Med en næsten kærlig bevægelse gled Mørkets Lords skelethænder over de gamle, dæmoniske skrifttegn, der dækkede klippevæggen foran ham. Han og størstedelen af Mørkets Hær havde rejst hertil kort efter det stod tydeligt, at de ikke kunne vinde kampen om Hovedstaden. Omkring dem rejste det barske klippelandskab, der udgjorde Det Østlige Krystalland, sig. Vinden susede hen over de nøgne klipper og langt borte lød det ensomme skrig fra en ørn.

Det havde krævet en umådelig mængde arbejde at skaffe den information, han skulle bruge for at åbne portene til det gamle rige, og det ville kræve en endnu umådeligere mængde magi at tvinge  dem til at åbne sig.
I støvet i baggrunden lå ligene af tredive krigsfanger, som hæren havde medbragt. Et nødvendigt blodoffer for at samle tilstrækkeligt store mængder magi, og Mørkets Lord var klar over, at flere af hans trofaste magikere ville måtte lade livet under kraftanstregelsen.
For selvom magien, der indelukkede Kzar Mora var blevet svagere i de 2000 år, der var gået siden indespærrelsen, var den stadig kraftfuld, og det havde taget hærens magikere flere uger siden ankomsten til dette forladte sted at samle den nødvendige mængde magi.

Endelig. Mørkets Lord trådte tilbage fra klippevæggen, da en smal, lysende revne begyndte at vise sig. En lyd der mest af alt mindede om en gammel lås, der blev åbnet, ekkoede mellem de omgivende klipper. Langsomt og knagende begyndte væggene at glide fra hinanden. Bag dem lå et barskt landskab med forrevne klipper og mørke bjerge. Et landskab som ingen menneskelige øjne havde set i to årtusinder.
Rundt omkring i landet stoppede folk deres gøremål og en urolig fornemmelse bredte sig. Et svagt ekko af portene, der blev åbnet, rungede over hele landet. De lærde og gamle dæmoner, der befandt sig uden for Kzar Mora, vidste øjeblikkeligt besked, hvor de fleste andre i landet blot mærkede en let kriblen langs rygraden. Den følgende nat havde næsten alle dystre drømme om en gammel, dæmonisk port, der langsomt åbnedes og ud derfra kom et næsten uigennemtrængeligt sort mørke.
Alt imens dette stod på, bevægede Mørkets Hær sig langsomt længere ind i det gamle rige for at finde et sted, de kunne kalde deres eget.




I denne tråd kan man skrive sin karakters reaktion på, at portene til Kzar Mora er blevet genåbnet. Da dette er noget, der kan mærkes i hele landet, kan man sagtens skrive reaktionen her i tråden, uden at karakteren fysisk befinder sig i nærheden af Kzar Mora.

Mørke.. I lang tid havde der for den aldrende dæmon ikke været andet end mørke. Omgivet som han var, af den fugtige kulde og havde han holdt sig opdateret via edderkopper der søgte ly hos ham. Hans børn som han kaldte dem, kriblede søgende om hans korpus, selvom han var fri for sin herre, gjorde den skærende smerte fra det halsbånd der låste ham fast i kroppen, at han stadig ikke var helt fri.
Dæmonen havde indfundet sig i en dvalelignende tilstand i sit skjul, mens edderkopperne holdt ham opdateret om livet.
Men så skete det. En familær følelet. Denne følelse.
Vage minder om et sted han havde tilbragt sin barndom og dele af sin ungdom genlød i hans hjerne.
Nogen havde åbnet porten til Kzar Mora.
Han var sikker på det var nogen og ikke noget. Selvom jordskælv skete ville et jordskælv der kunne åbne porten uden tvivl efterlade størstedelen af landet i ruiner. Skælv han ikke havde følt. Så det måtte være nogen. Men hvem?
Langsomt rejste han sig op. Rystede de sidste edderkopper af sin krop, Inden han begav sig ud. Nysgerrigheden efter hvem skabningen var bag dette, hvem der var villig til at ofre så meget, var for stor for Teto som han satte gang i sin krop og begyndte at kravle ud af hulen, ud i varmen hvor han satte imod hvor porten befandt sig.
Måske han kunne finde ud af mere mens han forsøgte at stille sin nysgerrighed og holde den i ave. Et par uger ville der nok gå før han selv ville befinde sig der, medmindre han kunne finde et ridedyr. Et par lange uger hvor teorier kunne gennemtænkes.
Et større smil spredtes over dæmonens læber idet han så mere og mere frem til at se sin barndomsby. Gamle venner og fjender.. Og forhåbentligt få fundet en der kunne hjælpe ham af med det frygtelige guldhalsbånd.

Med ét havde Nassir stoppet hans arbejde, han kiggede tomt ud i luften. Han havde tabt kruset han havde været ved at drikke fra og det rullede nu henover gulvet med en lav rungen. Vejrtrækning var blevet overfladisk og hurtigt, iskold sved begyndte at danne sig i hans nakke og finde vej ned over hans ryk. Pupillerne var blevet små og al den glæde og overvældende overlegenhed der normalt var kendetegnende for ham, var forsvundet som dug for solen. Det havde ramt ham som et slag i mellemgulvet da han mærkede det, men det var stadigt uvirkeligt, en løgn, noget der simpelthen ikke havde kunne passe, for han havde selv været der da porten til Kzar Mora var blevet lukket for tid og evighed, han havde sågar været med til at hjælpe med at lukke porten. Hvem i alverden ville være modig, dum eller desperat nok til at de ville åbne porten til dæmonernes kongerige?
Nassir satte sig ned midt i det hele, mellem store ubearbejdede sten og skulpture der var ved at tage form, en mor med et barn på armen der havde hendes smukke ansigt drejet i et smil kiggede beroligende ned på ham, som om det var ham der var barnet på hendes marmor arm, men der var ingen trøst at hente, igen beroligende vished om at selvom det hele virkede frygteligt sort ligenu, ville der være håb forude. Ligenu var det kun mørket der dækkede hans sind, det endeløse mørke fra Kzar Mora. Tårer begyndte stille at danne sig i hans øjenkroge, der havde foregået så ufatteligt mange frygtelige ting dengang for 2000 år siden, der havde været så frygteligt mange der havde lidt en fuldstændigt nyttesløs død i både lysets og mørkets navn. Hans hoved sank ned i skødet, mens hans knæ blev trykket op under hagen, tåre haglede ned ad kinderne på ham og dryppede forsigtigt ned det støvede gulv, så det samlede sig i melede små klumper.
Hans tjener var dukket op bag ham uden han havde lagt mærke til det, hun stod med de lyseblå øjne og knyttet næve foran brystkassen og kiggede på ham. Hun sagde intet, det gjorde hun aldrig, hun stod der bare og betragtede ham, inden hun forsigtigt rakte en hånd ud og placerede den på hans skulder. Uden at tænke over det greb Nassir fat i hendes hånd og hulkede videre. Verden var lige blevet en hel del farligere at leve i, for en dæmon der havde forrådt hele hans race.

Bag de mørke porte gemte sig utallige dæmoner. Dæmoner der bare ventede på at portene blev åbnet så de kunne komme ud og endelig få hævn for de mange tusinde år hvor de havde været lukket inde, mens de havde ventet på at magien var svag nok til at de kunne gøre et forsøg og endelig få den hævn som de havde ret til.
En af disse dæmoner var Vidya. Hun havde set dæmonerne næsten overtage jorden til at blive lukket inde, noget der ifølge hende ikke burde have kunne lade sig gøre, men det var realiteten og i 2000 år havde hun ventet, da hun sad i sit storslåede bibliotek og hun hørte noget runge. Ingen lyd havde været så voldsom, og den kriblen der løb ned af ryggen på hendes var velkommen, og hun kunne ikke dy sig og gik udenfor, for at se om hun havde ret.
I horisonten kunne hun se dørerne blive åbnet, og et stort, hævngerrigt smil bredte sig på hendes læber. Endelig var portene åbne og de skulle nok få deres hævn på de folkeslag der valgte at spærre dem inde. En ting som Vidya havde ventet 2000 år på. Nu var det bare et spørgsmål om tid før de havde den totale magt.

Hvad skulle der være så speciel ved denne dag? Kulden var begyndt at bredde sig igennem landet, og det var et tydeligt tegn til de fritlevende i naturens favn. Forråd skulle samles, hulerne skulle indtages og selv de færreste valgte at bruge vinteren i et frostdækket telt. Ulvene arbejdede flittigt, nogen mere end andre begejstret for deres nye hjem, og så var der dem som blot var der. Faldte til stille og rolig.
Alle disse tanker Miranda gjorde sig, som hun vant hjælp til med arbejdet, for at flytte tunge træstammer til videre brug af beskyttelse. Alle disse tanker som blev stoppet brat. Den tunge træstamme var nær blevet tabt som samtlige folk stoppede forskrækket op. "Ned!" skælven gik igennem kroppen på selv den mest bredskulderen iblandt dem. Det var ubehageligt, ildevarslene og fremtrak stilheden. De fleste kiggede forvirret frem og tilbage mod hinanden, mens andre blot stirrede frem for sig. Miranda selv var i den sidste gruppe, bange anelser skød igennem hende. Den ubehagelige kriblen kunne ikke blot være hende, ikke når samtlige omblandthende, som hun langsomt var begyndte at kigge på, var bukket under for det.
Hvad end det var varslede det ikke godt.

Med kriblen var blot kriblen. Arbejdet skulle fortsættes og færdiggøres ligemeget hvad. De fortsatte til mørkets frembrud, alting var nogenlunde normalt, tog man ikke de hviskende samtaler, undrende blikket og bange anelser i betragtning. Natten kom. En nat ingen af dem fandt megen ro i. Miranda selv sad vågen. Hver gang hun lukkede sine øjne var det som om angsten tog over og pressede hende ned. Lyden af knagende sten. Synet af en port der blev åbnet. Miranda vidste ikke hvad det betød, men ingen drøm havde nogensinde afholdt hende fra at sove før. Det var varsel nok.

Det var ud på eftermiddagen i Rubinien. Drakhan sad på altanen i det store hus, der var hans hjem i Belzera og nippede til et køligt glas vin i eftermiddagssolen. Omkring ham havde tjenestefolkene travlt med deres daglige pligter og en slavekvinde stod parat til at komme med forfriskninger, skulle Drakhan bede om det.
Drakhan løftede vinglasset fra bordet for at tage endnu en tår. Efterfølgende ville han gå ned i staldene og tage en ridetur på sin nyerhvervede hingst, bestemte han sig for. I samme øjeblik greb uroen imidlertid hans hjerte. En fjern lyd af en gammel lås, der blev åbnet rungede gennem luften og det føltes som om lyden nærmere var inden i ham end omkring ham.
Glasset faldt til jorden og splitredes.

Drakhan havde det som om en usynlig næve havde grebet fat om hans hjerte og var begyndt at klemme til. Han vidste præcis, hvad der var sket i dette øjeblik, og han frygtede det mere end noget andet. Han, der selv havde været med til at lukke Kzar Moras døre for altid var en af de sidste, der havde et ønske om, at riget igen skulle blive åbnet.
Slavepigen, der også havde bemærket, at der var noget galt hastede tavst frem for at fjerne skårene. Drakhan selv rejste sig brat og forlod altenen med tankerne i oprør. Hvor kunne han skjule sig? Rubinien var heldigvis langt fra Kzar Mora, men lige nu føltes det ikke tilstrækkelig langt .. hvis nogle af Kzar Moras dæmoner skulle få nys om hans eksistens, var han færdig.

I en mands arme befandt hun sig endnu engang. Den vante rytme, den varme vejrtrækning og det pumpende hjerte. Energien strømmede igennem den unge elverkrop, som det gamle dæmoniske indre gav sig tid til at føde på sit offer. En ung elvermand som ikke havde kunne holde sig væk, til trods for elvernes afholdenhed af natur. Så vidt Naamah var orienteret ventede de fleste på den eneste ene. Med de runde øjne, og blide sving med hoften, var det umiddelbart ikke svært at få en mand til at glemme sine tidligere værdier. Simpelt hjernespind, let offer.

Det var her det ramte hende. En fornemmelse som næsten tog pusten fra hende, og stoppede hendes egentlige gøremål. En vant stærk fornemmelse skød igennem kroppen på hende, og fik den ældre dæmon til at komme med et kort udbrud, som var hun blevet overskyllet af følelser fra sin nuværende position over elveren. Smilet var ikke til at tage fejl af som det voksede frem og til sidst fremkaldte en langt latter af mere eller mindre psykotisk natur. Endelig. Endelig var de gamle porte åbne. Endelig ville den ene sande race vandre frit i landet. Endelig kunne hun genfinde det tabte i det dunkle rige. Endelig kunne hun komme hjem.

"Og så skal den bare lige vendes, og have en god time til" kommenterede han som han vant vendte den i forvejen smukt gyldenstegte kylling over ilden. Det var måske ikke verdens bedste ide at lave det udendørs når der var så koldt. Ikke nok med at madlavningstiden tog længere tid, det var også en smule forfrossent at sidde derude. Det var dog alligevel hyggeligt. Ilden knassede let i de tørre grene og stammer, skabte en god egerøgelse til kyllingen der hang over, proppet med krydderier og urter. Jo, Bumi var ret godt tilfreds med det han havde lært og en at dele det med.

En smule drilsk tog han en lille håndfuld af det hvide sne og lod det dale drillende ned over hendes næse mens han grinede varmt. Han var godt forberedt på det der højst sandsynligt fulgte med sådan et drilleri. Et enkelt puff tilbage og Bumi ville lande direkte i en mindre snedrive, men det var det værd. Han var pakket ind i varme klæder og det karakteristiske varme og meget farverige tørklæde. Det eneste som virkelig afslørede kulden var den røde næse som stak frem.

Alt gik dog imidlertidig i stå som en urolig kriblende fornemmelse bredte sig i kroppen på ham og fik ham til at stivne fuldstændig med snebolden i hånden. Så mange følelser skød igennem ham på en gang, at han følte hans knæ var ved at give efter "Kan du også mærke det?" Intet under at sådan en begivenhed gjorde Bumi direkte skrækslagende. Han kom tættere den krølhårede hobbitpige og mærkede bekymringen overskygge alle de mange bange anelser, skræk og panik som sad fast i hans krop "Peony, er du okay?" Han var langt fra okay, men det virkede uvigtigt. Bumi var ikke egoistisk af natur, men det var en uvant følelse at fokusere mere på et andet væsen end sin egen skræk og rædsel. Det føltes ikke rigtig, og med alt det der var sket i landet efterhånden kunne det virkelig ikke love godt. Bumi valgte derfor at gøre det, som han vidste ville havde gjort ham selv mere tryk, var det sket for ham. Han tog hende ind i et kram, uden at sige noget og holdte om hende, ikke i et forsøg på at være en stor og stærk beskytter, eller vise at han var modig. For det er han ikke. Det var nok mere en offentliggørelse af at hendes velbefindende betød mere end hans skræk.

Peony savlede næsten bare ved synet af den smukke mad over bålet som Bumi var igang med at tilberede for de to af dem. Det var koldt udenfor, men hun havde også nok tøj på, og med bålet foran dem, var det ikke fordi at de manglede varmen, og hvis det blev for koldt, så kunne de altid sætte sig sammen og varme hinanden. Det var en ting de havde gjort før da de var yngre og verdenen så ud til at være idyllisk, nu var det så også deres egne valg at forlade det idylliske liv på den anden side af Medanien.

"Det. Gjorde du bare ikke!" sagde hun da hun mærkede sneen dale ned over hendes næse og puffede da også til ham, før hun samlede noget sne op og smed på ham, hendes varme latterlig fyldte den kolde vinter aften, men latteren stoppede ligeså hurtig som den var kommet. Latteren og smilet døde ud på hendes røde læber, hvilket var en meget ukarakteristisk ting for Peony. Hun bar næsten altid et smil og var let til latter, men ikke nu. Det løb hende koldt ned af ryggen og hun kiggede bare ind i ilden, frygten sad som is i hendes hjerte og hun kunne ikke engang svare Bumi, så fældet af frygt var hun. Det var ikke noget hun havde oplevet før, for hun blev sjældent bange og især ikke på denne her måde.

Det rev hende heldigvis lidt ud af det, da hun mærkede Bumi's arme om sig i et kram, og med rystende arme lagde hun sine egne arme om den anden hobbit, og holdt sig tæt ind på ham, mens hun gemte sit ansigt i hans skylder. Hun prøvede at koncentrere om Bumi's arme, hans varme og hans lugt. Det føltes som hjem, og på et senere tidspunkt ville hun nok bide mærke i at han var mere koncentreret om hende, end hans egen skræk, for hvis hun var bange, hvem skulle så vide hvor skrækslagen Bumi havde været.

Ved Portens indgang til Kzar Mora havde Ra haft sine spioner til at holde øje med hvert en bevægelse der måtte ske i nærheden af den, og mørkets frem brus ved porten havde fået Ra til at rører på sig, en af hans håndlanger havde signalede tilbage til palæet at det nok snart var på tide at Ra dukkede op for, den mørke fyrste havde snart åbnet porten, og der gik heller ikke længe før Ra havde fået samlet tropperne, og begynde at rykke ud af palæet og hen til portens indgang, for når alt kom til vidste han ikke hvordan han havde det med at riget skulle åbnes, for på den ene side var det fint at hans race kom ud i det fri, men på den anden side så vidste han ikke hvad de havde i sinde, og det vil nok ødelægge hans plan om herredømmet i dette land.

og lige ide porten begynde at rører på sig, og man nærmest mærkede det i jorden vidste Ra at med åbning af porten følte også den dødlige pest en pest der vil sprede sig hurtigt og smitte stort set alt på sin vej, dog ikke racen af dæmoner eller dem der befandt sig ved porten, Ra selv stod lige nu kun få meter fra portens åbning sammen med sine håndlanger, Ra havde ikke bekymrede sig om noget eller nogen på sin færden der hen, men nu var det eneste han kunne var at vente og se til hvad der måtte komme ud fra riget.

To følelser var inde i hans krop ikke en følelse man kunne se på ham men en følelse af hvad han selv skulle gøre, skulle porten lukkes igen og sige nærmest farvel til hans egen slags, eller skulle han lade den åbne sig og Chaos ville komme ud og hans plan ville dø hen, eller hvad skulle han.

Fornemmelsen der vækker Licinia, syntes at komme fra en dyb afgrund. Den er bekendt, men det er frygtelig mange år siden, hun har mærket den sidst.

Hun sætter sig op i sengen og sukker tungt, mens hun ser forvirret rundt i det store rum i bjergene. Rummet er henlagt i skæret fra de flakkende stearinlys, der står på hver en overflade, kraftige høje lys, sådan nogle man normalt ser i templer. Ilden i kaminen knitret lystigt, tilfreds med den friske forsyning af tørt brænde, som hun havde sendt nogen efter. Det lange lyse hår glimter i det varme, dæmpet skær.

Hun mærker Kzar Moras kald. Hun vidste med det samme, at portene var åbnet. Hun genkender fornemmelsen af ild og smerte, da kraften gennemstrømmer hendes indre. Hendes vejrtrækning går i stå, og hun føler en sitren helt ude i fingerspidserne. Kraften prikker og brænder i huden, som en varm bølge gennem kroppen. Hun lukker øjnene og slikker sig om læberne, nyder den skælvende kraft. Den vokser inde i hende, forbinder hende med dæmonriget, lokker hendes sind til at strække sig ud mod magterne.

Hun overgiver sig til det uden at tænke, uden at være klar over andet end den jublende fornemmelse i hende selv. Det er som en flamme, der skyder op i hende, og som vækker en prikkende, vidunderlig fornemmelse, der bliver stadig stærkere, til hele hendes krop dirrer af forventning og en smule frygt. Frygten for hvad dette indebar. Hun blinker, og en enkelt tåre river sig løs og triller ned ad hendes kind. Omsider!

Det havde været nogle barske år. Der var ingen tvivl om dette, dæmonen havde fået informationer at vide, som havde vent op og ned på hendes verden, uden en fod at stå på omkring hvad hun i virkeligheden følte om det hele. Hvordan reagerede man på, at få at vide at det liv man havde levet, havde været konsekvensen af et tidligere liv, man ikke længere huskede? Der havde været følelser som havde svømmet til overfladen, som man ikke vidste eller kunne forstå. Et hvert menneske havde taget disse ting, vent og drejet dem hurtigt, så de kunne komme videre, eller måske formået at lade hele livet passere foran øjnene, i et stadie hvor de ikke længere hørte til.

Den kvindelige skikkelse, der stod og betragtede ilden der slikkede omkring det ny hovlede træ, tog en dyb indånding, indtog duften af hvordan at træets harpiks smeltede i de høje grader. Hun havde valgt, at tage et skridt tilbage, se på tingene objektivt for en gangs skyld. Årene på øen sammen med en mand som hun lige så stille, havde formet et bånd med, der stadig ikke var til at forstå for hende. Havde bestemt bragt nogle ting til overfladen. Som hun visselig havde haft brug for at deliberere med sig selv, ting hun havde fået bragt til lys for en ny fundet søster, der så bestemt ikke var ny, bare holdt skjult. Måske havde hun altid vidst det, måske havde hun glemt det, måske havde hun bare valgt at ignorerer dét. Hvordan havde man lov til at være så blind!?

Spørgsmålet var til sidst kommet dertil, hvordan skulle hun dreje positionen hun stod i. Skulle hun finde kvinden som havde født hende, skulle hun generobre hendes tabte minder, eller skulle hun blot lade det passerer og leve det liv hun havde levet så længe? Var hun i det hele taget ikke bare ligeglad?

Vinden hylede uden for, hvilket fik det mørke øje til at dreje opmærksomheden, betragte regnen der hamrede imod vinduet der knap nok kunne holde kulden ude. Hvordan ville verden ændre sig denne gang? En følelse af at noget ulmede i det fjerne, havde taget et greb i hendes krop. Som en kold hånd om hjertet. Hun vidste ikke hvad disse varsler betød, før noget så gennemskærene trængte gemmen hendes krop. Fik hende til at skrige af smerte. Hun tog fat i håret, som lignede hun en sindssyg, og faldt til jorden. Hun havde før følt en knivs klinge gennemtrænge hendes hud. Hvis hun skulle beskrive følelsen som der jagede gennem kroppen, ville dette være meget tæt på. Tåre væltede frem, hun skreg igen. Greb fat i det røde gulvtæppe under hendes nedfaldende knæ, knugede det imellem de lange fingre og skarpe negle.

Tjeneren løb ind, tog fat omkring hendes krop, kun får at blive skubbet så voldsomt, at personen hun ikke en gang havde set ansigtet på, faldt, tungt. Død.

Hun hvæsede højt og rejste sig op, tog fat i skålen der havde stået på bordet ved hendes side og smed det ind i flammerne. Hjemmet havde åbnet sig, hun vidste ikke helt hvad denne viden betød, men hun vidste hendes chance var nu. Tiden for dæmonerne var kommet, om dette ville betyde deres fald eller en gentagelse af sidst, eller en storhedstid for hendes race, var en uvished hun ikke brød sig om.

"Muuuuuh!"
Det var ikke den mest intelligente samtale de to væsner førte sig, selvom afslapningen da ikke videre var til at tage fejl af. Her lå den sorthårede kvinde henslængt hen over ryggen af en broget ko og muh'ede hjerteligt til den engang imellem. Det bedste var at koen engang imellem svarede med en let muh'en som den tyggede drøv på de tørre strå. Den så ud til at havde accepteret Phoenix kærlighed og ikke mindst nye foretrukne begivenhed, nemlig at sidde på ryggen af koen som var den en hest.

En dag med at lave ingenting. Det var livet. Phoenix vidste ikke hvorfor de ikke havde valgt bondelivet noget før! Det var fredeligt, det var hyggeligt og Phoenix kunne altid finde noget at lave, hvis hun lystede. Alverdens ballade lå for døren blot et par mil fra byen.
Søvndrukken hvilede hun, indtil en pludslige følelse skød igennem ryggen på hende, og fik hende til at falde til gulvet i laden med et bump. "Av!" kom der tvært fra hende som følelsen fortsatte. Det var ikke et syn.. den følelse kendte hun. Men det var ubehageligt, spændende og nyt. Gad vide om de andre også kunne mærke det. Gad vide hvad det var. Det varslede ikke godt, men så igen, hun var med Samson, hvor galt kunne det være? "HEY!" Phoenix slap ud af trancen og puffede irriteret til Brutus som møgtyren begyndte at spise af hendes bukser. "Brutus dit store læs lort!!" knurrede hun arrigt som hun kæmpede sig fri, med resultatet at der var et stort bidemærke i bukserne. "Ha. ha. Morsomt!... Bare fordi du er Samsons ynglings har du ikke tilladelse til at æde mit tøj!" Phoenix kunne havde svoret at den store tyr smilte i morskab. Møg dyr.