Kijara var sammen med kentauren Irren nået ganske langt sydpå i deres rejse. De havde slået lejr ved en lille lund af gamle, krogede træer, hvor et lille bål var blevet tændt. Kijaras rejsekappe lå bredt ud på jorden og spydet hvilede i græsset ved siden af, mens hun var i færd med at riste en rubinhøne over ilden: disse fugle levede, som navnet antydede, i udkanten af Rubininen og var cirka på størrelse med fasaner. Normalt havde de en smuk, mørkerød fjerpragt, men denne høne var nu blevet plukket og ved at blive gjort til aftensmad.

Solens sidste stråler kunne anes i horisonten, og den mørknende himmel havde antaget et væld af pragtfulde rødlige nuancer. Mod øst stod bjergene højt, og kiggede man længe mod syd, ville man kunne ane begyndelsen på Rubininens ørkensand. Vejret var blevet varmere, som hun og kentauren havde begivet sig længere sydpå og Kijara havde med nysgerrighed betragtet ændringerne i landskabet omkring dem: det var første gang, hun befandt sig så tæt på ørkenlandet.
De havde ikke mødt mange rejsende på landevejen: kun enkelte bønder, der flygtede fra de stigende uroligheder i landet. Nu håbede Kijara på, at de kunne støde på nogle nomadefolk ved ørkenen, der havde brug for hjælp og beskyttelse på deres rejse mod Den Sydlige Handelsby.

Kijara drejede lidt på den spiddede fugl over ilden, så den kunne riste på den anden side, imens hun udstødte et tilfreds suk: det var godt at strække benene lidt, og for nu herskede en stemning af fred og ro over den lille lejr...

Røgen i horisonten havde tiltrukket sig Kierens opmærksomhed, og efterhånden som han kom nærmere, begyndte hans tænder at løbe i vand. Den lækre duft af grillet fugl nåede hans næsebor, og med en rumlende lyd trak hans mave sig sammen. Han havde ikke fået noget at spise siden dagen før; den tørre fisk og det lille stykke nærringsfattige brød, den omrejsende købmand havde haft at tilbyde ham, havde ikke gjort meget for sulten, der kun var vokset hen over natten.
Han havde desperat brug for noget at spise, og herude midt i ingenting var hans eneste mulighed for at skaffe føde ved at få det fra andre rejsende. Enten ved at få charmeret sig til en bid mad med høflige ord og rigeligt med komplimenter, eller synke ned på et niveau, han helst holdt sig fra, ved at stjæle at stjæle fra andre. På det seneste var han dog, hvor lidt han end ville indrømme det, begyndt at hælde mere og mere til tyveri. Han var efterhånden blevet temmelig god til at snuppe lidt mønter her og der.

Over ham bredte himlen sig i et vold af røde farver. Den måde, hvorpå det røde snoede sig ind i det mørkeblå, ledte hans tanker hen på blod, der blev blandet med vand og dannede snørklede mønstre... Hans ene hånd fløj op til hans ansigt, hvor fingrene strejfede brændemærket bag hans øre. Minderne der dukkede op, fik ham til at gyse.
Et kraftigt puf i ryggen, der nær havde vælter ham omkuld, fik straks hevet ham ud af hans lille drømme verden. Han vendte sig omkring og blev mødt af en varm hesteånde, der ramte ham lige i ansigtet. Han rynkede på næsen.

"Du bliver nødt til at være stille," hviskede han til den sorte hest, hvorefter han begyndte sin videre færd imod røgen med dyret lige i hælene.
Det varede ikke længe, før han nåede frem til bålet, der udgjorde midtpunktet i en lille lejr. Han tyssede på hesten, der var opdragen nok til at blive stående i halvmørket, imens han selv på listefødder sneg sig nærmere. Han var umiddelbart ganske let at få øje på, men han håbede, at lejrens ejermænd var mere optaget af deres aftensmad end at holde øje med ubudne gæster. Han måtte først se dem an, før han turde vove sig nærmere... Ved første øjekast kunne han dog kun få øje på en enkelt kvinde, der sad og tilbredte et fjerkræ.

Den vandre elskende kentaur havde taget opgaven på sig, at skulle samle brande så bålet kunne holde natten igennem. Det var forbløffende nok noget af en udfordring så tæt på Rubinørkenen, da træerne var fjernt fra hinanden. Heldigvis hjalp det at landet var tilstrækkeligt fladt så man nemmere kunne skimme de rød blades varme fra en afstand.
Det var besynderligt hvordan det lod til nærmest at være evigt efterår her omkring, alting dækket i tør rust, falmet guld eller sprøde flammer. Det tætteste man kom på spise var bær fra de enkelte brune og gule buske der havde fundet ly i træernes skygger. Der var stadig en del hårdføre, små blomster der var klosteret sammen i små farverige bukketer. De behøvede tilsyneladende ikke at vokse sig store da der var rigeligt med sol og det havde lykkes dem at fange både hvide, violette og grønne farver med store polen hoveder, så vinden nemmere kunne sprede dem. De blev pludselig forstyret da kentauren gik forbi dem og plukkede et par af dem på vejen, som han delikat spiste på vejen tilbage.

Irren havde allerede fundet et godt bundt af knækket grene og træstykker, som belejligt var knas tørt på forhånd, stablet på hans hestekrop og holdt på plads med en hånd. Irren tog sig tid til at komme tilbage, da han forsøgte at fornemme naturen omkring ham. Høre den bagende vind fra ørkenen lune det høje korn tonet græs. Mærke jorden knase under hans hove, i en uimodståelig udfordring for kentauren at skulle sætte skarpt af i galop, blot for at se skyen af støv bag sig. Han så op på himlens maleri; et lagred af varme, vrede og volume, blandet i en uharmonisk kamp imod det blå, sporadisk plettet af tynde hvide striber man knap kunne kalder skyer. Her blev kentauren enig med sig selv om, at han var langt fra sin dunkle sump og sin fortid. Selv hans mørke bronze farvet hud og skind passede godt ind i landskabet. Et smil brød frem på hans ansigt, hvidt og frodigt.

Da han endelig nåede tæt nok på lejeren til at kunne lugte bålet, fandt Irren sig pludselig stående nær en sort hest. Kentauren stoppede op og kunne da bestemt ikke huske at Kijara havde en hest med sig? Han gik forsigtig hen og stillede sig ved siden af hesten og så en person på vej imod lejeren. Både mistroisk og nysgerrig forblev han stille, men kunne næppe stoppe hesten fra at reagere på ham, selvom han nu alligevel lignede og lugtede som en hest.

Som lugten af den efterhånden gennemstegte rubinhøne bredte sig og fik Kijaras mave til at rumle, kiggede hun søgende ud mod horisonten. Det var ved at være et stykke tid siden, at hendes kentaurrejseledsager var vandret ind mellem den sparsomme træbevoksning for lede efter mere brænde til bålet, og der kunne kun gå øjeblikke, før han ville være tilbage.
De var lidt et umage par rejsekammerater, hun og Irren, men hun holdt allerede af den store kentaurs selskab. Lige som hun selv foretrak han at befinde sig under den åbne himmel, og nød selve rejsen mere end dens formål. Kijara blandede sig sjældent i krig og politik, og de gange, hun havde taget arbejde som lejesoldat, var det mere for spændingens skyld en noget andet.

Selvom hun var en ivrig kriger, var dette dog en langt mere behagelig måde at rejse på, og her var ingen til at bestemme, hvor de skulle hen og hvad, de skulle foretage sig. Mens hun ventede på kentaurens tilbagekomst, tog Kijara kniven, hun havde købt inden rejsens begyndelse, frem fra bæltet og begyndte at slibe den.
Lyden af stål mod slibesten rungede kraftigt i den ellers stille aften, mens halvmørket lagde sig omkring lejren, og Kijara var for nu ganske uvidende om den ubudne gæst, som luskede rundt i halvmørket.
Hun var dog begyndt at spekulere på, hvor Irren mon blev af.

En nervøst prusten udlignede stilheden og fik Kieren op på mærkerne. Pludselig var kvinden med rubinhønen helt glemt. Han kendte sin egen hests udtryk og reaktioner så godt, og den dér lyd kunne kun betyde, at der var fare på færde. Om det så var en overfaldsmand, en slange eller blot en skygge i horisonten, der havde set lidt for truende ud, dét kunne han slet ikke bedømme.
Han vendte sig om med et sæt. Himlen var allerede begyndt at skifte farve fra rød til lilla til blåsort, og natten var lige om hjørnet. I det dunkle lys søgte hans blik efter hans tro følgesvend, og et øjeblik blev han i tvivl om, om han mon var rundtosset. Der stod ikke bare én hest, men to, lige der, hvor han havde efterladt Adagio.

"Hvad i al...?" lød det mumlende fra ham. Først da hans øjne havde vænnet sig til halvmørket fremfor det skarpe ildskær, han ellers havde kigget på i den lille lejr, gik det op for ham, at den anden hest ikke bare var en hest. Først var hans hjerte ved at gå helt i stå, da han i et øjeblik troede, at hesten var en hovedløs hest bemandet af en rytter, men ved andet øjekast fik han da for alvor et hjertestop. Det han før havde antaget som rytteres overkrop, sad fast i hesten underkrop. Der var ingen tvivl om, at manden var en kentaur. Kieren havde hørt mange historier om dem, men aldrig set en i levende live.

Adagio begyndte nu at vrinske dæmpet, og Kieren skyndte sig hen til hingsten, der trippede fra side til side. Han lagde en hånd på dens mule og holdt dens hoved nede i seletøjet. Nu, placeret ved siden af den over to meter høje kentaur, følte han sig mindre end nogensinde. Det var en virkelig intimiderende oplevelse, men det skulle ikke sætte en stopper for hans høflighed, besluttede han sig for.

"Det må De meget undskylde!" udbrød han og kiggede oprigtigt fortrydende på den fremmede. Han håbede ikke, at Adagio havde fornærmet ham på en eller anden måde, eller måske endda forskrækket ham. Nu forstod han sig jo heller ikke på hestesprog. "Sådan opfører han sig ellers aldrig. Er det Deres lejr derovre?" Han nikkede hen imod bålet, hvor kvinden fra før sad. Hun måtte også have hørt optøjerne.

Vejen hertil havde ikke været uden fare, så Irren fangede sig selv i at være skeptisk for første gang i lang tid. Alligevel klikkede han tilbage i sin godsindet natur, da Kieren kom tilbage til den overrasket hest og han så hvordan fyren havde pjaltet tøj og en bekvemmelig venlig udstråling i sin undskyldning. Kentauren smilede derfor til mørkhåret mand og nikkede til spørgsmålet, "Det er det bestemt. Så længe De hviler Deres bue til siden, så skal De være velkommen til at komme hen i ly for mørket." Selvom han nu ikke var nogen rider på en nobel hingst, så havde Irren bestemt den sprøde, beroligende stemme man normalt vil binde på en rytter i rustning. Han smilede blidt til Kieren og trådte uden om ham, for at komme tilbage til den lille lejr, hvor Kijara sikkert havde hørt dem i nærheden, nu da de havde snakket mere højlydt.

"Vi har en gæst som ønsker hvile," sagde Irren begejstret, idet han kom op til ildstedet, hvor han fik læsset den store armfuld af brænde ned på jorden. Han kiggede på den fedt dryppende høne og kunne mærke hvordan hans kinder lavede knuder i smagfuld spænding. Det var alt for længe siden han sidst havde fået bålstegt kød. Sumpen havde ikke ligefrem været et sted fyldt med smagfulde dyr som man bare kunne jage. Hvis han havde været heldig, kunne det være ækle fisk, men det var da også dét. Han gyste ved tanken og rev sig tilbage til at se på hønen som ventede på at blive spist. Kijara lod dog til at vide mere om dens tilberedning end ham, så han lod hende om det.
Han fik dog sat sig ned-- Eller nærmere, han lagde sig ned på hestekroppens mave og lod hans ben strække lidt ud til siden. Irren tog et par stykker brænde som han udpegede værdige nok til deres endelige, roligt stablet op på bålet, så det forblev en blid flamme som ikke bed hønen.

Irren kiggede imod Kijara, både for at sikre sig at hun var okay med at han kom brænde på ilden, men også for at se om hun skævede ondt imod ham selv efter han spontant havde ladt en fremmede komme hen til dem. Irren har nu en tendens til at være godtroende...

En dæmpet hestevrinsken fik Kijara til hurtigt at komme på benene. Hun lod slibestenen falde - kniven derimod var stadig i hendes hånd. Den lille lund af træer var ikke langt fra Sydvejen, men hun havde alligevel ikke regnet med at støde på rejsende på denne tid af natten. Især ikke i disse tider, hvor landevejene var mere øde end ellers.
Lyden af stemmer nåede hendes ører og kort efter lyden af Irrens hove, som han vendte tilbage til lejren. Noget af Kijras anspændthed forsvandt ved synet af hendes rejsekammerat, selvom hun stadig beholdt kniven i hånden - bare for en sikkerheds skyld. Hun lyttede et øjeblik til hans ord og nikkede derefter kort.

Hun lod kentauren tage sig af bålet, imens hun tog et skridt hen imod den fremmede, der endnu ikke var kommet helt hen til lejren. Det var ikke ofte, man stødte på folk, der rejste alene, men manden kunne jo have sine grunde. Måske brød han sig bare ikke om selskab. Kijara havde trods alt også selv rejst meget omkring alene.

"Hvor er du på vej hen? Og hvor kommer du fra'?"

Spurgte hun skarpt. Hun ville gerne vide så meget om den fremmede som muligt, før hun lod ham nær lejren og den sprødstegte rubinhøne, hvis duft fyldte den lille lejrplads. Forhåbentlig kunne de spise snart - Kijaras mave var begyndt at rumle en del, mens hun havde ventet på, at Irren skulle vende tilbage.

At ligge sin bue væk kunne Kieren sagtens gå med til. Det eneste, han brugte den til for tiden, var håbløse forsøg på at prøve at fange sig noget at spise. Han var temmelig god til at ramme sit mål, hvis han selv skulle sige det, men det krævede mere end bare et øje for at ramme plet, hvis man skulle bruge våbnet til at jage med. Hans største problem var, at han igennem hele sin barndom havde modtaget undervisning i bue og pil, men det havde udelukkende været kamporienteret træning. Nu fortrød han inderligt, at han ikke på et tidligere tidspunkt i sit liv havde forsøgt at lære lidt om, hvordan man bar sig ad med hensyn til jagt.

Kieren smilede tilbage til kentauren, da han smilede til ham. Det var rart for en gangs skyld at møde en fremmed, der var venligsindet. De fleste folk, han var stødt på på landevejen, havde bestemt ikke været lige så lette at falde i snak med. De fleste var temmelig mistroiske overfor fremmede, og Kieren bebrejdede dem ikke spor.

Han fulgte med kentauren hen til lejren, hvor han før havde set kvinden, og slap sin hests tøjler. Hingsten vidste bedre end at stikke af, så den blev stående, hvor han forlod den. Bue og pilekogger bandt han fast til oppakningen på hesten ryg; det så ikke ligefrem venligsindet ud at gå direkte ind i en lejr med et våben på ryggen. Duften af fuglen, der stegte over bålet, ramte ham nu stærkere end nogensinde, og hans mave gav en rumlende lyd fra sig. Han rømmede sig og håbede på, at de to andre ikke havde hørt det.
Det morede ham lidt, at kentauren lød så begejstret over at have gæster, men han fandt det kun behageligt, at der ligefrem var en, der fandt glæde i hans selskab. De to havde garanteret rejst rundt længe uden at støde på andre mennesker, og Kieren kendte kun følelsen alt for godt, når man så endelig fandt en anden lejr og folk, man kunne snakke og udveksle historier fra landevejen med. I det mindste havde de to dog hinanden, i modsætning til Kieren, der rejste alene rundt.

Kvinden viste sig at være noget mere på vagt end kentauren. Hun besværede sig ikke med høflighed og gik direkte til sagen. Et skævt smil trak i Kierens ene mundvige.

"Jeg er blot på gennemrejse. Jeg kommer netop fra hovedstaden af. Er det kun jer to, der er her?"

Da bålet var sat tilbage i live, blev det tydeligt hvor meget dens varme glød der var brug for, nu hvor himlens røde flammer var begyndt at falme og sluges af mørkets blå grå. Dens dansende og knitrende orange lys pisket skygger over Irrens sølv arrede, nærmest-skindene bronze tonet hud. Med milde drejninger fik han småt vendt den fedt dryppende rubinhåne rundt til at blive lige stegt på alle sidder. Det genoplivet bål sydede i hunger når fedtet ramte dens blide vrede, hvilket gav kald for de sultne i lejren, nu hvor selv naturen forberedte sig på at sove i det kommende mørke og lagde alt stille. Det var en velkendt fred som bragte frygt med sig, for hvad end der vågner i mørkets favn. Irren fandt derfor bålet en komfortabel tryghed; en svækket åbning til daggrydens udstrålende liv og længsel.

Efter at Irren var nogenlunde tilfreds med hans kropsvarme, så han i mod Kijaras overraskende smidige kropsbygning og den småt skjulte silhuet af Kierens smallere, slanke form, hvis ord gav kald igennem skyggerne på at Irren svarede... Men ak, Kijara så ret anspændt ud fra Irrens syn, så han lod kriger kvinden om at besvare manden, nu hvor hun allerede var oppe og nær ham.

I stedet for besluttede kentauren sig for at kigge rundt, undrende over om Kijara overhovedet havde et telt med og endvidere om hvor Kieren forventede at sove, hvis det var hans plan. Den lille trædækkede lund gav heldigvis god ly for vinden, så det var vel en mulighed at sove nær bålet, så længe det ikke begyndte at regne. Det var i hvert fald hvad Irren havde tænkt sig at gøre, da han alligevel ikke kan passe ind i et telt. Tanken af at sove under åben stjernehimmel fik Irren til at smile.

Ildens syde tvang kentaurens blik tilbage på hånen og huskede ham på hans sult.

Kijara betragtede et øjeblik indgående den fremmede. Disse dage mødte man alle slags ubehageligheder på landevejene: banditter, landevejsrøvere og det der var værre .. hun gyste let ved tanken om det møde, hun og kentauren havde haft tidligere på rejsen.
Denne mand så imidlertid ud til at være alene - bortset fra hesten - og det gjorde hende noget roligere. Det var begrænset, hvad en enkelt mand kunne stille op mod både hende og Irren. Navnligt kentauren besad en god mængde styrke, selvom han var fredelig af sind.

"Vi er også rejst fra Hovedstaden af." Sagde hun, en anelse mindre skarpt. "Og ja, det er det. Jeg går ud fra, at du er alene?" Hun hævede øjenbrynet spørgende. Havde manden et hold kammerater, der lå i skjul for at udplyndre dem, ville han dog næppe indrømme det.
Hun slog ud med armen mod bålet, hvis knitren for øjeblikket var den eneste lyd i den stille aftenstund. "Kom og tag plads." Sagde hun, da hun havde besluttet, at de ikke ville få noget ud af, at holde den fremmede væk fra lejren. Irren lod også til at være helt klar på at skulle dele bål med ham, og desuden var det altid bedst at skabe venner frem for fjender, når man var på farten.

Hun selv satte sig til rette ved bålet igen. Det havde været en anelse køligt, så snart man kom på afstand af det, for selvom klimaet her sydpå var varmt og tørt, kunne nætterne være ganske kolde.