Miranda fandt det ikke ligefrem effektivt at sikkerheden var blevet skærpet i hovedstaden. Det betød nemlig at hun havde haft sine problemer efter at havde sneget sig ind for at finde sin niece. En niece der tilsyneladende var forsvundet op i den blå luft! Og som om at det ikke var nok, så skulle hun selvfølgelig også løbe ind i en ridder tosse som ikke lige mente at han skulle lade hende være. Fantastisk dag det havde været. Nu var hun endelig ude af hovedstaden igen, med sine tilegnede skrammer. Deriblandt nogle snitsår ned af ansigt hans og arme. Armene var dog dækket til i en lang og varm trøje, så det var kun de mange små rifter i ansigtet som var synlige. Deriblandt var der et ret så træt og irriteret udtryk på den ældre varulvs ansigt, som hun gik ned af landevejen med en taske hen over den ene skulder og en eftertænksom mine. Hvis Caitlin ikke var i hovedstaden, hvor helvede var hun så!?

Miranda havde lagt et godt stykke fra hovedstaden og kiggede kort tilbage over sin skulder. Det var først da hun vente blikket tilbage igen at hun løftede et øjenbryn og fik et lidt mere mixet ansigtsudtryk. Et blandet med glæde over at se den velkendte skikkelse, og nyfundet negativitet over at den velkendte skikkelse ikke havde gjort som hun havde fået besked på. Hun stoppede op og kiggede på Caitlin, indtil denne var tæt nok på til at høre hende, eller i det mindste opdage at det var Miranda der stod der. "Har du dårlige ører? Eller manglende egenskab til at gøre hvad der bliver sagt er det nok mere." Nok var hun glad for at se sin niece, men hun havde haft sine problemer med at komme og hente hende, og så var hun der ikke. Irritationen havde ikke været så stor hvis Miranda ubemærket kunne havde bevæget sig ud og ind af hovedstaden, men såda forløb det sig ikke.

Caitlin og Amy var skiltes et godt stykke fra hovedstaden efter de var sluppet helskindede ud af mørkeskoven. Caitlin havde haft et lille ekstra gøremål nu hun alligevel var ude af byen og på tur og hverken hun eller Amy havde set nogen grund til at de begge tog den omvej. Det betød så at Caitlin havde en del ting i tasken hun ikke helt kunne forklare hvor kom fra eller hvad hun skulle med, hvis nogen ved byporten stoppede hende og spurgte. Ikke at hun rigtig så det som nogen fare. Hun lignede trods alt ikke andet end en lettere forhudlet tøs, der havde været ude i regnen forlænge og nu bare gerne ville hjem. For godt klædt til helt at ligne et gadebarn og for dårligt til at nogen ville sætte spørgsmålstegn ved at hun fartede om alene.

Alligevel planlagde hun at følges med andre vandrende når hun skulle ind i hovedstaden. Det eller at komme så sent frem, løbende og forpustet at de bare slap hende ind fordi de også gerne ville hjem. Hvad hun ikke planlagde for var at blive råbt an på vejen og det af en stemme hun kun genkendte alt, alt for nemt. Hendes blik fandt skikkelsen lidt længere frem og blev på den som hun sukkede mentalt over den tone hun blev mødt med. Det var da først da hun var inden for fem meter af sin moster at hun svarede. "Og hvad skulle det så have været? Jeg er jo på vej til Hovedstaden!" Da alt var styrtet sammen på borgen havde hun fået besked på at tage tilbage til hovedstaden og blive der til Miranda kom. Vel, Caitlin var på vej tilbage til hovedstaden nu og hun så ingen grund til at sige hun havde været der før og var draget derfra. Flere gange.

Miranda kiggede hårdt på den meget yndre pige. Hendes svar kom ikke som nogen overraskelse for mosteren, der sukkede træt. "Caitlin, du har langt mere med til hovedstaden end du havde da du tog fra borgen. Nok kan du snyde mig, men så nemt går det heller ikke." kom der promte tilbage fra den let gnavne kvinde. Hun løftede hånden for at klø i sine små snitsår, men fik stoppet sig selv med en let grimasse, da hendes bevægelse havde forårsaget et smertejag igennem. "Hvor har du været henne om man må spørge?" hun var faldet lidt ned igen, men lød stadig træt i sin stemme. Miranda havde vågen i alt for mange timer, og trængte virkelig efterhånden til et hvil.

Miranda lod den tunge taske falde fra hendes skulder og lande ned på jorden, med et let anstængende støn. Hun kiggede rundt omkring sig og dannede sig et overblik over de andre rejsene. Sikkerheden var blevet skærpet, og Miranda vidste at hun ikke ligefrem lignede en lovlydig borger, specielt ikke efter en nat med stafet med en lysets kriger.. Hvis han da ikke havde været ridder. Underordnet. Han havde i hvert fald været alt for effektiv til at slå fra sig, indtil det til sidst var lykkes Miranda at flygte tilbage over bymuren.

"Du sagde intet om ophold på vejen og der kan man jo samle lidt af hver op..." svarede Caitlin lige så promte og uden at blinke en gang for meget. Hun bar ganske rigtigt på en taske hun ikke havde haft med sig fra borgen, men hendes moster havde da vel heller ikke forventet hun tog direkte til hovedstaden, når hun blev sendt derop alene? Det havde hun ikke gjort i hvert fald, men hun var så heller ikke blevet der. Hun havde i stedet set Lindeskoven, besøgt Elverly og nu mørkeskoven, samt Tysmørkely endnu en gang. Nogen opgaver tog bare mere end et besøg og den hun havde haft i den lille by havde været en af dem. Så trak hun alligevel på skulderen. "Jeg stoppede i tysmørkely. Kedeligt sted." Desværre skulle hun tilbage deromkring inden længe igen.

Roligt så hun væk fra sin moster og på de rejsende der passerede dem. Det var tydeligt at Miranda havde tænkt sig at snakke, sådan som den ældre kvinde havde sat sin taske fra sig og det fik Caitlin til at stryge en hånd op og skubbe håret tilbage og væk fra ansigtet, mens hun orienterede sig. Så sukkede hun og gjorde et kast med hovedet. "Der er en lysning her inden mellem træerne ved siden af." Hun havde set plakater med sin mosters ansigt, men de havde ikke været særligt vellignende eller mangfoldige. Ikke som plakaterne havde været det af mange af de andre bandemedlemer. Alligevel ville hun foretrække ikke at stå ude i fri. Blev de antastet af lysets krigere ville Caitlin også have lidt forklaringsproblemer og hun havde virkelig ikke lyst til at blive spærret inde. Hverken i fængsel eller på en skole.

Det promte svar gjorde ikke ligefrem Mirandas gnavne humør ret meget bedre. Denne her gang valgte hun dog ikke at svare, men bare kigge opgivende på Caitlin. Hun var og blev stædig, og Miranda var ikke helt sikker på at det klædte pigen. Et øjenbryn skød i vejret ved nævnelsen af Tysmørkely. "Virkelig? For nylig?" hun kom nemlig mere eller mindre lige derfra. Hun havde haft sit og se til der, men havde alligevel brugt et par dage på at rende ledende rundt i hovedstaden.

Miranda nikkede og fulgte Caitlins andvisning med øjnene. Hun samlede tasken op igen, og forsøgte at skjule den lette grimasse der medfulgte. Hun fulgte efter hen til lysningen, og de nåede nu en forsvarlig afstand fra de andre rejsende og nysgerrige blikke.
"Caitlin.. Det var slet ikke meningen at du skulle havde været afsted alene efter det med borgen.. Men jeg kunne ikke tage dig med mig på det tidspunkt." det havde været alt for tæt på fuldmåne, og Miranda kendte godt til faren derved. Hun satte igen tasken fra sig og gled sig lænende ned af et nærtliggende træ, til hun ramte jorden træt. "Hvordan helvede du bære dig ad med at slippe for de skide krigeres blik, er mig virkelig et mysterium..." kom der lavmælt fra Miranda som hun lænede sit hovede op af træet.

Caitlin så bare på sin moster, som denne så ud til ay finde hendes svar alt andet end acceptabelt. Det var måske lidt hvad Caitlin havde forventet for af alle personer hun havde forsøgt at snakke sig ud af ting overfor, så var Miranda nok en af de sværeste. At hun kun fik et opgivende blik vidnede mere om at mosteren var være tilredt end den unge pige havde bedømt ud fra de rifter der var synlige. Så var det dog hendes tur til at sukke opgivende. "Ja, jeg kommer lige derfra." Det gjorde hun faktisk og måske godt nok at kunne holde det som et skjold over hvor hun ellers havde været henne på denne tur. Hun var også glad for at Amy og hun var blevet enige om at tage tilbage til hovedstaden hver for sig. Amy havde været en del sværere at bortforklare.

Lysningen var som hun huskede den fra sidst hun havde været den vej forbi. Godt beskyttet af krat ud mod vejen og mod skoven. En å løb ikke så langt væk og det var muligt at tænde bål uden at reklamere alt for meget med at man var der. Ikke at det var så vigtigt lige nu. Caitlin satte sin taske fra sig, strakte sig og vendte så opmærksomheden tilbage til sin moster, der i mellem tiden havde sat sig op af en stamme og lignede en der burde tage sig en lur også. Det forhindrede dog ikke den ældre kvinde i at snakke videre og hvad hun sagde fik bare Caitlin til at folde armene over brystet og se på hende. "Og det kan du måske nu? Der er plakater sat op af dig, Moster, med ikke særlige pæne anklager." Hun lod blikket hvile roligt på den anden og tilføjede så stille. "Og du ligner en der allerede har haft problemer på rejsen."

Så gled et skævt smil frem på den unge piges læber, som hun bøjede sig ned, åbnede sin taske og fandt et brød frem som hun smed over til den anden. "Det gør jeg heller ikke - jeg har bare ingen interesse eller betydning for dem, så hvorfor skulle de stoppe mig?"

Miranda rynkede sine øjenbryn og sukkede tungt. "Sjovt.. det gør jeg også. Nok bare nogle dage i forvejen fra dig." det havde været ubeskrivelig upraktisk at Miranda ikke havde opfanget Caitlins lugt. Hvorfor havde hun ikke det? Der kom hun i tanke om mødet med Lestat og at skulle stoppe sin vampyrkæreste i at halshugge varulven. Nogle gange undrede hun sig over hvordan hun altid fik anskaffet sig sådanne problemer? Og hvorfor var det lige at han skulle være vampyr igen. Miranda sukkede let og rystede tankerne ud af hovedet. Det måtte vente til en anden gang med at diskutere lige netop det emne med sig selv. Lige nu var fokus på niecen som stadig havde sin næsvished tilbag.

"Det ved jeg godt der er. Tro mig, jeg har hørt for det!" kom der gnavent fra den ældre kvinde som skubbede sit krøllede hår tilbage væk fra ansigtet. "Dertil skal du ikke tro på alt hvad du læser Caitlin." at bilde Caitlin ind at Miranda ikke havde lavet noget ulovligt, var lige så nemt som at finde en nål i en høsstak. Praktisk talt umuligt. Miranda havde foretaget ulovligheder mere end en gang. Hvad hun var ansøgt for denne gang var hun faktisk ikke helt sikker på. Måske mandsdrab i en kro. Det var vist sket for nylig. Det var først slemt når hun ikke engang kunne huske hvad hun selv havde lavet. "Hovedstaden er åbenbart lidt mere opdateret og har skærpet deres sikkerhed. Hvilket ikke var til mit store held da jeg for nogle dage siden forsøgte at finde dig." hun løftede et øjenbryn og træt på Caitlin.

Miranda løftede instinktivt armen og greb fat om brødet. Hun tog gladeligt imod det og et smil kom rent faktisk frem på hendes læber. "Forhåbentlig bliver det ved med at være sådan. Men selv jeg har hørt rygterne om skolen, hvor de sender børn hen. - du er stadig et barn Caitlin." pointerede Miranda som hun tog et bid af brødet og forsøgte at slappe lidt mere af, nu de ikke var under konstant fremmede blikke.

Caitlin trak bare på skuldrene af hendes mosters ord. Der var ikke så meget at sige til det alligevel andet end at hun havde været heldig mosteren ikke havde set hende komme til Tusmørkely fra retningen mod hovedstaden og ikke væk fra den. Det havde været en hel del sværere at bortforklare - for ikke at tale om hvad hun havde skullet i Tusmørkely. Nok mere end godt deres veje først krydsedes nu. At Miranda også så ud til at have tankerne svævende lagde den unge pige ikke det store i. Sårede personer havde det med at være sådan. Det forhindrede dog ikke hendes moster i at være klar på pletten, så snart Caitlin prikkede en smule til hende.

Det fik så den mørkhårede pige til at hæve et øjenbryn. "Fra hvem?" Så gled der noget uomtvisteligt øretæveindbydende frem i Caitlins smil, som hun roligt svarede på det næsten. "Det gør jeg så sandelige heller ikke! Hvad ingen ser, kan kun de færreste bevise trods alt." Hun vidste hendes moster langt fra en lovlydig borger i Krystallandet, men det var ikke ligefrem fordi Caitlin selv var det heller. Hendes forbrydelser var bare af langt mindre skala og hun var ikke blevet snuppet i dem eller anmeldt for dem. Hun var bare et gadebarn blandt mange og det passede hende fint. Det holdt mulighederne åbne. Så nikkede hun dog og sukkede. "Mørket skulle være på fremmarch og så er der alle de drager. Folk søger dertil for sikkerhed og ja - det øger jo uroligheden en del." Hun ignorerede fuldstændig sin mosters stik til hvor hun burde være, men vidste også som hun té at hun havde sagt for meget. Hun burde ikke have vidst det hun lige sagde når hun skulle forestille ikke at være noget frem endnu. Hestemøg.

Det gjorde det dog en del nemmere at svare på næste. Som hun da også gjorde med et skuldertræk. "Byvagten tror jeg er atten - i hvert fald ham jeg har snakket med... Så skolen er ikke noget problem." Andet var, men hun skulle ikke nævne de forandringer der var kommet i gadebandernes magtfordeling siden så mange af børnene forsvandt. Det ville bare få Miranda til at gøre noget irriterende. Så var det bedre at snakke om noget andet. "Hvad har optaget dig så længe?"

Miranda kiggede på Caitlin med et løftet øjenbryn og kunne virkelig ikke undgå at få et morerne smil på læben over det øretæveindbydende smil som kom frem på niecens læber. I mange tilfælde havde det irriteret den ældre kvinde, men noget morerede hende mere. Nok fordi hun huskede hvordan hun selv var. Miranda undgik i mange tilfælde at sammenligne sig med pigen foran sig. Ikke fordi hun ikke ønskede sammenligning i sin familie og Caitlin var den familie som Miranda havde, men hun ønskede ikke at Caitlin skulle blive som hende. Hvilket efter Mirandas intuition heller ikke blev. "Ja hvem dog. Jeg kom muligvis lidt ved et uheld, som var ganske med vilje, til at brække en af lysets krigeres næse." et lusket tandsmil på frem på Mirandas læber som hun lænede sig op af træet. Miranda var og blev et elendigt forebillede.
Hendes smil falmede dog hurtigt og hun løftede hovedet og så mere intens på Caitlin. "Er du helt sikker på at du ikke har været i hovedstaden og taget afsted igen?" spurgte hun så igen lidt mere alvorligt. Det var nogle ret præcise oplysninger hun havde, men efter lidt tid med at kigge på Caitlin fjernede hun blikket igen. Havde hun virkelig forventet at pige ville blive i hovedstaden i så mange måneder. Miranda begyndte at slappe mere af i sine skuldre og se mindre anspændt ud.

"Ja, den du har snakket med. De andre ved jeg ikke om du kan overtale." var det egentlig så slemt hvis hun kom i skole? Miranda var faktisk begyndt at være lidt splittet omkring det. Så igen. Caitlin stak af hvis hun ikke ville være der. Så meget vidste Miranda trods alt.
Miranda tog nogle bider af brødet og kiggede frem for sig, indtil næste spørgsmål ramte hende. Hendes blik flakkede let, inden et suk forlod hendes læber. "Fuldmånen.. I første tilfælde. Så.. kom der en vampyr ind i billedet.. startede hun og tog en bid mere af brødet og tykkede af inden fortsættelsen kom. "Denne, noget så charmerende vampyr-" ord fyldt med sarkasme. "- angreb så en varulv jeg kender.. så det tog også noget tid at få løst de konflikter. Selvom de ikke er løst, men fik ham trods alt overtalt til at lade ham gå, til sidst. hun sukkede og lod kort sin hånd ubevist strejfe sin hals, hvor afmærkningerne var væk nu, men det var ikke lang tid siden at de havde været tydelige. Nok vidste hun at han ville dræbe hende, men han var ikke altid helt nænsom når han ellers blev vred på hende.

"Du gjorde hva?" Caitlin så en smule målløs på sin moster, mens hun forsøgte ikke at se billedet for sig. Uden held. Øjeblikket efter begyndte hun grine. Det var simpelthen for godt et billede hun fik til andet! Lyset krigere som alle andre med en lille smule position virkede så hovne og fjerne for hende. Ikke at hun havde mødt nogen af dem eller.. Hun stoppede op som hendes tanker faldt på den lysets kriger der havde reddet hende fra baronens mænd for snart så længe siden. Han havde ikke været hoven så meget som han havde været autoritær og fået langt mere ud af hende end hun havde haft lyst til at sige. Det var så heldigvis også det sidste hun havde set til baronens mænd. Nok fordi hun kort efter havde forladt hovedstaden for en tid. Hvad der havde bragt hende på kollisionskurs med hendes moster. "Hvordan tog han det?" Hun var levende interesseret.

Så mærkede hun dog hvordan Mirandas opmærksomhed zoomede ind på hende og fangede hendes blik. Ikke at det fik hende til meget andet end at trække på skuldrene og se væk. Hun vidste hun var afsløret og at der ikke var den store grund til at benægte. Tale udenom var dog altid en mulighed. "Måske?" Så smilede hun afvæbnende til sin moster, som hun let fortsatte. "Måske et par gange ja, men ikke nogle store ture." Hun kunne spille alt ned til at virke af ingenting. Så det var med glæde hun fangede muligheden for at tale om noget andet. Ikke at det var meget bedre når det kom til stykket. "De har heldigvis ingen interesse i mig, så det går nok." Hun var gammel nok til at kunne ligne en på atten og hun kunne opføre sig som en hvis det var nødvendigt. Mest af alt var hun rigtig god til at undgå byvagterne.

Caitlin satte sig ned ved tasken, mens hun betragtede sin moster. Hun så hvordan den ældre kvindes blik flakkede og hvordan dennes hele udtryk forandrede sig. Så kom svaret, der fik Caitlin til at slå blikket ned. Fuldmånen. Det burde hun have gættet. Det næste fik hende dog til at se over på Miranda med et undersøgende blik, der kun bleve mere så, som hendes moster fortsatte. "Du kunne overtale en vampyr til at opgive sit bytte?" Der var en form for ærefrygt i hendes blik, som i hendes stemme. Så rakte hun ned i tasken, trak et vandskind op og lagde om bag sig, før hun ledte videre i tasken efter det andet brød hun vidste var deri.

Det luskede smil syntes slet ikke at forlade hendes læber, selvom hende blik fjernede sig fra niecen og spejdede ud. Miranda regnede med at det var et retorisk spørgsmål og Caitlin udemærket havde hørt hvad hun havde gjort ved den fine kriger.. Eller var han Ridder? Underordnet. Miranda begyndte at grine brummende og strak sig. "Ganske roligt vil jeg sige.." jokede hun tydeligt. "Han følte åbenbart for at jage mig igennem alle hovedstadens små gader, indtil han forsøgte at smide mig i brummen for natten. Åbenbart er det ulovligt at udgøre vold mod embedsmand.." hun trak let på skulderne, selvom hun da godt vidste at det ikke ligefrem var lovligt at slå folk ned på gaden. "Men hvad ved jeg." smilede hun og strak ryggen op af træet som hun lænede sig op af.

Miranda løftede et øjenbryn. Så kunne man godt krybe til kors og afsløre at man havde valgt at tage ind og ud af hovedstaden selvom ens moster havde sagt noget andet. Men hvad havde hun egentlig regnet med. "Aha.. Det var nok også en smule snæversynet af mig at antage at du ville gøre hvad jeg sagde til punkt og prikke." hun var ikke det gladeste væsen lige nu, men tilgivelsen var meget tæt på overfladen. Hvad havde hun regnet med at hun selv ville gøre i sådan en situation. Specielt når Miranda havde været forsinket. "Min forsinkelse hjalp nok heller ikke."
oh de tider, hvor det var nødvendigt at lyve sig ældre end man egentlig var. Det var gode tider. Tider der for længst var overstået!

Miranda sukkede og kiggede væk fra Caitlin, indtil bevægelsen mod tasken fangede hendes opmærksomhed. "én vampyr, Caitlin. Og det var ikke nemt. Det kræver det helt rigtige offer at overtale en vampyr til noget som helst. Specielt når han ved at du er varulv. Fandens til blodsugere." det var nemt at mærke at hun ikke ligefrem var fan af racen hun omtalte, men alligevel synes der ikke at være fuld kraft bag sin fornærmelse.
Mirandas blik lagde sig på vandskinnet. "Har du vand?" det var ikke så meget et spørgsmål om det nu var vand, men mere et, om hun kunne tillokke sig at få noget. At få friske resurser fra hovedstaden havde vidst sig at være praktisk talt umuligt med en fandens til lysdimmer i nakken hele tiden.

/Caitlin så bare på sin moster et langt, langt øjeblik før hun brød sammen i dæmpet latter. Det var måske forkert at behandle lysets krigere og riddere på den måde, forkert bare at optale dem på den måde, men ingen af de to i lysninger var så noget galt i det. Caitlin var måske ikke så slem som sin moster og havde så afgjort ikke brudt så mange love, men hun var ikke ligefrem uskyldig af sig. Latteren dødede da også kun langsomt ud hos hende. "Nogen gange tror jeg du gør det med vilje, Moster Mir. Slår hvor tale kunne klare det..." Den unge pige smilede skævt til kvinden ved træet og rystede så opgivende på hovedet. hun ville nu stadig gerne have set det. Desværre betød det jo nok at nye plakater af Miranda snart ville blive hængt op og løsesummen sat op.

Til det næste fik mosteren dog et bredt grin smidt lige tilbage. "Du har altid været frygtelig optimistisk på mine vegne..." Svarede Caitlin hende frejdigt og fuldtstændig uden spor af skyld. Hun havde trods alt også klaret sig fint alene på gaden i mange år, så hun havde ikke rigtig hørt efter mosterens ord som andet end et venligt ønske. Hvad dernæst blev sagt var dog langt mere interessant for den unge pige. "Kender du den vampyr da?" Var det en bestemt vampyr hendes moster kunne aflede, så måtte det næsten være en hun kendte. At det havde krævet et offer fik Caitlin til at se nærmere på den siddende kvinde og så give en gysen fra sig. Vampyrer var kun ude efter en ting og en ophidset blodsuger var sikkert ikke særlig blid omkring det.

Tanken om det distraherede hende nok til at hun bare kastede det andet vandskind fra tasken over til sin moster, før hun fangede brødet det havde klemt fast mod bunden og skar en grimasse ved synet af det. Brødet havde været frisk da hun havde snuppet det fra en bod, men det betød også at det nu var mast godt sammen. Hun brækkede et stykke af og stoppede i munden, før hun med en brat bevægelse så over Miranda og sank nervøst. Der var noget hun lige havde glemt om det vand hun havde i tasken. Noget temmelig vigtigt.

Miranda smilede og himlede let med øjnene. "Jeg synes jeg har hørt den beskyldning før! Min mor var i hvert fald ikke spor bange for at kaste den beskyldning efter mig." grinede hun og blinkede let til Caitlin. Miranda kendte sig selv godt nok til at vide, at hendes hidsighed og ikke mindst lyst til at slås, førte hende ud i fysiske kampe lidt for ofte. Dette tilfælde havde ikke været anderledes. Miranda havde ikke set tale som være den rigtige udvej i denne situation, da manden ikke ligefrem lød modtagelig overfor tale. Og da hun endelig havde forsøgt, var han meget lidt lyttende. Nok mest pågrund af den brækkede næse hvor blodet stadig løb ud af. Mindre detalje.

Miranda sukkede og lænede sig mere intens op af træstammen som Caitlins interesse for vampyren voksede. Det undrede hende nu ikke. Det ar ikke ligefrem en normal situation hun havde beskrevet. "Det ville være synd at sige andet.." svarede hun kort for hovedet og sukkede af sig selv. Mest af alt fordi hun var uenig med sig selv om hvorvidt hun skulle fortælle sandheden om hvad han var for lige netop Miranda. Det endte med at hun til sidst bare sukkede opgivende og lod fakta være fakta. "Han er min.. hvad er det i kalder det... kæreste.." hun brød sig egentlig ikke specielt meget om ordet kæreste. Faktisk så hun mærkelig ud i ansigtet da hun sagde det. Det var også mest fordi hun aldrig før havde beskrevet hvad hende og Toretto egentlig var og at sige det lød også forkert. Specielt med tanke på at hun var varulv og han vampyr. "Det er ikke altid et lige fredeligt forhold." pointerede hun og stræbede sig til at se hen på Caitlin efter en reaktion.

Miranda greb vandskinnet og var heller ikke for langsom til at få åbnet det op. Den første tår var ganske lille, men hendes hals fik hende hurtigt overtalt til at blive ved. Dette førte til en længere slurk som blev indtaget, hvorefter hun tørte sig over munden med bagsiden af sin hånd og fik lukket skinnet til igen, så resten af vandet ikke stak af, så at sige.
Det føltes om ganske almindelig vand og Miranda syntes ikke at mærke den store forskel. Men fakta var, at vandets egentlige virkning var begyndt at tage form. Mirandas ansigt som var påvirket af mange år ude i det vilde, syntes at falde tilbage i tydelig ungdom. Alt imens hendes muskelmasse fordelte sig anderledes. Miranda blev bogstavelig talt yngre i en frygtelig hurtig fart! Efter en rum tid, sad der nu, hvor den fuldvoksne Miranda før havde siddet, en knap voksen teenager med en tydelig ballade skinnende igennem sig. Selv hendes hår syntes at være blevet mere vildt og voldsomt end før, imponerende nok.

Caitlin rystede bare opgivende på hovedet af sin moster, som denne kun bekræftede den unge piges ord om at slå før hun talte. Der var dog en gnist af alvor i bunden af pigens blik, for hun kendte andre der handlede på samme måde og ingen af dem var nogen hun havde lyst til at være for når på en dårlig dag - for slet ikke at tale om provokere dem. Som rådne æg skulle de behandles med forsigtighed og snilde, og et af dem var hun begyndte at skubbe en smule til. Det holdt hun dog for sig selv, som hun skjulte at hun også var varsom omkring sin moster til trods for at hun vidste mosteren holdt af hende og ikke ønskede hende noget ondt. Eller det håbede hun da.

Langt mere interessant var det at se hvordan Miranda reagerede på hendes forespørgsel. Skiftet var så tydeligt i hendes mimik som i hendes stemme, men som hun nærmest bed af Caitlin kunne denne kun hæve et øjenbryn sigende og afventende. Som så ofte før gav det pote, men hvad kom næst fik hende næsten til at tabe hvad hun havde mellem hænderne, mens hun bare så målløs på sin moster. "Din hvad???" Hun måtte have hørt forkert. Hendes moster kunne da ikke sidde der og sige hun var begyndt at... Caitlins tanker skred ud, som de ikke helt kunne forholde sig til det og så samtidig alt for vel kunne. Der havde nok bare altid været noget raskløst over den ældre kvinde der havde givet hende en fornemmelse af at mosteren ikke kunne binde sig. Ikke som en kæreste var en binding. Det næste fik dog den yngre pige til at fnyse muntert. "Nej, det vil jeg så tro på!" Hun smilede skævt og alt andet end dømmende. Når det kom til stykket, skulle hun nødig sige for meget om den slags.

Det var dog med god grund at hun var distraheret nok til at smide vandskindet over til Miranda og da hun indså fejlen var det for sent. Caitlin åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen, som hun fascineret betragtede sin moster blive yngre og yngre til de så ud til at være omkring den samme alder - måske endda med Caitlin som den ældste af dem. Synet af teenageren foran hende, slog dog Caitlin nok ud til at hun satte sig helt ned og glemte alt om brødet hun havde i hånden. "Wauw... Jeg havde ikke troet det havde virket..."

Miranda sukkede voldsomt og kom med en utydelige brummen. "Jeg ved det! Det lyder så frygtelig forkert! Mest fordi, jeg er ikke helt sikker på at det er det præcis rigtige ord at bruge..." Det var svært at forklare, og kæreste var det ord som forklarede det bedst, til trods for de mange forskellige indblandinger som var i deres forhold. Noget som Miranda dog ikke havde tænkt sig at sidde og fortælle sin niece om. Det virkede bare en tand for mærkedeligt. "Men så igen. Har heller aldrig været den mest rolige type." fnøs hun let for sig selv og brummede videre for sig selv. Hun var ikke særlig god til disse emner, specielt ikke at snakke om dem. Lige meget hvem det så end skulle være med.

Miranda hævede skeptisk og ikke mindst forvirret et øjenbryn af Caitlin, som denne satte sig og snakkede om noget der tilsyneladende virkede. "At hvad virkede?" så snart stemmen, som var langt lysere og yngre end den plejede forlod hendes mund, slog Miranda panisk sine hænder op foran munden, mens hun lignede en som lige havde hørt et spørgelse eller andet. De store øjne kiggede lige frem, indtil de langsomt kiggede over på Caitlin. Hvorfor var hendes stemme så lys. Hvorfor lød hun som en teenager. Miranda fjernede langsomt sine hænder og kiggede ned på dem, med et hamrende hjerte, der ikke gik langsommere til den, som hun vendte dem for at se på begge sidder. "Hva i..." Hendes hænder løb hen over hele hendes krop og ansigt, i et panisk forsøg på at regne ud hvad fanden der foregik. "Hvad var der i det vand?!" til trods for den yngre stemme og generelle udseende var lang så skræmmende som før, var hendes øjne de samme. Og lige nu skød de gråblå øjne lyn og var desideret koldere end is.

"Det siger du ikke?" Kom det en anelse for tørt fra Caitlin da Miranda kommenterede på at hun ikke var den roligste type. Havde mosteren påstået hun var det, så havde det nok været blevet mødt med en noget vantro fnysen. Vulkaner var rolige i forhold til Miranda. I hvert fald efter hendes nieces mening. Denne holdt sig dog fra at puffe mere til den ældre kvinde, da hun vidste hun ikke helt var på den bedste fod med mosteren. At ignorere dennes ordre, som hun rent faktisk havde, hvad end hun forsøgte at give udtryk for, var ikke det smarteste at bygge videre provokationen ovenpå. Hun havde et liv at vænne tilbage til i hovedstaden og blev Miranda for irriteret risikerede Caitlin at hun blev taget med hvor end mosteren var på vej hen. Så hun lod emnet falde.

Det hjalp også en del at hun blev ikke så lidt distraheret af synet af hendes moster der pludselig var på hendes egen alder. Noget der først efterlod Caitlin ikke så lidt lamslået og talende uden at tænke sig om. "Vandet. Jeg troede faktisk mest det var en skrøne... og i det andet vandskind!" Det sidste blev sagt med overbevisning som hun med rynkede bryn så fra det ene til det andet vandskind og til sidst fandt det sikre stadig liggende i tasken. Sikke noget rod.

Caitlin så dog snart efter over på sin moster, mens hun bekæmpede de optræk til smil og latter hun fornemmede var på vej. Hun havde aldrig rigtig tænkt over hvordan Miranda måtte have set ud som ung eller troet det muligt at hendes hår var blevet tæmmet med alderen. Det var dog måden den anden sad og stoppede hver gang hun sagde noget der gjorde det næsten umuligt for Caitlin at holde sig alvorlig. Hun gjorde det dog, for hun kendte sin mosters temperament og hun tvivlede på at det nogensinde havde været mindre end det var nu. Så i stedet lagde hun forsigtigt vandskindene tilbage i taskenn og lod brødet følge, før hun satte sig op på hug. "Ehm.. Jeg havde måske været et andet sted før jeg var i Tysmørkely og samlet noget vand op fra en gammel kilde med lidt af et rygtende løbende om sig..."

Miranda startede ud med at se direkte forvirret på Caitlin. Vandet.. Hvad i al himlens navn foregik der!? Men hun fik snart selv svar på spørgsmålet og vreden boblede frem. Miranda var endnu mere hidsig i sine teenageår, noget det kære vand heldigvis ikke havde bragt frem igen. Nødvendigheden var der selvfølgelig heller ikke, som Miranda mere eller mindre kogede i den nye, meget mindre krop end før.
Miranda var for oprevet til overhovedet at tænke på om det havde været med vilje eller ej, at vandet var nået hende. Specielt som hun halvt hørte at det skulle havde været i det andet vandskin. Hun var for optaget af at lade sine hænder og fingre mærke ned af hendes ansigt, overkrop og generelt overalt. Hun var forandret og Miranda mente at det var alt for mange år siden at hendes krop havde haft denne facon.

Optrækket til smil på Caitlin, som blev bekæmpet, men de små tvist var stadig inden for Mirandas øjenvide, gjorde ikke sagen bedre. Det måtte være et særsyn for niecen at se sin moster på samme alder som hende selv. Specielt da Caitlin aldrig havde set Miranda som andet en i en rimelig alder. Eneste tidsunkt, var ved Caitlins fødsel, hvor Miranda faktisk havde samme alder som hendes krop gav udtryk for nu. Skræmmende nok.
Miranda pressede sine tænder sammen som fortællingen fortsatte og var utrolig stille indtil sætningen var afsluttet og Miranda som et vildt dyr sprang frem og overfaldet Caitlin! Hun tumlede rundt og forsøgte at holde skikkelsen under hende fast, som hun hvæsede let. "OG PÅ HVILKET TIDSPUNKT HAVDE DU PLANLAGT AT FORTÆLLE MIG DET!" blev der råbt højt, og uden tanke på om andre kunne høre det. HUn var rasende og havde virkelig brug for svar, andet end blot små hints her og der.

Fra forvirring til vrede var sjældent langt hos hendes moster og som Caitlin så de første tegn på skiftet slap hun ikke den anden med blikket. Hendes hånd forlod tasken, som hun havde fået det sidste tilbage i den, men det vigtigste var at hun nu sad på hug. Alle tegn på munterhed var drænet fra hende, men tydeligvis for sent. Hun havde set hvordan Mirandas blik havde fanget hendes udtryk, set det bundfælde sig i den andens øjne og set det slå klik.

Da var det desværre forsent, for som Caitlin så mosteren springe var alt hun kunne nå at gøre at vride sig til siden. Væk, men ikke nok til at undgå at ende mellem hænderne på den anden. Et glimt af de lynene øjne var dog nok til at lade instinkt overtage. Som hun vred sig, forvandlede hun sig også og som gråstribet kat med kløer hun ikke var bange for at bruge var hun en del sværere at holde fast.

Som et lille gråt lyn var hun fri og oppe i det nærmeste træ. Ikke højt oppe, men kun lige højt nok til at det vrede menneske under hende ikke kunne nå. Stadig med pelsen strittende i alle retninger og kløerne fremme - nu borede ind i grenen for balance - knugede hun sig sammen og nedstirrede Miranda med en blanding af frygt og panik hun ikke havde følt længe. Det eneste svar der også kom på spørgsmålet var en dæmpet hvæsen.

Miranda vidste udemærket godt at hun havde overreageret, som hun så Caitlins langt mere spinkle krop, vride sig under hendes greb. I et svagt øjeblik, løsnede hun derfor også grebet, blot for at se Caitlins katteskikkelse dukke op og skyde som et lyn væk fra stedet. Hun var stadig rasende, og instinktivt løb hun efter dyret, men måtte se sig overvundet som hun sad i træet. Hun knurrede faretruende og slog en hånd forbi træets stamme, som lavede en tydelig knagende lyd, hvorefter der var tydelige striber hvor barken var fuldstændigt flænset væk. Miranda tog en dyb indånding, lukkede sine øjne og forsøgte at genfinde roen, mens den hvæsende kat var en irriterende lyd i det ene øre. Kløerne som havde formet sig ved hendes hænder, genvandt sin normale menneskelige udseende, og først da det var sket åbnede hun sine øjne igen.

"For det første, har du nogen som helt ide om hvilke konsekvenser dette kan få for mig?! Jeg var ikke besynderlig stærk i den her alder, og jeg er afhængig af de egenskaber jeg havde før!" knurrede hun lidt mere roligt, men stadig præget af vrede. Mirandas vejrtrækning begyndte at falde mere til ro, og efter en rum tid, satte hun sig med ryggen op af træstammen, med sine knæ presset op imod sin krop, som hun holdte om dem med sine arme. "Undskyld, Caitlin. Jeg skulle ikke havde overfaldet dig." kom der undskyldende fra hende, som hun valgte at lade Caitlin bestemme tempoet af deres snak. Om hun ville forvandle sig eller komme ned, lå helt til pigen selv. Miranda vidste trods alt godt at hun var fandens temperamentsfuld, men også at Caitlin var den sidste i denne verden hun nogensinde ville gøre fortræd.

Caitlin så ned på sin moster med blå øjne der kun alt for tydeligt viste hvor skræmt hun var. Noget der kun blev endnu mere udpræget, som Miranda slog ud efter træet med blikket rettet mod Caitlin. De spåner der fløj fra stammen fik pelsen til at stritte en tand mere og hun krøb mere sammen. De andre gange hun havde set sin moster vred var ingenting i forhold til det raseri der udstrålede fra hende nu og understregede for den unge pige præcis hvor farlig hendes ellers så kærlig moster faktisk var. Endnu en hun næppe kunne stole helt på. Ikke hvis hun ville holde skindet på kroppen.
Som hun krøb sammen holdt hun også op med at hvæse, men hendes blik flyttede sig ikke det mindste og der var ulideligt langt mellem at hun blinkede.

Hun blinkede som Miranda tilsyneladende faldt mere ned, skønt dennes stemme stadig afslørede hvad var under overfladen. Ordene gled da også fuldstændig forbi hendes sind og trængte på ingen måde ind til Caitlin. Alting havde trods alt konsekvenser så at dette skulle have mere end ellers var den unge pige delvist uforstående overfor. Hendes liv havde desværre nok også på det sidste været alt eller intet, liv eller død, intet i mellem.
Hun fulgte hvordan mosteren sank ned at sidde op af stammen og slog forsigtigt med halen. Stemme der fulgte var langt mere afdæmpet end noget andet der var kommet fra den kant en tid, men Caitlin tog ikke ordene for mere end ord. Ikke til en start i hvert fald.
Som stilheden sænkede sig over lysningen og der stadig ikke kom mere fra Miranda tog Caitlin mod til sig. Hun flyttede sig på grenen, men det tog hende tre forsøg for hun fik sat af fra den og landede på jorden et stykke fra mosteren. Vejene for om der skete noget stod hun helt stille og bare så på den anden. Så forvandlede hun sig tilbage siddende på hug og klar til flugt, men med al den varsomhed som frygten i hendes blik stadig afslørede var i hendes sind. "Jeg tog fejl af skindene. Undskyld, Mir."