han nu hovedkulds på vej ned af skrænten. Den eneste advarsel Kasey modtog var et hastigt råb over skulderen "Jegernødttilatgøren.." Så var han allerede nede ved siden af Miranda.
Luften var elektrisk af aggression og selvom pilene havde afskrækket bønderne en anelse, var det kun et spørgsmål om sekunder før det hele brød sammen i kamp.