Det var stadig lunt, selv om solen for længst var gået ned, og de sidste byboere var ved at gå hjem efter aftenens gøremål. Andre var på vej til byens beværtninger, som ville holde åbent længe endnu, og et efterhånden velkendt syn i byen var de adskillige sortklædte skikkelser iført hvide masker, der bevægede sig blandt de almindelige byboere.
Kiles Orden havde travlt. Ud over at yde almindelig hjælp til byens befolkning, var mange også begyndt at prædike på gadehjørnerne og flere dage om ugen, blev der holdt taler på tribunepladsen. For ganske nyligt havde selveste ypperstepræsten og dronningens talsmand, Leoric Emhyrean, talt til befolkningen om det stigende problem med kriminalitet, der var opstået siden krigen. Kiles Orden ville assistere byvagterne i deres arbejde, var den nyeste besked, for det kunne ikke længere accepteres, at gaderne var usikre.

En lille kærre rullede gennem byens gader flankeret af en lille gruppe af Kilepræster. De drejede om et hjørne til en ganske smal gade, tydeligvis på vej væk fra Det Nedre Bydistrikt med kærrens indhold: en mængde lukkede trækæsser. Men kærren fik ikke lov til at bevæge sig længe, før præsternes vej blev afskåret af en gruppe barskt udseende mænd. "..Tror I virkelig, at I kan tage magten her i byen?" lød det fra anføreren, der lagde armene over kors afslørende sin muskuløse kropsbygning. "Vi er nogle her, der har fået nok af, at Kiles Orden skal stikke sin næse i alting."
Den Kilepræst, der sad på kærren, gav hesten et rask rap over bagdelen, og den satte farten op, så banditterne måtte springe til siden. Ærgerligt så de efter 'byttet', som var forsvundet, men det var tydeligt, at de ikke ville kunne indhente kærren. I stedet vendte de sig mod de resterende kilepræster. Anføreren af banditterne smilede grumt: "Ser ud til, at hvad I end havde i vognen var vigtigere end jeres usle skind.." Truende nærmede de sig præsterne, som trak knive frem fra deres lange, sorte rober. Banditterne var også bevæbnet: de fleste med med knive og et par af dem havde korte sværd og køller. Det så ud til hurtigt at kunne blive blodigt..


Alle der har karakterer i Hovedstaden kan deltage i tråden. Det er muligt at tage rollen som en af banditterne eller Kile-præsterne. Kærren er forsvundet og kan ikke indhentes, men dén fart den har haft på, kan have tiltrukket opmærksomhed. De tilbageværende Kilepræster ved ikke, hvad kærrens indhold er.
Som sædvanlig er det op til deltagerne, hvordan tråden videre udvikler sig.

Mørket havde lagt sig og Karkhos gik igennem de halvt oplyste gader. Han befandt sig ikke normalt i dette område på dette tidspunkt, men Morpheus havde sendt ham ud på et ærinde og det havde trukket ud. Ikke at det havde været noget andet end trivielt, men som altid gjorde Karkhos et godt stykke arbejde og han kunne tilfreds vende snuden hjemad.
Der var ikke mange mennesker på gaderne, de fleste så ud til at være på vej ud mod byens muligheder for selvforkælelse. Det var ikke den slags ting, der manglede i hovedstaden og det var sikkert nok meget godt. Ikke at Karkhos gik op i den slags, selvom han nok kunne nyde et krus øl på en kro i godt selvskab. Hvilket mindede ham om, at han havde fået et par tilbud af folk, han havde mødt og lært at kende i den tid, de havde været her, som han burde tage op.

På et tidspunkt drejede han ned af en gade, hvor en flok kilepræster gik i optog bag en mindre kærre. Selvom han så dem bagfra var de nemme at genkende i deres sorte rober. De så rimeligt skumle ud, som de gik af sted i halvmørket, men Karkhos frygtede dem ikke. Han forstod dem heller ikke. Trangen til at kaste sig for fødderne af en gud, som de gjorde, var fremmed for Karkhos. Nok var han selv troede, men han tog sit liv i egne hænder. Men så længe de ikke var en trussel for Morpheus, familien Atillian, ham selv eller lov og orden, så kunne de gøre, hvad de ville for hans skyld. Spøjse var de.

Han nåede knapt nok at dreje ind af gaden, før han fik en virkelig ubehagelig fornemmelse i kroppen, en følelse af at få gåsehud samtidigt med en hedetur og han vidste pludseligt, at han skulle være fortsat ligeud i stedet for at være drejet ned af denne gade. Hurtigt gled hans hånd ned til sværdet ved hans side, mens hans blik blev årvågent. Trods visheden om faren, fortsatte han efter kilepræsterne. Hvad kunne dog ske midt inde i hovedstaden, som fik hans evne til at alarmere ham sådan?
Han fik svar ganske kort efter, som en flok mænd forsøgte at stoppe kærren, hvilket ikke lykkedes dem. I stedet vendte de deres opmærksomhed mod kilepræsterne, der straks bevæbnede sig.

Enhver anden ville måske have været vendt om og blandet sig udenom, især hvis man ikke var vild med præsterne i forvejen, men Karkhos var soldat. Ikke byvagt, men tæt knyttet til dem, som han havde rejst med dem igennem mange år og tjent under dem. Her i hovedstaden trænede han med dem de fleste dage om ugen. For ham var det en pligt at gøre hvad han kunne for fred og orden på samme måde som en byvagt. Han havde bare ikke uniformen til at understrege dette, men det afholdt ham ikke fra at gå op foran gruppen af præster og trække sit lange tohåndssværd. Den bevægelse han brugte burde vise enhver, at han vidste, hvad han lavede.
"Har I ikke andet at foretage jer end at lave trusler?" Han havde hævet sin stemme og tonen i den angav, at han var en mand, der var vant til at blive adlydt. Selvom han ikke var iklædt en uniform var hans sorte jakke og bukser med sværdbæltet, hvor der også sad to knive, tydeligvis ikke civilt tøj.

Der var mange af disse brutalt og vredt udseende mænd, men Karkhos' hjerte satte ikke farten op. Han havde mødt værre ods end disse før og desuden så det ud til, at kilepræsterne også kunne slås. Han håbede bare, at disse mænd lod sig skræmme væk, inden det kom til blodsudgydelser. Han tvivlede. Hans evne fik stadig alle alarmklokker til at ringe i hans baghoved.

Proserpina følte hun arbejdede mere eller mindre dag og nat i øjeblikket. Normalvis lå hendes opgave blandt borgerne og deres behov, samt at bede til gudinden. Hun ejede ingen kampmæssige færdigheder overhovedet, og var heller ikke interesseret i at lege den svingende hånd af smerte mod nogen som helst. Selvom det naturligvis også betød at evnen til at forsvare sig selv var minimal. Noget der bestemt kom til at nage hende denne sene aften.
Hun var egentlig bare med som ekstra påfyld af kilepræster blandt kærren, for at signalere hvor den tilhørte og i forhåbning om at den stigende kriminalitet ikke ville turde angribe taget deres antal i betragtning. Desværre skulle det vise sig ikke at være sådan sandheden udfoldede sig.

Proserpina stivnede lamslået som kærren buldrede ned af brostenene, væk fra området og de resterende præster der var ladt tilbage. Hun løftede forsigtigt sine hænder i en forsvars position der indikerede at hun ikke var interesseret i at slås. Forhåbentlig var hun, den mindste og mest spinkle skikkelse blandt de kappeklædte, heller ikke den de kriminelle ville gå imod først. Med det sagt, frygtede Proserpina for sine medpræster og ønskede dem ikke mere skade end sig selv! Med rystende hånd trak hun en kniv, lille men praktisk frem, uden noget ønske om egentligt at bruge den. Faktisk ville hun helst pakke den væk igen og forsøge sig med talens gave. Men ingen aggrumenter kom frem. Intet faldte hende ind i denne situation der kunne forbedre sagerne.

Lettelsen og taknemmelighedens størrelse var svær at sætte ord på, da en fremmed blandede sig, til deres fordel som en hjælpende hånd. Helt automatisk sænkede Proserpina sin spidse kniv, så den fulgte hendes sidde, næsten overbevidst om at nu måtte mændene da se fornuft. Hun tog fejl. "Kom så drenge" anførens ord var hæse, med et snert af begejstning blandet med irritation. han havde nok ikke behov for at dette blev svære, men man sagde vel ikke nej til en udfordring. En af de større præster skubbede Proserpina om bag sig - han havde altid været beskyttende - men sandheden var jo, at ingen af dem frygtede døden. i hvert fald ikke officielt. Proserpina frygtede den ikke, men hun havde ikke lyst til at møde den endnu.

Myssa luntede veltilfreds af sted gennem byens gader. Hun havde taget skikkelse af en (lysere) rød Cocker Spaniel tæve, og kunne på den måde bevæge sig ubemærket gennem det nedre bydistrikt. 

For Myssa havde haft en god aften. Der havde været et lille cirkus i byen, som viste tryllekunstner frem, det var ren magi(!), og det havde gjort hendes job virkelig let. Alle var som tryllebundet af forestillingen, og hun kunne nemt snige sine smidige fingrer ned i folks lommer, eller skære pengepunge af bælterne. Så let som at stjæle slik fra et menneskebarn, tænke hun med et smil om læberne, som så helt forkert ud på en hund. Men det skulle vel og mærke være et menneskebarn uden evner. En elver eller lignende, eller bare et menneske med magiske evner, ville klare sig væsenligt bedre i sådan en kamp om slik.

Myssa travede af sted i sine egne tanker, da en kærre pludselig nærmest kom 'flyvende' igennem gaden med en skræmt skimmel foran, som trak hele pivetøjet af sted i lynende fart for tordende hove. For at redde livet, så måtte hun derfor springe skræmt til side, i en nærmest katteagtig stil. Hun tog sig til brystet, endnu en bevægelse som så meget mærkelig ud, når en hund udførte det: En hund der førte højre forpote op til brystet, mens den sad på bagdelen med halen mellem benene.

"For Zaladin da også!" mumlede Myssa til sig selv. Hun talte i normal højde, for de fleste ville sikkert alligevel tro, at de var blevet for fulde, når de fandt sig selv høre en hund tale. Det tog hun ikke så højtideligt, som hun gjorde i dagtimerne, hvor de færreste var fulde og hendes tale kunne skydes på netop denne fuldskab.

Da det værste chok var ovre, - for Myssas vedkommende i hvert fald, hvem vidste hvad denne kærre ellers kunne lave af ulykker? - så Myssa ned af gaden og opdagede noget mærkeligt. Luften var tyk af lugten af frygt samt sprut og sved, som førstnævnte lugt havde blandet sig med. Og nede af den brostensbelagte gade så hun en gruppe af de dersens Kilepræster. Der var vidst også en præstinde eller også var det, endnu, en mand med langt hår. Det kunne umuligt være den første langhårede mand, som hun havde set i dag. Nok snare den tyvende eller noget i den stil.

Men selvom det så farligt ud, så kunne Myssa ikke lade vær med at føle sig nysgerrig. Noget ved det pirrede hende, og hun fulgte duften af fare ned af brostenene, forsat på hundepoter.

OOG// Nu joiner jeg altså lige og prøver at se, om vi ikke kan få lidt skub i tråden igen, bare fordi jeg synes idéen er lidt fed d:

Som regel fandt man ikke Ella i denne del af Hovedstaden. Hun foretrak egentlig den centrale bydel, men endnu engang havde hendes profession lokket hende væk fra de trygge rammer hun normalt befandt sig i. Denne gang var hun på jagt efter Måneblade, som hun skulle bruge for at frembrygge en eliksir til en bestemt kunde. Kunden havde ikke havde ladet hende have et roligt øjeblik siden hun fik opgaven. Han skulle faktisk helst have haft eliksiren i går, hvis det stod til ham. Meget kunne Ella, men rejse tilbage i tiden var desværre ikke en mulighed.
 
Ella gik i sine egne tanker, da en kærre nærmest fløj forbi hende. Hun strammede grebet om sin taske og kom med nød og næppe af vejen. Hun bandede lavt for sig selv, mest af alt på grund af forskrækkelsen. Hun var altid noget mere nervøs når hun befandt sig steder som disse. Hendes højde var ikke ligefrem til at prale af, heller ikke hendes fysik og da slet ikke hendes forsvarsevner. Sidste gang hun måtte forsvare sig selv endte hun med brandmærker op ad sine overarme. Der nåde at danne sig blænder, inden hun fik dem healet ordentligt. Den slags ville hun helst undgå at komme ud for igen.
 
”Kom så drenge,” lød det bag Ella. Stemmen var ikke en hun kendte, men hun vendte sig alligevel om. Her så hun ryggene af en gruppe bevæbnede mænd. Selv bagfra kunne hun konstatere, at det bestemt ikke var nogle, som hun havde lyst til at lægge sig ud med. Nysgerrigheden sad dog alligevel i baghovedet: Hvem dog de talte til?

I ly af skyggerne, inde ved husmurene, sneg Ella sig om på siden af mændene. Hendes nysgerrighed blev først tilfredsstillet, da hun lagde øjnene på endnu en gruppe, denne gang klædt i kapper. Ella genkendte dem som Kilepræste. Hun vidste endnu ikke, hvad hun burde synes om dem, og vidste derfor heller ikke om hun burde hjælpe. Hun besluttede sig for at blive i skyggerne i en stund for at se, hvordan situationen udfoldede sig.

Nej, de ville ikke opgive deres voldelige plan og anføreren vinkede gruppen frem for at overfalde kilepræsterne - og Karkhos. Roligt tog Karkhos bedre ved skæftet på sit sværd med begge hænder. Han havde allerede udset sig anføreren af gruppen, for det viste sig ofte, at hvis man huggede hovedet af slangen, løb resten som skræmte rotter. Dog viste det sig, at han ikke skulle få muligheden, da en af de andre mænd sprang frem i mod ham. Denne mand havde et kortere sværd i hånden og svingede det med nogenlunde kontrol mod Karkhos hoved. 
Træningen trådte ind og hans gamle krop bevægede sig overraskende flydende, som han trådte til siden, skubbede sværdet til side med sit eget og derefter placerede et kraftfuldt spark i knæhasen af manden, der med en lyd af smerte røg i knæ. Uden tøven løftede han sit sværd igen og lod det falde mod manden, der ikke nåede at se sit endelige komme. Nemt. 

Han gav sig ikke tid til at dvæle ved sin handling, men vendte sig i stedet mod gruppen af personer, der sloges for deres liv. Der lå allerede to kilepræster på jorden sammen med en enkelt civil ud over manden, der lå ved Karkhos' fødder. Nok var kilepræsterne åbenbart kamptrænede, men disse banditter havde nok set mere kamp end nogen af de andre. Uden tøven gik han med lange skridt frem og greb en af banditterne i kraven for at flå ham væk fra en kilepræst. Manden så overrasket på ham, men var hurtig til at løfte sin kniv. Som Karkhos havde bevæget sig tættere på gruppen af kæmpende, mistede han også noget af pladsen til at svinge sit sværd, der var upraktisk i tæt kamp på grund af længden. Så da kniven kom i mod ham, måtte han ty til andre midler. Og det var heller ikke problem. Karkhos var mere end veltrænet med et sværd, men tæt, fysisk kamp var hans stærke side, godt hjulpet på vej af hans tunge kropsbygning. Så armen med kniven blev pareret med hans egen, inden han lod næven, der stadig havde fat om sværdets skæfte, banke ind i maven på manden, der mistede luften. Trods det, svingede han med kniven. En skarp smerte fra hans kind og den umiskendelige følelse af løbende blod fortalte ham, at han var blevet snittet i ansigtet. Inden han nåede at gøre mere, dukkede en kilepræst op bag manden og hamrede sin kniv ned i den øverste del af ryggen af ham, så han faldt rallende om.

Karkhos skar ansigt over smerten i kinden, kastede et blik på kilepræsten og stak så sværdet i skeden, inden han trak en kniv og så sig om. Det så ud til, at det var ved at vende. Tre kilepræster var på jorden, mens der nu lå fire døde banditter. Hans blik faldt på anføreren af gruppen af banditter. Han havde åbenbart udset sig et par bestemte kilepræster, for han havde kastet sig over en kilepræst, der grundet størrelsen næsten ikke kunne være andet end en mand. Bag ham stod en meget mindre skikkelse, en kvinde uden tvivl. Karkhos tøvede ikke, men maste sig straks igennem de kæmpende mennesker. Dræb anføreren og kampen ville slutte, sagde hans erfaring ham. Inden han nåede derhen, stak den muskuløse mand, der havde anført banditterne, sin grumt udseende kniv i skulderen på den mandlige kilepræst, som væltede om. Og straks rakte han ud efter kvinden. 

Karkhos nåede derhen tids nok til at trække manden væk fra kilepræsten. Manden tøvede ikke og slog med en knyttet næve ud efter Karkhos, der med nød og næppe undveg, for selv at slå ud efter manden, der også nåede at undvige og samtidigt hurtigt sparkede ud efter Karkhos. Manden var meget mere kamptrænet end de andre to, som Karkhos havde sloges med og sparket var velplaceret. Heldigvis havde Karkhos sin læderbrynje under sin kofte og sparket gjorde ikke megen skade, men han mistede balancen og måtte vakle et par skridt tilbage. Manden fulgte efter og løftede sin kniv for at stikke den ned i Karkhos' hals. Hurtigt kastede Karkhos sig frem og han kunne mærke sin kniv synke i til skæftet, da han borede den ind under ribbenene på manden, der stivnede, kom med en lyd og derefter faldt til jorden, som Karkhos slap ham.

Og som forudset reagerede banditterne hurtigt, som de så deres leder dø. Dem der kunne, løb ud i mørket, dem der ikke kunne, smed deres våben. Karkhos trak vejret tungt. Nok havde hans læderbrynje taget det meste af sparket, men kraften bag havde alligevel banket luften en smule ud af hans lunger. Hans hænder var blodige og blodet dryppede fra hans hage, som det løb fra såret i hans kind, der dunkede fælt. Efter at have set efter en af banditterne, vendte han blikket mod den lille kilepræstinde.
"Er De kommet noget til?"

Proserpina har aldrig nogensinde beskæftigede sig med våbenbrug eller fandt krige synderligt spændende af nogen art. Hun har en stærk opfattelse af verdenssituationer og ved at ting som baghold, slåskampe og des lige langt fra er en enestående situation. Men at gå fra den logiske tænkning tryk bag templets tygge mure, til at stå midt i en situation hvor det var forventet at kæmpe eller blive nedslagtet, røg alle logiske argumenter på jorden. Her fungerede hendes talegave ikke det fjerneste. I stedet stod hun som et bange byttefyr fanget i et spotlight og stirrede på scenariet der udformede sig. Alt syntes at foregå i slowmotion foran hende. Mænd der kastede sig mod hinanden. Våben der ramte hinanden eller det rene kød og blod. Blodet der farvede klæder og jorden under de ramte og faldne.

Proserpina havde aldrig set døden på denne måde før - og den var forkert. Det skreg i hendes indre at dette ikke var hvordan døden var tiltængt at skulle indtraffe, og alligevel faldte kroppe naturligt sammen, nærmest fredfyldt når først de lå stille. Præstinden slap taget om den skarpe kniv hun havde i hånden, og hørte som en fjern lyd hvordan den klirede mod brostenen, dæmpet væk bag alle de andre lyde der overvældede hende. Som var hun tilskuer til hele dette teaterstykke der udspillede sig, lige indtil hun blev indraget.

Hun havde knap sluppet kniven, da præsten foran sig blev nedfældet med en kniv ned i skulderen. Det var en ubehagelig lyd, samt den hule vejrtrækning, inden præsten faldte til jorden. Proserpina så op på manden, indtog hans udseende med uhyre præsision på de få sekunder han brugte på at gå hende nærmere og række hånden ud imod hende. Hvordan hans skæg gemte på plamager af skidt og madrester. Ikke mindst de gule tænder der bredte sig ud i et modbydeligt smil, men øjnene var det værste. Stikkende blå, med en frostlignende kølighed der nærmest brændte sig fast ind i hendes egne brune. Hun kunne ikke kigge væk om hun så prøvede.

Hun trak først vejret ind igen, da den fremmede mand kom hende til undsætning. Kroppen begyndte at ryste som havde hun siddet i frostvejr i flere timer, uden tilstrækkelig med tøj, men hun frøs ikke. Ikke fysisk i hvert fald.
Proserpina tvang sine øjne væk fra den døde krop, der lå bredt ud på jorden, stadig med de stikkende øjne synlige. Det tog en større kamp end hun havde ventet at rette de brune store øjne op mod sin redningsmand. Den fremmede mand som havde fået sin skade af dette. Hun hørte hvad han sagde, men kunne ikke finde orderne til at udtrykke noget som helst. Fysisk var hun i hvert fald ikke kommet til skade. Hun fik som eneste svar lavedet en hvad der kunne tolkes som hovedryst.
Hun trak hætten af hovedet og begyndte at lede rundt i den taske hun altid bar med sig. Nærmest som i trance begyndte hun at gøre netop det hun kunne bedst, at tage sig af andre. Hun hev en et rent stykke stof frem, løftede sin hånd og lagde det mod mandens blødende kind. "De er kommet til skade" tydeligvis, men hendes stemme bar tydelig præg af at være i choktilstand og ude af stand til at indtage andre indtryk end dem lige foran hendes næse - som netop mandens blødende kind.

Som Myssa nærmede sig lød der flere 'umpf', 'av' og 'argh!', og de blev kun højere og flere. Men på et tidspunkt ændrede det sig, og der blev færre og færre. Foran Myssas sorthvide blik, så hun en slåskamp, som var fuldt igang. Hun så til med store øjne, men vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre. Om hun overhoved skulle, eller burde, gøre noget som helst. Det eneste hun gjorde, var at ryste på sit rødbrune hoved. Hun var en tyv, men ikke særlig våbentrænet. Som regel flygtede hun i stedet for at kæmpe.

Men så kom Myssa i tanke om, at hun havde tænder. Spidse tænder endda! Og så havde hun set de smykker, som en af de angrebne bar. Dem ville hun godt have fingrerne, eller lige nu poterne, i! Hun rystede igen på sit hoved. Nej, det er for dumt! Lad vær med at springe ind i en kamp, som ikke har noget med dig at gøre, Myssa! Men alligevel gjorde hun det. Guldet lokkede for meget. Hun skævede kortvarigt til den kæmpende mand, som så ud til at kæmpe for de angrebne og ikke tyvende. 

Myssa nikkede og sprang ind blandt de kæmpende. Hun kom hele vejen hen til vognen, uden at komme alt for slemt til skade. Det hjalp også lidt, at hun var omkring en tiendedel af de kæmpendes størrelse. En hund kunne let snige sig gennem kampen, uden at komme i vejen for et sværd, en næve eller en kniv. Hun kravlede ind under en af de faldne mænd hånd, og skjulte sig lidt der. Foran hende faldt en af de angrebne og gjorde kvinden bag ham synlig. 

De sprang rundt mellem hinanden, de kæmpende, og da stoppede Myssa et smykke, som hun ville have poterne i. Et smaragdsmykke hang om halsen på den faldne mand, en præst så det ud til, et smykke som kaldte på Myssa, som lokkede hende. Hun løb derfor hen mod præsten, og fik spændt ben for en af tyvende, som faldt over hende og landede temmelig uheldigt.

Myssa sneg hovedet nær den faldne præsts hals, og bed fat om smykket og gjorde et forsøg på at knække kæden. Men kæden var til syneladende ikke af billigt metal, og nægtede at knække. Derfor stak hun hovedet ind under, og fik trukket den af ham. Hvorefter hun gjorde et forsøg på at lunte væk med kæden og halsen og selve smykket i munden. 

Fedt rov!, tænte hun til sig selv, mens hun forsøgte at undslippe kampen, som pludselig var ovre. Tyvende flygtede, de der kunne, mens den store mand nu stod henne ved den unge kvinde. Myssa selv var ikke engang en meter fra dem, og kunne høre alt. Nu handlede det bare om at komme væk i en fart, og så stille som muligt, så hun ikke blev opdaget i at stjæle! Det ville være ulyksageligt for hende, især fordi det straffedes hårdt her i byen.

Den lille kilepræst fik endeligt rystet på hovedet som svar til hans spørgsmål. Han kunne ikke se hendes ansigt for masken, men med det chokerede blik i hendes øjne, var han ikke i tvivl om, at hun var dybt rystet med alt, hvad der var sket. Karkhos kunne kun misunde hende den uskyldighed. Dette var intet i forhold til nogle af de ting, han havde set i sin tid som soldat. Og lige nu så han ikke ud til at være berørt af blodet, smerten eller døden. Senere, når roen faldt over ham, ville hans hænder begynde at ryste og trætheden ramme ham som en mur. Og måske ville de døde øjne på hans ofre snige sig ind i hans drømme og give ham mareridt, men det skete efterhånden så sjældent. Samvittigheden plagede ham ikke længere, når nogen døde for hans hånd.

Siden præstinden ikke var kommet noget til, rettede han opmærksomheden måde hele sceneriet. Først og fremmest var han interesseret i, om der var nogen, der overtog styringen, men det hele gav ham et indtryk af en flok for, der uden hyrde gik rundt i cirkler. Ikke en eneste af præsterne så ud til at håndtere denne slåskamp specielt godt og ingen tog rollen som leder. Han skulle lige til at bevæge sig, da en hånd kom op foran hans ansigt og lagde et stykke stof i mod hans kind. Det gik smerten til at sprede sig, men han fjernede ikke hovedet. I stedet rettede han blikket mod kilepræsten, der havde fjernet hætten fra sit hoved, men stadig havde masken for ansigtet. Hendes stemme efterlod ingen tvivl om, at hun var i chok over situationen.
Roligt rakte han op og tog blidt, men fast, fat om hendes håndled og fjernede hendes hånd med stoffet.
”Jeg får en healer til at kigge på det senere. De bør tage dig af nogen af dem, der er kommet mere til skade. Som Deres ven.” Han så ned på den mandlige kilepræst, der var blevet stukket ned i skulderen. Han var bevidstløs, men trak tydeligvis stadig vejret.

Karkhos slap hende, sendte hende et beroligende smil, hvilket måske virkede lidt forkert på grund af al blodet, og gik så ind i mellem kilepræsterne. Et par stykker havde fanget nogle af overfaldsmændene, andre tog sig af sårede og nogle så igen bare ud til at være for chorkerede til at lave noget fornuftigt. Karkhos greb en kilepræst, som havde taget sin maske af, i armen.
”Ved du, hvor byvagternes hovedkvarter er?” Kilepræsten nikkede langsomt. ”Godt. Løb derhen og fortæl dem, hvad der er sket.” Manden nikkede igen og Karkhos gav ham et skub i den rigtige retning. Han tvivlede stærkt på, at nogen her i Det Nedre Bydistrikt havde valgt at alarmere byvagterne.
Herefter tog han en kort rundt for at se, om der var noget, han kunne gøre, men ud over at give opmuntrende og beroligende ord, var der ikke så meget at gøre for ham. Præsterne var tydeligvis bedre til at tage sig af de skadede og de af overfaldsmændene, der var blevet fanget, var der også styr på. Så Karkhos endte med at gå hen til den lille kilepræstinde for at se, hvordan hun klarede det.
”Hvordan har Deres ven det?”

Proserpina var efterhånden nået chokhedsstadiet hvor hun fuldstændig glemte alt om at hendes eget ansigt var dækket til, og alt synligt var hendes store brune øjne, der så forskræmt på alting. Samtidigmed syntes hendes hjerne at være gået komplet i stå. Der var ingen indvendig eller modstand som manden tog fat om hendes håndled, stoppede hende i at fortsætte med at fjerne blod fra det sår han havde erhvervet sig i kampens hede, og i stedet bare stirre på ham med de store runde øjne. Det var først som manden nævnte det, at den blur der var omkring dem i baggrunden begyndte at tage form. Hun så den mandlige kilepræst som havde beskyttet hende ligge på jorden med blod der farvede jorden omkring dem mørkt. Der kom en ganske svag lyd fra hende. Hun lod hånden falde som manden slap den og blinkede et par gange inden han forsvandt.

Derefter syntes det at fornuften vandt over choktilstanden og hun knælede ved den faldne. Hun fjernede den hvide maske fra sit lyse ansigt og lod den ubetydeligt dumpe ned på brostenene, mens hun moslede, med hjælp fra en anden, med at få præsten vendt, således hun kunne få lagt en stopning således han ikke døde af blodmangel. Det sorte tøj hun bar, var en god karmoflage for hvor meget blod der efterhånden befandt sig på hendes ærmer og bryst, men hænderne var farvet røde og den ene kind havde modtaget lidt stæng efter en hurtig bevægelse med sine fingre over området. Alt i alt, var det et drabeligt scenarie. Hun strammede forbindingerne så godt hun kunne, rundt om præsten skulder, fik blodet stoppet så godt så muligt i denne tilstand de nu var i. De behøvede alle at se en healer. Proserpinas sparsomme lægeviden var ikke tilstrækkeligt i dette område. Hun løftede træt blikket, der faldte på en hund der luntede rundt, med en halskæde i munden. Forvirret så hun efter den som den trådte over faldne med en kæde fra et smykke dinglene ud af munden. Proserpina var et øjeblik overbevidst om at hun så syner.
Forskrækket vendte hun hovedet i et ryk og så forvildet op på manden, forvirret over hans spørgsmål. Brikkerne faldte hurtigt på plads, mens hun fik fremstammet sine ord. ”H-han overlever. Vi skal have ham hen til en healer” imens hun snakkede, vandrede de brune øjne væk fra manden igen, for at spejde efter hunden. ”Undskyld… men.. men kan De også se hunden.” Det kunne godt være at Proserpina ikke var kommet fysisk til skade ved dette, men hun behøvede nok stadig en healers assistance.

Myssa luntede hen over præsten, som hun havde taget smykket fra. Hun var godt tilfreds med sit rov, og med at det havde lykkedes hende at få fat i smykket. Det var ikke nogen dårlig ting, som hun havde fået fat i, fornemmede hun. Hun forsatte over det næste par lig, og fik slynget halskæden om halsen på sig selv, så hun kunne nede videre med mund og snude. Hun fandt en mærkelig lille flaske, som hun samlede op med munden.

Men da hun hørte kvinden, en præstinde, tale om hende ved at benævne hende som hunden (hvilket hun jo også lignede lige nu, så det var ikke så sært), så hun sig fra side til side, før hun så satte i løb.

De blodtilsølede ører blafrede i vinden, mens hun løb så hurtigt hun kunne for at komme væk fra gerningsstedet. Og det i god behold, og forhåbentlig forsat medaljonen/smykket i munden. Nu håbede hun bare, at ingen fulgte efter hende. Hun håbede at de havde for travlt med at tage sig af de sårede præster, til at følge efter hende. Men selvfølgelig... hvis smykket var meget værdifuldt eller måske endda vigtigt, så kunne det jo være, at hun ville blive forfulgt alligevel.

Det var ikke Karkhos’ mening at forskrække kvinden, der sad på jorden ved sin ven, men hun havde tydeligvis været optaget af andet end hans ankomst. Hun havde taget masken af og hendes kønne, men blege ansigt, blev vendt mod ham. En kort fraværende tanke om, at det var en skam at gemme sådan et kønt ansigt bag en maske, gled igennem hans sind, men han greb den ikke. Det kom ikke ham ved, at en så køn ung kvinde valgte den vej, hun havde valgt. Alle troede på noget forskelligt. Han på sværdet, hun på en gud.

Der var kommet blodstænk på den blege hud, hvilket så helt forkert ud. Nej, denne unge kvinde var ikke skabt til alt det vold, der omgav dem. Tanken fik ham til at føle sig gammel. Hans uskyldighed for dette, havde været slået i stykker for ham allerede som barn. Men det var ikke værd at græde over.
”Jeg har sendt bud til byvagterne. De tager forhåbentligt healere og transport med sig.” Selvfølgelig gjorde de det. De var trænet til at håndtere situationer som dette. Han havde arbejdet med dem i mange år, siden han var ung og det var sjældent, at de ikke havde kunne håndtere de situationer, de blev udsat for. Dygtige mænd og kvinder, de fleste af dem.

Hendes spørgsmål om hunden fik ham til at se op fra hende. Jo, der var ganske rigtigt en hund. Han havde set den tidligere, men ikke ofret den nogen opmærksomhed. Den tog af, så snart præstinden nævnte den. Den havde et eller andet i munden og hvad der så ud til at være en medaljon om halsen. Sært. Han rynkede panden.
”Ja, det kan jeg.” Han skubbede det sære syn fra sig og satte sig på hug ved siden af kvinden. Noget hans gamle knæ ikke var helt tilfredse med, men det ignorerede han. Lige nu havde denne kvinde brug for at blive beroliget og det varede nok lidt endnu, inden byvagterne var der. Der var et stykke op til byvagternes hovedkvarter i Det Centrale Bydistrikt.
”Hvad er dit navn?” Trods sit bryske fremtræden, nu gjort noget skræmmende af blodet, der stadig løb en smule fra såret på hans kind, var hans stemme venlig nok og hans øjne havde et beroligende, mildt udtryk, der sjældent var at se hos ham.

Hendes øjne var store, forskrækkede og generelt forstyrrede af alt hvad der foregik omkring hende. Hun vidste ikke hvad der havde været i vognen hun var blevet bedt om at følge efter, men den var væk. Hun vidste ikke hvorfor de var blevet angrebet, og hun var egentlig heller ikke helt sikker på hvad der var sket under angrebet. Ikke andet end hun nu kunne se ned på en såret medpræst, rødt blod der malede jorden og hendes hænder i en voldsom farve. Hun blinkede et par gange og nikkede til ham som svar. Hun vidste ikke hvad hun mere skulle sige, og faktisk virkede ord heller ikke til helt at ville forlade hende.

Proserpina stirrede efter hunden der løb afsted, med forhøjet fart som den blev omtalt. Hun tænkte ikke rigtig videre over det, men hun burde måske havde taget det som et tegn. Hun stirrede bare, som frosset i tiden, stadig med en hånd på stoffet der blev mere og mere vådt og blodigt imod mandens skulder og hendes egne blege fingre.
Det var først da manden talte igen at hun drejde hovedet g så på ham, næsten som hun ikke havde set ham før. Øjnene løb over hans ansigt, hvor såret på hans kind, var det der bragte hende tilbage til fatning. Den del huskede hun, hvorefter alt syntes at indhente igen. Proserpina hev kort efter vejret, inden hun tog en dyb indånding for at samle tankerne. "Proserpina.. Folk kalder mig Pina" eller hvad end de havde lyst til at kalde hende i alverdens forkortelser af hendes navn. Nogen brugte også ofte Ina. Hun havde efterhånden lært at reagere på det hele. Anspændelsen i hendes skuldre faldte en smule som hendes tanker var blevet guidet ind mod noget mere normalt og neutralt. Som et navn.

Selvom Karkhos sad ved siden at kvinden og forsøgte at berolige hende, var alle hans sanser rettet i mod deres omgivelser. Folk der stadig råbte ind i mellem, klagende lyde fra de sårede og endda nysgerrige blikke fra de omgivende små grimme huse. Det var vigtigt at være opmærksom på, at banditterne ikke kom igen med forstærkninger - og hvis de gjorde, var det vigtigt at være klar. Så selvom hans øjne var nogenlunde venlige, var han spændt som en fjeder, klar til at trække sværdet igen og starte endnu et blodbad. Først når byvagterne ankom, ville han sænke paraderne en smule og lade dem tage over. Men lige nu var der ikke andet for end at vente, håbe på at de sårede overlevede ventetiden i kilepræsternes hænder og forsøge at holde denne unge kvinde på jorden.

Proserpina. Et anderledes navn. Ganske kønt. Det fik et svagt smil frem på hans blodige ansigt, inden han introducerede sig selv.
"Mit navn er Karkhos. Karkhos Ruadon." Derhjemme ville han sige Løjtnant Ruadon, men det betød ikke det samme her i byen, så den titel holdt han for sig selv. I stedet for vendte han kort hovedet efter ting, han kunne snakke med denne kvinde om. Det var ikke første gang, at han havde forsøgt at få ofre til at falde ned, ja selv soldater, der fik et nedbrud. Så han begyndte at stille rolige spørgsmål, fortælle lidt om sig selv ind i mellem, ikke noget omkring hans tid som soldat, men sin hjemstavn og uskyldige ting fra sit liv. Fredelige ting, som kunne få præstinden til at tænke på noget andet end al blodet og smerten, der omgav dem.

Endeligt fik et råb ham til at se op. Byvagterne. De første, der kom løbende for at hjælpe. Healerne og vognene ville ikke være langt bagefter.
"Det ser ud til, at byvagterne kommer nu." Han rørte kort ved hendes arm, sendte hende endnu et af sine meget sjældne smil og rejste sig så - en smule besværligt som hans knæ var stive efter at have siddet sådan og alle hans muskler begyndte at brokke sig over kampen. Uden at tage sig af det, gik han hen mod den første byvagt, som han genkendte fra træningstimerne. Byvagten genkendte tydeligvis også ham.
"Løjtnant. Er De kommet noget til?" Karkhos skar tænder, trods at han ikke havde den rank i hovedstaden, var det alligevel noget, de unge byvagter kaldte ham. I respekt, selvfølgelig, men det passede sig ikke i en situation som denne. Dog irettesatte han ikke manden, det kunne han tage op på et andet tidspunkt.
"Nej, men der er flere sårede, nogle alvorligt. Er healerne på vej?"
"Ja, de er lige bag mig."
"Godt. Se hvad du kan gøre for at hjælpe."
Manden gjorde automatisk honnør og satte de andre byvagter i gang. Og endeligt drejede den første vogn om hjørnet. Der var hjælp til de sårede.

Alle lyde omkring hende virkede så mystisk distanceret. Som om det hele foregik over på den anden side af en tyk mur og hun ikke sad midt i det. Hendes blik blev nogle gange åndsfraværende, men vendte tilbage til virkelighedens verden hver gang præsten hvis skulder hun forsøgte at stoppe blødningen ved, kom med en bevægelse eller en lyd. "Dejligt at møde dig.. på trods af omstændigheder" det første havde været mere per automatik at sige, når en anden præsenterede sig for hende. Men hun fik alligevel et lille spinkelt smil frem på sine læber.

Karkhos fastholde hendes sind på jorden ved de små rolige spørgsmål hun nemt kunne besvare, der førte hele denne begivenhed en smule væk og gav hende mulighed for at slappe af i sine skuldre igen. Hun lyttede til hans egen fortælling og fik små ting at vide hist og her, der fik hende til at falde til ro og faktisk smile lidt mere troværdigt.

Men samtalen var for hurtig slut. Trykheden forsvandt som han slap hendes arm efter en let berøring, for at rejse sig og slutte sig til de ankomne byvagter. Proserpina tog en dyb indånding og lod langsomt luften komme ud af hendes mund.
Proserpina blev siddende hvor hun var, indtil healere med en båre kom hen til hende. De fik præsten løftet væk, og en anden healer tjekkede hurtigt om hun havde modtaget nogle sår. Da det ikke var tilfældet var denne person hurtigt videre igen. Proserpina løftede hånden for at tørre blode af sin kind, kun for at kigge ned på endnu mere blodige hænder. Det fik hende til at stivne i en noget mærkelig bevægelse og efter et par sekunders kamp lod armene falde igen og kæmpe sig op til at stå op. Byvagter, healere og andre folk vimsede omkring hende, alt imens hun lukkede alle lyde og indtryk ude af sit hoved, for ikke at blive helt kuller.

Den ellers stille gade blev hurtigt fyldt med folk, der skyndte sig rundt og gjorde deres for at få styr på situationen. Karkhos fik hjulpet med at smide et par af de tilfangetagende skurke ind i en vogn, hvor det endte med, at de døde også blev læsset ind. Det var vigtigere at gøre det behageligt for de sårede end for de døde og dem, som havde startet hele dette blodblad. Derefter havde han en hurtig samtale med en byvagt med løjtnant af rang. De blev begge hurtigt enige om, at en samtale om, hvad der var sket, kunne vente til dagen efter. Lige nu var der andre ting, der var vigtigere.
Og pludseligt var der ikke mere at gøre for Karkhos, der følte sig sært tom, som opgaver og ansvar blev taget fra ham, da den første vogn hastede ned af gaden.

En healer, der var ved at haste hen til den anden vogn, stoppede op og insisterede på at ordne Karkhos’ kind. Efter en svag protest, lod han ham lægge en hånd over såret og et øjeblik efter var smerten væk. Manden forsvandt hurtigt igen, efter Karkhos havde takket ham, og efterlod Karkhos stående alene. Han burde tage hjem, få vasket blodet af sit og gjort sit våben rent.
Hans blik løb rundt på de få tilbageværende folk. Den unge kvindelige kilepræst var der endnu og så lige så fortabt ud som før. Synet rørte ham, hun så så malplaceret ud, med blodet på hænderne og tøjet. Uden at overveje det nærmere, gik han over til hende igen.

”Frøken Proserpina? Kan jeg gøre noget for Dem? Følge Dem hjem?” Han havde ingen anelse om, hvor hun boede, men han regnede med, at det nok var ved et af deres templer. Og selvom han nok burde tage hjem selv, følte han sig for urolig til bare at tage hjem. Det var helt normalt for ham at være noget tid om at falde ned igen - og når han så endeligt gjorde, kunne han næsten ikke slæbe sig af sted. Det havde ikke været så slemt i hans yngre dage, men alderen havde sin pris. Men trætheden ville først komme senere, når han havde mulighed for at falde til ro. Lige nu ville han hellere se, hvad han kunne gøre for denne unge kvinde, der så ud som om, at hun var fanget i et mareridt.

Proserpina opfangede næsten ikke hvad der foregik omkring hende. Medpræsten blev fragtet væk af nogle healere, og Proserpina sad tilbage på jorden og så hvordan folk vimsede omkring hende, uden at tage meget notice af hende. Forståeligt nok. En healer havde spurgt om hun var såret, og Proserpina havde rystet på hovedet som svar. Ikke et eneste ord forlod hende som de døde og fangerne blev læsset på en vogn, og de sårede blev båret mere nænsomt til en anden vogn hvor der var bedre mulighed.

Hun opdagede ikke rigtig noget som hun rejste sig heller, men stod blot fortabt tilbage og forsøgte at finde sig i hvad der var foregået. Hvordan liv var blevet taget så forkert for øjnende af hende. Død burde ikke røre hende det fjerneste. Død var naturligt. Men at blive slået ihjel var ikke en naturlig død! Det var tvunget og forkert. Proserpina kom med en let forskrækket bevægelse som Karkhos vendte tilbage og talte til hende. Hun tog en dyb indånding og fik styr over det forskrækkede blik i de mørkebrune øjne.

”Øhm.. jeg.. Jo.. Tak, det vil jeg gerne..” for sandheden var, Proserpina havde ikke lyst til at gå ned af de mørke gader alene. De andre præster var ikke ligefrem nogen man betroede sig til. Kiles orden var ny og mange af dem som var her denne aften var stadig fremmede for hende. Den ven hun havde haft, lå nu på en sygebriks med store smerter og blodet farvede stadig hendes lyse hud. ”Jeg bor ved templerne.. Ved Kiles tempel” hun forsøgte at tvinge et lille let smil frem, men det lykkedes ikke helt. Hun med en ganske lys og lav stemme i stedet sagt ”Tak”

Præstinden blev forskrækket, da Karkhos henvendte sig til hende og han forsøgte at se så beroligende ud som han kunne med blodet i ansigtet. Hun tog i mod hans tilbud om at følge hende hjem og han nikkede for at vise, at det var i orden.
"Så skal jeg den vej alligevel." Ord han sagde, for at fortælle hende, at det ikke ville være til besvær for ham at følge hende hjem. Det var næsten i den rigtige retning, i hvert fald i den rigtige bydel. Han overvejede lidt, om han skulle holde ved hende, hun så næsten ud til at være klar til at vælte hvert øjeblik, men lod være. I stedet lavede han en let bevægelse med armen, for at vise hende, hvilken vej de skulle. Hendes tak vidste han ikke, hvordan han skulle svare på. Normalt kunne han henvise til, at det var hans pligt som soldat, men i dette tilfælde havde han reageret som privat. Så han brummede et eller andet utydeligt og begyndte at gå.

På turen igennem byen var han tavs, som han holdt øje med deres omgivelser. Mørket var faldet og der var ingen på gaderne, så de gik i ensomhed. Alligevel hvilede hans ene hånd på sværdets skæfte, mest som vane, men også for at være klar til det uforudsete og som advarsel hvis nogen skulle få forkerte tanker. Dog burde de to personers blodige udseende nok skræmme de fleste væk og den gamle mands evne var også helt tavs. Ingen fare på færde.
Tavsheden gav samtidigt Karkhos ro til at tænke over det, der var sket. Han vidste godt, at der var utilfredshed med Kiles Orden, men at der ligefrem kunne samles så mange væsner til et angreb i hovedstaden var overraskende. Han selv havde neutrale følelser overfor de troende, som han kunne se både positive og negative sider ved dem. Dog var han ikke i tvivl om, at hvis de fortsatte som de gjorde nu, kunne de ende ud som en trussel mod freden i landet. Men ind til da havde han ikke nogen holdning til dem. Han var dog nysgerrig efter, hvad de mon havde haft i den vogn. Men han spurgte ikke. Af en eller anden grund havde han en fornemmelse af, at hans følgeskab alligevel ikke vidste det.

Da de kom frem til templerne, lod han præstinden lede vejen. Han havde ikke selv været her så mange gange, da han ikke selv var typen til at besøge templerne, medmindre han havde et mere officielt ærinde. Han var ikke en troende mand, som livet virkede alt for konkret til at skulle være styret af højere magter. Årsag og virkning. Konsekvenser. Mere håndfaste ting var lettere at tro på end guderne. Men han bebrejdede ikke dem, som troede. Han forstod dem godt.

Proserpina kiggede op på ham med store øjne og tog en dyb indånding. Hun så stadig bleg ud og var ikke helt sikker på hvad der foregik omkring hende. Hun fandt tryghed ved kun at koncentrere sig om Karkhos. På den måde var hun stadig til stede i nuet, uden at hun skulle tage stilling til alt omkring hende. Hun så ikke som folk stirrede på hende med blodet på hendes mørke tøj og det som stadig var i hans ansigt. Hun så ham ud af øjenkrogen og følte sig i sikkerhed. Af en eller anden mystisk årsag var hans stilhed ikke forstyrrende eller noget hun tænkte over. Hun slappede så meget af som hun var i stand til, trods den stærke anspændthed.

Proserpina vandrede ganske hjemmevant som de kom tættere på tempelområdet. Hendes hjem. Hun bevægede sig mere blødt igen, mere hjemmeligt og afslappet, indtil hun nåede hen til sit tempel. Til Kiles tempel. Guden hun måske kunne finde ro ved at kontakte disse aftentimer. Hun sænkede farten og stoppede før trappen op. Hun drejede sig og kiggede endnu engang op på manden der havde fulgt hende på vej, om det var en omvej eller at han boede lige i nærheden var hende stadig ukendt. Men han havde været venlig og havde passet på hende. Den taknemmelighed kunne hun ikke skjulte. ”Tak.. Jeg er ked af at De endte midt i dette.. og alligevel er jeg glad for at De var der..” Ikke at han kom til skade, at han skulle dræbe nogen eller måske at han også havde mistet. Men at han havde set efter hende. Proserpina tøvede lidt, inden hun løftede hånden hun anstrengte sig for at holde helt stille. Rakte den ud på den eneste måde hun kendte til man brugte til at sige tak til en som i bunden var fremmed. Samtidigmed at det var en bekræftelse af at han rent faktisk var der og at det ikke bare var hendes egen indbildning.