At møde Caiside havde måske været den bedste ting der var sket for Sasha. Han var ligeglad med hendes skavanker, og han fik hende til at føle noget, som hun aldrig havde følt før. Hun havde i hvert fald ikke følt det så brændende i sit hjerte, som hun gjorde nu. Han fik hende til at føle som enhver anden pige. En der fortjente prinsen på den hvide hest, og på det seneste havde en rødme spredt sig på hendes kinder oftere og oftere.
Det havde selvfølgelig blot gjort det bedre, at hun havde bestemt sig for at følge ham hjem. Han havde tydeligvis ikke nogen stedssans, og selvom Sasha aldrig havde forladt Azurien før, så kunne hun i det mindste et kort. Det eneste problem der var, var hendes ben. Turen gik noget langsomt, men til tider var der en venlig landmand der ville køre dem i lidt tid, inden deres veje skulle skilles.
Det var sådan at Sasha i bund og grund var endt så meget længere sydpå end hun nogensinde havde været. Hendes ben gjorde ofte ondt, men hun sagde ikke meget om det. Det kunne hun ikke når hun så Caisides store brede smil. Det fik hende til at presse lidt hårdere på, og de var da også endelig endt i nærheden af Lindeskoven. Der havde hendes ben så også givet op, og hun havde endelig måtte sætte sig ned. Caiside havde lovet at han ville tjekke i forvejen og straks komme tilbage til hende, og det regnede hun også med.

Det var mens dette skete, at Sasha fik besøg af en lille finurlig fyr. Var det det man kaldte en alf? Sasha var ikke sikker, da hun aldrig havde mødt en, men han så venlig ud.
”En krystal for den smukke dame?” spurgte han og rakte en klar blå krystal mod hende, og hun blinkede let af den. Den var ligeså blå som havet. I hvert fald hvordan hun forventede det åbne hav ville se ud, og hun var straks betaget af den smukke farve, og før at hun kunne tænke over det rakte hun ud og tog forsigtigt krystallan fra ham. Den så ud til at lyse kraftigere og kraftigere.
”Mange-” mere fik hun ikke sagt, før at hun følte at hun blev revet ud fra der hun sad. Det var blot et par sekunder, men det var nok til at hendes ben fik det værre. De begyndte for alvor at dunke, og så pludselig var alting klart igen, bortset fra. Der havde været så lyst i skoven selvom træerne var store og havde dækket en del af den direkte sol. Her var der næsten mørkt, nogle enkelte lamper lyste op omkring hende, men der føltes så dystert, så mørkt, og en kendt følelse pressede ned mod Sasha. Der var ingen tvivl om at hun var i havet. Hvis Sasha havde haft lidt bedre kendskab til byen Aquarin, ville hun nok kunne have gættet at hun var blot i udkanten af den store by, men der var ikke meget at gå udfra.

Havet havde altid været lidt af et problem for Sasha, tiltrods for at hun var en fisker. Hun elskede havet og alt hvad det gav. Historierne hendes mor havde fortalt om Aquarin var ligeledes fantastiske, men... hun kunne ikke svømme. Sasha var desværre en af dem der sank som en sten når hun kom i havet. Hendes deformede ben hjalp i den grad heller ikke, det var nok dem der tyngede hende ned i sidste ende. Det gjorde det egentlig bare værre at hun kunne trække vejret under vandet. At mærke vandet tynge ned på hende, uden at kunne bevæge sig. Sasha kunne ikke tænke på noget der kunne være værre.

Hun gav slip på krystallen, og hendes åndedræt blev hurtigere og hurtigere som hun tog tingene ind. Hun var dybt under vandet. Dybere end hun nogensinde havde været. Dette gjorde også at hun ikke turde røre sig ud af flækken selvom hendes ben begyndte næsten at blive krampeagtige som hun sad der.
Det var ikke fordi at alting var til at græde over, men det var stadig noget som Sasha havde svært ved at indse, fordi hun var så fokuseret på ikke at gå i panik. Ikke en ting der gik så godt. Hvis hun havde lagt mærke til hvad der foregik omkring hende, så ville hun have lagt mærke til de nysgerrige fisk der svømmede hen i nærheden af hende. De kunne dog ikke komme i nærheden af hende, fordi hun sad i en lille magisk bobbel af luft.

Som tiden gik stoppede hun dog med at være så panikken, for der var intet hun kunne gøre, og hun var ved at gøre sig selv træt af at sidde og være panikslagen over det. Desuden havde hendes ben det værre og værre og selvom fugten i luften var nok til at de ikke udtørrede som de havde gjort under tørken, så var stillingen hun sad i dårlig, og hun begyndte at knibe øjnene sammen, og rykke på sig en smule, for at sidde lidt bedre. Dog uden held. Var hun fanget her på bunden af havet resten af sine dage? Ville Caiside undre sig over hvor hun var blevet af? Ville han være vred på hende. Tårerne begyndte at komme op i hendes øjne. Hun var virkelig, virkelig bange.

De sidste mange måneder havde ikke været nemme. Cyraneus havde gjort alt ham muligt at balancere det hele i sit hoved og ikke mindst at sørge for at han var de rigtige steder på det rigtige tidspunkt. Som hjemme.
I mange måneder var han vendt tilbage til landjorden for at genoptage sit arbejde i lysets hær, men for nyligt var der kommet besked om en familiekrise. Denne krise vidste sig at indbefatte ægteskabsløfter der ikke var blevet overholdt, og desværre kunne Cyraneus ikke sige at det var svogeren der var ved fejl. Det havde været et trættende slagsmål med hans søster, hvor resten af familien syntes at have opgivet. Cyraneus selv var ikke voldsomt stabil på dem område. Sæt ham i en kampsituation og han forstod hvad der foregik.
Sæt ham foran hans hylende lillesøster, og han gik fuldstændig i baglås.

Det var også den baglås der havde fået ham til at opgive og måtte vende tilbage til hvad der i hans hoved var lidt mere vigtige opgaver, end at holde styr på familieskandaler. Han i sig selv var en skandale for ikke at have produceret en arving i så høj en alder. I stedet svømmede han afsted, væk fra det højere område af byen, og senere helt ud af byen. Men så langt nåede han ikke, før noget fangede hans opmærksomhed i udkanten. En luftlomme?

Normalvis bar det ingen interesse hvis ikke det havde været fordi han opfangede en bevægelse derinde. Luftlommer var måske ikke det mest normale, men det skete. At nogen bevægede sig derinde, var derimod unormalt. Han svømmede tættere på, lavtliggende over rev og havplanter. Han stoppede op et par meter derfra, med hår der flagrede op omkring hans hoved i bevægelse med vandet. "Sasha?" hans stemme måtte lyde mærkelig derinde fra. Alt under havet lød mere rungende og utydeligt. Hun var nok en af de sidste han havde regnet med at se hernede. Og hvordan i al verden var hun havnet her?! "Sasha, er det dig?" han huskede hende fra det ene møde. Hun var svær at glemme, og det måtte desværre nok mest skyldes det mærkværdige udseende. Men han huskede også samtalen, og hvor rædselsslagende hun var for vandet.

Boblen fik alting til at runge så underligt inde hvor hun sad,  hvilket selvfølgelig ikke var noget at hun var klar over, før at en underlig sløret stemme pludselig begyndte at snakke. Hun hørte faktisk ikke hvad der blev sagt, men mere kiggede op fordi hun hørte en lyd. Hendes øjne var store og bange, og selvom hendes øjne ofte så ud til at kede sig var det ikke tilfældet her. Selvfølgelig kunne man stadig godt se hvordan hendes øjne hang lidt i det, men der var så meget angst og frygt i  hendes øjne at det bare tog over. Tårerne der hang i øjenkrogene hjalp heller ikke på det, og generelt så hun forfærdeligt ud. Det hjalp heller ikke at hendes ben smertede som hun sad der.

Det tog hendes øjen lidt tid at vænne sig til det slørede billed der var foran hende. Lyset var anderledes hernede og alting så forvrænget ud. "C-cyran?" kom det i en stemme der var fuld af gråd, og hvem vidste hvor lang tid hun havde siddet der? I hvert fald lang tid nok til at hele hendes krop skreg af smerte og at hendes øjne var helt røde.
"J-jeg... ved jeg ikke hvor-hvordan jeg er end-endte her," stammede hun sig frem til, men kunne ikke formå at forme decideret ord til at kunne fortælle ham hvad der var sket. Krystallen, alfen, Caiside.

Cyraneus nærmede sig boblen så tæt han kunne uden at gå igennem den. For det første ville han ikke risikere at briste boblen hvis det vidste sig at det så bragte vand ind.. Hurtigt og effektivt. Nok huskede han at hun kunne trække vejret under vandet, men mest af alt huskede han den frygt hun havde for havet. For det dybe hav, som hun lige nu befandt sig i. Hvordan hun end var havnet her.
Cyran anstrængte sig for at høre hvad hun sagde uden at det blev alt for bløret af at komme igennem barrieren.
Han kiggede et par gange til siderne for at se om der var noget hjælp at hente, hvilket han så måtte indrømme var minimalt. På nær drage som havde henslængt sig over en sten og kiggede med rolige øjne på scenariet. At være under vand fik den altid til at virke langt mere afslappet end den i forvejen var.
”Jeg ved ikke om boblen brister hvis jeg forsøger at komme ind til dig. Men…” han tog en dyb indånding. Det var en uheldig situation. ”Vi er flere kilometer under overfladen, men jeg kan hjælpe dig” men han vidste også at hun ville være bange, som hun i forvejen var. Det var tydeligt at se på hendes forskræmte udtryk og stemmen der havde været fyldt af grådens vibrationer. Det gjorde ondt at høre, men han vidste ikke hvordan han skulle løsne denne angst og frygt der fyldte hende. Der var ikke andre veje end at nærme sig vandet.

Et lille snøft undslap Sasha og selvom panikken stadig sad i hende, så var det lidt bedre at hun ikke følte sig så alene. Cyraneus var her for at hjælpe hende. Eller han ville prøve på det, og det værdsatte hun. Det var jo heller ikke fordi at hun ikke kunne trække vejret, men at føle vandet tunge hende ned... det skabte bare en panik i hende, som intet andet kunne. Heller ikke at hun var helt alene, det skulle hun nok klare.
”K-kan du?” kom det forsigtigt, og ikke specielt højt, for hun var usikker på hvordan han kunne, desværre ville det nok også gøre det svært for ham at høre hvad hun egentlig sagde. Alligevel kiggede hun på ham, med grådfyldte øjne. Der var nok ikke en en anden vej end at lade boblen briste, eller bare at slippe ud af den. Måske Cyaneus havde kræfter til at tage hende med til overfladen, men hun anede ikke hvor meget hun egentlig ville veje for havfruen. Det var altid som om at vandet ville have hende til at blive og tyngede hende ned.

Cyraneus' øre løftede sig en smule for bedre at opfange hvad hun sagde. Lydbølger i vand lød altid anderledens end på landjorden, men barrieren mellem luft og vand var endnu værre. Det havde taget ham mange år at vende sig til, og endnu længere at vende sig til hvor fladt stemmer lød på landjorden. Det var heldigvis bare en tilvænningssag. "Ja, jeg kan fragte dig til overfladen igen. Men jeg er nødt til at få dig herud til mig. I vandet" han vidste hun var bange for vand. Hvilket panik det skabte. Men det var den mulighed han så som den eneste mulige. Hun kunne ikke selv svømme op, og chancen for at hun teleporterede tilbage, var ikke odd som havmanden ville stille sin tillid til. "Du kan stole på mig" Han bristede ikke boblen, men var tæt på den. En forsvarlig afstand på en femten cm, så det ikke skete ved et uheld. Den forskrækkelse ville heller ikke være spor rar for hende. Og hvis hun frygtede at han ikke kunne bære hende, var han rimelig afslappet omkring. Alting var lettere under vand, hvis det havde en tendens til at kunne flyde. Og selv hvis der kom problemer der havde han sin drage i nærheden. En han ikke lige havde valgt at præcentere til hende, i dette stadie af panik. Det ville nok biddrage mere en rigeligt til skrækken.

Sasha kiggede, bange på ham, men der lå en hvis tillid i hendes øjne. Selvom hun var bange for vandet, så stolede hun på at han kunne få hende væk herfra og op hvor hun burde være. Desuden, hvis en elver havde kunne fraget hende fra søen og op til overfladen, så burde Cyraneus langt fra have problemer med hans hale, selvom hele hendes krop ofte virkede til at arbejde imod alt hvad hun var. 
"Okay," sagde hun så og man kunne se hvordan hun faktisk rystede og tårerne var ved at komme op i hendes øjne igen, men hun prøvede at slappe af. Hun tog dybe indåndinger, og begyndte langsomt at række ud mod Cyraneus, men stoppede lige inden luftboblen holdt op og kiggede på Cyraneus, for at være sikker på at han var klar til at hive fat i hende, så hun ikke bare gled væk i strømmen, før at hun rakte resten af vejen, for at tage fat i ham, men inden hun kunne det, blev luftboblen brudt af hendes hånd og vand væltede ind over hende, hvilket fik h ende til at lukke øjnene og prøve at holde vejret. Ikke noget hun behøvede, men noget hun gjorde af instinkt.

Cyraneus kunne ikke bebrejde hende for at være bange. Han huskede hendes historie og kunne med eget blik se frygten der lyste ud af hende. Hvordan hun langsomt med rystende skridt der i forvejen var belastede af misformning, kæmpede sig hen til boblens hinne. Cyraneus kiggede hende forsikrende i øjnende, hvor de våde tårer havde formet sig, blot bekræftende mere i at hun var bange. Cyran rakte sine hænder frem, klar til hvis bomblen bristede. Hvilket den gjorde så snart hendes fingre ramte hinnen, og havmanden rakte sin hånd frem og låste det solidt og måske en smule hårdt omkring Sasha’s håndled. Han holdte igen for strømmen med den anden hånd på en sten, som vandet vældede ind for at tage den nye plads der nu var tilgængelig. Det var en kort process, men stadig voldsomt. Specielt hvis man ikke brød sig om vandet, og i Sashas tilfælde var bange for det.

Han trak hende til sig, og lagde den anden arm omkring livet på hende, så hun kunne få sin arm over hans skulder, den af dem som han ikke stadig holdte fast i håndledet af. Et håndled han først slap så snart hun havde lagt armen over, og dermed ville føle sig mere sikker ved selv at kunne holde fast og ikke kun være afhængig af at han holdte sin arm omkring livet på hende, som eneste livline. ”Det værste er overstået” hans stemme var rolig, med en broderlig erfaring efter at havde haft fire mindre søskende. For at gøre det nemmere for sig selv, tog hans anden hånd under hendes ben og holdte hende på en måde, som mennesker ville gøre ligeledes hvis de skulle bære en anden. Det hele var blot nemmere i vandet, idet alting blev lettere. Ikke at Sasha var tung til at starte med, fik han bekræftet selvom han skulle trække hende imod vandets bane tidligere. Han var rolig i sine svømmetag opefter, for at det ikke skulle være ubehageligt, men heller ikke langsom. Det var ikke svært at mærke at han tilhørte denne verden, og dermed var mere elegant, hurtig og stabil under havets overflade.

Endelig kunne hun ikke holde vejret mere og hun måtte gipse, men der skete ingenting andet end at vandet omsluttede sig endelig helt om hende. Men hun var ikke hvad at blive kvalt. Det var næsten om om at der var en barriere der forhindrede hende i at sluge det, selvom panikken stadig var i hende.
Heldigvis snakkede Cyraneus til hende og hun måtte indrømme at det var underligt at lytte til nogen snakke under vandet. Det var ikke som landjorden og det var ikke noget hun egentlig havde oplevet før. Men det hjalp hende at fokusere på noget. Det og en kraftfuld krop mod hendes egen. Som når hun blev bange da hun var lille og hendes forældre holdte hende tæt.

Hun reagerede dårligt på positionen han fik sat hende i for bedre at kunne bære hende, som hun bare knugede sig ind til ham. Dog tog nysgerrigheden overhånd og hun kiggede forsigtigt ned i dybet, hvor Aquarin var. Det var måske ikke inde i det centrale, men det var nok til at hun fik et glimt af det, og det så pragtfuld ud.
”Tak,” hviskede hun efter noget tid. Hendes krop rystede stadig, men det var ligeså stille aftaget, som hun accepterede at Cyraneus havde hende. Hun ville ikke lande på bunden af havet og dø langsomt der.

Cyran skævede en smule ned til hende, som hun så ud til at holde vejret. Først begyndte han at blive bekymret for om hun overhovedet kunne trække vejret under vand, selvom han syntes at huske hun havde fortalt at det ikke var et problem. Heldigvis så det også ud til at hun trak vejret normalt ikke ret lang tid efter.
Men han kommenterede ikke på det, og vidste egentlig heller ikke rigtig hvad han ellers skulle sige. Han var ikke den mest snaksagelige mand i havet, og nogen gange var det bedre at forholde sig stille og rolig, end det var at spytte en masse ord ud der måske gjorde situationen endnu værre eller stressende.

Cyraneus fortsatte opefter igennem vandlagende, i et solidt tempo uden at det gik alt for strækt. "Det var så lidt.. Under alle omstændigheder havde jeg ikke efterladt dig dernede" forsikrede han hende med et let smil, som han kiggede ned. Hvis han ikke selv havde kunne få hende op, havde han fundet andre der kunne. "Vi kommer op til overfladen ikke langt fra piraternes hjem.. Jeg vil foretrække at sætte dig i land et mere sikkert sted, men det kræver at vi svømmer længere, langs floden til vi når ind mod Azurien igen" han ville ikke kunne nå hele vejen til Lazura på en dag, men han kunne stadig fragte hende tæt på, og derefter gå på overfladen med hende.

Det var underligt for hende at høre en anden snakke under vandet. Hun var godt klar over at det teknisk set var muligt, og hun havde samme mulighed, men hun havde ikke oplevet det. Sidst hun var ved at drukne, var det jo ikke et havfolk der havde reddet hende, så hun havde ikke oplevet det.
Desuden føltes hun staadig at hendes lunger var ved at blive kvast under trykket, selvom det nok var mere en ubehag i hendes sind der gjorde det, end det reelle hav, ikke at hun tænkte så langt.

”Hvis… hvis vi svømmer ved overfladen, så tror jeg det går,” svarede hun stille, for selvom hun ville ud af vandet så hurtigt som muligt, så stolede hun på at Cyraneus kunne holde hende oppe. Men hun ville bare op på landjorden igen. Der var dog en ting hun endnu ikke havde lagt mærke til ved at være i vandet. Hendes ben havde det langt bedre end de havde haft det i årevis. Der var ingen smerte at spore i dem.

Trykket var anderledes under havet. Det kom man nok aldrig udenom, og selvom Cyraneus var vant til det, var det ikke normalt for andre væsner. At føle sig en smule fastklemt og trykket sammen. Alt sammen når havets tunge vand lukkede sig om en. Selv havfolk kunne føle sig underligt tilpas hvis det var lang tid siden de havde været langt nede i dybterne. Så at Sasha var ubehagelig til mode og generelt utilpas i vandet, var ikke spor underligt. Taget de faktorer i betragtning.

"Jeg vil forsøge at komme til overfladen så hurtigt som muligt." uden at sætte nogen af deres liv i fare. Det var en ting ved at være tæt på Aquarin. Man var tæt på piraterne. Piraterne havde ikke megen sympati eller respekt for havets væsner. De sagde de var et med havet, men han troede dem ikke. Ikke en meter.
Selvom de var ved at nærme sig overfladen, holdte han sig under vandet lidt endnu. Han ville være sikker på at de slap ubemærket forbi, før han ville komme op.
I lang tid sagde han ingenting. han holdte hende bare og svømmede med rolige stabile tag, indtil han følte sig sikker nok. "Vil du over vandet, eller blive under? Forandringen kan være voldsom" hvis hun da på nogen mulig måde havde vænnet sig til at være under havet. Han var ikke sikker.

Den tomme stilhed der fulgte med at være under havets overflade var næsten døvende for Sasha. Hun var ved at vænne sig til det, men jo længere tid at der ingenting blev sagt imellem dem, jo mere følte Sasha en hvisken omkring dem. Intet hun kunne forstå, men som om at der var noget der talte til hende, og det gjorde hende urolig, næsten mere urolig end at være omgivet af vand og til tider føle hun ikke kunne trække vejret. Hun nævnte dog intet om dette, da hun næsten var sikker på at det var panikken i hende selv der fik det til at opstå.

Ligeså snart Cyraneus spurgte hvad hun ville, var hun ikek bleg for at nævne præcis hvad hun ønskede. ”Over vandet.” Hun ville trække vejret igen og føle at hun ikke var som en druknet fisk. Det var lidt en underlig følelse egentlig at have, men hun var ganske vant til at have følelser der gik stik mod hinanden.

Cyraneus var ikke snaksagelig i sig selv. Og når han ikke vidste hvad han skulle sige, der kunne afhjælpe situationen var det nemmere at være tavs. Han var ganske rolig i vandet. Tilvænnet til det, faktisk hørte han hjemme i det, og overfladen var mere en tilvænning. Vandet havde en bestemt måde at bære lyde på, og havde en måde at berolige ham med den lette strøm der gled over huden. Men det så ikke ud til på nogen mulig måde at berolige Sasha.

Bekræftet af at Sasha svarede promte på at hun ville oven vande. Cyraneus lystrede og bevægede sig opefter så snart det kunne lade sig gøre, uden at han frygtede for at piraterne ville kunne se dem for nemt. Der gik ikke lang tid før at de brød overfladen og blev mødt af den salte vind der var at finde på havet, selvom den ikke var nær så stærk nu de var så tæt på landjorden. Han kunne allerede nu se indgangen til åen der løb op igennem landet, til Lazura. "Har du det bedre?"

Ligeså snart de kom over vandet, følte Sasha virkelig at lydene bare angreb hende, og for et kort øjeblik var hun desorienteret. Det hjalp da hun praktisk talt drak luften ind, og følte sig for første gang i timevis, at hun ikke var ved at drukne. At det var okay igen.

”Ja.. tak,” sagde hun og kiggede helt lettet på Cyraneus. Han havde virkelig reddet hende der. Hun var ikke selv kommet n ogen steder, hvis hun ikke var blevet fundet dernede. Mest af alt fordi hun vidste hvad der skete når hun var i vand. Hun sank som en sten.
Nu når hun også var oven vande, spejdede hendes øjne rundt for at se noget hun genkendte. Hun havde aldrig selv været så langt ude som de var nu, så selvom hun havde et gæt på at de var i nærheden af Azurien, sagde dette område hende ingenting.

Kvindens lettelse var ikke til at tage fejl af, men de var ikke komplet ude af vandet endnu. Det ville stadig være nemmere for Cyraneus at hjælpe hende her, fremfor på landjorden. naturligvis kunne han forvandle sin hale om til velfungerende menneskeben, men de var bare ikke nær så stærke som halen. På denne måde her, kunne han nemmere hjælpe hende frem. Hjælpe hende hjem.

Havmanden fortsatte ind af årerne med kursen mod det sted han første gang havde mødt hende. Den store Azursø. Men der var stadig langt derind, og Cyraneus evne til at køre små samtaleevner, var ikke særlig stor. Faktisk nærmest ikke eksisterende. Men han undrede sig stadig over hvordan hun kunne være havnet dernede. I en luftlomme så langt fra alting. Hun var ikke taget derned selv, det havde hun sagt. og det gav skam heller ikke spor mening at hun havde. Lokket derned var også direkte en umulig. At lokke hende i vandet var nok nærmest umuligt. Men han spurgte ikke. Han var stille med sine egne tanker, som han svømmede afsted. Forsøgende at få hende hjem i sikkerhed.

Sasha selv var måske også en anelse træt efter det hele, så hendes egne samtaleevner var ikke ligefrem i tiptop stand. SÅ hun forblev ligeså stille og nød bare den friske luft.
Det tog også lang tid, men efterhånden begyndte hun at kunne se ting hun genkendte. Som Azursøen, og der var ren lettelse der kom frem i hende. Så lang tid hun var nær Azursøen, så kunne hun komme hjem, og måske nogen ville være venlige nok til at give hende et lift. De havde i hvert fald ikke set hende i virkelig lang tid.

”Jeg… kan genkende det her,” sagde hun og der var bare ren lettelse at høre i hendes stemme. ”Tusinde tak!” Cyraneus havde virkelig reddet hende nede i Aquarin.

Som Sasha gav udtryk for genkendelse, skiftede Cyraneus en smule retning for at komme hen til bredden. Han skulle gerne svømme længere ind, men noget i hendes lettelse og den generelle instilling til vandet, fik ham til at antage at hun ville foretrække at nå den fast grund hurtigst muligt. "Ingen årsag. Jeg håber blot du stadig har det godt, trods forskrækkelsen" svarede han venligt.

Det tog lidt tid, og han kunne ikke få hende helt i land, men var nødt til at sætte hende på sandbunden, så vandet nåede til lidt over knæende. "Er du sikker på du kan klare dig herfra" han stod nærmest på halen, men blev ikke lige så høj som hende i denne tilstand. Han kunne sagtens fjerne sin hale, og gå med hende havde hun brug for det.

Godt under omstændighederne var vidst det vigtigste, og Sasha nikkede da også til det. Lige nu var hun bare fyldt med lettelse over at være hjemme igen, efter at være blevet tvunget ud på.... ja, dybt vand.
Selv det at stå på sandbunden var godt nok for hende, selvom hun følte sig lidt usikker i hvordan hun stod lige i øjeblikket. Det var nok fordi at hun ikke havde brugt sine ben i timevis nu og hendes ben var ikke ligefrem de bedste her i landet.

"Jeg tror jeg klarer mig... jeg er sikker på at du også har andre steder at være og du har allerede hjulpet mig nok," sagde hun. En hvis rødmen var kommet over hendes kinder af forlegenhed over at hun var blevet nødt til at redde, selvom nu kom illussionen om eventyr op endnu engang. Mest af alt var hun dog bare taknemmelig over Cyraneus redning.

Cyraneus kiggede bekymret på hende. Der var ikke megen forsikring i hendes ord, selvom hun forsøgte at overbevise ham om at hun nok skulle klare sig. Han lagde hovedet ganske let på skrå, søgte over hendes ansigt en sidste gang inden han nikkede. Han havde ingen mulighed for at hjælpe hende på land. Ikke så længe han havde hale. Selvfølgelig kunne han fjerne den og få ben, men som hun også sagde, havde han faktisk også steder han skulle hen. Men han efterlod ingen der havde brug for ham.

Men hun så ud til at ville kunne klare sig. Han accepterede i hvert fald hendes valg, selvom han ikke var helt overbevidst. "Så vil jeg rejse tilbage. Jeg håber det bedste for dig, Sasha, og at du passer rigtig godt på dig selv" han gled en smule ned i vandet, kiggede på hende igen med et sidste bekymret blik inden han gled helt ned og svømmede væk. Han svømmede ikke hurtigt. Havde ørene på spidser for at være sikker på at han kunne høre det hvis hun kaldte eller var i problemer. Han brød sig aldrig om at tage afsted når der var en risiko for at en anden person kunne være i problemer.