Solen stod ganske lavt på himlen, som Kijara vandrede af sted mod syd. Hun var iført sin rejsekappe og en let oppakning, samt det trofaste spyd, der hang hen over ryggen på hende. Hendes tanker kredsede om det, hun for nyligt havde set: tusindvis af fodspor, der førte mod Hovedstaden, og nu var der en hær mellem hende og byen. En hær, som hun frygtede, ville overtage magten i landet inden længe.
Der var dog intet hun kunne stille op ene kvinde mod Mørkets Hær, og derfor var hun nu i hastigt tempo på vej i den modsatte retning. Hun håbede på, at der stadig fandtes bønder her i området, hun kunne søge husly hos, ind til kampen var ovre. Hvis det så sort ud, kunne hun forhåbentlig rejse længere sydpå til Rubinien.

Som hun gik i sine egne tanker, opdagede hun ikke de tre mørke skikkelser, før det var for sent. En mand iklædt sort uniform trådte ud på vejen foran hende, og to andre fulgte hastigt efter. "Ikke så hurtigt, kvinde." Sagde én af dem med et ubehageligt smil, og Kijara standsede brat op, idet hun målte dem med øjnene. Hun kunne have sagt sig selv, at Mørkets Hær havde spejdere ude langs landevejene - og det ville sandsynligvis blive en svær kamp: ene kvinde mod tre mænd.
"Jeg ved ikke, hvor du er på vej hen, men din rejse stopper her. Vi har ikke tænkt os, at lade nogen slippe væk fra byen." Kijara skulle lige til skarpt at indvende, at hun ikke engang havde været i byen, men det ville næppe nytte noget nu - i stedet trak hun spydet frem i en glidende bevægelse og stillede sig i forsvarsposition. Mændene var hurtige til også at finde våben frem: to af dem kæmpede med sværd, den sidste havde en grumt udseende økse, og det var kun med nød og næppe, at Kijara kunne holde dem på afstand af sig med spydet. Mændende tog sig god tid - cirklede omkring hende, og det var kun et spørgsmål om tid, før én af dem ville slå til, så snart hun viste en åbning.

Mørket var blive meget mere voldsomt efter den dag, hvor Tristan havde fundet denne mand der, havde behov for hjælp og nu var han så på vej igen. Han, havde dog besluttet sig for at holde sig udenfor landvejen da, der var alt for mange og så følte han sig os mere i sikkerhed når han bevægede sig here ude. Hans rustning gav nærmest ingen lyd fra sig og kappen gik i et med den lille natur der var her ude ved træerne osv. Mens han bevægede sig frem sætte han dog hans hånd mod jorden, hvor han kunne mørke at der var noget af mørkets tjener herude han var lige ved og blive opdaget, troede han da da han rejste sig op og så tre spejder bevæge sig hen mod en kvinde, han var sikker på han, havde hilste på hende før, men hvornår kunne han ikke helt huske, hvis hun stadig var i live ville han kunne finde ud af det, eller hvis hun var død. Men det sidste ville han dog undgå for alt i verden, Tristan bed sig svagt i underlæben, hvorefter han træk sin bue af og spændte den, han måtte hjælpe om det så ville koste ham hans liv var en helt anden sag. Han spændte svagt hans bue, hvorefter han træk den helt tilbage til hans øre nærmest, hvorefter han så på den første mand som stod lige foran ham, men fokuseret på hende sammen med de andre. Idet samme han skulle til og slå hans sværd ud mod hende, fyret Tristan hans pil afsted. I samme øjeblik det skete gled han over til et andet træ han kunne stå bage, hvor han afyret en til pil mod den samme mand. Der fik pillen lige i øjet anden gang, første gang fløj sværdet bare ud af hans hånd. Tristan sætte en til pil på, hvorefter han stillede sig ud og skød mod ham med det andet sværd.
P http://smg.photobucket.com/user/EdmundO ... _.jpg.html

En af mændene var kommet tættere på, end godt var, og hans sværd var inden for rækkevidde af Kijara. Hun havde rigeligt at se til med at holde de andre på afstand, og da han løftede sværd for at hugge til, kunne hun ikke nå at reagere. Hun bed tænderne sammen og ventede på slaget, men det kom aldrig: I stedet faldt manden sammen, en pil stak ud fra hans øje.
Kijara havde dog ikke tid til at tænke over, hvem bueskytten kunne være, for der var stadig to mænd. Endnu en pil fløj forbi hende, og den anden sværdbærer, manglede pludselig et godt stykke af sit øre. Han tog sig til siden af hovedet, som på få øjeblikke, var blevet helt blodig, og hans ansigtsudtryk viste klar overraskelse: ingen af krigerne havde været forberedt på, at der gemte sig en bueskytte i skoven.

Mit held ... medmindre han er fjendtlig over for os alle Tænkte Kijara, hvis kamp lige pludselig var blevet meget lettere. Sværd-krigerens overraskelse over pilen, gav hende en chance, og det lykkedes hende at snitte ham i låret med spydet, før han igen gevandt opmærksomheden: han haltede bagud med sværdet hævet.
Nu var øksemanden imidlertid en reel trussel: han gjorde et voldsomt udfald mod Kijara, der måtte springe til siden: hun bragte spydet fremad, men han undveg, og hun faldt igen ind i forsvarsposition, mens hun holdt øje med den sårede kriger ud af øjenkrogen. Hun brændte efter at finde ud af, hvem den hemmelige bueskytte var, men lige nu var der ikke tid til at holde øjnene på andet, end hendes angribere.

Tristan smilede svagt da han hørte bumpet og manden der faldt sammen perfekt skud, han kunne høre hvordan våben blive brugte, hvilket der medførte at i det samme hun undgik manden med øsken fløj der to pille mod ham. Tristan løbe over til et andet træ, hvorefter han sætte en nye pil på stregen. Da ham med sværdet vendte sig om for at se, hvor pillen var kommet fra fløj der en i panden på ham, som gjorde at han faldt ned som et bræt. Dette gjorde dog at Tristan ikke så en grund til og gemme sig selv længere. Tristan bevægede sig ned mod dem, hvor han sende en sidste pil som ende med og få ham med øksen til og falde, hvorefter han spænde buen lyn hurtigt igen og peget på kvinden. Han kunne svagt genkende hende, da de havde kæmpede sammen før, men lige nu ville han være sikker på der ikke var nogen der lavede sjov med ham. "Problemer kan jeg se, jeg tag det som om du ikke er med mørkets kriger." Lød det fra Tristan, hvorefter han fjernet hans beklædning fra munden og studeret hende "Kiraja lang tid siden, du må undskylde jeg tog dine dræbe men du så ud til og kunne ha haft brug for en hjælpende hånd." Lød det drillende fra Tristan af, mens han trækket hans pille ud af de lig som lå her omkring dem. "Well jeg skal ha købte nye pille halvdelen af dem virker ikke." Lød det fra Tristan af, hvor han gav et dybt suk. Nogen af disse ting var bare ikke noget, man skulle tale videre om, Tristan havde dog stadig sin hætte på, hvilket betød, hvis han ikke fjernet den, skulle hun gætte det gennem hans stemme. Tristan putte de pille som stadig kunne bruges tilbage i hans kogger, hvorefter han tjekket soldaterne for penge. Han fandt op til 10 guldmønter på dem i alt, hvorefter han smed halvdelen over til Kiraja. Inden han vendte hans opmærksomhed til, hende igen. "Hvad, lavet de os er, det er meget mærkeligt."

Da ham med sværdet faldt om, var det kun Kijara og øksemanden: en lagt mere fair kamp. Hun gjorde et udfald med spydet, men før hun kunne få et angreb ind, blev han ramt af endnu en pil og faldt om. Kijara snurrede hastigt rundt på stedet: bueskytten var kommet frem fra sit skjul, men han bar en hætte, der skjulte hans ansigt.
"Jeg kunne sagtens have klaret ham den sidste alene!" Udbrød hun, inden hun fik tænkt sig ordentligt om og set pilen på buen, der nu pegede imod hende. Forsigtigt sænkede hun sit spyd, og så manden an.

Han virkede heldigvis ikke fjendtlig, og hun slappede lidt af, da han i stedet begyndte at gå rundt og samle sine pile op. "Jeg har intet ønske om at se Mørket på tronen, men de angreb mig uprovokeret." Forklarede hun, idet hendes bryn rynkedes let: "Hvor kender du mit navn fra?"
Det var længe siden, hun havde set ham, og stemmen alene var ikke nok til, at hun kunne genkende, hvem det var. Hun greb dog hastigt mønterne med den frie hånd og stoppede dem i sin bæltetaske. Krystaller hang ikke ligefrem på træerne for tiden, og der var rigeligt til at betale for et kroværelse, ind til den værste ballade var overstået.


(Bemærk at vi har et lidt andet pengesystem her på siden ^^ viewtopic.php?f=383&t=7155)

Tristan sætte sin bue ned, hvorefter han fik ledte soldatterne igennem. Da han hørte hende spørge ham om, hvor han kendte hendes navn fra kunne han ikke lade vær med og le, let. Da han var færdig med hans latter som ikke var ond, men eller ikke hysterisk eller høj vendte han sig mod hende igen. "Kijara, jeg er meget skuffede over du ikke kan huske, mig sidste jeg så efter var jeg den eneste skytte som kunne skyde så præcis og hurtigt uden at de noget og gøre noget og så er jeg os den eneste der ser så smuk ud." Lød det en smule Arogant og flabet fra Tristan af, hvorefter han han fjernet hans hætte og så på hende, "jeg er stadig en smule skuffet over du ikke kunne kende min kamp måde." lød det drillende fra, Tristan hvorefter han skubbet kappen til side så hun kunne se det sværd han os, havde med sig hver gang. Tristan stillede sig op af en sten, hvorefter han studeret hende, "hvad har du så lavet på det sidste "Jara" lød det svagt fra Tristan af, Jara var et kælen navn han, havde givet hende en gang, hvorfor kunne han dog ikke huske, sikkert fordi det var letter og hurtiger og bruge. Men, hvad kunne det ellers være, Tristan så sig omkring og så på hende igen kort efter, "vi skulle måske bevæge os hurtiger mod et sikkert sted jeg har nemlig en dårlig fornemmelsen."

Kijaras blik betragtede bueskytten et øjeblik, så gled et kort smil over hendes læber. "Tristan! Naturligvis." Det par et pænt stykke tid siden, at hun havde set manden, men selvfølgelig kunne hun have sagt sig selv, at det ville være ham. "Egoet har ikke taget skade i mellemtiden." Konstaterede hun tørt. Hun lod spydet glide på plads i holderen, der fastgjorde det til hendes ryg - det så ud til, at den værste fare var overstået, selv om de ville gøre klogt i at holde øje med, om der skulle komme flere Mørkets krigere.

"Og du tror måske ikke, at jeg har mødt massere af gode bueskytter?" Hun blinkede let til ham og munterheden var tilbage i hendes stemme. Det pludselige angreb havde rystet hende en smule, men disse var urolige tider, og hun kunne lige så godt vænne sig til at være klar på hvad som helst.
"Lad os søge væk fra vejen, vi kan udveksle livshistorier senere." Kijara var en handlekraftig kvinde, og hun havde ikke tænkt sig at stå og blive hængende - hvis hun og krigerne havde været et let mål inde fra træerne af, ville hun og Tristan være det samme for en eventuel fjende. Hun begyndte med hurtige skridt at gå ind mellem træerne - her ville de kunne fortsætte langs sydvejen, men mere i skjul.

Tristan grinte let, hvorefter han så på Kira med et lille glimt i hans øjne, ”bedre end mig, måske men ikke med mit smukke ansigt.” Lød det drillende, hvorefter han så på hende. Jara, havde ændre sig siden deres sidste møde. Men det var dog ikke til det værre hun så stadig smuk ud, faktisk smukkere end da han første mødte hende, hvilket sagde en del om ham som person. Han var en som ikke flirte med særlige mange, men Kira, havde han af en eller anden grund en ting med og flirte med. Måske var det at hun som ham var meget handelskraftig og ikke, ville ha mørket på tronen og så var hun ikke en ridder fra lyset af så, han behøvede ikke og være fin omkring hende.

Tristan nikkede svagt til hende, de skulle væk herfra, hvis de skulle undgå deres kamp mod flere af mørkets soldater. Tristan bevægede sig videre med hende ned til en by, hvor det så ud til og være øde. Mørkets ridder, havde sikkert været her. Tristan sætte sin hånd mod jorden, hvor han så kunne se, hvor længe siden det var de, havde været her men det var blive trampet over, en masse gange, hvilket gjorde det svære for Tristan at mærke, hvor længe siden der var tale om, han rejste sig op og så på Kira. ”Skal vi gå ind på kroen eller, forsætte videre Jara”

Det var ikke ukendt for Kijara, at Tristan havde en flirtende tone på. Sådan havde han altid været - af samme grund valgte hun blot ikke at kommentere på hans pralen med sit eget udseende, idet hun med hastige skridt gik ind mellem træerne. Imens hun gik kastede hun vagtsomme blikke omkring sig - muligheden for et baghold var der stadig, for Mørkets Krigere var sjældent på lang afstand af flere af deres slags.

Selvom Kijara som regel holdt sig fra politiske anliggender, var folk der fulgte Mørket sjældent særlig venlige mod en kvinde, der er rejste alene - nogle mente ligefrem, at det indbød til overfald. Som regel lykkedes det Kijara at overbevise dem om det modsatte.
"Hvor langt er vi fra kroen?" På trods af sin erfaring med at rejse, havde Kijara ikke helt styr på hvor tæt hun i øjeblikket befandt sig på menneskelige bebyggelser. Et krus mjød og et varmt måltid ville dog ikke være helt dårligt ovenpå det lille, raske slagsmål.

Tristan smilede svagt til hende, hvorefter han satte sig ned og tyde, jorden lidt igen, ”jeg vil gætte på måske en time eller to gås tur og så er vi ved en kro om, der er folk ved den er så en anden side af sagen.” Lød det svagt fra Tristan af, hvorefter han sende hende et svagt smil, han begynde derefter og gå videre, mens han bevægede sig ud fra vejene af det, ville være dumt og følge den da de jo stadig kunne rende ind i flere af mærkets krigere. Tristan satte sig ned, igen efter de havde gået omkring en time, hvorefter han kigget sig omkring det var den rigtig vej, om der var folk ville være en anden del af sagen dog. Tristan bed sig svagt i underlæben, da han så noget røg ikke så langt fra dem, da han kom der hen kunne man se at  mørkets kriger, havde været der, hvis man var i tvivl sku man bare kigge sig omkring.
 
Tristan stoppet op ved en mand som sad ude ved siden af kroen han hoste svagt blod op. Tristan sank en klump og sætte sig ved siden af ham, hvorefter han kigget manden i øjne, ”hvad er der skete her?”
Manden hoste svagt blod op igen, hvorefter han så på Tristan. ” De kom i ly af natten, vi havde ikke en chance de tog kvinder og børn med, og myrde ellers os andre, og efterlod mig som en besked.” Tristan sukkede og peget så på hans sår, ”det ser ikke særlig godt ud, du kommer dig nok ikke igen,” manden træk vejret langsomme og nikkede så, ”har du nok ret i jeg ville godt ha ende det, men jeg er for afkræfte til det, du kunne vel ikke.” Tristan sank en klump og nikket så, ”jo her er der noget og drikke det er vand.” Manden tog flaske fra Tristan, hvorefter Tristan lod ham drikke ud af den inden, han kiggede over mod Tristan og hans kro. ”I kan få, hvad der er tilbage derinde, hvis du gør mig den tjeneste.”  Lød det fra manden, hvorefter han så på Tristan. Tristan nikket, og tog så kniven frem og lagde den sammen med manden den ud for hans hjerte, hvorefter de så i fællesskab fik den skubbet i. ”Tak” lød det svagt fra ham, hvorefter Tristan træk den ud igen, vi kan få, hvad der er tilbage sagde han, kom så.”
 

Tristan åbnet døren og gik ind med Kijara, hvorefter han fandt en flask stærk alkohol frem og noget mad, hvorefter han lagede det fremme på disken, ” Det er, hvad der er, Jara.”

Kijara fulgtes med Tristan i nogenlunde, som de den første time bevægede sig af sted over det halvvilde landskab. Et lille udbrud kunne høres fra hende, da også hun fik øje på røgen, og hun begyndte at løbe. "Død og mord .. allevegne." Mumlede hun, idet hun magtesløst så sig omkring. 
Hun lod Tristan om at snakkede med den sårede, imens hun selv gik omkring for at undersøge omgivelserne. Det kunne ikke være mere end en halv dag siden, Mørkets Krigere havde været på stedet - røgen steg stadig op fra den nærliggende staldbygning, som de havde stukket ild til. Der var intet spor af de heste, stedet havde huset, og Kijara antog, at de var stukket af eller taget af krigerne.

Hendes blik faldt igen på Tristan, tidsnok til at se ham hjælpe manden til sin død, og hun skar ansigt. Et nødvendigt onde - hun selv havde en smule erfaring med at forbinde og pleje mindre sår, men hun var ingen healer, og manden ville have haft brug for en dygtig en af slagsen, hvis han skulle overleve.
Hun følte sig underligt tilpas, som de gik ind i den tomme kro. Et sted, der på et tidspunkt havde rummet mange rejsende - hun selv kunne endda huske, at have besøgt stedet for en del år tilbage. Dengang havde krostuen været fuld at liv og glæde og en skjalds stemme havde lydt gennem larmen i rummet. Nu var der kun stilheden og lyden af deres fodtrin samt Tristan, der skramlede med noget bag disken.
"Tak .. hvis vi kan finde nogle forsyninger at medbringe, ville det måske være en god idé." Hun fandt et par glas frem og åbnede flasken. Væsken var mørk og lugtede stærkt, og hun hældte en god mængde op i glassene. Det var tiltrængt med noget at varme sig på.

Tristan kiggede sig omkring da de kom ind på kroen, man kunne mærke døden der hang i luften herinde og helvede der i sig selv var derinde. Tristan så over på Kijiara, mens han prøvet og finde ud af, hvad det næste de skulle gøre var. "Ja tror dog ikke der er så meget, vi kan bruge desvære Jara, men lad os se på det, men lige nu har jeg personligt behov for søvn jeg ved ikke med dig," Tristan tog en stor slurk og tømte næsten glasset da hun fandt det frem, mens hans øjne så ned i bordet, "hvordan tror du det er i de andre dele af landet, hvis der har været så meget kaos bare her Jara." Lød det svagt fra Tristan af, mens hans øjne kigget op på hende igen.

"Jeg kan ikke forstå, vi ikke så dette komme altså, fred er en illusion som vi alle bliver ved med og tro der holder, men sandheden er jo mere vi ser væk fra det jo mere gør det ondt når det rammer, jeg ved ikke hvad vi kan gøre ved det dog, men måske er det ved og være tid til og vælge en stand, en ting man tror på og holder med, og hjælpe, hvor ind det  er." Tristan så hen på hende igen og sende hende et svagt smil, "men det er nok en ide og komme igang med og få fundet de ting vi kan bruge, så vi kan komme videre så snart vi har muligheden." Lød det fra Tristan, hvorefter han bundet sit nye glas, og rejste sig op.
//sorry xD på grund af vente tiden forstår godt, hvis du vil stoppe//

Hun nikkede. "Søvn ville være godt. Helst når vi er kommet lidt på afstand af landsbyen, dog." Svarede hun, idet hun selv tømte sit eget glas i en enkelt slurk. Væsken varmede hele vejen ned i halsen og fik hende til at hoste et par gange. Hun tørrede sig om munden med bagsiden af hånden og rakte ud efter sin oppakning.

"Jeg har aldrig brudt mig om at kæmpe i krigene .. men man kan nok ikke være fri for at vælge side for evigt." Mumlede hun. Hun så en smule eftertænksom ud - det pludselige møde med død og ødelæggelse havde sat sine spor på hendes ellers så livsglade humør. For nu, bestemte hun sig for, måtte øjnene holdes på rejsen. Måske var der overlevende langs landevejen, der kunne bruge deres hjælp.
"Ja, lad os komme ud herfra." Det tog ikke længe at finde de mest brugbare ting fra den lille kro, for der var ikke meget. Lidt ekstra brød og tørret kød til rejsen, blev det til. Kijara følte ikke for at blive længere end højst nødvendigt, så hun satte kursen mod døren. Hun nikkede kort til Tristan for at gøre tegn til ham, før hun igen trådte ud i den friske luft. Tid til at komme videre.

/Out
Håber det er okay, jeg afslutter her :)