Sted: Sumpen
Tid: Tidlig aften
Vejr: Lunt og sommerligt

Sklar kiggede på spejlet i det lille hjem, han og Cyrine boede i. Han var alene. Cyrine havde været væk hele dagen og han vidste ikke, hvor hun var henne eller hvornår hun ville komme hjem igen. Han kedede sig. Han havde brugt lidt af dagen på makedspladsen, havde stjålet lidt punge og en smule mad, men var taget hjem igen, da det var begyndt at regne. Cyrine var stadig ikke kommet hjem og i et forsøg på at underholde sig selv, havde han leget med sine fjer og sorteret i sine perler og knapper igen igen. Men nej, han kedede sig meget i dag.

Til sidst havde han stillet sig foran spejlet og ladet sit sind glide ud. Ikke mod noget bestemt, bare et eller andet. Om han skulle kigge på, hvad der skete et andet sted eller om han helt ville drage ud i verden, vidste han ikke helt. Som han stoppede sin søgen, var der dukket et billede op af blå himmel med hvide skyer og lidt sorte skygger i kanten, som han genkendte som træer. En sø. Eller i hvert fald en større mængde vand ved nogle træer. Vandet måtte være meget stille, for der var næsten ikke en krusning på og billedet var meget klart. Det perfekte sted at gå i gennem. Skulle han?

Han tøvede lidt og så sig omkring, som om Cyrine ville dukke op ud af det blå. Hvis han nu sørgede for ikke at være væk så længe? Han bed sig i læben, skiftede vægten lidt fra ben til ben og gik så igennem spejlet.

Det var et stille og roligt sted, han havde fundet. En lille sø inde i sumpende med fast jord omkring i den ende, hans portal havde åbnet sig. Fuglene sang og et egern løb rundt i grenene over søen.
Man ville ikke lægge mærke til hans åbne portal, der kun viste sig ved, at man svagt kunne skimte det rum, han kom fra, samt ham der stod i rummet. Nej, man opdagede nok først, at der var noget galt i det øjeblik Sklar trådte igennem portalen, hvilket fik ham til at stige vandret op af portalen og langsomt blive rettet op, som tyngdekraften skiftede omkring ham. Portalen var et par skridt ude i vandet og han trådte direkte ned i søen, men heldigvis var det en lav sø, der inde ved kanten kun gik ham til anklerne.

Så hvis man som tilskuer så dette, ville man se en ung mand med strittende sort hår med et par fjer i, iklædt sort tøj og et uskyldigt ansigt, der slet ikke passede til hans fysiske størrelse og alder, dukke op af ingenting fra søens overflade, helt uden at blive våd. Portalen forsvandt bag ham, så snart han var oprejst. De grå øjne løb nysgerrigt rundt på omgivelserne. Han vidste ikke præcist, hvor han var henne, blod af det var et sted syd for hovedstaden. Det havde hans indre kompas fortalt ham, da han havde let efter åbninger.

Thanases havde haft en elendig dag, som han ofte havde. Han havde tonset rundt ude i en mark det ene øjeblik, og så trukket en vogn det næste. I glimt havde han løsrevet sig, og i stedet trænet med sin bue, men mest var det hele bare smeltet sammen til en virkelig ærgerlig stuvning af monotont arbejde. Det var jo hvad han var værd, tænkte Thanases til sig selv, som han, med en anelse tøvende, mutte skridt, travede ned imod en nærliggende sø. Han kunne virkelig godt lide, at få vand om anklerne. Det var sådan en afslappende, kølig følelse.
 
Den store kentaur stivnede, da den så en skikkelse ude i vandet – en skikkelse som på ingen måder hørte hjemme i hverken søen eller sumpen i det hele taget. Thanases tog prøvende nogle skridt imod skikkelsen, imens han overvandt sig selv og hævede sin ene hånd til hilsen. Han sagde ikke noget, og tænkte ikke over, at det noget mindre menneske måske slet ikke ville lægge mærke til ham. Mænd i det hele taget var enten virkelige frænder, eller virkelige fjender. Jo mindre jo værre, var Thanases erfaring, så personen – som han altså vurderede til at være en mindre menneskemand, ville nok være fuldstændig forfærdigelig. Thanases åndede dybt og tungt, for han vidste, at det var hans pligt at finde ud af hvem personen var, og hvorfor han var der. Thanases kunne ikke andet end at håbe, at manden ville være mere medgørlig end han troede, og at hans grund for at være i sumpen var fredelig. Hvorfor traskede han desuden rundt ude i søen? Noget stemte ikke, tænkte Thanases. Måske den lille mand var en form for alf eller anden magisk skabning, for det var bestemt et område hvor Thanases ikke lå inde med den store ekspertise. Han anede ikke meget om livet i det hele taget, uden for sumpen. Gid det kunne være anderledes.
 

Thanases var klædt i helt bar overkrop – og det eneste han havde på kroppen overhovedet, rent faktisk, var sine lædermanchetter. Til forveksling havde han hverken kofte eller bælte på. Det havde været i vejen under arbejdet, som det nogle gange var, og den slags var jo vigtigere end Thanases’ blufærdighed. Han havde alligevel vænnet sig til det. Sådan næsten, i hvert fald.

Sklar mærkede en dejlig fredelig fornemmelse, som han sugede naturen stilhed og skønhed til sig. Vandet, der gjorde hans sko, fødder og bukseben våde, registrerede han ikke, det var ikke koldt nok til at være ubehageligt. En fugl skræppede surt et sted og Sklar var for et øjeblik væk i sin egen lille verden, som han sugede indtrykkene til sig. Han foretrak altid natur frem for by, men Cyrine ville bo i Hovedstaden og det indrettede Sklar sig efter.

Som han stod der, var der en lyd, der fangede hans opmærksomhed. Lyden af en hest i trav. Nysgerrigt drejede han sig lidt og fik øje på en kentaur. En stor, fuldvoksen kentaur, der allerede på afstand så kæmpe stor og skræmmende ud. Sklar havde set kentaurer før, men sjældent tæt på og kun med Cyrine i nærheden. Der var ikke så mange i hovedstaden og han havde ind til nu forsøgt at undgå dem, da de var enormt store og ganske skræmmende. Denne kentaur løftede dog tøvende hånden og vinkede til ham. Sklar overvejede hurtigt, om han skulle skabe en portal med det samme og flygte, men nysgerrigheden fik ham til at lade være. Kentauren havde vinket. Det måtte da være godt. Ikke?

Tøvede vinkede Sklar tilbage og bevægede sig langsomt op af vandet og ind på bredden. Hans sko svuppede, men han var ligeglad. Det store væsen tog al hans opmærksomhed. At den ikke havde tøj på, var heller ikke noget Sklar spekulerede nærmere over. Hans barnlige sind spekulerede ikke ret meget i den slags, hverken i forhold til andre eller sig selv. I stedet var han ved at overveje om kentauren var farlig. Men han havde ikke nogen våben og trods størrelsen syntes Sklar ikke rigtigt, at halvhesten virkede truende. Så uden at tænke mere over det, gik han hen i mod det store væsen, der meget hurtigt ville vise sig at være næsten dobbelt så høj som ham.
Selvom han bevægede sig væk fra vandet, var han klar til at vende om og kaste sig direkte ud i en portal. En del af hans hjerne havde altid en flugt parat, især når Cyrine ikke var i nærheden til at frelse ham, hvis noget skulle gå galt. Han sagde ikke noget til den anden, men stirrede bare med store øjne og let åben mund, imponeret over størrelsen på den fremmede.

Der ser ikke ud til, at der kommer til at ske mere her.