Jarkos bløde læderstøvler trådte fra landgangsbroen ned på havnens ujævne brosten. Solen glitrede i det blå vand, der omgav havnen i Den Sydlige Handelsby. En strøm af vand plaskede ud i havet fra en af byens mange kanaler, og Jarko kunne allerede fornemme støjen og lugten fra de nærliggende markedspladser.
Varmen var uvandt for ham, der aldrig havde befundet sig så langt sydpå. Han var iført en skjorte af let materiale, og han blev et øjeblik stående for at nyde en let brise, der blæste ind fra havet.
"Af sted med dig." Stemmen var vred og brummende, som en af sømændene fra skibet skubbede sig forbi Jarko. Undervejs på rejsen havde sømanden tabt en del krystaller i kortspil - krystaller, der nu lå lunt og godt i Jarkos lommer, så der var ikke noget at sige til, at han var muggen.

Som han vandrede af sted langs havnekajen, betragtede Jarko nysgerrigt sine omgivelser. Han skulle mødes med en kontakt her ved Den Sydlige Handelsbys havn, for han havde oplysninger at videregive. Oplysninger vedrørte både Lyset samt Minotaurerne her i Rubiniens gøren og laden - oplysninger som Mørkets tilhængere ville betale for.
Selvom Jarko ikke selv havde valgt side, gjorde det ham intet at sælge oplysninger til Mørket.
Mens han ventede på den udsending, der skulle modtage oplysningerne, satte han sig i skyggen af en høj stenmur og så ud over havet. Ingen vidste præcis, hvad der lå derude, for de fleste mente, at verden endte her ved det blå hav, der fortsatte fra Krystallandets kyster. Jarko vidste ikke helt, hvad han selv troede.

Man kan vel godt sige at Amy havde været ude og "lege" igen. Endnu engang rendte hun i hvert fald rundt, langt fra sin fødeby og blot vandrede blandt de mange handelsmænd og kvinder, og tog lidt for sig af retterne, når de var allermest uopmærksomme. Det var i det mindste gået godt i dag. Hun var ikke blevet opdaget, men havde selvfølgelig også været langt mere forsigtig end hun plejede. Hun havde efterhånden brændt fingerne alt for mange gange. Ikke destro mindre kunne man se at den unge tøs var ved at være ved lidt bedre helbred. Hun så ikke kun sundere ud, men det ekstra sul på kroppen, gjorde også at hendes alder blev mere synlig. Før havde hun blot lignet en afpillet ung teenagepige, og det var få der havde gættet på at hun ret faktisk var 17 år gammel. Selvfølgelig var den rødhårede pige stadig ung, men det ekstra kød gjorde en del godt for hende. Hun var egentlig også selv ganske tilfreds, på nær i hovedstaden. I hovedstaden havde hun stadig alt for dårlige minder ved at havde sit "kvindelig" ydre.

Der gik ikke lang tid, før hendes øjne fangede en bekendt skikkelse som kom ind fra havnekajen. Hun stod stadig langt væk, men hun kunne i hvert fald kende noget. Et optræk til et smil kom frem på hendes læber, og hun bevægede sig rundt mellem de forskellige mennesker og andre væsner, for at komme lidt nærmere. Dog stadig lidt gemt inde i skjul. Hun var stadig ikke vild med at afsløre sig selv for tidligt. Hun levede nærmest på overraskelsesmoment. Da hun kom tættere på, var det grove ydre ikke spor til at tage fejl af. Hun havde set manden før, men huske hans navn, var for hende lidt svære. Hvis hun da nogensinde havde hørt det. Han ville uden tvivl opdage at han blev iagtaget. Men han havde haft en fascinerende indvirkning på hende, taget i betragtning af at han havde revet hendes røv..

Tyveknægte var der mange af her i handelsbyen. De store markeder tiltrak mange af slagsen her, hvor byvagter ikke var et helt så almindeligt syn som i Hovedstaden. Her var det de rige fyrster, der sad på magten, og de hyrede ofte deres egne personlige vagter til at beskytte sig selv og sine ejendele.
Jarko kendte godt byens rygte, og hans ene hånd havde da også hvilet løst på bæltet, som han havde bevæget sig langs havnen. Han ville være særdeles ærgerlig over at miste sin pengepung, nu hvor krystallerne, han havde vundet i kortspillet, lå og lunede så godt.

En kraftigt bygget minotaur med en skarpslebet økse stod og holdt øje med de handlende, der bevægede sig til og fra havnen. Jarko tilkastede denne et par nysgerrige blikke, som han sad i skyggen med ryggen lænet mod stenmuren bag sig. Disse væsner var ikke så almindelige, der hvor han normalt færdes, og det var sjældent han havde muligheden for at se dem på nært hold. De rygtedes at være særdeles krigeriske, og Jarko havde bestemt heller ikke tænkt sig at blive uvenner med tyremanden.
Minotauren udstødte et fnys, da dens blik et kort øjeblik mødte Jarkos, og han skyndte sig at kigge væk. Nu fik ham imidlertid fornemmelsen af, at der var andre, der betragtede ham, og han kiggede søgende rundt i menneskemængden - måske var den kontakt, han skulle møde, dukket op.
Amy Storms røde hår skilte sig dog tydeligt ud fra de mørklødede lokales udseende, og der gik ikke længe, før han fik øje på pigen, som stod og gemte sig lidt. Han hævede øjenbrynet en anelse, som han mente at genkende pigen fra Hovedstaden, men der var alligevel noget anderledes ved skikkelsen. Afventende betragtede han hende for at se, om hun ville komme nærmere.

Amy holdte hovedsageligt sine øjne fast på Jarko. Det var lige indtil den store minotauer kom lidt tættere på hende end hun lige havde regnet med. Hendes øjne kiggede op på det høje væsen, som knap så hende. Hun hoppede lidt til siden for ham inden hun gemte sig længere væk. Her holdte hun øje med Jarko igen, som så ud til at havde ladet sin opmærksomhed blive fanget af selvsamme minotauer. Hun forstod ham skam godt. Det var ikke ligefrem tit man så dem! Amy var dog mere bange for dem end fascineret. Det var et væsen som blot skulle træde på hende for at aflive hende. Det bragte ikke ligefrem lysten til at undersøge dem mere, højt op på listen.

Det uundgåelige skete selvfølgelig, og Jarko fik øje på Amy i hendes skjul. Lidt før end Amy havde regnet med og hendes blik flakkede let fordi hun blev grebet i at kigge. Lidt en underlig reaktion. Jarko så dog ud til at tage det meget roligt. Hun gik let tøvende tættere på ham, og kunne ikke helt bestemme sig til hvad hun ville. "Hej.." kom der relativt stille fra hende, som hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Mentalt sparkede hun sig selv, for at sige noget så plat som blot hej. Hvem sagde at han ville havde noget med hende at gøre?

Minotauren fandt tilsyneladende ikke Jarko særlig interessant, noget han så sandelig var taknemmelig for. Sollyset blev reflekteret i Tyremandens skarpe økseblad, som denne nu havde fundet interesse for en flok sømænd, der var ved at læsse varer ned på kajen. Disse mænd havde et nordligt udseende over sig med kraftig skægvækst, og så allerede nu ud til at være plaget af varmen.
Jarko selv, var taknemmelig for sin plads i skyggen, men hans opmærksomhed var nu rettet mod pigebarnet foran sig. Han huskede tydeligt episoden i den smalle gyde i Hovedstaden, hvor den unge rødtop havde været i alvorlige problemer.
Det så imidlertid ud som om, hun havde klaret sig ganske godt siden da. Han havde ikke haft god mulighed for at betragte hende ved deres sidste møde, men han mente alligevel at kunne se, at hun havde fået noget sul på kroppen. Noget der fik hende til at se ældre ud - næsten, men også kun næsten, voksen.

Han nikkede til hende med et venligt ansigtsudtryk. Hun virkede ganske tøvende, og han havde ikke interesse i at skræmme hende væk igen. Han vidste ikke helt hvorfor, men han havde en pludselig trang til at sikre sig, at hun ikke havde rodet sig ud i mere ballade.
"Jeg må være blevet lettere sentimental på mine gamle dage." Tænkte han for sig selv. "Sådan et bekymre mig for et gadebarn.." Ikke desto mindre gled et let smil over hans læber, og han besvarede hendes hilsen. "Goddag. Langt væk hjemmefra?"

Amy lyste lidt mere op og så en smule mere afslappet ud, da Jarko svarede hende med et smil. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde lidt regnet med at han ikke ville kendes ved at havde set hende før. Sådan havde hun i hvert fald tit oplevet ting, og det var heller ikke noget hun bebrejdede folk for. Det var bare rart at der for en gangs skyld var en der talte normalt til hende, som ikke selv var gadebarn.

"En smule. Men der er mere fredeligt og knap så rammebetvunget her som i hovedstaden." svarede hun mens et forsigtigt smil nåede frem på hendes læber. Hun var nok normalt kæphøj og ikke bange af sig, når hun var blandt de andre gadebørn. Men det var mere et image. For sandheden var jo at Amy havde været igennem rigeligt, til at det ville være tåbeligt ikke at være nervøs eller bange for hvad der kunne ske hende. "Hvad med dig selv? Er du også langt hjemmefra?" spurgte hun så efter lidt tid, og hun havde lænet sig lidt op af væggen i skyggen. Hendes blik vandrede let hen over havneområdet og tog alle detaljer til sig. Minotaurens rute, de forskellig folk der kom i land, og hvad folk var ved at læsse på og af de store handelsskibe. Dette var et perfekt sted for en tyv, men Amy havde forsøgt at skærer ned og finde andet arbejde. Det var bare ikke ligefrem nemt som pige, og det hun kunne få, ville hun så absolut ikke. Hun ville aldrig synke ned på de niveau. Hun havde en fortid der gjorde at det endda var svært at blive opvasker på en kro! Men noget havde i hvert fald ændret sig i hende, så hun ønskede at slippe væk fra gaden. Måske var det alderen, eller mødet med forskellige folk som havde åbnet hendes øjne let.

Jarko selv var ikke ubekendt med livet på gaden, og dette var måske også særligt grunden til, at han havde lidt mere medfølelse med Amy, end den almindelige mand ville have. Hans egen beholdning af penge var ofte knap, men i tider som disse, var spionarbejde heldigvis vellønnet. Det var ikke gået forbi hans næse, at Mørket var blevet noget stærkere i løbet af de seneste par år.
Jarko havde dog ikke noget ønske om, at åben krig skulle udbryde i landet. Han havde før været lejesoldat, men det havde været en usikker tilværelse, for skulle man få sin betaling, krævede det, at man rent faktisk var på den side, der vandt..

Nej, småjobs her og der, lune aftener i forskellige krostuer og lidt knivarbejde i nattens mulm og mørke var en tilværelse, der passede 'Kragen' ganske fint. Han nikkede genkendende til Amys ord, som hun forklarede, at her var anderledes end Hovedstaden. Pigebarnet var ganske havde ganske ret, og Jarko syntes også at have oplevet, at byvagterne i Hovedstaden var begyndt at blive særdeles årvågne. Noget, han ikke rigtig brød sig om.
"Jeg har ikke været så langt sydpå før .. men det er rart med forandring," svarede han pigen, og et øjeblik hvilede hans blik på sømændene, der havde indledt en samtale med minotauren. De forsøgte vidst at spørge om vej, men tyremanden, hvis kraftige hånd hvilede på økseskæftet, så ikke ud til at være videre behjælpelig.

Han trak let på skuldrene og kradsede sig i skægget, ved hendes spørgsmål. "Jaeh, det må man vidst sige, at jeg er." svarede han med sin hæse stemme, der ikke var ulig en krages. "Jeg tror aldrig nogensinde, jeg fik dit navn, rødtop?" Han kiggede afventende på hende med et venligt udtryk i øjnene.

Amy kunne kun smile og nikke til hans ord. Han havde ifølge hende, fuldstændig ret! Det var rart med forandring, men også rart at være et sted hvor ingen umildbart kendte hende.Det var som om at hun på den måde kunne være en hel anden, i stedet for gadebarnet eller bandelederen. Det var meget befriende for den 17 årige pige. Selvom hun vidste at hun aldrig ville få et helt normalt liv, så bragte det her stadig en mere rolig og befriende del til hendes liv. Som om at hun var en helt almindelig pige. "Jeg plejer heller ikke at strejfe så langt væk. Men byvagterne var hele tiden i hælende af mig.. Så må hellere holde lav profil lidt tid." svarede hun roligt og sendte ham et smil. Hun fulgte væggen og flyttede sig lidt tættere på Jarko, da situationen med minotauren og sømændende begyndte at udvikle sig. Hun brød sig ikke om det.

"Nej, det var også et ret hurtigt første møde vi havde." svarede hun hvor der kom et lidt bredere smil på hendes læber, der ikke langt tid efter faldte tilbage til normalen. "Mit navn er Amy." svarede hun venligt og kiggede tilbage i hans øjne. Det var rart at mærke venligheden i en andens øjne. Nok så Jarko ud til at havde været igennem en del, og så nok hvad man kalder slidt ud og snusket i nogens øjne. Men det venlige blik, var nok til at Amy var fuldstændig ligeglad med alt det andet. Det betød alligevel ikke noget i sidste ende.

Jarko så ganske rigtigt rimelig slidt og snusket ud: støvlerne og bukserne havde set bedre dage, og skjorten var ligeledes både slidt og uvasket. Han var typen en adelsmand ikke ville kigge på to gange, men det var blot noget, han så som en fordel. De fleste brød sig ikke meget om at se på folk, der så fattige ud, og det gav mulighed for at bevæge sig mere ubemærket.
Bortset fra byvagterne, naturligvis. Amy havde ret i, at de havde en ubehagelig tendens til at være lidt for meget på nakken af en, og Jarko havde også oplevet, at de interesserede sig lige lovlig meget for hans gøren og laden, når han befandt sig i hovedstaden. Man skulle ellers tro, at de havde haft rigeligt at se til efter drageangrebet ved bymuren.
"Satans til byvagter.." Han sagde det med et lille smil over læberne, for de gjorde trods alt bare deres job. Nogle af dem var dog lige lovlig højrøvede efter Jarkos mening, og en stor del af dem lod til at mene, at de var bedre end alle andre, fordi de havde fået en uniform på. Et lille fnys lød fra Jarko ved tanken.

"Amy, siger du? Jeg er Jarko Ralon, men de fleste kalder mig bare 'Kragen'." Præsenterede han sig. Han og Amy var sluppet meget godt fra deres sidste møde, omstændighederne taget i betragtning. Jarko havde ligefrem moret sig, og han smilte let ved tanken, men blev så mere alvorlig: "Du så forhåbentlig ikke mere til mændene?"
De havde ikke været svære at slippe af med i første omgang, men det ville næppe være morsomt, hvis de gjorde en vane ud af at jagte det rødhårede pigebarn. Desuden brød Jarko sig slet ikke om at tænke på, hvad de ville gøre, hvis de rent faktisk havde fået fat i hende.

Amys smil blev bredere, så bredt at hun var på kanten til at komme med en lille latter over hans kommentar til byvagterne. Hun gjorde det dog ikke, og kiggede i stedet smilende ned i jorden, inden hun rettede sine øjne tilbage på Jarko. "Det kan vi hurtigt blive enige om." svarede hun med et skævt smil. Hun havde hørt tale om at gadebørn blev indfanget og sendt på en ny skole et sted udenfor hovedstaden. Nogle af hendes egne fra banden var også blevet snuppet. Faktisk var de ikke mange tilbage, og dem der var, var alle tæt på at være voksne nu. Amy var sikker på, at hvis hun blev indfanget, ville hun alligevel være for gammel til skole pjat.
Dertil forstod hun heller ikke hvor pengene kom fra. Hun havde naturligvis langt fra alle detaljer, så hun forstod selvfølgelig heller ikke helt hvad der foregik. Men hun syntes alligevel at det var uretfærdigt at blive indfanget på sådan en måde og tvunget til at gå i skole.

Amy satte nysgerrigt hovedet let på skrå. Hun havde ikke hørt det kaldenavn før. Dertil havde hun naturligvis ikke hørt hans navn før. "Hvorfor kalder de dig det?" spurgte hun. Amy var ikke opdraget til at blande sig udenom andres sager. Det kunne være noget han ikke ville snakke om, eller i det hele taget noget der ikke vedkom Amy. Men nysgerrig det var hun under alle omstændigheder.
Hun rystede let på hovedet og lod sig falde lidt hen i det mere alvorlige lune. "Nej. Eller jo, jeg så dem, men de så heldigvis ikke mig. De var ikke ligefrem glade." svarede hun efterfulgt af et lille, knap så energisk, smil. "Jeg tog fra Hovedstaden ikke så lang tid efter, så de har slet ikke kunne finde mig, hvis de ledte." Det fik hende til at tænke på den pung hun havde stjålet fra dem. Hun lod sin hånd rodde rundt nede i hendes egen lille sidetaske. "Det minder mig om noget." tilføjede hun så, lige inden hendes fingre fik fat i den ønskede genstand. "Ud over krystaller og andet af værdi, fandt jeg også den her." Amy havde taget en tung jernnøgle op af pungen. Den så gammel ud, men der var alligevel mærkværdige graveringer på den, og steder hvor sølv belægning stadig sad. Amy mistænkte det for at havde været en del af mønstret på nøglen. Hvor den hørte til, vidste hun imidlertid ikke, og hun havde ellers forsøgt at hører sig omkring.

Jarko havde også bemærket byvagtens øgede interesse i gadebørnene, og selvom det ikke var noget, han interesserede sig for, var snakken alligevel gået rundt omkring på de lokale beværtninger: børnene blev åbenbart indfanget og smidt af sted til en eller anden skole i Medanien. Det vidste Jarko ikke helt, hvad han skulle synes om. Det var uden tvivl godt, at få ungerne væk fra gaderne, men hvis det havde været i hans barndom, ville han på ingen måde have brudt sig om det.

Han kiggede sig hurtigt omkring, inden blikket igen faldt på Amy. Minotauren lod stadig til at være i en heftig diskussion med sømændene nede ved kajen. "Det skal jeg vise dig," lød det lettere muntert fra Jarko, som svar på Amys spørgsmål. Han rejste sig op og hans krop begyndte med det samme at ændre sig, blive mindre, og i en sky af sorte fjer, baskede en krage nu livligt med vingerne der, hvor Jarko havde stået.
Den udstødte et højlydt "KRAA", før den igen forvandlede sig tilbage til manden, som venligt nikkede til Amy. Forvandlingerne føltes efterhånden ganske naturlige, da evnen var blevet brugt i mange år.

Jarkos blik blev hurtigt nysgerrigt, da hun frembragte nøglen. Han stirrede indgående og tænksomt på den. "Den ser meget gammel ud .. og graveringerne er i hvert fald ikke på menneskesprog." Sagde han langsomt. "Jeg undrer mig dog over, hvor mænd af den slags, har fået fat i sådan en nøgle .. og hvad den mon fører til.."

Amy kiggede undrende på Jarko som han rejste sig, og ville vise hende grunden til hans kaldenavn. Hendes øjne blev helt automatisk større som hun så den høje mand blive til en sort krage der baskede livligt rundt hvor Jarko før havde stået. Amy lavede en halv chorkeret og overrasket, og halvt imponeret lyd, mens hun smilede. "Se det forklarer jo en del." påpegede hun med et smil, som han kom tilbage i sin menneske skikkelse. Han så også ud til at havde brugt denne evne i mange år, da den virkede naturlig. Lidt ligesom Amy havde det med sin vindmagi. Det var i hvert fald det hun valgte at sammenligne det med. "Det må være en praktisk evne at havde." tilføjede hun med hovedet nysgerrigt på skrå. Amy kunne i hvert fald sagtens se fordelen i at havde sådan en evne.

Amy lyttede til hans ord inden hun trak på skulderne. "De fik nok fat i den på samme måde som mig. De har højst sandsynligvis stjålet den var en eller anden. Men spørgsmålet er så om de vidste hvor den førte hen, eller om de var lige så uvidende omkring hvad nøglen åbner som jeg er." svarede hun og kiggede selv undersøgende på nøglen, inden hun ragte den til Jarko. Hun vidste nøglen var en del værd, men hvis ikke man kunne finde hvad den åbnede, var den faktisk utrolig værdigløs. Desværre kunne hun ikke lige spørge nogen om hvor den hørte til. Hun tvivlede i hvert fald stærkt på at de ville give hende oplysningen.

Det var så sandelig en nyttig evne at have. Især i Jarkos profession, for de færreste lagde mærke til en krage, og det gjorde ham i stand til at indsamle sig mange nyttige oplysninger - oplysninger, der kunne sælges. Han blinkede let til hende og rømmede sig et par gange - krageforvandlingerne fik altid hans stemme til at blive endnu hæsere, end den normalt var.

Han tog imod nøglen, som hun rakte den til ham, og drejede den undersøgende mellem fingrene. Han kendte ikke til de tegn, der var indgraveret på den, og Amy havde sandsynligvis ret i, at mændene nok havde stjålet den. Den så meget gammel ud.
"Der findes mænd her i byen, der er eksperter i gamle symboler.." sagde han langsomt og rakte nøglen tilbage til Amy. "Måske kan vi finde ud af noget om dens oprindelse." Hans tanker kredsede om de hemmeligheder, nøglen muligvis kunne åbne op til. Forhåbentlig noget værdifuldt.

Det var vist ikke helt forkert at sige at Amy var ret fascineret at manden foran sig. Både hans evne, men også det faktum at han var rar ved hende. Dertil havde han reddet hendes røv tidligere og havde stadig intet problem med at snakke til hende. Det var interessant, spændende og uvant for hende. Normalvis plejede de voksne ikke at havde meget at gøre med Amy, som blot stadig var et barn i deres øjne, selvom hun var tæt på 18 år nu.

Fascinationen og hans gerninger for hende, gjorde også at hun rent faktisk stolede på ham. Ikke 100 %. Amy stolede ikke på nogen som helts 100 %, men der var ikke meget skeptisk tilbage mod Jarko.
"Men ville de være til at stole på? Jeg har lært på den hårde måde, at gå til folk for visdom og pludselig stå med ingenting." tanken om at finde dens oprindelse var dog noget som fik hende til at ville satse alligevel. måske var det rigdomme! Massere af dem. Amy tænkte mere materielt end på andet. For hemmeligheden som denne nøgle gemte på, kunne ligeledes være oplysninger som folk ville give sin ene arm for at få. Det hjalp bare ikke Amy meget, da hun var så uheldig ikke at kunne læse.

Jarkos nysgerrighed omkring nøglen var for alvor vagt - når han først havde fået øjnene op for noget, der muligvis kunne ende ud i opdagelsen af noget værdifuldt, havde han svært ved at få det ud af tankerne igen. Så længe den dør, nøglen passede til, ikke befandt sig et alt for farligt sted, ville det være meget interessant at prøve.
Hvis de vel og mærke kunne finde ud af, hvortil nøglen passede.

Amys kommentar fik ham til at kradse sig tænksomt i skægget. Hun havde naturligvis ganske ret - var der noget 'Kragen' havde lært gennem mange års arbejde var, at der ikke var nogen som helst, man kunne stole på. Når det kom til stykket vidste han bestemt heller ikke, om han kunne stole på Amy, men for nu havde han svært ved at se, at hun ville udgøre en trussel imod hans person.
"Der skal som regel lidt krystaller på bordet, før man får noget som helst ud af dem. Men jeg synes, det er det værd.." Sagde han langsomt. Jarko følte sig ikke voldsomt bange for gamle mænd, der studerede støvede skriftruller, men de burde naturligvis stadig udvise forsigtighed.

Et sted dybt nede i maven, var Amy taknemmelig for at hun ikke kun skulle klare sig selv med den nøgle. At hun havde vist den til Jarko gjorde at hun havde lidt nemmere ved at se på tingene uden at blive forvirret eller bare opgive, fordi hun ikke havde de nødvendige midler.
Ikke nødvendigvis sagt at hun stolede på Jarko nok til at lade ham komme alt for tæt på. men tog hoveder var langt bedre end et. Specielt når det ene af dem, endnu ikke kunne læse.
"Det kræver selvføglelig at man har nogle krystaller. Men hvor vil du foreslå vi skal søge?" Amy kom ikke ligefrem på de store biblioteker hvor skriftruller lå stablet op til gigantiske højder. Hun så ingen grund til det, da hun manglede den vigtige brik til at finde læsestof spændende.. At kunne læse. Men hun havde heller aldrig tænkt langt nok til at opsøge nogle af de gamle støvede mænd der sad og studerede dernede.. Endnu en grund til at hun ikke ville være kommet ret langt på egen hånd.

Jarko havde netop åbnet munden for at besvare Amys spørgsmål, da en mand kom gående hen imod dem. Han var iført en neutral, sandfarvet beklædning og lignede en af de lokale. Han mumlede noget næsten uhørligt til Jarko, som fandt en skriftrulle frem fra sin inderlomme og gav den til manden.
Den nyankomne skævede et øjeblik til Amy med en smule mistro i øjnene, men gjorde mine til at gå videre. "Vent." Sagde Jarko. "Vi leder efter nogen, der kan tyde gamle symboler." Han gik ud fra, at kontakten, der havde betalt for oplysningerne, var velkendt i byen. I hvert fald noget mere, end Jarko var.

Manden tøvede et øjeblik og kastede et kort blik på minotaurvagten nede ved havnen, der stadig var travlt optaget af at snakke med sømændene. Han nikkede derefter kort og gjorde tegn til Amy og Jarko om at følge med ned af en smal sidegade, der gik ind i byen.
"Hold øjnene åbne.." mumlede Jarko til Amy. Han selv var bevidst om vægten af kniven i sit bælte, som han kunne trække i løbet af et øjeblik. Han var ikke interesseret i, at nogen skulle tage nøglen fra dem, og eftersom de befandt sig i ukendte omgivelser, kunne man aldrig være forsigtig nok.

Amys øjne ramte hurtigt manden som kom gående imod hende. Hun så ganske roligt på ham, indtil hans mistroiske øjne ramte hende. Der blev hendes øjne lidt mere smalle og dræbende. Bare fordi hun måske ikke var nogen fyrstinde behøvede man ikke at kigge på hende som var hun skidt. At det var en som Jarko skulle snakke med, eller hvad det end var, var Amy fuldstændig ligeglad med! Hun var stadig fast fokuseret på at tolke nøglen. Men manden havde alligevel fået hende i et lidt mere irriteret humør.

Amy løftede et øjenbryn som der blev gjort tegn til at de skulle følge efter. Hun havde stået op af væggen med armene over kors og skiftesvis kigget på manden og minotauren ved havnen. Jarko gik forbi Amy for at følge med manden og Amy nikkede roligt til hans ord og fulgte efter, næsten på siden af Jarko, dog et halv skridt bag ham. Hun holdte øje med væggene og diskret så op ad engang imellem for at holde øje med tagene. Hun kendte bagholdsstrategier alt for godt. Men disse gader var ukendte. Hun kendte ikke alle de hemmelige stier og skjulesteder, hvilket nok gjorde den rødhårede pige langt mere paranoid end hun plejede. Og det sagde skam ikke så lidt. "hvor er vi på vej hen?" hviskede hun så kun Jarko kunne høre hende.

Den Sydlige Handelsby var helt og aldeles i lommen på de rige handelsfyrster og det var oftest dem, der hyrede minotaurvagterne for at holde øje med at der ikke var nogen der stak af med vigtige varer. Om et par fremmede blev overfaldet i en smal gyde var tilgengæld noget, de var ganske ligeglade med, og Jarko var helt klar over, at det var op til ham selv og Amy at beskytte sig her i byen. Her var der ingen byvagter, der ville komme til undsætning.

Gåturen gennem de smalle solbeskinnede gader var dog hurtigt overstået uden det store besvær. Jarkos kontakt standsede foran en indgangen til en mørk stenbygning og holdt afventende en hånd frem. Et par ravstykker skiftede hænder, før manden hurtigt forlod dem. Han forsvandt lige så hurtigt, som han tidligere var dukket frem.
"Lad os håbe at dette besøg er noget værd." Jarko smilede let til den rødhårede pige ved sin side, selvom han stadig holdt øje med resten af omgivelserne ud af øjenkrogen.

Den tunge trædør førte dem ind i et halvmørkt rum, og Jarko måtte bruge et rumt øjeblik på at lade sine øjne vænne sig til mørket, som døren faldt i bag dem. Han var meget bevidst om hvor udsatte de var her i det lille rum, hvor en tung luft af røgelse hang i luften. Her var dog ikke andre til stede end en krumrygget mand, der sad ved en lille lampe og læste noget fra en skriftrulle. Han rørte knap nok på sig, da Jarko rømmede sig for at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse.

Amy fik et tvunget lille smil frem, der hurtigt faldte fra hendes læber igen. Hun var ikke ligefrem tryg ved at skulle ind i lukkede rum som hun ikke kendte, og slet ikke når hun heller ikke kendte den meget negative herre som førte dem derind. Amys opmærksomhed var fuldt optaget af at opsluge alle oplysninger og omgivelser til sig. Dette kunne i sidste ende redde hendes liv, hvis alt skulle gå galt. Hvilket hun havde erfaret at det som regel gjorde.

Da døren smækkede bag dem, hoppede Amy og man kunne næsten havde svorget af hendes hår strittede som en kats. Hun havde i ren forskrækkelse vendt sig og stilt sig op af Jarkos ryg. Hvilket selvfølgelig også betød at hun stod i dække, mens hun stirrede på døren med ekstrem store øjne og hendes hjerte hamrede afsted. Det var først da Jarko rømmede sig at hun drejede sig let og kiggede frem på den krumryggede mand, fra sit skjul bag Jarko. Alle hendes muskler syntes at slappe mere af ved synet af manden, der ikke ligefrem så ud til at være særlig kampdygtig. Det var rent faktisk en stor lettelse. Amy fulgte den lille lampes skær og så de mange skriftruller stablet i større reoler. Alt virkede dog lidt tåget takket været den tygge røgelse som hand derinde. Der virkede ærlig talt meget indelukket!