Sarafina havde efterhånden tilvendet sig at få nogle af de mest mærkværdige opgaver, udelukkende af den fantastiske grund, at hun var inderst inde fuldstændig ligeglad. Hun var ligeglad med at rejsen indebar at tage til det varmeste sted i Krystallandet, hvor hun selv var vokset op i det koldeste, og derfor ikke brød sig vanvittig meget om sand og brændende sol.
Hun var i tro tjeneste i mørkets rank af en simpelt årsag - at få så meget magt selv. Selv efter mange år i tjeneste var hun dog ikke noget højere op i rank end kriger, en god post, mange frystede hende (omend det ikke altid var på et respekteret grundlag), og det var vejen frem. I hvert fald indtil videre.

Men hvad foretog blandingselveren sig midt ude i en ørken, med en noget direkte retning mod en destination? Sarafina var sendt ud efter magiske genstande der rygtes at befinde sig i den forladte ruinby. Fra hvad Sarafina huskede gennem ligegyldige nathistorier i stammen, var det kun kunstens værker som havde haft værdig. Ganske fortrinligt mål for en gemen tyv, men ikke mørkets hære.
Rygtet skulle nok også snart vise sig at være sand, om ikke andet kunne hun tage tilbage til De større byer og få sig et par velfortjente feriedage bag efter!
Ikke mange bevægede sig ud af Kzar Mora efter kaosset for alvor var brudt ud. Sarafina selv havde haft dage udelukkende med dyresyn, eller udelukkende usynlighed. Det værste var de dage, hvor evnerne havde været nødvendige at gøre brug af, for at gøre en besværlig situation nemmere, hvor ingenting havde virket! Så Sarafina var mere muggen end hun plejede - hvilket ikke sagde så lidt.
I øjeblikket virkede alt dog til at være fuldstændig i ro, for nu! Hvilket var meget rart, når man forsøgte ubemærket at bevæge sig rundt i ruinerne, i søgen efter hvad en det var for en magisk genstand. Den så meget fin ud på tegningen - men hvor stor, lille, farlig eller hvad end den nu var, stod der intet om. Fedt med mange oplysninger til briefing.

Yasmin havde brugt sin sidste nat her i ruinerne. Hun var tilbage i syden efter at have talt med en kvinde ved navn Miranda om, hvordan hendes fader burde dø og havde egentlig taget kvindens budskab meget bogstaveligt. Hun vidste ikke at det bare var en talemåde. Hun havde forstået det som om, at Azar burde blive dræbt. Og det ville hun helst selv gøre, da hun trods alt var rædselslagen for manden. Måske kunne hun vinde en smule ære i livet ved, at dræbe ham? I en ærlig kamp kunne hun nok godt vinde, især nu hvor hendes intention faktisk var at slå ham ihjel. Hun gjorde som hun plejede. Lystrede en ordre, bare fra en anden end sin egen fader, som ikke ville erkende at hun var datteren til. Sådan var Yasmins verden typisk altid. Og nu var hun her, tilbage i den dejlige varme, uden noget fodtøj og med sit mere frie, men stadig lidt gamle og slidte tøj i form af en løs tunika og et par lidt mere stramme bukser. Langkniven hang i et nyt bælte. Det var rart at være tilbage.

Mens hun var på vej ud af ruinerne for at komme hen til sin hjemby faldt hun dog over en mærkelig genstand. En rund kugle af en art med indskribtioner på, indgraveret i det lidt sære metal. Den var en smule tung da hun samlede den op og gloede på den. Og så var det som om, at den muligvis kunne åbnes? Hun beholdt den i hånden mens hun gik ud, men på sin vej fik hun øje på en anden der var på vej ind. Umiddelbart sagde hun ikke noget til personen, men stod bare og kiggede på vedkommende mens hun gjorde plads til at denne kunne komme ind. Hun var for vant til at blive bedt om at passe sig selv til, at tage initiativ til at snakke med andre.

Sarafina havde ikke just regnet med at andre befandt sig ude midt i ørkenen i denne møg gamle og ekstremt støvede ruin, hvor sandet havde fundet de mest kreative veje ind af samtlige åbninger. Det var derfor også med et snert af overraskelse at hun stoppede op med den stegende sol i ryggen og så hen på skabningen der befandt sig blandt ruinernes høje stolper, og noget smadrede gulvfliser. Sarafina tog en vurdering i form af et elevator blik og et skræmmende neutralt og næsten ligegyldigt ansigtsudtryk.

Det lige indtil de stålestærke øjne ramte den runde kugle som hvilede noget ligegyldigt i pigebarnets hånd, at ansigtsudtrykket ændrede sig til en form for interesse, blandet med irritation over at hun for det første allerede havde fundet den og bar den som var det en almindelig boldt. Værst var, hvis hun havde ledt efter den - og dermed havde intentioner om at tage den med sig.
Sarafina fastholdte den fremmedes blik, mens hun stod i nøjagtig samme stilling som før og orienterede sig svagt i deres omgivelser. "Vær hilset. Hvad bringer dig til Ruinerne" startede hun neutralt ud, uden at bringe emnet direkte på genstanden som hun ønskede at få fingrene i.

Kvindens kølige blik, som kunne have skræmt mange, skræmte overraskende nok ikke Yasmin. Hun var vant til den slags blikke. At blive gloet på, som var hun bare en del af landskabet eller baggrunden. Det var ikke en fremmed ting for hende. Hun gloede blot tilbage, til kvinden virkede til at vise interesse og faktisk talte til hende. "Overnatning. Jeg har sovet derinde, der er ly for sandstorme. Det er ret praktisk," forklarede hun, ganske informerende, mens hun skævede mod kvindens ører. De var spidse. Hun havde godt set elvere før, men det var en sjældenhed at se dem hernede. Og så så det også ud som om at denne elver ikke brød sig om varmen. Som om hun ikke helt hørte til her. Hendes faste blik gled undersøgende rundt på kvinden og fandt hurtigt buen samt knivene. Det var nemt når man havde fået træning i at skulle lægge mærke til den slags. Ergo, var kvinden enten en form for kriger, eller en jæger. Og vildt var der ikke meget af her i syden, så Yasmin troede mere på, at kvinden var en kriger.

"Hvad laver du så her? Du kommer ikke fra syden," den første del var et spørgsmål. Den anden del var en konstatering. Det var måske lidt direkte sagt, men Yasmin pakkede aldrig sine ord ind. Det var spild af tid. Hun kiggede afventende på elverkvinden, overvejende hvad der mon kunne bringe en elverkriger, som ikke var fra syden, med til syden og specifikt herhen til disse ruiner. Det var interessant og samtidig ikke særlig interessant. Men nu havde kvinden taget kontakt, og Yasmin fandt det kun i orden at stille kvinden samme spørgsmål som hun selv var blevet stillet.

Sarafina løftede et øjenbryn, men det var en valid grund til at havde været her. Spørgsmålet var mere hvorfor hun var havnet så langt ude i ørkenen. Det var blot en svag interesse lige præcis for det her emne, før hun igen fokusere på skabningen foran sig, og specielt den runde kugle som hun så absolut gerne ville havde fingerne, uden at virke for ivrig. "Praktisk, det vil jeg sige, ja." Svarede hun dog alligevel, for at trods alt virke lidt social. Imens tog hun endnu en skanning, bekræftende hvilke våben som ville kunne blive brugt mod hende, nåede situationen dertil. Kvinden virkede meget ung, men det var ingen grund til at undervurdere hende af dette grundlag.

Øjenbrynet kom op endnu engang ved det direkte spørgsmål, som alligevel også fortjente et halvt smil. Direktehed var at foretrække for Sarafina, selvom hun oftes var havnet i problemer med at være direkte.
Men nu direkthed var blevet hende vist, var det også hvad svar den anden fik tilbage. "Kuglen du holder i hånden" svarede hun med en let gestus med hovedet mod den. "Den er jeg her for."

Kvinden foran hende virkede meget lige til. Det var et eller andet sted rart, sådan at tale med én der var lige så direkte som hun selv var. Det fik hende til at se på kvinden med et nyt, mere forstående og langt mere åbent blik end det reserverede hun før havde plastret fast. "Meget, ja. Det er farligt at sove i det åbne," gentog hun nærmest, som bare for at undgå for meget tavshed. Det føltes altid så ubehageligt, men Yasmin var ikke typen der brokkede sig synderligt meget over den slags. I stedet lod hun som ingenting, for det var svagt at brokke sig. Og Yasmin ønskede ikke at være svag. Det måtte aldrig nogensinde ske igen.
Kvindens gestus mod kuglen fik Yasmin til at løfte den op foran sig, kiggende undersøgende på den. Derefter kiggede hun mod elveren. "Det må betyde, at den er noget værd? Hvad er det for en kugle? Hvad gør den?" Hun havde fået at vide, at man ikke bare sådan uden videre kunne stole på fremmede. Så spørgsmålene var mest til for, at afprøve kvinden. Se hvad hun var for en støbning. Hun beholdt kuglen. For nu. "Og hvad er den værd for dig?" det var et meget vigtigt spørgsmål. Ville kvinden dræbe for den eller ville hun nøjes med, at betale for den? Der var mange måder at få fat i ting på, og Yasmin gad egentlig godt vide, og hun stod foran en diplomatisk støbning eller en person der bare tog hvad hun ville have, ligeglad med konsekvenser.

Sarafina nikkede, omend det blot var formel snak kunne hun alligevel godt forholde sig til det. "Specielt i denne del af landet." Sarafina vidste ikke om kvinden kom herfra, eller andet steds fra, selvom hun måtte vide en smule om området, for at kende til Ruinerne. Samt det var et udemærket overnatningssted, hvis blot man ikke var overtrodigs og lidt småbange. Mange troede at væggene kunne falde ned det sekund det skulle være.

"Du må selv havde anset den for værende værdigfuld, ellers havde du ikke samlet den op" påpegede Sarafina neutralt og trak på skulderen. "Aner ikke hvad den kan, hvad den skal bruges til, eller hvorfor han vil ha den." svarede hun ærligt og trak egentlig ret ligegyldigt på skulderen. Jo, gu fanden ville hun have den med sig! Men det behøvede kvindemennesket jo ikke at vide. Alligevel valgte hun at tilføje, for ikke at lyde alt for mistænkelig eller uintelligent. "Den skulle beside nogle magiske kræfter. Enten i sig selv, eller det som er i den." Og mere vil hun ikke i dybden. Mest fordi hun vidste faktisk ikke meget mere, andet end hun ville have den!
Sarafinas blik blev skarpt og fik sin naturlige koldhed over sig, ved kvindens næste spørgsmål. Møgunge, som mente man nu skulle til at stille krav. "Tja, den har en værdig, men som min herre sagde, gemmer ruinerne her også på mange andre magiske genstande og objekter. Hvorfor skulle den der være vigtigere" svarede hun ligegyldigt og fjernede blikket fra den og kiggede i stedet rundt i rummet, søgende efter nedgange hvor man kunne komme dybere ned, undtaget den hvor kvindemennesket stod ret meget i vejen.

Kvindens påpegelser fik Yasmin til at hæve et øjenbryn. Hun kiggede på krigeren sådan lidt tid, mens hun snakkede. Meget. Det var som om, at hun dækkede over noget. Især da hun nævnte at der da selvfølgelig var andre lige så spændende ting. Men det der hang ved var, at hun havde fået besked på, at hente genstanden. Så hun arbejdede for én. Selv arbejdede Yasmin ikke rigtig for nogen endnu, men hun kunne godt se situationen, krigerkvinden var i. Måske ville hun ende i vanære, hvis ikke hun bragte kuglen tilbage? Yasmins tanker var som ét stort virvar, og hun skævede kort ned mod kuglen, før hun kiggede op på kvinden. "Du er meget interesseret i, at følge din herres ordre," konstaterede hun, som om at det var en selvfølge. For det var det jo? "Den er vigtig fordi, det var den, din herre ville have. De andre ting hjælper bare, og gør ham mere tilfreds, men han vil have den her, og nu siger du det er ligegyldigt. Prøver du på at snyde mig? Det er der ikke behov for. Jeg har ingen interesse i at beholde den her, den har ingen værdi for mig," hun holdt den frem for sig i en flad hånd og hende faste blik mødte kvindens. Hvorfor i alverden ville hun dog skjule sin iver efter at få den kugle, når det kunne have den modsatte effekt på så mange andre? Så ville hun jo være nødt til at vriste den fra dem. "Din herre har ikke noget med en mand ved navn Azar at gøre, vel?" det var dog alligevel vigtigt at vide. Yasmins blik blev kun mere hårdt da hun nævnte mandens navn.

Sarafina trak på skulderne "Delvist" hun fulgte vel egentlig mest mørkets lord for egen vinding skyld, når det kom til stykket. Men faktum var at han ligeledes var vejen op til en general post, når den tid kom. Selvfølgelig lige efter ridder stadiet. Det skulle nok komme!
"Umildbart, når folk høre at ting er værdiløst, gider de heller ikke selv have det" konstaterede hun blankt og sendte kvinden et koldt, næsten dødt blik. Umildbart havde hun ikke været nem at lege med, rent følelsesmæssigt. At hun havde opfanget at det var snyd, var da til hendes fordel, omend det også betød Sarafinas uheld.
Hun så kuglen blive ragt fram i flad hånd, men havde en stor trang til at spørge efter, hvorfor fanden hun havde samlet den op, hvis hun ingen interesse havde i den.
Navnet der blev nævnt vækkede absolut ingen minder overhovedet og Sarafina rystede ligegyldigt på hovedet. "Nej, det skulle undre mig" Det virkede som et vigtigt spørgsmål. "Hvorfor?" noget for noget. Hvis denne Azar var så forfærdelig at have noget at gøre med, var det rart at vide hvorfor.
Sarafina havde sine arme foldet i et lidt utilfreds stil, inden hun alligevel lod dem falde og hvile på hofterne i stedet. "Så hvis du ikke har tænkt dig at beholde den, sker der vel intet ved at jeg tager den"

Ligegyldigheden i krigerkvindens blik tjente intet formål ifølge Yasmins mening. Hun så ingen grund til det. Med mindre det bare var sådan, elveren var. Hun trak også bare selv skuldrene, som kvinden forklarede hvordan folk ikke tog den der ikke havde nogen værdi. "Den var besynderlig. Det var det eneste den var for mig," forklarede Yasmin i en rolig tone, som hun lod den forblive i hendes åbne udrakte hånd.
Da kvinden spurgte ind til Azar, hævede Yasmin et øjenbryn. Det havde hun ikke forventet, men så igen, var hun ret åben. "Fordi jeg ikke bryder mig om, og fordi han burde dø," det var egentlig varulvens ord, men.. Det var ord, hun fulgte, også når hun en dag ville stå over for Azar og havde i sinde at tage hans liv. Hans ære var blevet taget, han var ikke noget værd uden den. Det havde han sagt flere gange, bare ikke til Yasmin selv. Og hun ville tage det resterende. Hans liv. Det der var tilbage.
"Næh, du er velkommen til at tage den. Det var ikke min intention at lede efter magiske ting her. Kun at bruge stedet som hvileplads. Tag du den bare," hun trådte et skridt tættere på kvinden så kuglen endda var inden for rækkevidde. Hvis kvindens herre så gerne ville have den kugle, så ville Yasmin ikke stoppe ham i at få den.

Sarafina var et kort øjeblik en smule skeptisk overfor at kvinden gik tættere på med genstanden, men valgte i sidste ende efter meget få sekunder at række sin egen hånd frem og tage imod kuglen. "Tak.." Det var virkelig ikke mange gange hun ytrede det ord! Og det var næsten også en mærkelig smag det gav i munden bagefter - men Sarafina mente det var på sin plads, specielt fordi hun nu ikke behøvede de store kraftanstængelser for at finde eller løsrive den fra andres hænder. Det var en meget kraftig fordel.

"Hvad angår ham Azar der." startede Sarafina ud som hun lagde den relativt tunge kugle beskyttet ned i sin læddertaske som han over skulderen. "Hvorfor skal han dø?" Det var åbenbart interessant for hende i øjeblikket, og det var nok til at hun ønskede at holde en samtale kørerne, fremfor bare at vende om og passe sit eget arbejde. Kvinden strejfede hende ikke som at være en som blot dræbte nogen for sjov skyld.

Yasmin opfattede hurtigt hvordan krigerkvindens tak lød. Det lød lidt som når hun selv skulle sige noget, som hun ikke var vant til og som hun sjældent sagde. Denne kvinde måtte være en hård negl, en rigtig kriger, når hun havde samme måde at tage de sjældent brugte ord til sig på. Hun kiggede bare på kvinden, der nu havde kuglen i sin hånd, selv tilfreds med at have gjort hendes dag bedre. Hun skulle til at gøre træk til at gå videre før den fremmede igen brød stilheden mellem dem med et spørgsmål omkring Azar. En bølge af vrede skyllede ind over hende. Det var noget hun havde oplevet meget siden den sidste fuldmåne, og hun var nu godt klar over at det var bæstet inden i hende, der meget gerne ville frem til overfladen en gang i mellem, og så var kontrollen over sit eget temperament ikke så let at holde.

"Fordi han var min mentor.. Han gav mig ikke det, jeg havde brug for. Han skulle ikke have været min mentor," forklarede hun, overraskende roligt. Det var noget hun langsomt var kommet frem til, siden hun var stukket af. "Han lever et liv i vanære og han lod det gå ud over sit eget blod. Han skal bøde for det," Denne gang kunne man noget nemmere høre vreden i hendes stemme. Det var ikke så meget det, han havde gjort mod hende. Det var mere når han havde slået hendes mor. Det kunne hun ikke acceptere, og hun ville ikke lade ham bare gå fra det uden nogen svige og smerte.

Reaktionen der tordnede frem i den fremmedes ansigt, var nok til at Sarafina nysgerrigt løftede et øjenbryn. Normalvis blev krigeren ikke nysgerrig og interesserede sig ikke for andres skæbne end sin egen. Men det var finurligt og interessant hvordan nævnelsen af en mand kunne få den fremmede til at mærke så meget vrede. Hun skrev det bag øret.

Mentor. Javel ja. Forklaringen var en smule flyvsk synes Sarafina nok, men hun stilte ikke spørgsmålstegn til det. Man kunne fejle som mentor, men man skulle da havde fejlet og dummet sig gevaldigt hvis det skulle være nok til at tage livet af ham.
De opfølgende ord fik Sarafina til at nikke langsomt. "Jeg fornemmer, at hans eget blod ikke havde fortjent den hårdhændede behandling." det begyndte at dæmre at mentor var måske så meget sagt. Kvinden virkede i hvert fald vred nok til at det var meget meget personligt, og vigtigheden lå i at det var eget blod.

Krigerkvindens spørgsmål fik kort Yasmin til at tøve. Hun var ikke vant til længere samtaler med fremmede mennesker, uden at der rent faktisk var et stærkt grundlag for at vedblive kommunikation. Hun var vant til et hej, og så derefter at man gik hver til sit. Faktisk var det endda sjældent at det hej blev sagt i det hele taget, så at denne krigerkvinde mente at der kunne være mere end det, var forvirrende, især da hun virkede nysgerrig omkring Azar. Men Yasmin havde intet at skjule. Det var irrelevant, om krigerkvinden vidste hvordan hun havde det med Azar. Hun var ligeglad, det betød intet om krigerkvinden var klar over familiebåndet eller ej, så hun trak lidt på skuldrene mens hendes blik blev mere vredt. Hun kunne knapt kontrollere det, fordi det indre varulve-bæst i hende var så fremturende.

"Nej," lød det meget simple svar. Hun knyttede næverne, og stirrede intenst på kvinden foran sig. "Jeg er hans blod. Og jeg har tænkt mig at hævne hvad han gjorde mod min mor. Jeg lader mig ikke stoppe af noget," det var vel fair at give kvinden en advarsel. Det var ikke alle der bare sådan uden videre accepterede at man dræbte til højre og venstre, og nu hvor det var blevet sagt, syntes Yasmin lige som, at kvinden burde få en fair advarsel mod at stille sig i vejen for hævnen.

Sarafina lukkede luften ud gennem næsen i et lydløst grin, mens læberne krussede til et skævt smil. Kampfølelsen var da stærk ved denne, for ikke at tale om vreden. Noget hun nok burde overveje at lærer at kontrollere, men det var ikke noget Sarafina bekymrede sig om ved den fremmede. Det var mere orderne hun lyttede til, og fornemmede tydeligt den advarede tone. Som om at Sarafina havde nogen interesse i at stoppe hende. Faktisk var hun ikke engang sikker på hvorfor hun havde spurgt ind til det, men nysgerrig kunne Sarafina vel også blive en sjældent gang imellem.

"Nå.. Så må du jo hellere komme ud at finde monstret" svarede hun stadig med et af de sjældne smil på læben, der dog havde en skræmmende og lumsk natur. Sarafina gav posen med kuglen et klem, og fik den hunget ordentlig på plads over skulderen, inden hun vendte sig. Hun havde haft en nem mission i selve ruinerne. Nu var det bare at slippe igennem ørkenen igen og tilbage til dæmonriget. Hun ventede ikke rigtig på at den anden kvinde fulgte med, men mon ikke hun også skulle se at vende tilbage. De skulle nødigt blive fanget i ørkenen om natten.

Yasmin skævede mod kvindens pose da hun gav den et klem og hang den over skulderen, efter at have givet hende held og lykke med at dræbe Azar. Hun tøvede ikke med, at følge efter selv, og da hun kom op på siden af krigerkvinden, skævede hun igen mod hende. "Hvis du skal den vej," hun pegede ud i distancen for at vise hvilken vej det var og kiggede igen tilbage på kvinden. "Så skal vi samme vej," konstaterede hun, igen overraskende roligt. Nu var samtalen om Azar ikke så tæt ved hjertet længere, og så kunne hun godt forkaste det som irrelevante følelser, vreden og det hele. Han skulle bare dø og så kunne hun tage tilbage til hvorend hun følte det var bedst at være. Hun kiggede frem for sig som hun gik af sted.

"Vi har talt sammen - Jeg har givet min fars navn til dig. Hvad er dit navn så?" der var ingen grund til at vide kvindens navn, andet end at hun så havde noget hun kunne kalde hende. Og nu havde de jo talt sammen længere tid, så var det vel også okay at spørge efter et navn.

Sarafina ensede ud af øjekrogen at den anden nåede op på siden af sig, men gjorde ingen mine til at modsige sig eller byde velkommen. Hun var faktisk ret ligeglad med om den anden slog følge eller ej - omend det kunne være lidt morsommeligt at se showet etablere sig mellem kvinden og dennes far som åbenbart skulle være noget modbydelig. Samtidigmed at han tilsyneladende også havde vanæret sig selv. Et lille stik af nysgerrighed var kommet frem, men den var minimal - det ødelagde ikke hendes liv at være i uvished.
De matte øjne fulgte fingerens pegen og hun nikkede som svar til den anden - forholdsvis mut og uden indvendinger. Ja, så kunne de følges af. Det kunne også vise sig at havde sine fordele.

Et næsten uhørligt og ganske kort grin, forlod desmalle læber, som hun kiggede på kvinden ved siden af sig. Hun var en sær og direkte kvinde - det var vel ikke så meget anderledes end Sarafinas tilbøjelighed til altid at sige den skinbare sandhed, med mindre hun havde fået ordre på andet. "Sarafina" præcenterede hun sig selv kort og kiggede på kvinden igen. "Og du, datter af Azar?" For Sarafina kendte nemlig ikke hendes navn endnu, kun denne fader som skulle aflives. Hvis det passede med hendes rejseplaner, kunne hun da godt give en hånd med - specielt hvis han havde oplysninger. Tilsyneladende var han en mand som kunne havde folk til at arbejde for sig eller samarbejde med andre. Det kunne være meget interessant at finde ud af.

Yasmin kiggede lidt på kvinden og hævede et øjenbryn ved den meget lave latter der dukkede op, før navnet. Hun skævede mod kvinden og tyggede på navnet med en eftertænksom mine. Det var sådan et lidt... Fint navn måske? Hun var ikke helt sikker, men hun undlod at kommentere på det, og knyttede kort næverne, da Sarafina nævnte Azars navn på den måde. For det første var hun ikke glad for, at have den relation til Azar - hun brød sig ikke om at blive kaldt datter, for Azar mente ikke, at en datter var godt nok - han ville have haft en søn. Hun sukkede dog let og lod vreden være indespærret. Til senere.

"Mit navn er Yasmin," denne gang valgte hun ikke, at give Sarafina sit fulde navn. Hun havde efterhånden ikke selv lyst til at bruge navnet længere, for Miranda havde givet hende nogle vigtige ord i løbet af den korte tid hun havde været sammen med varulvekvinden. De gik noget tid i stilhed før de nåede til den mindre by, hvor Azar boede i - og hvor Yasmin før havde boet. Hun skævede lidt til Sarafina. "Måske ses vi en anden gang? Med mindre der var andet du ville?" hun var sjældent typen der tog initiativet til at sige farvel, og hun var ikke helt sikker på, hvad Sarafina ville nu. Selv begyndte hun at mærke adrenalinen bygge sig op i hende, som hun blev mere og mere klar til, at skulle gøre sin gerning. Hun var nervøs. Og samtidig var hun ikke nervøs. Men hun var propfyldt med adrenalin.

Stilheden faldte over dem, efter navnepræcentation. Sarafina havde bemærket de fastspændte knytnæver, men gjorde sig ikke tanker om dem. Det var en reaktion, som måske var forståeligt taget hvem denne Azar var, i betragtning. Men Sarafina var ret ligeglad. Nu havde hun navnet på sin, ja, personen hun fulgtes med lidt endnu. I hvert fald til de nåede til en mindre by, hvor det for Sarafina var tydeligt at mærke, at den anden var nået til sin destination. "Tja, jeg kunne meget godt tænke mig at se dit lille sammenstød med manden som fortjener at dø. Det kunne være meget interessant" Der var ikke rigtig spørgsmål om hun måtte, hun havde allerede bestemt sig.

"Dertil, var der ikke noget med at den lille mandsling trængte til en ordentlig afslutning" den bestående af at han skulle mærke, at det havde havde gjort var forkert. At skære halsen over på ham hurtigt, ville ikke udfylde den del særlig godt i Sarafinas verden.

Det så ikke ud til, at det var et farvel. Det så ud til, at Sarafina ville med til at dræbe Azar. Yasmin ville ikke stoppe hende og hun tænkte såmænd heller ikke over, hvor forkert det egentlig var. For hende selv var det ikke forkert, men for Sarafina burde hun for længst have indset hvor forkert det var. Men det gjorde Yasmin ikke, for det var ikke sådan nogle ting hun rigtigt tænkte over. Hun kiggede bare indgående på kvinden foran sig, og nikkede så bare. "Så kom med. Han har kun få tjenestefolk, så han er nem at komme ind til," hun begyndte at gå mod byen og det hus, Azar boede i. Det lå i udkanten af byen. En mindre herregård. Faktisk en meget lille herregård. Azar havde været vanæret, men han havde haft mange ressourcer, og derfor havde han et okay hjem, men ikke særlig mange tjenestefolk. Sidst Yasmin havde talt, var det kun fem vagter. Vagter som hun ikke havde tænkt sig at gøre noget ved, med mindre de stoppede hende. Og så tre tjenere.

Før hun nåede til gården, stoppede hun op og vendte sig mod Sarafina. "Men han er mit drab. Det kan vi godt være enige om, ja?" for en gangs skyld var hun ikke helt tabt bag en vogn. Ingen skulle tage hendes samvittighed og dreje rundt på den. Azar var hendes "far" så det var kun hende, der havde retten til at tage hans liv. Hun kiggede afventende på Sarafina. Før hun gik ind ville hun være sikker på, at de var enige.