Det var endnu tidligt på dagen, og det skarpe sollys fik ørkensandet til at glimte og Sarghos' hustage til at stråle. Drakhan var netop, som sædvanlig flankeret af sine trofaste minotaurslaver, trådt igennem byporten. Byens gader var livlige, og efter at have fundet sig en lille forfriskning i form af mad og drikke fra ét af byens handelskvarterer, havde den rige dæmon i menneskeskikkelse indfundet sig på en større plads med et sprudlende springvand.

De fleste af byens beboere havde ørkenfolkets solbrune hud og Drakhan, der ikke var nær så kendt her i området, tiltrak sig en del nysgerrige blikke. Det var tydeligt, at han var en mand af penge: hans lette, mørke beklædning var kantet af sølvtråde, det lange hår sirligt sat og skosnuderne pudset så blanke, at de skinnede i det klare solskin.
Hans kølige blik afsøgte pladsen efter manden, han var kommet for at møde: en af Sarghos' rigere handelsmænd. Denne var dog ikke at se, og en vis utålmodighed kunne anes i Drakhan's ansigt, hvor en let panderynke var begyndt at vise sig. Dem, som kendte ham, ville så sandelig vide, at han ikke brød sig om at vente.

Det var manden, han skulle møde, dog også klar over, og som minutterne gik, begyndte Drakhan at ane, at noget måtte være galt: I pladsens fjerne ende fik han øje på nogle, der adskilte sig markant fra byens indbyggere. Et par lyshårede mænd, iført hvide kapper. Drakhan genkendte deres uniform på stedet: Lysets Krigere.
Rubinien var en selvstændig del af Krystallandet, og selvom de på ingen måde var fjendtligt indstillet over for Lyset, betragtede de sig heller ikke som allierede med nogen. Men hvad lavede krigerne så her - så langt mod syd? Nysgerrigt så Drakhan mod dem: forventende at et eller andet måtte ske.

Et sted, nær en slagter, stod en kraftigt bygget mørkhåret kvinde. Efter hele den generelle udseende at dømme var hun en nordbo, højest sandsynligt flygtet fra Mørkets hærgen i norden.
Hun havde været der så snart portene var blevet åbnet for i de helt tidlige timer. Normalt ville hun overhovedet ikke befinde sig sådan et sted grundet hendes generelle had imod de skrøbelige mennesker og lignende.
Ikke desto mindre var hun der nu, forhandlende med en slagter om prisen på den pony hun efterhånden igennem flere uger havde slæbt igennem Krystallandet med oppakning og unge på ryggen. Efter smerterne i hendes brændemærke at dømme befandt Samson sig nu i Medanien, stædigt havde Zidiac dog nægtet at efterkomme ham hans 'påkaldelse' af hende, og istedet begivet sig mod stedet hun vidste at hun kunne få flest penge ud af ponyen, og måske endda noget af det tøj fra norden hun ikke længere havde brug for, selvom det måske kunne være nyttigt i det nye hjem som det lod til hun havde fået.
Som hun var nærmet sig ørkenbyen og dens varme havde hun smidt mere af tøjet af, trangen til blot at gå over i sit dæmoniske udseende og dermed helt undgå at gå i tøj havde været stor, men det ville uden tvivl vække en del unødig opmærksomhed hvis en krystalkvinde med vinger pludselig stod inde blandt folket. Altså måtte hun affinde sig med en kjole af den type de fleste kvinder i byen lod til at gå i; luftig men samtidig værdigt dækkende kroppen.

Hun fik gjort forhandlingerne færdig med slagteren, og pony samt penge skiftede hænder. Hun studerede og bed kort i stykkerne, blot for at sikre sig at pengene var rigtige, selvom hendes naturlige instinkt når det kom til krystaller og ædelstene fortalte hende at den var god nok.
Det var ikke så mange penge igen, men Samson ville utvivlsomt være i et dårligt humør når hun engang endelig dukkede op for ham, det var hun ikke spor i tvivl om. Trods alt havde hun stukket af uden at efterlade nogen besked, akkurat som hun også havde stjålet af hans værdier for at sikre sig at have råd til den lange rejse. Og hvis der var noget hun vidste Samson var glad for og meget grådig omkring så var det ting af værdi.
Det var også grunden til hun havde solgt ponyen og hvad hun under tiden havde kunnet komme af med under rejsen for at skrabe så meget tilbage af de penge hun havde taget som muligt.

Med blikket imod den mørklilla hårede unge der legede lidt fra hende, hankede hun op i den resterende opbakning og begyndte at gå ned af gaderne, alt mens pigebarnet troligt fulgte sin mor, sikrende sig at holde sig tæt i menneskemylderet. I starten havde Prisma i den grad ikke syntes om hendes mors ide om at spænde hendes stadig voksende vinger ind, for at holde dem til kroppen og holde dem skjult under en luftig kappe, og det havde været under temmelig heftig diskussion og ikke mindst modstand, at de var spærret inde. En kindhest havde dog sørget for at modstanden forsvandt og hun lift bedre forstod alvoren i det. For mens Zidiac havde et brændemærke på sin ankel og dermed for en gangs skyld kunne takke Samson for at være hans slave og på en måde være beskyttet af brændemærke på den måde byen, havde Prisma intet. En farlig cocktail i et område der var kendt for slavehandel, og et barn med vinger ville nærmest utvivlsomt vække nysgerrige blikke.

De var netop rundet et hjørne idet Zidiac fik en fornemmelse af noget, temmelig vagt bekendt. Som duften af en parfume fra gamle tider. De krystalblå øjne skævede skarpt omkring imens hendes hånd lige så instinktivt fik grebet fat i skulderen på pigebarnet inden hun kom for langt væk. Blikket havde været for optaget af at afsøge området, så hun opdagede først de lyse uniformer da hun nær var gået ind i dem.
Hun stoppede brat op og hev Prisma med sig et par skridt tilbage som et kort blik blev sendt imod dem af en af lysets krigere. " Se dig for. " Lød det en anelse knottent fra den nærmeste, selvom de ikke havde gået ind i ham. Et skarpt svar havde nær forladt krystal-dæmonen, men istedet bukkede hun hovedet med en mumlende undskyldning, inden hun hastigt gik udenom gruppen, slæbende Prisma med sig.

Først da de var en vis afstand fra dem stoppede de igen op imens hun sendte dem et undrende blik. Hvad lavede lysets folk helt hernede? Og hvem var det der gav hende den fornemmelse af at der var andre som hende, andre dæmoner i nærheden.? Igen gled blikket søgende rundt i mængden.

Drakhan holdt utålmodigt øje med krigerne, som han stod der på det lille torv, solen skarpt oplysende hans ansigt og glimtende i Dragg, hans ene minotaurslaves, blanke økseblad. Krigernes tilstedeværelse var ikke noget han brød sig om - ikke fordi, det var Lyset, men fordi deres tilstedeværelse som oftest betød problemer af en eller anden art.

Han gav en lavmælt ordre til minotaurene, for alene at kante sig en smule nærmere krigerne, der lige nu var optaget af at tale om et eller andet. Forsigtigt samlede han sin magi og begyndte forsøgsvis at række ud med sit sind i håb om at opfange nogle af krigernes tanker - noget der var særdeles vanskeligt i et område som dette, hvor de mange tankestrømme blandedes til en summende støj, som det var svært at finde hoved og hale i.
Endelig lykkedes det ham et øjeblik at finde en af krigernes stemme i tankekaoset: Varmen her er uudholdelig .. vi har fået fat i manden, kan vi snart vende hjemad?

Inden Drakhan kunne nå at opfange mere overdøvede de andres tanker manden og et sted i larmen opfangede han svagt en tanke omhandlende dæmoner. Han tog sig til hovedet for at dulme den begyndende hovedpine, idet han lukkede af for tankerne, og så sig hastigt omkring. Var der nogen her i nærheden, der var vidende om hans identitet?
Det var umuligt at vide hvor tanken var kommet fra, og Drakhan lod søgende blikket glide over menneskemængden: et par enkelte var stoppet for nysgerrigt at betragte krigerne, andre var hastigt på vej videre for at fortsætte deres daglige gøremål. Et øjeblik hvilede hans blå øjne på en mørkhåret kvinde, der skilte sig ud fra de mørklødede sydboere: sandsynligvis en flygtning. Hun havde også et barn med sig. Drakhan så dog ikke noget videre mistænkeligt ved dette, og i stedet begyndte han at gå tilbage til minotaurerne: der var ingen grund til at blive hængende længere end nødvendigt.

Imens Zidiac var optaget af at finde ud af hvor fornemmelsen af den fremmede dæmon var kommet fra, havde Prisma lagt blikket på de store minotaurer der var så mange gange større end hende. Pigen havde tydeligvis en lyst til at gå over og se nærmere på dem. Aldrig i sit korte liv havde hun set en minotaur før, men moderens fortsatte greb i hendes skulder sørgede for at hun ingen steder gik, istedet blot sendte minotaurerne et langt nysgerrigt blik.

Tankefuldt stirrede Zidiac ud på forsamlingen. Hvad pokker, hvis hun kom tættere på kunne hun vel fornemme hvem det var, medmindre det havde været en af krigerne..? Blikket gled igen over på dem, som en ide begyndte at forme sig i hendes hoved. Selvom hun ikke direkte kunne fortælle at Samson stadig var til stede, at han levede og var i umiddelbar nærhed, kunne hun stadig give dem hints selvom hun ville få brug for Prismas hjælp.. Og noget meget skarpt.
En konfrontation ville være direkte farligt, så for nu besluttede hun sig for at fokusere på hvor præcis den anden dæmon befandt sig henne af for at finde ud af om han havde ondt i sinde eller bare gik sine egne veje i stilhed.
Hun skubbede blidt Prisma videre, skævende imod soldaterne, som hun begyndte at bevæge sig over imod skyggerne. Selvom varmen var behagelig for hende var der ingen grund til at ødelægge huden på illusionen af den kvinde hun var. Hvis bare hun havde haft en mulighed for at finde et lignende smykke til Prisma havde hele denne rejse været en del lettere.

Som de kom nærmere minotaurslaverne og deres umiddelbare ejer kunne Prisma ikke dy sig for halvhviskende at spørge "Moder...Kan tyre gå på to ben? Hvorfor er de så store? Er de forvandlede mutanter? Hvad er de for nogen.? " De i forvejen store øjne blev kun større som de kom tættere på minotaurerne, som tårnede sig op, imens Zidiac måtte bide en småpinlig rødmen i sig.
" Nej, en almindelig tyr kan ikke gå på to ben. De her er en anden race, som vi er det. Det kaldes en minotaur, de er meget normale her i Rubinien. " Forklarede hun tålmodigt, imens hendes indre advarselslamper begyndte at lyse mere og mere op. Var en af dem dæmonen? Hun sendte et kort blik til dem, inden øjnene endte med at hvile på manden der lod til at være deres ejer, næsten sikker i sin sag.
Hastigt så hun tilbage mellem datterne og minotaurerne, uvidende om helt præcis hvilken type og form for dæmon han var, var det bedst ikke at provokere ham ved at stirre for længe.

" Hvordan kan de blive så høje? Findes der små minotaurer også? Som dværge? " Lød Prismas nysgerrige stemme igen.

Drakhan så sig kort over skulderen i retning af krigerne, da han igen stod ved siden af de trofaste minotaurslaver. Han ønskede at vide, hvad de foretog sig her, men den nagende fornemmelse af, at en anden dæmon var et sted i menneskemængden, overskyggede alt andet. Det var tydeligvis en fejltagelse at komme her til Sarghos - hans handeskontakt var som sunket i jorden, en irritation i form at et par Lysets Krigere var dukket op og hvad værre var: en eller anden et sted var muligvis vidende om hans identitet.
Som han stod i skyggen af den ene kraftige minotaurskikkelse besluttede han sig for at slå koldt vand i blodet. Det var ikke ualmindeligt, at folk tænkte noget om dæmoner. Det behøvede ikke nødvendigvis at betyde, at der rent faktisk var en dæmon blandt folkemængden.
Men selvom han med fornuftens ord forsøgte at overbevise sig selv om, at han bare var ynkelig og paranoid, ville den der fornemmelse af en dæmonisk tilstedeværelse ikke forlade ham.

Han skulle til at beordre mintaurerne til at følge ham ud af byen, da en lille pigeskikkelse passerede tæt forbi minotaurerne. Den mørklillahårede unge var tydeligvis interesseret i tyremændene, og den ene minotaur, Taruk, udstødte en dyb, advarende brummen ved barnets snak om "mutanter".
Den anden minotaur, Dragg, så imidlertid med mildere øjne på pigen: "Det er bare en lille kalv, Taruk." Lød hans dybe røst. "Den gør ikke Herren noget. Og nej, lille kalv, der findes ikke dværgminotaurer." Dragg var ikke i stand til at adskille han- og hunkøn hvad menneskebørn angik. Drakhan selv tog ikke den store notits af pigen: hans tanker kredsede stadig om at komme ud af byen.

Nu var krigerne imidlertid begyndt at nærme sig, og Drakhan fik kort øjenkontakt med den ene. En lille, irriteret panderynke viste sig i hans ansigt - nu kunne han ikke tillade sig at gå med det samme, for så ville han se ud som om, han forsøgte at undgå krigerne.
"Goddag den herre. Kan vi stille et par spørgsmål?" Krigerne skævede kort til minotaurslaverne, som de sørgede for at holde en respektfuld afstand til, da de var nået hen til Drakhan. Tydelig utålmodighed var at spore i hans ansigt, men han indvilligede alligevel: det var en dårlig idé at gøre sig uvenner med Lysets Krigere.

En tilten på hovedet kom automatisk fra Prisma, som et resultat af den ene minotaur, Taruks, dybe brummen. Hun havde ikke opfattet advarslen, hvor imod Zidiac igen lod en beskyttende hånd på sin datters skulder, instinktivt parat til at hive hende tilbage hvis ballade skulle opstå imellem de tre. Akkurat som Taruk havde brummet advarende, akkurat ligeledes så kvinden advarende tilbage. Måske ikke det bedste træk, men hun ville bestemt ikke finde sig i at nogen truede hendes afkom, ikke i sådan en lav alder som den lillahårede nu engang var i.
I det mindste lod den anden minotaur til at være i et bedre sind overfor små børn.

En lille rynken på næsen forlod småfornærmet datteren. " Jeg er ikke nogen kalv.! Jeg har ikke nogen horn eller hale.. Eller pels.. Men jeg .. " Zidiac trykkede advarende Prismas skulder, advarende fordi hun ikke ville at datteren afslørede for meget om sig selv, eller hende for den sags skyld.
" Øøøv... Jeg ville ellers gerne have haft en dværg-minotaur.. Kan man ikke få en og så gøre den lille? " Spørgsmålet var egentligt ikke henvendt til nogen bestemt, hvilket nok også var meget godt, selvom Zidiac havde en nagende fornemmelse af at barnet i længden bare ville gøre begge minotaurer irriterede.

" Så Prisma, nu ikke alle de spørgsmål, du forstyrrer dem bare i deres arbejde.."
De store mørke øjne blev sendt i et forvirret blik på hendes mor. " Arbejde? Men..De står der jo bare.. Hvad laver de..? Holder udkig? "
En kort nikken forlod Zidiac, hvis øjne var en nærmest skærende kontrast til Prismas. " Ja de holder øje, og beskytter deres herre. Lidt som dem i norden holdt øje og advarede når der kom fremmede i nærheden. "
" Hvad holder de øje med? " Lød endnu et nysgerrigt spørgsmål, som Zidiac dog overhørte idet hun opfangede lyse bevægelser.
Hendes blik gled over imod krigerne idet de bevægede sig over imod dem. Straks slog moderinstinktet igen ind, som hun sørgede for at holde Prisma beskyttet bag hendes ryg. Hun stolede ikke på lysets folk, faktisk var det sjældent hun overhovedet stolede på nogen. Hvis krigerne fik øje på Prismas øjne, eller kappen skulle bevæge sig på en uheldig måde, kunne hun kun se dem begynde at stille spørgsmål, akkurat som de nu syntes at ville gøre med den mand der højest sandsynligt var minoaturernes herre.
Til stadighed kunne hun ikke lade være med at undre sig over hvad de lavede så langt fra deres normale domæner. Hvis hun blev nær dem kunne hun måske opsnappe hvad de lavede hernede ud fra deres spørgsmål..? Et diskret blik blev sendt dem, alt imens hun overvejede om det måske var bedst at sidde ned, så igen tvivlede hun ærligt på at de holdt særligt øje med ankler og fødder, så brændemærket var vel bedre skjult dernede end den var hvor andre af Samsons slaver havde det; upraktisk og synligt på skuldrene.

Minotauren Taruk så alt andet end begejstret ud for den lille piges plapren om at gøre minotaurer mindre. Det hårde blik i tyremandens øjne fastholdt et øjeblik moderens og der blev gjort et kast med hovedet i retning af pigen. "De må hellere holde styr på Deres afkom, frøken." Brød Drakhan ind, idet han gjorde tegn til Taruk om at lade pigebarnet være. Et øjeblik stirrede han tankefuldt på barnet: der var noget ved hendes væsen, der virkede anderledes. Umenneskeligt.

Nu var de to krigere imidlertid nået hen til ham, og han vendte opmærksomheden bort fra kvinden med barnet. "Vi anholdte for kort tid siden en eftersøgt mand." Forklarede den ene kriger. "Han skulle eftersigende mødes med en handelsmand her i Sarghos .. det skulle tilfældigvis ikke være Dem?"
Drakhan holdt et neutralt ansigtsudtryk, selvom han i sit sind bandede for sig selv. Han var godt klar over, at manden, han skulle have mødtes med ikke ligefrem var typen, der havde rent mel i posen, men han havde trods alt ikke regnet med, at Lysets Hær ville være på nakken af ham.
Lige nu handlede det dog om at undgå selv at blive rodet ud i problemer: "Nej, jeg er blot på visit her i byen .. skal besøge markedet." Bortforklarede han. Dragg stillede sig beskyttende ved siden af sin herre og så ned på krigerne, der ikke virkede voldsomt trygge ved minotauren.

Rubinien var et frit land, men det forhindrede naturligvis ikke Lysets Krigere i at tage hertil og pågribe eventuelle eftersøgte. De ville næppe kunne gøre Drakhan noget, mens deres opdukken her var .. ubelejlig. Den ene sendte Drakhan et undersøgende blik, men nikkede derefter tøvende.
Den anden kriger stod og stirrede på kvinden med barnet, der skilte sig en del ud fra Sarghos' normale folkemængde. "De er langt hjemmefra, frøken.." Lød det fra krigeren. "Flygtet fra krigen?"

Et halvkøligt blik besvarede minotauren, Taruks idet han valgte at fastholde øjenkontakt. Blikket gled hen på pigebarnet, imens brød den anden ind.
Zidiac sukkede indvendigt, inden hun kastede deres resterende ejendele tilbage til tøsen, der fik travlt med at gribe byrden. " Prisma..!" Lød det advarende. Hun ville ikke ligefrem at ungens blod endte med at være dagens pynt på minotaurernes skarptslebne økser.

" Kom nu. " Et undskyldende smil og en bøjen med hovedet fulgte. " Det må i undskylde. afkom er desværre ikke altid lige let at holde styr på uanset hvor emget man opdrager. "
Hun nåede lige akkurat se Prisma stikke tungen ud, inden hun fik et slag hen over baghovedet af Zidiac, der samtidig sørgede for at trække Prisma et godt stykke væk fra minotaurernes øksers rækkevidde. " Opfør dig nu ordentligt, og sig pænt undskyld. "

Uden egentligt at lyde som en der fortrød sine handlinger særligt meget, så Prisma over imod minotaurerne, let ømmende hendes baghoved med et surmulende udtryk i det unge ansigt. " Undskyld.." Kom det dæmpet med underlæben skudt frem, inden hun selv gemte sig om bag sin mor, skævende imod de fremmede krigere. Aldrig havde hun set Lysets Krigere så tæt på før, under hele deres rejse havde de forsøgt at undgå folk på vejene.

Zidiac lyttede opmærksomt. At manden med minotaurerne var en handelsmand kom bestemt ikke som nogen overraskelse for hende. Han havde udstrålingen og påklædningen til det. Umiddelbart blev hendes opmærksomhed ledt tilbage på den kriger der pludselig valgte at tale til hende. Et øjeblik havde hun et rapt svar på læberne, men bed det i sig igen. Selfølgelig var hun da ikke flygtet, nej hun var da bare nede for at besøge sin grand onkels tantes kusine. Eller noget.

Indædt kæmpede hun imod lysten til at tage Prisma langt væk fra begge krigerne, men sådan en handling ville højest sandsynligt blot vække deres nysgerrighed yderligere. Det kunne være farligt. Og dog... Et sælsomt smil gled over hendes læber som hun så op imod ham, dog uden at møde hans øjne; man vidste aldrig om en eler anden var mentalist eller en anden form for tankelæser.
" Fra krigen, og så meget andet. " Lød svaret, velvidende at dette kunne have samme effekt som at prikke til ilden med et stykke pergament.

Selvom hun ikke brudte sig om de, kunne krigerne måske vise sig at blive nyttige, hvis hun spillede sine kort rigtigt.

Taruk brummede let ved barnets undskyldning. Begge minotaurer havde dog andet at se til, nu hvor krigerne var nær: de stod på hver sin side af Drakhan: noget der fik ham til at se helt lille ud i skyggen af de store tyremænd. Det var tydeligt, at deres loyalitet lå hos deres herre: selv en Lysets Kriger ville ikke få lov at komme for nær uden at skulle forbi de skarpslebne økser først.
Drakhan så til med stigende utålmodighed. Han havde ikke lyst til at spilde tid på Lysets anliggender, men han havde heller ikke råd til at gøre sig uvenner med dem: ikke når en stor del af hans tilværelse var bygget på, at holde sig gode venner med alle af magt. Og Lyset var de sidste, han havde lyst til at få på nakken - måske lige bortset fra Mørkets Hær, naturligvis.

Endnu en gang betragtede han lidt nysgerrigt kvinden. Der var et eller andet ved hende og barnet, men han var ikke i stand til at se, hvad det var. Han havde desuden fået nok af at bruge sin mentale magi på dette sted: en let hovedpine fra tidligere hang stadig over ham.
Nej, lige nu måtte han nøjes med at lytte til hvad hun end fortalte krigerne: måske kunne det give ham et fingerpej om, hvad eller hvem hun var. Og endnu bedre: måske kunne han lokke noget mere information ud af krigerne om, hvad der var sket med hans handelsaftale. Der ville gå mange krystaller spildt, hvis den anden handelsmand blev smidt i arresten på ubestemt tid.

"Hungersnød? Jeg har hørt, at der ikke er meget mad tilbage Nordpå.." Lød det fra krigeren. Den anden af krigerne så stadig ud til at lide i varmen, idet han tørrede sig over panden og så rundt. Drakhan blev høfligt stående med Dragg og Taruks store, ubevægelige skikkelser bag sig.

Den nagende fornemmelse af at der var noget andet mørkt, dæmonisk nærved synes stadig ikke at ville tage en dæmper, hvilket i den grad irriterede Zidiac. Hvis Prisma havde været ældre og havde mere styr på det med at holde sig skjult blandt mennesker i sin menneskelige krop havde det nok ike naget hende så meget som det gjorde.

Fornemmelsen af et blik fra handelsmanden fik hende til at se kort over imod ham, inden hendes fokus igen gled over på den svedende kriger. Hvor frastødende, idet mindste var det ikke midt på dagen, så hans uniform var da ikke gennemblødt, men ikke desto mindre kunne hun let set svedperlerne på hans pande og næseryg, som han knapt så diskret forsøgtea t tørre væk med et lommetørklæde der ikke syntes at være noget man så en kriger gå rundt med. Blondet og lyserød i kanterne.. Højest sandsynligt en han havde fået af en han havde kær som en slags lykkeamulet.
Mennesker var og forblev fjollede.
" Det kommer an på hvor i norden De befinder Dem.. Man kan komme langt med tørrede fisk. Men De har ret i at der ikke er meget mad. "

En rynken over næsen forlod Prisma ved lyden af tørret fisk. " Ad.. " Barnet havde tydeligt haft sin andel af tørrede fisk, nok til at tilfredsstille hende mere end rigeligt. Zidiac selv behøvede ikke tænke på kød og mad, ikke til sig selv i al fald, men det behøvede krigeren ikke at vide.
Hun gjorde et let kast med hovedet ind mod de nærmeste skygger. Et tegn Prisma ikke lod sig se to gange som hun nærmest styrtede ind i det kølige ly, med kappen flagrende kort men let efter sig. Det opmærksomme øje ville nok bemærke den sælsomme mørke skygge på hendes ryg som hendes vinger og seletøjet til at holde dem på plads udgød, det var dog hurtigt ude for syn igen som hun satte sig ned lænende let op af den lille pakke ejendele.

" Hvor længe har De været kriger? " Hun betragtede ham vurderende. Han virkede ung, men alder kunne stadig til dels snyde når det kom til mennesker. De blå øjne gled undersøgende mellem de to krigere, overvejede hvem der var ældst. Noget sagde hende at manden der stod nærmest handelsmanden var den der havde set mest, oplevet mest. Det gjorde dog ike den store forskel, hvis blot den unge mand nær hende var god til at huske ting.. Og ikke lod sig forskrække, kunne han stadig være hende nyttig.

Et lettere udtryk af asky kunne skimtes i øjnene på Drakhan, hvis blik et øjeblik hvilede på den svedende kriger. De var tydeligvis alt for langt væk hjemmefra, og deres uniformer var på ingen måde beregnet til klimaet. Drakhan selv holdt af varmen: iført de lette klæder, der var almindeligt her i Rubinien.
"Ja, så, og De føler dem sikker nok her i Rubinien?" Krigeren nikkede kort mod kvindens barn, hvis nysgerrige natur lod til hurtigt at bringe hende i problemer. Lige nu lod minotaurerne dog ti at have mistet interesseren for barnet: i stedet hvilede deres mørke øjne på krigerne.

"Hvad med barnets far?" Brød Drakhan ind: hans lyse øjne så et øjeblik på ungen med et gennemtrængende blik. Pigen gav ham stadig en sælsom fornemmelse, som han ikke helt brød sig om, og han følte en pludselig trang til at vide mere om hende. "Forhåbentlig ikke omkommet i krigen?"
Enlige mødre var ikke et ualmindeligt syn i disse tider: ofte blev kvinder og børn sendt af sted til sikrere egne af landet, mens fædrene blev for at beskytte deres hjem mod landevejsrøvere og orker, der udnyttede krigstilstanden til at plyndre og dræbe, som de ville.
Menneskers problemer, naturligvis. De var altid krigenes ofre: de andre, stærkere racer klarede sig som regel bedre.

Zidiacs blik fulgte krigerens over til Prisma, som lettere utålmodigt stop lænet op af den kølige mur, betragtende dem igen med sine store, sorte øjne, inden hun sparkede til en mindre sten og fulgte den med blikket, som den strøg hen over den støvede gade.
" Sikker nok på at jeg kan forsvare både hende og jeg selv. " Hun gjorde et kort kast med hovedet så den mørke lange fletning hun bar endte over ryggen. Det var underligt at have mørkt og tykt hår, når hun under illusionen havde lyst og krystalblåt hår, varmen kunne føles, men under illusionen virkede det nærmest som om den ikke tog fat som den nok ellers ville gøre ved en mørkhåret.
" Bare fordi man er kvinde behøves det ikke betyde at man er svag. " Tilføjede hun.
Hun tog sig selv i at skule til dem. Dem i deres så fine uniform, de kunne få lov til at koge sig selv ihjel i ørkenen hvis det stod til hende. Og efter alt at dømme var de allerede godt på vej til det, også var det ikke engang midt på dagen!
Tanken om deres reaktioner når ørkenens varme for alvor ville tage fat, lod til at opmuntre hende, lige indtil handelsmanden brød ind og begyndte at snakke om Prismas far.

De klare øjne fikserede hurtigt på ham, sendte ham en skarp, og tavs, advarsel om at holde sig langt væk fra barnet. Menneske eller ej var han en handelsmand, og hun vidste nok om handelsmænd og slaveejere til at vide hvor grådige de kunne være hvis først de var blevet nysgerrig på en fri person eller en potentiel slave.

Prismas umiddelbare reaktion på det skarpe blik var at dreje hovedet, sende ham en kort stirren, inden hun søgte over mod mørkere skygger, skygger som ganske kort nærmest syntes at trække sig om hende inden de lod til at blive normale igen. En anden form for uro lod til at komme over barnet, som først blev dæmret da Zidiac kom over til hende igen og kort strøg hende over det tykke mørke hår inden hånden gled ned og beroligende strøg hende hen over de skjulte, sarte vinger. Hun holdt blikket imod handelsmanden, imens hun umiddelbart lod til at ignorere krigerne der betragtede det lille optrin.


" Vær De ganske rolig, min datters far er skam i live, han har bare ikke den store mulighed for at følge os. " Hendes stemmeføring var helt ud neutral, selvom det hun fortalte var ikke helt nogen løgn.
På turen tilbage mod Medanien, efter at have hentet Prisma, havde de opsøgt datterens far. Det havde kun været en kort stund, som det som sædvanligt var imellem de to selvom det stod ham frit at opsøge dem. Der havde hun frabedt sig at han forsøgte at følge dem til, hvorend det var at Samson forsøgte at kalde hende hen.


Tanken om hans arrigskab ved at have været væk i flere uger, snart måneder, satte hende personligt på en prøve i moderskab og loyalitet. Både overfor Prisma men også overfor Samson. Det var nok at han ville komme til at kende til Prisma, men hvis han også stødte på faren til tøsen og forsøgte at indfange ham, med eller uden Zidiacs hjælp.. Den tanke kunne hun ikke bære, selvom et dæmonisk selskab godt kunne være rart engang imellem, ville hun ikke lade ham blive fanget og tvunget til at tjene en herre anden end den han selv valgte.
Aftalen imellem dem havde endt med at lyde at han måtte forsøge at finde hende hvis hun ikke selv havde kontaktet ham indenfor et år, de var jo trods alt ikke et par som sådan, men hun vidste at han foretrak at følge med i udviklingen af deres fælles afkom. Og et år burde være tid nok til at Samsons raseri ville have dæmpet sig nok, til at give hende en mulighed for at sende et tegn på liv af sted.

De lyse øjne gled igen kort, over på krigerne, mens hun til stadighed beroligede Prisma, der imellem tiden var begyndt at vippe på tæerne, tilsyneladende uden helt at kunne bestemme sig for, om hun ville gemme sig bag sin mor, eller blive hvor hun var, og vise den store, underlige og fremmede mand med det fine tøj og minotaurerne, at hun ikke var bange for ham. Endnu en svag flimren anedes om hende.

"Undskyld frøken, det var bestemt ikke for at antyde, at De var svag.." Krigeren lod til at have travlt med at gøre et indtryk på nordboeren: på trods af de lette svedperler på panden, lod han en hånd glide gennem sit mørke hår. Det gik ikke godt for ham. Kvindens blik havde en skulen over sig, og krigeren skiftede lidt uroligt vægten fra den ene fod til den anden. Hans kammerat havde et lettere utålmodigt ansigtsudtryk: kvinden havde ingen relevans for deres ærinde, og de spildte blot tiden ved at stå og spørge hende ud.
Et let fnysen var undsluppet Drakhans næsebor ved kvindens ord: Det var tydeligt, at han så sandelig mente, at de fleste kvinder var svagelige, men han valgte ikke at kommentere på det. Når det kom til stykket var det ikke bare kvinder: det var menneskeracen generelt. Svage, og med en tendens til at kaste deres usle liv bort alt for hurtigt. Man skulle ellers tro, at de med så få år at gøre godt med, i det mindste ville være en smule mere varsomme..

Han gengældte roligt kvindens blik, som skarpt var skiftet til ham, da han talte til hende. En tydelig svaghed hos menneskekvinder var, at de var alt for ømme hvad deres yngel angik. Ummidelbart interesserede Drakhan sig ikke det mindste for børn: støjende skabninger, der ikke havde lært nok om at opføre sig høfligt endnu. Men lige dette barn gav ham en underlig fornemmelse: af samme grund var han nysgerrig efter at vide, hvem faderen til ungen var.
Ud af øjenkrogen fornemmede han en svag flimren omkring pigebarnet, men da han kiggede på hende, kunne han ikke se noget særligt. De lyse øjne blev en smule smalle, som han tænktsomt så på dem.
"Ja, så ... så er det godt, at De er I stand til at passe på hende." Der var en lille ironisk undertone i hans stemme: som om han mente, at det langt fra var sikkert, at hun ville være i stand til at passe på barnet. "Faderen .. også nordkrystalisianer?" Spurgte han efter en kort pause. Tonefaldet var en smule henkastet, men der var klart nysgerrighed at se i hans blik. Måske havde faderen til barnet dæmonblod i årerne - og det var derfor, der var noget underligt ved barnet.

Hendes blik gled kort over den svedende kriger. Han var cirka lige så meget ude af sit element som en fisk på land. I det mindste spiste han sundt nok til at lugten fra hans sved ikke fik folk omkring ham til at rynke på næsen. Øjnene fortsatte op imod det mørke hår som nu strittede lettere uregerligt ud i luften. At de ikke havde specielle uniformer at have på i ørkenen når de nu engang blev sendt herned, fattede hun ikke.

Det lille fnys fra handlemanden valgte hun ikke at tage sig særligt af, han mente vel som Samson at hun blot var en simpel kvinde; en fin lille pyntegenstand at eje som alligevel ikke kunne gøre megen modstand, især ikke nu hvor han kendte hendes navn. Hun stirrede på ham med et blik af foragt.
" Selfølgelig er han Nordkrystalisianer. Og siden De er så interesseret i min datters herkomst kan jeg lige så godt sige det til Dem med det samme. Hun er ikke til salg! Hverken med eller uden mig."
Hun fornemmede noget omkring ham, men kunne bestemt ikke sige hvad det var, og forsøgte i stedet blot at holde sin datter, og sit moderlige instinkt i ro. Hun bøjede sig ind over Prisma og hviskede dæmpet datteren i øret på det ældgamle dæmoniske sprog " Ind i skyggerne med dig, bliv udenfor rækkevidde af ham, og dem.. " Hun nikkede kort imod krigerne, de ville alligevel ikke kunne gøre meget siden slavehandel var lovligt i ørkenlandet. Noget der tydeligt gjorde den mørkhårede en smule ubehagelig til mode som han mindst lige så ubestemmelig som Prisma havde været bare få momenter forinden. " .. Og vigtigst af alt; fokuser på at blive i kroppen.. Du flimrer. Forlad den kun hvis det er absolut nødvendigt. "

Den mørkhårede datter nikkede tavst, som tegn på at hun havde forstået, men svarede ikke igen, usikker som hun var på sit gebrokne dæmonisk. Istedet gik hun tilbage ind i skyggerne, nogle gode meter fra både krigere og minotaurer, skævende mest af alt imod handelsmanden i sin usikre vagtsomhed.

Imens spankulerede Zidiac tilbage imod den utilpasse kriger og lod som om hun snublede på vejen. Rent skuespil, hvilket han dog ikke lod til at have opfattet idet han kom ilende, knælende ved hendes side med en fremstrakt hånd.
" Er De okay frøken? De er vel ikke kommet til skade..? " Imens himlede hans anden kammerat irriteret med øjnene.
Efter et kort blik over imod handelsmanden for at sikre sig at han ikke forsøgte at få fingrene i datteren, rystede hun let på hovedet. " Min ankel er lidt øm, jeg kom vidst til at vride om.. "

"Lad mig se.." Idet han bøjede sig ned og løftede forsigtigt op i skørtet for at tjekke på anklen, lod Zidiac selv sit armbånd med amuletten slække let hen over hånden så illusionen af den kvinde hun var, nær brød ud, givende krigeren en chance for at skimte slavemærket, selvom hendes hud og hår nærmest virkede lysblålige for en kort stund. Et blik gled fra hende rundt til de omkringstående, håbene på at de troede at den blålige hud og hår måske skyldtes solens position. Armbåndet med amuletten gled tilbage igen, i det øjeblik et gisp lød fra krigeren, sikker på at han havde set hvad hun ville lade ham se, og intet mere.
Nu var det op til ham om han ville sladre om mærket, eller undersøge nærmere om hvad mærket stod for.. Mere kunne hun ikke gøre i nuværende stund. Det var jo trods alt anderledes end Samsons tyremærke og dermed ville det blive mere besværligt for ham, det var hun sikker på.
Blikket gled igen over på handelsmanden, imens den anden kriger begyndte at skænde på sin ven, som møjsommeligt og med en let rødmen i de svedige kinder, lagde kjolefolden tilbage på plads inden han hjalp hende op at stå.

" Helt ærligt Karl, vi har ikke tid til det her pjat. "
Havde han lagt mærke til noget? Den nagende fornemmelse hun havde omkring ham irriterede hende, som så meget andet irriterede. Hun anede ikke hvem han præcist var, hvad han var for en.. Meget vel lignede han et menneske, men der var et eller andet ved auraen der virkede lidt ude af plads.

En bevægelse nær øjenkrogen fortalte hende at Prisma stadig forholdt sig i skyggerne, velvidende at hendes ene evne lod til at have noget med dem at gøre og at hendes største chance for overlevelse i givende stund ville være at befinde sig i dem når hun ikke var nær sin mor.

En lille smil krusede Drakhans læber: naturligvis virkede interessen i barnet som om, at han ville købe hende. Han var trods alt slaveejer: den titel var svær at løbe fra, når Dragg og Taruks store skygger faldt hen over dem. Drakhan følte dog ikke, at der var noget galt i slaveri: nogle skabninger var født til at tjene, og han behandlede dem ikke dårligt. Tværtimod havde mange af hans slaver en noget bedre tilværelse en den, man ville finde på gaden.
"Jeg kan berolige Dem, frøken: jeg tager ikke børn i min tjeneste. Jeg syntes blot et øjeblik, at der var noget ved hende, der virkede .. usædvanligt. Det var nok blot det skarpe sollys, der fik mig til at se syner..." Hans øjne hvilede et øjeblik på barnet, hvis mor hviskede hende i øret. Han kunne ikke opfatte det ældgamle dæmoniske sprog: til det, talte hun for lavt. Mistanken om, at der var noget ved barnet, var der dog stadig.

Drakhan holdt sig langt bort fra alle af dæmonisk afstamning, men han frygtede ikke et barn. Desuden var han ikke sikker i sin sag: den lette flimren, han havde opfattet kunne skyldes varmen. Alligevel kunne han ikke helt ryste følelsen af en dæmonisk tilstedeværelse af sig, og han sørgede godt og grundigt for selv at fremstå som værende et simpelt menneske.
Det var ikke ualmindeligt at dæmoner kunne fornemme hinanden, men dem, som ønskede at holde sig skjult og var trænet til det, kunne i nogen grad dæmpe udstrålingen. Drakhan sørgede for at gøre netop dette: i øjeblikket var det barnet, og ikke kvinden, der havde hans opmærksomhed, men hvis ungen havde dæmonisk blod i sig, måtte moderen enten have været med en dæmon eller selv være af dæmonisk afstamning.

Han betragtede hende afslappet, som krigeren kom hastende, da hun snublede. Det passede ham fint at krigeren havde lyst til at vise sine ridderlige egenskaber frem i dag: han selv rørte ikke ved fremmede, hvis han kunne være fri for det. Et øjeblik var der dog noget ved kvinden, der så anderledes ud: en nærmest blå skygge, og en let tankefuld panderynke viste sig i Drakhans ansigt.
Måske var det alligevel moderen og ikke barnet, han skulle interessere sig for.
Han trådte et skridt frem. "De herrer ser ud til at have travlt .. jeg kender et sted i nærheden, hvor damen kan hvile sin ankel og få noget køligt at drikke." Det lå ikke til Drakhan at lege galant, men han var nødt til at vide det, hvis en dæmon eller anden skabning var på sporet af ham: forhåbentlig kunne han finde ud af noget mere om kvinden og barnet uden at afsløre sin egen identitet.

Den ene kriger nikkede kort, men den anden, Karl, så lidt tøvende ud. "Måske bør vi gå med .. forhøre os lidt blandt de lokale." Det så også ud som om tanken om en kølig forfriskning lød lokkende i krigerens ører.

Zidiac hævede et enkelt bryn, skævende imod Drakhan.
" Er ethvert barn ikke en smule usædvanlig? De er trods alt alle forskellige individer. "

Blikket gled automatisk over på Prisma som vippede utålmodigt på fødderne, tydeligt havde hun ethvert andet barns nærmest konstante energi liggende på spring i den spinkle krop. Igen gled Zidiac øjne over på Drakhan. " Jeg er sikker på at hvis De så noget, er det højest sandsynligt at solen og støvet har spillet Dem et puds. "
Hun brudte sig bestemt ikke om hans interesse i datteren. Om det så var almindelig nysgerrighed efter et barn, eller noget andet der lå og lurede, selvom han påstod at han ikke handlede med børn, ville hun bestemt ikke stole på ham.

Hun gnubbede en anelse på mærket, uden at tage sig af Karls åbenlyse bekymring for hende, det var så typisk mennesker at stræbe efter det umulige, og hun ville bestemt ikke lade ham komme tæt på sig. En bevægelse fra handelsmanden fik hende dog til at tage opmærksomheden fra de svedende krigere. Var han kommet tættere på? Havde hans holdning ændret sig en smule? Indtil videre havde han virket som en ophøjet handelsmand der virkelig troede at han sad på en piedestal højt over andre, hvorfor pokker skulle han dog interessere sig for hende igen? Et sted at hvile sin 'skadede' ankel..? Noget der højest sandsynligt kunne være en fælde, det var hun klar over.

Hun trak let på skuldrene. " Det... Behøves ikke. Jeg skal bare hvile mig lidt i skyggen igen. Men jeg takker for tilbuddet. " Hun nikkede let mod krigerne. " Men Herren har ret. I virker til at have langt vigtigere ting at tage jer af. Det er jo ikke fordi den er brækket eller jeg ligger storblødende på gaden. Jeg skal ikke holde jer tilbage fra at gøre jeres arbejde. " Et næsten sukkersødt smil gled over hendes læber. Hun måtte slippe af med dem på en eller anden måde.
De havde gjort hvad hun kunne bruge dem til siden det var en umulighed at nævne Samson direkte, istedet havde hun lagt et lokkemad ud, så ville det være op til dem om de ville tage imod den eller ej.
Selvom hun var en kende nysgerrig efter hvad de overhovedet lavede helt nede i Rubinien.
Selfølgelig kunne hun altid gå med over til stedet handelsmanden kendte med krigerne. På et tidspunkt ville de vel have andet at skulle tage sig til end at forfølge hende.? Hvis det skulle gå helt galt ville hun ikke stå i vejen for at dræbe dem. Hun vidste at hun snart måtte tage tilbage til Samson, og selvom hun gerne ville have ham af vejen havde han først en aftale at overholde før hun helt ville lade ham over i hænderne på Lyset.. Eller Mørket..

" M..Men mooor.. Jeg er tørstig.. Og sulten.. "
Den spinkle stemme brød forsigtigt stilheden.
Zidiacs blik gled straks over på tøsen der stadig stod i skyggerne, vippende som sædvanligt. Det var sandt.. De havde endnu ikke haft hverken tid eller penge til at få noget datteren kunne holde sin menneskelige krop i live med. Et stik af skyld gik igennem hendes bryst.. En følelse hun ikke helt var vandt til.

Kvinden var meget insisterende på, at der ikke var noget særligt ved barnet. Naturligvis. Selvom Rubinien på mange måder var et friere land, var mennesker altid mistænksomme over for andre racer: især farlige racer, som dæmoner. Frygten for sine artsfæller var ikke den eneste grund til at Drakhan havde skikkelse som en menneskemand: det gjorde det også langt nemmere for ham at færdes blandt menneskerne og handle med dem.
Drakhan kunne slet ikke huske, hvornår han sidst havde interesseret sig så meget for et barn: menneskebørn kunne han ikke være mere ligeglad med, og dæmonbørn havde han sjældent beskæftiget sig med. Det var umådeligt mange år siden, han havde set en ung af sin egen art. Selv havde han ingen børn.

Denne gang udviste Drakhan imidlertid en omsorg for barnet, der ville få enhver, der rent faktisk kendte til handelsmanden til at blive helt mistænkelig over hans opførsel:
"De kan ikke lade barnet sulte." Sagde han i en bestemt tone. Han gjorde tegn til minotaurerne som begyndte at bane vej gennem folkemængden. "De skal ikke tænke på pengene. Den slags udgifter er ingenting for en mand som mig." Han så sig over skulderen som tegn på, at kvinden med barnet skulle følge med.

Drakhan var ikke typen, der gav, uden at få noget til gengæld, og han håbede, at denne venlige handling ville være tilstrækkeligt til at han kunne finde ud af mere om, hvad kvinden - og hendes barn - var. Desværre lod det til, at de to krigere ikke ville blive så nemme at slippe af med: den ene havde også set sig i bevægelse efter et øjeblik at have kigget underligt på nordkrystalisianerkvinden. Drakhan overvejede, om han også havde set noget. Krigerens makker fulgte modstræbende med: tanken om skygge og noget køligt at drikke var åbenbart for fristende for de to krigere.

Zidiac åbnede munden let, rapt på vej med et forsvar om hvorfor hun skulle lade sig nægte at følges med handelsmanden, dog blev svaret i halsen på hende som hun med et lille smæld smækkede munden i igen. Naturligt burde Prisma kunne holde til ikke at spise eller få nogen næring indtil de var tilbage ved Samson, men hun ville helst ikke lade pigebarnet vente så længe, hun fandt det nødvendigt at det menneskelige hylster voksede sammen med hendes datter, da hendes herre højest sandsynligt kun ville se et lille barn som en snack.
Småirriteret over ikke at have det større valg, skar hun tænder inden hun utålmodigt vinkede den mørkhårede datter hen til sig med en lille håndbevægelse.

At jage efter føde kunne have virket som en naturlig undskyldning, hvis ikke det var fordi de var i Rubinien, her var der ikke ligefrem meget at jage udover klapperslanger og giftige skorpioner, måske et firben i ny og næ.
Med en slet skjult sukken tog hun imod deres resterende oppakning som Prisma rakte til hende, tog tøsen i hånden og begyndte at følge efter handelsmanden, uden at tage sig videre af de to krigere som svedende valgte at følge efter dem, ej heller den andens stirren. Hendes blik var stift og opmærksomt rettet mod manden foran sig og de to minotaurer som banede vejen gennem folket. En mand som ham.. Hah.. Hvor egoistisk kunne man lyde? Hun var næsten fristet til at gøre brug af Samsons krystaller, men holdt sig stædigt fra det; det var med at holde sig i rollen, om end Prisma fik hende til at stå en smule mere ud end hun egentligt brudte sig om, i det mindste var vingerne spændt ind så de ikke påtog sig alt for meget opmærksomhed.
" Jeg takker mange gange...Og undskylder ulejligheden, jeg er sikker på at De vil have langt bedre og vigtigere ting at tage Dem til, end at sørge for at en simpel flygtning får noget indenbords. "
De krystalblå øjne hvilede på ham, mens hun endnu engang overvejede hvad han helt præcist var for en mand..
Garanteret en mand med røven fuld af penge, hvis ikke noget værre..

Drakhan kastede et kort blik mod Nordkrystalisianerkvinden og gjorde et kort nik med hovedet - tilfreds med, at hun for nu havde bestemt sig for at følge med. Det kunne hurtigt vise sig at blive interessant: han ønskede at finde ud af, om der var noget særligt ved hendes identitet, uden at afsløre sine egne hemmeligheder.
Heldigvis var sandsynligheden for at støde på en dæmon på hans egen alder forsvindende lille: de fleste med dæmonblod i årerne var langt yngre, og de færreste af dem, bekymrede sig om, hvad der var sket med dæmon-riget Kzar Mora. Det ændrede dog ikke på, at Drakhan ville gøre sit yderste for at holde sin afstamning skjult: for hvis en eller anden ældre dæmon skulle få nys om hans eksistens ... det ville han helst ikke tænke på.

"Denne vej." Han skubbede et forhæng til side, der førte ind i en bygning af solide sten. Sollyset skinnede ind gennem smalle, højtsiddende vinduer og små borde var placeret rundt omkring i rummet. Så man på gæsterne, kunne man hurtigt vurdere, at det var en lidt finere beværtning. Minotaurerne blev stående uden for bygningen: det var ikke ligefrem et sted, der var indrettet til deres slags.
Drakhan gik med det samme hen til et bord og tog plads, mens han slog ud med hånden i en opfordring til nordkrystalisianeren og barnet om at følge med. Deres trofaste følgesvende i form af krigerne havde imidlertid endnu ikke givet op, og Drakhan kastede et let, irriteret blik i retning af dem, som de tog plads ved bordet. Han fik dog fremtvunget et smil, imens han håbede, at de i det mindste selv ville betale for deres forfriskninger.

Det var ikke med den største velvilje at Zidiac fulgte ham rundt i byen, om end hun af ukendte årsager følte sig mere tryg ved hans nærvær end de to krigere der tilsyneladende ikke ville fjerne sig fra hendes nærvær. Hun skævede flere gange imod dem, med et blik der let kunne tages for utryghed, men det var nu mere agtpågivenhed. Hvis hun skulle være så uheldig at de insisterede på at følge hende 'hjem', ville hun ikke desto mindre dræbe dem ved først og bedst givne lejlighed.
Et lig var ikke noget Prisma skulle tage sig af alligevel, hun ville nok snart vænne sig til synet uanset hvad. Grebet i datterens hånd blev en smule strammere, mens tøsen ikke lod til at spekulere videre over det som hun uroligt valsede fremad.

Hun nikkede tavst, som tak, idet de gik ind i beværtningen han havde udvalgt. Zidiac tog sig selv i at stoppe op kort indenfor indgangen og betragte de fine rene og lyse omgivelser. Der var nærmest en verden til forskel fra hvor hun selv havde befundet sig de sidste mange år. En let gysen af velvære skød igennem hendes krop, det eneste der kunne havde gjort det bedre for hende ville have været hvis hun ikke var vasket og klædt i sit foretrukne tøj, selvfølgelig havde hun forsøgt at holde sig selv og Prisma rene under turen, men det var ikke altid let, især ikke i ørkenomstændigheder. Alligevel kunne hun ikke lade være med for den første gang under hele mødet med denne fremmede handelsmand, at være ham en smule taknemlig.

Roligt fulgte hun med ham hen til bordet hvor hun satte sig og gjorde tegn til Prisma om at sætte sig ved siden af, hvilket datteren da også gjorde, mens de store mørke øjne dog istedet var mere fokuseret på alt det luksuriøse og pænt rene omkring dem, selv de små 'buketter' med kaktusser og ørkenblomster fik hendes fulde opmærksomhed som hun glubsk slugte indtrykkene til sig. Tydeligt at hun aldrig havde set sådan et fint sted før.

" Mange tak. " Lød det fra Zidiac inden hun skævede imod den ene kriger som denne valgte at sætte sig ved siden af hende, lidt for tæt på til at hun synes om det. En tung sukken forlod krytaldæmonen mens hun bed irritationen over mandslingen i sig. Det gik ikke at skabe uro og spilde blod her, hvor fristende det end var at lade en krystal vokse fra huden og gennembore hans lunge.
Istedet gled blikket på datteren. " Hvad vil du have at spise..? " Prisma lagde dog ikke umiddelbart mærke til at hun blev talt til før Zidiac havde skubbet let til hende og gentaget spørgsmålet.
"Kød!"
Svaret lød prompte som pigebarnet smilede stolt af sig selv, det kom dog ikke som nogen overraskelse for Zidiac der kendte datterens tendenser til hellere kun at ville spise kød end brød, frugt og grøntsager. Højest sandsynligt en unode fra hendes fars gener. " Husk nu de grøntsager.. "
"Men de smager så dårligt.. " Lød det brokkende.
"Noget frugt i det mindste..? De skulle have nogle gode og søde frugter her i syden, jeg ved dog ikke om de har det her.... Ej heller hvor meget herren vil betale for..? " Hun lod blikket glide fra Prisma til handelsmanden med et spørgende hævet bryn.