Det var nu flere dage siden, at Mira først havde fået øje på "Ulvehøj" - navnet på det påståede hjem for varulve. Tanken var næsten absurd. Ulvekvinden sad på hug blandt en lille klynge træer, mens hendes grå øjne opmærksomt gled over bakken, der lå foran hende. Ved siden af sig havde hun sin vadsæk, og den slanke kvinde var åbenlyst klædt på til at rejse. Hun havde været på farten i mange dage efterhånden, og lugten af læder og rejsestøv klyngede sig til hendes krop. Varulven lagde hovedet på skrå, mens hendes blik fulgte en fjern skikkelse, som pludseligt dukkede op og bevægede sig ned ad bakken. Mira ræsonnerede, at skikkelsen måtte være kommet fra en af de mange skjulte huleindgange, som hun efterhånden havde fundet ud af, at bakken var fyldt med.

I løbet af de sidste par dage havde hun bevæget sig i cirkler rundt om højen, nogle gange tættere på, nogle gange længere væk, mens hun havde observeret den og dens beboere. Den unge kvinde ønskede brændende at dette rygte skulle være sandt - at dette skulle være et hjem hvor varulve kunne leve trygt, uden frygt for at blive jaget. Men hun havde endnu ikke turde bevæge sig tættere på, af frygt for at dette skulle være endnu en fælle, som jægerne havde lagt for hendes art. Endnu virkede det dog ikke som om, at der var nogen fra bakken (hverken varulv eller jæger), som havde opdaget deres ubudne gæst. Mira betragtede hvordan skikkelsen forsvandt ind i højen igen, og hun lænede sig tilbage på sine hæle, gned sin nakke og sukkede træt. På et eller andet tidspunkt blev hun jo nødt til at tage en beslutning, skældte hun ud på sig selv, mens hun fraværende rakte en hånd ud og lod fingerspidserne strejfe kronbladende på en blomst, der det sidste kvarter desperat havde forsøgt at gøre sig lang nok til at nå hende.

Miranda kravlede målrettet op af hulen, men en lille flok på to tre folk efter sig. Generelt var Miranda meget oppe på tæerne i øjeblikket og spejdede mere rundt end normalt. Noget havde ramt hendes næse men hun kunne simpelthen ikke finde ud af hvad det var. "Tag østsiden af skoven i dag.. Der skulle ikke være problemer med fangst" hendes stemme var rolig, men fraværende, som hun kiggede i en helt anden retning end den hvor de andre befandt sig.

Da de andre vandrede afsted, stod varulven alene tilbage. Hun var klædt i skintøj, med det store uglede røde hår kæmpet væk fra ansigtet, selvom det stadig sad rumelig volumen fuldt ud fra hendes ansigt. Øjnene spejdede rundt, mens hun snusede.
En snusen der statte hende til at gå væk fra hulehullet og hen til et område hvor færden blev stærkere. Miranda satte sig på knæ og lod fingerne glide over jorden, mærkende efter forandring. Lige indtil lugten kom igen, og hun stirrede direkte mod skovområdet færden kom fra. Hun sad roligt og kiggede intenst på området i lang tid, inden hun langsomt rejste sig. Hun fjernede ikke blikket, ventede på om noget kom frem. Noget kunne hun lugte. I sådanne øjeblikke som disse, satte Miranda stor pris på sin sporingsevne, der gjorde hende i stand til at lugte og se bedre end de andre varulve. Nok kunne hun ikke se hvad der var i skoven, men hun kunne lugte det.

Mira havde med nysgerrighed betragtet den lille gruppe af skikkelser, som var dukket op fra en af hulerne. Hendes nysgerrighed blev dog hastigt erstattet af vagtsomhed, da den ene af skikkelserne pludseligt skilte sig fra flokken og begyndte at bevæge sig i hendes retning. Den unge ulv lod sig glide fremefter, til at hun knælede på ét knæ i den bløde jord, og hendes ene hånd gled instinktivt ned til bæltet for at sikre sig, at hendes knive var, hvor de burde være. Grå øjne betragtede opmærksomt skikkelsen, der som den kom nærmere viste sig at være en kvinde i besiddelse af hvad der ikke kun beskrives som andet end en manke af rødt hår. Mira havde set hende flere gange i løbet af de sidste par dage, og en enkelt gang kunne hun også have svoret på at kvinden havde fået færten af hende.

Denne gang var der dog ingen tvivl, som kvinden først knælede og derefter rejste sig, alt sammen med blikket stift rettet mod den lille klynge træer som skjulte den unge varulv. Mira kastede et blik over skulderen, mens hun overvejede om hun bare skulle tage sine ting og løbe sin vej. Men hun havde dog hørt rygter... rygter om flokkens rødhårede leder. Tøvende rejste hun sig og kom til syne mellem to træer, hvor hendes blik fangede kvindens. "Du er Ulveklanens alfa?" kaldte hun ud til kvinden, mere en konstatering end et spørgsmål. Helt ud fra sit skjul kom hun dog ikke, da hun følte sig sikrest med træernes beroligende tilstedeværelse ved sin side.

Miranda ventede som et tålmodigt rovdyr på at noget kom frem. Enten et andet rovdyr, så at sige, eller et forskræmt bytte der ikke længere kunne sidde stille og ville forsøge at flygte fra hende.
Det endte også til sidst med at en skikke rejste sig og gjorde sig til kende. En skikkelse der begyndte at tale direkte til hende.
Miranda så vagtsomt på hende, måske endda en anelse skeptisk "Korrekt" det var en kvinde, der klogt stadig valgte at stå i træerne skygge. Man var altid mest sårbar ude i det åbne, det åbne som Miranda befandt sig i, men trods alt havde en del flere fordele. Hele hule ville kunne høre hvis der skete noget i krigerisk anlæggende, hvilket gav hende den klare fordel.
"Hvem er du, og hvad søger du?" direkte spørgsmål. Der kom både varulve for at blive en del af klanen, men ligeledes også nogen der ønskede at bekæmpe dem for området eller for at overtage alfa posten. Lige nu var det nødvendigt at vide hvilken kategori kvinden tilhørte.

Mira havde håbet, at kvinden ville være den, som besluttede sig for at komme nærmere, så Mira selv ikke behøvede at forlade træernes beskyttende skygge. Men den rødhårede kvinde virkede ikke til at have planer om at flytte sig det mindste, hvilket Mira nu ikke kunne betænke hende i. Som alfaen stod der ude i det fri, ville et angreb på hende tydeligt kunne ses fra højen, hvor resten af hendes flok befandt sig. Mira bed tænderne sammen så det spændtes i hendes kæbe, men med langsomme bevægelser trådte hun alligevel ud af træklyngen. Hun stoppede, da hun stadig var et stykke fra kvinden, men nu kunne de begge se hinanden tydeligt og tale sammen uden at hæve stemmerne.

"Mira... Mira Månedatter," tilbød hun sit navn efter et øjebliks stilhed. Tidligere havde hun været "Mira af Halvmåneklanen" som resten af sin familie, men efter deres død havde hun opgivet sin gamle identitet. Selv efter to år lå det nye navn skævt i munden. "Jeg søger et hjem," svarede hun ligefremt på kvindens andet spørgsmål. Mira havde aldrig været glad for at luske som katten om den varme grød. "Jeg har hørt at dette skulle være et sted hvor ulve kan leve uden frygten for at blive jaget ned." Mens de talte hvilede Miras blik skiftevis på den rødhårede alfa og på højen bag hende. Mira mente stadig hun ville kunne nå at løbe sin vej, før alfaen kunne nå at tilkalde forstærkninger, men den unge ulvekvinde holdt dog stadig et vågent øje med om der pludseligt skulle være nogen på vej mod dem.

Man var nødt til at tage sine forholdsregler i denne verden. Ulveklanen var ikke ligefrem blevet modtaget med kyshånd af lokalbefolkningen. De tager vores dyr i natten! De er farlige.. Hvad skal vi gøre når I i fuldmånens skær flår os levende. Nej, det havde ikke været kønne debatter og Miranda var blevet hadet i menneskebyerne, men højere elsket blandt sine egne. I hendes verden var det et ganske fint byt. Varulvene havde trods alt brug for hende, det havde menneskene ikke.

Miranda ventede tålmodigt på at kvinden kom ud, og så også ganske roligt på hende, trods hun ikke kunne ligge alt hårdhed væk. Det var trods alt en fremmed.
Miranda beundrede hendes ligefremhed. Der blev ikke pakket ind med diverse snigende hentydninger. Det talte til hendes fordel. "Rart at møde dig, Mira Månedatter. Mit navn er Miranda Silver." startede hun roligt ud og sendte pigen et af sine egentlig ret sjældne smil. Miranda var oftes at se i alvorlige folder. "Det er i hvert fald hvad vi stræber efter. Et hjem hvor ulvene ikke dømmes for deres bid." der var et snert af bitterhed i hendes stemme. Ikke alle havde været heldige efter bidet var indtruffet. "Kom nærmere, og fortæl mig lidt om dig selv" Miranda satte sig ned i skrædder og gjorde tegn til Mira om at hvis hun lystede måtte hun gerne sætte sig. For Miranda var det meget vigtigt at vide noget om nyankommende, inden de blev budt helt ind, men indtil videre var ingen blevet sendt væk af dem som rent faktisk havde søgt et hjem og ikke bare magt.

Da Miranda besvarede hendes hilsen gled Miras blik tilbage til alfahunnen, som efter et øjeblik sank ned i skrædderstilling på græsset. Efter et øjebliks vurderende betænksomhed bøjede Mira endeligt nakken i et lille hilsende nik - meget som en ulv ville sænke hovedet for en af højere rang i flokken. Hun holdt den stilling et øjeblik, før hun med hurtige bevægelser smuttede tilbage mellem træerne, og snart derefter kom joggende tilbage mod Miranda med sin vadsæk over skulderen. Hun lod vadsækken falde til jorden, og satte sig selv i skrædderstilling foran alfaen.

"Jeg har hørt dit navn nævnt i landsbyerne," konstaterede hun da hun havde sat sig, med et lille smil der ingen tænder viste. Der var ikke noget behov for at benævne at rygterne intet godt sagde om Miranda - det var sjældent at et menneske havde noget godt at sige om en varulv. "Jeg voksede op i Halvmåneklanen, hvis du kender til den?" hun sendte Miranda et spørgende blik, før hun fortsatte: "Vi strejfede mest i den nordlige del af Amazonitskovene. Eller, Mørkets Skov, som den jo hed dengang. Ironisk nok var Midnatsborgen ligeglad med os, da dæmoner og vampyrer jo ikke behøver at frygte vores bid." Miras grå øjne blev fraværende et øjeblik, mens hun stirrede mod højen og fraværende nulrede lidt græs mellem fingrene. Det tog dog kun et par sekunder, før hun fandt tilbage til virkeligheden, for at fortsætte sin beretning. "Jeg fik biddet af min far, da jeg var 14," fortalte hun, mens hun hev op i sit ærme for at vise sit ar - det bedste bevis for at hun var det, som hun påstod hun var. Selvfølgelig med mindre Miranda ligefrem forventede, at hun forvandlede sig til en ulv på stedet.

Miranda ventede tålmodigt, kun med et enkelt undrende øjenbryn i vejret som Mira smuttede væk fra hende, tilbage til krattet. Det faldte dog på plads til neutrale folder igen som hun så kvinden vende tilbage.
Konstateringen om landsbyen fik alfahunnen til at smile bredt. Et smil der afslørede at hun godt vidste at orderne nok ikke var af de pæneste i verden, og at det morede hende. Men hvis det var måden at rygtet nåede ud til andre varulve, så gjorde det hende absolut ingenting. Bare budskabet kom frem.

Miranda rynkede brynene let ved nævnelsen af Halvmåneklanen. Det sagde hende desværre intet, så hun fortsatte med at lytte uden at afbryde Mira, efter hun havde rystet let på hovedet. Herefter gav hende alt den tid hun behøvede for at færdiggøre sin fortælling. Blikket faldte til sidst til arret på Miras arm, hvorefter hun nikkede bekræftende. Ikke at Miranda havde behøvet at se mærket, hun kunne lugte det. Men ikke alle ejede samme evne som hende, og for nu behøvede Mira heller ikke vide det. "Det var en ung alder, men normalt blandt ulveklaner, har jeg ret?" Miranda var ikke selv vokset op i en, og vidste det derfor ikke. Hun havde stadig meget at lærer om varulvetraditioner. Så igen, hun stræbede ikke efter at være som de andre.
"Jeg kommer selv fra Nord, længere oppe mod de store bjerge Jeg boede i en halvblodslejer." Halvblodslejer var normalt udtryk hvor hun kom fra, men hun flyttede alligevel manken af hår væk fra sit ene øre, der afslørede en spidshed der var anderledes end menneskers. Hun var kun en fjerdel, men ørerne var det sidste der forsvandt sagde man. "Vi var en gruppe der blev angrebet af en varulv, ved en fuldmåne." mere behøvede der ikke til historien. De vidste begge hvad det havde ført med sig. Miranda løftede ligeledes ærmet, selvom hendes ulvestatus ikke på samme måde var at betvivle. Men det var en måde at vise gensidig respekt. Ved overarmen var de hvide mærker efter et slemt bid, der blev dækket til at ærmet ikke lang tid efter. "Jeg var 15."

Mira kunne ikke helt skjule sin overraskelse, da Miranda med sit spørgsmål gjorde det klart at hun ikke kendte meget til traditionerne. Varulve respekterede styrke, men uden kendskab til traditionerne måtte Miranda have kæmpet ekstra hårdt for at beholde sin plads som alfa. "Forskellige klaner har forskellige traditioner, men hos os var det 14 år, ja. Jo ældre vi blev, jo større var risikoen for, at en fra klanen ville se os som en trussel i ulveform og bide struben over på os ved månetid." Hendes forklaring var nøgtern, og blev præsenteret med den selvfølgelighed der følger med en opvækst blandt væsner der er halvt mennesker, halvt dyr.

Den unge varulv nikkede langsomt, som hun lyttede til alfaens korte redegørelse for sin opvækst. De mandelformede øjne hvilede kort på Mirandas ører, som røbede hendes blandede blod. "Min mor var skovelver, før hun fik biddet," tilbød hun mens hun nulrede videre på græsset. Selv havde hun arvet sit udseende mere fra sin far end sin mor, og det var ikke unormalt at fremmede antog at hun blot var menneske. Miras blik blev sorgfuldt da Miranda fortsatte sin historie. "Jeg er ked af at høre at du fik biddet på så... voldelig... en måde. At være barn af månen er en arv, som altid burde påtages frivilligt... ikke med tvang." Det var desværre ikke sjældent at uskyldige mennesker blev "smittet" med biddet når en varulv forvildede sig ind i en landsby. Det var en af de primære grunde til at Lyset altid havde tilladt fri jagt på ulvene. "Har du løbet uden flok indtil nu?"

Denne gruppe bestod hovedsageligt af vildfarende. Varulve som ikke var født til at være det, men blot havde modtaget en vildfarens bid og måtte lærer at leve med forbandelsen. For det var hvad det var for de fleste af dem. En direkte forbandelse. Miranda var åben for hvad de andre varulve havde af traditioner, men i sidste ende var det ikke hvad der havde startet gruppen. En gang imellem var en frisk start det bedste.
Miranda satte hovedet på skrå, undrende og nysgerrig. "Så, hvis det ønskes at man undgår at give bidet videre til sit afkom, skal dette fjernes fra området når det når en hvis alder?" mange her ønskede ikke at give det videre. Miranda deriblandt. Ikke at hun havde børn, og havde egentlig heller ikke planer om at få det. Det måtte de andre om.

"Du vil snart opleve, Mira Månedatter, at de fleste her ikke har fået denne arv frivilligt." normaltvis ville det havde været en hadsk udmelding forfulgt af et vredt og stålsolidt blik. Men Miranda vidste godt at Mira nok ikke havde oplevet andet end en hjemklan hvor det var normen at være varulv. Ligesom Fayne og Kasey. Omend det lød til at menneskene i Miras flok selv havde fået lov at vælge. Men hendes stemme var stadig roligt, og sørgmodig. Hun så forvildede teenagere der havde mistet deres familie, bitre ældre, som hele deres liv havde levet med hadet tvunget ned over ørerne på dem. Nej, det virkede ikke som en arv eller gave for nogle af dem.
Ved emneskift rømmede Miranda sig lidt og tog en dyb indånding. "Nej, ikke helt indtil nu. Jeg var medlem af en gruppe for en stund, da ensomheden blev for ovrevældende. Men det var ikke en varulveklan, og måske heller ikke det sundeste valg. Jeg vandrede alene i to år inden jeg og en mindre gruppe rejste hertil" Miranda ville ikke ind på hvilken gruppe det var. Det var underordnet. "Men hvorfor har du forladt din egen klan?" det virkede som om den var i datid. At den var opløst eller andet var sket. Med evig jagt på dem, kunne det nemt være ren udslettelse.

Mira kiggede ned på sine hænder, der hvilede i hendes skød, mens en rynke blev synlig mellem de grå øjne, som den unge varulv overvejede Mirandas spørgsmål. Tanken havde aldrig rigtig faldet hende ind, at hun eller nogen fra hendes familie, kunne have modsat sig at blive varulve. "Jeg kan ikke huske at det skete mens jeg var en del af klanen. Men min bedstemor snakkede om en ung dreng, som forlod klanen dengang hun var barn, før han fik bidet," svarede Mira langsomt, mens hun prøvede at genkalde sig historien, som hun var blevet fortalt som barn. Hun rettede atter blikket op mod Miranda. "Men ja, hvis man ikke ønskede at blive ulv måtte man forlade klanen. Ville du tillade ikke-ulve at rende rundt blandt flokken til fuldmåne?" Mira gjorde en armbevægelse mod Ulvehøjen. "På et eller andet tidspunkt ville noget uundgåeligt gå galt." Mira kunne selv huske hvordan hun havde siddet oppe i et træ, gemt, mens ulveflokken raserede skoven.

Da Miranda forklarede at flokkens mest bestod af ufrivillige varulve, sukkede Mira og gned sig på panden med den ene håndryg. "Selvfølgeligt, det skulle jeg have tænkt over. En ny klan som denne vil selvfølgelig mest tiltrække de hjemløse. Dem som ikke er født ind i en flok." Mira kunne godt begynde at ane, at livet i denne nye flok ville blive anderledes, end det hun var vokset op i. Hun børstede sine hænder fri fra græsstumper, og sukkede. "Som du sikkert ikke har mødt mange som frivilligt har fået bidet, har jeg heller ikke mødt mange som jer. Jeg er ked af hvis jeg udtrykker stolthed eller... glæde... over noget I ser som en forbandelse. Men ulven har været en del af mig og mit liv siden jeg blev født. Jeg ville ikke vælge den fra selv hvis jeg kunne." Hendes ord var langsomme og velovervejede, mens hun tydeligt prøvede at finde den bedste måde at få Miranda til at forstå, hvordan nogen kunne elske noget som Miranda - og mange andre - så som en forbandelse der havde ødelagt deres liv.

Mira lyttede i stilhed til Miranda fortælle om sin game gruppe, mens hun af og til nikkede for at vise at hun lyttede. Hun tilbød dog ikke umiddelbart uddybende spørgsmål, da hun syntes at fornemme at alfaens kropssprog ikke lagde op til dette. "Jægerne fandt os," svarede hun i stedet på Mirandas spørgsmål. Blandt varulve var der sjældent brug for yderligere forklaring. "Nogle få, inklusiv mig selv, slap væk, men tabet var for stort til at vi kunne genopbygge flokken."

Miranda rynkede brynene og så op på højen som Miras armbevægelse guidede hende. Hun havde en skarp pointe der. Miranda og mange af de andre havde ikke levet i klan før. Nogle få havde, men i Mirandas øjne var de stadig umådelig unge og havde måske ikke helt styr på hvordan det hele foregik. "Det ville uundgåeligt gå galt, ja." medgav Miranda mens hun lod blikket hvile på to teenagere puffe til hinanden i drilskab som de kom op af hulen og begav sig over på den anden side. Miranda sukkede let og vendte blikket tilbage til den nyankommende. "Vi må finde en løsning. Alt er nyt for os - men jeg ønsker ikke at folk skal skilles permanent fra deres familie fordi de ikke er varulve. Men fuldmånenatten er en helt anden sag." svarede hun eftertænksomt. Det skulle der opstilles møde om, og Miranda var faktisk i stærk overvejelse at tage Mira med - selvom nyankommende sjældent blev taget med ind i sådanne beslutninger. Men hun havde erfaringen som var vigtig at have kenskab til.

Mirandas ansigt mildnedes op til at hun faktisk gav et roligt og venligt smil fra sig som hun lyttede til Miras ord. "Jeg lærer aldrig at forstå denne stlthed og glæde du føler - men jeg forstår hvorfor. Din baggrund er anderledes end vores, og selv nogle af os her, finder vores 'nye' egenskab behjælpelig til tider. Du skal aldrig nogensinde skamme dig over den du er - og hvis det betyder at du har stolthed over at være varulv, skal ingen tage det fra dig! Prøver de, skal de nok høre for det" Alle kunne ikke være enige! Men hvad der var en forbandelse for en person var en gave for en anden. Ednu engang tænkte Miranda på Fayne og Kasey. Nu hun tænkte efter, var hun heller ikke sikker på at nogen af dem ville havde valgt anderledes - slet ikke Fayne.

Miranda lukkede øjnene og sænkede hovedet let. Hun forstod. "Det er jeg ked af at høre." Specielt som Mira havde udtryk at de fungere. At de fungere med deres tilstand og endda satte pris på den. At sådan en klan blev udsat for jægernes blodtørst var trist og et stort tab.

/afsluttet/dead