Fint klædte byboere havde det meste af dagen bevæget sig gennem byens gader op imod det imponerende palads, der tronede over byen. Tiden var inde til årets sommerbegivenhed: det store bal, der blev afholdt på paladset, hvor samtlige af byens beboere var inviteret samt adskillige adelige familier fra resten af landet.
Hvad der dette år var anderledes var dog, at ud over paladsets sædvanlige vagter, var adskillige præster fra Kiles Orden placeret ved dobbeltdørene, der førte ind til den imponerende balsal, hvor små krystaller svævende i loftet oplyste det store rum. Kilepræsterne tog ikke den store notits af balgæsterne, men nøjedes med den traditionelle hilsen: "Kiles Fred", hver gang en ny gæst passerede gennem døren.

Inde i salen var der som altid dækket op til et festmåltid uden lige. Mellem de festklædte gæster, bevægede tjenestefolk sig rundt med små anretninger og drikkevarer, og fra en lille tribune spillede paladsets skjalde op til dans. 
Da middagstimen oprindt, forstummede skjaldesangen dog, og Dronningens talsmand, Leoric Emhyrean, trådte frem på en balkon med udsigt over salen. Der gik en mumlen gennem tilskuerne, for traditionelt set, var det dronningen selv, der talte ved ballet, men rygterne havde i den sidste tid svirret om hendes sygdom. Ypperstepræsten glattede sine sorte rober og begyndte en længere prædiken om Kile. Han forklarede, at det var Zaladins ondskab, der i det forgangne år havde sendt alt for mange sjæle for tidligt til Kiles rige, og at Kiles Orden var her for at hjælpe de efterladte: "Festmåltidet dette år er doneret af Ordenen. Kiles Fred til jer alle."
Da han var færdig med at tale, trådte han tilbage i balkonens skygger, og snakken og musikken lød atter i balsalen, hvor de første indtog dansegulvet med en fejende bevægelse af lange skørter. Årets midsommerbal var for alvor i gang.


Alle kan deltage i ballet, men bemærk at eftersøgte karakterer (og racer) skal forklædes - ellers vil de blive pågrebet og overmandet af paladsvagterne. Hvis du ønsker kun at skrive en reaktion til tråden, så bemærk venligst i bunden af dit indlæg, at du ikke videre vil tagges. 
Man er også velkommen til selv at oprette mindre tråde, der foregår under ballet.
Rækkefølge: Ray -> Elaina -> Dionsia -> Hsin -> Saniya Kari -> Sin'thya 
For at forhindre tråden i at gå i stå, bliver den næste tagget, hvis man ikke svarer inden for 3 dage.

Balsalen var så smuk, fyldt med en masse forskellige folk, og dækket med en masse smukke omgivelser. Det hele passede så godt sammen, og det var som om der var en bestemt stemning blandt folkene, en god stemning, rigtig festklar stemning kunne det godt ligne. Efter at have gået rundt, besluttede Zaika sig for at stille sig hen ved dansegulvet, for at se på de smukke par der dansede rundt, mændene kunne godt deres kram, de vidste lige hvordan de skulle føre damerne an, hvordan de skulle svinge dem rundt så deres kjoler flagrede og fik dem til at udstråle så elegant. Zaika stod med et glas vin i hånden, og betragtede de mange par der begyndte at danse rundt, de fleste havde hvist også en partner, for i hendes øjne så det ikke ud til der var nogle kvinder eller mænd der dansede helt alene. Hun tog en slurk af vinen, og sukkede tilfreds, det smagte godt, hvor havde hun savnet smagen af vin, en god vin, sød og stærk blandet godt sammen. Enlig var det fint nok hun ikke havde en partner at følges med til ballet, der var heller ingen der havde inviteret hende, så hun havde bare valgt at komme selv. Nærmest selv inviteret sig, hun havde hørt lidt her og der omkring ballet, så hvorfor ikke deltage i det. 
 
 
 
Zaika fik et bredt smil på læben, og hendes blik mødte to mænd der stod og snakkede sammen mens de havde øjnene på hende, enlig sagde det ikke hende noget. Med ren gestus sendte hun de to mænd et smil, og kiggede rundt efter om der mon var nogen hun kendte. Ballet var så stort, og der var så mange mennesker der måtte måske være en hun havde set før eller kendte til. Hun kørte fingrene hen over kanten af vinglasset inden hun valgte at tage en slurk mere. Tankerne var dog også begyndt at komme på, om der var væsner som hende til ballet, hvor ville det være sjovt og hyggeligt at have en dans med samme art som hende selv. På den anden side, en smuk kvinde som hende ville da ikke stå for længe helt alene, der måtte da være mange enker der overvejede at byde hende op til dans, eller bare snakke med hende. Måske var de for generte, eller måske havde de øjnene på andre kvinder det var aldrig til at vide. Zaika lod sit blik falde ned på sin påklædning, en elegant og smuk tætsiddende sort kjole med et flagrende skørt, et par sorte hælede sko på fødderne. Hun så smuk ud, men for hende betød det ikke så meget, men det var hendes første bal så hun havde gjort lidt ekstra ud af det. 
 
 
 
Efter lidt tid, lagde hun mærke til en tjener der var på vej mod hende, og det passede hende meget godt, fordi hun var blevet færdig med at drikke vinen, så hun havde tænkt sig at sætte den på bakken tjeneren gik med. Det brede smil der før havde været på hendes ansigt var der igen, og det blev lidt større da tjeneren betragtede hende, og sendte hende et smil. Hun gengældte det, og satte vinglasset på bakken"Jeg takker mange gange for en skøn og velsmagende vin"hendes stemme var både blid og venlig, og hun vendte derefter rundt, for at sætte kursen lidt væk fra dansegulvet. Ja nu var det på tide at lave noget andet end bare at stå og glo på par der dansede rundt, men på den anden side kunne hun godt gå ud på dansegulvet og danse for sig selv, bare for at være den første der gjorde det. Det endte dog med at hun gik hen mod en gruppe af både mænd og kvinder, og bare stilte sig i midten af dem, hun skilte sig ud fra hele gruppen, men det var også noget hun godt kunne lide. Hun hadede at være som andre, hun kunne godt lide at være unik, og anderledes.  
 
 
 

Mens gruppen snakkede og snakkede besluttede Zaika for at holde øjnene åben for bekendtskaber hun kendte til, eller havde set før, fordi så havde hun da nogen hun kendte som hun kunne snakke med, og holde med selskab. Zaika hørte også flere gange navnet Kile, Kile var en hun forgudede meget, hun havde altid haft troen på Kile, og det ville aldrig stoppe. Hun kunne slet ikke se hvorfor hun skulle stoppe med at tro på Kile, fordi for hende havde Kile bare tilbudt hende så meget, og Kile var en Zaika følte lyttede til hende, og forstod hende. Så det var spændende og interessant for hende at hun lige hørte navnet Kile, hvilken dejlig følelse og overraskelse.  Mens hun så stod og lyttede til folkene i gruppen, holdte Zaika stadigvæk øje med om der kom nogen hun kendte, eller om hun i det mindste kunne få øje på nogen Kommer der ikke snart en eller anden jeg kender, det her selskab er begyndt at kede mig, og blive trist tæntke hun bare mens smilet langsomt var forsvundet på ansigtet. 

Ray kom gående ind i salen med hans to butlere, Adrian og Asjar, gående bag sig. Ray var iklædt sin vante sorte undertrøje, med hans brune overtrøje som har broderet ild i bunden. Han havde sine lysegrå bukser på, med brune sko og sorte stof bindinger oppe af benene. Bag ham er der en mand der ligner en midt i tyverne, han har helt mørkt tilbagesat hår, og har normalt, gammeldags, fint butler tøj på. Han er ca. 185-190 høj, har meget lys hud og mørkeblå øjne. Ved siden af Adrian gik der en pige, hun lignede en på omkring de 16-17 år, hun havde mørk hud og meget tykt mørkt hår sat i op til flere hestehaler der pegede hver deres vej. Hun havde samme stil tøj på som Adrian. Ray gik ud imod dansegulvet med Asjar i hånden, hun strittede lidt imod, da hun ikke mente at en butler som hende burde danse med sin mester, men Ray tog ikke nej for et svar. ''Ahh, hvor er det rart at være med til et bal igen, det er da ved at være længe siden vi sidst har været til et, lidt under 880 år siden er det ikke? Hviskede han så småt til Asjar mens de dansede rundt.

Ray kiggede meget rundt omkring på alle de flotte gæster og dekorationer mens han dansede rundt med Asjar, de havde godt nok ikke sparret på noget den aften. Han var glad for at han havde valgt at komme, selvom at Adrian mente det ville være for farligt. ''Hvad nu hvis vi bliver opdaget?'' eller ''der er allerede ryger i omløb om at du er hvad du er mester! Du burde virkelig ikke tage hen til et sted med så mange folk på et tidspunkt som dette!'' Pft! Som om de ville blive opdaget, og hvad så hvis de blev? Det ville jo blot gøre aftenen endnu mere spænende.

I sen eftermiddag modtog de’Lacour en invitation til midsommerballet. Elaina havde aldrig været henrykt over baller, da de ofte indebær en masse dansen og bejlere, men dette var trods alt noget andet. Nu havde hun en mand, og behøvede heldigvis ikke at danse med alle mulige fremmede og virke glad og charmerende for enhver hun mødte.

Elaina ville gerne med til ballet, sammen med Hektor af to årsager. Den ene var at de var nød til at vise at de var et par også for offentligheden, Elaina kendte ikke til rygterne, men hun forestillede sig at mange vidste at de ikke delte et værelse. Den anden årsag var at hun ønskede at komme væk fra lennet ud og se nogle andre end slottets fire væge. Siden hun blev angrebet havde Elaina følt sig overvåget og hvert et skridt var overvåget, det ville være rart at have noget mere naturligt også sammen Hektor. Deres bånd var blevet stærkere, og alligevel følte hun en vis afstand imellem dem. Mon et officielt bal kunne ændre på denne kløft imellem dem.

Elaina havde iført sig en mørkeblå havfrue kjole, med en åben ryg og lukket hals, men stykket ved halsen var lettere gennemsigtigt, samt var der for at bryde den mørkeblå farve, broderet blomster på, til dagens anledning, Elaina foretræk ikke altid de store kjoler og følte lidt for noget tætsiddende og elegant, derfor var hendes hår også blot sat op i enkel knold. Hektor og Elina trådte sammen ind i balsalen hvor de først blev mødt af to Kilepræster som budte dem velkommen med ”Kiles Fred” Elina smilede sit sædvanlige lettere falske smil. Hun var efterhånden så vant til at smile det smil, at det ikke længere følelses falsk for hende. Elaina havde endnu ikke taget en fast holdning til hvordan hun havde det med at Kiles præster var så meget omkring.  

Balsalen var udsmykket med smukke krystaller i loftet, Elaina havde oplevet mange baller og forventet også et sted at salen var fyldt med smyk udsmykning mad og glade folk. Elaina holdt fast i Hektors arm, hun vidste at han ikke havde optrådt til så mange baller igen, og han anede nok hellere ikke helt hvad der mon forventes af ham. Derfor tog hun roligt hans arm og førte ham hen til det store madbrod, hvor hun selv tog sig nogle enkle vindruer. Selvom hun havde fået ordre på at spise rigtigt, kunne hun alligevel ikke lige vanen helt fra sig. 

Midsommerballet .. Der var næsten ikke noget bedre, det skulle da lige være en omgang sex, men midsommerballet var altid stedet hvor der ville ske et eller andet. Alle borgerne var inviteret og dermed også Azia, og denne mulighed skulle hun bestemt ikke gå glip af eller ødelægge for sig selv. Morgenen var gået med at gøre sig klar til denne dag. Make uppen og håret var sat, og en tætsiddende, rød og lækker kjole var blevet fundet frem. En kjole som hverken sparede på formerne eller kavalergangen, men altså, det var jo fest og Azia var stadigvæk single. Bordelhuset havde faktisk været underligt stille i dag og det lød ikke til at der var nogen kunder eller piger til stedet i huset, men af hvad Azia vidste, så havde hun ikke hørt om der var nogen andre af pigerne som skulle med, men altså det vidste hun selvfølgelig ikke med sikkerhed.

Der var selvfølgelig ikke noget som sådan en dag. Byen var fuld af mennesker og det virkede næsten til at festen allerede var startet nede på gaderne, hvilket ikke skulle gå Azias næse forbi, så derfor hoppede hun i sine støvler og smuttede ned på gaden. Det var ikke fordi at hun kendte så frygteligt mange af dem som var dernede, hun hilste på et par mænd som havde været kunde hos hende, hvortil deres koner kiggede mistænktsomt på Azia og så over på deres mænd, som pludselig havde fået meget røde kinder, og det var ikke på grund af den stærke alkohol som de havde indtaget.  
Azia slog vejen forbi ”Svinet” hvor der også var utrolig høj stemning, folk var dog ikke helt klædt på til bal, efter hendes mening, men der var selvfølgelig også mange fattige mennesker i byen, som ikke havde penge til fint tøj og derfor måtte de jo finde det som var mest repræsentabel imellem deres klude.

Azia forlod svinet .. Ret fuld. Den ene øl havde taget den anden, og ind i mellem var der røget lidt stærkere ned og derfor var hendes balance heller ikke så godt som den burde havde været. Som hun slændrede op ad brostensvejen op til slottet, blev hun mere og mere bekymret for om hun over hovedet ville blive lukket ind når hun allerede var så fuld. Hun tvivlede virkelig på at nogen fornuftige mennesker ville lukke en stang stiv prostitueret ind på slottet til sådan et fint bal.
Et skridt ad gangen gik hun langsomt op ad trappen til slottets dør, hvor hun blev mødt af to vagter i rustning som skulle se invitationen. Ved det sidste trin midstede hun balancen og faldt ind over trappen og lå foran de to uniformerede vagter. Da hun endelig kom op trak hun sin invitation op fra hendes korset inde under kjolen. Det sad så tæt, så hun på ingen måder var bange for at noget andet skulle hoppe med op i hendes aggressive kamp om at få den lille lap papir op. Hun strakte den ud for at vagten kunne læse den, og invitationen fejlede bestemt intet. ”Du kan ikke komme ind her!” Det var et misfornøjet ansigts udtryk som Azia fik sig over den bemærkning, ”Ja-ja-jamen” hun slingrede frem og tilbage og prøvede at finde et ordentligt fodfæste, ”Ja-ja-jamen, jeg har invitation” hendes stemme var meget insisterende, men det samme var de to vagter. Vagten tog pludselig hende under armen og førte hende sikkert ned ad trappen og skubbede hende hen af brostensvejen, som endte med at hun nærmest fløj hen over og væltede ind i en anden gæst som var på vej der op. Hvis hun ikke havde været fuld og uden nogen form for balance, så havde hun strøget lige direkte på den botnakke af en vagt, sådan ville hun bestemt ikke behandles.

Alkoholen havde virkelig overtaget hendes krop, og derfor bevægede hun sig roligt bagom slottet. Hun ville ind til denne fest i og med at hun havde set så meget frem til denne fest. Hun lænede sig op ad muren til slottet og lod indholdet fra hendes mave komme op, ikke et bestemt kønt syn og blomsterne under hende havde det heller ikke for godt bagefter. En ung staldknægt havde set det hele og blev helt chokeret, over hendes opførsel. ”Hv-hva laver du?” Hun kiggede op og smilede til ham, det var sikkert ikke det smukkeste syn for ham, men hun kunne da se at han var betaget over hende udseende. ”Kan du få mig ind til festen?” hun rejste op og tørrede sin mund med baghånden, hvis hun skulle overtale ham skulle det nok ikke være med et kys, så ville han da rende til vagterne. ”Hvis du får noget til gengæld?” hun smilede drilsk og flirtende til ham. Med besvær fik hun slingret sig hen til ham, hvor hun tog fat og slæbte ham væk, ”hvor er bag indgangen?” Chokeret gik den meget unge med hende og viste hende den ubevogtede bag indgangen til slottet. ”Tak” sagde hun smilende og kyssede ham på hendes kind. Hendes meget fulde sind tog en spontan beslutning og skubbede ham op ad væggen, ved siden af døren og trak hans bukser ned og satte sig på hug.
Da hun var færdig efterlod hun den chokerede staldknægt til sit arbejde, selvom hun ikke vidste om han kunne arbejde videre, sådan som han så ud i hovdet. Hun var ikke sikker på at han før havde været med en pige. Døren åbnede sig og efter lidt gang, befandt hun sig endelig i festsalen!

Hun lagde ikke meget mærke til den pyntede sal, som var fuld af fine borgere, men slingrede direkte op i baren og skubbede til folk som stod i vejen for hende. Hun tog et glas vin og bundede indholdet, satte det fra sig igen og tog et nyt til den anden hånd. En fyr som hun ”uheldigvis” havde fået skubbet til var blevet knotten eftersom at han havde spildt vin ud over sit fine tøj. ”Det her kommer du til at betale for” råbte han til hende, hun smilede kærligt til hende ”skal vi finde et rum?” hun havde sgu nok ikke tænkt over om han vidste at hun var prostitueret og derfor blev han faktisk bare gal over hende bemærkning. En hånd kom flyvende og satte sig på siden af Azia, som røg bagover og væltede ind i andre gæster. Med besvær fik hun rejst sig op og gik over til herren som hun smækkede sådan en, så han røg samme vej som hun lige havde været. Der var bestemt ikke noget som Azia fandt sig i og derfor tøvede hun ikke slå igen.

Der gik ikke længe før at gæsterne stod i ring omkring deres slagsmål og ikke mindst vagter som prøve at skille dem ad. De to store, åbenbart de samme som havde stået ude ved indgangen, var de to som tog fat i hende og begyndte at slæbe hende ud. "Sagde vi ikke at du ikke var velkommen?"

/out

Længe havde Marie spændt ventet på at midsommerballet igen skulle stå. Ude på landet havde hun flere gange hørt om sådanne et bal og hørt fortællinger om de smukke kjoler, flotte mænd og også havde hun hørt om de "uheld" der nogle gange var sket under sådanne et bal. Men nu boede Marie i Hovedstaden og havde for første gang fornøjelsen og chancen for at være med. Så selvfølgelig var hun allerede begyndt måneden før med at sy og brodere sin kjole til det bedste af hendes evner og først på dagen var hun endeligt klar.
Kjolen Marie var iført var hendes eget nyeste mesterværk. Nok var hun ikke en syerske eller skrædder. Men hun var født med nål og tråd i sine hænder og hvis selv uden magi kunne hun med dem skabe mirakler. Stoltheden over kjolen hun havde syet kunne ses på Marie som hun trappede op mod paladsets døre.

Iført hendes kjole af kønne blå og grønne farver stod trådte hun ind i balsallen og åbnede sine øjne på vidt gab som hendes vildeste fantasi lige måtte være blevet til virkelighed. Hendes kjole passede fint ind med dens lange slør og nedre del som slæbte sig kort bag hende. Og hendes ikke eksisterende ærmer gjorde hende mere fri i bevægelserne sammen med det ekstra lille snit ned ved hendes sider.
Lysende, flokkene og selv udsmidningen af en kvinde Marie ikke kende bragte hendes barndomlige fantasier til virkelighed. Hun ønskede hun ville kunne blive her for evigt og bare være med.

"Wow. Drømmer jeg." spurgte hun bare ud i det blå som hun så sig drømsk omkring i sallen hvor dansende folk vandrede elegant over gulvet. Hun skulle lige til bare at gå videre ind i sallen, men hendes lille dagdrøm blev ret hårdt brudt som en tilfældig mand fik stillet sig op til hendes side og bare bragte virkeligheden til lys. "Det er da bare et bal." Marie blev kort chokeret som hun så mod manden og opdagede han var klædt som en af tjenerne fra paladset. Men hun ignorerede ham bare med et vris og begik sig så ind i sallen hvor hun hurtigt fik fundet et lille glas vin som hun stillede sig med ved siden af en ukendt kvinde i tætsiddende elegant sort kjole med hældende sko på fødderne (Zaika).
"Nå da... Det er da godt nok en smule stille her. Hvad synes du?" sagde Marie så som hun så damen an. Hun så ikke ud til at have en partner med sig, ligesom Marie selv. Så derfor ville Marie starte en samtale. De kunne jo lige så godt underholde hinanden istedet for bare at stå og kede sig alene, hver for sig.

Det var en utrolig smuk balsal. krystaller der lignede stjerner og alle de smukke kjoler. det var fantastisk. Astra kom ind i salen i en smuk himmel nats blå kjole med små krystaller på som lignede stjerner. Astra havde gået ind i salen og nød musiken der spillede. hun fik et glas vin. hun så rundt efter nogle hun kendte og fik da øje på nogle veninder og gik over og snakkede med dem.
Astra havde længe forestillet sig at komme til sådan et bal med en fyr hun kunne kalde sin elskede. men det ville nok ikke ske da hun elskede mænds nærværd. men de virkede ikke til at ville ha så meget med hende at gøre. hun mærkede et prik på sin skuldre og hun så det var en af hendes elsker. han ville gerne danse med hende. og selvfølgelig sagde hun ja. hun tog fat i kjolen som skindede omkamp med hendes stjerner på håret og dansede rundt med ham til en anden pige tog over. 

Astra gik over til en bænk og satte sig elegant ned og ventede til hun blev inviteret op igen. hendes briller gled ned så hun rettede dem igen. hendes hår var sat elegant op så folk kunne nu en gang. hun havde dog lovet ikke at drikke sig fuld igen så hun prøvede at holde sig.

//reaktion.... må gerne invitere mig til tråd hvor vi kun er to vis i vil.
// http://scarlett-knight.deviantart.com/art/Outfit-Adoptable-63-CLOSED-560854261 kjolen

Der havde været lidt forsinkelse på vejen hen til Paladset fra Leanders tempel, mest grundet den megen trafik op til paladset, men langt om længe kom kareten da op og holdt. Med et dybt suk betragtede Dionsia sin nye mand, Edgar. Stige ud af vognen inden han vente sig om og hjalp hende ud.  " Du kunne nu godt have timet det lidt bedre, så vi var der i bedre tid. " Småvrissede hu til ham mens de steg op af trapperne, trin for trin. " Det vil jeg notere til næste gang, min egen. " Lød det spage svar, selvom det var en knapt så spag bevægelse han gjorde idet han placerede en hånd fast omkring lænden, som om hun kunne finde på at stikke af. Hun kendte sine pligter, selfølgelig ville hun ikke stikke af, også selvom den aftale der var blevet indgået havde været knapt så heldig for hendes vedkommende, men Edgar så nu selv ud til at stråle. 
Hun vendte blikket mod døren og lod ham om at vise invitationerne til vagterne, som de dog begge kendte til i forvejen takket været deres begges status som riddere oveni deres titler.


De fik lov til at gå videre, noget der da også blev gjort, omend Dionsia meget nært havde drejet om på hælen i det samme øjeblik hun så Kilepræsterne stå ved døren og ønske dem dødsgudindens fred. Det var Kun Edgars hånd der samtidig havde grebet fast i det stof der sad som et pyntet bælte med silkeroser i lys grønne og gule farver, som gjorde at hun ikke skred igen.
Hun endte med ikke at sige noget, bare nikke stift med et påtaget høfligt smil idet de passerede og gik ind til balsalen. 
Hendes kjole var en lys, men ikke sart, grøn farve, hvori der var syet små hvide broderier der forestillede en illusion af små hvide blomster, hvoraf tidligere nævnte bælte livede det lidt mere op med de lidt lysere grønne og gule silke blomster. Kjolen var næsten ærmeløs, de ærmer der var var korte, og lange i et tyndt materiale, hvorover de sædvanlige amuletter der holdt hendes vinger skjulte lå over.  Om halsen lå hendes ridderamulet, mens Edgars der var magen til, var blevet placeret i en broche på hans nydelige tøj der matchede hendes, om end der ingen rosr var var der stadig små påmalede aftryk af samme type blomster som var på hendes kjole, så de l som en skygge men knapt bemærkede før man kom tæt på.
Hendes blik hævedesig mod balkonen, mere bekymret end før over at dronningen end ikke var til ballet. 
De har fået for meget magt.. Tog hun sig selv i at tænke, inden hun hastigt skyndte sig at tænke på noget andet, såsom vinen. Et glas kunne kun gøre godt.  
" Edgar, min elskede.. " Det var så uvandt for hende at kalde ham det. "Vil du ikke være sød at hente mig et glas? " 
Edgar nikkede, men insisterede på at hjælpe hende over på en sofa inden han gik over mod bordet for at hente vinen. Endnu et tavst suk forlod hende, mens de lyse øjne så undersøgende rundt i lokalet for at se om der var nogen hun genkendte, udover vagterne og de forbisret mange kilepræster.

Invitationen ankom senere end forventet, Hektor havde med nød og næppe fået lagt en plan for hvad der måtte gøres udover selve ballet. Efter Elainas råd og vejledning, havde han fået anskaffet en vogn der tilhørende skulle med dem begge til hovedstaden, en vogn fyldt op med hvad de kunne tillade sig at dele ud, samt havde han opfordret nogle af tjeneste folkende og soldaterne til at give en hånd med hvad han havde i sinde, som en ekstra bonus ville de der tog med blive betalt det ekstra ud af hans egen løn som krigere af lyset. Skægget blev tremmet og studset af hans personlige tjener, en ung knøs omkring Elainas alder men villig til at arbejde og gøre sin del, han havde tjent hertugen siden han selv overtog hertugdømmet.

Turen ind til hovedstaden var ganske fredeligt, han kørte i kareten sammen med hans søster og hans hustru, Hektor sad selv og skrev hastigt et brev ned under turen og gav kun kort lyd fra sig hvis en af kvinderne spurgte ind til ham, men i virkeligheden var hans sind et helt andet sted. Siden overfaldet på ham ved dronningens tale, var der noget som lå ham dybt på sinde, der var opstartet en kamp om folkets gunst og ånd blandt de troende og gejstlige. Kiles orden havde gjort deres del og det havde belønnet sig, en kamp han måtte reagere på, men for at vinde måtte han gør brug af hans egne midler og kendskaber, brevet var et led i dette.

Hektor beordret kusken til at tag en omvej til den nedre del distrikt, den tilhørende vogn de havde med sig, var fyldt op med mad og drikke, dem der var dårligt stillet skulle ikke glemmes. Som de ankom der til, hoppede han selv ud af kareten, 4 soldater, 2 spejdere og 4 tjenestefolk, der i blandt kokken havde taget imod opgaven. "Jeg takker jer for, at tag imod denne opgave med så kort en varsel, jeres handlinger vil ikke blive glemt af mig." Lød det stolt fra hertugen. "Opgaven er, at i løbet af dagen, vil de fleste af jer køre denne vogn igennem byen og tilbyde dem som ikke har meget et smil, et lækkert måltid og tilhørende drikke mens resten af jer sikre at det kommer til at gå ordenlig til." Hertugen så hen på kokken "Og hvis muligt, æret kok, kan du tilbyde at tilberede maden for dem der selv medbringer det til dig. Jeg kender til dine evner og jeg har tiltro til dine beslutninger i løbet af denne dag." Hektor så hen imod de nysgerrig der havde trådt frem, måske fordi hans valg af tøj gjorde dem opmærksomme på at noget skulle til at ske. Hektor rømmede sig kort inden han talte til dem "Vi, de'Lacour familien har ikke glemt de af jer der har kæmpet hårdt igennem plagerne. Dette er en gave til jer, en gave der er blevet godkendt af Isari og hendes følge! Nyd midsommerballet og må i være stolte af jeres indsats! Jeg er beæret over at være jeres tjener og beskytter! Isari være med jer!" Hektor afsluttet talen med et dybt og ydmygt buk, kokken satte tjeneste folkende igang, vagterne og spejderne hjalp lige ledes til. Hertugen pegede dog den ene af spejderne og vagt ud, han havde en særlig opgave til dem. Han overrakte spejderne et brev hvor familiens sejl var på. "Du har til opgave at kontakte præsterne af både Avanya, Isari, Leander og Laurana. Læs blot brevet op og kun opfordre dem til at yde en indsats." lød det befalende, spejderne drejede om på hælende og for afsted, opildnet af hertugens ordre. Hektor tog nogle skridt, for at se vagten an. "Du kommer til at skulle gøre tjeneste oppe ved selve paladset. Du har til opgave at yde assistance til Lysets krigere og byvagten. Hvis Kile orden prøver at kommandere med dig, kan du blot bede dem, at hive fat på mig. Men gør nu brug af din sunde fornuft, for vi er ikke her for at skabe fjender men for at bevare lov og orden. Jeg ved, at jeg forlanger meget af dig og hvis muligt, havde jeg selv gjort dette." Hektor lage en hånd på vagtens skulder "Du er en del af hertugdømmet, lige som alle andre, din indsats ville ikke blive glemt og belønnet." Lød det opmuntrende. Måske var det Hektors personlighed eller hans egen historie der smittede af på vagten, der rettede ryggen og gjorde honnør. Hektor så kort hen over på den anden vogn, kokken var gået igang og folk begyndte så småt at samle sig rundt om denne lille hændelse, han gav en stille bøn til Isari om at kaste hendes lys og gunst over dette. Han satte sig ind kareten, hvor på han kyssede hans hustru på kinden og takkede hende for både hjælpen og tålmodigheden.

Endelig ankom alle 3 til selve ballet og der var ikke blevet sparet på noget som helst. Hektor selv stod klædt efter hvad Elaina kunne forlange af ham, bukserne i samme farve som overkroppen, hans medaljon sad synligt fremme. Hektor havde dog insisteret på, at tag begge hans sværd med, der hang ved ned af hans højre side af bæltet, sværdet fra hans orden og Umbra Bane, begge i hver deres skeder. Som han ankom til indgangen blev han mødt af nogle af præster af Kile, der hilste på dem alle men inden de skulle til at komme med en bemærkning om hans våben kom det simple og kort fra hertugen. "Jeg er ulveføren,  Hertug Hektaurious Matthew de'Lacour den anden, af lysets krigere og tjener af Isari. Jeg hylder jer tilbeder af Kile. Kiles Fred." Hektor nikkede anerkende til dem, hans navn havde båret præg efter overfaldet, de vidste bedre end at stoppe ham.

Balsalen var udsmykket efter alle kunstens regler, det måtte han give dem men at være til denne slags hændelse var stadig svært for ham, han var trænet soldat og havde levet sådan et liv i langt største delen af hans liv. Han smilede blot Elaina, dette var hendes domæne, han var studenten og hun var hans læreinde. Astra kendte udmærket godt til denne slags selskaber og forlod hertug parret kort efter de havde trådt ind. Med Elaina ved hans side, blev han ført hen til bordet, et udsøgt og fristende bord, som kun en fattig persons fantasi kunne skabe. Hektor så sig omkring i balsalen og kunne se at der var flere fra hans orden der også havde trådt op til dette arrangement, det varmede hans hjerte en smule. Han så ned på Elaina, hendes udstråling smitede af på ham, hans brune øjne var klar i mælet, han nød hendes selskab og fandt tryghed. Hvor ledes mange egentlig kendte til forholdet mellem de to, vidste han ikke og for hans eget vedkommende, var det ikke andre personers ret til at blande sig i sådan noget, Hektor selv havde sine grunde til dette. Han tog en enkelt tår af vinen, en ganske udemærket en af slagsen men alkohol var noget han kun drak til særlige begivenheder, han var den forkerte at spørge til råds om.

Musikken spillede op til dans, en chance Hektor måtte gribe. Han rejste sig langsomt op fra bordet, med et buk og en åben hånd udstrakt til Elaina "Min æret hustru, må jeg bede om at få en dans med dig?" Han følte sig igen som en ung teenager og væbner, han smilet til hende, dette var deres aften, væk fra hertugdømmet. Trænet soldat var han men begge hans forældre havde forlangt meget af ham, samt Manfred, en ægte ridder skulle kunne finde ud af byde op til dans og i hvert fald kende et par danse trin.

Brevet:
Til præsterne af Isari, Avanya, Laurana og Leander.
Jeg, Hertug Hektaurious Matthew de'Lacour den anden, beder jer om jeres hjælp og assistance. Siden overfaldet på min person ved dronningens tale, har jeg måtte indse, at jeg der selv er tjener af Isari, ikke har ydet nok til at hjælpe folket. Jeg har stillet nogle tjenestefolk og vagter til rådighed i den nedre del distrikt, samt en vogn med mad og drikkelse som vi da'Lacour familien har kunne stille til rådighed.

Jeg beder og opfordre jer, til at komme og yde en indsats, ikke kun med at fordele denne gave til folket ud men samtidig både oplyse og lære folket om guderne, hvad end det drejer sig om lyset, om landbruget, naturen, livet eller hvad end i føler at folk har brug for. Dette er en tid hvor vi må alle hjælpes ad. Kile og hendes følge har gjort deres del og jeg selv takker dem for det, nu er det på tide, at vi selv må ære vores guder og deres budskab.

Æret været Isari og hendes følge, æret været vort højt elsket dronning.

Hertug Hektaurious Matthew de'Lacour den anden.

http://media.virbcdn.com/cdn_images/resize_1024x1365/9e/4033089aa77bd4d5-RE212a_0064b.jpg Hektors tøj

"Kiles fred." 

Sin'thya var glad for, at masken gjorde hendes ansigt udtryksløst og hende fremtoning anonym, idet Hertug de'Lacour og hans hustru passerede forbi dem. Hun havde selv sluttet sig til Ordenen kort før overfaldet på hertugen, og så vidt hun vidste, forsøgte Kilepræsterne agressivt at finde ud af, hvem der stod bag. "Vi kan ikke tillade tilfældige voldsmænd at tilsmudse Ordenens omhyggeligt opbyggede rygte.." Havde den Kilepræst, der havde udspurgt hende sagt. Hun selv var bekymret for, hvad de ville mene om hende, hvis sandheden om hendes fortid kom frem: for Kiles Orden var det ligegyldigt, hvor du kom fra - så længe du tilbad Kile og udførte de opgaver, der blev pålagt dig. Men hvis det blev almindeligt kendt, at tidligere skøger nu var iklædt Kiles klædedragter .. så var det langt fra sikkert, at hun fik lov til at forblive tilknyttet templet. Det måtte ikke ske.

Flere festklædte gæster bevægede sig mod indgangen. Sin'thya bed i de fyldige læber, der var gemt bag masken. Det var trættende at stå her ved døren og det endeløse væld af mennesker flød efterhånden ud til én stor mængde. Hun holdt ryggen rank og blev ved med at hilse på de forbipassende. 
Lyden af højlydte stemmer fra indgangen til paladset nåede hendes ører, og hun udvekslede et blik med den anden Kile-præst. Den ene af de talende var tydeligt beruset, og Sin'thya stivnede, da hun genkendte Azias stemme. Hun havde ikke haft noget specielt tæt forhold til kvinden, der imodsætning til Sin'thya lod til at have været ganske tilpas med arbejdet på bordelhuset. Frygten for, at hun skulle blive genkendt sad dog stadig i kroppen på hende, og hun åndede lettet op, da vagterne førte den døddrukne kvinde væk. Lad være med at være fjollet.. hun ville ikke kunne genkende nogen som helst i dén tilstand - maske eller ej. Sagde hun til sig selv.

Flere af gæsterne, inklusive Grevinde Dionsia, genkendte hun som besøgende på bordellet og hver gang begyndte hendes hjerte at hamre. Det var en lettelse da to andre sortklædte skikkelser fra Kiles Orden kom for at afløse dem ved døren, og Sin'thya bevægede sig ind i festsalen. Der var adskillige andre fra Ordenen blandt gæsterne, og hun så forsigtigt rundt, idet hun skænkede et glas perlende vand fra en karafel. Hun løftede en smule på masken og førte glasset til læberne. Sidste gang hun havde været her, havde alting været så anderledes.. lige nu var hun glad for blot stille at kunne observere.

Arhhh bal i krystallandet der havde efter hånden hvert en del bal, men hvilket tidspunkt end nu var beder at holde bal på Ra var nok i den gruppe som mange andre, ikke inviteret men han havde alligevel besluttet sig for at dukke op dog denne gang, med en beklædning som ikke set før, normalt iførte han sig sit mørke tøj og sin kappe med hans klan symbol, men Ra var åbenbart blevet efterlyst så han kunne ikke bare dukke op sådan et sted med alle disse vagter, og kriger som ville kunne genkende ham for når alt kom til alt var det kun få mennesker der vidste hvordan han så ud, når han ikke havde sit normale tøj på så han kunne nærmest gå ubemærket ind til ballet, han var iført sorte bukser og en løs men elegant skjorte samt en vest, hvor den ene side af vesten var flettet med røde rubiner som symboliseret hans klans logo.

Der var mange mennesker andre former for væsner hvilket var godt, Ra's vagter fik spredt sig ud i folkemængden for ikke at stå for tæt på deres herre, men stadig tæt nok på til at gribbe ind hvis der skulle blive brug for det, en af lysets kriger holde en eller anden form for tale lige ide Ra kom ind men, det var ikke talen der fangede hans opmærksomhed for hende ved danse gulvet fik han øje på to kvinder, de begge meget kønne men Ra havde set mange piger i sit lange liv, men han var også nød til at forsvinde lidt i mængden af de mange folk.

Danse ordet danse vandre rundt oppe i hovedet på ham, Ra kunne sagtens danse men var det mund det værd, han gik roligt og meget selv sikkert hen imod to kvinder der stod ved danse gulvet den ene mørk håret den anden lyshåret, så nu var det blot et spørgsmål om hvad med mest fortrak af farve ved en kvinde, Ra var ikke typen der spurgte men en gang skulle være den første, han kig hen og stille sig foran Zaika " må jeg få denne dans " sagde han og rakte hånden frem og hvis hun tog imod den ville han hive hende med ud på gulvet til en dans.

Lyden af en stemme hun ikke kendte fik hele hendes opmærksomhed vendt, og hun stod og betragtede kvinden der pludselig stod ved hende, og snakkede til hende det fik et bredt smil frem på hendes læber. Denne kvinde der var gået hen mod hende, og snakket til hende, var nu ikke grim hun var smuk, som de fleste kvinder til ballet var. Det så ud til der efterhånden var begyndt at komme flere par til ballet, det var et smukt syn, bare hvordan det så ud da de kom gående ved siden af hinanden. Zaika tog en tår af vinen og kiggede på kvinden ved siden af sig, måske ville hun også kigge på de dansende par som Zaika ville"Ja lige her er der stille, jeg fornemmer det meste morskab sker lidt her og der"svarede hun til kvinden (Marie) og valgte at tage en tår af vinen igen, tænk at hun kunne savne smagen af den så meget, det var så lang tid siden hun havde fået så god en vin. Så vendte hun sig mod kvinden mens hun fik et smil på læben"Men det betyder ikke vi ikke kan skabe lidt morskab jo"sagde hun så, og kiggede efter tjeneren for at kunne stille vinglasset på bakken. Zaika var hurtig til at drikke vinen, men det var måske også bedre at drikke vin fremfor blod, det ville bare gøre aftenen her endnu mere spændende, måske ville det også ende med vagterne ville smide hende ud, hvilket hun ikke gad, hun var nemlig helt sikker på at ballet først lige var startet. 
 
 
 
Så fik hun pludselig øje på tjeneren og fik hurtigt sat vinglasset på bakken, mens hun fik gjort det kiggede hun sig over skulderen hen på kvinden(Marie)"Jeg hedder Zaika"præsenterede hun sig kort med et lille smil på læben. Hun kunne ligeså starte med at fortælle hendes navn, så de begge to havde mulighed for at kalde på hinanden hvis der var noget, eller bare hvis de skulle være på forkant med fornavnet. Derefter lagde Zaika så pludselig mærke til noget en anden person var kommet hen til dem, en yderst køn herre hun ikke havde set før, hun vidste ikke hvem han var, men han havde tiltrak sig nogle beundrende blikke fra diverse kvinder i nærheden.  Da han så stilte sig foran hende, blev hun både overrasket men hendes øjne mødte automatisk hans, og hun blev både glad over han bød hende op til dans, men også overrasket. Smilet bredt sig på hendes læber, og hun tog imod hånden"Det skal være mig en ære at danse med dig"svarede hun, og gik med ham ud på dansegulvet, hun havde ikke forventet der var så køn en mand som ham havde bydt hende til en dans. 
 
 
Zaika kunne heller ikke se så meget af personen, men hun havde været fået nogle glimt af hans ansigt, selvom det lignede han ar skjult, ja gemt væk måske var der nogle efter ham. Hun betragtede ham, og ventede på at han ville begynde at føre an, det var hvist sådan det skulle være til sådan et bal her, der var det hvist mændene der skulle føre kvinderne. Zaika sendte personen et nysgerrigt blik, og hun stod på dansegulvet med sin hånd i hans"Jeg advarer dem jeg er en meget god danser"sagde hun så med et legende smil på læben. Se det her skulle nok blive sjovt, og interessant, og hurtigt kunne hun også fornemme de misundelige blikke, og snakke her og der, men det var måske fordi de ikke kendte hende, eller måske ville de bare ønske de dansede med så mystisk partner som hun lige havde fået. 
 
 
 

Enlig undrede det hende også en smule, hvordan det kunne være at denne person havde valgt det skulle være hende han ville byde op til dans, men på den anden side var hun også glad for at hun fik muligheden for at danse med en, og bare nyde musikken, og ballet med en dans. Det var også en normal ting til sådan et bal, at danse med en, og Zaika var meget klar på at danse, og måske kunne denne person nogle tricks her og der hun ikke kendte til, ja måske kunne han faktisk også danse. 

Ray svingede rundt og rundt og rundt med Asjar, de var begge to meget gode og elegante til at danse, Ray havde altid været glad for at danse, og han havde tit og ofte overtalt Asjar til at tage en svingom med ham. Rundt og rundt det gik, en del folk kiggede mærkeligt efter dem, denne lidt mærkeligt påklædt unge dreng som dansede rundt med sin butler, ja, der var ikke noget at sige til at de kiggede mærkeligt til, men Ray var også ligeglad. Der var blot et enkelt problem, og det var at det eneste han lavede lige nu var at danse, det kunne han jo så meget han ville tilbage på godset. Nej, han havde brug for noget mere spænding, han havde brug for at der blev sat gang i tingene. Han havde fundet det ret morsomt da den plørefulde kvinde blev hevet ud, men det gik meget hurtigt over, nej, han havde brug for noget andet. Måske der var nogen han kunne have det sjovt med? Han ville da elske at møde en anden som ham selv her, men han havde ikke ligefrem en chance for at vide hvem der var hvad. Så småt som de dansede begyndte han også at blive tørstig, så mens han snorede Asjar rundt, så snuppede han lige den jernflaske hun havde i jakken, ja, den slags som både hende og Adrian bar rundt på, og som lå i hans jakke. Han tog den og så forlod han hende, ud og opleve noget interessant.

Han gik bare ligeud i balsalen, da en tjener kom forbi snuppede han hurtigt et glas med rødvin fra ham, og hældte lidt af flaskens indhold ned i glasset uden nogen så det. Det går jo ikke med en drink, uden lidt blod i det, tænkte han, og det var præcis det flasken var fyldt med, blod. Som han gik og hældte lidt i glasset kom han til at gå ind i en rødhåret pige der stod (Marie) og han kom til at spilde lidt af flaskens indhold ud over hende, blot en dråbe, men det var stadig nok til at det ville kunne forsage problemer. Han kiggede op på hende, lukkede flasken, og tog el slurk af sin drink, Uhh, det var nok ikke så godt. Tja, nu får vi at se hvad der sker, hvis jeg er heldig tror hun bare at det er en slags mærkelig vin, og hvis hun opdager at det er blod, tja, så må jeg vel bare vente og se hvad der sker, tænkte han, men han skulle måske lige for en sikkerheds skyld informere Asjar og Adrian, i tilfælde af at de bliver tvunget til at tage af sted meget hurtigt. Så han sendte dem begge den samme besked, Adrian, Asjar, gør jer klar, vi er muligvis blevet opdaget.

Men mens Ray og Asjar havde været igang med at danse så havde Adrian fået øje på Elaina. Det her kan måske skabe problemer, hvis Ray bliver fuld og så møder Elaina her, så er chancen for at han nok ender med at afsløre os, tænkte han, og som Rays hoved-butler var det Adrians opgave at sørge for at sådan noget ikke skete. Han gik hurtigt over til Elaina og hendes mand Hektaurious. Da han var nået derhen bukkede han kort for dem og sagde; ''Hertuginde Elaina, jeg ved ikke om de kan genekende mig, men mit navn er Adrian Dépair, jeg er hoved-butleren for,'' Han skulede lidt over mod Hektaurios, i tvivl om hvorvidt det var den bedste ide at lade ham vide hvem Adrian arbejde for, så han valgte blot at sige, ''for Leons storebror, og jeg vil gerne informere dig om at han er her i dag, og at grundet hvem du er, så hvis han ser dig i fuld tilstand, hvilket han nok allerede er, så vil det muligvis skabe problemer.'' Adrian stod derefter blot og kiggede stift og stålfast på Elaina.

Elaina som ellers var i gang med at spise de små søde vindruer bemærkede en vis forstyrrelse i balsalen. En fuld kvinde der møvede sig frem igennem mængden. Elaina blev heldigvis ikke ramt af postyret, men hun kunne ikke lade værre med at rulle øjne af kvinden. Selv havde hun et stramt forhold til alkohol og det var blot endnu et bevis på hvorfor man skulle varsom hvad man drak. Sikke et stort drama show og for hvad? Fem minutters opmærksomhed. Kvinden var jo også hurtigt væk igen. Astra derimod så ud til at have hendes ord til sig, og opføre sig som en god adelig kvinde med manere de rigtige steder.

Elaina fik spist de sidste vindruer på hendes tallerken, selvom Hektor havde givet klar besked på at hun skulle bedre til at spise, var det svær vane at ligge på hylden. Hun kunne kun håbe at han ikke bemærkede at endnu kun havde spist det. Elaina tog derefter forpligtende hans hånd og svarede ”Det ville være en ære, min kære” svarede hun med et meget svagt smil. Selvom Elaina havde været til mange baller var det ikke dansen der var det mest interessante, det var ofte så formelt og stift. Men som hertuginde havde hun ikke det valg og gik derfor forpligtende med Hektor og lod sig føre af ham.

Imens de dansede havde Elaina umiddelbart intet at sige, generelt var der tavshed imellem dem, men nu med alle de mennesker havde hun svære ved at sige noget til ham uden at det ikke ville komme andre ved. Efter nogle minutter endte sangen og der var en kort pause hvorefter nogle klappede af bandet. Elaina knejede for Hektor som tak for dansen og før hun atter skulle vende sig fra gulvet blev hun stoppede af Ray’s bulter. Hun så lettere anspændt på manden, hun havde endnu ikke fortalt Hektor om hendes såkaldte møde med hendes hvad forfædre. Det var stadig ikke gået op for hende at Ray var en del af Duncan familien en ellers stolt og loyal familie. ”Jeg kan sagtens genkende dem” svarede hun roligt. Som han talte søgte Elainas blik efter Ray, hun fik hurtigt øje på ham og studsede kort over hans beklædning. Og han skulle forestille sig at være greve?! Elaina var lettere overrasket over hans beklædning at det ikke var pæne og passede bedre til ballet, samt hans dans med en bulter. Hvor … Elaina kunne slet ikke komme med ord for hvad det lignede, men ikke på vilkår hun ville kendes ved ham, hvis han skulle opføre sig sådan, det var slet ikke anstændigt for en greve. ”Og? Jeg har ikke tænkt mig at tage kontakt til ham” svarede hun lettere fast og ligeglad. Hektor ville med stor sandsynlighed spørge ind til hvad det handlede om, og egentlig så orkede hun slet ikke at forklare at Ray alligevel var i live eller hvad man kunne sige han var.     

Marie tog en tår af sit glas og så an som kvinden responderede. Hun virkede meget høflig og imødekommelig. "Det vil man vel kunne. Men jeg tror nu at der kommer sjov herhen." svarede hun kvindens fine svar som hun svag bøjede sit hoved for at udpege manden der ville komme og spørge om en dans med Zaika.
"Mit navn er Marie. Men tænk ikke over mig. Tænk på-" nåede hun at sige som manden var hos dem og spurgte Zaika om dansen. Marie stod stille og lod Zaika forsvinde ud på balgulvet med manden Marie ikke kende noget til. Heldigt for Zaika tænkte Marie som hun tog en tår mere af sit glas. Igen stod hun uden nogen, men sådan skulle det nok ikke være længe tænkte hun og begynde at bevæge sig ind imellem folkemængden der stod nær dørene til selve paladset. Marie vidste ikke lige hvad hun skulle gøre nu, hun kunne vel finde en ny tale partner, eller prøve sig med at finde en at danse med. Men hendes sky side tog over og hun pladserede så sin bagdel i et fint stolesæde hvorfra hun havde udsigt til de dansende par.

Ikke meget faldt hende ind at gøre, men ballet var nu alligevel nydeligt. Musikken der bevægede sig gennem luften mens folk elegant bevægede sig i rytmisk takt til den. Dog ville hun nok prøve sig med at danse senere, problemet ville nok være at hun selv er født med to venstre fødder. Ihvertfald mente hun selv det.
Men nu måtte hun jo se hvad den unge nat bragte hende.

// Out, hvis nogen ønsker en undertråd til ballet så hiv fat i mig personligt. Enden i chatten eller over PB.

Det var med en vis uro at Dionsia betragtede de besøgende. Hun forstod ikke at folk bare kunne tage det nærmest som en selfølge at dronningen selv ikke var til stede og endnu engang fik hun den trykkende fornemmelse i brystet af at der var noget rivruskhamrende galt. Hun tvivlede stærkt at dronningen, der nærmest blev set som var hun Isari selv, bare uden videre ville overgå til en anden gud. Der var noget lusket ved det hele og hun skulle nok finde ud af hvad det var.
Det gav et lille gib i hende da hun mærkede en hånd på sin skulder og hun så op, kun for at se op i de blågrå øjne hendes nye husbond besad. " Alt vel min egen?" Lød det bekymret mens han rakte hende et glas med hvad hun antog var hvidvin eller en af de nymodens drikke. 
Hun tog imod den med et lille smil. " Ja, alt er fint kære. " Guderne skulle vide at hun hadede dette lille offentlige hengivenheds spil, men i det mindste var det bedre end det i sin tid havde været med hendes tidligere mand. 
" Jeg spekulerede blot på hvor overdådigt her er, på trods af en stadig fattig og mere og mere sultende befolkning. " "Det kan vi tale videre om på tilbage vejen, dette er en fest, ikke et sørgegilde. " afbrød han hende. Dionsia trak blot på skuldrene og tog en slurk af glassets væske. Noget hun meget nær havde fået gal t i halsen da hun opdagede at det ikke havde været vin han havde givet hende, men ganske almindelig postevand, i et vinglas.
Deres øjne mødtes i en kort, tavs kamp indtil Edgar løftede sit eget glas der ligeledes indeholdt vand. " For vores fremtid Dionsia. "
Med en halvtvær mine, lod hun sit glas klinge let imod hans inden hun tvang sig selv til at tage noget mere vand, selvom vin til hver en tid ville have gjort undere for hende.
" Og før din rumpe bliver for velhvilende, kan du vel godt beære din mand med en dans, ikke?" Lød det muntert. 
Et kort suk forlod Den blonde kvinde inden hun stillede sit glas fra sig på et lille bord og skubbede sig selv op på benene, nejende let for ham, inden han hvirvlede hende ud i en dans på dansegulvet. 
Hendes eget blik så kort søgene ud blandt de dansende, hvilede kort på Hektor, inden han forsvandt ud af syne igen. 

Det havde været held. Mere held end forstand, at Hsin var sluppet igennem nåleøjet. Vagterne i byen havde udspurgt ham, han var taget til side, men han var forblevet kølig og passiv. Hsin havde ikke fortrukket en mine, da han havde fortalt hvor han kom fra, og hvad han havde i sinde at gøre under sin rejse. Da var han blevet overladt til sig selv, om end med en eskorte af byvagter. Hsin havde ingen invitation og intet pænt tøj, men han havde fået at vide, at han ikke burde gå glip af sådanne storslåede begivenheder – hvorfor Hsin intet valg havde, når det handlede om hvorvidt han ville til det legendariske midsommerbal eller ej. Da den enorme, blå mand troppede ud ved indgangen blev han mødt af hævede våben og vrede miner, men de tre som allerede fulgte ham fik vagterne overbevist, og Hsin gik modvilligt med til, at han den den ene gang ville lade sine våben fra sig. Først lod Hsin den gigantiske stridshammer falde imod jorden; som det tog tre fuldvoksne mænd, at bære derfra. Så kom de to sværd, og slutteligt hans store, hornede hjelm. Med sin klare, skaldede isse der nærmest sugede lyset til sig, bare for at reflektere det igen, og sit store skæg, trådte Hsin ind af dørene, hvor hans bestøvlede fødders høje bump øjeblikkeligt tiltrak sig stor opmærksomhed. Han tårnede over samtlige andre tilstedeværende, og kunne se hele salen, hvor han forsøgte at danne sig et overblik. Nok var Hsin vitterligt den eneste af hele sin race, i Krystallandet, men dele af forsamlingen vendte tilbage til deres gøremål uden yderligere betænkeligheder ganske hurtigt. Det var et godt tegn, tænkte den store mand, der gik ganske målrettet fremad, med en bevæbnet byvagt på hver side, som for at holde ham i snor, selvom han bestemt ikke havde tænkt sig, at lave unødig opstand.
 
Med aktivitet til alle sider, så var det umuligt for Hsin at holde fokus på andet end hvad der var lige frem for ham: Stedet hvor Lysets Dronning skulle have befundet sig, det var han overbevist om – men hvor der i stedet var flere af disse ”Kile præster”, der allerede ved døren havde prædiket deres falske Gud. Hsin stoppede op, da noget tjenestepersonale gik forbi, og han hapsede en større kande mjød i den ene hånd. Den var sikkert tænkt til en gruppe, til et bord, men nu var den Hsins. Byvagterne kiggede på hinanden og besluttede usagt, at lade være at gribe ind. Hsin førte kanden til munden og drak grådigt. Det var en smag, som han ikke kendte, men som mindede om drikke fra hans hjemland. Omkring halvdelen af kandens indhold var væk efter få sekunder, da Hsin fjernede den fra læberne igen, og tørrede ansigtet med den anden hånds håndryg. Forbavsende lidt af den gullige væske var dryppet fra hans mund, og alt sammen var blevet fanget af det sorte skæg.
 
Hsin tog atter et par skridt, inden han havde besluttet sit næste træk, hvorefter han igen så rundt, og så med det lange ben foran pludselig stod foran den første og bedste kutte-klædte Kilepræst (Sin’thya) og skød personen til enten at være elver, kvindemenneske eller vampyr af en art. Der var voldsom størrelsesforskel de to imellem, og byvagten på Hsins venstre side rørte uroligt på sig, indtil den skaldede kæmpe, med øjnene hvilende på personen med vandglasset, åbnede munden og begyndte at tale:
 
”Manden påtænker at adspørge madammen anledningen til Lysets Dronnings uforudsete, manglende tilstedeværelse, og ligeledes, i samme ombæring, at henlede tankerækken på ”Kile”, og hvorledes disse to forhold relaterer til hinanden”
 

Hsin talte uden forvarsel og direkte til kvinden foran sig. Hans stemme var tung, dyb og monoton. Gigantens blik hvilede sløvt på toppen af kvindens hoved, der var der nærmeste, dækket af det sorte stof. Hun var nu på rekordtid blevet repræsentativ for hele sin orden, for Hsin, om hun vidste det eller ej – og hendes ageren og svar, ville farve hans opfattelse af den for bestandigt. Hsin bevægede ikke en muskel, som han afventede kvindens reaktion, og de to byvagter ved hans sider mødtes bag ham, hvor de udvekslede lavmælte, hviskende ord.

Note: Hvis en person ikke har svaret i løbet af tre dage, kan vedkommende springes over. Jeg vælger derfor at gå videre, så vi ikke går i stå. Hektaurious skal naturligvis stadig være velkommen til at svare i tråden, når tiden er der. 

Der var en vis fredfyldthed over at betragte de dansende. Kvinderne, der i deres hvirvlende skørter blev svunget rundt på dansegulvet var et smukt syn, selv om det var tydeligt, at nogle var bedre til dansen end andre. Især de adelige dominerede dansegulvet, for deres livsstil indebar masser af denne slags aktiviter. Til årets bal var, som traditionen krævede det, dog byboere alle alle slags stand inviteret og enkelte mindre vante forsøgte sig også med dansetrinene. Et øjeblik hvilede Sin'thyas blik bag masken på en ældre herre, der var ganske ude af takt med resten af de dansende og et lille smil kom over hendes læber. Hun selv ville muligvis klare det en smule bedre, men hun var heller ikke vant til denne slags dans. Endnu engang var hun taknemmelig for påklædningen, der fritog hende fra ballets forskellige aktiviteter og besværlighederne ved at skulle udveksle diverse høfligheder med balgæsterne..

En skygge faldt over hende, idet en gigant af en mand stirrede ned på hende. Hendes ansigt blev ganske blegt bag den i forvejen hvide maske, og adskillige gæster i nærheden hviskede til hinanden og pegede på manden, som tydeligvis ikke var af menneskelig oprindelse.
Ordene, der kom ud af gigantens mund var underlige. Sin'thya forstod dem hver for sig, men sætningen gav ingen mening i hendes hoved, og hun stod stivnet med glasset i hånden. Hvorfor henvendte manden sig til hende? Hun kunne regne ud, at det havde noget med Kile at gøre .. og Dronningen. Men Sin'thya vidste jo ikke noget. Hun kunne ikke hjælpe ham. "Undskyld.." Sagde hun spagt, stemmen en smule uklar bag den hvide maske. Fra øjenhulerne skævede hendes grønne øjne op mod manden, hvis størrelse gjorde hende en anelse utryg: "Jeg forstod ikke helt Deres spørgsmål." svarede hun, imens hendes blik hastigt afsøgt salen bag manden for andre af hendes Orden, der kunne komme til hjælp.

Med et køligt pust af aftenluft i ansigtet, lagde Aya sin rødhandskede hånd i hendes mands hvidklædte. Han hjalp hende ud af deres vogn, med en nænsomhed og rutine der kun kom af at have kendt hinanden længe, og intimt.
Foran den prægtige vogn dansede 4 brune heste skumsvedt, tændt, trippende med deres blankpolerede hove som ville de forberede deres frue på musikken indendørs. Deres frue brød sig imidlertid ikke om den utagtede larm. Ikke at Aya ikke brød sig om hestene i sig selv. De var nøje udvalgte pragteksemplarer, der som hende selv var shinet op i rødt og poleret til perfektion. Kun for aftenens optræden, som Aya så det som.

Aya vendte sit ellers normalt kolde blik mod sin mand, med kun et svagt glimt af varme lurende i hendes øjnes blege lys, som hun elegant tog et skridtet fra vognens trappe og ned på gadens ujevne sten. De høje hæle hun havde klædt sine fødder i klikkede mod stenene, som de fik kontakt med. Dette var på trods af Ayas ellers næsten fjerlette skridt, der var nøje trænet og instrueret, så det lignede hun nærmere svævede end gik iført hendes ekstravagante kjole.
Da Aya var solidt plantet på jorden gav hun sig til at glatte sin dybrøde kjole, der lå tungt over hendes unge skuldre. Udover det tunge uldstof der dykkede dybt over hendes barm, og fremhævede hendes hofter, lå et lettere stof. Et stof så tyndvævedt at man kunne se lige igennem det hvis der havde været et enkelt lag. Som hendes kjole nåede over hofterne stoppede det tykke uld, og i stedet lå kaskader af det tynde stof. Så mange lag at man kun svagt kunne skimte hendes lange unge ben under det, hvis hun stod i det rigtige lys. Og alligevel var det ikke helt tykt nok et lag til helt at gemme hendes facon fra folks sultne øjne. Ved bare et enkelt glans i hendes retning. En nøje udvalgt beslutning da hun valgte kjole, og som alt andet udvalgt til denne begivenhed, var det udført til perfektion.

Da hun var færdig med at glatte kjolen lod hun sin mand ligge en pelskappe om skuldrene på hende. En kappe der havde taget hende næsten 4 måneder at få perfekt. Aya havde sat hver en god jæger hun kendte i byen på at finde ulve med med gyldenbrun pels, og så tage deres liv så, så meget af pelsen var intakt som muligt. Hun havde kasseret flere pelse. Så den kappe hun bar nu, var et produkt af kun de bedste pelse der var blevet hende tilbudt.

Med tøjet i orden begav hun sig afsted på sin mands arm, og som de nærmede sig ballets indgang skruede hun op for smilet, og gjorde sig klar til at begå sig socialt.
Aya der langt fra var født til den status hun nu besad, var dog hurtigt kommet efter manglen på etikette i hendes opdagelse, og styrede både hende og hendes mand elegant rundt i krystallandets højere sociale kredse. Ligesom hun elegant styrede banken, og deres ægteskab.

Som det umage par trådte ind af døren til ballet rakte hun let sin pæls over til en af husholdningens butlere, der elegant havde fulgt dem på afstand hele vejen uden at være i vejen for parrets udstråling, men nu stod behændigt til hjælps.
Og således tog Aya det store skridt ind til dette års midsommerbal på armen af hendes 20 år ældrere mand. Klædt i rødt, og med håret farligt fancy sat op, mens guld perler og diamanter glimrende om hals og i øre på hende, ikke en krystal var der sparet på udseende.

Som en tjener tilbød dem vin tog hun et glas af den søde væske og guiedede hendes mand over til en forretnings forbindelse, inden hun forlod hans arm med undskyldningen at hun jo skulle repræsentere dem socialt. Og så havde Aya elegant parkeret hendes mand i et hjørne, mens hun selv var til bal og havde det sjovt.

Med en dyb indånding - eller så dyb som den nu kan være, med et stramt korset om livet - begav hun sig ud i Ballets menneskemængder i håb om at finde noget mere interessant at underholde sig med, end "hendes mands" forretning.

Hektor bukkede blot for hans hustru da de var færdig med dansen og det var ikke meget hverken ham selv eller Elaina havde at sige. Måske det forkerte tidspunkt, tænkte han for sig selv, men han blev afbrudt i hans private tanker som en anden herre kom dem begge i møde og præsenterede sig selv over for Elaina. Hertuginden så med et varesomt blik på denne herre. Adrain kaldte han sig selv og arbejde for en der blev omtalt som Leons storebror? 
 Hektor så lidt tvivlsom på herren og måden han omtalte Elaina på, hun havde været igen uden for, ikke at han bebrejdet hende men hvad havde hu lavet, var snare det vigtigere spørgsmål. Og denne arbejdsgiver Adrian omtalte, var her og udfra hans udsagn, kunne de begge forvente problemer, fordi hun var den hun var? og hvis han blev fuld?

Hektor så ned på hans yndige hustru "Elaina, jeg vil ikke blande mig i hvad der er dit foretagne." Hektor forblev rolig mens han talte til hans hustru, hans blik derimod skiftede fra den venlige til den mere bestemte og disciplinær person der stod for ledelsen, som han så Adrian an "I så fald, så må deres herre vel være en anstændig herre, der enten holder tilbage med alkoholen eller på anden måde ikke forsager problemer, hverken for min hustru og jeg eller for den sag skyld resten af ballet." tonen matchet Hektors ansigts udtryk, fast, bestemt og krævende. Han orkede virkelig ikke, at der skulle til at opstå problemer, slet ikke fordi, at en eller anden person ikke kunne styre sin lyst efter den dyrebare vin, et syn han havde set alt for mange gange i den nærmeste omkreds.

Han lage mærke til hvordan flere af salens gæster reagerede med en vis måbe og da han fulgte da blikke, kunne han godt forstå hvorfor. En mand der var langt højere end alle andre havde vist sin ankomst, omringet af nogle få vagter og han var blå i huden! Den blåhudet man havde taget fat i en kanden med en let hånd, den var jo intet i forhold til ham og han havde en kile præst i snak. Hektor bukkede kort for Adrian "Hvis den herre vil have os undskyldt." Hektor førte blot Elaina med sig væk fra over-butleren, for at føre dem hen til denne blåhudet mand.

"Tilgiv mig men jeg vil nødig ryge ind i flere problemer lige forløbelig. Det var rigeligt under dronningens tale" undskyldte han Elaina oprigtigt og lavmælt. Hektor var ikke tilfreds med dette. Han følte sig som en fange lige nu, fanget til et arrangement hvor han fik uro.

Flere var omkring denne blåhudet mand og med god grund, for hvem eller hvad var han? Hektor så kile præstinden, der stod lige så forvirret over dette. Hertugen valgte at træde ind "Hør, min herre. De ligner en mand der kender til krigerens vej. Jeg kender ikke til dem og jeg ved i virkeligheden ikke hvilken race de er." Kom det roligt og imødekommende fra hertugen. "Men jeg kan gætte mg til, at hvis jeg stod overfor dem, ville de være sejrs herren. Jeg er Hektaurious, en kriger af lysets hær og hertug af de'lacour hertugdømmet øst her fra hovedstaden . Jeg hylder dem æret kriger." Sådan var det nu engang Hektor havde lært det, at lovprise dem som var ham bedre. Han rakte en imødekommende hånd imod Hsin.