Det havde været lidt af en tur til Topalis, som Moana var blevet sendt ud på sammen med Cyraneus. Det havde været hendes første rigtige opgave der ikke blot var overbringelsen af beskeder og den havde krævet to var det blevet ment. Sædvanen var da også at sende en erfaren med de nye ud de første gange, så deres fejl ikke kom til at koste dem og måske andre livet. For Moana var det ikke kommet som nogen overraskelse, men for andre så det ud til at gøre det.
Hvor om alting var, så var de to havfolk taget af sted fra hovedstaden med kursen syd på mod Topalis fjerne strande og den ballade der var opstået der. Banditter der hærgede lokalbefolkningen og som de havde bedt om hjælp til at slippe af med.

Et lærerigt ophold på mange måder. Ikke nok med at Moana havde fået set et andet udsnit af landbefolkningen med deres særegne farverigdom, men hun havde også været i rigtig kamp for første gang siden hun sluttede sig til lyset.
Det havde ikke været nogen fair kamp dog. Med de to lysets krigere på beboernes side vippede kampen stort til deres fordel og banditterne blev ikke bare drevet tilbage, men omkringet og sendt til tælling. Ingen af dem overgav sig og beboerne gav dem kun muligheden en gang. De havde fået nok og Moana havde forstået dem så glimrende, skønt det var brutalt at være vidne til.

Dagen efter kampen var de begyndt hjemturen til hovedstaden.
Overraskende nok som landet lå blev det en fredelig tur. Ingen angreb fra mørke krigere, ikke nogle nye steder der var blevet hærget, intet andet end vej og rejsende flygtninge. De sidste var der blevet flere af som vinteren var blevet til forår, selv Moana havde bemærket det og den bekymring det havde skabt i hovedstaden. Lige der bekymrede de manglede angreb dog mere.
Som hun ankom til hovedstaden åndede Moana halvt om halvt op. Især som de nåede gennem byen, hvor en mærkelig stemning havde lagt sig over folk, og nåede ind gennem porten til hvad der for hende var begyndt at føles som et nyt hjem og stemning forblev der.

Moana stoppede og så sig rundt, før hun drejede sig om mod Cyraneus. "Der er et eller andet galt..." Som den erfarne kriger var det ham der havde haft ledelsen på deres mission og derfor stadig ham der havde beslutningsmyndigheden for hende. Som hun ventede på hans valg rettede hun på sin stilling så hun stod helt i balance og pakdyret var bag hende og ude til siden. Om ikke andet til en staldknægt kom løbende og tog tøjlerne fra hende. Det løsnede lidt op for hendes varsomhed, men beroligede hende alt andet end helt. Han havde ikke virket det mindste munter og var ikke blevet for at høre hvor de havde været. Meget uvant.

Det havde en ganske normal mission som Moana og han selv var blevet sendt på. Det var ikke uvant at få rejste sammen, for at vække mindre opsigt og rejse hurtigere til de små og hurtige opgaver, som denne havde været. At det var mere normalt end noget andet for Cyraneus var også tydeligt i måden han rejste på. Han havde set Topalis efterhånden en god håndfuldgange og resten af Krystallandet forekom ham også som vanedannende efterhånden. Derfor skulle der også mere til at imponere ham som de rejste, og han var mest fokuseret på sit arbejde. Alligevel ville Cyraneus indrømme at det var en rar afvæksling at være afsted med en anden fra Havet. En som han rent faktisk kunne tale med i længere end en halv time, uden at føle det var påtvunget.

Det havde naturligvis ikke gjort missionen mere rar som de stod midt i situationen. Til trods for deres overlegenhed overfor banditterne, var der stadig episoder som ikke ligefrem var for småbørn. Brutalliteten hos en befolkning som havde fået nok at banditternes undertrykkelse, og ikke mindst deres begær efter hævnen. Men ret var ret, og missionen til sidst udført. Hvilkt viderebragte dem til at kunne rejse tilbage til Hovedstaden.

Hovedstaden, hvor der i nu mange måneder var begyndt at strømme til med flygtningen rundt om i landet. Derfor havde den ældre kriger også regnet med at Moana og han skulle se mere til forbrydere og ikke mindst mørkets krigere på deres vej tilbage. Men alt virkede så tomt og efterladt omkring dem, på nær beboerne som var bosat på den større hovedvej som bragte dem til hovedstaden. Flygtningsmængden tog til som porten tårnede op og bragte et bekymret udtryk frem hos Cyraneus. Det var ikke godt. Det var som om at alt begyndte at gå alt for hastigt ned af bakke for dem.
Som altid fortsatte Cyraneus i sin bekymrende og eftertænksomme tone, uden at sige et ord, og rent faktisk skjule det bag de mere alvorlige folder som altid syntes at være en iøjefaldende del hos havmanden.

Alligevel stødte de ikke på nogen af de andre krigere før de ankom til paladset hvor pakdyret blev taget i alt hast og Cyraneus ikke kunne andet end at nikke til Moana, mens han rynkede sine øjenbryn endnu mere. "Det varsler ikke godt.. Kom med.." Cyraneus tog sig ikke engang tid til at tage overtøj eller andet pakning af, som han fortsatte op af stentrappen og hen af den øde gang. En gang som normalvis altid åndede en eller anden form for liv. Cyraneus skubbede døren op til et af de større fællesarealer, og blev knap mødt af nogens blikke. De fleste sad og kiggede opgivende frem for sig og det var få der overhovedet holdte en samtale. En enkelt kriger valgte dog at rejse sig og gå havmanden i møde og ligge en hånd på hans skulder, ganske lydløst. "Tom.. Tom, hvad er der sket?" Cyraneus løftede sin arm og holdte den på sin kammerats udstragte arms skulder. "Dragorn.." det ord var nok til at Cyraneus lukkede sine øjne og lod blikket falde til jorden i et sammenbidt ansigtsudtryk.

Moana nikkede let til den direkte ordre og fulgte med. Hendes blik fulgte til en start staldknægten med pakdyret, men de var snart forsvundet i stalden og uden at knægten havde set tilbage. Alt han havde gjort var at trække skuldrene op, som ventede han slag... eller noget andet brutalt. Det fik en rynke til at samle sig i havkvindens pande, som hun vendte blikket tilbage til hvor hun gik og tavst fulgte Cyraneus ind i paladset.
Han havde ikke valgt vejen til beboelsesfløjen, men en direkte mod et af de større fællesarealer. Gangene derhen lå stille og næsten tomme hen og ingen mødte deres blikke. Stemningen var om noget mere trykket end den havde været i byen og Moana kunne bestemt ikke lide det. Det var som Aquarin, da rygtet var nået byen om den seneste nedslagtning ved overfladen. Stilhed før stormen. En lurende og truende stilhed.

Fællesarealerne var mere befolket, men langt fra så meget, som det havde været før de tog af sted. Moana holdt sig bag Cyraneus, som han gik direkte over mod en kriger der havde rejst sig op og de tog hilste som gamle bekendte. Udvekslingen fik kun Moana til at se forvirret fra den ene til den anden et øjeblik, før forståelsen ramte hende som et slag i maven. Dragorn var dværgenes et og alt. At høre det nævnt og på den måde kunne kun betyde bjergbyen var blevet angrebet og havde tabt.
"Hvor slemt?" Hun så på krigeren Cyraneus havde kaldt Tom og håbede han havde noget positivt at sige. At byen ikke var faldet. At Thranens familie ikke var udslettet. At dværgene ikke var blevet udslettet.

Det føltes som om at alle Cyraneus kommunikations egenskaber var fuldstædnig forsvundet, som Dragorn blev nævnt. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, og ud fra alle omkring dem, så kunne de umuligt bare være et kort orkangreb som var gået svagt over gevind. Det her var noget stort. Heldigvis nåede havmanden ikke at dvæle ved sine manglene talegave for længe før at Moana stilte det spørgsmål som lå allermest på sinde. Hvor slemt.
Tom sukkede dybt og rømmede sig let. "Mørket angreb dem. De blev angrebet med hele deres orkhær og dragekrigerne." startede han langsomt ud. Dette var langt fra et behageligt scenarie og det blev ikke bedre udspillet inde i havmandens hovede. "Porten til Dragorn er uigennemtrængelig! Det er så godt som umuligt at bryde den ned.." kom der næsten åndeløst fra Cyran som Toms blik blot syntes at blive mere og mere sørgeligt. "Portene er intakte.. Dronning åbnede en portal til Dragorn. En magisk portal og afskillinge af vores krigere tog derhen. Få er kommet tilbage.. Rygterne er, at de blev forrådt. En i dværgenes midte solgte Dragorn til Mørkets Lord... Og adskillige krigere er taget til fange." det var hvad han vidste. Der var selvfølgelig alle smårygterne som ingen sandheder bar i sig, og selvfølgelig dem med få sandheder gemt. Med dette var hvad Tom kunne sige med sikkerhed.

Cyranues mærkede restløsheden melde sig og han begyndte at gå frem og tilbage, mens han fortvivlet kørte sin hånd gennem det mørke hår. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt.. Og alligevel føltes det så sandt, når han hørte det. Han betvivlede ingen af krigernes troværdighed og han havde ikke tænkt sig at begynde nu. "Hvad med Thanen?"
"Thanen og kronprinsen holdes fanget i Dragorn.. Tvillingerne er forsvundet.. Forhåbentlig nåede de at flygte.." Dette gjorde ikke Cyrans vandring og frustration mindre, som han til sidst blok stirrede ud i luften med et tomt udtryk. "Jeg har brug for luft." og uden at sige mere strøj af han direkte forbi Tom og Moana, ud på gangen og fortsatte afsted mod Labyrint haven.. stedet han vidste at han kunne man nemt kunne falde i et med. Og der var luft. Frisk luft til de utal af tanker som løb.

Moana strammede grebet om treforken, som Tom svarede hende. Det var slemt. Orkkrigerne alene var noget af en modstander selv for en gammel fæstning som dværgenes hjem. Hun havde aldrig set stedet, men læst om det både i de gamle fortegnelser i Aquarin og senere noget mere oplysende i paladsets bibliotek. Et sted hun havde fundet ikke så lidt overvældende og dårligt turde røre bøgerne de første gange hun havde besøgt det. At høre at Dragorn var blevet angrebet af orker og drageryttere var i sig selv ikke chokerende. Det var et sted der skulle indtages for dværgene var for stædige til andet. Det chokerende var at det var faldet.

Hun lyttede som mændene talte og Tom tegnede et større og større slag til lyset. Det havde ikke været dværgene alene der havde tabt den kamp. Lysets krigere var kommet til, men for få og for sent. At der også havde været en forræder gjorde kun det hele værre og Moana hørte en dæmpet knurren fra de nærmest siddende som det blev sagt. Ingen brød sig om illoyalitet og dette var den værste form for det. Som Tom sagde det sidste rejste en ung, blond kriger sig fra bordet og forlod salen med vreden lysende i øjnene. Noget ved ham fik hende til at følge ham med blikket og rynke brunene. Det var som at se en mandlig udgave af Gloria! Tanken var nok til at få andre med sig og ingen af dem var rare.

Som den blonde mand forsvandt, satte Cyraneus sig også i bevægelse. Moana fulgte ham afventende med blikket, som hun selv blev stående ubevægeligt på stedet. Han havde da også et sidste spørgsmål, der fik stilheden til at falde over rummet igen. Fanger var en velkalkuleret handling. Noget der understregede at det kun et skridt i mørkets planer. Hvad næste var ville de desværre nok alt for snart mærke.
Cyraneus' ansigt lukkede helt til ved nyhed, hvorefter han undskyldte sig og forsvandt. Moana så kort efter ham, før hun vendte blikket tilbage mod Tom. "Er der nogen forlydender om hvad mørket vil med fangerne?" Hans hovedrysten og den gentagende knurren fra de omkringsiddende var mere en svar nok. Hun behøvede ingen uddybninger. Med mørket kunne det være hvad som helst.

Så undskyldte hun sig og forlod salen den samme vej de var kommet ind. På gangen stoppede hun kort og trak vejret dybt ind. Det var det første følelsesmæssige brud på hendes stenansigt. Til da havde det kun været hendes hårde greb om hendes våben og hendes øjne der havde forrådt hende. Vejrtrækningen hjalp dog ikke. Stadig oprevet søgte hun hen på sit værelse og befriede sig for alt det var hende anstændigt muligt. Kappe, ringbrynje, hjelm og våben blev placeret på deres pladser i det lille rum, før hun befriede sig fra vamsen også og kunne trække vejret friere. Skjorte, bukser og støvler var stadig mere end hvad hun foretrak, men hvad normen her krævede som minimum. Roen ville dog ikke komme.

Moana forlod værelset med samme overpræcise bevægelser som hun var ankommet til det med og søgte mod labyrint haven. Det var ikke langt og mellem hækkene der kunne hun ånde frit. Eller det håbede hun. Som altid når hun var der søgte hun mod labyrintens centrum hvor et kunstigt vandfald strømmede frem fra en klippeformation og faldt ned i et nøje anlagt bassin, hvor det kun forstyrrende vandet i den inderste kreds. Der stoppede hun op og betragtede tomt åkandernes grønne blade der flød stille rundt i kanten. Var det for sent havfolket havde sendt nogen op? Var vægten allerede faldet til mørkets fordel?

Tankerne svømmede rundt i hovedet på ham, og gjorde det markant svære at fokusere på noget som helst andet omkring sig andet end dem. De var forstyrrende, skræmmende og mulige sandheder som kunne blive sandhed for dværgene, krigerne og civile omkring Dragorn. At det ville brede sig. At mørket ville brede sig og overtage. Alle disse tankern havde også ført til at havmanden måtte trække sig fra selskabet. Det bedrøvede, vrede og frustrerede selskab som fyldte fællesstuen og ummede af hvad de havde måtte se i øjnene. Cyraneus endte sin vandring som de grønne hav af en have tårnede op foran ham og bragte en forårsluft med sig som fik ham til at sukke dybt og træt.

Han sænkede farten som han gik hen over de hvide sten som udgjorde en form for taresse eller platform hvor man kunne befinde sig. Der var roligt herude og selvom tankerne stadig overtog, føltes alting mere rummeligt. Mere frit og roligt så han kunne tillade sig at tænke tingene ordentlig igennem. Med et let hop, kom han op på en afsats, som hurtigt blev hans siddeplads, som han lænede sig op af den tykke stolpe bag sig. Han hev en taske over hovedet, som landede på jorden, skarpt efterfulgt af forskelligt udstyr der gav et pump fra sig som det ramte stenene.

Opgivende lænede han hovedet tilbage og kiggede op i den mærværdige himmel, som altid havde været et myserium for ham. Alt imens han foldede sine hænder og lagde dem opgivende i skødet. Hans blik skiftede langsomt til det gennemsigtige vand som lå i bassinen ved hans side, som svagt fulgte en strøm rundt i bassinet. Det ville være nemmere at tage hjem. En tanke som før havde ramt ham men aldrig fået overtaget. En tanke som lige nu blev skubbet til side af tanken om de stakler som mørket havde taget til fange. Der måtte være en måde at få dem ud. Der gik lang tid inden hans øjne fik vandret hen til Moanas spejlbillede og han løftede blikket. Han havde slet ikke hørt eller set at hun var ankommet, så fordybet i tanker havde han været.

Moana havde ikke været sig bevidst om der havde været andre da hun nåede centrum af labyrinten. Alt hun havde set var vandet der faldt som det altid havde gjort ned i bassinet og satte det i bevægelse. Det mere end den friske luft, mørket og roen omkring hende, fik hende til at trække vejret lettere og hendes hoved til at klare op. Vandet blev ved med at falde, som hun betragtede åkanderne og lod de mørke tanker følge deres kurs til de gled fra hende og lod ro tilbage. De havde mistet Dragorn, de havde mistet størstedelen af dværgene, men de havde ikke mistet alt. De kunne vinde Dragorn tilbage. Det var trods alt gjort tidligere og de vidste ikke alle var blevet slået ihjel. De kunne befri dem der ført væk som fanger. Der var altid håb.

Med det sidste trak hun vejret dybt, lukkede øjnene og gentog det. Der er altid håb. Som hun åbnede øjnene igen var det til at se månen spejle sig i vandoverfladen og bade hele den lille plads i dens rene lys. Det fik hende til at vende ansigtet imod dens lysende flade og som hun gjorde det fangede hun glimt af bevægelse. ikke meget, men nok til at bryde hende ud af den fuldstændige ro der ellers havde haft hende og til at hun tog efter det våben hun ikke havde med sig, mens finnerne rejste sig på hendes arme og ryg og fik hendes skjorte til at strækker sig. Så fandt hun Cyraneus med blikket og holdt det. Langsomt trak hendes finer sig tilbage under huden, som hun genvandt den fulde kontrol over sin forvandling.

"Cyran? Jeg havde ikke hørt dig komme." Hun havde ladet hånden falde tilbage ned langs siden som hun havde set det var ham og slappede tydeligt mere af. Hendes blik var da også vandret tilbage til vandet igen. "Det var lidt af en nyhed at komme tilbage til..." Hun havde ikke følt det nær så hårdt som mange andre tænkte hun, for hun var stadig ny til overfladen og dens væsner. De voksede på hende og ikke så få havde allerede fået betydning for hende. Var blevet venner og så tæt på familie hun kunne komme. Stille så hun bare på vandet foran sig. Det måtte være så meget værre for de der kendte stedet eller dem der havde beboet det.

Cyraneus blinkede en del gange, for ordentlig at opfange hvad der i realiteten skete omkring ham. Det faktum at Moanas spejlbillede lige pludselig havde været der, havde alligevel ikke været nok til at vække ham helt op. Ikke før hun begyndte at tale. "Jeg har siddet her lidt tid." hans stemme var træt og nedslået. Det havde været et slag større end forventet. Han kendte disse mænd og kvinder på livet og han havde oplært en del af dem, og kæmpet sidde om sidde med endnu flere. Noget der satte præg på hele hans krop og sjæl i dette øjeblik.

Et svagt forsøgt på et sørgeligt smil forsøgte sig at nå frem på havmandens læber, men dette nåede aldrig til tops eller blev ret længe. "Ja.. Den havde jeg ikke set komme.." det gav mening at mørket ville vælge at angribe Dragorn. Det var et stærkt rige og kunne give dem beskyttelse og noget langt mere værdigfuldt. Våben, armor og generelt smedjerne. Det havde indfanget dværge og deres smede, som uden tvivl ville blive tvunget til at arbejde for dem. Bare tanken gav ham en grim smag i munden. "Jeg ved ikke engang hvem der er taget.. Hvem der tog afsted, og hvem der ikke kom hjem." en ting han var sikker på, var at mange af dværgekrigerne med stor sandsynlighed var taget tilbage til deres rige, hjemland eller slægsskab. Ikke alle dværge kom fra Dragorn, men alle dværge var knyttet til stedet, såvidt hvad Cyraneus havde forstået. Havmanden rømmede sig lidt og så ordentlig op på Moana. "Er du okay?" at det havde ramt ham var ingen hemmelighed og skinnede ud af ham så stærkt som sollys, men han var ikke den eneste der var ramt. Moana havde ikke været på overfladen længe, men det betød ikke at hun ikke led af denne nyhed.

Moana nikkede let, men sagde ikke mere til det. Det var alt for muligt at Cyran var kommet før hende, men så rastløs og oprevet hun havde været, så havde hun ikke lagt mærke til ham. Havde han også siddet så stille som nu var der heller ikke meget at der ville have givet ham væk. Det var dog ikke særlig rart at måtte indrømme hvor skødesløs hun havde været. Det kunne så nemt have været en anden og mindre venligsindet der havde siddet der.

"Det var der næppe mange der havde." Moana holdt blikket på vandet som hun sagde det. Nogen ville muligvis have set det komme, men syn var sjældne at stadfæste med år og dag og endnu sværere at advare effektivt om. Hvad kunne der også lige være gjort? Når dværgenes gamle fæstning blev forrådt indefra. Det ville få konsekvenser for dem alle.
Cyrans næste ord fik hende til at se på ham og med dem huske den blonde mand i fællesrummet."Nogen skal nok vide det. Om ikke andet nogle af dem der trods alt kom tilbage." Det var svært at beholde håbet om at de hun havde lært at kende var blandt dem på vejen hjem og ikke blandt de faldne eller tilfangetagne. Hendes blik var vendt tilbage til vandet som hun havde svaret og det var hvad hun vedblev at se på.

Om ikke andet så til Cyran rømmede sig og stillede hende et direkte spørgsmål. Det fik hende til at vende sig helt om mod ham og finde hans blik. "Jeg ved det ikke..." Hun var splittet over det der var sket. Mest over at det ikke havde ramt hende så hårdt, som nogen af de andre nyheder hun havde fået de sidste år. Måske fordi det var landboere? Burde det gøre en forskel. "Jeg tror ikke helt jeg forstå betydningen så godt som resten. Det er anderledes end når der sker noget med vores eget folk. Det burde ikke være det, men det føles anderledes." Hun kunne sige det til ham, men ville aldrig nævne det for andre.

At lade sine garder falde, var Moana ikke ene om denne gang. Nok havde han set hende først, men hun havde alligevel været der lidt tid før øjnene havde fundet frem til bestemmelsesstedet. Alligevel mærkede han ingen skyldfølelse over at forsvaret var faldet for en stund. Han følte sig sikker i nærheden af slottet, men mest af alt var han alt for distraheret til at lade tankerne nærme sig det område.

Cyraneus nikkede let som han sukkede let og lænede sig tilbage mod væggen igen. Han følte sig så modløs som nogen skabning kunne være i nogen given situation. Hendes ord var en blanding af trøstende, og alligevel også rædselsvækkende. Dem der trods alt kom tilbage. "Der er uden tvivl påbegyndt planer om at få de resterende fri og til at hente de sårede. Dem som nåede at komme væk." et sted følte han sig distranceret i sin talen. Som var det objekter han talte om, for ikke at vise hvor meget det i realiteten påvirkede ham. En beskyttelsesmekanisme som kunne nemt få ham til at fremstå som det værste svin nogensinde, havde det ikke været for den alt for tydelige påvirkning der skinnede ud af hans øjne.

Cyraneus tog en dyb indånding og nikkede forstående til hende. Moana havde ikke tilbragt årtier på jordoverfladen, ej heller fundet venskaber der gik dybere end almen bekendskab. Det krævede tid, og denne tid havde endnu ikke været lang nok. "Det forstår jeg godt." havmanden rejste sig fra sin siddende tilstand på kanten og gik lidt restløs frem og tilbage med hænderne skiftevis i lommerne, ned af siden eller andre steder sammenfoldet eller lænet op af noget. "Det føles aldrig helt rigtig, men det nærmer sig. Des længere tid man går blandt dem og ser deres verden, des tættere kommer de i betydning." han smilede let som han kiggede ned på fliserne foran sig med et let opgivende, og let morerne blik. "Finurlige væsner.."

"Det tager bare tid. Al for lang tid, hvor ingen ved nok og alle alligevel på en eller anden måde føler de ved for meget..." Det var som at vente på at en storm passerede, så havet kunne blive roligt igen og skaderne gøres op. Hvor mange var væk for evigt, hvor mange var i skjul, hvor mange skulle reddes eller hjælpes. Her havde stormen været en hær og udfaldet langt værre. Stormen havde heller ikke rigtig passeret videre, men var blevet liggende. En ny situation som de alle måtte forholde sig til. Især de, der som Moana, til nu ikke rigtig havde haft krigen fuldt inde på livet. Aquarin var stadig for beskyttet af havet til det.

Hun flyttede blikket fra vandet som hun talte og fandt Cyrans blik. De havde kendt hinanden så kort, men noget var klikket mellem dem fra begyndelse. En forståelse der gik ud over at de begge var havfolk. Det var noget deres sidste tur havde bygget videre på og bestyrket. En grund til at Moana ikke kunne andet end smile skævt af hans svar, som hun lod sig synke ned at sidde på kanten af bassinet. Det var så fristende at lade fødderne glide ned i det klare vand, men hun beholdt støvlerne på og satte sig i stedet i skrædderstilling. "Det har jeg bemærket. De vokser på en, som de deler deres skikke, deres glæder og fornøjelser med en. De gør bare også meget ondt. Ser de slet ikke hvor meget de ødelægger ved deres kampe?" Det var en af de ting der havde gjort indtryk på hende på deres rejse sammen. Hvor meget af landet der lå i ruiner allerede og kampen var end ikke rigtig ude i det åbne eller erklæret til en krig.

Et dybt suk blev udledt som han engang imellem tog sig til hovedet med en ene hånd. "Vi er nødt til at gøre noget.. Lige nu føles det som vi bliver svækket fra alle kanter mere og mere... Hvor ingen ved og alligevel ved for meget, som du siger.." hvad der skulle gøres og hvad der var nødvendigt, vidste han ikke og hans hjerne syntes ikke engang at kunne tænke så langt. Havmanden var en kriger til sidste skæl, men alligevel virkede landkrabbernes kampe så uoverskuelige og altødelæggende. Det virkede som en umulige opgave at banke fornuft indeni dem. Enten det ene eller det andet skulle dominere. Selvfølgelig mente Cyran bestemt at freden og lyset var bedst spredt over krystallandet, men det hele handlede stadig om magt. Magt og styrke.

Alligevel var de ikke alle forfærdelige. Efterhånden havde Cyran set og hørt så meget på denne landjord og alligevel stadig opnå at blive overrasket og forundret over deres gerninger. Både på godt og ondt. "Nogen af dem gør.. Nogen af dem lever af at påføre andre smerte og ondskab.. Dertil er især mennesket besat af at opdele alt i godt og ondt, som gør at deres balance er ødelagt på anden vis end hos havfolket." det var forfærdeligt at tænke på, at de havde fået tildelt dette sted at bo og det blev ødelagt fra en ende af. Havfolket var måske ikke perfekte på alle måder, men for Cyranues virkede landjordensskabningernes gerninger til kun at føre kaos med sig. Balancen som ikke syntes at være fundet fuldstændig ved nogen af dem endnu. Cyraneus havde stoppet sin vandring og sat sig tilbage til kanten og kiggede frem for sig. "I tider som disse, ville jeg ønske at jeg blot kunne tage hjem." det var sandheden og alligevel så svær at få sagt. Han ønskede ikke at efterlade dem, eller opgive sin pligt. Han vidste hvorfor han var der, og hvorfor han blev, men jo mere skade der blev forvoldt, des mere usandsynligt virkede det egentlige mål.

"Og der vil blive gjort noget." Der var overbevisning i Moanas stemme. Hun havde ikke været på overfladen længe, men så meget havde hun da allerede lært. Folk sad ikke på deres hænder når der var noget som kunne gøres. Det så måske håbløst ud lige nu, men det betød kun at der blev arbejdet det hårdere på et modtræk. Både for krigernes moral og folkets. Mistede de første folkets tro på at Lysets krigere beskyttede dem mod mørket, så mistede de alt. "Giv det lidt tid og så skal du se."

Hun så mod ham som hun sagde det, men lod så blikket finde det fristende vand igen. Hun havde været ude af det i måneder nu, men det fristede hende stadig med sin kalden. Værst når hun var oprevet som nu, men også når hun var nær nok af det til at det ville være muligt at synke helt i det. "Måske er vi er bare mere vant til at være et samlet hele og ikke opdelt? Vi har et styre som vi altid har haft og ikke meget har forandret sig der gennem tiderne. Måske er det i virkeligheden det der er den store forskel?" Hun vidste ikke rigtig hvad der var bedst. Orden i alt og meget lidt forandring eller kaos og uorden som var heroppe. Hun foretrak dog langt Lyset frem for mørket.

Moanas blik fandt Cyrans ansigt ved det næste. Det var ikke ord hun havde ventet at høre fra ham eller fra nogen anden. Det fik hende også til ganske stille at spørge. "Det er vel altid en mulighed, skønt det ville føles som at vende folk her ryggen." Hun havde været her længe nok til at have den fornemmelse og ikke bryde sig om det. Lysets krigere var hvad der på mange måder stod mellem mørket og havet og hun så ingen plads mere passende for hende nu end den hun havde her. Noget andet i hendes tanker fik hende dog til at stille Cyran endnu et spørgsmål. "Men det er måske også noget hjemme der holder dig her?" Hun havde ikke glemt deres første snak over øl.

Cyraneus sukkede træt og havde en let mine af håbløshed at spore. Tid var noget det ikke virkede til at de havde for meget af i forvejen. Han vidste at tid og tålmodighed var nødvendighed for at tingene skulle lykkes, men det virkede ikke til at de havde tiden til at tage den mest effektive rute. "Tid er en farlig faktor. En faktor der ikke syntes at være for meget af i dette tilfælde." men de ville stå fast. Lyset var det håb der var. Lysets dronning og hendes undersåtter gjorde alt hvad der stod i deres magt for at opretholde sikkerhed og orden i hovedstaden og omegn. Selvom deres rækkevide syntes at mindske mere og mere. En bekymrende og ikke mindst skræmmende tanke.

Det var lige hvad landbeboerne var. Et splittet og opdelt folk, som ikke hang sammen i helhed. Helheden som havfolkene havde opnået i mange århundreder og fastholdte. Alt kørte og fungerede. Hvorfor skulle de lave det om. Det var præcis det som Cyraneus troede allermest på, men spørgesmålet var om det var det rigtige. "Det er i hvert fald den mest iøjefaldende forskel. En ting der har slået mig efter at havde boet her i så mange år, er de forskelle som tydeligt er. De forskelle som jeg ønskede skulle ændres til vores levestil. Jeg havde en forestilling op hvor bedre Krystallandet ville fungere. Problemet heroppe er blot, at i havet er der havfolket og intet andet. Heroppe vrimler det med arter. Arter der har alle deres metoder og leveformer. At få alt det passet ind til at være ligeså fredeligt og velfungerende som Aquarin er.. Det er et uoverskueligt projekt." og han kunne også sagtens se hvorfor meget aldrig ville kunne fungere. Cyraneus var stadig overbevist om at racerne på landjorden var uskuelig lang bagefter i forhold til havets skabninger.

Cyraneus vendte sit blik til jorden, for derefter at lukke sine øjne. Han vidste han kunne tage tilbage, nemt som ingenting, men han havde ansvar her. Et ansvar som han selv ønskede og ikke var blevet pålagt. Som eneste søn i flokken, havde hans far haft planer om hvad Cyran skulle bruge sit liv på. En ting, som han knap så yndefuldt havde undgået ved at tage til overfladen. Af mere end en grund.
"Min far..." mere kom der ikke ud af ham, som han fik bidt sig sammen. Hans tunge ville ikke på gled, og mente tydeligt at den lille ting var nok som svar på spørgsmålet. Opgivende lænede han sig op af søljen igen, for ganske kort tid efter at køre ned af den og sætte sig på jorden, med ryggen lænet fortsat op af søjlen og armene liggende tungt hen over sine knæ.

Moana så mod vandet som den lette vind fik et blad til at bryde den stille flade og sende små bølger ud i ringe omkring det. Det holdt hendes blik så fuldstændigt som noget kunne det lige nu. Så nikkede hun dog let og strøg en hånd op gennem håret, før hun skubbede det væk fra ansigtet. "Desværre ikke, men der ikke så meget vi kan gøre ved det. Kun udnytte hvad tid vi dog har og håbe Mørket ikke er for langt fremme i deres planlægning." Det var hvad hun frygtede mest. At planen var lagt og at angrebet på Dragorn var det første store led sat i værk. For at teste om de var klar - og om lyset var. Ingen rar tanke, når de havde tabt den gamle fæstning på et enkelt angreb.

Hun lyttede til Cyran som han fortalte og nikkede let fra tid til anden. Det gav hende så meget information om landjorden som hans tankemønstre, men det var rart at få begge dele. Cyran var en meget privat mand og selv ikke den rejse de havde været på sammen havde helt brudt det ned. Ikke som det var i aften, hvor han var for meget ved siden af sig selv til at lukke af og holde igen. Det afledte så hende fra en del af de dystre tanker, der ellers blev ved med at strømme frem. En lille rynke gled frem i hendes panden. "Var en levetid ikke også lidt optimistisk? Du har set hvor meget modstand forandringer møder hos os og .. " hun tav, rystede så på hovedet og smilede let. "Måske kan jeg alligevel godt forstå hvorfor du troede de var anderledes heroppe med alle deres forskelligheder."

Den efterfølgende stilhed fik hende til at dreje sig let, så hun havde blikket på Cyran frem for på vandet. Hans udtryk havde ændret sig ved hendes spørgsmål og som de to ord faldt vidste hun hvorfor. Hun vidste trods alt hvem Cyrans far var og hvilket rygte han havde. Hun kendte dem der stadig svirede om sønnen der var løbet eller taget væk. Stille rejste hun sig fra sin plads ved vandet, gik over til ham og sank ned på hug foran ham. Tøvende kun et øjeblik lagde hun en hånd på hans arm og gav den et lille klem. "Der er selvfølgelig altid ham... men mest er det ansvarligheden, ikke sandt? Vi gør hvad vi kan og hvad vi har meldt os til. Hvem ville stole på os ellers?" Stak de af når tingene gik modstanderens vej så var de ikke bedre end lejesoldater. Folk købt til kamp og ikke stolet på til andet end det. Samvittighedsløse og egoistiske væsner.

Cyran løftede blikket for at møde hende i en blanding af forundring og at være imponeret. Et tidspunkt hvor han så aller sortes på ting, lykkedes det alligevel en kollega at holde hovedet højt og lade optimisten skinne let igennem sin realisme. "Med størst forhåbning, lader de sig drukne i sejrsrus den næste lange tid. Give os en chance til at vende tilbage." at falde uden kamp lå ikke til havmanden, og generelt var lysets krigere af den mentalitet, at der blev kæmpet til sidste mand.

Det havde været et urealistisk mål ud over alle grænser, men den havde holdt ham igang og stadig noget der kørte ham afsted. Deres forskellighed var nu opnået at blive lige så fascinerende for ham, som irriterende. Han var stadig forskrækket over hvor meget modstand der kom fra forskellige racer. Nogen modtog fornuft, andre var ubøjelige om klippesten. "Jeg havde håbet mere tolerance for forskellighed. Nogen ejer den, andre... Andre ligger en skræmmende stor afstand til alt der ikke ligner dem." elverne var et af eksemplerne. De kunne være langt værre men de bar stadig racediskrimination på et højt plan.

Et sjældent og oprigtigt smil nåede frem på Cyrans læber. Det var ikke stort men det var der, og nåede de orange øjne helt igennem, som blikket blev løftet og mødte Moanas som hun sad på hug foran ham. Han måtte og skulle droppe instillingen om at han gjorde dette for sin egen skyld. Den instilling var faldet end del gennem årerne, men var aldrig forsvundet helt. "Vi er hvad de har.. Tak" selvom det var svært, og hvor meget han end havde lyst til at ligge det hele bag sig, så var der konsekvenser. Hvis alle krigerne stak af, hvad var der så tilbage at se til og sætte sin lid til? Cyraneus rejste sig fra sin siddende tilstand og ragte sin hånd til Moana. "Kom. Der må være et eller andet vi kan gøre, selv i denne situation."

Moana mødte Cyrans blik. Først eftertænksomt og så, som hun bemærkede hvordan havmandens udtryk ændrede sig ved hendes ord, med et spørgende løftet øjenbryn. Hun var ikke helt sikker på hvorfor han så på hende på den måde, men som han svarede hende, slog hun det hen og smilede let. "Vi kan altid håbe!" Så skar hun alligevel en grimasse og sukkede så let. "Skønt det er synd og skam at det skal gå ud over dværgenes mjød. Jeg har hørt det skulle være helt i særklasse..." Det var ny viden eller nye rygter for hende. Noget hun først havde hørt om efter hun var kommet op af havet og havde smagt øl i det hele taget. Ikke at det gjorde det mere relevant for situationen at bringe op.

Det faldt dog pænt i tråd med hvad de derefter kom ind på og hun kunne ikke lade være med at smile skævt ved Cyrans kommentar. "De ligner den hjemlige flok mere end du havde ventet kan jeg høre?" Hun forstod ham godt. Selv havde hun også haft en tro på at forskellighederne på overfladen ville have gjort folk mere tolerante og ikke som det havde vist sig mindre. Det var som om at selv små forskelle heroppe kunne få andre til at rynke på næsen. Også ting ingen ville tage som noget under vandet. Til gengæld var folk så også en del mindre autoritetstro og havde et langt løsere forhold til at overholde regler. Om det så var en god ting var hun ikke sikker på.

Moana holdt blikket på Cyran, som hun ventede på hans reaktion. Det havde taget en del hårdere på ham end hende den nyhed de havde fået, men det var kun logisk, når nu han havde været heroppe det længere og kendte de flere ramt af ulykken. Hans smil kaldte et frem hos hende og fik hende til at ånde lidt op. Det var aldrig helt til at vide med mænd hvordan de reagerede på nederlag og da slet ikke på at føle utilstrækkelighed. Det sidste noget hun også følte nu, men som hun ignorerede i øjeblikket. I stedet rejste hun sig ved hans lette træk og nikkede. "Det er der heldigvis altid." Hun gav hans hånd et klem, før hun slap den og vendte sig for at forlade deres lille oase af fred. "Før vi rejste sydpå var der snak om en jagt på nogle af mørkets støtter. Måske er det stadig en mulighed."

Emnet skiftede let over til mere lette områder, som mjøden og selvom de holdte sig indenfor den nye oplevelse og viden der var dem modtaget ved ankomst, var det alligevel mere løst at få emnet over på mjøden. Et lille kort skævt smil kom frem på Cyrans læber mens han trak let på skuldrene. "Jeg har hørt samme rygte, men imponerende nok ikke fået smagt på dværgenes mjød i min tid på overfladen." alkohol havde aldrig været af stor interesse, og derfor var han aldrig nået frem til at skulle prøvesmage det. Dertil så havde han ikke været i Dragorn siden sin første år som lysets kriger, og der havde han været på mission. Der var ikke tid til at indtage alkohol når man var på opgave!

En grimasse kom til udtryk og et grynt over sammenligningen. Desværre var det rigtigt. De lignede hinanden lidt for meget, og selvom havfolket også var let opdelt i underarter, så var det ikke af den største betydning. Der var altid nogen der følte sig hævede over de andre, men Cyran selv så ikke forskellen i andet end hvor dybt nede i havets dyber man var opvokset, og ens forfædre havde boet. Men alle andre end havfolkene blev hurtigt fjernet og var uønskede i deres midte. Ligesom på overfladen i mange af de forskellige klaner, folkefær og områder. "Desværre, ja. På nogle punkter er de endda værre. Men heldigvis kun nogle punkter!"

Det var ikke ligefrem fordi lysten til at forlade det fredelige område var der. Faktisk havde det været rart blot at sidde og bare føle der var lidt hjemmeligt der. Vandet havde en gavnlig effekt ligemeget på hvad tidspunkt det kom. Men der var tid til at slappe af og tid til at handle. Lige nu var det tiden til at handle og rejse sig op efter et fald.
"Der er tale om en mission om at indfange mørkelvere." Der havde allerede været ryk ude for at indfange, men denne mulighed stoppede ikke op før jagten aftog. Mørkelvere var sat som et jaget folkefær i hele Krystallandet, og Cyraneus havde en fuld forståelse for hvorfor! "Jeg kunne godt bruge at få givet et knæk tilbage mod Mørket.."

Moana noterede sig at hun havde fået antydningen af et smil frem på den ellers altid så alvorlige Cyraneus og endda lidt glæde frem nu hvor alt ellers virkede så sort. En lille sejr men en værd at holde fast i. Så hun rystede let på hovedet. "Du burde komme mere ud. Det er ikke sund med al den alvor..." Hun tillod sig at drille ham en del mere efter de havde været på tur sammen og lært hinanden lidt bedre at kende. I hvert fald når de var alene, for han var og blev en meget privat person og hun ønskede ikke at udstille ham ufrivilligt med en dårlig joke.

Så smilede hun skævt til ham, som han måtte give hende ret i hendes kommentar. Det sluttede emnet af på en god måde og gav god anledning til at tale om noget andet. Som hvad de kunne gøre for at føle sig mindre hjælpeløse og handlingslammede. "Lad os se hvor den næste gruppe skal sendes hen og ja! Det ville være rart med et synligt modtræk nu." Hun så tilbage på ham og så på vandet de var ved at lægge bag dem endnu engang. Det trak stadig i hende, men ikke mere end at hun fortsatte med at gå tilbage mod paladset.

//OUT

Cyran tilbageholdte trangen til at himle åbenlyst med øjnene, og det blev gjort langt mere diskret, mens han med et let smil rystede på hovedet af hende. Cyran havde alle dage været alvorlig, og det var ikke blevet mindre efter at være kommet til overfladen.

Det var for tydeligt at Mørket havde ramt dem hårdt, og Cyran tvivlede stærkt på at Moana og han var de eneste da havde en tydeligt trang til at få aggressioner ud, og det skulle allerhelst gå ud over mørkets styrker. Cyraneus fulgte Moana og gik mod Paladsen. Det tog ikke lang tid før han gik ved siden af hende, med tankerne rettet mod at finde ud af hvornår næste jagtgruppe skulle afsted for at finde mørkelvere.

//out