Det var Varek En-øje, der havde fået Jarko til at tage udflugten til Hovedstadens undergrund. Han havde ofte bevæget sig i de mere besøgte dele af undergrunden for at indgå handler eller udveksle oplysninger. Den Gamle Bydel var imidlertid kendt for at være et særdeles lyssky område, og de lokale påstod tilmed, at det spøgte i de gamle, ødelagte bygninger. Varek havde imidlertid påstået, at et særdeles vigtigt møde mellem nogle spioner fra Mørket ville finde sted i Den Gamle Bydel i aften.
Jarko var klar over, at man ikke altid skulle tage gamle Vareks ord for gode - manden tilbragte trods alt størstedelen af sin tid rundt omkring på Hovedstadens billige beværtninger, men tanken om at kunne opsnappe så værdifulde oplysninger var alligevel for fristende for Jarko, og han havde omgående taget af sted.
Et svagt fakkelskær kunne skimtes forude, som han langsomt bevægede sig hen ad den smalle, forekommende øde gade, og han hørte den dæmpede lyd af stemmer, der gav svagt ekko mellem de tomme bygninger. Automatisk begyndte han at liste sig mere stilfærdigt fremad - kunne dette mon være spionerne, han havde fået et tip om?
