En eftermiddag i Vesterdalene i Medanien, havde medbragt mange dyr i Milicents tilstedeværelse. Hun kunne ikke helt gøre noget ved det, hun havde bare den effekt, så mens hun sad midt i et af de mindre skovområder, var der faktisk en del larm omkring hende fra de forskellige dyr, hvilket kun bragte harmoni for hendes vedkommende. Der var endda kommet endnu en ulv til hendes lille lejr, én der før dette havde været alene, men som hun nu havde accepteret i sin flok, bare uden videre. Som alle andre dyr, ville den heller ikke have noget navn. Men hendes anden ulv var meget interesseret i tæven, hvilket Milicent fandt vældigt morsomt som de to ulve jagtede hinanden mellem træerne.
Hun besluttede sig kort efter, at det nok var en god idé, at strække vingerne lidt.
Aldrig havde hun truffet så dum en beslutning, for efter at have fløjet en smule rundt, fik hun øje på en mindre gruppe af mørkklædte folk, der gik rundt dernede. Hun gjorde store øjne, da én af dem pludselig sigtede på hende, med en pil på buen, dernede, og som manden slap buestrengen, flyttede hun sig i luften, men ikke helt nok. I stedet for at blive ramt i kroppen, blev det venstre vinge, der tog slaget, og som det kun kunne være forventet, havde Milicent nu ingen kontrol over sin flyvning i himlen længere, og endte med at styrte direkte ned mod jorden, hvor hun landede hårdt på siden og fik slået al luft ud af sig.

Da hun forsøgte at trække sig på benene, følte hun en smerte brede sig som en steppebrand i siden, og var helt sikker på, at det nok var ribbenene, den var gal med. Med et gisp af smerte, kollapsede hun igen.
Hun fik ikke lov at ligge der særlig længe, da en af krigerne greb fat i hende og hev hende op i en position på knæ, med en kniv for hendes hals. Det løb hende islende koldt ned ad ryggen, men det var hende næppe muligt at kæmpe imod, med en kniv for halsen. Hun kunne høre en knurren længere væk, der kort efter blev til en piben, da en lyden af spark genlød i den mindre dal. Raseri fyldte med det samme hendes hoved og gjorde hende dumdristig. "Jeg sværger ved alle guderne, hvis I gør ham noget... Så," snerrede hun, næsten ulveagtigt selv.
En af krigerne vendte sig med et fælt grin. "Så hvad? Du er ikke i den bedste position lige nu," drævede krigeren vredt. Milicent kunne dog godt se, at de alle sammen så vilde ud, som om de var desperate. Lettere udsultede også. Og mærket på mandens rustning, ham der lige havde talt, viste mørkets symbol. Åh nej.
Milicent tænkte sig dog alligevel stadig ikke om. De skulle ikke røre hendes ulv! Med et resulut blik, greb hun fat i den kniv, der blev holdt foran hendes hals, ligeglad med hvor skarp den var, trak den væk fra sig selv, hvorefter hun satte tænderne i mandens hånd, lige ved tommelfingeren. Han skreg op og reagerede med, at slå en behandsket hånd direkte ind i baghovedet på Milicent, der først bed hårdere, hvorefter hun kort så sort. Det gjorde fandme ondt!

Nika færdedes altid med en vis forsigtighed i Medanien. Nok var hun søgt tilbage hertil på grund af rygterne om en ny varulveklan, men hun var klar over, at hun gjorde klogest i at holde sig langt væk fra landsbyerne og de mennesker, der boede i området.
Hun var derfor søgt mod Vesterdalene. Her boede i højere grad dyr end mennesker, og hun følte en vis tilknytning til de ulveflokke, der færdedes i området. Hun var som sædvanlig iført sit slidte rejsetøj samt en grå rejsekappe. Over skulderen havde hun sin trofaste bue.

Skovområdet virkede også beroligende på Nika. Hendes ører opfangede lydene af forskellige dyr i skoven, og da hun snusede ind, blev hun mødt af duften af fugtig jord og planter. Træerne gav et behageligt ly for vinden, der ellers blæste hen over det bakkede landskab.
Træerne stod endnu ikke så tæt, og hun så op, da hun fornemmede en bevægelse på himlen. Øjnene blev knebet let sammen, for Nikas syn var ikke voldsomt godt, og først troede hun, at der var tale om en stor fugl. Pludselig begyndte skabningen at falde, og samtidig opfattede hendes ører lyden af noget, der bestemt ikke tilhørte skovens dyr. Hun begyndte at sætte i løb mellem træerne.

Hun nåede netop frem til at se en mand iført en mørk uniform rette et spark mod den knurrende ulv, og hun knyttede hænderne. Hvor vovede han.. Det var tydeligt, at disse mænd ikke hørte til her i området, og hendes blik afsøgte hurtigt jorden: der lå den faldne skabning, og det gik først efter et lille øjeblik op for hende, at der måtte være tale om en engel. Hun havde mødt ganske få af disse skabninger i sit liv, og hun følte en vis ærefrygt for dem: der var noget ganske særligt at besejre døden.
"Det er ikke så pænt at slå på folk, der ligger ned." Bemærkede hun tørt, idet hun lagde en pil på buestrengen og sigtede mod krigeren, der havde slået englen. Selvom hende stemme var høj, klar og ikke rystede det mindste, var hun ikke sikker på, at det var en god idé at lægge sig ud med mændene.. på den anden side kunne hun heller ikke vende ryggen til, mens de tæskede løs på ulven og den bevingede kvinde.

Det var ikke en god idé, at lægge sig ud med en person, der kendte op til flere dyr i miles omkreds, der næsten alle ville kunne opsnuse hendes problem. Lige nu magtede Milicent bare ikke, at råbe efter hjælp, så de ville sikkert være forsinkede. Indtil det, måtte hun bare tage imod slagene, der utvivlsomt kom.
I starten skete der ikke noget, men så ramte et spark hende lige siden, den hun var landet på, og hun kunne ikke engang skrige over smerten. Hun havde ganske enkelt ikke luften til det, så i stedet lå hun bare stille, gispende med en hånd knyttet i vrede. De nåede dog ikke meget længere, før en ny stemme tilsluttede sig sceneriet. Milicent åbnede øjnene og fik øje på en anden kvinde, der bestemt ikke så ud til at tilhøre delingen af mørkets krigere.
En af de andre mørkets krigere, trak langsomt en pil, mens opmærksomheden var rettet mod manden, der lige havde sparket til Milicent, men før manden nåede at affyre pilen, styrtdykkede en høg lige ned i ansigtet på ham. Han skreg, da den formåede at bide sig fast i hans øjenæble.

En ny knurren lød. Det måtte være hunulven. Den hægtede sig fast i krigeren, der havde været i gang med, at sparke til Milicents trofaste ven. Selv lod Milicent ikke bare dyrene tage kampen for hende alene, for hun vidste godt, at de ikke ville kunne klare det lige så godt som et menneske, der var på størrelse med de mænd, der stod her.
Så hun greb hurtigere end først regnet, fat i mandens ben - det der øjeblikket før havde ramt hende i siden - og trak til, så han, overrasket, væltede. Mere kunne hun ikke udrette til at starte med, for anstrengelsen var nok til at det begyndte at brænde endnu mere i siden. Men i det mindste havde hun da gjort ét eller andet i det rene kaos der var opstået.

Det var efterhånden gået op for Nika, hvad krigerne var for nogle. Deres mørke uniformer sagde det hele: de måtte være afstikkere fra Mørkets Hær. Det forklarede også deres fjendtlighed, for de regnede næppe med at møde nogen her i Medanien, der ville være glade for deres tilstedeværelse.
Det var Nika i hvert fald ikke. Også selvom hun ikke blandede sig i Mørkets anliggender: hun brød sig ikke om at se uskyldige blive angrebet på den måde, og det gjorde skovens dyr tilsyneladende heller ikke, for pludselig var en høg kommet for at angribe den ene af mændene.

Både ulv og engel havde fat i en mand, og englen havde fået ham til at vælte. Nika så sit snit til at affyre pilen, der borede sig ind i ryggen på den liggende mand. Han ville næppe rejse sig igen.
"Du ville have gjort klogt i at blande dig uden om." En af mændene med en lav, hvæsende stemme var i løb på vej hen mod hende, og han havde en grumt udseende dagger i hånden. Nika slap sin bue og trak hastigt sin egen kniv, og nu havde hun nok at se til. Manden huggede vildt med daggerten og hun måtte hastigt undvige for ikke at få tilføjet endnu et ar eller det, der var værre, til ansigtet.

Alt i mens Milicent holdt fast i mandens ben, tog ulven fat om hovedet på ham og bed til, mens han skreg i vilden sky. Mange ville have været forfærdede over dette syn, men Milicent var hærdet, og ligeglad. Og desuden var hun for udmattet til, i det hele taget, at tage sig af det. I mandens kamp mod ulven, fik hun endnu et solidt spark, og derfor slap hun hurtigt og rullede væk, trækkende vejret i hæse, udmattede stød. Hun lagde dog hurtigt mærke til at den fremmede kvinde, der var i vild kamp med den resterende kriger. Alle de andre lå enten stille eller skrigende på jorden, og ham, der havde sit ansigt i ulvens kæber lå i hvert fald stille nu, mens hunulven kiggede opmærksomt fra ham, til Milicent. Hun fik langsomt sat sig på mens hun ømmede sig til sine ribben, og kiggede over mod den vilde kamp, lidt i tvivl om, hvorvidt det ville være forstyrrende at hjælpe eller ej.

Til sidst besluttede hun sig, kiggede på hunulven og pegede på manden. Det burde være nok kommando, for hun følte ikke ligefrem for, at skulle sige noget.
Da hunulven løb frem efter den sidste kriger, fik hanulven nyt mod på trods af, at den haltede let, og de begge kastede sig frådende i benene på manden, der med et skrig faldt til jorden. Det stoppede ulvene ikke af, og mens Milicent så til med had i øjnene, lå manden til sidst stille. Da faren var ovre, kiggede begge ulve først op på kvinden, og derefter begge hen til Milicent, der med det samme kunne se hanulvens skader. Når det kom til at hjælpe, var det altid dyrene først, så Milicent lagde forsigtigt en hånd på ulvens side og sendte sine healende energier gennem ham, til han hoppede let og gav et mindre bjæf. Derefter kiggede hun op på kvinden. "Er du kommet noget til?" spurgte hun, ret så anstrengt.

Nika var ikke i stand til at holde øjnene på andet end manden foran sig: han følte sig tydeligvis efterhånden i undertal, og hans angreb pressede hende hårdt. Endnu en gang dukkede hun sig for hans vilde udfald med daggerten, men så vendte situationen: To ulve kastede sig frådende på manden, da skrigende faldt om på jorden.
Stadig med hjertet vildt bankende trådte Nika langsomt et par skridt tilbage for at få overblik over situationen. Der var ikke flere stående fjender, og hendes blik faldt nu på englen.

"Jeg tror .. jeg er okay." Stammede hun, stadig påvirket af indtrykkene fra kampen. Hun så ned af sig selv: der var ikke noget, der gjorde ondt eller føltes, som det ikke burde. Nika var ellers vant til at få skrammer.
I modsætning til hende, havde englen til gengæld fået nogle solide tæsk. Hun bevægede sig lidt tættere på, lettet over at se, at ulvene også var kommet godt gennem situationen. Ulveflokkene var nogle af dem i Medanien, der i højeste grad accepterede hendes tilstedeværelse. Også ved fuldmåne.
"Hvad med dig ... klarer vingen den?" En vis bekymring kunne høres i Nikas stemme. Det havde set ud til at være et voldsomt fald.

Milicent kunne godt se, at kvinden virkede lettere chokeret, eller i hvert fald noget lignende ved den måde hun kiggede på de faldne fjender. Især da hun stammende svarede på spørgsmålet. Da hun kom tættere på, så Milicent det voldsomme ar på hendes ansigt, men hun lod sig ikke mærke med det. I stedet holdt hun sig krampagtigt til siden, og fik også langsomt sendt sine healende energier derind. Det føltes ekstremt dejligt, at få smerten væk igen, nu manglede vingen bare. Bedst som hun tænkte den tanke, spurgte kvinden også ind til den. Milicent kiggede lidt om på den, sukkede derefter let over, at den hang slapt, med pilen igennem, næsten helt inde ved kroppen. Det skulle nok blive ubehageligt, at få den pil trukket ud. "Hvis du vil hjælpe med, at få pilen ud, så skal vingen nok blive god som ny," forklarede Milicent, allerede småtræt over de ting der var sket over så kort en episode.

Nika satte sig på knæ ved siden af englen. Hendes tilstedeværelse her i Medaniens bakkede landskaber virkede stadig en smule underlig - ligesom de Mørkets Krigere, der ikke på nogen måde hørte til her. Nika var dog ikke i tvivl om, hvis' selskab hun foretrak.
Hun tog sig ikke tid til at inspicere de faldne fjender: ulvene så ud til at have gjort et godt arbejde, og hun stolede på, at de nok skulle advare dem, hvis der stadig skulle vise sig et være liv i krigerne. Desuden virkede det som om de, altså ulvene, og englen havde en eller anden form for forbindelse til hinanden.

Det var ikke første gang, Nika havde trukket en pil ud, men hun havde aldrig set gennemboret vinge før. Lidt forsigtigt lod hun hånden glide vingen med et imponeret ansigtsudtryk, idet hun i kort øjeblik forstillede sig, hvordan det måtte være at flyve hen over himlen.
"Jeg vil forsøge at skubbe pilen igennem, så den ikke skader vingen yderligere.." Sagde hun, idet hun tog fat om pileskaftet. Hun var ikke klar over, hvor meget følelse man havde i sådan en vinge, men hun havde en fornemmelse af, at det ville kunne komme til at mærkes: "Er du klar?"

Milicent kiggede lidt på kvinden da hun satte sig ned over for hende. Arret så endnu mere voldsomt ud tæt på, men Milicent tog sig ikke voldsomt meget af det. Hun havde selv et par ar rundt omkring.
Som kvinden forklarede hvordan hun ville få pilen ud, skar Milicent tænder et lille stykke tid. Hun kunne godt mærke kvindens hånd på sin vinge, og især da hånden greb fat om pileskaftet. Allerede nu kunne hun mærke at det gav et lille ryk, hvilket i sig selv ikke var slemt, havde det ikke været fordi, det gjorde rigtig ondt. Da kvinden spurgte om hun var klar holdt hun kort en hånd oppe for at bede hende om at vente lidt. Bare lige for at sunde sig lidt. Til sidst måtte hun stoppe med at være en kylling, så hun kiggede op på den fremmede kvinde, noget anstrengt. "Ja. Vær sød at gøre det hurtigt," bad hun, en smule sammenbidt, mens hun knyttede hænderne, klar på det værste.
Hendes ulv kunne mærke anspændtheden, så den gik hen, lagde sig ned og lod hovedet lande blidt på hendes ben, med en lille, pivende lyd.

Som regel var Nika ganske forsigtig af sig, når det galdt andre mennesker (eller engle for den sags skyld). Varulveforbandelsen gjorde det svært at knytte bånd, og hun foretrak egentlig at holde sig for sig selv. Hun var dog egentlig glad for, at hun var kommet englen til hjælp: selvom det, når det kom til stykket, var ulvene der havde gjort det meste af arbejdet med at nedlægge de fjendtlige krigere.

Hun kunne se at englen var i store smerter, men der var kun én ting at gøre: pilen skulle ud. Derefter ville de sandsynligvis have brug for at forbinde såret på en eller anden måde - hun var dog ikke helt sikker på, hvordan det skulle lade sig gøre på en vinge.
Hun lagde en beroligende hånd på ryggen af englen - så hev hun i et kraftigt, men sikkert, ryk pilen hele vejen igennem vingen. Hun sad et øjeblik med den blodplettede pil i hånden, før hun lod den falde ned på skovbunden.

Den beroligende hånd på ryggen fik Milicent til at slappe af kort, før pilen blev rykket ud. Det gik hurtigt, men det gjorde også rigtig, rigtig ondt. Milicent kunne ikke holde et mindre udbrud tilbage, og da pilen var hevet ud, spændte vingen først, før den hang helt slapt ned langs siden. Selv var Milicent heller ikke helt rank i sin kropsholdning længere, og hun måtte lige tage en dyb indånding før hun var i stand til, at gøre noget som helst andet. "Tak," fik hun frempresset, stadig lettere sammenbidt. Hun fik ført en hånd op til såret, og igen fløj hendes healende magi gennem det. Nu havde hun dog overanstrengt sig lidt, for før det første havde såret blødt og for det andet havde hun healet brækkede knogler på både sig selv og sin ulv. Det gik ikke i længden, så nu måtte hun nok hellere stoppe før det blev for meget.

Alligevel kunne hun ikke dy sig. Hun ville gerne vide, om denne kvinde, der havde hjulpet hende var okay. Hun vendte sit trætte blik mod hende, og kom igen til, at skæve lidt til arret. Havde hun haft fat i kvinden dengang hun havde haft såret, så ville arret have været noget mindre. "Er du sikker på at du er okay? Jeg kan godt hjælpe, hvis der er noget, du har brug for. Det er vidst det mindste jeg kan gøre, nu du har været så stor en hjælp her før," Og det var det virkelig. Milicent kunne desuden meget bedre lide at hjælpe end at blive hjulpet.

Nika så en anelse forskrækket ud, som hun slap sit greb om den blodige pil. Hun var ikke ligefrem vandt til denne form for kontakt med andre, og hun fandt den alt andet end behagelig. Det var dog ikke fordi, hun havde noget valg: pilen kunne ikke bare blive siddende i englens vinge i al evighed.
"Er du healer?" Spurgte hun lidt forsigtigt, da hun bemærkede englens måde at røre ved såret på. Healere var ikke så udbredte i det egne, Nika plejede at komme, og hun havde kun ganske få gange rent faktisk mødt én.

"Jeg er okay. Det hele skete bare så hurtigt .. ved du hvad krigerne overhovedet lavede her?" Hun gjorde et nik hen mod de livløse skikkelser i sorte uniformer. Mørket havde ikke noget at lave i Medanien .. så vidt hun vidste. Men det lod til at de var mange steder for tiden .. og måske var de blevet spredt for alle vinde efter angrebet på Hovedstaden.