Det var ikke til at ane om det var morgen eller aften længere. Dagene var begyndt så småt at flyde ud, efter at Beon måtte indse at en celle blev hans beboelsesområde den sidste tid. Ikke at det var særlig behageligt at have den tanke, og han savnede sin normale beboelsesfløj en hel del mere end han ville stå ved. Samtidigmed havde han fået sig en kammerat at dele cellen med. Eller rettere, Beon var blevet hendes pludselige cellekammerat. Gloria, fra lyset, som ligeledes havde vidst sig at bære mange af de kvalifikationer. Uden tøven havde hun valgt at hjælpe ham med at få ordnet den blodige og flæsnede ryg, og det var også først nu at Beon endelig begyndte at føle sig en smule mere afslappet. Den var øm, træt og havde stadig tidspunkter hvor sårskorpen gav en smule efter. Men rensning og at blive indbundet havde hjulpet. Nu var tricket blot at sørge for ikke at sidde med ryggen til celledøren, så vagterne så denne forandring. Forbindinger var ikke ligefrem hverdagskost for en indsat.

Det var også grunden til at de var nødt til at flygte snart. For blev det opdaget, faldte der brænde ned. Ikke kun over Beon men også Gloria, og torturen ville for alvor få sin begyndelse. Nogen måtte havde givet dem dette middel. En eller anden havde sneget sig ned og hjulpet dem. At dømme ud fra beskrivelsen af denne, var Beon skam heller ikke spor i tvivl om hvem det var, selvom denne nyhed stadig undrede ham.
Efter en del prøvelse, fik Beon overtalt sin cellemakker til at tage sig en velfortjent lur, da Beon mere eller mindre havde brugt hele dagen på at sove for at få smerten dulmet. Derfor sad Beon nu bøjet let over sine ben og stirrede ud i mørket, ventende på vagtens rute genfandt rytmen der efterhånden var blevet studeret til punkt og prikke. De var nødt til at ramme det helt rigtige tidspunkt for at kunne komme ud med skinnet på næsen.

Mørket var så småt begyndt at sænke sig over verdenen udenfor midnatsborgens mure, da Maralinda for tredje nat i streg bevægede sig ned i fangekælderen. Hun lignede stadig ikke en der havde noget som helst at gøre et sådan sted. Hverken på mørkets borg eller i deres fangekælder, hvor lyden af folk der blev pint oftere end ikke hørtes fra de dybeste lag. I nat var der dog stille og det gjorde på flere måder det hele mere ildevarslende.
Hun var klædt i hvidt fordi hun kunne. En farve der understregede det uskyldige i hendes udseende og som forledte tankerne hos de få hun passerede. Ingen dog på det sidste stykke og slet ingen som hun drejede ned af trappen til den mellemste af kældrene. Her var også ganske tyst. Forundret, men mest af alt varsomt stoppede hun op i åbningen ind til en af gangene med celler og lyttede. Så lod hun blidt sin magi søge ud og styrke trætheden hos alle undtagen en til hun mærkede dem falde så dybt ned i søvnen det var dem muligt.

Først da fortsatte hun med lette skridt videre ind og spejdede fra celle til celle. Ikke at hun forventede nogen stadig var vågne med det tvist hun havde givet deres følelser, men man vidste jo aldrig. Af samme grund passerede hun først forbi cellen med den blonde kvindelige kriger og Beon, som så hun dem ikke mere end hun så resten, før hun vendte om for enden af den lille gange og vendte tilbage til cellen.
I nat var det dog ikke Gloria der så ud på hende derinde fra.
Et smil blomstrede op som hun fandt Beons ansigt vendt mod hende. "Du er vågen!" Så faldt smilet en smule væk, som hun rynkede brynene og så vast på ham. "Du burde have ladet hende sove noget før."

Tiden sneglede sig afsted, som Beon blot sad og kiggede ud imellem trammerne. Han hørte ikke andet end de vante lyde af sovende skikkelser, og let klagen rundt omkring, for ikke at snakke om de tunge skridt der engang imellem kom tættere på når vagten gik sin rute. Alt sammen noget der ingen reaktion vækkede i Beons væsen og blot efterlod ham til at sukkede dybt, mens tankerne flød.
Alle tingene skulle gå perfekt for at de slap væk uden skræmmer. Og selv hvis de kom til at lave små fejl, måtte de ikke være for store, da dette kunne resultere i en fin halshugning, hvis ikke værre.

Det var først da lyden af meget små og blide fødder på det grove stengulv meget svagt gav lyd fra sig, at Beon løftede blikket lidt højere op end fra fodden af celledøren. Det lød langt fra som en vagt, og det bragte en let ubehagelig følelse igennem kroppen på Beon, som rynkede sine bryn i bekymring.
Som skikkelsen passerede blinkede Beon et utal afgange af forbavselse. Det endte med at han rystede svagt på hovedet og slog det væk som værende ren indbildning. Det varede ikke længe at den teori holdte før den barnlige skikkelse var tilbage foran celledøren og fik Beon til at løfte sit hovede fra den hvilende tilstand på knæene.
Forbløffet betragtede han hende og lod det hele synke ind. Han vidste at hun havde været hernede. Vidste at hun havde snakket med Gloria i nattetimerne og endda givet dem mad, vand, rensning og bandager. Hvorfor, vidste Beon ikke, men han var blevet nysgerrig i disse mange timer.
Beon spejdede kort hen imod Glorias sovende skikkelse og valgte helt automatisk at løfte fingeren op foran munden for at signalere at hun skulle tale dæmpet. Han ønskede ikke at hun skulle vågne endnu. Hun havde ikke fået nok søvn siden hun var blevet anbragt i dette helvede. "Ja, jeg burde.. Hun var i lang tid for stædig til at blive overtalt til at sove." brummede han lavmælt som han løftede et svagt øjenbryn af hende. I øjeblikket så han ganske neutralt på hende, mens en svag træthed, anspændthed og nervøsitet var at ane i baggrunden. "Er du ikke bange for at blive opdaget?" Beon rettede sig ned i skrædderstilling og kiggede let på Maralinda.

Maralinda så Beon løfte en finger til læberne for at tysse på hende og smilede skævt tilbage til ham. "Hun vågner ikke, Beon. Ingen af dem gør..." Roen i hendes stemme var en smule ildevarslende sagt et sted som dette, men hun virkede ikke til at lægge mærke til det. Hun havde sit faste greb om følelserne i den lille gang med celler og kun Beon var undtaget fra den sønderknusende træthed hun havde skabt i resten.
Så lod hun blikket glide end til den blonde skikkelse, mens smilet nåede op i hendes eftertænksomme øjne. "Stædighed virker til at være et problem for alle i denne celle.." Hun så tilbage på Beon nu og kunne ikke lade være med at smile af hans udtryk. Til trods for det han havde været igennem så han stadig ud til at holde fast i den mand der havde fanget hende som hun var ankommet til borgen.

Det var da også det der skinnede igennem sammen med den lille gruppe af nye følelser, som han satte sig ordentlig op og så på hende. Maralinda betragtede ham undersøgende, før hun løsnede en lille snor fra sit bælte der havde holdt en bylt hængende i skjul under hendes skørt. Nu faldt den til gulvet hvorfra hun samlede den op og rakte ind til ham. "Vagterne har travlt med en af kvinderne i den anden ende af kælderen. De hører intet på denne side af afløsning." Hun så stadig alvorligt på ham, som hun tøvede et øjeblik og så tilføjede. "Afløsningen vil tjekke cellerne, Beon." Det var så direkte en advarsel hun kunne give ham om at vente til efter det var sket og at skulle skjule hvad hun var kommet med.

Øjenbrynet skød promte i vejret ved den udtalelse, og han rettede et lettere nervøst og bekymret blik mod Glorias sovende skabning. Hun sov roligt og trygt, og hans bekræftelse af livstegn kom som hun let løftede sig ved hver vejrtrækning. Et svagt suk blev lukket ud og Beon lukkede sine øjne kort, inden han vendte hovedet tilbage til pigen foran sig.
"Stædighed er den nemmeste måde at holde sig i live på hernede." i dette helvede af et sted. Der var koldt, fugtigt og sygdomsfremkaldende. Beon priste sig lykkelig for overhovedet at være i live. Selvfølgelig ville den del ikke holde alverdens længe, hvis ikke han kom ud fra dette sted og fik de sår tilset af en kyndig. rensningen havde hjulpet og højst sandsynligt reddet ham for koldbrand, men det ville ikke vare evigt. Forholdende var for lumske og beskidte til at Beon så nogen chance.

Beons blik fulgte hver eneste af Maralindas bevægelser, bortset fra da en bylt faldte mod jorden. Efter hun samlede den op igen var blikket tilbage på hende. Varsomt og undersøgende. Han havde endnu ikke forstået hendes hensigter med dette. Alligevel ragte han hånden frem mod bylten og tog imod den. En rynke af ubehag lagde sig kort over hende ved bekendtgørelsen om vagternes tilstedeværelse og fik ham til at lukke øjnene i foragt en tid. Han havde aldrig forstået hvorfor den del var nødvendig. Ikke at han med sikkerhed kunne vide hvad der foregik i cellen med den stakkels kvinde, men det kunne under alle omstændigheder ikke være rart!
Hendes næste ord fjernede alle andre tanker fra hans sinds med det samme. Det var advarende og så direkte at Beon var tæt på at tabe underkæben af overraskelse. "Maralinda.. Hvorfor hjælper du os? Tro mig, jeg er taknemmelig, men jeg forstår ikke hvorfor?" han kunne lige så godt spørge. Det lå fast at nu var der ingen vej tilbage omkring hvornår de var nødt til at flygte. Inden næste vagtskifte var nødvendig og der var ikke megen tid at løbe på.
Hans opmærksomhed faldte tilbage på byldten i hans hånd med et undrende blik. Han gav sig roligt til at åbne op for den.

Det blik Beon sendte den sovende kvinde var et Maralinda havde set andre mænd bruge før og det gerne sammen med den følelse hun mærkede strømme gennem ham sammen med det. En ting hun lagrede til senere brug og ville huske. Det var særdeles interessant. Så smilede hun sødt til ham og hævede sigende et øjenbryn. "Eller til at ende hernede på. Hvorfor svarede du ham ikke bare på hans spørgsmål?" Det undrede hende stadig at han havde kunne smide så meget væk uden at det virkede som om der var en ordentlig grund. Ikke nogen hun havde kunne få at vide eller opsnuse i hvert fald. Det var også grunden til at hun stadig var irriteret på Beon, selvom hun også var lidt bekymret for hans evne til at overleve.

Bylten hun rakte ind til ham var efter hendes mening ikke noget særligt. Det havde været vanskeligere denne dag at smutte ubemærket rundt og hun havde konstant haft en fornemmelse af at blive overvåget. Følelsen var forsvundet og havde været det længe før hun begav sig ned i fangekældrene, men det havde stadig sat sit præg på hvad hun havde kunne snuppe. Så det var blevet til to små brød, et lille skind med vand og nogle dadler. I bunden havde hun også lagt en af Beons tabte fjer viklet ind i et lommetørklæde.

Hun betragtede Beon som han tog hendes ord til sig og især som han så på hende ved det sidste. Hans overraskelse fik hende dog til at trække afværgende på skuldrene. "Det er lige meget..." Hun veg af på spørgsmålet og så væk fra ham og over på den sovende kvinde. Noget ved dem hver især havde ramt noget i hende dybt inde og hun var ikke helt sikker på om hun brød sig om det. Mest var hun nok nysgerrig efter at finde ud af hvor dybt det gik og hvad det kunne munde ud i - og så bevidst om at skjule det så godt hun kunne. Følelser var farlige og især at have for andre. Gode så vel som dårlige og hun var ret sikker på hun ikke skulle have nogen af de første for de to her.

Så rettede hun sig lidt op og mødte hans blik lige på. "Desuden hjælper jeg jer ikke! Og hvis du siger noget sådan, så vil jeg sige du lyver!" Hun ville slet ikke stå ved det over for ham i hvert fald at hun gjorde det - og mindst af alt at der var bagtanker bag. Hun havde givet Gloria den samme vej ud som hun havde vist spionen flere dage tidligere. En vej let at lægge baghold i for en fjende der prøvede at luske den vej ind.

Et overrasket øjenbryn skød i vejret, på det ellers ganske neutrale ansigt som holdte sit blik på pigebarnet ude for cellen. Der var en let forvirren over hans blik som han forsøgte at sætte tingene mere sammen i sit hovede. Alligevel nåede han ikke rigtig frem til nogen konklussion som var værd at bruge tid å. "Hvilket spørgsmål?" kom der spørgende fra ham, da dette tilsyneladende var en væsenlig del for at forstå hvad Maralinda troede han var hernede for. At hun ikke kendte sandheden var en god ting! Lige i det her tilfælde. Det gjorde Beons arbejde en del nemmere, end at skulle tage med i sine overvejelser at en pige på Midnatsborget vidste hvad han rendte rundt og lavede af hemmeligheder.

Beon kiggede let rundt i bylten, for t få et overordnet blik. Alt i alt så han lidt mad og vand, hvilket ville gavne Gloria og ham en del når de slap ud herfra. Det var ikke ligefrem fordi fangekælderen svømmede i overflod af mad. Det var meget sparsomt hvad man fik udleveret, hvis noget der fandt sin vej til ens celle.

Ligemeget.. Beon rynkede sine øjenbryn en smule eftertænksomt og så undrende på Maralinda stadig. Der måtte være en væsentlig årsag til den hjælpende hånd. Det var ikke ligefrem ufarligt at løbe rundt nede i fangekælderen. Et skævt smil voksede sig frem, som pigen meget tydeligt gik i forsvar over benægtede alt om at hjælpe. "Det kunne jeg aldrig drømme om!" svarede han roligt, hvorefter han tog en dyb indånding. Noget af smerten var stadig tilbage efter rensningen, selvom det hele føltes meget lettere at bære på.

Maralinda vedblev med at se vast på ham, som hun så hendes ord blive mødt med overraskelse og så let forvirring. Det sidste fik hende dog til at se undrende tilbage på ham og så en smule knotten svare ham. "Det Melkor ville have svar på selvfølgelig! Han gør jo ikke sådan noget kun fordi han kan!" Hendes blik hvilede let på hans skulder og det der ikke længere var der. Hun havde været nær nok til at opfange Beons intense følelse af smerte som det skete, men ikke nær nok til at få andet med. Noget der irriterede hende let da hun gerne ville vide hvorfor han havde fået revet vingerne af.

Hun var slet ikke vild med den drejning snakken tog eller den måde Beon så på hende på som hun slog det hen. Det blik var alt for analyserende. Han var tydeligvis ikke overbevist om hendes første svar, mens hendes andet kun fik et skævt smil tilbage. Det fik hende til at se vast på ham igen, før hun mærkede smerten finde frem til ham og efter et øjebliks tøven rakte ud efter hans kind. Bare en let berøring der gjorde det lettere for hende at glide ind i hans sind og dæmpe følelsen af smerte. Som hun gjorde det holdt hans blik. "Godt. Min far vil ikke være glad for at høre om noget sådan." Hun trak fingrene til sig igen, men lod letheden blive. Det ville holde natten ud, men desværre ikke længere.

Et blanding af et fnys og en let latter forlod Beon som han rystede svagt på hovedet i let opgivende tilstand. "Tro mig.. Melkor gør præcis hvad der passer ham når han ønsker det. Dertil, mente han ikke at vingerne klædte mig synderligt." kom der mørkt fra Beom, som førte sit blik tilbage på pigen foran sig. Der forundrede ham stadig at hun kunne være så rolig i denne sammenhæng. "Men nogle spørgsmål er også sikrest ikke at besvare.. Melkor skal nok få den information han søger, når tiden dertil er inde.. Indtil da, vil jeg forsøge at ligge mig så stor en afstand som muligt fra den dæmon.." afsluttede han i en let dyster tone, hvorefter han tog en dyb indånding og begyndte let at spejde ned af gangen.

Som Maras hånd blev strakt ud imod ham, ramte overraskelsen ham. Sidste gang den hånd var kommet i nærheden, havde det medført tab af en god håndfuld fjer, men alligevel flyttede han sig ikke. Måske fordi han var for træt, eller fordi han denne gang ikke troede på at hun ønskede at gøre ham ondt. En sidste ting kunne også sagtens være nysgerrigheden for hvad der foregik, som altid sad tæt på overfladen hos Beon. I virkeligheden var det mest af alt en blanding af alle tre ting. Som hånden let rørte mærkede han til sin store overraskelse hvordan smerterne dalede og ikke længere dunkede i ryggen.
Noget der fik endnu mere nysgerrighed og undren frem i ham. Dette nåede ikke at blive udtrykt nær så kraftigt eller besvaret da næste bombe ramte ham.

Hende. Far. oh gud. Øjenbrynene var skudt i været, mens han svagt havde åbnet munden i overraskelse. Det kunne simpelthen ikke passe. "Din far.. Jeg tager et vildt gæt, og tænker, Melkor?.. Hvordan - nej vent.. det spørgsmål vil jeg faktisk helst ikke have besvaret.." nogle tanker skal helst forholde sig på en god sikkerhedsafstand og denne var en af dem. Beon kendte til Morgoth og var også en del af mørket hær under dennes styre, men aldrig fokuseret meget på den familie. At Melkor rent faktisk havde en datter, som ikke var ældre end Mara så ud til fra Beons synspynkt, var en direkte skræmmende og ubehagelig tanke. En han helst ikke ville tænke alt for længe over. "Men bare rolig.. Jeg siger intet.." som dette blev udtrykt ramte tankerne ordentlig sammen. Det måtte betyde at Maralinda enten var halv eller heldæmon. Endnu en tanke der tvang Beon til at tage sig let til hovedet. Som verden dog bragte ham gaver.

Maralinda fortsatte med at se roligt på ham og smilede så let. "Det er jeg begyndt at forstå." Hendes erfaringer med Melkor var ikke de største endnu. Han havde virket ovenud tilfreds med at se hende komme til ham, men hun havde også mærket lænken lukke sig om hende endnu engang og det havde ikke ligefrem gjort hende i det bedste lune overfor den person der var grund til det. Hendes oprør havde dog været små endnu og hun havde ikke testet grænserne for sin frihed særligt nøje. Det ville komme snart, men for nu opførte hun sig mest af alt som det barn hun lignede og forsøgte at holde folk fra at tænke nærmere over hende. "Han er meget entydig i hvad han bryder sig om... og ikke." Hun så lidt spekulativt på ham, før end hun nikkede let og sendte et blik mod trappen. "Fornuftigt... tror jeg... Afstand ville betyde Beon ville løbe væk og give Melkor grund til enten selv at indfange ham igen eller sætte andre til at gøre det. Ikke noget der ville efterlade Beon i god stand.

Som hendes magi rørte hans sind mærkede hun det samsurium af følelser der var på Beon lige nu. Hun fandt den hun ville dæmpe let, men tog sig tiden til at notere sig resten, før hun trak sig igen. Allerede mættet var det ikke noget hun rigtig sugede til sig, men det var viden og det kunne altid vise sig nyttig. Hans nysgerrighed og undring ikke mindst som begge var med til at få hende til at smile skævt til ham.

Det holdt dog ikke længe for hans næste ord fik hende til at skære en grimasse og trække sig en smule væk fra tremmerne, som hun så vogtende på ham. "Yeah.. Det ser det ud til..." Der var alt andet end begejstring i hendes stemme som hun sagde det. Han kunne meget vel vænne sig mod hende nu. Mennesker havde det med at gøre den slags og lade deres misfornøjelse med en person gå ud over andre der kunne forbindes med vedkommende. Så kunne hun dog ikke lade være med at smile skævt. "Hvordan tror du? Jeg havde virkelig troet du vidste hvordan børn bliver til med din alder!" Det hjalp lidt for hende at slå det hen på den måde for hun havde ikke rigtig lyst til at tænke på det selv. Ikke når hun vidste Melkor havde en bagtanke med alt han gjorde og hun endnu ikke havde fundet ud af hvorfor han ville have hende i sin tid. "Lover du det?" Det var vigtigt for hende at have hans ord på det. Et ord var bindende og kunne hun holde ham op på - skulle noget komme ud på den forkerte måde eller tidspunkt. Og hun havde virkelig ikke lyst til at få sine planer ødelagt af at nogen blev for emsige med hvad hun gik og foretog sig.

Beon tog sig tid til at se på pigen. Tage det ind som han kunne fra dette punkt og denne tilstand han selv var i. Det var tydeligt at Beon i dette øjeblik ikke opfangede nær så meget som normalt og hans træthed af at være i denne mugne kælder og generelt at være indspærret havde også sin indvirkning. Alligevel var tankerne omkring Maralinda der. Hvordan denne lille pige kunne rende rundt dette sted, og i realiteten snakke relativt voksent omkring en type som Melkor og ingen frygt udtrykke for dæmonen. Fascinerende var det, men også en skræmmende opdagelse. Specielt som hendes aflæsning af Melkor lød ganske korrekt. Hvad end kontakten mellem disse to skabninger var, andet end blod, var det ikke noget som gav en rar fornemmelsen for spionen. Alligevel valgte han at lade dette ligge og fokusere på nuet. På det som var vigtigst at få igennem dette øjeblik. Nemlig at flygte.

En dyb og lettere irriteret indånding blev draget som han skullede mod pigen, med et opgivende blik. Det havde været ren overraskelse det første, og han havde svært ved at forestille sig hvordan i al verden det var stået til at han var havnet midt i det familiedrama. Et familiedrama han aller helst ville tage den absolut største afstand fra. Melkor var slem nok, men hans børn. Puha. "Jeg er udemærket klar over hvordan børn bliver til, tak. Men at forestille mig Melkor i den situation er ikke ligefrem en som huer mig synderligt." at Dæmoner videreproducerede var ikke en overraskelse, men desideret at vide hvem afkommet var til en frygtet allieret dæmon var ikke behagelig. Dæmoner var slemme nok før de videreproducerede sig. Beon kiggede på Mara med hovedet let på skrå. Det bragte en del hændelser i et nyt perspektiv.
"Ja ja, kryds over hjertet" per automatik tegnede Beon let fraværende et krys hen over sit bryst hvor hjertet sad og bankede indenunder. Beon havde ikke tænkt sig at afslørede ungens hemmeligheder. Et, det ville ikke gavne ham det fjerneste, og to, så var han ret faktisk taknemmelig nok overfor det hun havde gjort, til at give dette løfte og rent faktisk holde det.

Beon havde ikke flyttet på sig ved hendes indrømmelse af familieskabet med Melkor. Han så bare på hende med en blanding af interesse, fascination og undring i blikket. Ikke længe, men længe nok til at Maralinda bemærkede det. Hans reaktion var ikke hvad hun havde ventet og så alligevel var den. Overraskelsen var. Hun lo dæmpet af hans irriterede indånding og skulende blik, skønt hendes blik stadig ikke var så sikkert som hun ønskede det. Hun var heller ikke kommet tilbage helt tæt på tremmerne igen, men holdt sig hvor han ikke kunne nå hende.
Så smilede hun skævt til ham og hævede så et øjenbryn. "Men dog. Du er da også en lært mand!" Hun kunne dog lade være med at skære en grimasse af hans næste ord. Hvem havde lige lyst til at tænke på sine forældre på den måde? Hvor lidt det end betød for hende, så var der dog en grænse for hvilke billeder af Melkor hun havde lyst til at have i hovedet. "Tak, du skulle bare plante det billede. Nu er jeg da sikker på onde drømme..." Kom det beklagende fra hende. En ret absurd ting at sige stående i en fangekælder talende med en mand der havde fået vingerne flået af - bogstaveligt talt - og havende den svage lyd af pinsler komme strømmende fra de underliggende kælder.

Måden Beon så på hende på fik hende dog til at hæve et øjenbryn endnu engang af ham. Denne gang spørgende. Der foregik en del mere bag de klare blå øjne end hvad overfladen så. Det vr hun sikker på. Det var hvad gjorde ham så farlig. Hvad der fik ham til at overleve et sted som her.
Desværre for ham havde trætheden åbenbart påvirket ham nok til at overse en lille detalje i hvad han svarede på og som han sagde ja, mærkede hun aftalen falde på plads. Det var ingen avanceret aftale, ingen pænt opskrevet kontrakt eller fint formet en på nogen måde. Den var dog stadig bindende. Hvis han afslørede hende, sladrede om hende ville han havde brudt sit ord og han ville være i gæld til hende. Hvor meget det end kunne give hende, men gæld var altid godt at kunne kræve ind.
Så hun trådte frem ved hans ord og mødte hans blik alvorligt. "Så har vi en aftale." Ordene var så gamle som tiden selv og virkede gamle selv sagt med pigens stemme. Så blinkede hun og smilede til ham. "Prøv ikke at sige for meget. Hun vil ikke kunne lide det..."

Det krævede ikke ligefrem den store hjerneaktivitet at regne ud hvor børn kom fra. Specielt ikke i den alder som Beon efterhånden var nået til. Børn er som regel altid mere distanceret til lige netop dette emne, men som alderen tager til, ville overlevelsesinstinkt til at reproducere overtage. I hvert fald opfangede man hurtigt hvordan det foregik gennem forskellige forandringer som tydeligt havde indvirkning på personens gerninger i mange tilfælde. Især hvis man befandt sig i et mere skummelt område. Der var overlevelsesinstinktet i den mest primitive art det som var lettest at falde til. Alligevel kunne Beon ikke undgå at komme med et let skævt smil over Maras ord omhandlende de billeder der dukkede op i hendes sind. Han ønskede ikke ligefrem at en pige hendes alder skulle se det for sig, men hun kendte tilsyneladende allerede til hvad voksne gjorde i agten. Det var hun ærlig talt alt for ung til at havde vide.
Det var dog mere en samtale bevaret til hyggelige omgivelser som en stue, roligt skovområde eller en oplyst kro uden de skumle skjulesteder. Dette sted var langt fra det. Det var en møglet fangekælder fyldt med ubehag og lyde som var mest favorabelt at blokere fra sind og tanker. At Mara forholdte sig så roligt, var et skræmmende vidunder, som bragte undren med sig. Måske hørte hun det simpelthen ikke?

Beon havde ikke skænket orderne større opmærksomhed eller gennemtænkning. Det faldte naturligt at sige det, når han mente at han ikke fandt det særlig effektivt for ham at nævne noget til Melkor. Mest af alt ønskede han ikke at kommunikere med Melkor og så få oplysninger ikke vedhørerne mørkets tjenester, som Beon kunne uddele, des bedre.
Beon løftede undrende et øjenbryn ved hvor ligetil og vante orderne lød fra hende. Hvad det potentialt kunne betyde. Så igen. Hun var et barn. Hun tænkte nok ikke mere over det end han gjorde, andet end selvfølgelig at holde på at han skulle holde sit ord.
Herefter skød øjenbrynet i vejret igen. "Hun?" der var tydelig undren, indtil hans blik hurtigt faldte på Gloria igen. Mente han hende? At han ikke skulle nævne at Mara havde været der en sidste gang? Eller var det vitterligt en helt anden der var tale om.

Et skrig trængte igennem alting fra den dybere liggende fangekælder og fik Maralinda til at se i den retning. Som hun gjorde det, blev skriget afbrudt på en måde der var alt andet end frivilligt. Hun spidsede øre, men intet andet kom dernede fra. Værd at undersøge, men ikke lige nu. Fornøjelsen.. forhøret.. virkede alligevel til at være overstået for nu. Så hun vendte blikket tilbage til Beon og skubbede billederne han havde skabt i hendes sind om forældresex på afstand. Der var trods alt grænser!

Hans udtryk var da også glidet over i noget eftertænksomt og træt. Kælderen havde næppe været godt for ham, men han havde jo så fortjent det efter hvad hun havde kunne forstå på rygterne rundt om. Skønt rygterne havde været lidt i begge retninger og mest bare hånlige ord om et søle menneske. Noget hun vidste gjorde Beon endnu farligere. De undervurderede ham.
Som han gjorde hende.
Selv efter han havde fået at vide hvem hendes far var indgik han en aftale med hende. Hun vidste den ikke var den bedste af sin slags, men magien i den var stadig bindende og hun vidste hvordan den kunne vendes, hvis han dummede sig. Noget hun håbede han ikke ville.

Maralinda smilede skævt til ham, før hun lod blikket glide til den sovende kvinde i cellen. "Hun." Så fandt hun ham med blikket igen og denne gang noget mere alvorligt. "Hun vil ikke bryde sig om at finde ud af hvad jeg er... hvem jeg er. Lad hende beholde sine illusioner... Det er sikrest for os alle." Hun holdt hans blik alvorligt et langt øjeblik, før hun lyste op i et af sine lillepigesmil, bøjede sig frem og strøg ham over hånden, mens hun diskret styrkede det dæmpende hold hun havde lagt på hans smerte. Det ville holde til den næste nat, men mere kunne hun ikke give ham. Resten var op til dem for at nå væk.
Hendes smil forblev som hun trak sig igen og så op mod trappen. "Der er tre timer til afløsning." Hun så på ham en sidste gang og mærkede en tristhed glide ind i smilet. "Farvel Beon." Med det trådte hun et skridt baglæns før hun uden at se sig tilbage smuttede væk fra cellen og forsvandt den samme vej fra hvilken hun var kommet.

//OUT

En stærk forskrækkelse af en langt højere beklagelse, gennem et skrig, end normalt fik næsten Beon til at oppe op i flugtposition. Hele hans krop spændte og der kom en misfornøjen grimasse over hans ansigt. Han vidste hvad der foregik i cellernes dyb men havde aldrig brudt sig om det. Beon var ikke kynisk og havde ikke behovet for at udvise magt på den måde. Det gav ham kuldegysninger, som ikke var særlig favorable med en ryg som en slagmark.

Træthed og hele den generelle atmosfære som han befandt sig i sænkede tankernes hurtighed. Eftertænksomheden var ikke hvad den normalvis var, og selvom han allerede havde oplysninger omkring pigen foran sig der burde få ham til at kravle tilbage til cellens fjerneste hjørne som en skræmt kat, blev han siddende. Hun var ikke Melkor. Men det var heller ikke helt gået op for ham at hun i realiteten kunne være af nøjagtig samme art, med mindre Melkor havde haft behageligt selskab af et menneske eller andet væsen.
At en aftale lige var gjort, bemærkede han end ikke. For ham var det ikke en desideret aftale som han sad der træt og udkørt. Men den ville ramme før han vidste af det, alt efter hvad fremtiden bragte ham.

Beon fastholdte hendes blik i lang tid. Tænkte orderne igennem, samt for og imod for at sige det. Gloria behøvede intet at vide omkring hvad Mara er eller hvad hun kom fra. Det bragte selvfølgelig undren frem hvad et barn lavede på midnatsborgen! Beon nikkede langsomt og indgik i at han skulle lade som om han intet viste hvis spørgsmål omkring lige netop Maralinda dukkede op.
Beon nikkede mens han så ned af gangen, hvor der var dødt for mennesker eller andet skabninger. I hvert fald udenfor cellerne. Herefter begyndte Maralinda at bakke let, og Beon opnåede at smile let til hende, som hun begyndte at smutte ned af gangen. "Farvel Maralinda."
Hun var en finurlig skabning, og Beon var stadig ikke sikker i hvilket kategori han skulle sætte hende. I lang tid havde hun været i boksen som ufarlig, men var nu nået op til potentiel farlig, men ligeledes også potentiel venligsindet. Tiden måtte vise hvilken hun hørte ind under.

//closed