I Nordlandet

Der var koldt heroppe. Amy der havde levet alle sine dage i hovedstaden, og mest kun vandret i de nærtliggende områder, måtte ofte tage en ekstra trøje på når hun gik væk fra de varme lokaler. Hun skuttede sig som en kølig vind blæste igennem og rev i det lange røde hår, der kun var blevet længere som tiden var gået. Det var lige så krøllet og ustyrligt som altid, selvom det var blevet forsøgt sat. Ikke noget hun valgte at udsætte håret for hver eneste dag. Det syntes at tage hævn dagen efter når hun forsøgte.
Hvor længe hun efterhånden havde befundet sig i denne del af riget, var svært at huske, men det havde ikke føltes langtrukken. Faktisk var hun faldet ganske roligt til, og var begyndt at holde af Nordens natur, udstråling og selv det kolde vejr. Vinden bed hende ikke nær så slemt som andre nykommende, men sneen der kunne finde på at falde i de tidligere efterårsmåneder, omend ikke for at blive liggende, havde haft sin effekt. Sne var ikke det bedste hun vidste, men det kunne man vende sig til.

Solens stråler glimtede i bjergtoppendes snedække, og gav et skinnende skær til resten af dalen. Amy nød at sidde helt oppe i toppen af tornet. Klatre op på det slidte tag og kigge ud. Højderne havde aldrig rørt hende, men derimod givet et tilfredsstillende syn. Hun var oftest at finde der, når hun ikke gjorde hvad hun kunne for at hjælpe omkring sig. En smule fraværende gled hun det lille stykke drageskæl mellem sine fingre. Det som hun og Caitlin havde anskaffet fra dragens hule. Hvor havde de været dumdristige! Det havde været livsfarligt som bare fanden! Og alligevel var begge piger taget afsted i en sølle jolle, i håb om at finde rigdomme.

Følelsen af at blive iagttaget, fik de blå øjne til at fjerne sig fra udsigten og i stedet kigge på en finurlig alf der smilte en kende anelse for meget i forhold til at de ikke kendte hinanden. "Øhm.. Goddag" Alfen smilte breddere og begyndte på en lille latter, inden den rakte en blodrød krystal frem imod hende. "Hvad er det?" Amy rakte først hånden ud, som Alfen viftede den imod hende ganske insisterende. Hun vendte den mellem fingrene et par gange, som alfen stak af igen. "Hvorfor skal je-" Omgivelserne begyndte at snurre og hele kroppen krøllede sig underligt sammen. I alt dette forsøgte Amy at slippe krystallen, men hendes hånd var låst fast.

I en hule ved kysten
Det den sammenknebne følelse forsvandt, slap hun krystallen der faldte til jorden med en klirrende lyd, i det den ramte et underlag der ikke bestod udelukkende af sten. Den rødhårede Amy hev forvirret efter vejret og spejdede rundt i den uhyggeligt genkendelige hule. "Det er løgn.." hendes stemme var ikke mere end en hvisken. Hovedet blev drejet i samtlige retninger, som hendes skridt genlød klagende højt i blandt hulens vægge som krystaller og andre ædelmetaller skred mellem underlaget og Amys vægt.
Al bevægelse stoppede, som en høj prusten gik igennem hulen og fik den til at vibrere let. Amy bed tænderne faretruende hårdt sammen og så på den lette røgsky fra den store mængde af skatter. Langsomt men bestemt, bakkede hun længere end, til hun stod i et lille indhug af hulen og klemte sig mod de kolde sten. Fedt. En drage.. En hule med en drage. Amy sank forsigtigt ned på hug og rakte ud efter den røde krystal der havde fragtet hende hertil. I sin siddende tilstand sad hun nu og ruskede den i sine lukkede hænder, i et forsøg på at få den til at sende hende hjem igen.

Ved Østkysten

Krystallandet havde forandret sig siden Caitlin sidst havde været på tur. Folk var mere mistænksomme, afvisende og deres tilhørsforhold havde ændret sig. Fra Lyset mod den neutrale midte tilbudt af Kiles Orden og som virkede til at have givet dem noget hverken Mørket eller Lyset kunne - troen på en fremtid.
For Caitlin havde Chance altid været den hun havde sendt en tanke og resten af guderne nogen hun holdt sig skjult for. De var for store og for.. for definerede? Med Chance var der altid muligheden for at flippe mønten og tage den anden siden end sidste gang noget var forsøgt. Blande kortene og udfordre skæbne lidt. Gidion så ikke helt så positivt på det dog.

Hun var søgt ud til kysten for endeligt at få set den side af landet og det havde ikke skuffet. På stranden havde hun set havfolk komme op og forvandle sig til mere menneskelignende væsner for at søge ind i landet eller tage den modsatte vej. Pirater fulgte stranden mod skibe trukket op eller spillede kort og drak ved bål nær skibene. Livet var i det hele taget et andet her hvor hav og himmel virkede nærmere hinanden og Hovedstaden meget langt væk.
Det var da også på en afsats med udsigt over havet at hun sad nu og betragtede solen stå op. Afslappet og fred med omgivelserne, men også så småt begyndt at mærke raskløsheden trænge sig på. Hun fandt ikke Amy af at sidde her og Gidion ville ikke se pænt på det hvis hun blev væk vinteren over. En aftale var en aftale og det måtte hun hellere overholde denne gang.

"Ganske kønt." Stemmen lød ved siden af Caitlin og fik hende til at se til den side og ned på en alf af en art. "Ganske, men ikke så kønt som nedgangen på den anden side." Hun havde set den over havet der et par gange, men mest mindeværdigt den aften Amy og hun var sluppet fra den blå drage. Ved siden af hende lagde alfen hovedet på skrå og nikkede så samtykkende. "Så bestemt. Det er kønnere. En sådan en her kunne måske gøre det?" Han rakte hende en krystal der i den ene ende var dyb lilla men så langsomt gled over i blå mod toppen.
Caitlin tog imod den og holdt den op for at se hvordan solens stråler blev kastet rundt i andre farver som de blev set gennem krystallen. "Ja, den gør..." Hun blinkede og mærkede noget forandre sig som Krystallen absorberede lyset og med et kastede det ud fra sig og blændede hende.

I en hule ved kysten
Tid og sted var en sjov ting, der var alt andet end det samme da Caitlin fik blinket lyset ud af øjnene og atter kunne se klart. Hun sad ikke længere på afsatsen, men derimod i en hule og det var heller ikke længere en solopgangslys der spredte sig imod hende, men en noget højereståendes sol stråler reflekteret i blå og lilla krystaller og kastet rundt mellem hulens vægge, rammende flere krystaller og efterladt blå og lilla skæl.
Drageskæl.
Tanken var nok til at hun stivnede på stedet og mere febrilsk så sig rundt. Var dragen hjemme? Havde den æg? Et tilbagevendende mararidt var sprunget til live og så var hun endda alene! Hendes blik fandt en åbning ikke langt fra hvor hun sad og med en forsigtighed og stilhed kun hendes magi og ophav kunne præstere forsvandt hun over gulvet og ind i den.
Lige ind i Amy.
"Amy!" Udbruddet kom som en hæs hvisken og fik hende til at sidesteppe i en faldende bevægelse der endte hende liggende på siden ved siden af den forsvundne veninde.

Der var vel intet underligt i at Amy var sikker på hun var ved at gå til af angsten over der muligvis var en drage i nærheden, at hun befandt sig ved dens rede - IGEN! og denne gang var fuldkommen alene. Hun forsøgte at få styr på sin vejrtrækning og tale sig selv ned i hovedet, som en ny lyd kom, og selvfølgelig var Amys øre på stikker. Men hun kunne ikke høre hvad det var, og var tæt på at kaste det væk som fribrilsk indbildning. Da hun måtte sidde måbende og stirre på den nyankommende.

"Caitlin?!" hendes egen stemme var også kun en ganske lav hvisken, og med en stærk undertone af at hun ikke troede helt på hvad hendes øjne vidste. Amy ragte ud efter Caitlin som denne faldte mod gulvet, men fik først fat som hun nåede ned på gulvet, og trak hende i stedet hen imod sig. "Hvordan.. hvad.. hv.." hendes stemme døde ud og trods hun var fortrukket i et chorkeret udtryk kunne man se et smil løbe frem, men hun sagde ikke mere. Forvirringen var for stor til hun direkte kunne udtrykke noget særlig gavnligt når det kom til stykket.

I stedet farede hun sammen ved blot den mindste lyd, selvom hun nu kunne fjerne fra listen at være i livsfare alene. Som det stod lige nu, var dragen ikke hjemme.. Endnu. Resten havde hun overhovedet ikke dannet sig et overblik over endnu. Men det begyndte at blive nemmere at se noget lys for enden af tunnelen nu.

Det var på ingen måder sådan her Caitlin havde forventet at finde Amy igen. Ikke i en dragehule hun havde håbet aldrig at skulle se igen og ikke faldende over den anden - eller måske det sidste for at falde over folk var nu en ganske god måde at finde dem på. Falde over eller falde foran. Et lille smil krusede hendes læber ved tanken om Kai, før end det videde sig ud til et stort et af slagsen. "Det skulle jeg til at spørge dig om!" Hun lod sig gribe og trække ind i et knus hun selv helhjertet gengældte. Det var bare alt for længe siden de sidst havde set hinanden og så frygtelig meget og så uendelig lidt var sket.

"Men du vil ikke tro det. En alf gav mig en krystal og så - puf!" Hun så undersøgende på den anden og viklede sig så forsigtigt fri. De burde ikke tale her, de burde slet ikke blive her. Problemet var lidt at hvor en hun så rundt så havde den lille hule de sad i kun en udgang og det var til den store hun var kommet fra. "Hvor længe har du været her?"

Hun satte sig helt op, skubbede tasken på plads og lyttede efter bevægelse i store hule. Kun lyden af faldende vand der ramte sten, krystaller eller vand nåede hende og hun åndede lidt lettere. De var stadig alene. "Måske vi skulle se at komme ud før dragen kommer hjem? Se om vi kan finde et skjul på stranden og så se på det derfra?" Hvor lidt hun end havde lyst til at indrømme det, så havde Gidions praktiske sans og bestemte væremåde smittet en smule af på hende. Løs et problem af gangene og se altid efter løsninger. Meget anderledes egentlig end hvad hun havde gjort en gang. "Og måske snuppe lidt skæl hvis nogen sådan ligger på vejen..." Hun grinede gavtyveagtigt til veninden. Helt fornuftig var hun altså heller ikke blevet!

Det måtte simpelthen være skæbnens ironi at de skulle tilbage hertil! Til stedet hvor en drage næsten havde fået gjort kål på dem begge! Ikke at det var noget nyt hvad angik de eventyr de havde på. Bare tanken om Samsons borg, og jagten på ungdommens kilde. Det var eventyr hvor der var sket ting der kunne bringe hjertet fuldstændig ud af fatning, men det var også dem hun varmede sig på. Minderne derfra. Og hvor mange kunne sige at de var sluppet levende fra en ildsprudende drage og set dens redde og de store æg der indeholdte små nye drager.

Amy kunne ikke undgå at komme med et halvkvalt grin blandet med et suk. ”Sjovt, jeg blev udsat for det samme” hun holdte den røde krystal op, inden den blev langt tilbage i lommen. Hun modstod fristelsen at smide den væk. Noget i hende håbede måske den kunne få hende hjem igen, og hvis hun kunne tage Caitlin med sig i processen ville det være perfekt. ”Øhm en halv time måske..” hun var ikke helt sikker. Hun var gået en smule i baglås ved synet af det gamle eventyr, der var vækket op fra de døde.

”God ide! Jeg har i hvert fald ikke lyst til at være her når dragemor vender retur!” konstaterede hun ærligt. Nej, det var ikke et møde hun ønskede at gennemgå i levende live igen. Amy kiggede til siden med et drillende glimt i de blå øjne, der afspejlede at selvom der var gået tid, lang tid faktisk, kunne gavtyven ikke gemme sig helt væk i hende. Langt fra. ”Måske en håndfuld eller to” Hun smilede til den anden, som hun fik rettet sig bedre op efter at havde nærmest klamret sig til klippevæggen. ”Okay, lad os komme afsted” Det føltes som om, at noget naturligt satte sig i gang, som det var fastlagt hvad de egentlig skulle. Eventyren der havde lagt i dvale var alt for nem at vække igen.

"Oh? Han var faktisk meget høflig og virkede som om det var en tjeneste han gjorde mig." Hun smilede til Amy. Det havde helt klart været det indtryk hun havde fået af den lille udveksling hun havde haft med alfen, før han havde givet hende krystallen. Så gled hendes smil ud i et grin. "Og det gjorde han vel egentlig også! Jeg havde nok ikke sådan lige fundet dig ellers!" Hun havde da i det mindste været i det rigtige område - altså alt efter hvor Amy var blevet teleporteret ind fra.
"Så må vi hellere få fart på. Ikke til at sige hvor længe drage forbliver væk." En halvtime var en del tid og ingen tid og når det kom til stykket var det helt ubetydeligt uden at vide hvordan dragen var fløjet og hvad den skulle. Alt i alt bare gode grunde til at komme væk i en fart!

Caitlin kom på benene og nikkede. "Bare en håndfuld eller to eller hvad der kan være i tasken." Måske kunne hun endda finde en at sælge dem til som ikke ville så mange spørgsmål. Tiden var også en anden nu og flere havde lært at spørgsmål sjældent bragte noget godt med sig. Selv hun havde efterhånden lært at styre nysgerrigheden en smule.
Hun ledte an tilbage ud i den større del af hulen igen og havde forstærket hørelse og synet magisk. En hver advarsel kunne kunne give, ville være sekunder mere de havde til at forsvinde i og der ville hvert sekund tælle. Der var dog stadig helt stille i hulen ud over lyden af faldende vand. Hendes blik gled over væggene, før hun fulgte den ene. I midten lå æggeskaller omgivet af tabte skæl, men derind havde hun intet behov for at komme. Slet ikke som der var løse krystaller og skæl nok langs den væg de var ved.
Med et smil over skulderen til Amy åbnede hun flappen på tasken, så den anden kunne putte i den. De kunne dele når de var kommet væk og det var trods alt nemmere at løbe med noget i tasken end i hænderne. "Hvor store tror du de unger er?"

Høflig og venlig var ikke ligefrem langt fra hvad Amy var stødt på. Alfen havde været rimelig mystisk, men glad og så egentlig også relativt flink ud. Den havde givet hende en krystal og så var hun kommet hertil. Det fik hende til at kategorisere alfen som havde en sadistisk form for humor! Men hvordan kunne den vide at netop denne hule var et sted hun havde set før. ”Min sagde ikke rigtig noget.” hvis man så bort fra dens latter der generelt kunne kobles til børnelatter. Amy valgte at lade være med at tænke alt for meget over det. Men hun smilede over det faktum at Caitlin så det som en hjælp at være blevet ført hen til hende. Men der var bedre til for alvor at følge op på hinandens liv når de var kommet ud af denne forhindring og ikke mindst pine. Hvor langt tid var der ikke efterhånden gået? Hun havde været sammen med Mitch i næsten et års tid efterhånden. Det var lang tid der var gået.

Amy kom med et lavmælt grin og kunne simpelthen ikke undgå at blive i bedre humør over den måde at se tingende på. Caitlin havde altid været langt mere positivt anlagt, og det bragte et smil til den lidt ældre. ”I din taske, jeg blev desværre fanget på et sparsomt tidspunkt” hun gjorde en gestus ned af sig selv, der afslørede at der ingen taske var. Varmt tøj dog! Noget der afslørede at hun ikke ligefrem havde befundet sig et varmt sted i landet, men derimod et af de mere kolde områder.
Amy skyndte sig at få taget et par håndfulde nær væggen, mens hun kiggede rundt i den store hule. Det var en smule åndsfraværende hun fik byttet stoppet ned i tasken, bestående af krystaller såvel som skæl. Det var først da hun skar sig på et stykke skæl at hun vendte tilbage til det hun egentlig havde gang i, i stedet for at lede efter andre praktiske oplysninger der kunne dukke op. Forhåbentlig springe frem i hendes ansigt. ”Hmm, jeg er ikke sikker, men drager må vokse meget hele tiden for at nå den kolosale størrelse. Det er to år siden? Jeg vil skyde på større end en bjergtrold” først havde hun tænkt hest, men det virkede bare for lille.

"I min taske er fint, selvom to havde været bedre." Caitlin sendte Amy et grin, før hun vendte blikket fremefter igen og listede fremefter. Det var med at komme videre hvis de skulle tillade sig at berige sig også - og det skulle de! Hun fangede glimt af dybere farver skæl langs væggen og valgte bevidst at stoppe op ved dem. De ville se flotte ud sammen med dem hun havde fra sidste gang og gøre hendes uro mere spektakulær.

Som hun drejede sig og lagde en håndfuld i tasken, faldt hendes blik atter på veninden der fik et ekstra undersøgende blik. "Hvor blev du lige hentet fra? Det tøj ser både varmt og helt ud?" Amy havde aldrig før i tiden haft nok tøj på eller helt tøj på - ikke mere end hun selv havde haft det, før end Gidion begyndte at udstikke regler. Hun stoppede op ved tanken om ham og skar en grimasse. Det her var vist en af tingene hun havde lovet ikke at gøre. Plyndre en drage altså. Men hvad han ikke vidste kunne han ikke bebrejde hende.

Skæl og krystaller vejede ikke det store, men der var desværre heller ikke så meget ledig plads i tasken til dem, så det spillede nok også ind. I hvert fald var tasken alt for hurtigt fyldt, som de bevægede sig langs væggen. "Lyder rimeligt nok... ikke en størrelse jeg har lyst til at se dem i. De er sikkert sultne hele tiden! De små derimod... sådan lige ude af ægget. De må jo næsten være søde." Hun smilede til den anden og lukkede så flappen på tasken og sikrede den. "Modsat deres mor... skal vi?" Hun lavede et elegant buk, hvor hun slog ud med armen mod udgangen fra hulen og markerede tydeligt det var den vej de skulle. Ud og det i en fart.

Caitlin havde glemt hvor langt oppe hulen faktisk lå og at det var med hav helt ind til klippen på begge sider. Kun en sandstribe under dem med opskyllet tømmer afholdt det fra at være med udgang direkte til havet. "Brah... jeg havde glemt der ikke var en landvej, men vi må jo hellere klatre derned og se os om." Hun skævede til Amy, før hun lagde sig ned og begyndte den farefulde nedklatring.

Amy smilede et af sine gavtyvesmil. To havde bestemt været bedre, men det var ikke ligefrem fordi hun var kommet forberedt til dette! Mest af alt fordi hun overhovedet ikke havde regnet med at stå her igen. Men enhver situation kunne udnyttes, selvom den var farlig. Og de kunne få samlet nogle gode og værdifulde genstande herfra. Det var ikke hver dag man befandt sig i en dragehule.

Amy åbnede munden, ikke helt forberedt på spørgsmålet og kiggede derefter ned af sig selv. "Øhm Norden." blev der sagt måske en smule for kort og præcist. Det var alt for afslørende at det var helt. Amy havde ikke selv råd til tøj, specielt ikke efter at hun ikke længere havde et arbejde. Amy kom også til at smile en tand for meget, som blev gemt væk ved at hun rømmede sig. Men hvem prøvede hun at nare. Caitlin læste hende som regel nærmest som en åben bog. Hun forberedte sig allerede mentalt på at der kom flere spørgsmål dertil.

Der var noget skræmmende ved at tænke over drager på en bjergtroldsstørrelse. Bare bjergtrolde generelt. Hun kom med en gryntende fnisende lyd over udtalelsen om at de måtte næsten være søde. "Ja, klart. Lige til at klø på maven" svarede hun med et grin. Hun nejede næsten elegant - hun havde aldrig været synderligt elegant, og skyndte sig ud af hulen som Caitlin viste vej til og så ned på vandet langt under dem.

"Oh ja. Forhåbentlig bliver vi ikke spottet på vejen ned, som højthængende godbider!" Amy tog en dyb indånding og så på den anden. Hun havde efterhånden fået lidt mere styr over sin egen evne. "Jeg tager flyveturen, hvis det er okay med dig" hun lukkede sine øjne, kneb dem faktisk sammen, tog endnu en dyb indånding og puf, den lille rødkælk baskede vildt i luften. Forhåbentlig kunne hun forvandle sig tilbage igen. Hun fløj ned ved siden af Caitlin, kom med en let pip lyd og svævede derefter nedefter, fløj lidt op igen og dalede ned igen, for at holde øje og være i nærheden af Caitlin hvis noget skulle ske. Hele vejen ned til stranden under dem.

"Norden???" Svaret havde overrasket Caitlin nok til at hun stoppede op i alt hun lavede og bare så skeptisk på den anden. "Hvad i Krystallandet lavede du deroppe? Og med hvem?" Det sidste var kommet med et skævt smil. Et var at Amy var taget til det sidste sted fornuftigt for en uvant til eksistensen af varmt tøj og fornuftige boligforhold, noget andet var at det ikke kunne være alene når hun nu havde så godt tøj på. Selv ikke tjenende fornuftigt som kropige havde tøjet fået det nyk opefter.
Smilet ikke mindre som hun betragtede den andens ansigt. Tværtimod. "Såååå... hvem er han?"

Hun grinede ved kommentaren om de små drager og den forståelige sarkasme fra den anden. Lige der var Amy nok langt den mest fornuftige af de to. Det lettede dog lidt på stemningen, før hulen åbnede til afgrunden og alvoren vendte tilbage. Brutalt med den andens ord. "Tak, du er da altid så god til at give de forkerte billeder til enhver situation!" Mere imponeret blev hun som Amy bekendtgjorde hun ville flyve ned og lod handling følge ordene. Ikke fra det ene øjeblik til det andet, men bestemt selvstyret modsat sidst Caitlin havde set hende forvandle sig. "Du er da ved at have styr på det der." Så svingede hun sig ud over kanten og begyndte turen ned med sin sædvanlige ubekymrede evne til at klatre på lodrette flader.

Stranden var en del bredere end hun huskede den og tømmer lå længere oppe også. Måske et tegn på at de var her ved lavvande, men hvad vidste hun lige om vand og dets mærkelige tendenser? Nysgerrigt nærmede hun sig en større dynge tømmer, mens hun skottede til rødkælken og til himlen over dem. "Kan du vende tilbage igen? Skal vi flikke noget sammen af det her er du mere nyttig med hænder end bare pippende af mig." Hun så tilbage på dyngen og smilede så. "Det er jo en forslået jolle! Gad vist om der er træ nok til vi kan få den flydende..." Hun havde af en eller anden grund altid en håndfuld søm i tasken fordi, ja... de endte altid der når hun skulle have hænderne fri.

Amy bed sig ganske let i underlæben, i et forsøg på egentlig at skjule hvor meget hun smilede. Det var svært ikke at gøre andet, og hun var ikke helt sikker på hvorfor. Der var en del af hende der helst gerne ville ud med det hele og snakke om hvad der var foregået. Og så var der den pige der fik en let rosa farve i sine kinder og var blevet på mirakuløsvis genert. Specielt som hun hørte Caitlins spørgsmål, der tydeligt lagde op til at hun havde lugtet lunten. "Jeg ved slet ikke hvad du snakker om" svarede hun igen med et muntert smil og glimt i de blå øjne. Men hun vidste også godt at hun ikke slap så let. "Hans navn er Mitch. Jeg mødte ham igen under mørkeplagen, hvor jeg ikke rigtig havde nogle steder at være. Han tog mig med til Norden, op til et af Kiles mere isolerede templer hvor vi har boet sammen siden." hun smilede og det sidste blev tilføjet en smule mere lavmælt mens hun kløede sig på næsten og vendte blikket væk. Hvorfor var det så svært at snakke om uden at smile dumt? Nej! nu måtte hun lige tage sig sammen. Hun rømmede let og skyndte sig i stedet at koncentrere sig at kome ud af hulen.

Amy i sin fine skikkelse af den langt mindre fugl pippede muntert og var også langt mere afslappet over situationen. hun kunne på ingen mulig måde bevæge sig på samme måde som Caitlin gjorde ned af den lodrette klippevæg. Hun havde en langt bedre evne til at klatre ned af vægge end Amy nogensinde kom til at eje, og det var ikke ligefrem fordi Amy var dårlig til at klatre.

Fuglen landede på en af de større sten på stranden, og sendte hende et meget sigende blik til kommentaren om at hun bare ville pippe af hende. I protest satte hun et par pippende lyde i bevægelse, pustede sig en smule op med fjererne og brugte derefter tid på at tænke. Slappe af i kroppen og lade det komme naturligt. Det tog lidt mere tid en hun måske havde lyst til at indrømme, men hun kom tilbage i sin menneskelige form en smule kluntet i sin landing på det skridende sand. "Mon ikke der er træ nok rundt omkring på stranden et sted, hvis det her ikke er nok." hun kiggede på den forslåede jolle der gemte sig under noget tømmer med et skeptisk blik. De kunne nok godt få det til at fungere. Om ikke andet ville den forhåbentlig kunne blive god nok til at fragte dem i land.

Havde det ikke været tydeligt før at Amy havde fundet sammen med en, så var der ingen tvivl efter hun havde hørt Caitlins spørgsmål. Det bragte et lettere sigende smil frem på den yngre piges læber og fik hende til at hæve et øjenbryn spottende over det første og meget forventelige benægtende svar. Mere var dog heller ikke nødvendigt for at få den anden til at spytte ud. Det tog hende dog et øjeblik at få samlet trådene op fra den omtalte Mitch Amy havde nævnt en af de få gange de havde mødtes mens Amy arbejdede på kroen og den Mitch nævnt nu. Lidt af en udvikling på få møder, men hey, Amy var en dejlig pige under den hårde, afvisende overflade. "Jeg fornemmer du springer lidt her..." svarede hun så drillende. Det var klart kun overskrifterne hun fik, men på den anden side var stedet heller ikke helt til længere historier. "Men resten skal jeg nok få ud af dig, når vi er i sikkerhed!" Om det var et løfte eller en trussel var hvad øjnene så.
"Kile? Som ordenen eller?" Hun så tøvende på den anden. Ordenen havde hun hørt ikke så lidt om. Meget der skulle være godt, men som mest havde gjort hende skeptisk. Ingen var så selviske uden at noget stak under og hvis Amy havde sluttet sig til dem...

Hun rakte tunge af fuglen som den bare satte sig og pippede af hende. Det var så typisk en reaktion fra Amy, men også lidt hvad hun selv ville have gjort når det kom til stykket. Caitlin var dog ikke fremmet for at se når en anden koncentrerede sig og i stedet for at forstyrre gik hun i gang med at befri jollen så hun kunne tage skaderne i øjesyn. Før hun nåede længere end det havde hun da også Amy hos sig igen. "Du kan selv komme tilbage nu? Dejligt!" Derefter lod hun sit blik følge den andens ud over stranden. "Jo det vil jeg tro. Så må vi håbe jeg har søm nok og kan finde noget at slå dem i med!" Hun sendte Amy et grin, før hun fortsatte med at fjerne træ og holde det vurderende op mod hullet i siden på jollen.

Amy trak let på skulderne. Det var en smule med vilje. Der var ikke så megen tid i verden til at forklare hendes kærlighedssituation i en dragehule! Hun havde i hvert fald ikke planer om at uddybe hele historien dette sted. Det kunne de klare i båden på vej ind til fastlandet, hvis det absolut skulle være. Hun smilede mystisk til den anden, der let gav hende udseendet af at Caitlin ikke skulle vide sig sikker på om hun fik hele historien.
Det andet emne, hvad angik kile var dog en anden sag og Amy rystede hurtigt på hovedet. "Oh gud nej!" Kiles orden var ikke ligefrem det som det var blæst op til at være hvad positive ting angik. Måske det havde været sådan i starten men det virkede ikke sådan mere. "De har isoleret sig fra Orden og det er mere at vi bor der. Mitch kender ypperstepræstinden der. Jeg er ikke helt sikker på hvordan det hænger sammen, men vi endte i hvert fald der." svarede hun med lette rynkede bryn først og ellers et ganske afslappet udtryk derefter.

"Det har krævet træning. Og mange dage med at sidde som en nuttet pipfugl og hade verden" grinede hun muntert og gav sig til at hjælpe med at flytte tømmer for at jollen kom ordentlig frem. "Mon ikke vi finder en tilstrækkelig stor sten til at slå dem i." og lavede en gestus til stranden med et muntert smil. Det virkede ikke nær så hektisk denne gang. Nok fordi der ikke var æg i redden og udsigten til at der kom en drage hjem var minimal.

Caitlins smil blev kun bredere som Amy slog det hele hen og samtidig havde det der lille smil hængende på læberne. Det var så dejligt at se den anden på den måde for en gang skyld og når de var i sikkerhed skulle hun nok få alt ud af den anden. Ganske som hun plejede da de var yngre.
Hun åndede dog lettet op, da Amy svarede på det sidste, før end hun rynkede brynene let. Så lyste hun op i det smil hun vidste Amy kendte som 'der er noget hemmeligt her at finde'-smilet. "Lyder som noget værd at spørge ind til - nu du og han boooor sammen." Hun kunne ikke lade være at stikke en lille smule til den så snerpede Amy. Altså ikke fordi Amy ikke havde grund til at være som hun var, men det var meget langt fra Caitlin selv og en god grund til venskabeligt drilleri.

"Yeah, det må det have gjort! Men det er det værd at få styr på det." Selv havde hun aldrig haft lige det problem med sin evne til at forvandle sig. Det gjorde hendes afstamning til en naturlig ting, men så gav den jo så nogle andre komplikationer. Så nikkede hun let. "Det burde vi kunne ja. Har du set nogen årer?" Det var desværre sigende for deres forhold at det ikke engang undrede Amy at hun havde søm med sig. Det var så naturligt som at kunne trække dirke frem trods alt - eller noget.
Hun forlod da også jollen for at finde en sten af passende størrelse og form. Hvilket var sværere end troet og tog noget mere tid end hun brød sig om.
Med en sten i hånden vendte hun dog tilbage til Amy og jollen. "Hvor slemt ser det ud?"

Amy skulede. Det blev ikke engang skjult overhovedet! Hun skulede med fuldt overliggende på Caitlin og tog en dyb indånding. Virkelig.
Hun vidste selvfølgelig godt at den anden drillede, og det alt sammen var kærligt ment. men måske hun også havde godt af at høre det. Amy havde faktisk ikke tænkt så meget over hvad hun var endt ud med at være en del af. Det havde bare været naturligt at rejse med ham. Måske var det af nød til at starte med, men hun kunne havde taget afsted siden. Klaret sig selv, men hun havde ikke lyst. At hun så ikke helt havde tænkt over at de faktisk boede sammen, var en anden del af sagen. Og nu hun tænkte over det, generede det hende ikke. De boede sammen. Og det fungerede.

Amy nikkede sammentyggende. Det var helt klart det værd at få styr over det, men hun havde ikke ligefrem haft hele sit liv til at lærer det. Det var kommet meget pludseligt, men hun var efterhånden ganske glad for den lille fjerklump. Det var effektivt til tider! "Hmm, det ser ud til der ligger i hvert fald en hernede. Jeg kigger" Amy kravlede over et stykke træ for at komme tættere på, men holdte sig fra at træde ned i jollen lige nu. Den skulle nødigt gå mere i stykker.
At Caitlin havde søm, var jo bare.. naturligt? Hun havde praktiske ting i sin taske, det havde de begge. Så at hun ikke spurgte viste hvad de to tilsyneladende fandt normalt!

Mens Caitlin var væk fik Amy fundet en åre og trukket op. Den var hel og velfunktionel. Det var et skridt fremad. Den anden åre, var brækket og padledelen var gået i stykker ligeledes. Knap så praktisk men de kunne arbejde med det. "Der er et stort hul i forenden og nogle revner hist og her i skroget. Men jeg tror vi kan lappe det. Det store hul sidder højt nok til at det ikke er bunden, men det bliver stadig.. Kompliceret." svarede hun med rynkede bryn. "Oh og den ene åre er knækket."

At Amy skulede fik kun Caitlin til at grine tilbage. Hun var tålmodig og skulle nok få de svar hun ville, når tiden var til det.
Vigtigere var det at få set på båden efter at Amy var blevet Amy igen. Deres prioriteter var helt på linie med det, men det var jo sådan set også en del af grunden til de havde kunne holde sig i live sammen i så lang tid som de havde. Problemer var altid værst når de ikke havde hinanden at støtte sig til.

Hun nikkede let som hun selv gik på sin egen jagt og vendte succesfuld tilbage. "Hmm ja det kunne have været meget værre! Og tænk, jeg syntes det var tåbeligt Gidion ville have mig i tømrelære, men det bliver jo helt nyttigt nu." Hun havde ikke været helt overbevist, da han havde sat hende til at arbejde med træ, men som det var sket oftere og oftere havde hun fundet en sær ro ved det. Nok også derfor hun havde snittekniven med sig ud på tur, hvor den ikke var nyttig til ret meget andet end en hurtig figur til at sælge for hurtig (ærlig) mønt.

Hendes blik var lidt mere opgivende da hun så den anden årer. "Og vi er ikke så heldige at der er skyllet flere i land?" Var de nogensinde så heldige? Hun tog jollen nærmere i øjensyn og fandt så snittekniven frem for at tilpasse brædder til at dække hullet fornuftigt. Møjsommeligt arbejde, men det ville forhåbentlig holde bedre end hvis de bare bankede noget sammen. "Sjovt så anderledes det her er end sidst vi var her..."

At holde sig i live alene, havde vidst sig at være noget af en udfordring! Så det var faktisk umådelig beroligende og forsikrende at Caitlin var der. Ikke at det var den mest fantastiske måde at møde hinanden igen, men stadig. Det var nemmere at arbejde. Hun smilede og så op på Caitlin med et varmt blik. "Bestemt nyttigt. Hvor længe har du været i lærer?" hun havde nok heller ikke forestillet sig at Caitlin kom i lærer nogen steder, og måske slet ikke med træ. Men hun virkede til at være umådelig positivt stemt omkring det. Glad for at vide hun havde noget hun forstod sig på der vel og mærket ikke var ulovligt. Amy kunne godt komme til at misunde det lidt.

Amy skar en grimasse. "Det tror jeg ikke du skal regne med" så meget held havde de alligevel heller ikke! De var sluppet levende ned, dragemor var ikke hjemme. Amy var sikker på at de overlevede en knækket åre. "Vi er blevet gamle Caitlin. Vi hviler for meget i os selv" svarede hun drillende og rakte let tunge til den anden, som hun hjalp til hvor hun var i stand til det. Hun havde stadig ikke megen forstand på træ.

Caitlin mødte hendes blik varmt, men måtte så se væk som en skygge gled ind i det. "Jeg havde et nær-møde med Henry og fik mig selv samlet op af en Lysets Kriger i stedet. Han insisterede så på at følge mig hjem og ja, Gidion fandt det åbenbart nødvendigt at holde mig optaget hjemme et stykke tid derefter.. og så kom angrebet og Hovedstaden og, ja..." Hun trak på skulderen. Som de var flygtet fra Hovedstaden og var endt ved Ulvehøjene, så havde hun lidt accepteret at hendes mening var sekundær til Gidions om mange ting. Måske sundt nok, men stadig lidt at sluge for en gadetøs vant til at kunne gøre som hun ville.

"Jeg håber altid - det ved du da!" Hun smilede til Amy og rakte så tunge af den anden. "Ha, ha, ha! Det måtte jo komme..." Det var dog rart med noget der kunne holde stemning let, som de arbejdede med jollen og fik den lappet sådan nogenlunde sammen til hel igen. Så havde de dog heller ikke flere søm, selv ikke hamstret fra løst tømmer.

"Kan den ros med en årer?" Caitlin så en smule skeptisk på jollen og derefter hen på Amy. "Vi må vel hellere få den i vandet og se om den faktisk kan flyde..." Som altid når vand kom nært, så virkede hun tøvende og ikke alt for vild med at komme videre. På den anden side kunne de heller ikke blive på stranden for evigt.

Amy lyttede og bestemte sig for at hun nok også hellere må få en lidt mere detaljeret historie om hvad der var foregået der. Hun vidste at Caitlin var flyttet ind hos Gidion men alt der var foregået derefter var rent ud sagt ukendt. Angrebet havde fuldstændig sendt dem i hver deres retning og det var hvad. to år siden nu? Amy var faktisk umådelig skræmt over hvor længe det var siden. "Jeg tror han har ret i at du helst skal holdes optaget" svarede hun muntert og blinkede ganske let.

Det var den lette stemning og morskaben mellem dem, som nok havde en ret betydelig faktor for at de tog det mere roligt denne gang. De var blevet ældre, om de ville stå ved det eller ej, og det havde sin effekt på roen. Amy brummede let og samlede den brækkede åre op. "Umildbart, ja. Det tager længere tid, men jeg tror godt vi kan gøre det med en. Ellers kan vi tage den her med og håbe at der ikke er en haj der snupper resten" det var et sørgeligt syn af den halve åre, men det var bedre end ingenting.

Amy rejste sig, børstede sandet af sine knæ og kiggede på den nu selvsamlede jolle. "Der er ikke andet for." hun tøvede lidt, inden hun tog en dyb indånding og gav sig til at skubbe til jollen for at få den ud i vandet. Indtil videre så den ud til at holde tæt, men Amy blev hurtigere langt mere opmærksom på hvor underligt vand mod vinterstøvler føltes fremfor sne. Det skulle nok blive ubehageligt.

Caitlin kunne ikke lade være med at sende Amy et grin, før end hun rakte tunge af hende. "Det var da utroligt som alle synes det!" Hun tog det dog ikke ligefrem så tungt for dybt nede vidste hun nok godt at de havde ret. Holdt andre hende ikke beskæftiget så gjorde hun det jo selv og resultatet var langt fra så godt modtaget ved det sidste. På det punkt havde Amy altid været mere ansvarligt anlagt. Måske fordi hun havde haft drengene at se efter og Caitlin kun sig selv eller måske var hun bare sådan.

Om ikke andet var det blevet mere udtalt hos dem begge efter de to års adskillelse hvor de var blevet nødt til at vokse op. Det og den lettere stemning og ingen drage der forsøgte at spise dem nok. "Så længe vi når land, så er jeg glad - når land før dragemor vender hjem endnu engang altså..." Hun skar en grimasse ved den andens nævnelse af hajer og nikkede så. "Vi kan vel altid bruge den til at daske dem med?" Åren så efter hendes mening ikke ud til at være til megen anden nytte.

Caitlin fulgte Amys eksempel og fik en smule sand af tøjet, før end hun satte hænderne på jollen og begyndte at skubbe. Den gled rimeligt over sandet og gik da heller ikke til bunds med det samme. Hun skævede som det første ned i bunden efter tydelig spor af indkommende vand, men det var til alt held ikke meget der var. "Hvis du ror, må jeg jo være den der skubber os fri." Der var ingen begejstring at høre i hendes stemme eller at se i hendes bevægelser, som hun svingende tasken fri og ombord på jollen. "Jeg har et krus i tasken, jeg kan bruge hvis der begynder at være for meget vand i bunden." Det var da grusomt så praktiske de begge var blevet.