Sted: Midt i mellem de to Topalislejre på stranden med udsigt til øen Topalis
Tid: Middag
Vejr: Lettere blæsende, men vinden er varm og solen skinner fra en skyfri himmel

Sandet bevægede sig tungt under Chérons fødder, som han sammen med den lille gruppe af Topalis bevægede sig frem mod det aftalte mødested. En stor sten stak op af sandet, ca. halvvejs mellem de to gruppers lejre, det perfekte sted at mødes.
Der var gået en måneds tid siden, at Chéron havde haft sit afgørende skænderi med Olympus og forladt Topalislejreren sammen med dem, der delte hans synspunkt. De havde lavet en lejr et stykke nord på og siden da havde alle ventet på, hvad der nu skulle ske. Chéron havde forsøgt at skabe dialog med Olympus, forsøgt at få manden til at løsne lidt op for sine meget konservative synspunkter, men de få diskussioner de havde haft, var altid endt med, at Chéron var taget tilbage til sin lejr, frustreret og uden svar til dem, der havde fulgt ham

Hvad bød fremtiden på? Ville der for altid være splittelse i folket eller ville de finde en løsning og blive forenet igen? Nogle dage var Chéron i tvivl, om han havde gjort det rigtige ved at sige ja til at lede disse mennesker, som ønskede andet end det de havde. Var han kvalificeret? Var han ved at ødelægge et helt folk? Nogle ville nok sige ja, Topalis var gået i stykker på grund af ham, men når han lyttede til dem, der havde fulgt ham, vidste han samtidigt, at han blot var nålen, der havde prikket hul på bylden. Mange så ikke en fremtid med racisme, indelukkethed og en urokkelig tro på guderne. Mange af Topalisfolket havde boet op og ned af andre racer, set at den måde Topalisfolket gjorde det på, ikke var den eneste rigtige. Mange tænkte som han, at nye veje måtte til for at folket skulle overleve.

Vinden fik hans tøj og hår til at bevæge sig, men den store sten var i syne og de var nu fremme. Den anden gruppe med Olympus som leder var kun lige at skimte som en mørk klump længere fremme. De ellers varme og venlige brune øjne havde et fast og let bekymret udtryk, men han skubbede alt til side, som han vendte sig mod de andre og sendte dem et beroligende smil. Mange af ansigterne var sammenbidte. Det var ikke bare et folk, der var blevet splittet, det var familier og venskaber og mange havde ikke set deres kære, siden de havde forladt hovedlejren. Det var ikke alle, der havde valgt at tage med i dag, men de fleste var her. Og nu var der ikke andet for end at vente. Ventetiden foregik i stilhed, kun afbrudt af hviskede stemmer. Spændingen var næsten til at føle på.

Endeligt kunne Chéron træde frem og tage i mod sin modstander, den imponerende Olympus, som han havde stor respekt for, men tydeligvis ikke kunne finde enighed med.
”Jeg er glad for, at du ville gå med til det her møde.” For at bevise sine gode intentioner, rakte han hånden frem i mod manden.

_______________________________________________

Rækkefølge:
Chéron
Olympus
Kalliope
Ihrai
Ayesha
Azhari

Olympus havde fortaget sig mange overvejelser inden at han gik med til en møde med Cheron, mange ting var som de ikke skulle være ifølge ham, der var sket så mange ting siden de blev drevet væk fra øen hvor hans folk i mange år havde boet, og hans forfædre efter ham en uenighed som havde gjord at Topalis folket var delt op i to lejre, det ene som var enig med Olympus holdning og tilgang til tingene og den anden med Cheron som overhovedet, disse omstændigheder havde aldrig sket hvis ikke folket i første omgang var blevet drevet væk fra øen i første omgang mente Olympus, men efter tabet på hans hustrue havde Olympus mistet fatningen lidt, og ladet Cheron få sine meninger trumfet igennem og det havde nok medført dette som var sket nu.

Vinden var varm og det var noget Olympus kunne lide han havde samlet hans folk, og begivet sig hen for at møde Cheron og vidste på ingen måde hvad denne dag ville ende med, men en ting var sikkert Olympus vidste godt hvad han ville, det var blot et spørgsmål om Cheron ville gå med til det han ville have skulle ske, så hele denne dag kunne ende i mange ting skulle Olympus for en gangs skyld sætte denne fyr på plads, det ville koste en del men på den anden var Olympus heller ikke typen der bare slog folk ihjel.

Olympus så Cheron som stod ude i det fjerne og der gik ikke langtid før at han stod ansigt til ansigt med Cheron, han lyttede til hans første ord og så at han rakte hånd frem imod ham, Olympus kiggede kort på hånden og overvejet først ikke at tage imod den, men han var nød til at vise sig fra sin gode side " Et møde der kan forhindre mange ting, eller for mange ting til at falde på plads er værd at deltage i, " sagde han og tog imod hånden der var rakt frem.

Olympus havde som altid medført sin trefork, ikke fordi den skulle bruges men mere for at symboliser at man skulle ikke prøve på noget overfor ham.

Det var altid hårdt at forlade øen, tænkte hun som hun stod her på stranden og kiggede tilbage på den. Hvordan havde han lokket hende med til det her? Efter lade hendes tempel til dem, mon de var klar!? Det var ganske vis kun nogle dage, men stadig, de var langt fra klar! Len her stod hun, alene dog, var her mange andre topalis folk, og hun kunne se flere komme gående fra den anden side af, igen tænkte hun, hvorfor lod jeg mig overtale? Vi er så langt hjemme fra? De fleste af dem her, vidste sikkert ikke hvilken skønhed de slåes over.

Så nu stod hun her, og blottede sin shara kysset hud, væk fra øens varme, i sin finest Shara præste kjole, folkenes her, skulle ikke være i tvivl om hvem og hvad hun var. Den var ikke så fin i hendes eget hoved, svært at bevæge sig i, og vidste ikke nok hud, men! Den gjorde sit indtryk!
Her hvor de ville mødes, ganske vis, kom hun gående på -hans- side, sammen med hans folk, ha, hans? Var så forkert det kunne være, alle folkende der mødtes her, var alle Sharas folk, men lad nu det ligge, i hvert fald lige nu.

De to mænd mødtes, og dette var noget af en syn, den der elviske litteratur “yaoi”, og netop dette ville kunne blive verdens næste vidunder, to utrolig smukke, maskuline mænd, stå tæt sammen, hun smilte blot ved tanken, som hun træk sig væk fra gruppen hun kom med, og gik fra dem, til ca midt imellem de ti grupper. Her foldede hun et tæppe ud, og satte sig på sandet i al sin hellihed.

Endnu havde hun ikke sagt eller gjort noget, og ventede blot på en grund, dog var hendes blik låst på de to mand folk. flere gange havde hun overvejet at sige noget, imens de gik, flere  gange havde hun overvejer hvor stor en rolle hun skulle forsøge at tage, dog havde hun endnu ikke fundet nogle gode svar, så nu, ventede hun blot, enten på hun selv fik tanker og ideer, eller på vejvisning fra Shara.

På trods af de billeder hendes indre sind havde tegnet, så skiftede hendes blik tilbage på havet, tilbage på øen, og et suk forlod hende.

Hun var en relativt ny personage i forhold til Topalis-Folkets politiske engagementer og mange, selv når det kom til den gruppe af folk Olympus havde med, kendte hende knap nok. Men der var ingen tvivl om det, Ayesha var en leder i sin egen ret. Ganske vidst Olympus' højre hånd, men stadig med ordene i sin magt - til trods for den tavshed, der syntes at omfatte hendes væsen. Hun gik ved siden af Olympus og havde ingen intentioner om at forlade hans side. Hverken bogstaveligt talt, eller politisk. Hendes grønne var på nuværende tidspunkt ret hårde, påbydende, at hun intet ønske havde om, at diskutere i for lang tid. Men det var Olympus der havde retten til at bestemme hvornår nok var nok. Hun lyttede til hvad den stærke mand havde at sige, lige gyldigt hvad, for han var deres leder, og den mand der ville vise dem deres fremtid som et stolt folk. Hvorfor skulle hun ikke følge en sådan mand? Hvorfor gjorde modstanderens leder det ikke?

At se hans gruppe længere væk betød ikke, at Ayesha blev mere rolig til mode, skønt hun ikke viste det på sit stenansigt. I stedet kiggede hun sig omkring og fik øje på op til flere ånder, der havde gjort menneskerne selskab og var tilfreds. Skulle ting gå galt, havde hun deres assistance. Optaget af disse tanker, opdagede hun først Chéron og hans folk da de stod foran Olympus og de to mænd hilste på hinanden ved håndtryk. Hendes øjne landede på lederen af resistancen og blev med det samme observerende, dømmende. Hvor vovede han at splitte deres folk! At han havde nerverne til det. 
Hendes øjne gik hurtigt tilbage til deres neutrale stadie, men hendes udstråling var en ganske anden kaliber. Folk fra både Olympus' og Chérons gruppe skævede mod hende, kort efter at de havde indtaget synet af de to ledere. "Jeg behøver ikke fortælle Dem hvad der sker, hvis det her bliver mere end blot et møde, Chéron Harin," der var intet spørgende over hendes toneleje, blot en fair advarsel, en konstatering om, hvad der ville ske, hvis han skulle finde på noget dumt, oprørets leder. Hun kendte ham ikke, så hun vidste ærligt talt ikke, hvad han ville sige til dette. Men hendes ord skulle være her, hun var Olympus' højre hånd og det var hendes pligt at informere om, hvad hun ville gøre ved folk, der forsøgte at gøre dumme ting i hans nærhed.

Azra stod ved Ché højre side, et halvt skridt tilbage, en anderkendelse af at dette var hans kamp, men tæt nok til at støtte hvis det blev nødvendigt. Hun troede ikke på dette møde ville føre noget godt med sig, og havde fortalt Ché så meget. På trods af det, var hun stadig stolt af ham for at prøve, og få at have fået den anden side i tale overhoved. Og hvis det lykkedes? Ja, så ville det kun understrege Chés filosofi - at der kunne være kompromis uden blodsudgydelse -, og hvis ikke... så måtte de gøre det på hendes måde. Ligegyldigt hvad, ville de kaste lænkerne af sig. De var slaver under Olympus regime, så vel som de havde været det i arenaen, ufrivilligt holdt til at leve og yngle som dyr på øen, uden sand frihed!

Azra var selv ny, og havde ikke kendt sit folk før Ché havde frigjort hendes sjæl. De kendte hende som Azhari, som kriger. Hun havde ikke gjort meget for at lære de andre at kende heller, men holdt sig til Ché og hans nærmeste. Hun var hans højre hånd, og hun veg sjældent fra hans side.

Fra sin plads observerede hun afmålt de to lederes hilsen, og som flere andre, drev hendes blik dernæst til Olympus højre hånd. Azras øjne blev hårde ved kvindens kommentar. "Så må vi jo håbe De opfører dem pænt, og i mødets ånd" svarede hun på Ché vegne, så han kunne fokusere på Olympus.

Det varede et øjeblik, inden den anden leder valgte at tage hans hånd, en tøven Ché lagde mærke til, men ikke kommenterede. I stedet gav han Olympus' hånd et fast tryk og mødte hans blik med sit, venligt og med en indre ro, men også med en fasthed der afslørede, at han ikke agtede at blive trampet hen over af den ældre og mere erfarne leder.
"Lad os håbe for folket, at vi finder en løsning." Som han stod der, var han i tvivl om det kunne lade sig gøre, en tvivl der kun blev forstærket af de ord, der kom fra Olympus' højre hånd, en aggressiv kvinde, der ikke havde lagt skjul på sin modvilje mod Ché, når han havde været i deres lejr for at tale med Olympus. Hans blik forlod kort den anden leder for at lægge sig på Ayesha, men inden han kunne nå andet end det, lød der en stemme fra hans side. Azra, skarp som altid, kvinden der havde taget det på sig at beskytte ham. Denne gang lod han hende, som han selv havde nok at se til med Olympus. Han ville dog lige sikre sig, at de to kvinder ikke fik pisket en stemning op, han havde en fornemmelse af at det sagtens kunne ske, som de mindede ham om to vildkatte, der sad med piskende haler og så hinanden an.

Trods kvindens trussel om, at der kunne blive udgydt blod, havde Ché en fast overbevisning om, at dette var et diplomatisk møde og vold ikke var nødvendigt. De var et fælles folk med interne uenigheder, ikke to modsatte, stridende parter. Det burde kunne holdes fredeligt og kun med ord. Dog var han selv forberedt på andet, for nok havde han et positivt håb, men han var ikke naiv. Det var ikke hans første tid som leder og han havde før set småting blive til blodig alvor. De to sværd, som havde fulgt ham siden hans tid i kamparenaen i Balzera, hang på hans ryg, klar til at blive trukket. Men alle som kendte ham vidste også, at han sjældent gik nogen steder uden, så det var ikke en provokation fra hans side.

Omkring dem stod deres folk. Bag ham dem, der ønskede mere frihed, et liv uden de topaliske traditioner. Bag Olympus dem, der ønskede at beholde tingene som de var. Der var flest på Olympus side, men de var ikke få på Chés. I mellem de to grupperinger sad en enkelt kvinde på et tæppe. Ché var glad for at se, at præstinden var kommet, selvom hun havde været svære at overtale. Han havde mødt hende ude på øen, da han og Fenris havde været ude at se på det sted, det hele handlede om. 
Lige som han skulle til at sige noget mere, lød et ørneagtigt skrig over dem. Fenris. Griffen var utilfreds fordi Ché havde bedt ham holde sig lidt væk for ikke at virke som en trussel. 
"Jeg tænker, at vi hver især fremlægger vores holdninger og derefter lader folket tale?" Det var i hans øjne den bedste måde. For trods deres positioner som ledere, var folket dem, der var byggestenen for Topalis.

Dette møde kunne nemt ende i blod bad hvis de to kamp haner ikke blev stoppet, for selvom det blot var kommentar der blev fyret afsted vidst Olympus at en lille forkert gnist på det forkerte bål, kunne ende med at der blot kun var en klan der stod tilbage, så rolig løftede Olympus kort sin hånd op som signaleret til at Ayesha skulle tag den med ro, for ikke at skabe flere problemer selvom det kunne være sjovt at sætte den unge leder på plads, men det vil bare ikke løse noget som sådan.

Olympus vende blikket over på Azra hvor efter han blot stod, og stirrede på hende som nærmest var en måde at sige til hende, hvem hun troede hun var, for når alt kom til alt så han kun en leder af det rette folk og det var ham, den unge leder som stod foran ham var en der ikke ville følge de regler som var, regler som havde været der i mange mange år, at man nærmest ikke accepterede regler som var skabt kunne Olympus ikke forstå, og selvfølgelig skulle man vise en vis respekt men det var svært på mange forskellige måder.
Blikket blev efter noget tid fjernet fra Azra og hen på den tilstede værende præstinde, hvor efter han nikkede kort og fokuserede på Ché igen, hvor efter et skrig fra ørnen lød det var ikke noget som sådan imponerede Olympus, " sikker på det er det du ville, for det virker til din fugl vil noget andet " sagde han roligt og signalere til lyder der lige havde lydt.

Olympus vende sig om imod Ayesha og så om hun var klar hvis det, var selvom han selvfølgelig ikke behøvede det da han nærmest allerede godt vidste svaret, endnu engagn vende blikket igen " hmm hvis du tror det vil hjælpe ville jeg med glæde prøve det, men som den unge og frembrosene mand du er kan du vel ligeså vel starte " sagde han roligt og lænede sig op af sin trefork imens han kiggede på ham, det her blev spændende ifølge ham det var han sikker på.

Topalis øen tronede i horisonten mens Kalliope langsomt bevægede sig mod folkemængden der havde samlet sig på stranden. Den varme vind hev legesygt i hendes lange sorte lokker og hun strøg dem fraværende om bag øret mens hun i agt tog folkemængden. Den seneste måned havde været underlig. Der manglede en stor håndfuld af folket, og selvom at folk forventede at hun kunne se præcis hvad der ville ske frem over var hun ikke i stand til at give dem de svar de søgte. Hun havde gået bagerst i flokken fra Olympus’ lejer, for sig selv og uden at gøre mine til at blande sig i deres leders opgør. Ofte var hun den folk tyede til når de havde brug for råd og vejledning men i dag var hendes hensigt at observere – så ville dagen vel vise om det var nok.
 
Hun strakte halsen og genkendte Chéron som hun var stødt på, på stranden kun dage for inden. Han virkede spinkel som han stod der foran Olympus, men alligevel kunne hun se styrken i ham. Olympus var også imponerende med sin fysisk og sin ro. Dette ville ikke blive en nem samtale, det fornemmede hun tydeligt. Olympus ord var vise, og det gav hende en snert af håb. Men det hun havde set selv havde været flyvsk og upræcist. Men synerne havde alligevel gjort hende urolig for lige præcis denne dag.
 
Hun trådte et par skridt længere frem, hendes fødder bare og sandede. Hun havde en let sandfarvet kjole på der blottede hendes hud og hendes mange gyldne tatoveringer. De smukke blomster der snoede sig op af hendes arme og ryg. For at bringe lidt af sin moder med i denne måske historiske situation bar hun moderens smykker, af guld og topas. Smykker der havde repræsenteret moderens evne som seer og betydning i gruppen. En betydning Kalliope selv kun var ved at indtage.
 
På sandet mellem dem så hun deres præstinde sidde på sit tæppe og det hele virkede så helligt og officielt. Kalliope var dog mere opmærksom på eventuelle tegn der bekræftede de syn hun havde haft, men fremtiden var usikker og skabt i nuet – og denne dag ville i sandhed skabe fremtiden for mange.
 
Kalliopes blik fangede nu Olympus højre hånd Ayesha, i det som ordene forlod kvindens læber. Hun trak vejret dybt. Det var første tegn hun havde set i drømmen. En stemme skabt til splid, bragt med mistro. Dette lovede bestemt ikke godt. Hun bevægede sig længere rundt til hun til sidst stod på kanten af Olympus folk og kunne se både Olympus, Chéron og Topalis øen i horisonten. Hun blinkede et par gange og rystede på hovedet. Et glimt havde ledt hende lidt på afveje. Et glimt af noget der havde været eller ville komme? Lige nu var hun ikke sikker. En kvindes kommentar fra den anden side fik hende til at flytte sit blik.
 
Andet tegn – to styrker, med hver deres beskytter. To styrker der ikke just så ud til at behøve denne beskytter. Olympus og Chéron havde begge medbragt deres folk, og med dem de støtter der stod dem nærmest. Det var bare ikonisk at det var støtterne der angreb før lederne.  Et skrig over dem fik hende til at lægge armene hårdt om sig selv i et forsøg på at være sikker på at dette var virkeligheden og ikke et meget realistisk syn. Syner var noget der skulle tolkes og kunne betyde forskellige ting, dette var den skinbarlige virkelighed. En virkelighed hun ikke kunne nå at ændre.
 
Dog faldt hun mere til ro da Olympus signalerede at hans støtte skulle bevare roen – og hun kunne dårligt bebrejde nogle for at tage Griffens skrig som en aggressiv handling. Og med Olympus ord var dette møde officielt i gang. Hendes blik vandrede fra Olympus til Chéron men i hans blik så hun ikke den varme og den sørgmodighed hun havde set sidst. Men lige nu var han heller ikke helt den mand hun havde mødt på stranden.

Ayeshas blik forblev på Chérons sidemand - i dette tilfælde kvinde - i et stykke tid efter hendes kommentar, øjnene hårde og kontante. Der var ingen grund til, at sige noget, hun vidste hvilket førstehåndsindtryk denne kvinde havde givet og hun havde selv givet sit eget. Men det var ikke hvad deres ledere ønskede. Det skulle forblive som en snak, diplomati, så skønt hun ønskede at trække sit sværd foran kvinden, gjorde hun det ikke. Hun havde gjort sin pligt. Der var ingen grund til at føre det videre.
Og Olympus' hånd undertegnede det kun. Han følte ikke at nu var tiden for trusler, og hun forstod ham skam godt, så hun viste sin forståelse ved, at nikke og skæve mod ham, før hendes blik igen vendte sig mod Chés højre hånd. Der var noget usagt, og hun havde ikke i sinde, at ignorere det. Så hun gjorde hvad der var bedst. Hun valgte at kommunikere med sit blik, der nu var fuldt ud rettet imod kvinden. Olympus kunne sagtens håndtere Ché. Men hun havde ingen intentioner om at lade hans højre hånd være en overrumplende faktor på nogle tænkelige måder.

Selv det høje skrig fra oven fik ikke vristet Ayeshas blik væk. Der var andre der kunne tage sig af det, mens hun øjnede kvinden foran sig. I mens talte de to ledere, og et meget lille tegn af morskab over hvordan Olympus omtalte Chés kreatur, viste sig let i mundvigen på Ayesha. Det nåede dog ikke hendes hårde blik eller resten af hendes kropsholdning.
Til Chés forsvar virkede oprørslederen da nogenlunde fornuftig. Selvom han havde begået et oprør og frataget Topalisfolket en del af deres folk, splittet familier ad og skabt et stort ramaskrig, så ville han da i det mindste tale om tingene i stedet for at være aggressiv og voldelig. Der var ingen der ønskede vold, end ikke Ayesha selv, skønt hun havde virket aggressiv før.

Antydningen af et smil spillede på Azras læber som Olympus satte sin tæve på plads. Tydeligvis havde han behov for at holde hende i kort snor, og hvis den slags kommentarer var hvad hun normalt kom til bordet med ved forhandlinger, så var det overraskende at han overhoved havde ladet hende komme med, og ikke havde efterladt hende hjemme i kennelen.

Den Gamle leders blik faldt på hende, og Azra mødte det uden tøven eller frygt. Et svagt nik var alt den respekt han fik, og det kun fordi hun viste Ché ville forvente det, som tegn på god vilje. Denne mand, Olympus var ikke hendes leder. Han var ingenting for hende, andet end et lævn fra fortiden, og der skulle mere end tradition til at vinde hendes respekt.

Som Chéron og Olympus fortsatte, vendte Azras blik tilbage til den anden kvinde, og med snerten af et skævt smil, og hun kvinden op på den usagte udfordring, og holdt hendes blik. Hendes blik viste ingen frygt, og ledernes ord eller Fenris skrig fik hende til at fjerne blikket fra den anden kvinde.

Stemningen var så anspændt at det var lige før, at Chéron kunne smage det i luften. Det havde aldrig været hans hensigt at skabe denne splid i det folk, han kun var en del af med sit blod. Men som Azra havde sagt til ham et par dage før - én mand kunne ikke skabe denne splid, hvis den ikke havde ligget og ulmet under overfladen i forvejen. Folk havde været utilfredse og ønsket forandring, allerede inden han dukkede op. At han havde været den den, der havde hevet problemerne til overfladen, det var måske ikke så underligt, som han havde svært ved at holde sin mund og samtidigt var en naturlig leder, der tiltrak sig dem, der havde brug for ham.
Nu stod de her. Og han ville bære det ansvar, der var pålagt ham, også selvom det var tungt at have liggende på sine skuldre.

Fenris skrig så ud til at skabe lidt røre og Ché følte et kort stik af irritation, for det var ikke det rigtige tidspunkt at vise sig på, men så alligevel, han vidste at nogen var meget imponeret over at han, en almindelig mand uden magiske evner, havde formået at tæmme det vilde dyr. At det var langt fra sandheden var ikke nødvendigt at fortælle. Der skete nu heller ikke mere fra griffens side, himlen var stille igen og kun dyrets skygge, der gled hen over sandet, afslørede hans tilstedeværelse langt over dem.
Olympus provokation valgt Ché at ignorere og han svarede meget fredeligt.
"Griffen ønsker lige så lidt blodsudgydelser som jeg."

Et glimt i solen fangede hans opmærksomhed, og hans blik gled ud til siden, hvor han fik øje på Olympus' seer, Kalliope. En kvinde han havde mødt på stranden et par dage før og haft en længere samtale med. En behagelig ung kvinde, som havde efterladt ham med noget at tænke over. Et hurtigt smil gled over hans ansigt, inden han vendte sin opmærksomhed mod Olympus igen, som denne fortsatte med at tale. Ung og frembrusende. Ung, måske, frembrusende ville Ché nu ikke kalde sig selv. Trods fornærmelsen i ordene nikkede han accepterende og gav blidt Azras overarm et klem, som han gik forbi hende til den bedste position i forhold til at tiltale de mange mennesker, der stod bag Olympus. For et øjeblik overvejede han de ord, han havde tænk over i nogle dage. Ord der kunne afgøre så meget. Endeligt løftede han blikket og så ud over de Topalis, som på ingen måde virkede venlige overfor ham. Det føltes næsten værre end at stå midt i en arena med sværdet i hånden og vente på sin død.

"Jeg har ikke haft mulighed for at henvende mig til jer alle samlet før. Og jeg vil starte ud med at sige, at jeg er ked af at se et folk delt i to. Det har aldrig været min intention at skabe splid i mellem familier, venner og bekendte. Men som en klog kvinde har sagt til mig, har jeg blot givet en stemme til en splid, der allerede ulmede under overfladen. Givet dem, der manglede en leder, en at følge." Der var kraft bag hans stemme, der virkede for lys til hans muskuløse bygning, og ingen burde have problemer med at høre ham. Han holdt en kort pause, inden han fortsatte. "Topalis har været et folk hårdt ramt af ulykke og tab. Jeg er ikke født ind i denne gruppe af folket, mine forældre boede afskåret fra deres folk. Da jeg var barn valgte min far at slutte sig til den gruppe, som rejste tilbage til Topalisøen. For ikke så længe siden fik jeg bekræftet, at han døde, da vulkanen tog så mange liv fra os." En snert af sorg var at fornemme over ham. Han havde håbet at møde manden, der havde forladt ham og hans mor til fordel for en ø, snakke med ham og forstå hvorfor. Han havde ikke fortalt dette til nogen, end ikke Azra. Kun Fenris. Hans blik var fast, som det søgte hvert eneste menneske i den store gruppe foran ham. 
"Jeg siger ikke dette for at få medlidenhed. Mit tab er ikke større end nogen af jeres. Men det binder os sammen." Hans blik landede igen på Kalliope, han så lidt på hende, tavs, inden han igen fortsatte sin strøm af ord.
"Olympus ønsker at tage jer tilbage til øen, der fyldt med sorg. Afskære jer fra omverdenen. Afholde vores folk fra at udvide sig og lære af resten af verden. Jeg har set verden. Oplevet den fra både dens dårlige og gode sider. Og selvom farerne er store derude, er der så mange glæder. Vi er ikke den eneste rigtige race. Dværge, elvere, mennesker, kentaurer, satyrer, feer, ja selv varulve, dæmoner, vampyrer og trolde. Alle disse racer lever i fællesskab, i fjendskab og i venskab. At give en hjælpende hånd til hinanden er at udnytte livet." Der var kommet et smil over hans læber, som passionen for det, han sagde, skinnede ud fra ham. "En anden klog kvinde sagde til mig, at det er nemt at frygte en verden, man ikke har set, ikke kender. Jeg ville ønske, at jeg kunne vise jer verden, vise jer, hvor smuk den er. Men det kan jeg ikke, så længe I vælger at gemme jer på en ø langt ude i havet. Væk fra alting. Man bliver nødt til at åbne sig for at tage i mod. Og vi bliver nødt til at tage i mod. Åbne op for at mænge os med andre racer. Vi er ved at uddø. Se os lige." Han slog ud med en arm, en bevægelse der omfattede alle på stranden. "Vi er så få. Om få årtier er vi endnu færre, vores børn vil dø, indavlede, vores gamle dø med fortrydelse i hjerterne. Fortrydelse over ikke at give slip på stive traditioner og hadefulde indstillinger i mod frihed. Vi kan kun redde os selv ved at starte på en frisk. Lade verdens godhed finde os og bygge et nyt folk på åbenhed og kærlighed. Hvorfor frygte andre racer, når de kan berige os? Gøre os... fantastiske." Hans stemme gik i stå, som han var ved at have nået enden for sine ord. Hans blik faldt til sandet for et øjeblik. Kraften i hans stemme var dæmpet, som han åbnede munden igen.
"Stolthed er vigtigt for et folk, men for meget fører til undergang. Smerte. Jeg håber ikke, at stolthed bliver til dette folks undergang. Jeg håber I vælger livets vej. Selvom det måske kommer til at gøre ondt." Igen blev han tavs, inden han gav et hurtigt og dog respektfyldt buk for dem alle og langsomt gik tilbage til Azra. Alvores havde jagtet hans smil bort og han så fast på Olympus med alvoren i blikket. Tavs. Han havde sagt det, han kom for at sige.

Som Ché begynde at snakke vende Olympus blikket lidt rundt på det folk som støttede ham, og igen hen på hans højre hånd en kvinde der virkelig vil give hans højre hånd en god kamp, og måske en dag ville hun blive inviteret til en tvekamp mellem dem, men det krævede en del og selvom hende lille nik var forståeligt overfor ham, burde hun vide at han ville bøje hende midt over hvis han fik chancen, men nu var det ikke tilfældet for Olympus var her af andre grunde.

Han vende blikket imod Ché som var igang med at tale, og Olympus vende blikket kort på Ayesha og smilede til hende, " din kamp skal nok komme " sagde han viskende så det kun var hende der kunne hører det, efter Ché endelig var færdig med at tale gik Olympus et skridt frem, men hverken imod hans folk eller Ché folk, han havde hans trefork i hånden og han slog den ned i jorden sådan den gav en lyd, der gjord at den ville fange folks opmærksomhed.

" Flot tale fra den unge fyr det skal han alligevel have, men når det så er sagt så ja mange døde under vulkanens udbrud, og ja jeg vil tage jer tilbage til den ø som skabte død, men ikke for at give jer sorg men for at give jer og jeres kære, og døde det som de brænde for da de levede, i kan bære dem videre i deres ånd ved at tage tilbage til stedet som er VORES " understrege han meget bestemt, hvor efter han kiggede tilbage til Ayesha kort inde han forsatte " hvorfor lukke andre racer ind som vi ikke kender som kan skabe kaos, og ødelægge vores traditioner nej nej nej ikke her ikke så længe jeg lever, og hey vi invitere folk til VORES ø VORES sted, noget som vi har skabt og noget som vores forældre, og deres forældre efter har skabt, hvorfor skal vi forene os med en race vi ikke kender, hvad ville det så ikke blive til? jo det skal jeg sige vores folk ville ikke overleve, vi er nød til at stå sammen som det fok vi er, og ikke lade os nar af en der trodser jeres leder, jeg Olympys vil lede vores folk tilbage til øen som er vores og som vi fortjener, og jeg ville søger for at vores racer ville genopstå og formere sig, og blive ligeså stor som før hvis ikke større, " sagde han og holde en pause, hvor efter han vende blikket på Ché " du har mistet ja og det beklager jeg, men du er ikke den eneste der har mistet, min kone døde også men det gør ikke at jeg bare vil lukke alle mulig racer ind " sagde han roligt og vende blikket imod folket igen.

" for min skyldkan i følge ham, og han vil nok fører jer til lykke og gode ting, men det ville ikke vare ved for som i blander jer med andre race, så blander i også jeres krop og sjæl og liv og det vil til sidst ende med døden, bliver i her hos mig og følger mig ville jeres liv blive skånet og i vil leve i fred, og i behøver ikke at tænke på jeres liv. " sluttede han af og tog hans fork og gik over og stillede sig på sin plads.

I Kallis øjne kunne det næsten ikke gå værre – kun hvis de to sider rent faktisk kastede sig over hinanden i frådende vrede. De to kvinder virkede dog til at være kølet en anelse ned, men det samme kunne ikke siges om lederne. Ché’s tale virkede fattet, men naturligt påvirket af at han ikke var opvokset i gruppen. Hans viden og holdninger bar præg af hans nære kontakt til verden uden for folket. Hun tyggede lidt på hans ord om at Olympus ønskede at tage folket tilbage til øen, og Ché’s formodninger. Men gensyn med fortiden var ikke altid en negativ ting, Kalliope havde da selv spekuleret på om nogle af de tilbage blivende havde lagt hendes mor til hvile, eller om stranden stadig flød med knogler fra de der omkom for så mange år siden. Men han havde ret i at folket måske ville komme til at leve meget isoleret. Der var altid muligheder for at folket kunne blomstre, men nok ikke uden at samarbejde med verden uden om dem. Og det var lige præcis der problemet lå så vidt hun kunne fornemme. Hun rystede tankerne af hovedet i det hun opdagede at Ché så mod hende, hun kunne ikke holde et blidt smil tilbage da han citerede hendes ord.

Selvom at hun ikke var hundrede procent enig med alle af Ché’s ord, fornemmede hun alligevel en stolthed i sit indre. En stolthed over sit folk, over håbet Ché gav. Hendes blik vandrede nu til Olympus, spændt på hvad han ville bringe til bordet. Hun håbede at hans vise ord ville bringe folket tættere på en løsning, en løsning der måske betød at de ikke ville behøve at leve som to folk, men kunne leve som ét folk delt af et hav. Det syn havde hun også set – men det lod ikke til at det ville blive aktuelt. Og da Olympus talte mistede Kalliope al håb om fred og fordragelighed. Hun ærgrede sig over at fremtiden med et fælles folk blev mindre og var på kanten af at forsvinde helt.

Kalliope trådte et skridt tilbage i sandet mens hendes blik fæstnede sig på Olympus. Hans ord var nok mere korrekte omkring tilbagevendelsen til øen, men resten af hans ord fik hendes blik til at flakke til Ché igen.
Olympus gjorde det klart at han ikke på nogen måde var interesseret i at hjælpe folket eller Ché med en løsning på dette skummende problem. Faktisk virkede hans ord umodne og hånende. Det var bestemt ikke ord som Kalliope havde forventet ville komme ud af munden på deres frygtløse leder. Nogle af ordene var direkte barnlige, og det blev mere og mere klart for hende at Olympus ikke tog denne diskussion helt alvorligt. Som forventede han at Ché’s lille oprør ville falde fra hinanden her og nu og de folk der havde fulgt den unge mand ville krybe tilbage til Olympus igen blot ved at han slog i sandet med sin trefork.

Men værst var, at han forsvor sit eget folk. Han sagde han var ligeglad med hvem der fulgte Ché og at de der gjorde ville ende med at dø. Hvad var det for en ting at sige til et folk der ikke viste hvad der skulle ske? At de kunne gå som det passede dem fordi deres leder var ligeglad med dem? Hun rystede langsomt på hovedet og bed tænderne sammen. Det var ikke en leder hun ville følge. En leder der ikke gjorde sit yderste for at holde sammen på folk, som tilsyneladende var ligeglad med om de døde eller ej blot fordi de havde truffet et valg der gik mod hans holdninger. Hendes blik hvilede nu på Ché og hun havde truffet sit valg. De mange tegn hun havde set i starten af denne konfrontation var kommet til virkelighed. En kold skikkelse, der vendte ryggen til dem han skulle beskytte. Og en lille skikkelse der slet ikke virkede stor nok til at tage det ansvar der hvilede på hans skuldre. Men hun ville hjælpe Ché så godt hun kunne. Det stod klart for hende nu.

Det blev hurtigt gjort klart, selv for en snæversynet person som Ayesha, at der var god grund til at netop denne Chéron var leder af oprøret. Han havde en vis karisma over sig, udstrålingen passede til en leder, til trods for at hans holdninger bestemt var i fejde med Olympus' holdninger - og Ayeshas egne holdninger, der stemte en del overens med Olypmus'. Han havde hendes respekt, Chéron, men hun var ikke enig. Men hun havde intet ønske om en unødvendig kamp, det ville kun være hvis nogle af oprørerne fik den pudsige tanke lige pludselig at skulle angribe rent fysisk. Hun reagerede derfor kun på Olympus' hvisken ved at skæve mod ham med blikket, meget kort. Mens de to mænd talte deres sag, var hendes blik stadig fastslået på Azhari. De to var nødt til at finde ud af en løsning, for selvom de var på hver deres side af denne sag, følte Ayesha at deres eget problem med hinanden ville blive mere personligt. 

Hun havde et behov for at tage en snak med denne Azhari, uden nogle af deres ledere til at stoppe dem fra hvis det skulle hen at lede til aggressioner. Ayesha kunne sagtens gøre dette, uden at det nødvendigvis skulle have nogen effekt på det større billede. Hendes problem var stadig med oprørerne, men problemet med Azhari virkede bare mere intenst. Som om at oprøret både havde havde alt og intet at gøre med det. For nu var det dog oprøret og folket der havde højst prioritet.

Azra skævede kort til Ché som han trådte frem, og hans berøring fik hende til at falde en anelse ned igen. Han kendte hende for godt lod det til, siden han uden et ord havde vist hun havde hidset sig op.
Hendes kropsprog åbnede sig en anelse, og selvom hendes blik stadig lå mere på den anden kvinde, frem for de to ledere, så var hun villig til at lytte til deres Gamle Leder.

Hun lyttede til Chés tale, og den var som hun forventede af ham, stræk og empatisk. Det her handlede ikke om dem, om Ché eller Olympus, men om folket og des fremtid. De var for få til at holde befolkningstallet oppe på nogen fornuftig måde. De havde brug for nyt blod udefra, og det fandt de ikke på øen. Selvom Azras egen kamp handlede om frihed, forstod hun det også handlede om folkets overlevelse. Det var ihvertfald hvad hun var blevet forklaret.
Azras blik flakkede kort fra den anden kvinde til Ché ved nogle af hans indledende ord. Han var aldrig sluppet godt fra at kalde hende en 'klog kvinde' på tomandshold, men det virkede upassende at stikke ham en her..

Ché trådte tilbage, og Olympus trådte frem for at tale til folket, og slog sin trefolk i sandet hvilket fik Azras opmærksomhed fra kvinden, om end kun for et øjeblik. Autoriteten i hans fremtoning var ikke til at benægte, og hans fremstod bestemt som en stærk leder. De ord der forlod hans mund gjorde dog ikke andet end at bekræfte hendes anelser. Han var bange. Bange for at miste folket, bange for ikke længere at være deres frygtløse leder. Så han talte til folket handlede mere om hans egen storhed og vilje, samtidig med han forsøgte at hæve sig over hele konflikten, som betød den intet...

Azra lænede sig lidt ind mod Ché og sagde lavmælt "Han gav sin accept, her for alles øre. Han gav dig præcis hvad vi skulle bruge"

Chérons blik lå på Olympus, som denne trådte frem og tog folkets opmærksomhed. At han var blevet leder for folket, undrede ham ikke. Han havde den medfødte autoritet til det, en autoritet der var noget mere følebar end Chés egen. Men han havde ændret sig. Ikke at Ché selv havde kunne se det, så længe havde han ikke været her, men der blev hvilket lidt rundt omkring. Tabet af sin hustru havde ændret Olympus. 
Med et opmærksomt og dog fraværende udtryk i ansigtet, lyttede Ché til Olympus. Det var en tale fyldt med selvtillid, Olympus troede på sig selv og sin sag. Men for Ché manglede der et element. Folket. Folkets selvbestemmelse, folkets ønsker. Plads til at folket var en enhed, der havde deres egne holdninger og tanker. En svag rynke viste sig i Chés pande. Det var en krigerisk tale, en tale der godt kunne love problemer.
Azra hviskede til ham, som Olympus' sidste ord lød. Ja, han havde givet dem lov. Men samtidigt sagt, at de, der gik, ikke længere var en del af folket. "Forlad mig og dø" var hans ord, skræmmende ord, der i Chés øjne var helt unødvendige. Men han kunne godt se det strategiske rigtige i de ord. For de var skræmmende. Og ville sikkert forhindre folk i at gøre noget dumt af ren frygt. Frygt for at miste deres folk. 

Tanken gav Ché en knude i maven af let vrede, men han sagde ikke noget. Selvom han havde lyst til at hæve stemmen, fortælle dem, at det krævede mod til forandringer, men at forandringer ikke nødvendigvis ledte til døden. I stedet nikkede han let til Azra som svar på hendes ord, inden han tvang et venligt smil frem.
"Olympus har talt. Hvis der er andre, der ønsker at have ordet, så der mulighed for det. Dette er folkets beslutning, et personligt valgt hos alle. Jeg håber, at alle vil have respekt for andres valg. Ingen ønsker uvenskab mellem familie og venner." Han nåede knapt at tale færdigt, før den første var trådte frem for at tale for sin side. Det var ikke kun de to ledere, der brændte for deres sag, folket gjorde også.

Af en eller anden grund gled Chés blik ret hurtigt tilbage til seeren, Kalliope. Han var interesseret i at høre hendes mening om dagens møde, når det engang var færdigt, men lige nu var der ikke mulighed for at gå hen til hende. I stedet fortsatte hans blik hen til Olympus, som han betragtede med et undersøgende blik. Hans tale havde været aggressiv, men havde uden tvivl haft sin effekt på folket, men om det var godt eller skidt... det ville de få at se.


Jeg tænker at folk sender et sidste indlæg i denne tråd og så afslutter jeg den, når det er min tur igen. Derefter er der planer om voldsomme ting i plottet!
(Hvis man ikke har mere at sige, send det videre til den næste i rækken, vi skal til at se at være færdige!)

Nogle timer var gået siden de havde mødes, og Olympus var kun kommet for at tale til folket ikke så meget med Ché, måske var der alligevel en respekt over for denne unge leder, men en respekt som Olympus ikke ville vise på nogen måde hvis det var tilfældet, for selvfølgelig havde denne mand nosser, for at stille sig op foran fok og foran ham, uden så meget som bare at få lidt sved på panden, det krævede sit mod men når alt kom til alt så var han ligeglad med denne nye leder, han havde trodset Olympus og gået sine egne veje, og det var også fint nok, men han glemte blot en ting og det var at Olympus bar den af, efter han havde forandret sig, efter tabet på hans kone osv.

Olympus nikkede blot efter Ché havde talt ud, hvor efter han så af en af folkene talte Olympus lyttede blot og nikkede til manden der havde stået frem, hvor efter han gik, helt hen til Ché hvor på han rakte hånden frem, og gik ud fra at den ville blive gengældt, hvor efter han nærmest tog hårdt fat i hans hånd og trak ham tæt ind til sig.

" Til vi ses igen, hvilket nok er snart " viskede han sådan det kun vi de to leder der hørte det, hvor efter han slap grebet om hans hånd og gik et par skridt tilbage igen og kiggede på folket for at se hvor mange der havde bestemt sig for at følge Ché og hvor mange der havde besluttet sig for at følge Olympus selv.

Kalliope så udvekslingen mellem de to ledere og fik en ubehagelig fornemmelse i maven. Ikke et syn men en god gammeldags dårlig fornemmelse. Men for nu endte det hele fredeligt og fordrageligt. Nogle folk stod og så på hinanden og Kalliope lagde mærke til en kvinde og hendes to børn der allerede nu tog beslutningen om at gå med Chéron men de fleste lod til lige at skulle tænke over det først. Det var hvert fald hvad hun havde tænkt sig. Sådan en beslutning som denne burde ikke tages i øjeblikkets hede. Det var en livs ændrende beslutning som alle burde overveje nøje. Hun så på Chéron og sendte ham et smil før hun bøjede hovedet og gik mod det hun endnu kaldte hjem. I sit hjerte havde hun taget beslutningen, nu skulle hjernen bare følge med.
Hun smilede til et par af sine venner fra lejeren, det ville blive svært at skulle sige farvel til dem der valgte at blive hos Olympus men hun nærede stadig håb om at den stolte flotte mand ville se tingene som hun gjorde en dag. Og at en dag ville folket blive forenet igen under et fredeligt styre. Men eventyr endelser var måske for meget at håbe på i en situation som denne.
Nu måtte tiden vise hvor mange der blev, og hvor mange der tog chancen for et nyt og forhåbentligt bedre liv.

//Out

Azra havde lært langt mere fra mødet end hun havde forventet. Om deres modstander og hans.. metoder, så vel som fået øje for dem der fulgte ham. Hun forstod hvorfor Ché tvang smilet frem. Han måtte adskille sig fra Olympus, vise han han ikke var den hård-håndede diktator de kendte, at der var en anden vej end frygt. Azra selv slappede dog ikke af et sekund, for der var også de der så dette som svaghed, folk det var hendes job at afskrække fra at prøve på noget dumt. Uden tvivl var Olympus selv blandt disse, men Azra fokuserede ikke på ham. Han var Chés bytte. Olympus højre hånd derimod..

Azras blik havde aldrig helt forladt kvinden, selv mens de andre havde taget ordet og talt deres sag. Nu folk var splittet op og blandet sig for at tale og diskutere situationen, fandt Azra sig selv draget mod kvinden igen. En mulighed for at møde hende tæt på under fredelige forhold. Noget sagde hende deres næste møde ikke ville gå så fredeligt af sig.
Hun passerede kvinden og talte to ord på vejen "Her. Solnedgang" det var ikke en trussel, men en invitation. En invitation til et møde hvor de kunne ofte dette had der ulmede i dem begge, uden indblanding.

Azra fortsatte forbi og cirklede tilbage til Chés side kort efter hans håndtryk med Olympus.

Folk fik lov til at ytre de ord, de nu engang havde om sagen. Passionerede. Nogle vrede. Men ingen tyede til fysisk kamp, det var en kamp på ord og og holdninger. Ché lyttede, men hans tanker kunne alligevel ikke andet end vandre. Forbi Kalliope, forbi de to stridbare kvinder, som fungerede som støtte til de to ledere. Til Olympus og hans udtryk, Ché fik en dårlig fornemmelse ved. En fornemmelse der blev forstærket, da de to grupper begyndte at splitte op og den anden leder kom hen til ham. Rakte hånden frem. Ché tog den selvfølgelig, og straks hev den lidt større mand ham til sig for at hviske til ham. Til de sås igen. Ord der gav ham gåsehud ned af ryggen, for han var ikke i tvivl om, hvad der lå i de ord. 

Hans trak han sig tilbage og slap hånden. Stirrede alvorligt på Olympus, inden denne forlod ham og Azra kom tilbage.
"Lad os gå hjem." Han undlod at se på hende, mørk i blikket over det, der lige var sket. Hun ville bare udspørge ham og det var ikke noget, han ønskede lige nu. Han skulle tænke. Trangen til at kalde Fenris ned og flyve væk kom over ham, men han havde fulgtes med sit folk ud og han ville følges med dem tilbage. Så det gjorde han.

Hvad fremtiden så ville bringe, ja det var der nok ingen, der vidste. Ud over måske Kalliope, men han havde ikke mulighed for at spørge hende.