Kravenoh havde nu efter noget tid befunede sig blandt en masse træer for at få tankerne væk, havde havde stortset ladt en elver slippe væk plus han havde kysset med en og som det værste hanvde han fået følser for en men på den anden side bare det ikke blev sagt til andre mørkelver så kunne det næsten være lige meget.
Kravenoh sad på en gren oppe i træet hvor han sad og snittede sig i armen for de fejl han lige havde begået sig over for en elver.
fra hans arm løber der blod ned på jorden oppe fra træet, dog er hans blod svært at se da det er meget mørkt, men hvis man kiggede efter vil man kunne se det.

Det havde været den værste uge, i hele Amoras liv. Hun var kommet hjem, småfrossen, kun iført en kort underkjole og havde sin brors sværd i hænderne. Hendes forældre havde stået og stirret på hende, før det var gået op for dem, at det faktisk var deres datter, der stod der.
De havde bedt hende om at komme ind, bedt hende om at gå ind og sætte sig i stuen, og så var de gået ud i køkkenet. Hun kunne høre dem diskutere, og hun vidste at det var slemt. Hun havde sjældent hørt dem diskutere, så det kunne kun være slemt.
Da de kom tilbage bad moderen hende om at tage et bad og derefter gå i seng. De sagde intet om sværdet, intet om hendes påklædning eller sene hjemkomst. Hun vidste ikke helt hvad der foregik, men hun blev lidt bekymret. Hun gjorde dog ingen indvendinger, gik i bad og gik derefter seng, ligesom hun var blevet bedt om.

Den næste morgen, blev hun vækket af sin mor, der bad hende om at tage pænt tøj på. Der blev fundet en af hendes pænere kjoler frem og hun fik sat hår og alt muligt. Hun gjorde bare hvad der blev sagt, da hun ikke anede hvad forældrene havde for.
Ude i stuen stod en gæst og ventede, og hun vidste godt hvorfor han var der. Det var vel også på tide. Før eller siden skulle det ske, og de havde besluttet sig for, at det nu var det bedste tidspunkt. Det var hendes kommende mand der stod foran hende, ikke noget hun ligefrem var glad for.
Men høflig som hun var, hilste hun på ham og de snakkede lidt, indtil hun kunne rive sig fri. Sådan blev de næste mange dage ved. Han kom og besøgte dem stort set hver dag, og hun var tvunget til at tale med ham. Den sidste dag gav han hende en ring. En smuk, elversmedet ring, der beviste hvilken fin elverfamilie han kom fra. Hun hadede det. Hun fik dog revet sig fri lidt tidligere den dag, da hun sagde at hun havde nogle ærinder at løbe inde i byen.

Amora var på vej gennem skoven, hjem fra byen. Hun gik og bandede, og det var tydeligt at høre, at hun var i dårligt humør. Hun gik med hurtige og hidsige skridt.
"Forbandet ring! Dumme elver! Dumme alt!" sagde hun indædt og irriteret, mens hun gik gennem skoven.

Kravenoh sad stadigvæk og skar i sig selv men stoppede da han hørte en stemme komme nærmere, han rejste sig op og kiggede ned, han kun ikke se hvem det var men han kunne se at der var en, og denne person vil snart ønske at personen havde taget en anden vej.
han trækker en kniv og hopper lydløst ned fra træet af og lander bag personen så han ikke kunne se fronten af personen, han tager fat om hende bag fra om halsen hvor efter han holder kniven for struben af hende " dit sidste ønske, inden du dør " sagde han og afventede lidt

Amora havde ikke ligefrem forventet, at der skulle være andre. Hun havde ikke hørt dem, så derfor kunne det da ikke passe, at der var andre. Men hvis der var, var hun egentlig også ret ligeglad. Hun var i meget dårligt humør, og man skulle helst ikke komme hende for nær. Hun skulle ud med sin vrede. Desværre havde hun ikke sin fløjte, så hun måtte klare det uden den.
Hun var iført en mørk, simpel kjole med mønstre broderet i sølvtråd, den var lettere nedringet, men sad tæt ind til hendes krop og viste hendes former. Hun havde en kappe på, der blev lukket med et sølvspænde ved halsen. Hendes røde hår var sat pænt op, men dækket af hætten hun havde over hovedet. Hendes ansigt henlå i mørke.
Hun fik et mindre chok, da der pludselig var en der to fat i hende. Hun ville egentlig havde bandet og svovlet af manden, men stemmen virkede bekendt. Der gik heller ikke lang tid før hun vidste hvem det var, og et smil gled over hendes læber.
"Jeg ser at du ikke har skiftet stil.." sagde hun bare.

ide kravenoh ikke hører et sidste ønske men blot en som mente han ikke havde ændret sig, han kniber øjne sammen og står og overvejer hvad han skal gør, han fjerner kniven fra hendes strube og træder 2 skridt tilbage.
Han vidste ikke rigtigt hvem denne person skulle være han holder en kniv klar hvis denne person skulle angribe.
" jamen hvis du kender mig hvad så med at vise hvem du er og ikke gemme dig i alt det tøj du har på "
Kravenoh rettede sig op og gjord klar til at kaste hans kniv.
kravenoh havde ikke fået sin rustning med, da den stadigvæk hænger oppe i træet, så man kan se hvordan han stadig bløder fra hans arm

Det var som om vreden havde forladt Amoras krop. I stedet morede hun sig faktisk over denne situation. Hun vidste, at hun måske ikke burde more sig så meget, nu hvor hun havde en kniv for struben, men hun kunne ikke lade være.
Smilet på hendes læber blev en smule bredere, da han fjernede kniven og trådte væk fra hende.
Hun drejede om på hælen, så hun vendte mod ham. Med begge hænder tog hun roligt hætten ned, så han kunne se hvem hun var.
"Jeg ved ikke om du har været ude og slå for mange udskyldige mennesker ihjel så du ikke kan huske mig?" spurgte hun, og et smil spillede på hendes læber.
Hun huskede tydeligt den dag de havde mødtes, og det var ikke ligefrem noget hun ønskede at huske. Det var ligesom på grund af ham, at hun nu gik rundt med en ring på fingere, helt klar til at blive gift, så snart hendes forældre havde besluttet og bestemt det sidste. Hun så ikke frem til det.

ide hun vender sig om og tager hætten ned smiler kravenoh lidt, han ser blot på hende og betragter hende i en stund " jamen der kan man bare se nut tøj og det hele, " smilte han " og nej jeg har ikke lige haft tid til det men nu er du jo kommet så kunne jeg vel godt lige lege en lille leg med dig". han gik s skridt tætter på hende så han stod næsten helt op af hende, han ser på hende, " men nej må heller være sød denne gang."
han så på hende nede fra og op indtil han ser hendes ring, han tager den hånd hvor ringen er på og ser på den " nå man skal giftes nu var" han slap hendes hånd og så på hende " men sig mig var det efter vores sidste møde eller før at du har fundet en ny".
kravenoh var på en måde irriteret over det men han kunne jo ikke bestemme over hende

Amora løftede det ene øjenbryn, da han begyndte at tale.
"Hvis jeg havde vidst, at jeg ville møde dig i dag, ville jeg bare have iført mig underkjolen. Det ville gøre alt meget lettere, og jeg er helt sikker på at min kommende mand så ville være endnu vildere efter at blive gift med mig," sagde hun med et smil. Hun var selvfølgelig dybt ironisk, men Kravenoh var ikke dum, det vidste hun, så det ville han nok regne ud.
"Jeg vil sætte meget stor pris på at komme hjem helskindet denne gang. Så kan det være at jeg rent faktisk ikke blive straffet mere end nødvendigt," svarede hun så, og hun sendte ham et smil, da han sagde, at han nok skulle være sød.
Hun lod sit blik følge ham, og blev nødt til at kigge op, for at kunne se hans ansigt. hun havde ikke været heldig med sin højde.
Hun løfter endnu engang øjenbrynet, da han tager hendes hånd og kigger på ringen. Ringen er sølv og det er tydeligt at den er elversmedet. Den er virkelig smuk.
"Jeg finder en ny hele tiden. Denne er kun et par timer gammel" svarede hun, og sendte ham et sukkersødt smil. Hun kunne ikke lade være. Hun kunne ikke bare svare seriøst, selvom hun vidste at hun burde. Hendes forældre havde sagt, at hun skulle vænne sig af med det, for det var der ingen mænd der kunne lide.
"Faktisk er det din skyld. Du lod mig komme sent hjem kun iført min underkjole.. det resulterede i, at jeg mistede min frihed.."

han smilte lidt af hendes ironiske ord " jamen måske du bare skulle tag alt tøjet af når du kommer hjem til din mand, det vil hjælpe" smilte han.
han så på hende endnu en gang " hvis du finder en ny hele tiden kunne det være du skulle prøve en som mig og måske holde på ham" smilte han til hende.
Hans blik blev forandret kort " du ved godt hvad min mening er med dit liv, du burde gifte dig med den du vil, du burde ikke lade dine forældre bestemme hvad du skal, du er nød til at makere dig overfor dem."
han stillede sig tæt ind til hende og så ned på hende da han nu var højre ind hende " du kan hvis du vil tag med mig, og jeg skal nok love dig at være sød og ikke ødelægge dit tøj " smilte han lidt " med mindre du gerne vil ha jeg gør det " smilte han endnu engang.
Kravenoh vidste at det var en dårlig ide det han sagde men han mente det virkelig, han kunne godt lide denne elver og det han kan lidt vil han gør alt for at beholde.

For sjov skyld gjorde hun store øjne, d han sagde, at hun skulle tage det af når hun kom hjem til sin mand.
"Så tror han bare at jeg er billig, og er sammen med alle og enhver, og så bliver jeg ikke gift. Men det kunne ellers være meget sjovt," svarede hun så med et lille smil.
Dette møde var meget rare, mente hun. Han havde endnu ikke prøvet at angribe hende, og det var helt rart til en forandring. Desuden havde hun intet på sig til at kunne forsvare sig, så det ville være en meget kort kamp. Hendes forældre havde låst hendes fine sværd ind, da en næsten gift kvinde ikke gik med sværd.
"En som dig... Giver det penge, at du går og slår uskyldige folk ihjel? Hvis det gør, kan det måske overvejes.. men at skulle beholde dig.. Hvad er det sjove, hvis ikke jeg kan skifte hele tiden?" spurgte hun så, og sendte ham et skævt smil.
Hun lagde godt mærke til hans forandrede blik, og i et kort sekund, frygtede hun faktisk for sit liv. Han stod rimelig tæt på hende, så han ville kunne slå hende ihjel meget hurtigt.
"Det hænger ikke sammen på den måde. Der er mange ting jeg burde, men sådan hænger det bare ikke sammen. Sådan har det været i min familie i årtusinde. Det er forældrene der finder den rette mand, og på den måde sørger for, at deres datter bliver forsørget ordentligt og er i sikkerhed," svarede hun lidt langsomt. Hun var bestemt ikke glad for det, men hun havde intet at skulle have sagt. hele hendes forhold til forældrene kunne blive ødelagt, hvis hun nægtede, og det ønskede hun ikke. Det var slemt nok hun ikke længere havde sin bror. Desuden ville han blive glad, hvis hun blev gift væk til en der virkelig kunne tage sig af hende, det vidste hun, og det var grunden til at hun gjorde det.
"Men jeg gør det ikke for mine forældres skyld," svarede hun så en smule lavt.
Et smil blev formet på hendes læber, da han endnu engang sagde, at hun kunne tage med ham. Det kunne da være spændende, men hun kunne ikke gøre det, og det var hun også ret sikker på, at han godt vidste.
"Du ved godt at jeg ikke kan. og jeg er trolovet, så jeg kan ikke forlade stedet. og jeg sætter stor pris på, hvis du vil lade være med at ødelægge kjolen. Den har taget meget lang tid at lave," svarede hun så og kiggede op på ham.

han smilte kort inden han igen så på hende "Penge...tsk jeg har ikke brug for penge mere jeg har gjord dette i mange år, så det er ikke penge jeg mangler" smilte han inden han så ned i jorden på grund af hendes afslag "Og bare lige en ting du vil være mere i sikkerhed ved mig end ved nogen anden, jeg vil altid kunne få dig til at forsvinde for øjnene af andre" kravenoh vidste at det han fortalte til hende var sandt men han forstod ikke at hun ikke bare, gjord det hun selv havde lyst til.
"så det du siger er at du ikke har lyst og at du heller vil giftes med en eller anden der ikke kan beskytte dig." Kravenoh så på hendes nye tøj lige nu havde han på en eller anden måde mest lyst til at gør at hun fik problemer måske skulle han dræbe hendes forældre, for så kunne han jo få hende, men han vil heller ikke gør hende ked af det for han kunne godt lide hende, men hun kunne åbenbart ikke lide ham.
Han gik 2 skridt væk fra hende og så blot på hende " svar mig ærligt, nyder du dit liv "

For Amora var penge ikke en vigtig ting. Kærlighed var en vigtig ting i et forhold, og hun vidste, at det sagtens kunne opstå i et arrangeret ægteskab, men det var ikke sådan hun ønskede det. Hun vidste, at de gjorde det for hendes skyld, fordi de elskede hende og bare ville sørge for at hun var okay, men de måtte gerne vise det på anden måde. Hun havde adskillige gange sagt, at hun ville giftes med en hun selv valgte, men de havde været ligeglade. Traditioner var traditioner, og de skulle overholdes. Desuden var hendes forældre ved at være gamle - gamle i elvernes syn - og de ønskede at se hende blive gift meget snart.
"Et plus," svarede hun med et smil, da han sagde at han ikke manglede penge. Hun kiggede på ham, da han sænkede blikket, og hun følte sig virkelig som jordens dårligste person. Hun kunne jo ikke stå og lyve overfor ham, hun kunne ikke tage med ham. De ville være forkert at sige at hun kunne.
"Jeg kan tage mig bedre af mig selv en nogen anden nogensinde ville kunne gøre. Jeg kan håndtere et sværd bedre end en kriger med flere års våbentræning. Jeg er ikke bare lille og hjælpeløs. Men det mener mine forældre, og de ønsker at se mig blive gift med en, der kan tage sig af mig. Og jeg vælger at følge deres ønske, fordi det er mine forældre." svarede hun så. Hendes bror havde flere gange sagt, at hun skulle gøre hvad der passede hende, men hun vidste også, at han ville være enig med forældrenes beslutning. Han ville kun det bedste for hende, og hun satte virkelig pris på den tanke.
Amora havde en gang sagt til ham, at hvis han nogensinde gjorde skade på nogen hun elskede, ville hun jagte ham og slå ham ihjel, og hun mente det. Ingen skulle krumme et hår på de folk hun elskede.
Det var ikke fordi hun ikke kunne lide ham. Hun kunne bare ikke tage med ham. Det var ikke en mulighed hun havde, uanset hvad han ellers sagde.
"Ja.. Jeg nyder mig liv. jeg har frihed, jeg kan gøre stort set hvad der passer mig." svarede hun så og holdt sit blik på ham.

Kravenoh vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til hende nu det var nemlig som om udenset hvad han gjord eller prøvede på så kunne hun ikke noget.
kravenoh så lidt ondt på hende, måske skulle han bare dræbe hende som hans skæbne nu sagde " men udenset hvad du gør så er det du vil" han stod længe og kiggede på hende, han stod og overvejret om han skulle gør noget ondt ved hende eller om han bare skulle lytte til sit hjerte som han normalt aldrig gjord, men på den anden side hvis hun døde så vil kravenoh ikke har nogen problemer med hans følser for hende.
sig mig en ting, hvad forventer du ved vores møde hvad vil du ha jeg gør, hvad forventer du af mig" Kravenoh kunne godt tænke sig at vide hvad hun i virkeligheden vil med ham, om hun leger med ham eller hvad hun gør.

Han ville ikke kunne få hende til at tage med sig. Man kunne ikke altid gøre hvad der passede en, og dette var et af tidspunkterne. Der var forventninger til hende. Forventninger hun blev nødt til at leve op til, så hendes forældre ikke ville skamme sig over hende.
"jeg gør hvad der forventes af mig, Kravenoh," svarede hun så. Hun lagde godt mærke til hans blik, og noget i hende, sagde at han havde skiftet humør, og at hun nok skulle passe lidt på. Det irriterede hende virkelig, at hun ikke havde sværdet med sig. Så ville hun da kunne beskytte sig selv. Hun måtte vel bare håbe på det bedste.
"jeg forventer intet. Jeg havde ikke forventet at møde dig," svarede hun så. "men hvis jeg kender dig ret, står du lige nu og tænker over om du skal skade mig eller ej. Ikke?"

han smilte lidt til hende det var lidt som om hun kunne læse hans tanker " jo du har ret"
kravenoh studerede lidt om hun havde nogen form for våben med sig, men det så ikke sådan ud.
"kom her hen" sagde han stille og viftede til hende at hun skulle komme hen til ham.
måske skulle KRavenoh indse at hun ikke kunne komme med ham, men hvis hun ikke kunne komme med ham var han nød til at vide hvad hun følte for ham.

Amora kiggede lidt på Kravenoh, da denne bad hende om at komme hen til ham. Det var hun ikke helt sikker på at hun havde lyst til. hun havde ingen våben til at kunne beskytte sig med, og hun vidste fra sidste gang, at han havde en del skjulte ting på sig. Hun havde kæmpet mod ham, og selv da hun havde haft sit sværd, havde han vundet over hende.
Hun rystede på hovedet. "Nej tak. Jeg vil meget gerne have lov til at blive stående. Hvis jeg skal nogen steder, er det hjem. Men du vil vel ikke lade mig tage hjem?" hun kiggede på ham med et stædigt blik. Han skulle ikke tro at han fik hende så let. Hun kendte ham godt nok til at vide, at det kunne være farligt, at gå tæt på ham. hun vidste at han så let som ingenting, kunne slå hende ihjel. Det havde han jo fortalt hende.
"Hvad laver du egentlig her, Krave? Jeg troede du skulle videre?" spurgte hun og prøvede at skifte emne. Måske kunne hun få ham til at glemme, at han muligvis havde lyst til at slå hende ihjel?

Kravenoh ser lidt irriteret på hende da hun ikke rigtig gør det han gerne vil ha og da hun så begynder at snakke udenom bliver han bare mere irriteret " okay søde, hører her dette er den sidste gang, kom her hen nu, vil du ikke nok " han rækkervenligt hånden frem som et tegn på at hun skulle tag hans hånd, hvis hun vælger ikke at gør vidste han ikke rigtig hvad han vil gør ved hende men en ting var sikkert det vil ikke være en rar ting hvis hun ikke hørte efter ham.
" du behøver ikke snakke uden om " kravenoh stod og afventede hende for at se hvad hun havde tænkt sig at gør