Krystallandet
Hobbit 23.09.2016 17:09
Iulia var mere eller mindre ude af sig selv. Det alvorlige ansigt holdte sig i ro, og hun udtrykte ikke den indre kamp som kastede rundt inde i hende, som det kosmiske hav.natten havde stilnet ud i ren stilhed. En stilhed der var kvælende, lang og uvant. Normalvis kunne man høre den kolde nordenvind skrige gennem bjergtoppene, eller komme med hule lange toner, når den sneg sig ind i hulerne omkring minerne. Nogle gange rumlede hele bjergets indre, når en søvndrukken drage, vendte sig i sin hule, eller der en sjældent gang imellem kom et tungt pust af ild ud gennem dens næsebor.
Denne nat havde givet intet af dette, og morgenen var lige så død, kold og fyldt af intethed. Først havde Iulia ikke skænket det mange tanker, men som dagen var blevet sat i gang, og ingen - absolut ingen, var i stand til at bruge deres magiske evner, spredte panikken sig. Hun følte sig sårbar, overvåget og mere jumpy end før. Noget der medbragte en mere agressiv tilgang til dagen.
Hun var derfor træt på en helt anden måde, da hun nåede tilbage til soveområdet og satte sig udkørt og tænkende op af den kolde klippevæg. Iulia hvilede sit hoved op af den ene hånd og stirrede tænkende frem for sig - ventende på sin samtalepartner.
Samtalepartneren, som Iulia ud af øjenkrogen fornemmede kom ind. "Der er noget galt.."
