Det var ufatteligt hvor meget, der kunne ændre sig på så kort tid. Havde det ej været for hendes trofaste gangers panisk kald efter hende, så havde hun aldrig nået væk i tide. Den brogede, robuste hest havde opført sig ganske forskrækket og angst for noget, som den blege, ung mø ikke kunne se eller høre inde i den lille hyggelige hytte. Hun var hastet ud til hesten og lidt efter ramte lyden af marcherende mænd hendes øre og udenvidere tanker, havde hun skyndet sig tilbage indenfor og smidt hvad hun havde af mad, der lå fremme i en sadeltaske, slået den vinrøde kappe om skulderne. Hvad end der var på vej op af sydvejen var det ikke godt. Hendes hjerte hamrede i brystet på hende og hun var løbet, snublende, ud til hesten, hvor hun havde slået sin egen rekord i at putte hovedtøjet på hesten og kravlet op. Derefter var hun suset afsted øst på. Set i bakspejlet var det ikke den klogeste beslutning, for hun var redet væk fra alt det hun kendte.. Hun bevægede sig ikke øst på normalt og kendte terrænet vest på bedre. Dog nu var hun godt på vej hjem, det proviant hun havde bragt med sig var sluppet op og hun måtte vove sig tilbage. Det var ikke noget hun var ellevild med, men hun fandt det også en smule spændende og ligefrem morsomt, at hun måtte liste sig tilbage til sin lille hytte dage efter det værste postyr var drevet over.. Hun lænede sig frem over hestens hals og aede dens hvide og chokolade brune hals. "Shh.. Lidt længere endnu, ven, så er vi der. " Hun kunne mærke hvordan hestens muskler var spændte og klar til at vende på stedet og løbe af med hende, hvis der skete noget uventet. Leona håbede blot at hendes hytte var intakt og at hun uden problemer kunne vende tilbage og tage det hun havde brug for, måske endda blive der.

Hun kom over en bakke og hendes læber skiltes kort i forbløffelse. Kaos havde fået ben at gå på.. Sydvejen var fyldt med huller fra heste hove og tusinde støvler. Hun klemte let til hesten og drev ham frem og ud på vejen. Det skulle nok gå. Hun følte sig håb om at nå til hytten og finde den i et stykke mindskes og de blålige, næsten grå, øjne søgte vagtsom efter liv. Måske burde hun tage indtil Hovedstaden og se om hun kunne hjælpe.. Hun kendte trods alt til lidt lægekunst og kunne sy et sår sammen, hvis det skulle være.. På den anden side kunne det ende grueligt galt, hvis hun tog der ind og det ikke var venligsindet mennesker eller væsner hun mødte.. Nej, det var bedst, at hun blot drog til hytten og ud i en skov for en stund.. En let, kølig efterårs brise mødte hende og fik hendes hvide lokker til at danse om hendes hoved et øjeblik, inden hun tog tøjlerne i en hånd for at stryge håret på plads bag det ene øre. Hun genkendte vejen og drejede af, da hun så hytte. Den så ikke ud til at have taget skade. Døren stod åben, men mon ikke det var fordi hun havde efterladt den sådan? Hun måtte havde glemt det i farten..

Kijara havde i en længere periode opholdt sig sydpå og varmen derfra, havde givet hendes ellers lyse hud en let kulør. Hun havde nydt rejsen, men rygterne nordfra havde været mere og mere ildevarslende. Kijara blandede sig ikke i politik, og hvem der end sad på tronen ragede hende ikke synderligt, men tanken om at se Hovedstaden angrebet, bygningerne brændende og folket underlagt Mørkets styrker .. det havde hun alligevel ikke lyst til.
Tanken om familien, som hun havde havde set i adskillige år, plagede hende, som hun hastigt pakkede sine sager og begav sig op langs sydvejen på en lånt hest. Hun red hastigt - både dag og nat - men et stykke fra byen så hun alligevel, at hun var for sent på den.

Hun standsede helt, som blikket gled over sporene fra de tusinder af støvlerbeklædte fødder, der havde nedtrådt vejen, og det gik op for hende, at der lige nu befandt sig en hær mellem hende og byen: en hær, hun sandsynligvis ikke ville være i stand til at komme forbi.
Hun havde brug for ro .. ro til at samle tankerne. Måske ville Lyset være i stand til at afværge angrebet, men hun var langt fra sikker. Uden at tænke nærmere over det, lod hun hesten vandre ind på en sidevej og inden for kort tid fik hun øje på en hytte. Hendes ben rystede let, idet hun sprang ned fra hesten, og hun fik øje på en skikkelse, der var på vej hen mod hytten.
Måske vidste vedkommende noget ..

"Halløj dér!" Halvråbte hun, idet hun med et greb om hestens tøjler nærmede sig den anden.

Ligesom mange andre var Dimrond på vej til Hovedstaden. Rygterne havde været mange og havde fløjet rundt i luften, som var det blade. Dimrond var noget så vred og hævngerrig efter mørkets angreb på Dragorn. Hans venner var enten faldet eller blev holdet fanget inde i Dragorn og var blevet slaver for mørkets krigere, dømt til at tjene og arbejde for dem. Det var ikke noget Dimrond ville have skulle ske for den store Hovedstad og derfor var han villig til at ofre sit liv, ikke fordi at han havde besøgt stedet ret meget, men mørket skulle ikke have endnu en sejr. Det måtte ikke ske.
Nu var han midlertidig, på vej til Hovedstaden i forsøg på at give et hjælpende hånd enten ved muren eller ved de sårede, han ville nok gøre mest gavn ved fronten i og med at Dimrond aldrig havde lært hvordan man healede eller var den bedste sygeplejerske, så det skulle han nok lade de profesionelle om.

Dog var det for sent da han nåede Sydvejen. Hærene var marcheret forbi og var sikker nået Hovedstadens muren. Vejens mudrede jord var trådt helt ned og spor af heste og fodfolk var tydeligt at se. Dimronds hest som han havde lånt, traskede fremad og han prøvede at gennemskue en vej rundt om den store hær og se om han kunne nå frem til Hovedstaden inden at de ville nå frem, men det virkede som en helt umulig opgave, og især alene.

Han spejdede ud over horisonten for at se om det var muligt at få øje på hæren, men han havde ikke noget falkeblik, så det var nær umuligt. Han lagde mærke til en person som sprang fra hendes hest og råbte et eller andet, han var for langt væk til at kunne se hvad der foregik, for han kunne ikke se andre end hende. Han valgte at lade hesten trave stille og roligt frem.