Mange måneder var gået i Dragorn under Mørkets styre. Dværgfolket havde lidt - de fleste var blevet sat til at arbejde hårdt i smedjerne, og dem, der modsatte sig Mørkets General, var blevet spærret inde i de dybeste fangekældre under bjergene. Dværgene, som var fanget i deres eget rige, fik kun ganske lidt nyt udefra, og da rygterne gik om, at Mørkets Hær var blevet besejret ved Hovedstaden, var de færreste sikre på, om det kunne være sandt.

Klanfolkene i norden havde længe holdt sig for sig selv - de havde af og til handlet med dværgene, men der havde ikke været direkte venskab mellem de to folkeslag, hvis levemåde var vidt forskellige. Da Dragorns porte blev lukket i og Mørket havde besat riget, forventede Mørket, at nordfolket ville finde andre at handle med.
Men de gamle alliancer mellem dværge og nordens mennesker skulle alligevel vise sig at holde. En gruppe af Nordfolk, anført af Baldr Icewalker, sluttede sig til en mængde af oprørske dværge, og endelig fik de vristet Dragorn ud af Mørkets kløer. Det havde været en lang kamp og store dele af det mægtige rige lå i ruiner, efter sammenstødet mellem drager og nordens krigere..



Dværgenes øverste leder, Thanen, stod i tronsalen, som lå uberørt efter kampen. Han var iført fuld rustning, men bag hjelmen kunne man se, at han så langt ældre ud, end han havde gjort før Rigets besættelse. De gamle dværgeøjne havde et træt udtryk, men hans stemme var klar, som han talte til de forsamlede i Tronsalen og takkede Nordboerne for deres hjælp med at befrie riget.
Rygterne gik om, at Thanen snart ville aftræde og overlade Dragorn til en af sine sønner - nederlaget havde taget hårdt på den gamle dværg, men denne dag var der alligevel håb i hans stemme. Hans folk var endnu engang frit, og selv om kampen havde kostet mange dværgeliv, var dette ikke dagen til at sørge.


Dette er en reaktionstråd, hvor karakterer har mulighed for at reagere på nyheden om Dragorns befrielse. Det er i orden at svare med karakterer, der ikke befinder sig i tronsalen, men I stedet får overbragt nyheden. Dragorn er nu igen et frit rige, og dværge der ellers var tvunget til at flygte, kan nu frit vende tilbage.

Det var hårdt.
Hårdt at se sit hjem igennem hele livet, være så ødelagt, ruineret og skadet efter mørket havde overtaget samtlige kvadratmeter af hele det mægtige dværgerige. Det var forfærdeligt at være endt i deres varetægt, spærret inde i fangekælderen og opleve mørkets torturønsker på første hånd.
Det var håndt at stå og se sin afkræftede Bedstefader, tale og holde den autoritetstro klan, mens han takkede for Nordboernes assistance, samt tilfangetagelsen af Mørkets general.

Guinevere havde det derfor generelt mærkeligt med samtlige følelser, kolliderende sammen til en stor eksplotion i hendes indre. Alt imens hun stod stærk, ret og fast, iført den rustning som hun havde båret under kampen. Ikke den traditionelle sølvbelagte med tydelige præg af thanens mærke. Nej, den andenhåndssorterede fra smedjerne, som hun i et desperat øjeblik havde taget om sig, tvunget til at passe, og senere gået i kål på soldater og drager. I alt den fasthed hun stod hun alligevel ikke helt sikkert, og der gik ikke lang tid før hun måtte tø sig til at læne sig op af sin tvillingebror.

De havde holdt rette øjenvinkler, set ud over folket som jublede over befrielsen og skålede for de faldne, så snart Thanens ord var færdige. Guinevere gav Magmars arm et klem, og ventede sit skadede ansigt mod hans ligeledes anstrengte og mørbankede. "Mjød?"

Det havde været hårdt. Tiden tilbragt under bjerget i en celle så dybt nede at selv mosset havde haft svært ved at finde grobund. Intet planteliv havde omgivet Gracinya, kun den kolde klippe. Urokkelig klippe og med sin magi fastlåst og neutraliseret havde den forblevet det gennem hele Gracinyas ophold der.
Et ophold kun afbrudt af besøg hos dværgkvinde der nu stod rank nær tronen i salen, men som gennem måneder havde været i mørkets nåde. Og meget lidt havde der været af den at finde. Som der havde været af accept fra dværgene af deres skæbne.

Gracinya stod stille i sin grønne kjole og kappe langs kanten af salen. Hun var del af befrielsen, del af glæden, men også så frygteligt træt at det kun var stædighed der holdt hende oprejst. Stædighed og stolthed. Hvor lignede elvere og dværge hinanden på det punkt. En tanke der fik et tyndt smil frem på hendes læber, før hun så ned på kvinden der rørte hendes ærme tøvende og nikkede let. Ingen grund til at falde sammen når en stol var sat betænksomt frem til hende. Værdigt tog hun plads og mærkede snart efter et par små hænder tiltrække hendes opmærksomhed og samlede barnet op på sit skød. Det var alt hun kunne nu, mens de lyttede.

De sidste ord klang ud og blev mødt med jubel. Lige så forudsigeligt var lyden af krus der blev fyldt og kaldt på. En lyd der fik et fuldt smil frem på den gamle elvers læber. Åh ja, nu var de endelig hjemme og frie. Hun var hjemme.
Som festen tog fat blev barnet hentet af sin mor, mens Gracinya fangede en bekymret udseende dværgs blik. Langsomt og mere trægt end hun helt ville være ved kom hun på benene og over til døråbning. "Invar stod op trods vores formaninger?" Hun fik et nik til svar, før de begge forlod salen med kurs mod sygefløjen.
Dragorn var måske vundet tilbage, men det var sket med en pris.