Solens sidste, gyldne stråler var ved at forsvinde bag horisonten, og byvagterne, der stod ved byens sydlige port, var gået i gang med at tænde fakler. Snart ville det tunge jerngitter, der i nattetimerne lukkede af for byen, blive trukket ned med en høj, hvinende lyd af gammelt, rustent metal. 
Byvagterne, der denne aften havde vagttjansen ved porten, var nogle af de mange unge, overmodige mænd, som man lige så snart, de havde nogenlunde styr på at svinge et sværd, havde udstyret med byvagtuniformen og sat i arbejde. Der var ikke råd til at være kræsen, for underbemanding var stadig et problem, selv nu hvor medlemmerne af Kiles Orden hjalp med at patruljere gaderne i nattetimerne.

"Stop! Hvem der!" Lyden af fodtrin havde nået byvagternes ører i samme øjeblik, som de fik øje på tre skikkelser, der nærmede sig byporten. Som de kom nærmere, kunne byvagterne se, at der var tale om tre halvelvere iført rejsebeklædning. De pustede alle tre efter vejret, efter at have skyndt sig de sidste kilometer i håb om at nå byporten inden solnedgang. De nærmede sig nu med hastige skridt byporten og gjorde mine til at gå igennem. Den ene af byvagterne stillede sig foran med armene over kors, for at spærre dem vejen.
"Beklager, vi har fået ordre på ikke at lukke nogen ind efter solnedgang." Sagde han drævende i et tonefald, der gjorde det tydeligt, at han nød den magt, den nyerhvervede stilling havde givet ham. Han gjorde et kast med hovedet i retning af horisonten, hvor solens sidste stråler netop var forsvundet. "Så medmindre I har en skriftlig udgangstilladelse, må I spidsører overnatte herude ind til i morgen tidlig.." Den nærmeste halvører blev rød i kinderne og holdt et vredt modsvar tilbage. 'Spidsøre' blev ofte brugt nedladende om dem, der havde elverblod i årerne, og det var tydeligt, at byvagten ikke brød sig om deres race.

Mens byvagterne diskutere med halvelverne, sneg en skikkelse sig af sted langs den sydlige mur, ganske skjult af skyggerne. Den smuttede ind gennem den stadig åbne byport for at hurtigt bevæge sig hen mod en af sidegaderne. Den anden byvagt skubbede til ham, der stadig stod og spærrede vejen for halvelverne: "Så du det? En eller anden sneg sig lige ind af porten.." Vagten bandede og de vendte sig begge mod skikkelsen, der var på vej til at krydse den åbne plads, som man fandt lige inden for porten. "HOLDT! I Kiles navn!" Begge vagterne satte i løb mod skikkelsen, og halvelverne sendte hinanden stjålne blikke: nu hvor byvagternes opmærksomhed var et andet sted, ville det være ganske nemt at smutte igennem porten..


Dette er en åben plottråd, og alle der befinder sig i området kan deltage. Hvis man har en karakter, der passer i rollen, må man gerne overtage roller fra både byvagter, halvelvere og den ukendte person, der har sneget sig igennem porten. Hvis ingen tager rollen af den sidstnævnte, er det stadig op til trådens deltagere at bestemme, hvem han eller hun er, og om det lykkes byvagterne at fange vedkommende.

Stian var en af de byvagter som var ved at tænde fakler sammen med en anden. Det var allerede blevet så stille ude på gaden imens solens stråler slikkede sig et sidste par gange op ad bymuren til det centrale distrikt. Den nye regel om udgangsforbud var sat igang, og for mange var det til gene, men Stian kunne godt se idéen med den; der var sket så mange ubehagelige ting på det sidste at måske var udgangsforbuddet det bedste for borgerne indtil der var styr på sagerne igen, i hvert fald for deres egen sikkerhedsskyld. Men, han kunne godt mærke at der ville gå noget tid inden ham og Ryse kunne gå ud om aftenen og få sig en øl sammen igen. 

De to yngre mænd, som vogtede porten lige nu, var nogle af de personer som havde startet som byvagt på cirka samme tid som Stian. Han havde trænet lidt med dem og var blevet lært op på samme tid som dem, men for hans vedkommende, var de alt for stor en mundfuld for ham. De tærrede lidt for meget af hans energi, og de var slet ikke hans kop te, for ikke at nævne; UTROLIGT arrogante. I bund og grund troede de at de var uovervindelige når de fik et sværd i hånden, og Stian havde gennemskuet at de ikke rigtig havde nogen sand respekt for folkene omkring sig. Selvfølgelig passede de deres arbejde, men de var meget magtliderlige. 

Stian brændte sig næsten da han var ved at tænde en fakkel da han hørte råb og frustreret mine fra de to bekendte vagter, som så ud til at jage en eller anden. Han rynkede brynene og så efter dem, "Hvad sker der? og hvad med porten-?" Han fik ikke andet end et frustreret grynt fra en af mændene som løb lige forbi ham. Stian stod og så lidt forvirret ud i et kort øjeblik, og kiggede efter jagten og derefter hen på sin anden kollega som var ved at tænde en fakkel lidt længere fra sig. Nu var portene uvogtede, og han kunne ikke begribe hvordan de bare kunne lade portene være åbne og forladte lige inden mørkets frembrud; godt nok var der en eller anden der havde sluppet forbi, men der kunne udvikle sig et kæmpe kaos når de bare sådan skred fra deres post. 

Hurtigt, småløb Stian ned til portene og nåede derned lige inden een af elverne skulle til at træde indendøre. Det var stadigvæk ikke helt mørkt endnu, så teknisk set var der kun nogle minutter til portene skulle lukkes. Men der skulle jo spørges alligevel. Stian måtte dog lige få vejret; ikke at han var synderligt forpustet, det var bare så pludseligt at han skulle løbe afsted. Han sank en klump spyt han havde i munden og rettede sig derefter op og så på de fremmede elvere; "Hvad er jeres ærinde?" Han lød autoritær og som om han havde situationen under kontrol. Stadigvæk, var han ret nysgerrig over hvem de andre var igang med at jage. 

Ella stod lænet op ad ydersiden af Bymuren. Hun havde endnu ikke fået skaffet sig en skriftlig udgangstilladelse, så hun vidste, at hun måtte være lidt kreativ når det kom til at komme ind i byen igen. Disse udgangstilladelser havde ikke bragt andet end besvær. Med så mange beboere var det svært at få fat i et, og det var ikke ligefrem fordi Ella kunne tilsidesætte sit arbejde, mens hun ventede.
Ella havde set de tre skikkelser i god tid og havde lagt det, der skulle forestille en plan. Mens byvagterne havde travlt med at udspørge de tre ukendte personer, ville Ella snige sig gennem porten. Med hendes mørke tøj skulle dette ikke være noget problem, så længe hun ikke kom alt for tæt på lyset. Så vidt hun huskede sad faklerne med jævnt mellemrum, så dette kunne godt vise sig at blive noget af et problem. Hun kunne dog ikke se andre muligheder, med mindre hun ville tilbringe natten lukket inde.
 
For en stund blev Ella stående og lyttede til samtalen, der foregik på den anden side af muren. Spidsører, blev de tre fremmede kaldt. Da de var gået forbi hende havde det ikke været meget højere end hende selv, så de måtte altså være halvelevere.
Ella havde aldrig helt forstået, hvad visse menneske havde imod visse racer. Naturligvis kunne hun forstå deres had, hvis en race dræbte mennesker, men hvis ikke – hvad var der så at hade?
 
Ella rystede på hovedet. Hun havde ikke tid til denne slags tanker lige nu. Den slags kunne hun tænkte over på et andet tidspunkt, hvor hun var alene og ikke skulle snige sig ind i byen.
Med disse tanker i hovedet lagde Ella næsten ikke mærke til personen, der sneg sig forbi hende. Havde det ikke været for det svage lys indefra byen havde hun slet ikke set dem. Hun tog sig selv i at bande lavt. Denne person havde gjort præcis det, som hun selv havde tænkt sig. Mon det kunne lykkes hende at gøre det samme?

Endnu engang blev Ella stående og lyttede. Hun hørte lyden af hastige skridt der bevægede sig væk fra Byporten. Mon det var vagterne, der havde sat i løb efter den person, der havde snuppet hendes idé?
Der var stille et øjeblik efter dette, og Ella blev enig med sig selv om, at vagterne altså må være løbet deres vej. Derfor havde hun ingen problemer med at gå gennem Byporten. Dette viste sig dog at være en fejl, for i det samme som hun var trådt indenfor, hørte hun en ny stemme. ”Hvad er jeres ærinde?” lød det fra den person, Ella formodede var endnu en byvagt.

Hastigt trykkede Ella ryggen op mod muren, men det var for sent – hun havde allerede været oplyst at en fakkel der hang på væggen. Hvis denne nye byvagt blot havde kastet et blik i hendes retning, ville han uden tvivl have opdaget hende. Hun håbede på, dette ikke var tilfældet.

Elverne trådte et lille forskrækket skridt tilbage da de så Stian træde frem i portens midte. De var så opslugt i deres egne tanker om at slippe ind gennem porten at de først ikke havde lagt mærke til ham. De så helt opgivende ud, og var bange for at der nu endnu engang kom en byvagt og råbte skældsord af dem. Stian var dog ikke typen der råbte eller kastede med grimme ord mod andre mennesker. Klokketårnet inde fra bymidten var begyndt at dinge de sidste af solens minutter ind, og for at alarmere folk om at det var tid til at gå indendøre. 

Stian lagde armene over kors og bedømte personerne foran sig. De var halvelvere, og ikke blot elvere som Stian først havde troet, men det lignede en familie og ikke nogle farlige mennesker. Det burde ikke være et problem at lade dem gå ind, siden det ikke var blevet mørkt endnu. "Vi er her for at besøge noget familie, vi har løbet os halvt ihjel for at nå herhen inden det blev mørkt. og det er stadig ikke mørkt! men dine kammerater ville ikke lade os komme ind." Det var den mandlige halvelver som talte. Han lignede en der havde fået nok af al deres racehadspjat, og man kunne høre i hans stemme at han var noget frustreret. "Vær sød at lade os komme ind." bedte den kvindelige halvelver og så håbefuldt på Stian.

Der var ingen grund til at sige nej til dem. De var nået herhen inden mørkets frembrud, så han kunne slet ikke se at det skulle være et problem. Stian skammede sig over sine kollegaer og tog sig til næseryggen imens han lukkede øjnene frustreret i, som i at han havde fået nok af dem. "De er ikke mine kammerater." mumlede han og sukkede. Ud af øjenkrogen fik han øje på en kvindelig skikkelse som stod op ad muren; troede hun at hun var i skjul? Han mente nok at han havde set et eller andet flytte sig fra portens åbning da han kom derhen. Han skyndte sig at se på halvelverne igen, "Værsågod, og jeg undskylder på mine kollegaers vegne." Han lod en hånd føre dem an, og taknemmeligt gik halvelverne hurtigt ind ad porten og skyndte sig afsted. 

Da Halvelverne var gået, blev der stille igen. Stian stod forsat i portens åbning, og satte derefter en hånd i siden for at vende sig mod pigen der stod og prøvede at skjule sig for ham. "Og du er?" Han løftede et øjenbryn og så spørgende hen mod hende. 

Ella blev stående op ad muren. Hendes muskler spændte, og hun tog sig selv i at holde vejret en enkel gang, nervøs for at blive opdaget hende. Ikke meget længere fremme stod halvelverne. Hun kunne kun se deres rygge, men at dømme ud fra deres stemmer og deres kropssprog håbede de vidst inderligt på at kunne komme indenfor. Ella kunne uden problemer forstå dem.
 
Bag de tre kappeklædte kunne Ella se den nye byvagt. På denne afstand kunne hun ikke se hans ansigtstræk, men havde ingen problemer med at se hans lyse hår samt bide mærke i hans højde. Allerede herfra kunne Ella se, at hun i hvert fald var et godt stykke lavere end ham. Dette var dog ikke noget unormalt, eftersom hun ofte mødte mennesker, som hun gik ud fra denne person var, der var højere end hende selv.
 
Ella så til, mens byvagten gav halvelverne tilladelse til at fortsætte. Hun håbede han ville vende ryggen til, blot et øjeblik, så hun kunne fortsætte. Dette var dog ikke tilfældet. I stedet tiltalte han Ella direkte, hvilket bestemt ikke var det, hun havde brug for lige nu.
Ifølge Ella havde hun nu to muligheder. Hun kunne prøve at løbe sin vej. Hun kunne måske nå at få lagt nogle meter mellem dem, men med de store problemer hun havde under svær fysisk aktivitet ville der ikke gå lang tid, inden byvagten ville indhente hende. Altså var hendes eneste anden mulighed at tale med ham og bede til, at han vil lade hende gå, ligesom han havde gjort med halvelverne.
 
Flaskerne i hendes taske, som sad over hendes skulder, klirrede en smule, da hun stak hænderne i lommerne på sin frakke og trådte frem. På den måde ville byvagten ikke have mulighed for at se hendes hænders tilstand, hvilket godt kunne give anlæg til en del spørgsmål omkring, hvorfor de så ud, som de gjorde.

”Ella Rosewood,” svarede hun kort med en sikkerhed, som overraskede hende selv. Måske var det ikke særlig smart at give sit fulde navn, men Ella forestillede sig, at han ville kræve at få det alligevel. "Og De er?" 

Stian så pigen an, og blev lettere overrasket over at hun sådan uden videre gav sit fulde navn til ham. Det var ikke mange som bare ville stå frem på den måde, men på den anden side bevidste det jo bare at hun intet havde at skjule for ham. Hans øjenbryn forblev løftet, "Frøken Rosewood." han lagde tryk på hendes efternavn, "Hvorfor står du og gemmer dig herude som en eller anden forbryder?" Stian forblev hvor han var, så han kunne være sikker på at der var ingen som gik hverken ind eller ud fra hovedstaden. Han synes at hendes navn lød bekendt, men han var ikke helt sikker hvorfora han havde hørt det, for han havde vist ikke set hendes ansigt før. Han bemærkede de klirrende lyde bag hendes ryg som nok stammede nede fra hendes rygsæk, og det interesserede ham en smule hvad det mon var for noget; hvis man ikke var forsigtig, kunne det jo sagtens være sprængstoffer som pigen gik rundt med, men hun lignede nu ikke en som ville hoppe rundt og springe byen i småstykker; men man kunne jo aldrig vide. Hun havde jo gemt sig for ham. 

Han så lidt ned ad sig selv da han mente at det var åbentlyst hvem han var da hun spurgte, men måske havde hun lyst til at vide hans navn, hvilket gav ingen mening for ham; for han var jo bare en byvagt og hun en pige som listede rundt ved porten. Stian så tænksomt på hende som hun stod der med hænderne i lommerne, og imens talte han klokkeslagene, inde i sit hovede, som stadigvæk lød længere inde fra byen af.

Solen var næsten også blevet gemt væk bag træerne i horisonten, og tusmørket var begyndt at spirre frem. Stian skulle snart lukke porten så ingen andre uvedkommende kunne komme ind, og andre ikke kunne komme ud. Men problemet var bare; pigen. Hvad skulle han gøre med hende? Teknisk set kunne hun jo godt komme ind, det var ikke for sent endnu. "Hvad har du i tasken?" Han nikkede hen mod hendes rygsæk som hun bar på ryggen. Stian valgte at ignorere hendes spørgsmål om hvem han var; Han behøvede ikke at give sit navn til nogen som byvagt.

Eftersom Ella stod med ryggen til solen kunne hun ikke se, hvor langt nede den var i horisonten. Hun kunne dog sagtens se, hvordan det blev mørkere og mørkere, jo tættere de kom på solnedgang. Hvorfor denne byvagt valgte at holde hende tilbage ved at tale til hende virkede ikke fuldkommen retfærdigt. Ganske vidst havde hun gemt sig for en autoritær figur, og havde hun set situationen udefra havde hun måske ment anderledes. Alligevel lod hun ikke dette påvirke hendes stemme, som forholdte sig neutral.
 
Ella brød sig ikke ligefrem om den måde, byvagten tiltalte hende ved hendes efternavn. Det mindede hende om de mange timer, hun havde brugt omkring sin fader når han arbejde. Han blev nemlig også tiltalt Rosewood. Ella valgte dog ikke at kommentere på det. Trods alt havde byvagten netop stillet hende et vigtigt spørgsmål.
 
”En forbryder? Jeg vil nu ikke kalde mig selv en forbryder,”grinte Ella. Hun var blevet kaldt mange ting, men dette var første gang, hun ligefrem blev kaldt en forbryder. Hun kunne ikke lade være med at finde det en smule komisk. Hun gik et par skridt tættere på byvagten. Der var stadig et par meter mellem dem, så han blev nødt til at skulle træde frem før han kunne nå hende. Ellas egne reflekser fejlede ikke noget, så hun skulle gerne kunne nå at reagere, hvis han skulle prøve. ”At dømme ud fra den måde, Deres kolleger stak i løb tidligere, er I ikke synderligt venligtsindede. Jeg ville ikke tage chancen og risikere at få samme tur.” Ella havde muligvis fornærmet den person, der stod overfor hende, men hun havde aldrig brudt sig særlig meget om autoriteter. De havde det med at komme i vejen for hendes arbejde, med deres regler og udgangsforbud.
 

”Flasker,” svarede hun kort, da byvagten spurgte ind til hendes rygsæk. Hun tog højre hånd op ad sin lomme og hægtede tommelfingeren i remmen. Flaskernes indhold var ikke specielt farligt, i hvert fald ikke i den tilstand, de var i nu. Blandede man et par stykker, derimod, kunne det godt skabe nogle temmelig ubehagelige eliksirer.

”De svarede for resten aldrig på mit spørgsmål.”

Stian rynkede lidt nøjsommeligt på næsen af hende da hun brød ud i et lille grin om at hun ingen forbryder var. Hvilket i hans tilfælde var meget godt. Ikke at han følte sig underbemandet på nogen måde, fordi hun blot var af hunkøn, og lavere end ham selv. Selvfølgelig så han ikke ned på kvinder! Slet ikke; slet ikke efter sit pludselige møde med sin barndomsveninde Skadi; Hun var noget for sig selv, og hvad han havde hørt slog hun en proper næve. Ikke at han selv havde duelleret mod hende, men måske de skulle prøve det en dag. Så derfor vidste Stian godt at kvinder kunne være barske og dygtige krigere, men.. Pigen foran ham lige nu, så ikke ud til at være en af dem. 

Da Ella trådte tættere på Stian spændte han alle muskler i kroppen for at være klar til hvad der end måtte ske. Han røbede ikke at han gjorde det, for hans ansigt forholdt sig så neutralt som det nu kunne. Det gjorde jo ingen skade at være på vagt, men han var heller ikke særlig vagtsom overfor halvelverne fra tidligere; Så måske var det ikke helt fair overfor frøken Rosewood at han holdt på hende. Men det eneste de havde gjort var at konversere i få sekunder, og solen var stadig derude et sted i horisonten. "Hvad vil du så kalde dig selv?" Spurgte han nøgtern og lagde hovedet lidt på skrå, "Og bor du inden for bymurene?" Det lod sig vel være på sin plads at få at høre om hun var en af borgerne, for hvis hun var det, ville hun ikke have så mange problemer med at komme indendøre. Han kløede sig lidt ved tindingen og skævede sig kort over skulderen for at se om han kunne spotte sine kollegaer; Gad vide om de havde fanget hvem det nu end var som havde stukket forbi dem? 

Stian kunne ikke lade være med at sukke lidt da Ella nævnte hans kollegaer, "De er idioter, og går kun op i deres egen magtliderlighed." Han trak på skuldrende; hvis han skulle løbe efter nogen, skulle han have en meget god grund til det. Men de fleste skulle jo sådan set have en god grund til at komme ind i byen lige inden mørkets frembrud, bare for at sikkerheden blev holdt. 

Flasker, så hun havde flasker i tasken? Var det alkohol, eller var det noget helt andet hun bar rundt på dernede? "Hvad er indholdet i flaskerne?" Spurgte han med sit seriøse, dog lettere trætte blik. Det var synd at alle skulle udspørges på sådan en plan at de fleste nok ville føle sig en smule stødt over det. Men der var jo ikke noget at gøre ved det; sådan var realiteten for en periode i de omkring liggende byer. 

Stian fnøs lidt med et skævt smil da hun så ud til at forlange et svar på sit spørgsmål fra tidligere. "Stian, hvis du absolut har brug for at vide det." Han kløede sig lidt i de lyse lokker. Igen, så han sig over skulderen imens han begyndte at bakke lidt mere ind på den anden side af porten, han viftede til pigen for at vise at hun skulle følge med. Uanset hvad ville det snart være tid til at han skulle lukke porten, og han troede på at Ella ingen onde intentioner havde, så ligemeget hvad ville han have lukket hende ind, og hvis han kollegaer ikke var der kunne han gøre det uden problemer. 

Ella lagde ganske vidst mærke til den måde, byvagten rynkede på næsen, men sagde intet om det. Samtalen bevægede sig hastigt videre, eftersom han lod til at have en del spørgsmål. Ella syntes ikke selv, hun så truende ud, så hun kunne ikke helt se meningen med det. Hun gættede på, det blot var rutine, eller også var den fremmede bare nysgerrig. Havde hun selv haft changen spurgte hun med glæde hver eneste hun mødte om deres livshistorie. Hun fandt det altid interessant at høre om andres liv, især når deres baggrund var langt anderledes end hendes egen. Dette ville dog ikke være passende lige nu, så hun måtte nøjes med selv at svare.
 
”Nogle ville måske kalde mig alkymist, men jeg foretrækker at bruge eliksirmager. Det er trods alt to forskellige ting.” Ella havde før haft lange diskussioner om forskellen, somme tider med vidt fremmede mennesker i diverse kroer. Hun endte som regel med at vinde modparten over på sin side, men indimellem mødte hun også nogle, som var uforbederlige.
”Jeg bor på Hovedgaden, så det vil jeg bestemt mene.” Efter hun havde sagt sit svar, så byvagten sig over skulderen. Ella kunne ikke undgå at tænke, at han så efter de byvagter, som for kort tid siden var sat i løb efter en fremmed. Hun lagde hovedet let på skrå, så hun lige akkurat kunne se forbi manden foran hende. Så snart han vendte sig igen rettede hun sig op.
 
”Sjovt, De skulle nævne det. Jeg troede de fleste blev byvagter af præcis den grund, men måske er jeg forkert på den?” Disse ord blev efterfulgt af et let skuldertræk. Der var noget drillende over Ellas tonefald. Denne gang var det ikke hendes hensigt at fornærme byvagten, men blot at lave lidt sjov med ham. Efter hendes mening var det som regel nemmere at føre samtaler, hvis de ikke var alt for seriøse. Måske var det derfor hun før var kommet i karambolage med autoriteter. De mente måske ikke, hun tog dem alvorligt.
 
Ella rev en smule i den rem, hendes tommelfinger hang i. ”Diverse ingredienser. Jeg er egentlig på vej hjem fra en kunde. Hvis De ønsker en længere forklaring, må vi blive stående hele natten.” Mere sagde Ella ikke om det. I realiteten havde hun et par flasker, hvis indhold ikke var fuldkommen lovligt. Dem nævnte hun dog intet om. Disse ingredienser var så forfærdeligt svære at få fat på, så hun ville nødig miste dem.

Efter byvagten – Stian – havde fortalt hende sit navn, nikkede Ella kort mod ham. ”Godt at møde Dem, Stian.” Mere nåede hun ikke at sige, da han med en håndbevægelse fortalte hende, at hun skulle følge med. Ella forstod ikke, hvorfor han ikke blot kunne have sagt det, så hendes blik blev en anelse undrende, øjenbrynene trak sig lidt sammen. Hun fulgte alligevel med uden et ord.

"Aha!" udbrød han som om han havde været igang med at løse en længere gåde, og endelig havde fået svaret. "Det er derfra jeg har hørt dit navn. Muligvis nogle af de kunder har haft snakket om dig på gaden." Han trak lidt på skuldrende. Nu var han slet ikke bekymret over at hun skulle være nogen farlig person. Hun havde et arbejde, og var kendt af nogle af borgerne inde i byen, så nu gav det kun mening at lukke hende ind. Han havde ikke selv besøgt hendes butik, da det ikke var noget han havde tænkt over at gøre før; Men måske skulle han give det et forsøg, og se hvad hun havde at gøre med. 

Da Ella forklarede at hun også boede i hovedstaden vendte Stian sig mod hende igen og nikkede kort. Han så kortvarigt undskyldende på hende, "Jeg er ked af at holde dig hen; Det er bare ren rutine, nu hvor de nye regler er trådt i kraft." forklarede han. De sidste klokkelyde døde hen, og det var tid til at lukke portene. Igen, rynkede Stian lidt undrende på brynene da Ella slyngede en drillende kommentar efter ham; Han var ikke sikker på om han selv ville have gjort det i hendes situation, men som folk før havde sagt til ham, lettede det lidt på den seriøse stemning hvis der kom en lille smule dril i ny og næ. Stian kendte det da også selv, men det var mest når han havde kendt personen i længere tid end bare første møde, medmindre han altså var i humør til at være flabet. "Mange af dem." Han fnøs lidt og kom med et skævt smil, "Men jeg er byvagt fordi jeg gerne vil hjælpe borgerne og sørge for at der er orden i kaosset." Stian følte meget ære ved at være byvagt, men de fleste pissede lidt på deres stilling og brugte den for egen vindings skyld. 

"Det er iorden." svarede Stian mildt og stillede sig til siden så det var nemmere for Ella at passere igennem porten. Tusmørket havde nu lagt sig over byen, og snart ville det blive helt mørkt, "Du behøver ikke at uddybe mere. Jeg har opfattet at du hører til i hovedstaden." Sagde han i en venligere tone end før. Hvad hun havde i flaskerne var hendes sag, og nu hvor hun arbejdede som Eliksirmager, vidste hun nok hvad hun havde at gøre med; Det behøvede Stian, som var uviden på det punkt, ikke at ligge og rode med. 

Stian havde fulgt hende med ind på den anden side af porten, og gik hen for at lukke dem; De lavede en høj lyd inden de lige så stille begyndte at lukke i. "Jeg ser ingen grund til at holde på dig, men med forlov, vil jeg meget gerne følge dig hjem. Det er blevet mørkt nu, og de fleste skulle gerne være indendøre, men man kan aldrig vide." Han var seriøs da han sagde det, og et snert af bekymring kunne ses på hans ansigt i faklernes skær; Stian ønskede ikke at der skulle ske borgerne noget. Da Ella sagde at det var hyggeligt at møde ham kom han med et meget kort smil der ændrede sig tilbage til sit neutrale, typiske udtryk. "I lige måde." Portene var nu lukket godt i, og låst, men inden han vendte sig om for at gå hen til Ella, dobbelttjekkede han lige alt igen.

Det første Ella bed mærke i, var hvordan Stian nu mente, de var dus med hinanden. Hun havde intet imod det, men blev alligevel noget overrasket, da han sagde du til hende. Hun havde ikke forventet, at en person som ham ville begynde på det ved første møde. På den anden side havde Ella netop stået og lavet sjov med ham, så måske var hun ikke den bedste kandidat til at bedømme den slags.
”Hvad har du da hørt om mig?” Ella fik som regel sine nye kunder, fordi de havde hørt om hende gennem en anden. Hun havde dog aldrig hørt, hvad der egentlig blev sagt om hende, så hun kunne ikke undgå at være interesseret i det. Med et erhverv som hendes var det vigtigt at holde sig et hvis ry, alt afhængig af hvilke slags kunder man ønskede at få.
 
Efter Stians undskyldning trak Ella på skuldrene – anden gang indenfor kort tid, bemærkede hun. Hun burde få vænnet sig af med den slags, men gamle vaner var svære at bryde.
I det fjerne lød kimede klokkerne for sidste gang. Ella vendte sig mod porten og fik bekræftet sin mistanke om, at solen var gået ned. Altså var det officielt ikke lovligt for hende at opholde sig udenfor længere. Hun var dog ikke selv skyld i det, og havde Stian ikke holdt hende hen, var hun nok nået et godt stykke hjem. Måske ikke hele vejen, men i det mindste nok til, at hun kunne være ude af samtlige byvagters syne.
 
Et smil fandt vej til Ellas læber et øjeblik, da Stian fnøs. Han måtte altså ikke være helt så humorforladt, som hun havde haft mistanke om. Hun kunne ikke undgå at have fået et par fordomme om byvagter gennem sit liv.
 
Det var heldigt, at Stian ikke ønskede en længere forklaring omkring taskens indhold. Det kunne nemt resultere i et skift i stemningen, som ellers lige var blevet mere venskabelig. Det var sådan, Ella foretrak det. Hun følte altid en smule ubehag, når hun efterlod en trykket samtale.
 
Ella så til, mens Stian lukkede portene. Hun havde før set dem blevet lukket, især hørt dem med al deres postyr, men eftersom hun ikke selv havde prøvet det, var hun ikke til megen hjælp. Altså ventede hun bare, til han var færdig og vendte tilbage.
Det var ikke til at overhøre bekymringen i Stians stemme, da han tilbød at følge Ella hjem. Selv havde hun kun haft et par enkle ubehagelige episoder med andre borgere, men aldrig noget der havde påvirket i større grad. Alligevel takkede hun ja.
Ella vendte sig atter om for at gå, men nåede lige præcis at se den lille forandring i Stians ansigt. Hun kendte ham endnu ikke, men mente allerede, at smilet klædte ham. ”Jeg kan vise dig vejen, når vi kommer til Hovedgaden,” tilføjede hun, som hun begyndte at gå, i den tro at Stian fulgte efter hende.

Stian var faktisk ikke helt sikker på hvad det nu egentlig var folk sagde om Ella Rosewood, men han havde i hvert fald hørt hendes navn et par gange, og brugt positivt endda. Det har dog ofte været når han stod og summede ud i korte øjeblikke på vagten, eller hvis han var igang med noget andet; Så var der jo ikke tid til at høre på sladder og snak fra folkene omkring ham. "Faktisk, er jeg ikke sikker på hvad de har sagt. Men de lød positive da de sagde dit navn." Han trak på skuldrende, og kom med et så ærligt svar han kunne finde frem. 

Han var begyndt at lægge mærke til at som samtalen skred frem, havde hun ikke mange ord at gøre godt med. I hvert fald ikke til de fleste af tingene han sagde. Der enten nikkede hun, eller gjorde andre gestusser med kroppen for at vise at hun lyttede. Det gav vel også mening at hun ikke havde så meget at sige til ham; han var jo blot en byvagt, og han gjorde bare sit arbejde. Og ud fra hvad han kunne se, var hun sikkert også udmattet. Stian vidste selv hvor stille og mut han kunne blive når han var virkelig træt, måske havde Ella det også sådan lige nu? 

Efter at Stian havde tjekket at alt var som det skulle være, valgte han at nu var det tid til at følge pigen hjem. "Okay, lad os komme afsted." Han lod hende gå forrest, så han kunne beskytte hende bagfra hvis nogen uønsket person skulle dukke op hos dem, men han var også tæt nok på, at han næsten gik ved siden af hende. Hans kollega som han havde tændt fakler med smilede og vippede øjenbrynene op og ned, "Uuuh Stian, har du fået en pige med hjem?" 

Kommentaren fik nærmest Stian til at kløjes i hans eget spyt, og han blev en smule varm i kinderne. Det var da utrolig flovt at sige sådan noget, når manden nu ikke kendte til deres situation! "Nej, Marco." Sagde han hurtigt og fast, "Jeg eskorterer hende blot hjem da det trak ud ved porten, og som du kan se.. er det mørkt." Han rømmede sig lidt og tog sig til sin dinglende ørering som han nu gjorde når han blev flov, eller tænksom, "Så det er blot for at beskytte hende." 

Marco himlede med øjnene, "Geeezuuus makker. Du behøver ikke være sådan en sur bi." han grinte og smuttede videre da der var nogle andre ting han skulle ordne inden deres vagt sluttede. Stian fugtede sine læber og tog en dybindånding inden han så på Ella, "Jeg undskylder på min kollegas vegne. Han er lidt tosset." 

Stians svar stillede ikke ligefrem Ellas nysgerrighed, men eftersom han ikke vidste mere, var der desværre ikke meget at gøre. I det mindste var hendes navn associeret med positive ting, så hun havde ikke meget at klage over.
 
I takt med, at samtalen skred fremad kunne Ella mærke, at hun var begyndt at blive træt. Hun opholdte sig som regel indenfor på denne tid af døgnet, og hvis hun ikke allerede havde lagt sig til at sove, sad hun foran kaminen i sit værksted og lyttede til de få lyde, der stadig var udenfor. Der var næsten helt stille nu.
 
Skønt Stians anvisning stoppede Ella brat op, da hun hørte en mandestemme tale om hende. Hun vendte sig langsomt om mod personen, som også viste sig at være en byvagt. Denne aften fik hende ikke ligefrem til at holde mere af disse, bestemt ikke når de talte sådan.
”Det tør siges. Hvis alle dine kolleger opfører sig sådan, har jeg virkelig ondt af dig.” Ella lagde ikke skjul på hadet i hendes stemme. Hendes øjne matchede. Måske var Stians ansigt rødt fordi han var flov, men hendes kulør skyldtes andre årsager. Hun havde mange gange før mødt mænd som denne Marco, men også nogle værre. Det var ikke alle, der nøjes med det verbale. Var Marco ikke gået sin vej kunne hun uden problemer have givet ham hele turen. Måske var det meget godt, han var gået­­...
 
Ella vendte sig og fortsatte, hurtigere end før. Hun ville helst lægge så stor afstand til Marco som muligt. ”Vi må hellere skynde os, hvis du skal nå tilbage i ordentlig tid.” Ellas stemme havde stadig en spids kant, men hun bed resten af sine ord i sig. Stian havde for den sags skyld ikke gjort noget galt, så det ville være forkert, hvis hun lod det gå ud over ham.

Havde man en yderst god lugtesans ville man måske kunne opfange lugten af røg. Røg, som ikke stammede fra skorsten eller fakler. Ella bandede lavt og viftede med sin ene hånd, i håb om den ikke ville blive for varm. Dette skete nogle gange, når hun havde svært ved at kontrollere sine følelser, såsom nu.
”Hvordan lykkedes det dig overhovedet at blive byvagt?” spurgte Ella. Hvis hun kunne distrahere sig selv ville varmen måske forsvinde.

Stian havde et opgivende og træt ansigtsudtryk malet i hele ansigtet. Han forstod godt hendes snert af had i stemmen, og da han så på hendes ansigt, kunne han også se at hun ikke var synderligt begejstret over hvad Marco havde sagt. Men, der var så mange andre som var meget værre end Marco.. ham her kunne bare godt lide at drille. "Marco er ikke så slem." Sagde han kortfattet, men valgte at uddybe, "Der er andre som er meget værre end ham. Men han tænker ikke rigtig over hvad han gør eller siger." Han sukkede lidt, og skyndte sig at tilføje, "Altså der er intet ondt i ham, er hvad jeg prøver at sige." Han pillede forsat ved sin ørering, og slap den lidt efter. 

Han kunne mærke på Ella at hun gerne ville afsted, inden der kom flere afbrydelser, eller byvagter med tossede kommentarer; og det kunne han et eller andet sted godt forstå. "Ja, du har ret. Der er heller ikke længe til vi når hovedstaden." sagde han med neutral mine, men lød venlig nok. Han ville ikke til at diskutere en masse med Ella, for han kunne godt høre på hendes stemme at hun var en smule... oprevet?

Det var altid en smule køligere om aftenen inde i hovedstaden, og det kunne Stian mærke da en brise ramte hans ansigt. Heldigvis var uniformen som han havde på lavet af noget ganske varmt stof; Så det skulle først blive rigtig koldt før han kunne mærke det på resten af kroppen! "Fryser du?" Spurgte han venligt og så på Ella imens de gik afsted mod bymidten; De var kommet et ok stykke vej indtil videre, men der var lige fem til ti minutter tilbage inden de nåede hen til hovedstaden. Pludselig, opfangede Stian en lille lugt af røg. Han så sig omkring og undrede sig. "Kan du også lugte det?" Spurgte han Ella, imens han kløede sig lidt i nakken. Der var ikke nogen røgsky at se, eller noget ildebrænd. Stian rynkede lidt på næsen over det da han prøvede at udtænke sig til hvad det mon kunne være.
Hans tanker blev dog afbrudt af Ellas distraktion. Et spørgsmål om hvordan det lykkedes Stian at blive byvagt. "Det var en slags optagelsesprøve, vel." Startede han ud med, "Mig og nogle andre nye havde tilmeldt os til det, og så blev vi testet i forskellige ting som styrke, og den slags." Han satte en hånd i bæltet hvor sværdet hang, "Dem som gik videre er så siden hen blevet trænet op i sværdkamp, og selvforsvar." Han nikkede lidt, som hvis han prøvede at huske det hele, "Hvorfor? Vil du gerne være byvagt?" Han kom med et tilbageholdt grin og så væk imens han kløede sig på kinden. 

Ella havde noget svært ved at tro det, Stian fortalte om Marco. Han kunne sagtens have andre gode kvaliteter, men lige nu havde hun svært ved at tro det. Hun havde det med at dømme andre rimelig hårdt på det område. Til tider viste hun sig at have ret i sine bedømmelser, andre gange ramte hun langt ved siden af.
 
”Nej, jeg har det fint.” Ellas stemme var blevet lidt mere rolig, da hun svarede på Stians næste spørgsmål. Hun frøs egentlig altid en smule, men lige nu var det ikke så slemt. Hun kunne være klædt i hundredevis af lag, men intet hjalp. Hendes kropstemperatur var altid en tand lavere, end den måske burde være. Der fandtes sikkert en eliksir imod dette, men hun var efterhånden blevet vant til det, så hun mærkede sjældent til det. Med mindre det blev alt for voldsomt, naturligvis.
 
Efter Stian havde spurgt ind til røglugten drejede Ella hovedet, så hun kunne se hans ansigt. Hun gik lidt langsommere og faldt ind ved siden af ham, inden hun løftede hånden tættest på ham, så den var på højde med hendes ansigt. Da lod hun en lille flamme tændes på spidsen af hendes pegefinger. Den forsvandt hurtigt igen.
”Du skal ikke være bekymret, det er bare mig.” Hun gav ikke en længere forklaring, da hun regnede med, at han forstod.
 
Mens Stian fortalte om, hvordan han var blevet byvagt, strøg hun sit hår om bag ørene og stak atter hænderne i sine lommer bagefter. Måske brød hun sig ikke særlig meget om byvagter, men det var præcis denne slags historier, hun holdte forfærdelig meget af. Hun vidste ikke selv noget som helst om dette emne, så hun lyttede ekstra godt efter. Hun kunne godt tænke sig at høre noget om, hvordan denne optagelsesprøve fungerede. Der fandtes garanteret en meget detaljeret beskrivelse af hver en af de ting, man blev testet i. ”Hvordan fungerer de prøvelser?”
 
Da Stian lagde hånden på sit svær fulgte hendes øjne hans bevægelser. Det så tungt ud, og Ella var overbevist om, at hun ikke ville kunne finde ud af at bruge det.  

”Mig?” udbrød Ella overrasket og så op på Stian, da han spurgte, om hun var interesseret i selv at blive byvagt. Hun kunne ikke lade være med at grinte ganske kort. ”Tro mig, jeg ville være den første til at ryge ud under optagelsen. Jeg har ingen træning med våben.” Hun lagde ekstra tryk på ordet ingen. Det havde aldrig været en prioritet i Ellas familie da hun var lille.

Stian nikkede kort til at Ella havde det fint. Det var jo godt nok, at hun ikke frøs alt for meget, for det ville jo lidt være Stians skyld hvis det endelig var; Han havde jo holdt hende hen ved porten indtil solens stråler ikke mere var til at fange på himlen. Med sin handskebeklædte hånd, førte han den igennem sit kornfarvede hår, som med det samme satte sig tilbage i den samme frisure som han havde lige før; Det bølgede lidt, og lavede en midterskildning som klødte ham. 

Hans øjne så lidt overraskede ud da han så på Ella's hånd, hvor en lille flamme dukkede op fra. Så hun kunne et eller andet magisk med ild? Det var ret sejt. Faktisk, så syntes Stian at alle folk der havde en eller anden form for magisk evne var virkelig fascinerende, og hvis de nogensinde var blevet mobbet for at være anderledes, ligesom hans bedste veninde, gik det ham virkelig på, og han kunne slet ikke forstå hvorfor folk ligefrem ville hade dem der kunne noget med magi. Nu brugte Stian selv talismaner til at udøve en eller anden form for magi, men det var slet ikke det samme  som at kunne knipse med fingrerne og du havde ild i hånden som du kunne kaste med. Eller Ryse som bare kunne fremmane sværd ud af skyggerne som han ville det. De var alt sammen meget hurtige og brugbare ting, hvor Stian skulle alt muligt inden han kunne kaste sin talisman- besværgelse. "Nå for søren." Han så nøje på flammen, og hans øjne missede en smule da den forsvandt igen. "Hvor længe har du kunne det?" Spurgte han med skjult interesse i stemmen. 

"Hmmm.." han så frem for sig imens de gik mod hovedstaden, og faklerne langs gaderne lyste heldigvis deres vej op for dem. Han skulle lige tænke lidt over Ellas spørgsmål om hvordan prøvelserne foregik til at blive byvagt. Der skete jo ret meget, og Stian skulle lige finde en måde at formulere det på, "For det første bliver vi undersøgt af en læge, for at se om vi har nogle helbredelsesmæssige problemer. Lige for tiden er der mangel på byvagter, så mange af dem som rent faktisk er syge eller har et eller andet, kan godt blive valgt hvis det ikke er så slemt." Han nikkede kort og så på Ella. Han synes det var noget mærkeligt noget at vælge de næstbedste, bare fordi der var mangel på byvagterne. Så burde dem der allerede var ansat, bare gøre det ekstra stykke arbejde. "Efter det, er der nogle udfordringer med sværdkamp, og de skal kunne se hvor hurtigt vi kan løbe også." Han lod en hånd køre hen over sin nakke, som langsomt gled ned til sin side igen, og han trak på skuldrene, "Dem der klarer sig forrygende kan gå lige til sagen med at være byvagt og komme ud på de lidt mere farlige opgaver og sådan; for der er ikke meget de kan lære, andet end at træne til at blive bedre med sværdet selvfølgelig." Han lod den hænge lidt der, for han havde ikke lyst til at sige hvor han lå på skalaen, ikke at det var specielt dårligt, men han havde håbet at han havde klaret sig bedre end hvad han havde gjort. 

Stian så Ellas overraskelse i blikket, og hørte det såvel i stemmen, og han kunne ikke lade være med at smile nu. "Nå ja, man ved jo aldrig." Han så på hende med et optøet smil, og forsatte, "Det kunne da godt være at det var noget som du brændte for."

De var nu nået op til hovedvejen ved hovedstaden, og Stian stoppede op og så på Ella, "Du fører vej." Han gjorde et nik mod retningen af vejen og satte en hånd i siden.  

Ellas blik var fæstnet den lille flamme mens den havde været tændt, så hun lagde slet ikke mærke til Stians ansigtsudtryk. Hun havde været omkring åben ild hele sit liv turde hun ikke se væk, i tilfælde af der skulle ske noget uventet. Et lille vindpust ville være nok til at starte noget, der potentielt kunne være forfærdeligt. Til gengæld kunne hun høre, hvordan tonen i hans stemme havde forandret. Det var ikke meget, og havde hun været blot lidt mindre opmærksom havde hun ikke måske hørt det.
”Så længe jeg kan huske. Nogle af mine tidligste minder har noget med ild at gøre.” Ella smilte sørgmodigt ved tanken om de mange timer, hvor hun havde siddet ved et stearinlys med sin mor. Nogle gange øvede hun sig i at få det til at gå ud, andre gange at gøre flammen blot en anelse større. I takt med, at Ella var blevet bedre, havde de sat sig hen til karminen i stedet. Ella sank en klump der havde dannet sig i hendes hals. Det skete så ofte, når hun tænkte over den slags.
”Det eneste upraktiske,” fortsatte hun, ”er brandsårene. Og lugten, selvfølgelig.”
 
Stian lod til at have lidt sværere ved at svare på Ellas næste spørgsmål. Han var i hvert fald stille for en stund, inden han atter talte. Ella havde intet imod det og fortsatte egentlig bare med at gå mens hun ventede.
Ella vendte hovedet mod Stian, da han fortalte, hvordan man var begyndt at acceptere byvagter med diverse skavanker. Hun kneb øjnene en smule sammen. Det lød ikke særlig smart i hendes ører. ”Jeg kan gætte mig til, det har noget med Krystallandets situation at gøre?” Ella kom vidt omkring og havde hørt en del om Kilens Orden. Hun havde også set dem et par gange. Indtil videre brød hun sig ikke om dem, men gik ikke rundt og sagde den slags højt. Hun ville nødig skræmme mulige kunder væk med hendes mening, så det var bedre at forholde sig neutralt til den slags – for nu. Det kunne meget vel ændre sig i fremtiden, alt efter hvad der ville ske.
 
Ellas humor viste sig at være absolut forfærdelig, i hvert fald her til aften, for hun udstødte et lille grin da Stian sagde brændte for. ”Undskyld,” skyndte hun sig at sige, men blev hurtig stille igen. Ud af øjenkrogen havde hun set noget, som fik hende til at stoppe op. Det havde haft to ben, men hun havde ikke set nok til at vide, hvilken race vedkomne var, eller om de var venligtsindet. Efter udgangsforbuddet kunne man aldrig vide.
”Så du også det?” hviskede hun.

I det Ella snakkede om sin fortid der havde med ild at gøre, lagde Stian mærke til det triste udtryk som lagde sig over hendes ansigt. Det havde måske ikke altid været lige nemt at have evner, som havde med ild at gøre. Det kunne han selvfølgelig ikke vide meget om, men med evner kom der vel også et større ansvar end hvis man var ordinær.

Stian hævede et undrende øjenbryn da hun nævnte at hun fik brandsår af sin evne. "Brandsår? Er der ikke noget du kan gøre for at forhindre det?" Han så på hendes feminine hænder, som havde sår her og der, "Gør det ikke ondt på dine hænder når du bruger din evne så?" Spurgte han med et snert af bekymring i stemmen.

Tanken om Krystallandets situation, ja hvad skulle han tænke om det? Det var jo både godt og skidt alt sammen. Men Stian havde som sådan intet imod Kile, da de lagde sig tæt op ad hans tro. "Joeh.." han trak lidt på skuldrene, "Mere eller mindre. Vi får ikke meget at vide som byvagter. Vi parere bare ordre." Han sukkede lidt og tog sig til sin ørering. Da Ella grinte over Stians kommentar med hensyn til at hun måske ville være byvagt og ligefrem brændte for at blive det, trak han skævt på smilebåndet; han havde ikke forventet at se hende grine sådan. Det var først da Ella spurgte om han havde set noget bestemt at hans smil falmede, og han blev mere fokuseret og på vagt. Som ren refleks landede hans hænder ved sværdets skaft. "Nej.. hvad tror du at det var?" sagde han lavmældt og kiggede på Ella med ren seriøsitet, inden han lod blikket glide rundt omkring sig. 

Ella rystede på hovedet som svar på Stians første spørgsmål, men valgte alligevel at uddybe. ”Jeg har efterhånden prøvet adskillige metoder, men intet har virket endnu.” Hun så selv på sin hånd, vendte den for bedre at kunne se de små markeringer. ”Det gør først rigtig ondt bagefter, hvis det giver mening? I øjeblikket tænker jeg på noget fuldkommen andet, såsom ikke at brænde en bygning ned.” Ella stoppede ikke et øjeblik for at overveje, hvorfor hun fortalte Stian dette. Hun talte normalt ikke om denne slags, og da slet ikke med det, der i sidste ende var en fremmed? Fremtidige Ella ville med garanti se tilbage på denne samtale med himmelvendte øjne.

Skikkelsen stod i nu stille, næsten helt gemt bag hjørnet til en sidevej. Mørket gjorde det svært at se noget, men der var alligevel noget bekendt ved farven på det stykke kappe, som var synligt. Måske var det noget, hun bildte sig selv ind, men man kunne aldrig være for sikker. ”Jeg tror ikke, dine kolleger nåede at indhente deres mål tidligere,” hviskede hun med lav stemme i håb om, at personen længere fremme ikke ville høre det.¨



(Jeg beklager det korte svar, men har vist fået hevet mig en omgang halsbetændelse.)

Myssa rystede let på hovedet. Hun havde moret sig kosteligt over samtalen mellem byvagterne og spidsørerne. Halvelevere gættede hun, for de var for lave til at være 'rene/rigtige' elvere. Så meget vidste hun da om dem.

Men Myssa var tidligere løbet fra byvagterne, da elverne var dukket op, men var hurtigt sprunget i hundeskikkelse og på den måde sluppet væk fra dem. Og nu stod hun og hev efter vejret med tungen ude af munden, på en rigtig hundeagtig måde, mens hun gemte sig i et mørkt hjørne. Hun stod nu og betragtede de to skikkelse, som talte sammen, også selvom hun ikke kunne høre hvad de sagde til hinanden.

Og det var da hun mærkede en hånd på sin skulder. Det var en af de unge byvagter!

"Nu har jeg dig!" grinede han smøret, og holdt fast om hendes skulder med sin bredde hånd. Myssa forsøgte at vriste sig fri, men det lykkedes ikke rigtig. Hun vred og snoede sig, men uanset hvad hun gjorde, så havde han stadigvæk fat i hende. Havde magten over hende. Fandens også da! Hun kunne ikke engang gå i hundeskikkelse, for det kunne hun kun forvandle sig en gang i timen. Så nu var hun fanget.

"Slip mig dit bæst!" skreg hun arrigt, mens hun blev slæbt hen til porten.