Den tidlige morgensols stråler oplyste de sneklædte bjergområder omkring dværgeriget Dragorn. Det tegnede til at blive en smuk dag, men dværgevagterne ved toppen af porten opdagede hurtigt, at der var noget galt, da de så solstrålerne glimte i rustninger og lange spyd i det fjerne: en fjende nærmede sig.

Mørkets Lord havde længe haft kig på dværgeriget. Først havde han forsøgt sig med forhandlinger, men det stædige dværgfolk var hverken til at hugge eller stikke i: de ønskede ikke at gøre sig uvenner med Lyset, som de havde etableret adskillige handelsaftaler med.
Det var dværgenes smedearbejde, Mørkets Herre begærede. Der var ingen våben, som kunne måle sig i kvalitet med dem, der blev smedet dybt under bjerget i det Nordlige Krystalland, og han nærede et brændende ønske om at udstyre sin hær med dværgesmedede rustninger og våben, da det ville styrke ham i den endelige kamp mod Lyset.

Og ville dværgene ikke smede for guld, måtte han overtale dem med magt.

Lyden af et hornblæs gav genlyd i Dragorns dybe huler for at advare bjergets beboere, og man begyndte hastigt at gøre klar til at forsvare sig. Dragorn havde ikke en stor mængde krigere, men porten var svær at trænge igennem.
Ryttere blev i al hast sendt af sted af forskellige ruter med retning mod det Centrale Krystalland for at søge hjælp, ligesom fugle bærende beskeder blev sendt i luften. Nu kunne dværgene ikke gøre andet end at holde stand, mens de håbede på hjælp, idet de så Mørkets styrker nærme sig: rambukke blev langsomt slæbt fremad - skulle Mørkets hær få adgang til Dragorn, måtte porten falde. Over tropperne på jorden fløj flere onyksdrager bærende på nogle af Mørkets Riddere.



Mørkets Lord har ikke sendt hele sin hær mod Dragorn, men en del af sine styrker. Både Mørkets og Lysets krigere, dværge og uheldige karakterer, der har besøgt dværgeriget på det forkerte tidspunkt, er velkomne til at deltage i tråden.
Lysets Dronning vil sandsynligvis sende hurtige ryttere og drageryttere af sted for at komme dværgene til undsætning. Mange af disse samt de forsvarende dværge og Mørkets tropper må gerne styres i tråden som NPC'ere. Er din karakter Ridder, er det tilladt, at bruge din drage.

Det er tilladt at springe folk over, der ikke har svaret inden for 4 dage. Forsøg gerne at holde jeres svar korte, da tråden har mange deltagere.
Rækkefølgen er lige pt. : Darmir -> Glorianna -> Talion Green -> Ethel -> Guinevere II -> Ikaris -> Dorín -> Rinne Marewyn ->  Asha -> Netrish (healer på standby, kontakt Dragonflower eller pm) -> Ethelihn

Alt ånede fred og idyl på det halvstore værelse, og især i sengen, der var proppet med lag og atter lag af tæpper, puder og andet godt. Guinevere var og blev et roddehoved, og havde en stor glæde ved at ligge under større lag af alle mulige mærkelige form for tæpper. Det var naturligvis ikke anderledes denne morgen, hvor dværgekrigeren lå gemt inde i mørket og småsnorkede tilfreds i sin dybe søvn. Ja, det var lige indtil at den velkendte hornblæsen lød, og Guineveres uldne hårtot af et hovede fløj op af puderne med et nærmest forvirret og alt for vågent blik. Hun kendte lyden af disse horn, hun havde hørt dem alt for mange gange i sit liv, og vidste skam også hvad det betød. Den sorthårede dværgkvinde sparkede lagene af sig og fik i lynfart anstændigt tøj på, men rustning og våben måtte vente indtil hun havde fået styr på hvad fanden der foregik.

Guinevere løb ned af gangene, indtil hun stod ansigt til ansigt med et velkendt ansigt. "Far, hvad sker der?" hendes stemme var hæs, og hendes hår ikke mindre vildt efter at være løbet rundt i let forvirring. "Vi bliver angrebet.. af mørkets krigere ser det ud til... Bli her.. Du skal ikke derud" Guinevere var allerede gået i protest og nægtede. "Glem det! Jeg er en kriger, og min plads er at forsvare Dragorn." svarede hun tilbage, trodsende sin fars ordre og gik forbi ham. Stædigheden havde altid været alt for tydelig i hende, og den bragte ikke altid gode ting med sig.

Da Guinevere endelig stod ved porten blandt de mange andre krigere, deriblandt hendes egen bror, var hun iklædt til kamp. Et metalskjold sad om hendes venstre arm, mens hun var klar med sværet i den anden. "Bueskyttere på plads!" råbte hun igennem mængden og stilte sig i frontlinjen med sine brødre og søstre af dragorn. Hvis Mørket herre mente at han kunne overtage det største dragerige i hele Krystallandet. Så tog han fejl. Også selvom han havde drager til at hjælpe sig.

"Vågn op Darmir! Dragorn er under angreb". bliver der råbet ind af døren til Darmir's værelse på Krystalpaladset af en vagt. Darmir vågnede med et sæt og i førte sig hans kamp uniform mens han tænkte bare der ikke sket noget med Guinevere. Han løb ud mod gården hvor magikerne på paladset har lavet en portal til Dragorn, med begge økser i hænderne løb han i gennem portallen.

han landede lige foran frontlinjen ved lysets hær på muren, hvor han så Guin. "øh... halløj fik han sagt mens smilede fjoget til hende. han drejede så hovedet for at kigge den anden vej, hvor han så mørkets hær march fremad, han luntede så henne til linjen og stillede sig parat. mon Talion er kommen igennem eller kommer overhovedet ?. "kan i ikke rykke lidt til siden" sagde han til dem ved siden af ham i geledet, hvorefter han voksede med hans bloodlust-evne, til dobbelt sin normale størrelse og vægt.
"Nu er jeg klar i små sataner" sagde han så og løftede sine to økser

Talion stod på trænings banen i krystalpaladset og skød efter skiver med hans pile hver eneste pil ramte plet, og hårdt, så hårdt at de faktisk røg igennem høballerne, en af lysets mange tjener kom løbende hen til ham helt forpustet, " Hr. Talion der er bud efter dem" sagde drengen og gav ham et stykke papir direkte fra dronningen selv, han åbnede brevet og læste det der stod i det, han gav brevet til drengen igen, og nikkede " hent mit grej, og tag ekstra pile med, og løb dreng løb som de liv gælde, og mød mig ved portalen " sagde han bestemt, Talion behøvede ikke rystning som mange af de andre kriger havde, han havde blot sit læder form for beskyttelse på og det var nok til ham.
Talion gik hen for at tag portalen til dværgeriget, men han skulle dog vente på drengen som skulle komme med hans ting. Han tog imod tingene og gik ind i portalen.

Han landede lige ved Frontlinjen og plot nogle meter fra dværgene og Guin, og Darmir. Han gik hen og stillede sig ved siden af Darmir " du må sige til hvis jeg skal hente en skammel til dig sådan du kan få et bedre overblik, " sagde han med et smil på læben til Darmir, han så på Guin og nikkede " Jeg vil stille mig op til bueskytterne sådan jeg kan gøre mest gavn og bare rolig jeg skal nok have din ryg som altid " sagde han og løb hen til de andre bueskytter.
" husk de er kolde og vil gøre alt for at indtage jeres sted, så ramt hårdt og sigt hårdt vis ingen nåde, og lade os for dem til at fortryde denne handling de har fortaget sig." råbte han, inden han smed hans pile ved siden af ham, og tog den første frem.

Kvindelige sysler som at sidde og udføre kreativt håndværk, var bestemt ikke Etheldreds kop te. Så langt fra. Alligevel var det hvad hun havde set sig nødsaget til at gøre størstedelen af morgenen, efter en længere diskussion med hendes mand om at hun altså ikke kunne se hvad det skulle gøre godt med at lave broderier i tæpper, det kunne man for pokker da få andre, langt mere talentfulde folk til end hende selv.
Thomas var dog den der var endt med det sidste ord i denne diskussion, til den blonde kvindes store irritation. Hun kunne føle seglet dunke kraftigt i sin nakke, og det var da også ved at gå helt galt idet en budbringer, iført lysets farver, kom ilende med en besked ind i gårdspladsen. En nål havde været i hendes hånd, parat til at kyle efter ham, men da hun genkendte tøjet, lod hun straks sytøj være sytøj og gik ham i lange skridt i møde.
Hastigt gennemgik hendes øjne det, mindst lige så hastigt skrevne, brev der blev givet hende. Noget kunne tyde på at Majestæten havde haft fat i en skriver med kopieringsevne for at være i stand til at kunne få så mange breve ud på så kort tid.
Nok om det. Hun nikkede til budbringeren, stak ham i al hast en krystal inden hun ilnede ind på sit værelse, vred sig ud af kjolen og hastigt iførte sig sin uniform, med ord til tjenestefolkene om at de ikke skulle forvente hende hjemme det næste stykke tid. Der ville ikke blive tid til at sadle en hest om, det villevære hurtigere på vingerne.
I sit indre takkede hun kort for sin opgave, om end den nok var noget så alvorlig, var den da langt mere opmuntrende end sytøj nogensinde ville blive det.

Ud på gårdspladsen løb hun igen, med sværd i bæltet og skjold i en rem hen over ryggen, placeret mellem vingerne, bredte hun sidstnævnte ud og satte af til Paladset, hvor der ganske rigtigt var en portal åbnet.
Hun overvejede kort blot at flyve igennem den, men magien kunne gøre grimme ting ved vinger i bevægelse, samt vidste hun ikke hvordan fjenderne lå i Dragorn. Altså landede hun, knapt så elegant, få meter fra portalen, rystede kort den flyvende fornemmelse af sig, inden hun trådte igennem portalen.


Det første der ramte hende var kulden. Hun missede let med øjnene, inden hendes evne til at manipulere med temperaturer kom hende selv til gode i og med at den lagde sig som en tynd hinde om hele hendes person.
Etheldred skævede rundt, genkendte flere af krigerne der var stimlet op på den korte mur. Undersøgende igen, faldt blikket på en myndigt udseendet dværg; Guinevere. " Etheldred til tjeneste. Har De nogen taktik, eller idéer til hvordan vi bedst får styr på de bæster? " Hun vidste af mange års erfaring at det var bedre at der var en eller to ledere i en kamp som denne, for mange blev hurtigt for megen forvirring og for mange dødeligt sårede. Desuden ville dværgekvinden kende bedre til hvordan det var bedst at tage Mørket an. Hun kendte jo højest sandsynligt bjergene og omgivelserne som sin egen bukselomme, i forhold til Etheldred der kun vagt huskede at have været der før.
De årvågne øjne skævede kort til Talion, ved dennes kommentar om varme. " Hvis det er varme de vil ha kan jeg sagtens give dem det, men jeg tvivler på at de vil føle det særligt behageligt. "
Et småsadistisk smil forlod hende.
At ændre kolde fødder til varme fødder på splitsekunder ville skabe umindelig smerte, og højest sandsynligt en større forsinkelse idet de skule finde ud af hvordan de bedst kunne gå uden at smerten gik hele vejen op igennem deres ben og fødder. Medmindre de havde en forbistret smertetolerance.. Det var selvfølgelig ikke til at sige.

Guinevere havde stået optaget med at få folk hen på deres rette plads til den alt for hurtigt nærmene hær af mørkets krigere, da lyden og ikke mindst lyset fra en portal der åbnede sig, nærmest overmandede hele frontlinjen. Med missende øjne og kampklar position stod hun foran den fremmde portal hvorfra hun ikke vidste hvad ville komme ud af. Dette var lige indtil den velkendte dværgeskikkelse trodte ud og fik sendt hende et fjoget smil, til trods for situationens alvor. "Darmir!" Guinevere åndede lettet op og uden tøven gav ham et varmt kram, specielt som tak for at han var kommet dem til undsætning. Efter ham fulgte flere krigere fra lyset og tingene så nu, ja lysere ud for dem. Hun slap dværgen med et klap på hans skulder og et varmt smil, da hendes opmærksomhed rettede sig mod bueskytten som syntes hende meget bekendt.

Deres drilleri der imellem var som man kunne forvente mellem krigere som havde kendt hinanden længe, men hendes opmærksomhed blev revet væk fra Darmirs voksende skikkelse som Talion talte til hende. Et nik kom frem, samt et taknemmeligt smil. Dette hjalp en del på styrerne som han løb afsted. Bag ham var ankomsten af en kvinde mere tydelig, mest pågrund af de iøjefaldende vinger som brydede hendes ryg. "Bueskytterne på bjergsiderne, samt magikere med jordmagik til at vælte sten ned over fjenden. Frontlinjen består af krigere med skjol og hurtighed til at nedslagte bastarderne." forklarede hun lige i tids nok til at se Ethelred forsvinde hen imod Talion, hvilket måtte betyde at hun var bueskytter eller også ville hun ikke bevæge sig op til hvor han nu stod og opilede tropperne til kampens hede. Guin ville havde spurgt om kvindes position med havde en del andet at koncentrere sig om i dette øjeblik. Specielt som dragernes kald og skrigen blev mere og mere tydelige. "Så er der ingen vej tilbage. Pas på dig selv derude, og tak." hun havde rettet sin opmærksomhed mod Darmir som nu var langt højere og ikke mindst breddere end hende selv. Når mørkets krigere var tæt nok på, måtte de presse dem tilbage for at beskytte deres eget. Det var det bedste de kunne gøre med de antal krigere de nu engang var.

Voldsomme susende vingeslag gav genlyd mod bjergenes hårde klipper, overalt fløj flere drager side om side, store og sorte var de, alle var de ryttere, mens en hær under de bevingede væsener troligt travede fremad mod dværgenes rige. For mange af krigerene var dette et spørgsmål om en bonus, de var blevet benægtet, for andre var det en ordre der var blevet givet, og nu ventede på at blive udført.
Ikaris rettede sig i sadlen, givende en kende mere plads til skikkelsen bag hende, det havde ikke været spor let at overtale hendes drage, Kaar'zal, til at skulle have en ny rytter med, men takket være at mørkelveren efterhånden havde fået sat på plads, hvem af de to der bestemte, var det lykkedes med utilfreds fnysen. Mørkelveren kneb de orangegule øjne en kende sammen i morgensolens spæde stråler, som slikkede sig henover den hvide sne og skyerne, som lå over rytterene. Det kunne endnu virke overvældende for mørkelveren, at solens stråler kunnefrem komme så kraftige og insisterende som de gjorde, lige når solen stod op og de intimiderende øjne igen havde vendet sig til det mørke de var skabt og opvokset i.
Under dem, længere fremme, åbenbarede Dragorn sig som det mægtige fort det nu engang var, for Ikaris var det intet andet end en udfordring. De mørke hænder gled garvet rundt, tjekkende alle hendes våben sad som de skulle, hun kendte hver eneste lille kastekniv, dagget, kortsværd mm. hun havde på sig og sidst men ikke mindst, buen. Ikaris havde efterhånden fået sig en noget kraftig bue, skåret af ét stykke træ, voldsom og sort var den, det krævede mere end gennemsnitslig styrke at trække den, men den havde endnu ikke svigtet. Denne blev spændt op i en garvet bevægelse, mens flere styrefjer på pilene blev rettet til, så de var lettere at få fat i hurtigt.
"Dette skal nok blive interessant Melkor, jeg må indrømme, at jeg har set frem til en dag som denne meget længe!"
Elveren drejede hovedet i en langsom bevægelse, så hun kunne tage dæmonen i øjesyn, et lille makabert smil havde stille men bestemt bredt sig på de mørke læber, som de var kommet tættere på målet.
"Det bringer gamle minder frem!"
Elveren afgav en kort hæs latter, kendte man til hende, ville man vide, at Ikaris på ingen måde var den sentimentale type, men lugten af blod og lyden af angst var noget man let kom til at savne.

Indtagelsen af øl og ikke mindst mjød havde sat sine præg på den meget sovende skikkelse som brummede i sin søvne og snorkede engang imellem med en rungene effekt. Dorín havde aldrig før befundet sig i dværgenes rige og slet ikke prøvet at se så mange dværge det samme sted. Nok var han vokset op blandt dværge, men det var en langt mindre rige. Faktisk var han overbevist om at han måtte havde tabt underkæben da han og Rinne dukkede op på stedet. Et fredeligt og festligt sted. Noget begge havde nydt godt af aftenen før og nu sov sig fra. Det var indtil en hornlyd gav genlyd i alle gangene i hele dværgeriget som fik Dorín til svagt at løfte hovedet i forvirring. Han havde absolut ingen anelse om hvad hornet betød, men ud fra at det havde givet genlyd kunne det betyde at nogen skulle advares. Og de nogen måtte være beboerne. Han fik sig kastet ud af sengen og hen til et vindue med frit udsyn til markedet. Eller hvad der havde været markedet dagen før. Nu løb folk rundt i forvirring og Dorín så skikkelser med rustninger løbe mod porten. Til trods for den let trykkende hovedpine og det groggy blik var han ikke et sekundt i tvivl om hvad det betød. "Rinne!!"

Han kastede sig tilbage fra vinduet og hev skjorten over hovedet ganske hurtigt, som han drønede videre til hendes værelse. Han ventede ikke et sekund på at hun skulle give ham lov til at komme ind, selvom det kunne virke meget uhøfligt. Lige nu var hans tanker dog et helt andet sted som han flåede døren op og puffede lidt voldsomt til bulen under tæpperne som han stærkt gik ud fra var hans rejsekammerat. "Rinne! Vågn op! vi er under Angreb.. Dragorn er under angreb!" det var ikke lige det her eventyr som han havde regnet med da han gik ud af sin dør i Lindeskoven og tog ud på rejse. Han havde regnet med at Dragorn ville være et ganske fredeligt sted at opholde sig, og at der ikke ligefrem ville komme problemer. Selvom han ikke vidste hvad der angreb riget, så brød han sig alligevel ikke spor meget om lyden af hornenes advarselskald. Det kunne være en orkgruppe som havde set sig sure på dem, eller det kunne være noget langt langt LANGT værre.

Dragorn havde været rejsen værd. Dværgriget var mere anderledes, end Rinne nogensinde havde set, og hun nød hvert øjeblik af det. Det var mærkeligt at være under jorden, da hun havde tilbragt det meste af sit liv udenfor. Eller i hvert fald steder, hvor det var nemt at komme ud under åben himmel. Her var alt sten og koldt. Selvom hun ikke havde noget imod det, ville hun aldrig kunne bo sådan et sted. Hun havde brug for solskind i ny og næ.
Aftenen før havde Rinne og Dorín nydt alt den mjød og øl Dragorn kunne byde på. Rinne, der ikke havde samme evne til at indtage alkohol som Dorín, havde endt med at vakle op til sit værelse, konstant ved at vælte over usynlige genstande. Hun var kollapset på sengen, og havde kun lige nået at trække tæppet op over ørerne, før hun faldt i en dyb søvn.
Rinne havde altid haft evnen til at sove hvor som helst, lige meget hvor meget larm der var. Med alkoholen i blodet blev det kun nemmere. Hun hørte ikke advarselshornet, og det var først da Dorín skubbede til hende, at hun vågnede op med et sæt. 'Huh,' sagde hun søvndrukken, og så forvirret rundt, mens hun hurtigt tørrede lidt savl væk fra munden. Det tog et par sekunder før hun forstod hvad Dorín havde sagt. 'Angreb? Hvem angriber?' spurgte hun en anelse skingert, mens hun tumlede ud af sengen. Hendes tøj var blevet smidt i en bunke på gulvet, og det eneste hun havde på, var en lang undertrøje i gråt uld. Hun trak fibrilsk sine bukser på, mens hun prøvede at få styr på sit uglede hår, og også finde sin bue. I hendes stadig noget søvnige stadie, havde hun svært ved at koncentrere sig om nogle af disse opgaver. 'Ved du hvornår de angreb?' Spurgte hun, mens hun fastgjorde en jagtkniv på sit bælte. Hun havde ikke været klar på en invasion, og hun havde derfor ikke anden beskyttelse, end en læderjakke og armbeskytter ligeledes af læder.

Det var mens Lord Alexander Malcharion spiste sin formiddagsmad sammen med familien, at buddet kom til ham. Han så ned på manden fra sit højsæde ved bordet, med et alvorligt blik, mens han blev forklaret, at Dragorn var under angreb. Det kunne ikke bare sådan gå til, og med et lettere vredt udtryk i ansigtet, undskyldte han sig fra bordet, trak i sin uniform, dog uden ringbrynje, da det ikke var muligt med vingerne, der ofte var i vejen for sådan noget. Derefter tog han sit skjold over skulderen, og sit våbenbælte hvor i et langsværd hang og tog af sted, flyvende, mod hovedstaden, hvor han fik øje på portalen, der var blevet snakket om.

Han landede tungt over for den, men tøvede ikke, da han trådte igennem, med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Han endte ved Dragorn hvor han først så sig lidt omkring, før han fik øje på Ethel oppe på muren. Hun fik en hilsen i form af et nik og et lille smil, før han fik øje på frontlinjen. Alexander vidste godt, hvor han hørte til, så han gik med det samme derover, hvor hans øjne faldt på en pænt klædt kvindelig dværg og en anden dværg med rød hanekam, som var blevet bizart stor. Han fyldte skjoldmuren ved siden af den kvindelig dværg, da én af de andre krigere af én eller anden grund ikke havde modet til at blive lige på frontlinjen. "Lad os sparke mørket tilbage hvor det kommer fra," kommenterede han, uden at tænke på den anden kriger. Han sendte dværgekvinden et forstående smil, før alvoren bed sig ind. Der ville være drager her, og han var ikke synderligt glad for de væsner.

På jorden under de sorte drageskikkelser gik de fleste af tropperne. De forreste krigere bar lange og drabeligt udseende spyd og tunge skjolde, og troppernes sorte rustninger var tydelige at se mod den hvide sne, som blev trampet ned af tunge støvler, da Mørkets Styrker langsomt bevægede sig fremad.
På trods af Ashas rang som kriger, var hun til fods. Hun og orkerne fra hendes klan udgjorde den højre flanke af styrkerne. Orkerne bevægede sig ikke ligefrem fremad med militær diciplin - de trampede af sted uafhængigt af hinanden, slående på deres skjolde og råbende fornærmelser op mod dværgene på muren, der dog endnu var for langt væk til at høre dem.

Asha var iført en ringbrynje ud over en pelskantet læderbeklædning. Hun følte sig ikke helt tilpas i det kolde nord, men forhåbentlig ville den nært forestående kamp bringe varmen tilbage i hendes krop. Hendes lilla øjne fokuserede på rambukkene, der blev slæbt fremad, som tropperne gjorde holdt, og hun blottede sine gule tænder i et grin: hele hendes krop var spændt på det, der skulle ske, og de trofaste økser lå allerede klar i hendes hænder.

Melkors øjne rørte ikke det mindste på sig, da solens stråler trængte sig forbi skikkelsen foran ham. Fikserede som de var, veg de ikke fra de punkt de havde placeret sig, men istedet stirrede de fortsat fremad imod målet han havde sat sig. Dragorn var indenfor rækkevidde.
Armene der før havde hvilet omkring Ikaris mave, flyttede sig ganske langsomt. Sættende hænderne støttende bag sig, lod han den enkelte af hans ben svinge fra den anden side af dragen - forenende benene ved hinandens side. Melkor rynkede brynene, frembringende et sigende - dog svagt - smil på hans smalle læber. Han slap for en tid borgen, og ikke mindst skikkelserne foran denne, med øjnene for at beskue mørkelveren. Hendes bevægende læber fangede hans opmærksomhed, og han tillod sig at lade sig selv henfalde i hendes ryst. Ganske langsomt vædede han sine læber, tagene sig ekstra tid til at svare hende. Mon hun fandt akavethed ved hans manglende? Mon hun følte noget, da hans øjne bevægede sig langsomt over hendes skikkelse imens han lod stilheden gennemsyle dem. Normalt ville det rage ham, men som han sad der, afventende at deres flyvende personer nærmede sig destinationen, fandt han sig selv i at finde sig selv interesseret i Ikaris' reaktion.
"Interessant, siger De,"
Melkors øjne slap Ikaris, da han for en tid lod øjnene falde ned af sig selv. Han havde undladt at beklæde sig med et våben - han skulle nok frembringe sig et på vejen, konstarede han overfor sig selv, imens hans enkelte nu frie hånd, arbejdede med at lukke det smidige læder der dannede hans klæder. Var dette mon hans rustning? Næppe. Dæmonen havde sjældent fundet dette nødvendigt, og denne dag var ikke anderledes.
"Bliv nu ikke sentimental Ikaris," han holde en kort pause, ladende en skræmmende varm latter præge hans stemme:
"Det klæder Dem virkelig ikke,"
De sortrøde øjne rettede sig atter imod hende, i et hård ryk. Han løftede hans fri hånd, pegende imod tropperne holdende sig foran porten til dværgenes borg.
"Styr henover de forste tropper - ikke for tæt på, De skulle nødig komme for tæt i nærheden af dem,"
Med disse ord, trak han fødderne op imod sig, støttende imod dragens hud. Kort strakte han sin skikkelse fremad, liggende hans næse imod mørkelverens hals. Han kunne næsten ikke holde latteren tilbage i hans hals, som han mumlede ordene imod hendes hals. De lød ganske forkert i hans mund, da han talte:
"Få mig ikke til at komme og finde Dem død, ridder Ikaris,"
Som hendes navn forlod hans tunge, i det sekund han gjorde dets udtale - lod han sin skikkelse falde fra dragen. Det tog ikke hans skikkelse langtid at nå det mål han ønskede, da han mærkede hvordan hans støvlebeklædte fødder landede imod grunden under dem alle. En kende besværet, heldigvis ikke så besværet grundet den allerede igangværende evne af hans, rejste han sig. Han løftede blikket langsomt, holdende vejret, da hans øjne beskuede de mange skikkelser foran ham. Lysets uniformer skar ham i øjnene, og han måtte for en stund knibe øjnene ganske let sammen. Men så kom det - det isende smil. Han trådte fremad, først langsomt, men så med hastige skridt.

De store, sorte drager, der var langt hurtigere end fodfolket under dem, slog fra tid til anden en ring tilbage for ikke at komme for langt foran og for at sikre sig, at eventuelle forstærkninger stadig ikke var på vej. I yderkandterne af arméen gik nogle få magikere i begsorte kutter med en ring af fire krigere hver om sig og lavede cirkler i luften med armene. Effekten var ved at tage af, men illusionisterne havde brugt alle deres kræfter på at holde den lille hær skjult - eller om ikke andet sløret for uvedkomne blikke. Luften omkring dem sitrede stadig vagt, som når man stod i Medaniens kogende ørken, og så horisonten danse over sandbankerne.

*Men det er overhovedet ikke der, vi er, selvom man godt kunne ønske sig det.*Ethelihn klaprede tænder en enkelt gang på trods af sin rustning, hvis dele var formet som slangeskæld og var lige så fleksible, og sendte lidt strøm gennem sig selv for at holde varmen. Netop nu var hun på vej tilbage fra sin runde nummer 117 eller deromkring. Hun havde brug for overblikket, og desuden var Titania ingen langsom flyver. Under sig så hun orkerne trampe afsted gennem sneen. Meget muligt at Dragorn stadig var uden for hørevidde, men det var hun ikke. Meget kunne man sige, orkerne manglede, udseende, ynde, desciplin, men kampgejst og blodtørst havde de til overflod, og deres krigeriske trommen kunne ikke lade være at påvirke generalen. Med et smil, der nu om muligt emmede mere af sadistisk selvsikkerhed, vendte hun næsen mod Dragorns store porte, der nærmede sig hastigt.

Men idet Ethelihn skulle til at flyve tilbage i front og afgive ordre til landing, så hun ud ad øjenkrogen én drage flyve ud af formationen og styre direkte mod fjendens frontlinje. Med en mine, der blev mere og mere arrig, kunne hun lige præcis skimte Melkor hoppe af dragens ryg og lande. Hvor lidt hun end havde lyst til at indrømme det, havde hun regnet med hans ekspertise. Lige meget hvor lidt, han brød sig om sin afløser, måtte han da være i stand til at se fordelen i at dele ud af sine taktiske evner.

*Men neej nej, selvfølgelig skal han flyve solo. Fint! Han kan klare sig selv, så det kan han også få lov til sammen med Ikaris.* Og selv hvis han ikke kunne, ville hun næppe komme dem til undsætning. Hun havde ikke brug for folk under sin kommando, der var dumme nok til helt alene at løbe direkte i spydene på fjenden. Med et fnys og et tag i tøjlerne, som Titania ikke brød sig særligt meget om, tog hun en skarp drejning i luften, satte farten op og dykkede med resten af dragerne i hælene, før hun landede foran fodfolket. Orkerne var stadig under deres egen leders kommando, men de ville få lov til at tage det første stød, mens telte blev sat op til helerne og stiger blev gjort klar. Ingen havde sagt, at her ville blive nemt, men hurtigt skulle det gå, for lyset måtte allerede være på vej, hvis de ikke allerede var her.

Darmir hørte så et andet *plob* og så nu Talion komme ud fra portallen. Talion kommer over imod ham hvorefter Darmir sagde "godt du kunne komme ud af fjerene" og grinede lidt til sidst. Talion kom så med en lille bemærkning, men Darmir svaret bare "Du ved godt vægene er bygget til dværge ik' men det opdaget du nok ikke" og rystede lidt på hovedet. han så Talion gå over tid bueskytterne, og endnu et *plob* lyd og igennem kom hvad han kunne se var en lyset kriger, dog en han har set før. hun bevæget sig over til Talion mens han tænkte han kender hende nok Han bankede sig selv på brystet, med øksen stadig i hånden, og brølet så "Oooraahh" og bliv ved med at banke for at få moralen hos de andre i frontlinjen op.

Darmir kiggede så på Guin og sagde "Hvor vil du have mig henne, selv om ville foretrække og være her tæt på dig, og beskytte dig". kiggede nu op og så dragerne begynde at dykke, nogle hoppede af dragerne og andre landede hårdt på jorden foran den almindelig frontlinje af mørkets hær. Darmir fik nu sagt "være opmærksom folk det begynder snart!". Darmir kunne ikke tyde hvem der var landet af mørkets ridder og råbte så op til Talion da han viste han kunne se klart på lang afstand "Talion hvem kan du se af mørkets kriger og ridder".

Gloria havde brugt morgen på sin sædvanlige morgentræning, og havde brugt det første af formiddagen på at læse en ualmindelig kedelig bog, indenfor. på denne årstid kunne man nemmere finde hende indenfor murene end udenfor i kulden.
og så længe man ikke havde noget at lave derude var der ingen grund til at fryse. Hun åndende lettet op der der blev banket på døren endelig et afbræk. hun var begyndt bare at skimte siderne, eftersom hun vidste at søsteren ville spørge ind til indholdet når hun afleverede den tilbage. også grunden til hvorfor hun skulle læse den i første omgang.
Gloria åbnede døren for at se en budbringer, han havde tydeligvis været andre steder før han var kommet til hendes dør, men meddelelsen var stadig den samme og med samme hast.

Dværgene blev angrebet.

Gloria brugte ikke meget tid på at gribe sine ting og komme afsted. hun var trænet til at komme hurtigt ud af fjerne, og det var tider som nu det gjaldt. Udrustningen var hun hurtig i. Bue, pile, sværd og daggert blev sat i bæltet og klar til brug. og håret blev hurtigt revet væk fra ansigtet med læderbånd.

Da hun kom igennem Portalen gav det et let sug i marven og så stod man ved tropperne. folk 'poppede' frem overalt som kriger og soldater tog portaler frem for at hjælpe deres allierede. Gloria fandt sig en spot ved et par Dværge, en af dem ualmindelig stor den anden en kvinde. de stod sammen med en lille gruppe. og hun sluttede sig til dem. "jeg fortrækker vi gør mere end at sparke dem, hvis vi begraver dem har vi en chance for at de ikke vender tilbage!" kommenterede hun tørt til en ung mand der var kommet med kommentaren. men der var et lille glimt i hendes øjne der fortalte at hun var klar og de ikke kom ind i dværgenes rige så let.

hun havde Buen klar allerede mens hun så Dragerne begynde at komme nærmere.

Talion stod længe med pilen trukket i hans bue, han kiggede sig omkring for at få et overblik over hvilke folk der var dukket op, men det var lidt ustyrligt for der var virkelig dykket mennesker op som han aldrig havde set, eller hørt om før. han lagde mærke til dragerne som kom med deres rytter på, han nikkede kort og var godt klar over han pile ikke kunne slå en drage ihjel eller på nogen måde skade den, med mindre han ramte den i øjet ikke at det var umuligt for ham men hvis han gjorde det, så vil den nok komme direkte efter ham og det var ikke det bedste for ham. han så ned på Darmir " jamen det er ikke de kønneste de har valgt at sende i krig, men det ligner nogen typer vi ikke gider at have dette sted denne dag"

Hæren af orker og andet ført an af Asha var nok lige pt det mest oplagte for ham at fokusere på, men han var godt klar over at mørkelveren på dragen og deres passagerer var nogen han skulle holde øje med, men han kunne ikke bare holde øje med alt, han havde lovede at holde krigernes ryg fri fra ballade så det måtte han også tag sig af.
" pile" råbte han. hvor efter en masser bunder med pile blev lagt ved hans side.

Talion stod godt beskyttet oppe bag frontlinjen for at beskytte de fleste af lysets kriger som befandt sig på slagmarken, hans blik hvilede igen imod ork hæren som kom tættere på," venter de på en invitation eller noget" mumlede han, og affyrede sin første pil imod en af de mange orker, pilen ramte lige over rustning i det lille hul der var mellem rustning og hals, og orken døde på stedet. " sigt efter halsen bue skytter " råbte han, og tog endnu en pil op og affyrede imod orkerne.
At ramme var ikke noget problem for ham, så hvert skyd han skød vil dræbe hans bytte, dog var alle de andre bueskytter ikke lige så heldige, og mange af pilene faldt blot til jorden ide de ramte orkernes rustning.

En hastig nikken blev det til fra Etheldred, henvendt imod Guinevere som hun passerede denne, og besluttede sig for at hjælpe bueskytterne oppe på bjergsiden, det var lettere end at skulle hive sværd frem og kæmpe mand mod mand, eller lave en skjoldmur, især på så små betingelser som Dragorns mur og port var det. Det overraskede ærligt den blonde at dværgene tilsyneladende ikke havde flere udgange eller indgange, eller måske havde de og de var bare ukendte?
Hun rystede tanken af sig idet hun fik råbt en anden dværg an og hastigt fik byttet sit sværd ud med bue og et kogger med pile. Prøvende trak hun i strengen, selve buen var grovere ned hun var vandt til, men hun måtte tage til takke med hvad hun kunne få fat i, det vidste hun.
Med et par korte bask med vingerne kom hun op til de andre bueskyttere og gjorde an til at affyre pile.
Beskytte fronten, nedkæmp fjenden.. Det lød nærmest som et mantra i hendes hoved imens hun gjorde let brug af sin Lysets magi, til at få lagt en smule af lysets kræfter omkring pilens spids, således at den ville ramme det hårdere, hvis den vel at mærke ramte.
Et misfornøjet blik blev sendt imod de mange drager og hæren, som en sagte flikren fik hende til at rynke en smule på øjenbrynene. " Der er noget lusket ved det her... " Lød det dæmpet, selvom hun ikke helt kunne ligge en finger på hvad præcis det var der fik hende til at føle at noget var forkert.. Udover den svage flikren.
" Man skulle næsten tro det var en illu..." Mere nåede hun ikke at sige idet en drage kom faretruende nær og en eller anden vanvittig valgte at hoppe ned fra den, ned midt i blandt dem..?
Uden at tøve mere end et sekund, slap hun for pilen, betragtede den flyve imod en dragerytter, imens hun lige så hastigt fik en ny pil på buen. Hvor meget hun end ville dræbe manden i midten, var hun nu temmelig sikker på at dem han var landet henne ved ville forsøge at bekæmpe ham. Han måtte være direkte senil for bare, at troppe op sådan, eller også var han umådeligt stærk.. Højest sandsynligt det sidste.
Hvilket ikke lovede gode nyheder, hun kunne håbe at hendes mavefornemmelse var usand.

Guinevere stod stadig ved frontlinjen med Darmir, der havde vokset sig til dobbelt størrelse lige i nærheden. "Jeg foretrækker at havde dig i frontlinjen. Får vi brug for." hun sukkede og vendte blikket mod de mange bueskyttere. Alt imens en kommentar fra en af de nyankommende lysets krigere, fik det til at trække i Guineveres mundvig. "Forhåbentlig kravler de tilbage i deres hul, ellers vil jeg med glæde lade dig begrave dem." svarede hun hurtigt, som hun løftede sit sværd op som signal til bueskytterne. Som orkerne der stormede nærmede sig blev første bølge af pile sendt afsted mod dem, hvor en del faldte. Alt imens kom en mørk skikkelse ned fra den skældede drage der kom forbi. Dette fik Guinevere til at løfte hovedet og se den store mængde af drager som dykkede ned mod dem. Frontlinjen selv var allerede begyndt at gå til angreb mod de imødekommende orker, og drager lå ikke højt på listen over hvad dværgende ønskede at møde lige nu.

"Drager! Bueskyttere, sigt efter dragerne!" kaldte hun op, alt imens en orks krumme sværd lige nøjagtig ramte hen over hovedet på hende, som hun kantede sig vej igennem dem, i en omgang af nedslagtning. Det var ikke første gang at Guin var oppe imod orker, men som en drage landede ned med sin mund på gab foran hende, så kampen pludselig meget anderledes ud.

Stilheden fra dæmonen lod ikke til at påvirke elveren, heller ikke hans stirrende blik, den slags normale forlegenhed folk følte hvis man så et andet menneske i øjnene uden der blev vekslet ord var slet ikke noget Ikaris ejede. Hun var gennem hele sin træning blevet måle og vejet, stirret og følt på, der skulle mere end en smule tavshed til at få hende til at røre på sig, i stedet bredte det brede, lidt for slangeagtige smil sig, inden den hæse latter bølgede frem helt nede fra mellemgulvet.
"Sentimental Melkor, og jeg som troede du kendte mig!"
De lange kraftige læderremme der tillod Ikaris at styre den voldsomme drage blev langsomt strammet til, inden hun trak det store væsen en kende til højre, i den angivne retning, for tiden var Ikarias overraskende nok rangeret højere end dæmonen bag hende, men en loyalitet så dyb at de færreste ville forstå det, lod soldaten give efter og flyve efter direktionen. Det ville også give mening i sidste ende, det ville give Ikaris god kontrol over østfløjens bueskytter med adskillige meter.
Kølig hud mod elverens varme fik det et lille gip frem hos mørkhuden, samt en undren, ville han sige noget, kun for hendes ører? De hvide bryn blev kort rynket sammen i forvirring, det var en sær adfærd, sær, men overraskende naturlig. Øjeblikket efter var han væk, i frit fald mod den nådesløse jord, havde han været enhver anden kriger havde elveren nok antaget, at vedkommende var faldet af dragen, men ikke i dette tilfælde. Hun smilede kort for sig selv.
"Kaar'zal, fau'lad!"
Det var næsten et brøl der kom fra den sejlivede elver, som hun beordrede det koldblodede væsen fremad, dragen gav et par voldsomme vingeslag og lod Ikaris komme ud på siden af fortet, herfra havde hun et godt udsyn til buerne og endnu bedre havde hun en fordel de ikke havde: Tyngdekraften!
Dragen åbnede gabet og dykkede ned mod fortet, her blev en voldsom regn af ild væltet nedover hvemend der ikke stod i skjul for dragens frådende vrede og under elveren begyndte panikken, som flere genstande var sat i brand. Imens trak mørkelveren sin kraftige bue og sigtede, pilepidsen var ikke til at tage fejl af, fæle modhager ragede ud til begge sider, dette gjorde pilen sværere at styre, men for en soldat som Ikaris var det kun udfordringen værd.

Dorín havde ikke taget notice af hvordan Rinne sov ej heller hendes påklædning som hun væltede ud af sengen. Han var optaget af de mange lyde der kom udefra, som blev efterfulgt af vild panik omkring dem. "Jeg ved det ikke.. men ud fra panikken, er det voldsomt!" kom der fra ham, som han selv kom i tanke om den manglende beklædning og småløb tilbage til sin egen bunke af tøj og fik hevet skorten over hovedet og fastgjort sin livrim. En lyd af kaos og knagende lyde udefra, fik Dorín til at kigge ud af vinduet igen. "Panikken startede her for ganske kort tid siden, i hvert fald hvad jeg kunne høre, men ud fra at hæren ser ud til at være sat op, har de vidst det lidt tid." kom der som svar tilbage igennem hans værelse der nåede hende. Alt imens fik han fastgjort overtøj, kastet korken med pile over ryggen og taget buen. Hvis han da fik brug for det, men han tvivlede. Nok var hans evne som bueskytter gode, men han var ikke en kriger. Det eneste han havde som kunne være til stor gavn, var at være jordmagiker. Det kunne hjælpe på bjergsiderne. Dorín selv var heller ikke dækket af beskyttelse, og som han så Rinnes manglende ligeså, begyndte han at overveje hvorvidt det var bedst de blev inde, selvom det talte imod hans natur. "Jeg var ikke lige klar på at der skulle komme et angreb.." kom der fra ham, selvom han tydeligt viste at han ikke destro mindre havde tænkt sig at tage derud alligevel.