Det var buldermørkt da Keeran vågnede ved at noget larmede nedenunder. Et opgivende suk undslap ham, da han indså at han ikke bare kunne vende sig om og sove videre. Hvis der var nogen der var brudt ind i hans hjem, var han nødt til at stoppe dem inden de fandt frem til noget af værdi. Ikke at han havde meget, men det han havde var kun så meget desto mere værd fordi han ikke havde andet.
Han trak i et par snavsede bukser der lå ved siden af sengen og beholdt den krøllede T-shirt, som han havde sovet i, på, imens han så lydløst som muligt bevægede sig ned ad trappen. Han håbede virkelig ikke at hvem end der var dernede var bevæbnet.

Nedenunder var der dog ikke andet end et lille væsen. En alf? Keeran var sgu ikke sikker.

"Hvad fuck tror du at du har gang i?" spurgte han døsigt, hans stemme stadig hæs af søvn. Væsnet så på ham med et nærmest undskyldende blik og rakte ham en krystal. "Betaling?" spurgte Keeran og rømmede sig, imens han tog imod krystallen, pinligt berørt over hvor hæs hans stemme var. Han var slet ikke rigtigt vågnet endnu.
Han skævede til alfen, lige ved at bede den om at skride ud af hans hjem, da krystallen i hans hånd begyndte at lyse, kraftigere og kraftigere indtil han blev blændet af lyset.

Øjeblikket efter forsvandt fodfæstet under ham og han landede hårdt på jord, måske sten, på røv og albuer.
"Av, av, av, for helvede," bandede han, hans øjne stadig blændede af lyset fra krystallen, og fik sat sig op hvor han børstede sine ømme albuer af og derefter gned sine øjenlåg indtil han langsomt fik synet tilbage.

Da han åbnede øjnene blev han mødt af et storslået syn. En underjordisk by med magi tydeligt løbende igennem den fra hvert verdenshjørne. I takt med at det gik op for Keeran hvor han var, gik han langsomt i panik. Han havde boet i Rubinien igennem det meste af sit liv og han havde hørt utallige historier om dette sted - vigtigst af alt, så vidste han at han ikke måtte være her. Og her sad han, i en ubefærdet gyde ganske vist, men med udsigt til en markedsplads, og med ingen ide om hvordan han skulle komme ud herfra. I det mindste var det stadig nat. Var det ikke? Keeran var ikke sikker, når de var underjords, men om ikke andet var der ikke så mange elvere i gaderne. 

Længere nede i gyden begyndte noget at lyse og Keeran rejste sig straks op, klar til at gå til angreb, overbevist om at det var alfen fra tidligere, der havde fulgt efter ham. 

Dagene var blevet kortere, men det ændrede ikke på Kais vaner. Han stod op før solen stod op, og i disse dage betød det en masse timer, hvor det kun var ham, havets brusen og månens skær. Der var noget smukt over det. Noget næsten magisk. Han følte sig dybest set et med natten. Men med nattens længde betød det også at han var begyndt at blive nødt til at beholde sit tøj på når han stod og trænede, da den bidende kulde alligevel var lidt for meget for ham.

Han havde været i sine egne tanker, fuldstændig koncentreret om hans træning, da noget der mindede om glimmer viste sig i hans øjenkrog og han stoppede med hvad han gjorde som han kiggede på det lille væsen der kom tættere og tættere på. Væsenet var praktisk talt badet i chakra eller rester af det i hvert fald, og grundet mørket, måtte Kai blinket et par gange for at kunne stille skarp på væsenet. Var det en alf?
"Hello? Hvad laver du her?" spurgte han og tog et skridt fremad og kiggede undrende på alfen. Det var tidligt... eller sent, alt efter hvem man var. De færreste var oppe på det her tidspunkt, og det vidste Kai godt.
Alfen rakte en krystal mod ham, og han kiggede undrende på den. Den var badet i magiske energi, og alligevel var der noget der fik ham til at række fremad og tage krystallen, og med et. ZAP! Væk var han.

Pludselig stod Kai et fremmede sted. Her var næsten varmt, og han havde allerede lyst til at tage sin skjorte af, som han kiggede forvirrede rundt. Der var tydelig forvirring i hans ansigt, også som han kiggede ned på krystallen, som havde mistet sin magiske kræft. Så meget kunne han i hvert fald se på den. Det var dog også efter lidt tid at han opdagede en anden i nærheden af ham.
"Kan du hjælpe mig?" spurgte han forvirret. Han registrerede ikke engang at manden var klar til hvis Kai angreb ham, fordi Kai havde aldrig blevet teleporteret før. Det var alt sammen ret chokerende og han kunne ikke tænke helt så klart lige nu.

Det blev heldigvis hurtigt tydeligt for Keeran at det ikke var en alf, der manifesterede sig foran ham, men han sænkede ikke sine parader endnu. Heller ikke da han indså at det var et menneske. Et menneske, der har en krystal i hånden, indså Keeran med et chok. En krystal meget lig den han selv havde smidt fra sig på jorden.

"Hjælpe dig?" gentog Keeran, lige så forvirret som fyren foran ham så ud. Han sænkede sine parader og strøg frustreret begge hænder igennem sit store, krøllede hår. "Jeg kan fortælle dig hvor vi er. Og at vi ikke må være her. Og at jeg kom her på samme måde som dig." Han samlede krystallen op fra jorden og kastede den til fyren, uden at give ham meget tid til at registrere at den blev kastet til ham.

"Men jeg ved fandme ikke om jeg kan hjælpe hverken dig eller mig selv.. der må være en udgang et eller sted, den må vi finde inden der er nogen der opdager os her." Han skævede til fyren og kunne ikke lade være med at bide mærke i hans mørke hud. "Hvor er du fra? Rubinien?" Der var noget velkendt over ham og det ville ikke undre Keeran, hvis Kai var fra hans hjemby, som de jo heller ikke var forfærdeligt langt fra. Måske han skulle tage derhen i stedet for at tage hjem - han ville umådeligt gerne se sin mor igen og hvis han kunne det, ville det måske ikke være så slemt at være blevet sendt herhen af en åndssvag alf. 

Kai kunne nok bedst beskrives som at være i chok med hvor pænt han egentlig tog det hele. For det var lidt som om at han bare accepterede at nu var de her og der var intet han kunne gøre. I virkeligheden var det fordi at hans hjerne ikke helt var kommet op på hvad der var igang med at ske. Det var ikke fordi at han var langsom normalvis, men han var ikke vant til at være så tæt på magi på den måde. Især ikke når det var sådan en klar magisk kraft.

De måtte ikke være her? Der var nok noget ved de ord, der fik Kai i omdrejninger igen, som han kiggede med store øjne på Keeran. De blå øjne stod noget klart ud mod hans mørke hud, selvom de hvide skjolder dækkede så meget, at det var stærkt at beslutte sig for en decideret nationalitet. Især hvis man ikke før havde set nogen med en hud som Kai.
Kai rystede på hovedet. "Jeg har fået fortalt at jeg stammer fra Topalis, men jeg er opdraget af Thatos' Orden i Diamantbugten," forklarede han og hans øjne begyndte at blive mere fokuseret, som han kiggede rundt, og gik så nærmere på Keeran, så de ikke behøvede at hæve stemmen så meget. De måtte først finde ud af hvor de var, før at de kunne lave en plan. Kai var blevet opdraget i kampteknikker, hvilket indebar også nogle spioneringsmetoder. Det var ikke det han havde fokus på, men han havde en god viden indenfor taktik af forskellig art så de skulle nok find eud af noget.
"Hvad er dette her sted? Stedet oser af magi," nævnte Kai og skævede lidt rundt før at hans blå øjne var tilbage på Keeran og kiggede næsten bekymret på ham. Kai havde aldrig skulle have brug for sin træning på sådan en måde før.

Topalis, tænkte Keeran og kneb øjnene sammen i tydelig overvejelse. Han vidste ikke noget som helst om hvordan man kom til Topalis, hvis man overhovedet kunne. Han var faktisk lettet på fyrens vegne, da han hørte at han 'kun' skulle til Diamantbugten. Ikke at Keeran vidste noget som helst om hvordan man kom derhen, men det lød i hvert fald mere overskueligt.

"Jeg' ret sikker på at vi er i Thal'Elor, men jeg kan ikke garanteret noget, for der er ingen adgang for mennesker. .... Normalt ingen adgang for mennesker." Keeran så omkring sig og slog opgivende ud med armene. Det passede til den beskrivelse han havde hørt af Thal'Elor og det passede også med, hvad fyren sagde om at stedet osede af magi.
Keeran bemærkede hvor bekymret Kai så ud og klappede ham opmuntrende på skulderen. "Vi skal nok finde ud af det, mand. Vi skal bare.. være lidt snigern, imens vi leder efter en udgang." Han trak på skuldrene som om det var ingenting og gav også fyrens skulder et beroligende klem. Han så ung ud og det var ret instinktivt for Keeran at passe på mennesker omkring sig så godt som han nu kunne. 

Thal'Elor? Kai var ikke sikke rpå at han havde hørt om det før, hvilket gjorde det sværere at danne sig et overblik, men hvis det var rigtigt at der ikke var adgang var mennesker, så gav det i den grad mening. At Kai så generelt ikke var ligeså interesseret i myter, som han var i at træne sin krop hjalp nok i den grad ikke. Han var også allerede begyndte at hoppe lidt op og ned på sine fodsåler. Energien løb bare igennem ham, og han kunne virkelig ikke stå stille i for lang tid.

”Hvad er det værste der kan ske?” spurgte han forsigtigt og fjernede sit blik fra manden før at han kiggede mod udgangen af gyden. Der var virkelig ikke nogen. Tiden så ud til at være forløbet som han havde efterladt den, men der var nok ikke lang tid tilæ at solen ville stå op, og med det, en masse bebyggere som ville finde dem.
Kai lod sig dog stadig tænke over hovrdan de bedst kunne finde ud, men han var ikke sikker. Det var som om at det meste af hans træning var væk, nu når han faktisk skulle bruge det. Ulempen ved at leve et så isoleret liv som Kai egentlig havde levet.

Keeran var faktisk ikke sikker. Han havde hørt nogle skrækhistorier om Elverly, for der havde han altid gerne ville rejse hen, men vidste at han som halvelver ikke ville være velkommen og han havde hørt nok historier om, hvad elverne dér kunne finde på at gøre, til ikke at forsøge at snige sig derind. Han havde dog heller ikke lyst til at bekymre fyren unødvendigt.

"De giver os lidt pisk eller en dag i spjældet, inden de smider os ud," svarede han med et skuldertræk, som om det var ingenting, selvom han i virkeligheden frygtede noget langt værre.
Han skævede ud mod markedspladsen. "Alle byer ligner hinanden," mumlede han lavmælt, mest til sig selv. Rubinien og Hovedstaden havde lignet hinanden - på nogle områder i hvert fald. De var inddelt i de samme områder, markedspladsen var aldrig langt fra porten, og den bredeste vej i nærheden af markedspladsen var dén, der førte til porten. Der skulle jo være plads til vognene og deres varer og de besøgende, der skulle handle.

"Kom," hviskede Keeran og tog et skridt imod markedspladsen, inden han kiggede bagud mod drengen, han allerede havde en ansvarsfølelse for, og så greb fat om hans arm for bestemt at hive ham med sig. "Den her vej. ... håber jeg," sagde han og halvløb langs kanten af markedspladsen hen mod, hvad der så ud til at være den største vej derfra, bedende til alverdens guder om at de ikke stødte på en ørkenelver. 

Det var næsten lidt underligt at en fremmede tog hånd om Kai på den måde. Ganske vidst havde munkene også taget hånd om ham, men ligeså snart blev han teenager, var det mindre at passe på ham, og mere at få ham til at blive den bedste munk han kunne for Thatos.
Kai så dog lidt overrakset ud som Keeran kommenterede at alle byer lignende hinanden. Det syntes han bestemt ikke. Han kendte jo så også kun til piratbyen, og dette var den første store by han rent faktisk betrådte, og den lignede overhoved ikke andre byer. Måske hvis han havde overvejet infrastrukturen havde han haft samme tankegang, men så langt var hans hoved ikke helt kommet endnu.

Langsomt sneg de sig ned af gaden, og Kai kunne nærmest mærke magien vibrere omkring dem. Ud af øjenkrogen opdagede han så hvorfor at det pludselig var blevet så stærkt, et par elvere kom gående og de havde små kugler af lys, og han var ikke i tvivl om at de talte med telepati med hvor stille de var, især når man tænkte på at de så ud til at more sig.
Kai vidste instinktivt at det var en dårlig ide at snakke, så i stedet for rev han hurtig Keeran ind i sidegade, inden at elverne kunne opdage dem og shushede på dem. Deres kroppe var praktisk talt presset op af hinanden, som Kai prøvede at gøre dem praktisk talt usynlige mod væggen. Han håbede virkelig ikke at de blev opdaget.

Keeran slap knægten så snart han var sikker på at han fulgte efter ham. Han stolede på Kais dømmekraft og på at han selv ville kunne finde ud af at følge med og finde ud af at gøre det så lydløst som muligt, især nu hvor han ledte dem ved eksempel.

Det overrumplede ham, da han pludselig blev hevet ind i en sidegade, og han var lige ved at skubbe ham af sig, da han tyssede på dem. Der gik et øjeblik, før det gik op for Keeran hvorfor, men da han først forstod grunden, forstod han også at Kais plan om at gemme sig ved at stå tæt op af hinanden i en sidegade ikke var god nok. Det første han kunne se af de elvere, der bevægede sig tættere på dem, var lyset der kastede skygger på murene på den modsatte side.

"Spil med," hviskede han til Kai, imens han strøg sine store krøller om bag sine øre, så de var fuldt ud synlige, og tvang så i en hurtig bevægelse dem til at bytte plads så det var den mindre fyr, der stod med ryggen imod muren, og pressede så sine læber op imod hans. Som det vigtigste lagde han en hånd over Kais øre, for at skjule hans tydeligste mennesketræk. Han var overbevist om at Kai kunne føle hans hjerte slå hårdt imod sin brystkasse, men han blev alligevel stående helt tæt op af ham, da han ud af øjenkrogen så elverne komme forbi deres sidegade.
På lyset de medbragte kunne man se, at de var stoppet op, selvom man ikke direkte kiggede i deres retning, og i et desperat forsøg på at få dem til at væmmes, pressede Keeran hele sin krop insisterende op imod Kais, indtil han hørte en af ørkenelvere; "Urgh," lød det, stemmen fuld af væmmelse, og så højlydt at det uden tvivl var meningen at de skulle kunne høre det, men så blev lyset også gradvist mindre igen. Keeran slap straks Kais læber, men talte lydløst til tre inden han gav helt slip, for at være sikker på at ørkenelverne var tilstrækkelig langt væk.

Det ville aldrig have slået Kai ind at lave en manøvre som denne. Dette var ikke en kampteknik og med hans noget sølle kendskab til den rigtige verden, var han ikke klar over hvor effektivt sådan noget her kunne være. Selvfølgelig gad han heller ikke se på de kyssende par i piratbyen, men det var ofte fordi at de til tider var ved at have sex på åben gade, frem for noget kysseri.
Heldigt for Keeran, valgte Kai dog at stole på ham, og han lukkede sine øjne i og lod som om at han nød det, selvom han mest af alt syntes det var en mærkelig følelse. Det var ikke sådan han havde forstillet sig et kys ville være, selvom han ærligtalt ikke lagde mange tanker i det til daglig. Men hvis det her var alt hvad det var, så forstod han egentlig ikke helt hvorfor folk gik så meget op i det.

Selvom Kai ikke helt forstod konceptet, var det ligesom at ligeså snart at Keeran gav slip, så var der så meget ny energi hans krop, at det føltes som om at han var ved at sprænges. Det var heller ikke rigtig den energi han var vant til. Uro var en ting han bar hver dag i sit liv, men det her var andereledes, og det frustrerede ham faktisk lidt.
Han stod lidt og tog nogle dybe vejrtrækninger som han langsomt åbnede øjnene og kiggede mod hvor lyset var på vej væk. Var de i sikkerhed nu? Forhåbentlig. Han håbede dog ikke at det her var noget de blev nødt til at gøre flere gange.

Keeran syntes at Kai var køn, uden tvivl, men der var noget utroligt kedeligt ved at kysse nogen, der ikke besvarede kysset, og selvom hans hjerte havde banket hurtigt, var det ikke en succes han ville gentage. Desuden var han nødt til at fokusere på at få dem begge helskindede ud herfra.

Han lød blikket glide over Kais ansigt, imens knægten så ud som om han langsomt kom til sig selv og fik åbnet øjnene. Keeran klappede ham rosende på overarmen, men gik så også ud fra at det var nok i forhold til at sikre sig om han var okay. "Kom, lad os skride," sagde han lavmælt og sneg sig tilbage til hovedgaden, som han skævede ned af, inden han vinkede Kai med sig og begyndte at småløbe ned ad den igen.
Et sted længere nede af gaden hørte han en dør åbne, og øjeblikket efter skete det samme på den anden side af dem. Indbyggerne her må være ved at stå op, tænkte han og satte tempoet op. Han havde endnu ikke tænkt på hvordan de skulle komme forbi eventuelle vagter ved porten, men først da han fik øje på porten, gik dét problem op for ham, og han vinkede Kai med sig ind i endnu en sidegade, hvor han brugte et øjeblik på at trække vejret dybt ind.

"Har du nogen idéer til, hvordan vi kommer forbi dem?" spurgte han og nikkede imod vagterne ved porten. På trods af at have spurgt Kai, kørte hans egen hjerne også på højtryk for at finde en løsning. 

Kai fulgte trofast med Keeran. Han var heldigvis ikke slået alt for meget ud af kysset. Stadig en noget besynderlig ting at gøre, men Kai lod det ikke forstyrre hans tanker. Det galt om at have et fokuseret sind nu, især som Keeran trak ham ind til siden og spurgte ham om han havde en ide.
Et undrende udtryk kom op i Kais ansigt, og han kiggede forsigtigt ned af gaden for at se på vagterne. Okay, så der var nogen, men det var kun to. Måske de ikke mente de havde behov for så mange når det var nat, men de måtte nok hellere komme ud inden at der begyndte at komme flere, eller mere bemanding.

"Jo måske... hvis vi nu distrahere dem," sagde han og stillede sig med nok plads til at fremkalde Leo. En lille griff, men meget ulig hvad man normalt så. Han lignede mest af alt en blanding mellem en papegøje og en leopard, og så var han ikke højere end 50 cm. over skuldrene.

"Du kaldte," lød det inde i Kais ansigt, som griffen begyndte at flyve omkring ham, og han måtte stoppe sig selv fra at grine, selvom et meg et bredt smil spredte sig over hans læber.
"Leo her burde kunne distrahere vagterne så vi kan snige os forbi. Jeg tvivler på at de vil skade ham, og vi behøver ikke at være så bekymret hvis de indfanger ham. Det kan du godt ikke," den sidste sætning var betegnet til Leo som så noget begejstret ud og havde endda hoppet op på Kais skulde. Udelukkende fordi at de havde fundet ud af at Leo var blevet for tung til at stå på Kais hoved nu om dage.

Keeran fulgte undrende Kai med blikket, da han trådte tilbage og begyndte på et eller andet, som Keeran ikke helt kunne forklare eller forstå hvad var. Pludselig kom der et væsen frem - Keeran genkendte det som en griff, men det lignede samtidig ikke rigtigt en griff og var desuden alt for lille. Keerans undren blev kun større.

"... Okay..." svarede Keeran tøvende, da Kai foreslog at de brugte griffen som distraktion. Den var også vældigt distraherende, det var Keeran i hvert fald enig med Kai i.
På hug bevægede han sig hen til hjørnet af bygningen de gemte sig bag og så med imens griffen bevægede sig hen til vagterne, der ganske rigtigt nærmest ikke kunne få blikket fra den. Allerede inden han var helt sikker på at den havde deres opmærksomhed var han begyndt at snige sig forbi dem. Denne gang tjekkede han ikke om han havde Kai med - han gik ud fra at knægten efterhånden havde lært at holde sig til.

Ude af Thal'Elor skævede han dog bagud, for at sikre sig at Kai bevægede sig med ham hen i ly for vagterne, så de ikke ville kunne se dem, selv når griffen ikke længere havde deres opmærksomhed. Nu hvor de var over jorden kunne de se solopgangen, der malede himlen i røde, lyserøde og orange farver mod øst.

"Så langt så godt," sagde han med et bredt smil til fyren. "Så skal vi bare..øh.." han skævede imod solen. "Nordpå," sagde han og pegede. "Eller jeg skal, jeg ved sgu ikke rigtigt hvilken vej du skal. Men hvis du vil med, så er du velkommen." Han tøvede et øjeblik og skævede i retning af Rubinien. Han kunne også tage hjem først og besøge sin mor. Det var flere år siden han sidst havde set hende. Hun ville også kunne fortælle dem, hvilken retning Kai skulle gå i, måske oven i købet skaffe dem begge nogle lift med handlende. 

Leo var noget af en energibombe, især når man tænkte på hvor lille han egentlig var, og hvis man vidste hvordan han var død. Dette var måske ikke noget Keeran nogensinde ville finde ud af, men Kai vidste det. Leo havde fortalt ham det indenfor det første år de var bundet af kontrakten. Han havde været for svag, og var derfor blevet efterladt til at dø, som han jo så også gjorde. For Kai gjorde det ham glad at han vidste at Leo i det mindste kunne leve sit liv nu som det burde være, og det gjorde han.
Leo drønede omkring vagternes hoved og fik lokket dem væk fra porten. Han gjorde sig rigtig til, og der var endda også et par af de andre elvere der kom og skulle se det pragtfulde dyr. De havde nok ikke mange af sådan nogle dyr hernede.

De kom heldigvis igennem, og Kai kiggede sig over skulderen, hvor han langsomt kunne se byen forsvinde, mens de kom tættere og tættere på landjorden, og snart kunne solopgangen ses, og den store ørken rundt omkring dem. Han blinkede et par gange, men kunne ikke tro synet. Han havde aldrig set et hav af sand på denne måde. For for ham var det virkelig et hav af sand.
"Det her er utroligt," udbrød han fascineret. Fuldstændig ignorerede at det nok ikke var så lige til at komme ud, og heden ville nok snart slå ned på dem.

Der gik faktisk op til flere øjeblikke før at Kai opfattede hvad Keeran havde sagt. "Jeg er ikke så god til hvor tingene ligger, men Diamantbugten? Den ligger ved østkysten? Og jeg går ud fra at den ligger nord herfra, men jeg har ærligtalt aldrig forladt den før, så jeg ved det ikke." Geografi havde ikke været højt på Kais liste over ting han kunne lære. Det var nærmere træning af kroppen og sind, hvilket jo også havde sat sit præg. Noget der var noget nemmere at se nu når de ikke skjulte sig og solen var begyndt at komme op på himlen.

Keeran havde ikke fået sko på, da han gik ned for at konfrontere sin 'indbrudstyv', så nu stod han med sine bare tæer i det stadig kølige sand, der om få timer ville være brændende varmt og det eneste han kunne tænke på var, at han endelig var hjemme. Han prøvede ikke at dvæle for meget ved tanken, bange for at blive overvældet af hjemve, og lod i stedet blikke glide over Kai, nu hvor han kunne se ham ordentligt og faktisk havde tid til det uden fare for at blive overfaldet af sure ørkenelvere.

"Mmh yeah," svarede Keeran distræt af Kais betagelse. Knægten var til Keerans overraskelse buff. Hvad han ikke havde i højde, havde han i musklerne, og Keeran lagde en hånd om sin overarm, spændte den og sammenlignede ubevidst deres størrelser. Pludselig følte han at han selv fik trænet alt for lidt, på trods af sine aftaler med Joanna.

Keeran satte sig på hug og tegnede, hvad der lignede et væltende æg i sandet. Det var sådan nogenlunde formen på landet, mente han. "Okay, så her er Rubinien. Her er vi." Sagde han og lavede to prikker i sandet. "Her er Hovedstaden. Det her er østkysten, så.. heromkring ligger Diamantbugten." Keeran så op på Kai og sikrede sig at han havde hans opmærksomhed, inden han lavede en lille cirkel imellem hvor de var nu, og hvor Diamantbugten ligger. "Heromkring ligger Kzar Mora. Det område skal du ikke igennem. Jeg tror det er bedre hvis de følges med mig op af landevejen mod Hovedstaden." Han strøg sine fingerspidser imod sine skægstubbe og overvejede det logiske i at tage til Balzera først imod om det bare var fordi han gerne ville se sin mor.

"Det kunne være en god ide for os at tage til Balzera først. Det ville være nemmere at få et lift med nogle handlende og vi ville kunne få vand tidligere. Men hvis du hellere vil nordpå med det samme..." Det var nemmere at overlade valget til Kai og Keeran havde ikke noget imod at tage den nemme udvej. Det ville være nemmere hvis Keeran også vidste hvor oasen lå og hvilke byer de ville komme forbi på vejen, men han havde lige oplyst Kai om hele sit forråd af geografisk viden - der desværre ikke var så stor.

Det mest skræmmende ved Kai var nok at han stadig blot var en teenager. Der var i hvert fald stadig massere af tid for ham at udvikle sig yderligere, ikke at Keeran var klar over dette. Det var dog tydeligt at se at Kai var en der værdsatte sin træning meget højt. Hvis man kendte ham, ville man stadig være overrasket over hvor højt, for han havde virkelig ikke noget liv udenfor den træning. Det var skræmmende. Der var hverken piger, alkohol eller penge i hans liv.
Heldigvis opdagede Kai ikke at Keeran måske var ved at få lidt komplekser over deres størrelser, men var i stedet for fokuseret på vigtigere ting. De var i en ørken. De var et sted han ikke kendte. Hahn var meget langt hjemmefra, hvilket gik op for ham, da Keeran tegnede et kort over landet.

"Okay," mumlede han og kiggede eftertænksomt på kortet. Det gav mening at de fulgtes med hinanden, men han kiggede noget undrende ud da Keeran spurgte om de måske skulle tage til Balzera først.
"JEg kan godt se logikken bag det, men er vi sikre på hvor vi i det hele taget er ude i ørkenen... den er nemlig ret stor, så det ville være dumt at gå syd, for at finde ud af at vi var tættere på at komme ud mod nord, end at finde byen," sagde han. Nu kendte han ikke meget til ørkenens miljø, men han var ret sikker på at de ikk ehavde lyst til at være herude i særlig lang tid. Keeran havde ingen sko, Kai havde heldigvis en trøje på, men hans egne sko de ville ikke holde længe herude. Der ville blive godt varmt for dem begge.

Keeran havde ganske vist selv lagt valget over på Kai, men så snart Kai tog et valg som Keeran ikke brød sig om, fortrød han det. Han ville hjem til sin mor og hvem vidste, hvornår han næste gang ville komme så tæt på hende igen. Han gned frustreret begge hænder over sit ansigt og overvejede hvad han skulle gøre. Hans liv var i hovedstaden, så han blev nødt til at tage hjem, og så snart som muligt, hvis ikke han ville miste sit job og sit hjem, men...

Han lod sine hænder falde og rejste sig op med et dybt suk. "Min mor bor i Balzera," indrømmede han lavmælt og kløede sig nervøst på armen. Han gad ikke hvis Kai skulle til at belære ham om omveje og forpligtelser. "Jeg tror du har ret - at det er smartere, hvis du rejser mod nord. Men jeg tager til Balzera og besøger hende." Han følte sig som et lille barn, der bare ville have sin mor, og han skammede sig også nok over det til ikke at se Kai i øjnene imens han talte, men han kunne ikke benægte at tanken om at vende hjem gjorde ham glad. 

Kai så chokeret på Keeran som han pludselig ombestemte sig for den bedste rute, men det overraskede udtryk blev hurtigt erstattet af et stort smil endnu engang. Der var ikke meget tid som Kai ikke brugte på at smile.
"Det skulle du bare have sagt. Jeg tror ikke det ville være klogt at splitte op, så om ikke andet kan jeg jo altid finde nogen der kan følge mig nord på når vi når Balzera hvis det er," sagde han, ligeglad med at planen allerede var røget ud af vinduet. De ville begge to have godt af at blive sammen hvis de skulle rejse gennem ørkenen. Desuden mente Kai at Keeran måske havde en bedre forståelse af hvordan man skulle overleve herude. Det her var jo først ting Kai ville lære hvis han skulle rejse fra templet. Pludselig teleportation satte lidt en kæp i hjulet for alting for ham. i det mindste havde han fået lov til at træne lidt i de tidlige morgentimer, inden det her var sket, ellers havde energien og rastløsheden nok allerede slået hårdt ned på ham.

Keeran kunne godt lide Kais smil. Det var beroligende. I Hovedstaden virkede folk omkring ham altid så vrede eller paniske, især på Helbredelseshuset og værtshuse, de to steder hvor Keeran opholdt sig mest. Det var helt underligt at være omkring en fyr der bare var afslappet og glad ligegyldigt hvad man smed ham ud i. 
Det var en utrolig lettelse for ham at høre Kai gå med til at tage til Balzera og Keeran brød også selv ud i et bredt smil.
"Det er jeg glad for at du siger, mand," svarede han og strøg smilende en hånd igennem sit hår og om til sin nakke, hvor han lod den hvile, imens han så sig bedømmende omkring. "Sydpå, yeah?" tjekkede han med Kai, bare for at se om de var enige om hvad retningen måtte være, og begyndte at gå. Des hurtigere de kunne komme af sted des bedre. Han følte sig næsten hjemme allerede; temperaturen var velkendt, udsigten udover ørkenen så langt øjet rakte nærmest nostalgisk. Det kunne godt være at han ikke havde været præcist her som barn, men det kunne ikke være langt fra.

At gøre en anden person glad var noget Kai elskede, måske var det også derfor at han fungerede så godt som en munk. Han havde virkelig ikke et større ønske for sig selv, andet end at følge Thatos' lærdom og gøre noget godt i vedenen. Han havde ikke store håb om at hjælpe menneskeheden, men en god gerning her og der, det gjorde folk så glade, med deres store smil. Han var noget noget idealistisk fremfor realistisk i sin tilgang til verdenen.

"Sydpå," bekræftede Kai, og han fulgte Keeran mod hvad han gik ud fra var sydpå. "Så du er opvokset hernede?" spurgte Kai nysgerrigt. Det var ikke fordi at det var første gang at Kai havde stødt på en fra Rubinien, men piraterne var af noget lidt andet stof end Keeran var. De var lidt mere tilbøjelige til røverhistorier og generelt ikke bekymre sig om en knægt som Kai. Hvis Kai ikke var interesseret i alkohol og kvinder, så var der jo ikke mange fællesinteresser tilbage.