Nordlandet:

Efteråret var begyndt at gå på hæld i Nordlandet og den første sne havde lagt sig over det falmede landskab. Ikke nok til at klæde det hele i hvidt, men nok til at frosten havde givet alle bladene hvide kanter og jorden et lag af pudder, som ikke ville gå væk igen. Snart ville alt være hvidt, frossent og sultent, men for nu var det forfriskende til mudder og sjap.
For Mitch betød det også at der snart var gået et år siden Amy for alvor var dumpet ind i hans liv, som en lille forfrossen fugl der havde puttet sig ind til ham og forvandlet sig tilbage til en pige på det mest uheldige tidspunkt. En pige han var kommet til at holde mere af end hvad godt måske var og som nu var forsvundet uden et ord til nogen. Det sidste det nok mest overraskende og mest bekymrende. At hun var en vandrende sjæl havde han altid vidst og at han kun havde hende for en periode, men han havde ventet hun havde efterladt besked eller taget afsked. Det andet var for ulig hende til at han kunne andet end flyve ud og søge efter hende.

En lille forhutlet skikkelse omgivet af bevæbnede folk fangede hans blik. Det var ikke så meget at et væsen var omringet, der fangede hans interesse, som af hvem. Gruppens leder var en han kendte særdeles godt fra tidligere tider og det var intet blodfrit regnskab de havde imellem sig. Af samme grund havde Mitch ingen skrubler med at lande bag to af folkene med sværdet allerede trukket og gøre kort proces. Starten til en kort og særdeles blodig kamp, hvor overraskelsesmomentet samt hans evne til at flyve gav ham den afgørende forskel til at vinde mod en overmagt.
Som han trak sværdet ud af gruppens leder, så han sig om efter det forhutlede væsen. Dette havde haft samling nok til at holde sig fra kampen, men underligt nok ikke til at stikke af mens gruppen var distraheret. Mitch drejede sig langsomt mod den - en alf - og skulle til at sige noget, da den smed et eller andet imod ham. Instinktivt hævede han sværdet, slog vingerne ud og desværre rakte en hånd frem, som greb den hårde genstand.
Lyset svandt fra hans øjne og verden med det....

Kiles Tempel i Hovedstaden
... Kun for et sekund, men det var nok til at alt var forandret. De åbne vidder var erstattet med stenvægge, tællelys og en messende stemme, der brat holdte op. Ingen sagde noget, alle stirrede bare på den mørkklædte engel der havde materialiseret sig på alteret med et bloddryppende sværd i den ene hånd, en rød, pulserende krystal i den anden hånd og de sorter vinger slået ud.
Mitch blev stående stille, mens verden atter faldt på plads og hans blik gled over rummet han så uventet var havnet i. Et velkendt rum med velkendt udsmykning men ingen ansigter han syntes at kende. Et tempel til Kile ja, men hvor henne? Han lod blikket glide videre til det faldt på lederen af gudstjenesten han havde afbrudt, nikkede let og trådte så ned fra hvor han stod, mens han sænkede sværdet. Der vendte han sig om, lagde den pulserende krystal fra sig på alteret, fra hvilket han lige var trådt ned, lukkede øjnene og vingerne sammen et kort øjeblik i respekt for den gud han trods alt selv fulgte og var rejst af.
Sin ankomst passende undskyldt, vendte han sig fra alteret og begyndte at gå mod udgangen uden et ord til de forsamlede. Udenfor måtte han kunne finde svar på hvor han var og måske hvorfor han var kaldt hertil på så ubelejlig en måde.

Den seneste tid havde været både fantastisk og faretruende. Kile havde fået fremskridt hos befolkningen. Noget som glædede den lille præstinde dybt, som hun havde håbet på at hendes eget arbejde havde bidraget til denne del. At se verden på denne fredfyldte måde, hvor døden var den eneste konstante der ville ske i livet. Men også at den ikke skulle frygtes. Kile var deres ven og redning, når livet ikke længere var en mulighed. Hun bød alle velkommende med åbne arme og det var hvad hun havde fortalt folk.
Men den senere tid, var denne glæde blevet mødt med bekymring. Proserpina havde ikke modsat sig. Hvordan skulle en enkelt lille præstinde kunne modsætte sig sin ypperstepræst? Han vidste hvad han gjorde, det måtte hun tro på. Han talte Kiles ord på jord, men hun var bekymret. For de ord hendes elskede gudinde så ud til at ytre, var påvirket. Hævngærige og vrede. Noget hun aldrig i hele sin opvækst blandt disse præster havde set eller hørt før.

Så det var med et bekymrende sind og sørgende hjerte at hun lod sin bød glide ud under denne messe. En messe der blev afbrudt promte som et tegn blev dem givet. Proserpina løftede de store brune øjne og lod stemmen tie som en mand stod frem. En mand var blevet fremmanet foran dem, med blødende sværd og kuldsorte vinger. Proserpina hev vejret ind forstyrret over dette tegn. Hvad betød det? ”Dødens engel? Han er ankommet for at fuldføre Kiles ordre Det var en hvisken der fyldte de yngre præster, mens de ældre havde alverdens udtryk af forskellig art. Kiles ordre? Med blodet dryppende for sværdet kunne det kun betyde en ting.

Den lille skikkelse trådte ud foran manden så fast hun kunne mønstre, men det var ikke svært at gætte at den lille krop under de sorte klæder dirrede af skræk og nervøsitet. ”Vent! Der må være en anden løsning?” bønfaldte hun og selvom hun forsøgte kunne hun ikke fjerne sine øjne fra ham i den respekt han fortjente. Hun var bange for hvad hendes trodsige opførsel bragte hende. Hun kunne allerede mærke de misbilligende blikke. Man modsatte sig ikke Kiles formaning!

Stemningen i templet havde skiftet ved hans ankomst, det var Mitch ikke det mindste i tvivl om. Der blev hvisket på rækkerne og mange havde hovederne stukket sammen, mens de skævede til ham og helst ikke ville slippe ham af syne. Forståeligt nok måske, men stadig et ubehageligt fokus at være blevet centrum for. Det var også tydeligt at messen ikke ville blive genoptaget så længe han var i rummet. Endnu en god grund for ham til forlade det og finde ud af hvor han var havnet henne.

Han havde dog ikke nået at tage mange skridt mod udgangen før den lille præstinde han havde nikket til ved sin ankomst, ilede ind foran ham og så op på ham med bekymrede og forskræmte brune øjne. Han havde virkelig gjort lidt for meget af et indtryk denne gang, men de havde da i det mindste ikke skudt ham fuld af brændende pile! Det talte positivt for forsamlingen som helhed og hendes mod til at stille sig i vejen for ham til trods for hvor meget han åbenbart skræmte hende talte for høflighed fra hans side. "En anden løsning? Ville det ikke være en kende respektløst alt taget i betragtning?" Desværre havde hans tanker stadig ikke helt sluppet den efterladte krystal og den undskyldning den var tænkt som. At gå uden at efterlade noget ville efter hans mening ikke have været en bedre løsning, men nu var han heller ikke Kile's præst, men kun hendes engel.

Hans blik var blevet på den lille kvinde foran ham, og valgte så den nemmeste måde at komme fra salen på. "Et ord, lille søster?" Han ville gerne veksle et par ord med en der turde se ham i øjnene og som virkede højt nok i rank til måske at kunne fortælle ham hvor han var og måske endda hvorfor.

Proserpina var ikke sikker på hvad hun skulle svare. Mest af alt fordi hun ikke forstod hvorfor han kunne sige sådan. En bange anelse gik igennem kroppen på hende. Det lød ikke godt, og lovede endnu værre. Hun åbnede munden og lukkede den igen, nærmest som en fisk fanget på land der ikke helt kunne bestemme sig for om den skulle sige noget ekstra eller blot affinde sig med skæbnen. Og respektløst, det ville det vel være overfor deres gudinde hvis han ikke fik lov til at udføre hendes ordre. Det var alt sammen noget der bragte indre konflikt i den lille præstinde, der egentlig blot ønskede fred og fordragelighed når alt kom til alt. Døden var en naturlig ting og om den var selvforskyldt eller blot fordi tiden var sluppet op, kom ud på et. Men direkte at slå folk ihjel bevidst talte hende meget imod.

Proserpina blinkede et par gange, sendte et flygtigt blik ud til sine medpræster der absolut intet gjorde for at blande sig. Tilsyneladende var hun den eneste der havde fundet det nødvendigt at komme med en indvending, siden ingen havde i sinde at blande sig eller støtte hende op. Hun tog en dyb indånding og nikkede. ”Selvfølgelig” svarede hun med så rolig og kontrolleret stemme som muligt. ”Kom med mig” hun vendte sig og gik ud af salen. Hvert skridt syntes at give ekko efter hende, og hun begyndte at blive ubehageligt observant på sine egne skridt. Havde det altid været så svært at gå lige? Turen ud af den hellige sal syntes som at være en evighed, men i virkeligheden kun var en god portion lange skridt væk, før hun åbnede den tunge trædør, holdte den åben for den blodige engel og med rystende hænder gik videre væk fra sal, mennesker og stemmer. I fuldstændig stilhed. Hun turde ikke sige et ord, før hun nåede frem til et mere grønligt område. Der var ikke mange der benyttede hvad der lignede et haveområde, og hun havde ikke alverdens magt til at påkræve sig et rum en ældre præst sad og studerede skriftruller i. Hun sank en klump i halsen som hun vendte sig og så på manden, tydeligvis stadig bange, men efterhånden ved at affinde sig med situationen.

Mitch slap ikke kvinden blikket, som hans ord gled gennem den pludselige stilhed i salen og han kunne se effekten af dem på hendes allerede bekymrede ansigt. Noget stemte ikke helt overens for hendes reaktion var så langt voldsommere og mere udtalt end han havde kunne forvente over at ville holde fast ved sin måde at undskylde på. Det virkede heller ikke som om det var fordi han intet havde sagt til resten af de tilstedeværende for de var helt stille nu og virkede alt for ivrige efter at holde afstand til den lille præstinde.
Noget der kun blev mere udtalt som han bød hende at følge sig ud. Hendes blik flakkede og han så tydeligt hvordan flere præster trak sig et halvt skridt væk fra dem, mens resten slog blikkene ned eller vendte dem væk. Hvad troede de lige han ville gøre ved hende? Ved dem? Det var for tydeligt de havde en forventning om et eller andet, men han lod det hænge i stilheden bag sig, som kvinden endelig nikkede, svarede ham og førte an ud af salen.
Mitch nikkede selv let til svar.
Rastløst foldede han halvt vingerne ud, for at folde dem tættere sammen bag sig mens han fulgte hende. Stadig var stilheden omkring den så total som det ikke burde være muligt i så stort og fyldt rum. En stilhed kun overgået af den anspændte stemning i intensitet. Det gjorde ham anspændt og fik ham instinktivt til at folde vingerne lidt ud igen, så han var klar til at lette og til at holde en hånd lidt for klar til at gribe sværdhæftet.

Han gik først ud som hun signalerede til ham og priste sig heldig over at hun rent faktisk fulgte ham ud af salen og ikke smækkede døren bag ham og forskansede sig. Hun fik da også et let nik fra ham, som hun atter sluttede sig til ham og førte an hen ad lukkede gange uden udsigt til noget som helst brugbart til de nåede frem til et grønt område. Freden der stod i så stor kontrast til stemningen mellem dem som alt ved stedet gjorde det til salen de havde forladt. Mitch åndede dybt ind, drejede ansigt let op mod himlen, men kunne stadig ikke se andet end templets mure og træers kroner.
"Godt valg af sted, søster...?" Han sendte hende et forbeholdent smil, der dog nåede hans mørke øjne. Et åbent og grønt sted ville holde ham mere afslappet end endnu et indelukket rum. Især så længe han ikke vidste hvad der forgik, hvor han var eller hvorfor. Det sidste næsten det vigtigste at få afklaret. Om det også ville virke beroligende på hende ville tiden vise. For nu så hun mindre bange ud end hun havde været da hun stoppede ham i hans skridt, men bange var hun bestemt stadig. "Hvor er jeg blevet hentet hen?" Måske havde det slet ikke været krystallen der var skyld i hans uventede tur, men dem der havde hentet ham med et ritual. Det skete vidste han, men han havde aldrig oplevet det på egen krop.

Proserpina forsøgte ikke at stirre på vingerne, men hver gang hun kiggede hen på denne mand flyttede de store øjne sig til vingerne ganske hurtigt. Det var ikke betryggende når de var slået ud. Den sorte farve havde den modsatte effekt end hvad hvide lyse vinger ville have. Men det var mest sindsstemningen der var kommet. Proserpina var stadig alt for opmærksom på sine skridt og vejrtrækning til hun på nogen mulig måde kunne se et gram afslappet ud. Var hun bange for at dø, det havde hun før spurgt sig selv og sagt nej til. Nu.. Ja, hun var bange for at dø.

Omgivelserne udenfor var dog mere behjælpelige. Hun var stadig anspændt og bange, men de mere grønne og rolige omgivelser havde en effekt. Nok et klog valg at gå herud. Hun vendte sig med hænderne foldet foran sig, kiggende på ham med et nervøst men afventende blik. "Proserpina. Og tak" forsøgte hun som hun så det forbeholdte smil, men han så ikke vred ud eller ond, for den sags skyld. Det bragte et meget lille smil frem på hendes læber, men det var trods alt til stede.
Proserpina åbnede munden, for at svare men var faktisk stille et stykke tid før noget kom ud. "Øhm. Kiles tempel. I hovedstaden" hun var tæt på at tilføje broder, men af en eller anden årsag var hun bange for om hun havde tilladelse til det. Så højtstående var hun slet ikke. "Må jeg spørge.. Hvorfor.. De er her?" hun kiggede ned i jorden, næsten bange for at kigge op og få et svar. Hun klemte sine hænder hårdere sammen i nervøsitet.

Mitch kunne nu helt folde vingerne ind og lade dem blive det. Åben himmel var så evigt at foretrække for ham i en uforudsigelig situation end stenvægge og tag, og han lod roen samle sig helt i sig. Forhåbentlig ville den smittet til den lille præstinde, som hun fik ham set an og sat hvad end første indtryk af ham i perspektiv. Måske burde han variere sit farve valg lidt, som Amy så pointeret havde foreslået efter en af de gange han havde skræmt hende til en skræppende fjerklump, men sort var og blev hans gudindes farve.

Han nikkede let og gemte hendes navn i hukommelsen, mens han ventede på hun svarede på hans andet spørgsmål. Ikke at hun fik ordene frem i første forsøg, men i stedet bare stod sirligt og underdannigt og så på ham med de store brune øjne og ikke et ord kommende over hendes læber. Det fik det modvilligt til at trække i hans mundvige af undertrykt morskab. Var han virkelig så skræmmende selv herude i solen? Hun fik dog endelig stedet fremstammet og det ramte ham mod hans vilje. Templet i hovedstaden havde altid haft en særlig plads i alles hjerter og for deres tro. Ikke det ældste, men tæt ved og langt det mest indflydelsesrige selv før Kiles Orden så aktivt havde søgt indflydelsen.

Som han vendte den nye uventede oplysning tog hun sig mod til ret faktisk at stille ham et spørgsmål. Et han allerede vidste hun ikke ville bryde sig om hans svar på allerede før han gav det. "Jeg ved det ikke, søster Proserpina. Jeg blev blot hentet hertil. Intet sagt, intet hintet, blot hentet." Hans blik hvilede atter på hende, som han stillede sit næste spørgsmål han næsten gættede han kendte svaret på. "Var det derfor I var salen til messe?" Han brød sig ikke om muligheden for at de skulle have hidkaldt ham på den måde og derefter ikke taget kontrol over hans ankomst, men det kunne jo være nogen havde gjort det på deres vegne. En bøn hørt og besvaret og i så tilfælde var det hans pligt at lytte og handle.

Det var ikke så meget at alt hans tøj var sort. Okay, det var nok en løgn, men alle omkring hende gik klædt i gudindens farve, hvilket gav en mere dyster fremstreden. Proserpina selv var klædt i sort, der stod i stærk kontrast til hendes meget lyse hud som nægtede at tage farve selv når hun befandt sig i sol. Underligt taget i betragtning af hvor sort hendes hår ligeledes var. Nej, det var nok mere ham. Vingerne der gav en illustration som mange nok helst ville havde været foruden, blandet med at han var dukket op midt på deres alter, midt i en messe.

Proserpina blinkede, en smule uforstået omkring hele situationen. Men ordet at blive hentet hertil, bed hun sig fast i. Men af hvem? og hvorfor? det var spørgsmål hun heller ikke selv kunne besvare. Hun bed sig ganske let i læben. Det var en mærkelig situation. Hun forstod ikke hvorfor det her var sket, men tilsyneladende var hun den eneste der havde mod nok til at spørge ind til hvad der foregik. ironisk taget hendes ringe kropsstørrelse i betragtning.
Proserpina spærrede sine i forvejen store øjne op og kiggede lamslået på ham inden hun rystede på hovedet. "Nej, absolut ikke. Dagens messe var om livet. Livet inden døden og at folk ikke glemmer indsigt i det." faktisk mere at de ikke glemte indsigt i det. Mange kilepræster tjente gudinden i døden, og var derfor ligeglad med alle omkring sig. Kun at de skulle nå frem til Kiles rige. Proserpina tjente sin gudinde i livet. Viste folk at hun ikke skulle frygtes. Det var nogle gange svært.

Mitch betragtede den lille præstinde foran ham tage hans ord ind. Først fuldstændig uforstående og så med en forvirring der spejlede hans egen så fuldstændigt som det nok var muligt. I det mindste så det ikke ud til at hun havde været med til at hente ham hertil, hvilket igen forklarede hendes chok i salen og hendes forsøg på at finde en forklaring. Ingen andre han havde ladet sit blik hvile på havde dog virket den mindste smule tilfreds med at se ham eller uden overraskelse over at han var der. Alle tegn på at det ikke havde været de forsamlede der havde stået bag hans hidkaldelse.
Ikke direkte under alle omstændigheder. Der var stadig muligheden for en besvaret bøn.

Lige det var så sværere at få en afklaring på. Især som emnet for dagens messe havde været så langt fra ønsket om at se døden i øjnene, men at gøre det med livet optil. "Det var blot en mulighed, søster. Et håb om en forklaring, men som altid ønsker Kile vel at vi selv finde frem til den." Han var måske hendes Engel og havde altid været hendes af tro, men det betød så langt fra at han satte pris på den gave hun havde givet ham i døden eller de spørgsmål den satte i hans sind over at se små bider af nutiden med viden om at det var personer han ville møde engang.
Han betragtede hende eftertænksomt, søgende efter et glimt af hende blandt de mange af sortklædte i sine syn og endelig findende et af hende holdende messe og i fred med sig selv og livet. Det bragte et smil frem på hans læber, før end det svandt som hendes tydelig bekymring slog ham endnu engang. "Noget andet bekymre dig også." Det kom som en konstatering og ikke helt som et spørgsmål, skønt hans blik var spørgende. Måske var det for at hjælpe hende han var her.

Proserpina sænkede hovedet i et svagt nik. Selvfølgelig søgte han også en mulighed og grund til at måtte være blevet hidkaldt. Proserpina havde først tænkt hvor forskrækket hun selv og sine medpræster var blevet, så hun ikke havde tænkt over at det chok nok ikke kun var ved dem. Denne mand var ankommet uden sin egen hensigt, så det ud til. Måske Kile i virkeligheden havde noget hun ville fortælle dem, på sin egen uforklarlige måde. "Jeg kan ikke se andet end at hun har haft sine grunde" svarede hun med et blidt smil. Det kunne være frustrerende! Men i sidste ende var Proserpina nået frem til at så længe hun holdte fast i sin tro, ville løsningen og forklaringen kommer når tid var til det.

Proserpinas blik flakkede og bed sig i underlæben. Han måtte i sandhed være her af en grund siden han kunne se bekymringen i hende. En bekymring hun forsøgte at holde skjult for sine brødre og søstre, da de oftest ikke delte dem, men som var blevet tydelig som hun var blevet forskrækket og overrasket. Det var begrænset hvor mange ting man kunne holde skjult på én gang. "Min bekymring voksede ved din fremkomst. Jeg frygtede at ypperstepræsten ville gøre alvor af sit ord, om de vantro. Eller mere dem han siger er vantro. Hvad der sker.. hvad han gør. Det var ikke hvad jeg skrev mig op til.." hendes stemme var lavmælt og kiggede ned i jorden, med sine hænder foldede foran sig. Hun var for bekymret til at lade det blive inde. For bekymret til ikke at fortælle det når han spurgte, trods hun vidste at de andre præster ikke ville se på det med vellidende øjne.

Endnu engang fik den lille præstinde fremkaldt et smil på Mitchs læber. Hendes svar og måden hun gav det på var et han havde fået så mange gang, når uforudsete hændelser havde bragt ham ud, hvor intet andet syntes at kunne forklare dem end lige det. Om det så var fordi de var brikker i et indviklet spil eller ofre for deres egen tro på at der var en højere mening bag, så var det lige svært at acceptere hvad der oftest føltes som utidig indblanding. "Det har hun måske nok, men dem må vi vente med at sande en stund endnu." En stille bekræftelse af at han vitterlig ikke var kommet med hendes død som hensigt. Hans egen var jo for længst indtruffen og den næste tænkte han sjældent på.

Han kunne se på hende at han havde læst hende rigtigt. Det var aldrig en sikker ting, men han var da blevet bedre med årene og det hjalp jo så også en smule at han måske lidt for ofte bragte folk ud af ligevægt og derved fik dem til at vise andre følelser lidt tydeligere. Han pressede da heller ikke på for at hun skulle sig noget, men lod hende om at bestemme for sig selv om hun havde lyst til at betro ham noget. Hvad hun da kom med fik kun hans ansigt til at spejle hendes bekymring. Han havde trods alt kun set hvad der skete rundt om i den nordlige del af Krystallandet, men det stemte meget godt overens med en opdeling af folk i rigtige og forkerte. "Det er en farlig bekymring at lufte, Proserpina, men en forståelig. Jeg har selv set ... episoder, der har sået tvivl om Ordenen hers motiver for deres handlinger, men kommende fra et Tempel langt væk herfra..."
Han tøvede med at fortsætte og valgte da også at tie med sine egne tanke da det kom til stykket. I stedet rakte han ud og løftede hendes ansigt op mod sit med en blid hånd. "Jeg skal se om jeg kan finde en klarhed for din tvivl og en vej herfra for dig at følge." Som han afgav sit løfte holdt han hendes blik og slog derefter vingerne ud. "Ti' om det til jeg er tilbage." Med det slog med vingerne og lettede fra gårdhaven med kurs mod paladset.

Proserpina var slet ikke i tvivl om at det var en farlig ting at lufte. At det var en upopulær mening at have, som man helst skulle holde helt og aldeles for sig selv. Men noget i hende var stadig i bunden overbevist om at denne mand var her fordi det var Kiles hensigt. Og man løj ikke for Kiles udsendinge, ligemeget om det så kunne betyde at hun kom til at blive straffet for det. Generelt var den lille sorthårede præstinde også umådelig ærlig.
Hun forholdte sig tavs som han talte og kunne ikke undgå at føle en hvis ro ved at vide at hendes bekymring var forståelig, omend også farlig. At han ikke rigtig færdiggjorde hvad han sagde, tog hun mere som at han endnu ikke havde besluttet om hun måtte vide det. Noget de ældre præster havde gjort i mange år, og derfor kun frembragte en let forvirret rynke i panden.

Proserpina løftede hovedet som han løftede det op for at møde hans blik. Det var som om at hans blå øjne var mindre skræmmende og faretruende end resten af ham. Hun var ikke helt sikker på hvad hendes bekymring havde startet op, men hun følte sig faktisk umådelig rolig omkring det. At komme væk herfra inden hun stødte på problemer hvad angik ordenen hvis hun ikke holdte tæt. Noget han bad hende om ikke mange sekunder efter. "Jeg ti'er.." bekræftede hun ham roligt, men hoppede forskrækket det sekund han slog vingerne ud med en voldsom lyd. Det var i hvert fald en voldsom lyd i hendes øre og hjertet galopperede i brystkassen på hende som han lettede fra gårdhaven men en kurs i en retning hun ikke helt kunne beslutte sig til lige nu. Mest af alt fordi hun stod og tog sig til brystet og forsøgte at få styr over sin forhøjede vejrtrækning. Som døden da havde været tæt på hende flere gange i dag!