Asha var ikke særlig bekendt med Krystallandets Hovedstad, som langt fra var et sted, hvor hun og de andre orker normalt var velkomne. Det var da også kun da solens sidste stråler var forsvundet og mørket sænkede sig over landet, at hun uset smuttede ind gennem byporten med sin mørke hætte trukket godt ned over ansigtet.
Endnu en mørk portåbning og en række stejle, ujævne trappetrin førte hende til hendes foreløbige mål: undergrunden.

"Den Sorte Måne" var et lille og snusket værtshus, som befandt sig hernede under gaderne. Madvarerne på dette sted var meget tvivlsomme af kvalitet, ligesom dets gæster var meget tvivlsomme af karakter. Døren gik op med en let knirken, som Asha trådte ind og fandt sig en ledig stol tæt ved det blussende ildsted.
Med et krus mjød i hænderne følte hun sig hurtigt bedre tilpas: der var kun et par få andre tilstede i det lille rum med grove stenvægge, og med hætten skjulende ansigtet, skulle man kigge ekstra grundigt på hende for at se, at hun ikke var et menneske.
Her ventede hun tålmodigt for nu. Flere af Mørkets spioner holdt til her i Hovedstaden og skulle efter planen dukke op på værtshuset senere, og Asha ville få ting at vide fra dem, der var værd at tage med tilbage til Mørkets Hær.

At strejfe rundt omkring i blandt mennesker i hovedstaden kunne Bane frit gøre, også selvom han var en af mørkets kriger for Bane havde aldrig ladet nogen slippe væk, så det vil sige han havde altid slået folk ihjel så der var faktisk ingen der vidste hvem han var, så man kunne faktisk blot kun kende ham på hans bar overkrop med det store mønster på ryggen.

Bane stod i en mørk gyde da han lagde mærke til en person (Asha) kom gående forbi ham og ned til undergrunden, et sted som Bane ikke selv gad at hænge ud, men han tog et lille kig i personens sind ide person gik forbi ham, og straks vidste han at han måtte følge efter den samme vej, da personen stoppede op foran Den Sorte Måne nikkede han blot, og følte blot efter men altid med to-tre meters afstand.

Da Asha var gået ind ventede han blot nogle minutter inden han gik ind, der var ikke mange mennesker at se da han kom ind og ud af øjnekrogen kunne han se Asha som havde sat sig med et krus mjød i hånden, Bane selv tog plads blot et bord imellem de to hvor han blot sad og stirede på hende, uden hverken at sige eller gøre noget.

Bane havde på ingen måde læst videre i hendes sind for at se hvem hun var, så det var ikke gået op for ham hvem hun var at hun var en af mørkets kriger, og Bane kende stort set heller ikke de andre mørkets kriger kun Styx, men det var en anden side af sagen

Halvorken Asha var selv rimelig ny i Mørkets Hær. Hun kunne efterhånden kende et par stykker af de krigere, hun havde mødt i og omkring borgen, men en stor del af hæren var endnu ukendt for hende. Der var derfor heller ikke genkendelse i hendes øjne, da hendes blik et øjeblik hvilte på manden, der var trådt ind på det lille værtshus. Hun hævede dog øjenbrynet let i overraskelse ved synet af hans påklædning - eller rettere sagt: mangel på samme.

Hun tog et god slurk af sit mjødkrus og nød et øjeblik varmen ved ildstedet. Der gik dog ikke længere, før det gik op for hende, at den nyankomne sad og stirrede på hende. Kunne det tænkes, at det var en af de spioner, hun skulle mødes med? Hun var ikke sikker, og valgte for et øjeblik bare at stirre igen.
Med blikket fast rettet mod manden fjernede hun hætten og afslørede sin grønlige hud og spidse ører. Hendes mørke lokker faldt vildert og uredt omkring hendes skuldre, og hun gjorde et let kast med hovedet.

"Hva' glor du på?" lød det spydigt fra hende, dog blandet med en vis undertone af nysgerrighed: ville manden hende noget? Hendes stemme var en smule grov og hæs i det sammenlignet med et menneskes.

At Bane blot sag og gloede var en mærkelig ting at gør også uden at sige noget til hende, men det skulle snart vise sig at ske, for da Asha kiggede på ham og nærmest gjord sig til synde med hendes grønne hud og hende spydig kommentar, fik det blot Bane til at sende hende et smil " altså sådan lige min første tanke vil være at jeg sidder og kigger på en grøn ork, hvis jeg ikke tager meget fejl " sagde han flabet, men stadig med et lille smil på læben

Bane havde stadigvæk ikke tænkt sig at rode rundt oppe i hendes sind, han vil lade tvivlen komme ham til gode, " men for at være ærlig igen så vil jeg sige, at dit udsende virkelig er unikt på en eller anden måde, Asha" sagde han til sidst og det var det første ord han havde fundet i hendes sind.
" Asha hvor det fra? var din mor eller far der ikke kunne lide dig eller? "
Bane var meget flabet lige nu men mest af alt gjord han det blot for at teste hende, for at se hvor hendes grænser gik og hvad hun egentlig var i stand til, for Bane havde aldrig mødt en kvindelig ork før så det var nyt for ham, men stadigvæk spændene.

Han rejste sig kort og satte sig for enden af Asha bord og kiggede på hende afslappet " tænkte ikke det gjord noget at jeg satte mig her" smilte han

Asha vidste ikke, hvilke typer, man kunne møde hernede i Hovedstadens undergrund. Hun kendte ikke til byen og dens beboere, men hun følte sig ikke specielt urolig. Hun var iført en simpel, mørk klædedragt - intet, der kunne identificere hende som Mørkets Kriger, hvis hun endelig skulle blive snuppet af Byvagten eller dét, der var værre.
Alligevel havde det først været her på det snuskede værtshus, hun følte sig sikker nok, til at fjerne hætten fra ansigtet - orker og halvorker var ikke ligefrem et almindeligt syn, og orker havde aldrig haft et særlig godt forhold til mennesker.

Manden foran hende virkede dog ikke fjendtlig på trods af sin stirren, og hun nippede til sit mjødkrus, imens hun betragtede ham med en vis munterhed i øjnene. Hun kunne godt lide, at han svarede flabet igen. Selvom det var sjovt, når folk blev skræmte af hende, var det noget morsommere rent faktisk at have noget modspil.
"Halvork, så ikke helt korrekt." Svarede hun drævende med et afslappet smil. Smilet forsvandt dog hurtigt fra hendes ansigt og blev erstattet af en smule usikkerhed, da han dernæst nævnte hendes navn. Var han en af spionerne fra Mørkets Hær, som skulle rapportere til hende? Hun brød sig ikke om, at de havde videregivet hendes navn. Det var der ingen grund til..

"Hvem har fortalt dig, hvad jeg hedder?" Spurgte hun en smule vagtsomt, mens hun lod ham sætte sig ved bordet, hvor hun også sad. Hvis hun kunne få navnet på vedkommende, skulle hun nok sørge for, at han fik en omgang tæsk. Det var naturligvis slet ikke gået op for Asha, at manden var tankelæser.

Han satte sig afslappet tilbage i stolen tilfreds over at have skabt en tanke i gang i hendes hoved so han kunne følge med i, da hun sagde halvork vidste han burde have gået mere i dybden i hendes sind, men sket var sket så han besluttede sig for blot at stirre mere på hende, uden at sige noget og blot have et lille smil på læben. Bane lyttede både til det hun sagde og det hun tænkte, der gik nogle minutter før han lænede sig frem imod hende,
" ser du halvork så, som det ser ud her fra hvor jeg sidder så kan det lidt være lige meget hvor jeg kende dit navn fra, for det eneste du skal vide er at det er dig selv der har givet mig dit navn, eller har du måske er jeg en spion der blot har fulgt efter dig på din færten, eller har jeg? måske er jeg en der har købt mig til den information eller hvad.... hmm. " sagde han drilsk og forvirrende men stadigvæk i kontrol.

Bane kiggede roligt på hende og lænede sig tilbage i stolen igen og placerede hans føder op på bordet, og kiggede blot hende," hvad har du tænkt dig at gøre for at finde ud af hvor jeg ved det fra, og mund du har tænkt dig at gøre noget eller ikke, eller måske du har tænkt dig at gør noget ved personen der måske har givet mig dit navn?" Bane snakkede blot i gåder blot for at frem tvinge flere tanker i hendes hoved, eller måske mere for at få hendes op i det røde fælt blot for at se en ork slå sig løs, men ide han kunne læse hun ventede på nogen vidste han også at hun nok heller ikke vil gør det.

Det var ikke ualmindeligt at mennesker antog hende for at være fuldblodsork, når de ikke kunne se hende ved siden af resten af klanen. Hendes grønne hud skilte sig markant ud fra menneskerne, men det gjorde hende ikke noget særligt, da det trods alt var orkerne hun havde valgt at leve sammen med - de fleste mennesker, var alligevel svagelige.
Hun rynkede brynene let, over den lange smøre han kom med. Han nød tilsyneladende at drille hende, og det irriterede hende, at hun ikke vidste, hvor han havde informationen fra.

Egentlig var det en bagatel, der ikke betød noget særligt. Der var ingen her i Hovedstaden, der var bekendt med hendes navn: hun var trods alt ganske ny inden for Mørkets Hær, og havde endnu ikke gjort noget særligt, der ville få folk til at huske hende. Det var bare det, at tingene ikke gik efter hendes hoved - og det brød hun sig ikke om.
"Hvis der er en eller anden klaphat, der har videregivet mit navn til alle mulige, havde jeg tænkt mig at have ham et lag tæsk." Svarede hun lige ud. Det var der ingen grund til at lægge skjul på - man begik ikke ustraffet fejl, når man var en del af Mørket, og desuden kunne Asha godt lide at uddele en solid omgang tæsk en gang i mellem. Det var så dejlig forfriskende..
Hun betragtede ham et øjeblik vurderende. Hun ønskede at få nogle oplysninger at vide om ham, så hun ikke længere sad over for en, der vidste mere end hun. "Hvem er du selv?" Spurgte hun. "Det må kun være retfærdigt, at jeg får dit navn at vide også."

Bane kunne ikke lade være med at grine da hun snakkede om hvad der var retfærdigt, for når alt kom til alt hvem var retfærdig af mørkets kriger, Bane var på ingen måde men han ville prøve at stikke mere til hende "og som om du plejer at være retfærdig over for folk når du gør dem ondt " smilede han til hende. " lad mig fortælle dig noget Asha, om jeg kan dit navn eller aj eller hvor jeg kan det fra det kan nærmest være lige gyldigt for du skal være glad for der er nogen der kan huske det, for jeg har spurgt rundt omkring om der var nogen der vidste hvem Asha var mørkets hær var " sagde han flabet.

Bane smilede lidt " men hvis du virkelig gerne vil vide det hele, så måske du skulle spørger på en lidt pænere måde for er sikker på du sagtens kan, altså du kan true mig uden at få noget ud af det men du kan også være høflig selvom det ikke ligger til din natur" sagde han igen men mere et mere udfordrende blik.

" måske med en mere overtalene måde også vil jeg fortælle dig hvad jeg ved men kun måske, det vil jeg lad være op til dig "

Selv i den kaotiske verden, Mørkets Lord ønskede at skabe, hvor der kun var plads til de stærkeste, mente Asha, at der måtte være en form for orden. Mest af alt ønskede hun selv en verden, hvor der var plads til hende og hendes klanfæller: orkernes krigeriske natur og menneskene gik sjældent spænd med hinanden, og Asha havde oplevedet rigeligt af menneskeracens had til hendes orkblod.
Derfor rynkede hun også brynene en smule, som manden over for hendes tonefald nærmest lød en smule spottende, da han begyndte at snakke om retfærdighed. Hun havde sin egen form for retfærdighed, men denne mand lod til at holde af kaos mere end noget andet.

"Så du hører altså til blandt Mørkets styrker." Sagde hun skarpt, da han begyndte at snakke om at have spurgt rundt omkring i hæren. Hun kendte endnu ikke mange af hærens medlemmer, og især mange af menneskene forekom hende ganske ens af udseende. "De fleste ved tilgengæld hvem Mok'garu-klanen er." Svarede hun igen. Hendes ork-klan, som for kun omkring et år siden havde sluttet sig til mørket havde tiltrukket sig meget opmærksomhed i hæren, som orker nu engang ofte gjorde blandt andre racer.
Asha havde ikke så meget imod, at folk endnu ikke kendte så meget til hende - der ville blive tid nok til at skabe et navn for sig selv, og hun ville hellere være kendt for sine handlinger, end for sin grønne hud.

Hun løftede øjenbrynet af hans udfordring - ikke om hun havde tænkt sig at krybe for en mand som ham, bare for at han skulle fortælle hende mere. Nysgerrigheden efter at finde ud af, hvor han havde sine oplysninger fra brændte imidlertid stadig i hende, og hun var ikke langt fra at gribe sin økse for at få ham til at spytte ud.
I stedet greb hun dog sit mjødkrus og tog en dyb slurk af det, før hendes lilla øjne igen hvilede på manden. "Jeg plejer ikke ligefrem at spørge pænt." Svarede hun. Mjødkruset blev igen stillet på bordpladen foran hende, og hun placerede albuerne på bordet, som hun lænede sig en smule fremad: "Jeg ved imidlertid også bedre, end at skabe ballade her midt i Hovedstaden, så det kan jo være, at jeg finder lidt venlighedfrem." Et lille glimt at munterhed kunne ses i hendes øjne - selvom hun fandt manden utroligt irriterende, kunne hun egentlig godt lide hans attitude. Han lod til at hvile i sig selv.

Bane var stadig ligeså rolig som han havde været siden han satte sig ned, og han følte med i hver en tanke hendes sind måtte fortælle ham, da hun nævnte hun vidste han var en af mørkets hær fik det ham blot til at klappe tre gange i hænderne på en meget flabbet måde " meget flot, du er ikke så dum som folk siger du er " sagde han meget roligt, og lænede sig hen over bordet ide hun gjorde det samme, de var nærmest 20-30 cm fra hinanden, og hans blik var i hendes " Asha jeg ved allerede at du er leder af den klan, men helt seriøst, Dig venlig det kan da ikke passe " sagde han og holde sig lænene ind over bordet.

Bane var fast besluttet på at hun skulle for lov til at vise sin gode side af sig selv frem, for når alt kom til alt så havde alle en god side af sig selv og det havde Bane også, og han havde vist den bare ikke overfor Asha men en anden person, hans blik hvilede kort hen på hendes økse " og hvis du havde tænkt dig at du skulle bruge den økse, så kunne var da bare gå udenfor og ordne det praktiske " sagde han med et kort smil på læben. " ser du Asha om du venter her på ham du venter på eller du går ud og for taget dit behov det er stort set det samme, så vis prøv at vis din venlighed frem og måske vil jeg fortælle dig hvor fra jeg ved det " sagde han roligt, hvor efter han lænede hans hoved hen til hendes øre og viskede " men brug ikke for langtid at tænke over det ".

Hun følte måske hun havde kontrol men med ham oppe i hendes hoved, gjorde helt klart at han nærmest var et skridt foran hende uden hun selv vidste det.

En lille fnysen kom fra Ashas næsebor. Hun havde ikke noget behov for at kommentere på hans snak om hendes intelligens - det var ikke noget nyt, at mennesker ikke mente, at orker havde noget mellem ørerne. Dette skyldtes selvfølgelig i høj grad deres primitive livsstil, men Asha blev altid en smule muggen, når folk brugte ordet 'dum'. Hun havde en masse at byde på.
"Du smigrer mig - men jeg leder ikke klanen. Tror du selv, at de ville overlade lederskabet til en halvork?" Hun nippede til sin mjød, imens hendes lilla øjne afsøgte hans ansigt. Hun var sikker på, at hun på intet tidspunkt havde set ham før - havde han udspioneret hende?

Hun havde faktisk et øjeblik lyst til at trække øksen for at tørre smilet af hans ansigt, men hun vidste bedre. Hendes mission her i Hovedstaden var alt andet, end at tiltrække opmærksomhed omkring sin person. Det var ellers sjældent for en ork at bevæge sig i menneskeland uden at komme ind i mindst én slåskamp - men nu var hun jo trods alt ikke fuldblodsork.
"Hvad med at du stopper med at spilde min tid med at tale i gåder?" Spurgte hun, som hun igen stillede sit krus fra sig på bordet og betragtede manden med et hævet øjenbryn. "Beklager - men så interessant er du heller ikke."
Hun var naturligvis stadig fandens nysgerrig efter at vide, hvor han havde sine oplysninger fra, men hun ville ikke finde sig i for meget fra ham.