Med kraftige svømmetag arbejder Damia sig over en lille sø, hvis overflade er blank og rolig, men søen hel sort. Det er i sig selv et smukt sted. Solen skinner og på øen er der altid varm sommer. Trætoppenes grønne kroner svajer i den milde sommerbrise, og hun er fri og lykkelig. Da hun føler sig allermest opfyldt af fred og lykke, tager hun en dyb indånding og dykker. Vandet er køligt og herligt mod huden. Hun dykker længere og længere ned i det mørke dyb, indtil hendes lunger er ved at sprænges af mangen på luft. Vandet er så mørkt, at hvis hun åbnede øjnene vil hun ikke kunne se en hånd for sig. Og der er stille… Død stille. Hun lader sig synke nedad, indtil hun kan mærke det bløde sand med sine bare tæer. Hendes grønne hår bølger over hende og omkring ansigtet. Hernede venter hun i stilhed.

Hernede på bunden af søen er vandet meget koldere, end den solbeskinnede overflade. Pludselig mærker hun en hånd gribe ud efter hendes arm. Det er rent indbildning. Ubehagelige minder fra hendes møde med Tara og Samson. Alligevel føles det som om, at den rødhårede elver stadig er inde i hendes hoved og tvinger hende til at låse op for alle Damias minder. Damia skriger, og sluger vand. Hun bøjer knæene og sætter fra, og svømmer hastigt til overfladen. Her kæmper hun sig ind til bredden, mens hun spytter vand og hiver efter vejret. Bange og afkræftet ligger hun sig på bredden, stadig med halvdelen af kroppen i vandet og med den hvide, nu meget gennemsigtige, våde kjole klistret tæt til kroppen. Hun lukker øjnene og småhulker.

Kravenoh havde begivet sig ud på noget af en udflugt da han natten før havde søgt ud til den lille ø for at tag en lurer i en af de træer som var tæt på vandet, lyden af havet fik ham til at slappe af og dette var det sted, hvor han vidste ingen vil finde ham hvis man søgte ham, han åbnede kort øjne da han hørte en ved vandet han kunne se et grønt skære, og det eneste han kunne huske som havde noget med grønt i var en person der stod ham nær.

Han hoppede ned fra træet og gik hen imod person som så ud til at ligge i vandkanten med halvdelen af kroppen i vandet, han smilede da han kom lidt tættere på hende, han stillede sig hen foran hendes ansigt sådan han stod og skyggede for hende udsyn " hey smukke er du okay " sagde han bestemt og roligt, inde han satte sig på hug ved siden af hende, og betragtede hende våde hvide kjole og placerede hans hånd på hendes mave og kiggede på de lukkede øjne hun havde, hans blik vildlede lige hurtig kort på det K hun havde på halsen, et lille smil forlod hans læber.

Endelig, langt om længe, var det lykkedes Zidiac at komme ud af borgen og Samson og Taras konstante beordren rundt, konstante krav på ting som mad, bad, massage, oprydning, rengøring og mere madlavning. Det var langsomt ved at drive hende mere til vanvid end tanken om Taras mulige forsøg på at ville skaffe sig hendes navn. Mentalisten var en farlig skabning, det vidste Zidiac alt for godt, i hendes lange liv havde hun stødt på mange mentalister, de fleste var dog hurtigt blevet dræbt i forsøgene på at komme ind i hendes hovede, men Tara var anderledes, bestemt. Der hvilede noget mørkt, farligt og dog dragene ved den rødhårede spinkle kvinde.
Irriteret gav hun et lille fnys fra sig imens hun bevægede sig igennem skoven, iklædt ikke særligt meget mere end hendes normale lette påklædning og en mørkegrøn kappe til at dække over det meste af hendes blå skikkelse så hun ikke stak alt for meget ud, håret selv var bundet i en lang fletning ned langs ryggen. Et bad var mildest talt, tiltrængt for slavinden der knapt havde kunne få et øjebliks fred for sig selv, hvis hun ikke vidste bedre ville hun ligefrem tro at hendes frustrationer og konstante dårlige humør kun morede hendes herre og den rødhårede.
Men nu hvor det endelig var lykkedes hende at undslippe, med påskud om at samle urter til at krydre maden med, så hun meget frem til at finde sig en sø hun kunne tage et bad i. Det skulle dog ikke undre hende om de vidste hendes sande intentioner, trods alt fik hun madforgiftning af enhver type mad og havde derfor ingen anelse om hvorvidt det mad hun tilberedte smagte godt, bare lugten af den gjorde hende dårlig.

Et højlydt gisp fik hende til at stoppe op brat opvågen fra hendes tanker stivnede hun idet hun så sig om. En mørk skikkelse fangede hendes opmærksomhed idet hun krøb i ly bag nogle tætte buske og forsigtigt bevægede sig fremad for at se hvem det var der havde gispet. Var det en af horerne fra horehuset? Blikket faldt på det lille optrin ved søbredden, mellem en grønhåret kvinde og en sortelver.. Vent.. Var det ikke? Hun synes bestemt hun havde set den mand før men hun kunne ikke lige i givende stund komme i tanke om et navn til ansigtet. Det var også lige meget, som det var nu fulgte hun blot hendes instinkter der fortalte hende at holde sig ude af syne, så det gjorde hun. Forsøgte at være så usynlig man nu engang kunne være som en krystalblå kvinde i en grøn skov.
Nysgerrigheden var for stor for hende til at hun ville forlade stedet, selvom hun vidste at det var hvad hun i bund og grund måtte gøre hvis hun ville have sig et uforstyrret bad.

Skoven her er et smukt sted, men med sit helt særegne skønhed. Barsk og troldsk, skarp og intensiv, totalt i kontrast til de lette sommerskyer over dem og de blidt svajende træer samt solens glitren på søens blanke overflade. Hun ligger længe med lukkede øjne og forsøger at berolige sit heftigt bankende hjerte, men angsten syntes blot at tiltage for hvert hjerteslag. Hvad er det dog der sker? Hun bliver atter grebet af den uhyggelige kvælningsfornemmelse, fremprovokeret af frygten for Tara inde i hendes hoved.
Men nu hører hun en fjern stemme. Damia misser med øjnene mod skyggen over hende, ikke helt sikker på om det er en del af hendes vrangforestillinger eller om det er virkeligt. Med hamrende tindinger gisper hun ved Kravenohs berøring. Hun åbner øjnene og ser på Kravenoh med kritiske, våde øjne. Da hun endelig kommer helt til sig selv skubber hun irriteret og afvisende Kravenohs hånd væk og sætter sig op. Hele hendes krop ryster stadig og hendes hals er øm efter at havde kastet vandet op. Damia skammer sig over, at Kravenoh skal se hende så ynkelig, men hun finder det svært at jage angsten væk. For ikke at tale om skammen over at havde medvirket til, at Samson og Tara nu vidste alt om Kravenoh og hans plan og nu planlagde at dræbe ham. En ting hun har undgået at fortælle ham indtil videre.

”Jeg har det fint. Troede jeg var alene” svarer hun nonchalant. Vandet fra det våde hår render ned over hendes krop. Hun bemærker hans blik på hendes ar på halsen, og skynder sig at dække det til, ved at redde håret over til den side.

Damia er ikke klar over at Zidiac betragter dem på afstand, men hendes følsomhed gør, at hun alligevel bemærker en fremmed tilstedeværelse, da hun nu er meget modtagelig over for naturens impulser, og det at Zidiac rører ved træet, bemærker Damia.

Kravenoh blev lidt overrasket over den måde hun håndterede det hele på overfor ham, det var ikke den Damia som han var sammen med ved hans hytte, det var som om hun var en hel anden og ikke den samme.
Han rejste sig op igen og trådte et skridt tilbage fra hende " nuvel " sagde han irriteret, og kiggede tilfældigt over imod det sted Zidiac var han kneb øjne kort sammen da han kunne se noget blåt ide grønne område, et suk kom fra ham og han så kort ned i sandet inden han trak en kniv frem og kastede den lige imod hende, mest af alt for at se hvad det var, for han mindes ikke at han havde set et blåt dyr før eller noget.

Hans blik var rettet imod den blå skikkelse indtil kniven ville ramme skikkelsen, og viser sig hvad det end måtte være, dog tænkte han at han heller måtte se hvad det var, for Damia virkede helt som et andet menneske så hende regnede han ikke med, Men lige nu var det dog også den blå skikkelse som fangede hans opmærksomhed, og med alle de mennesker som gerne så Kravenoh bag lås og slå så kunne det jo være denne skikkelse var noget som ikke vil falde i hans jord.

Det kunne godt være at den grønhårede sagde noget om at hun havde det fint, men hun så nu temmelig rystet ud, så helt fin på den var hun nok ikke.
Det fik kort Zidiac til at overveje hvad der måtte være hændt, men hun rystede hastigt tanken af sig. Hvorfor bekymre sig om en hun ikke vidste hvem var, især når denne ikke var hendes herre.?

Den blå kvinde fornemmede godt at de havde fornemmet, eller opdaget hende. Nok snarere opdaget end så meget andet, krystalblå farver var ikke ligefrem hvad man ville kalde for naturlige plantefarver heromkring. Og alligevel gippede det kort i hende idet mørkelveren kastede en lille kniv imod hende. Lige så instinktivt som et nyfødt barn der gisper efter luft ved fødslen lige så instinktivt fik hun hastigt løftet en arm og påkaldt en tyk form for krystal der borede sig tværs op igennem huden, dog uden at give synderlig meget af hendes blå blod til spilde, afdækkende for hendes ansigt og svage punkter. Kort efter klingede klingen imod krystallen, og prellede af, faldende ned lige foran busken. Hun stirrede på den i hvad der for hende virkede som en evighed inden hastigt greb ud efter den, holdende et skarpt øje med sine omgivelser, og især mørkelveren.
Den gamle mistro og mistillid til andre skabninger end hendes egen flød i fuld flor igennem hendes vener, mens hun forberedte sig på at han højest sandsynligt ville tage den klingene busk ved nærmere øjensyn, altså bakkede hun en anelse væk med musklerne spændte, dog stadig holdende sig selv i skjul bag busken uden at lade blikket undvige de to.

Damia tvinger sig til at komme op at stå og kræver af sit sind, at det skulle feje angsten til side, selvom hun mest af alt bare havde lyst til at dykke ned i det kolde dyb igen. Et gys løber ned af ryggen på hende og får hårene i nakken til at rejse sig. Hun tager armene om sig i et forsøg på at få varmen, og den gennemblødte kjole føles nu klam mod hendes hud. Hun føler sig både forurette og irriteret på samme tid. Selvom det måske er strengt af hende at afvise Kravenoh med så gennemtrængende ligegyldighed, så skammer hun sig over hele situationen. Hvad er chancen også for, at den elver altid dukker op på alle tidspunkter af hendes liv, lyse eller mørke?

I dette øjeblik bliver hun opmærksom på, at Kravenohs interesse er flyttet hen på noget i skovbunden, ”Jager du nu spøgelser igen” siger hun afmålt og en smule bespottende. Da han drager sin kniv og kaster den ud i hvad der for hende ser ud af ingenting slår hun ud med hænderne i en affærdigende gestus, ”Der er jo ingen her”. Hun misser mistænksomt med øjnene. Hvad går der dog af ham? Hvorfor er han sådan på vagt over for noget i skoven? Men da hun hører den skarpe klingende lyd af metallets blad mod noget massivt, ja næsten krystallisk, bliver hun hurtigt opmærksom på sine omgivelser. Hun har endnu ikke spottet Zidiac, men vender fronten mod den retning Kravenoh kastede sin kniv. Pludselig forvandledes hendes blik fra angst til snu beregning. Ansigtet bliver formørket og tillukket og hun begynder at messe. Zidiac ville umiddelbart bemærke hvordan jorden under hende bliver blød som sand og nærmest opsluger hendes fødder, så hun ville havde svært ved at bevæge sig eller for den sags skyld flygte.

Damia ser afventende på Kravenoh, som en invitation til, at han skal lette røven og undersøge hvad der gemmer sig derude. Hendes krop ryster stadig og hun har det svært ved at koncentrere sig om at bruge sine kræfter fuldt ud og med samme præcision som på en af hendes gode dage.

Kravenoh blev overrasket over han ikke fik hans kniv at se igen men nu vidste han at der var nogen gemt der henne, men hvad vidste han ikke og han ville helt klart prøve at finde ud af det, han så over på Damia da hun talte til ham," hmm ikke det der ligner, jager ikke noget jeg ved jeg med let hed kunne fange"sagde han med et smil på læben selvom han godt vidste at det vil være svært at fange et spøgelse, hans blik rettede sig over imod der hvor Zidiac havde gemt sig og igen hen på Damia som i følge ham var vågnet op, han kiggede på hende da hun lidt signalede at han skulle lette hans røv der over, et lille smil vil hun kunne se hvis hun kiggede på ham.

Kravenoh så over i den retning Zidiac og holde blot hans ene hånd op med en åben håndflade, og ud af hans håndflade kom et kæmpe flammehav af ild imod Zidiac og bare imod træerne, busker alt levende som befandt sig der vil brænde op. han blik vende sig igen over på Damia " du kan da også gå der over hvis du følger for det, for så hvidt jeg husker er det ikke mig der render rundt med et K på halsen " smilede han flabet til hende, den måde hun havde taget imod ham på irriteret ham stadigvæk, og nu skulle hun få lidt modspil.

Hun håbede inderligt at de blev hvor de var, det od da også til at være sådan, lige indtil hun begyndte at bevæge sig igen, og kunne fornemme hvordan jorden nærmest syntes at opsluge hende langsomt. Hun bed sig i underlæben for at få frygten på afstand, under kontrol. Det her kunne da ikke være værre end Samson og Tara.
Forsøgene løftede hun en arm. Dette måtte være hvordan en flue i vand måtte føle sig. Hun var jo kommet for at blive ren, ikke for at blive mere beskidt!
Tavst forsøgte hun at kæmpe sig fri samtidig med at hun forholdt sig i ly af træer og buske. Derfor opdagede hun ikke helt flammehavet, ikke før hun hørte den brølende susen tæt ved hendes ører idet den satte ild til al den natur hun havde som beskyttelse imellem sig og de to. Sit ly. De skarpe tænder borede sig hårdt ned i underlæben for at forhindre et indetrangene skrig fra at trænge igennem. Hun hadede ild, som krystaldæmon var den varme som ild og især lava, kunne frembringe nogen af de allerstørste farer for hende, udover at folk skulle hende hendes fulde og sande navn.
En dyrisk hvæsen forlod hende idet hun uden videre gled over i sin højere skikkelse hvor vingerne hastigt blev fremkaldt, brydende igennem hendes hud. De bredte sig glitrende, som de hurtigt tørrede i flammehavet. Hun kastede hovedet tilbage og baskede med vingerne, pludselig langt mere interesseret i at beskytte sig selv og især sin krop, end at holde øje med de to andre. Så måtte de tænke hvad de ville, en vansiret krystaldæmon der ikke var i stand til at flyve.. Sikken et ynkeligt syn, de ville bestemt ikke overleve i kolonierne.
Ergo lagde hun knap nogen opmærksomhed til de to mens hun nærmest følte sig fanget, forsøgene at blafre ilden væk fra sin skikkelse.

”Hvis du vil have mig til at gøre noget må du jo tvinge mig til det, som det nu er kutyme at gøre ved alle sine slaver, ikke?,” siger hun og tilføjer udfordrende ”Min herre”. Damia søger en reaktion i Kravenohs ansigt, et lille håb om, at hendes spydighed ikke var faldet på et tørt sted. Ligesom hans påmindelse om, at hun i realiteten er hans slave, havde efterladt hende nedværdiget, som at få en plantet en hård lussing. Hun så den aldrig komme, og ligesom hvis han havde givet hende en lussing blusser hendes kinder ildrødt af forurettelse, og hun bider af ham ”Desuden er det ikke en kvindes job at redde en mand, eller har du behov for at blive reddet?”.

I samme øjeblik får hun øje på dæmonen gennem flammehavet. Hun bider sig i læben, lykkelig over for en gang skyld ikke at være offer for Kravenohs frygtindgydende og altædende ild. Til sidst holder hun om med at få jorden til at ryste og hun knytter hænderne sammen. Hendes nakkehår stritter af ubehag og hun har mest af alt lyst til at krybe sammen i en seng og lide i fred, end at jagte dæmoner med Kravenoh. Specielt væsner på øen. For enten så er de spioner og tilhænger af Samson eller også er de ligesom magtbegærlige som Kravenoh.

”Du gør det kun værre for dig selv hvis du forsøger at flygte! Hvem er du? Sidder man og lure i skovbunden?,, råber hun bestemt og en smule truende af Zidiac, og vender eftertænksom blikket mod Kravenoh.

Kravenoh vende blikket på Damia og kiggede på hende på en bestemt måde " tvinge bliver intet problem i mit tilfælde, men en ting er sikkert jeg er din herre og du burde bare hører efter hvad jeg siger" han vende blikket over imod Zidiac, og blev overrasket da han så Zidiacs forvandling han rynkede kort på næsen og gik blot et enkelt skridt tilbage.
Kravenoh havde ikke set noget før af den slags, han vende igen blikket på Damia " mig blive beskyttet af dig nu skal du ikke fornærme mig mere ind du har gjord i forvejen" sagde han meget arrogant, og stod blot så hende direkte i øjne.

han vende sig dog imod Zidiac igen, " måske vi skulle prøve noget andet " han foldede hænderne sammen, og den sol som var der begynde at blive dækket af en sort tyng skygge der næsten gjorde det umuligt at se.
Kravenoh blev dog ved med at sende en masse ild over imod Zidiac, og da skyggerne havde dannet et meget mørkt sted omkring det hele, forsvandt han ind i skyggerne.

I sit allerinderste forbandede hun jorden langt pokker i vold som hun stadig forsøgte at komme fri af den sære slugende masse, indtil den syntes at stoppe op. Hun hev dybt knurrende sin arm til sig, løftende den for at beskytte sig selv. Stadig blafrede hun med vingerne, alt imens hun forsøgte at ignorere at ilden lige så stille var begyndt at fortære hendes kappe, så længe den ikke nåede hendes vinger.. Eller hår.. Nej det kunne være ligegyldigt med håret, det kunne gro ud igen.. Selvom Samson da nok ville have en del at spørge om hvis hun kom tilbage med en dårlig, svitset hårstil... Nej han ville nok udspørge hende uanset hvad i givne tilfælde var det for sent at fortryde hendes valg om at lure på de to.

" Hvem jeg er rager dig en høstblomst! " ¨
På trods af ilden var hendes stemme høj og snerrende, dybt aggresiv over magien der tydeligtvis spillede sig om hende.
Hun valgte bevidst ikke at svare på spørgsmålet, de to ville nok ikke tro hende alligevel hvis hun gav dem samme historie som hun havde givet Samson om at ville ud at finde krydderier og urter.

Hun begyndte godt at kunne fornemme at ildens varme var begyndt at få sin effekt på hendes vinger, ligeledes krystallen der stadig stak ud af hendes arm. Det rykkede voldsomt i hendes krop idet det begyndte at blive mørkt. Det var bare om at komme væk derfra. Hun forsøgte at se imod de to, men de lod til at være forsvundet i mørket, noget hun bestemt ikke synes om, endnu et instinkt skar igennem hende som al modstand nærmest syntes at forsvinde og hun istedet lod de store vinger brede sig som en beskyttende puppe omkring hende, selvom hun vidste at beskyttelsen kun ville vare for en vis tid hvis ilden fortsatte på denne måde.

Damia ser gnavent på Kravenoh. Hans selvglade og arrogante ansigtstræk tirrer hende mere end nogensinde. Jeg ejer dig. Jeg er stærkere end dig. Ordene er så tydelige i hendes blik, at Damia må bide sig hårdt i læben for at undertrykke en spydig kommentar. Alligevel kommer hun til at tænke på hvordan hun muligvis, eller helt bestemt har forrådt Kravenoh. Dog helt i mod hendes vilje, men det var trods alt hende, der var for svag til at modstå Taras kræfter. Hun lukker øjnene for at jage tankerne på flugt. Så trækker hun vejret dybt og overgiver sig.
”Er det det du vil have mig til? Gøre som du siger?” siger hun stille næsten overgivende, men inden hun når at få et svar forsvinder han i skyggerne.

Da Zidiac råber ser Damia forurettet hen mod dæmonen og snerrer, ”Så må vi jo bare tvinge det ud af dig min kære!” . Damia smiler lumsk, men foretager sig endnu ikke noget. Hun afventer Kravenohs ordre, selvom hun ikke har nogen som helst anelse om, hvad han har tænkt sig. Men uanset hvad, ville det være pinagtigt.

Kravenoh vidste ikke noget om hvad han gik ind til eller hvad Zidiac var, men en ting var sikkert han frygtede intet og fare var en af de ting han levede af, men selvom han var irriteret over Damia være måde kunne han ikke lad være med at tænkte på om han skulle beskytte hende eller hvad han skulle, men han vil ikke vise at hun betød noget for ham.

Kravenoh dukkede ud af skyggerne bag Zidiac og stod helt stille med blikket rettet imod hende og sin katana langs siden han så direkte på Zidiac, og ikke et eneste tegn på hans ansigt kunne ses " nå så det er sådan de ser ud væsnet gemt i buskene, hvor er min kniv så henne jeg vil gerne have den tilbage " sagde han bestemt, hvor efter han fjernede det mørke som han lige havde skabt sådan de alle kunne se igen. om han vil angribe eller var helt op til Zidiac næste træk.

Kravenoh så over på Damia imens han ventede på svar fra Zidiac, et lille vift med hovedet blev sendt til Damia "har du tænkt dig at stå der eller vil du hjælpe, du behøver ikke " sagde han flabet.
hans blik blev igen rettet på Zidiac " så hvad blev det så til "

I et langt øjeblik sad hun blot og stirrede på ham, gemt bag sine vinger, stadig omgivet af et flammehav, stirrende på ham som han trådte ud af skyggerne.
Kniven? Nåh ja kniven. Hun havde stadig kniven i sin ene hånd. Hun overvejede længe sit næste træk, hendes instinkter skreg af hende at få ham dræbt på stedet, men i og med at han kunne bevæge sig i skyggerne på en sådan måde sagde noget hende at han kunne kontrollere skyggerne, en meget farlig evne. Ergo ville det være en tabt kamp hvis hun gik hovedkluns på ham hvertfald uden en plan, desuden havde hun hendes krystal der kunne beskytte hende.
Og kvindfolket inde på bredden anede hun intet om, ergo måtte hun finde på noget andet.
Tøvende tog hun kniven frem, det måtte for Kravenoh næsten se ud som om hun var på vej til at give kniven tilbage, men i et nu kastede hun istedet kniven ud af buskene, så langt ud mod vandet hun nu engang kunne i hendes givne situation og akavede stilling.
Med isnende blå øjne stirrede hun vagtsomt på ham imens hun gjorde dette. Hvis den ramte kvindfolket ville det blot være en bonus, men hun havde sine tvivl.

Damia ignorere Kravenohs provokerende ord så godt hun nu formår. Selvom hendes ansigt lyser ophidset. I det samme kaster Zidiac kniven mod søen. Den suser forbi Damia en meter fra hvor hun står og borer sig ned i græsset med bladet. Hun ser skiftevis på kniven og Zidiac. Om Zidiac havde haft intentioner om at ramme Damia, er hun ikke sikker på. Da det ikke er det mest oprigtige forsøg på at skade hende, vælger hun ikke at tage det ilde op, men bryder ud i en perlende latter og fnyser, ”Du gør det virkelig ikke nemmere for dig selv”.

Damia bevæger sig langsomt over imod Kravenoh og Zidiac. Vandet drypper stadig ned fra hendes voluminøse hår og ned ad den en smule gennemsigtige kjole, der fordi den klæber sig ind til hendes krop, ikke efterlader meget til fantasien. Hun stopper op bag Kravenoh, med en hånd på hans skulder og messer nogle ord. Rødder under jorden, der ikke er blevet brændt op af Kravenohs flammehav skyder op af jorden og griber ud efter Zidiacs håndled som piske. De snoer sig om hendes hænder og presser dem ned mod jorden, således at Zidiac ville være tvunget i knæ(?).

Damia ser granskende på Zidiacs ansigt. Hun er helt sikkert på, at hun aldrig nogensinde før har stødt på et væsen som hende. Alligevel er der noget ubehageligt over Zidiac. Måske er det blot hendes prangende krystalliske ydre, nogle ville endda finde det hæsligt, ja helt dæmonisk. Hendes øjne bliver smalle og mistroiske. Hele denne situation virker lusket, eller måske er det blot hendes egen svaghed, der får hendes mave til at vende og dreje. Damia kommer igen til at tænke på Samson og Tara, som lurer derude et sted og sikkert allerede har sat en pris på Kravenohs hoved. Ja, Zidiac kunne endda være en spion eller sendt her på Samsons ordre. Hun skæver til Kravenoh. Skal hun fortælle ham om sine ubehagelige fornemmelser? Men hun affærdiger tanken. Zidiac er sikkert bare havnet det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og så vidt som hun kan se, er hun ikke den største trussel med hendes skoldet vinger og ydmyge attitude. Zidiac havde endda smidt kniven bort, som om det her ikke gjaldt hendes liv. Det er der hun tager fejl, for hvis Damia kender Kravenohs sind ret, så er det her blot en leg om katten efter musen for ham. Barnemad og tidsfordriv.

”Er katten færdig med at vise kløer?,” siger Damia hånende og et lille smil bredder sig på de dybrøde læber, ”Eller vil du krybe i skjul bag om dine groteske vinger?” spørger hun mistænksomt.

Kravenoh ryster på hovedet ide Zidiac kastede kniven væk, " du aner virkelig ikke hvem jeg er og hvad jeg er i stand til at gøre ved og hvad jeg har tænkt mig nu at gøre ved dig." sagde men en irriterende stemme, mest fordi hun havde kastede hans kniv væk men det var på en måde også lige meget for allerede første gang hun tog hans kniv, var hun sat på listen over personer Kravenoh skulle lege med .
Han fulgte Damia med øjne hele vejen, og da hun til sidst kom over og lagde hende hånd på hans skylder, kiggede han blot på hendes hånd kort og vende så blikket på Zidiac igen.

Af en eller anden grund vidste han at han heller ikke måtte sænke parraderne over for dette væsen, " så hvad med vi leger en leg " sagde han med en stemme der vil få næsten en hver der kende ham til at tænke "Ohh nej".
men inden legen skulle begynde kiggede han på Damia, han kiggede hende dybt i øjne det var som om hun holde noget tilbage for ham, noget hun ikke vil sige noget hun havde oplevet han kunne se det i hendes øjne på den måde hun kiggede på ham, men tanken forsvandt igen for nu var det Zidiac der skulle have lidt opmærksomhed.
" du troede dine vinger kunne blæse ilden væk fra dig flot, men lad os i virkeligheden se hvor meget du i virkeligheden kan holde til." Kravenoh foldede hænderne sammen og drejede dem ud imod Zidiac hvor efter et kæmpe massiv flammehav kom direkte imod hende, hvis hun baskede med vingerne vil han blot forsætte.

Endnu engang svarede hun ham ikke, vred sig istedet under rødderne der skød op og naglede hende til jorden. Forbandede menneskemagi! Endnu en knurren kom fra hende som hun så direkte på den grønhårede kvinde. Man skulle virkelig ikke have skuet hunden på hårene.
"Og jeg som troede du havde brug for hjælp.. "
Fnøs hun foragteligt.
Var hun virkelig gået hen og blevet så blød efter sine mange år med Samson? En tanke der vitterligt ikke var behageligt for den unge dæmon, som hun for en stund stoppede sin mindre kamp. I det mindste kunne hun takke rødderne for en ting; dem ved hendes ankler dækkede over slavemærket så på det punkt ville hun ikke bliv opdaget, for nu i det mindste.

Hun vendte blikket om imod Kravenoh. Jo hun kendte ham, eller rettere genkendte ham, fra sin gang på borgen, så hvis han ikke kunne genkende hende var det bare hendes held, trods alt havde hun forsøgt i alle årene at holde sig så meget fra banden som muligt og kun trådt til når Samson krævede at hun var ved hans side og servicerede ham eller bare udførte opgaver han selv var for dvask til at gøre.
Hun nægtede at lade dem se hvordan ilden egentligt påvirkede hende mentalt; hun hadede ild, men hendes ansigt var lagt i tavse, seriøst folder på trods af smerten hun følte fra sine vinger, der var begyndt at blive påvirket af varmen fra ilden. Det øverste lag glinsede let. Hun bed tast tænderne sammen og lukkede øjnene halvvejs i. På den måde kunne hun bedre undgå at fokusere på smerten, og istedet fokusere på det lag af krystalliske elementer der var begyndt at dække hendes huds blødere steder, de steder der normalt ville være udsat mest under angreb, tykkest var det da også derfor ved hendes bryst område mens hun fokuserede på at sprede det beskyttende lag.
Imens fortalte hun mentalt sig selv at hun nok kunne overleve det, så længe det ikke gik ud over det indre af hendes vinger.
Om hun havde tænkt sig at svare på hans spørgsmål; overhovedet ikke, han lod alligevel ikke til at være typen der ville lytte til en skid.

Kravenoh stirrer på hende med sine uhyggeligt undersøgende øjne. Alt for indgående. Hun føler nærmest som om, at han ved det. Ved om hendes ufrivillige bedrag, hendes svaghed og at hun nu forsøger at dække sine spor. Hun vil ikke have, at han skal trænge igennem og opdage blændværket som det, der virkelig er. En løgn. Til sidst kan hun ikke holde det ud og vender blikket bort fra hans intense stirren, blot for at blive mødt af Zidiacs spotske blik.
Et kort øjeblik finder hun modet. Hun er smuk og stolt, kunne tage det hun ville, på hendes egne vilkår. Med fuldt overlæg fylder hun øjnene med så megen glød som muligt og lader derefter blikket glider op ad den knælende dæmon. Hun svarer med en gennemborende arrogance, ”Mig hjælp? Du er vist den eneste der behøver hjælp her. Det er ikke alle der er svage nok til at blive tvunget i knæ. Men hvis du vil hjælpe dig selv, må du hellere begynde at få den stiltiende tunge på gled”

Damia havde overværet Kravenoh, når han var i sin lunefulde humør. Den største fejl de fleste begik, var at tale for meget eller slet intet. Han blev normalt utroligt irriteret når folk ikke gjorde som han lystede, og den her dæmon ville ikke lege med. Damia fornemmer, at Zidiac lader stilheden synke ind og gør ikke mine til at give et svar fra sig.

Det gyser hende langt ned ad ryggen da Kravenoh siger ’las os lege’. Hendes hjerte slår et ekstra slag, selvom hun fremstår upåvirket. Måske, måske findes der en udvej for både hende og Zidiac. Damia går stille rundt om Kravenoh med vuggende hofter, indtil hun står imellem ham og Zidiac. Selvom hun ved det er uklogt at vende ryggen til Zidiac stoler hun på røddernes styrke. Hun ser i stedet direkte på Kravenoh, mens hun hviler håndfladerne mod hans bryst. Damia gør hendes stemme silkeblød, ”Ville det ikke være dumt at lege med noget vi ikke ved noget som helst om? Vi ved jo ikke hvad … den… er i stand til eller hvem den arbejder for”

At Zidiac ikke svare ham på noget som helst gir ham blot mere løst til at forsætte, men han stoppede hans ild angreb for han kunne jo ikke blive ved hele dagen, men så var det godt han havde han sværd og alt mulig andet til at angribe med. han skulle lige til at trække hans katana ide Damia stille sig hen foran ham, han kigger forvirret på hende men hans blik betragter hendes krop fra ned af og op igen til øjne, han ser kort på hende hånd hun har placeret på hans brystkasse, " du behøver ikke være bekymret for mig, hvis du ikke vil kæmpe kan du nøjes med at få en straf når jeg har leget med dette væsen...." sagde han bestemt og så over på Zidiac og smilte kort til hende, han trak hans katana ned langs siden inden han kiggede på Damia igen.
" jeg ved hvad du tænker men jeg gir ikke op uden set hvem eller hvad jeg møder, jeg skal nok for væsnet til at snakke før eller siden, hvad forslår du måske at vi gør?" sagde han irriterende til hende, men mest af alt fordi hun havde stillet sig i mellem ham og et væsen, når hun i virkeligheden burde have stået bag ved ham som hun gjorde til at starte med.

Men hun havde sikkert ret han vidste intet om væsnet, dog var der noget ved denne person der virkede bekendt men han kunne ikke rigtig lige placere det i hovedet. Kravenoh løftede hans sværd op i strakt arm og lige på på siden af Damia så klingen blot rørte hendes skulder " så hvis du kan gi mig en grund til jeg skal back off det her, så sig til men hvis der ikke er en god grund burde du fjerne dig fra min vej. Og det samme gælder dig " sagde han og kiggede på Zidiac " jeg skal nok få din tunge til snakke om jeg så skal lamme dig fra krop til tå, eller om jeg skal skære dig i flere stykker så gør jeg gerne det." sagde han og afventede Damia super gode grund som vil få ham på andre tanker.