En brevdue var først på aftenen ankommet til skolen med besked fra Hovedstaden: Mørket var ved at angribe byen, og landets fremtid var usikker. Da Professor Tywing denne dag ikke var til stede på skolen, var det forstanderinden, der samlede alle elever og lærere i den store sal for at overbringe dem nyheden.
En urolig mumlen lød gennem mængden, som forstanderinden med pibende stemme fortalte om Mørkets angreb. Det spørgsmål, der lå I alles tanker var tydeligt: Hvad ville der ske med Tywing Skolen, hvis Mørket overtog Krystallandet? Forstanderinden gjorde sit bedste for at berolige de forsamlede, men det var tydeligt, at alle frygtede, hvad der kunne ske.

I samme øjeblik, som forstanderinden skulle til at beordre eleverne tilbage til deres værelser, blev den store dør, der førte ind til salen udefra, smækket op med et brag. Udenfor silede regnen ned og fem mørkklædte skikkelser kunne ses i portåbningen. Da de trådte ind i salen, blev der dødsensstille: alle fem var iklædt uniformen, der tydeligt viste, at de var en del af Mørkets Hær. Fire af dem var mænd - den sidste var en kvinde.
"Forhold jer i ro." Buldrede den forreste mands stemme, som porten med endnu et brag smækkede i bag dem. En af de andre - en mager mand, hvis ubehagelige smil afslørede en række af gule tænder - greb fat i skuldrene på et par af de nærmeste børn. "Vi ønsker ikke at gøre skade på børnene.." sagde han i et tonefald, der antydede, at han på ingen måde havde noget imod at gøre skade på børn. "Så hvis I gør, hvad vi beder jer om, sker der ikke nogen noget."
"Mørket har nye planer for denne skole." Det var kvinden, der talte nu. Hun var kraftigere bygget end nogen af mændene, og hendes ansigt havde grove, firkantede træk. Det ville ikke være en helt forkert antagelse, at hun havde troldeblod i årerne. "Vi vil bede jer alle om at blive her i salen og forholde jer i ro, til vi får besked fra vores overordnede om slagets udfald.. og tro ikke, at der kommer nogen til undsætning. Landet er i krig - Lyset har alt for travlt til at tænke på jer." Hun så strengt rundt på de forsamlede.

En kugle af ild var ved at forme sig i hænderne på forstanderen, der tydeligvis havde tænkt sig at gøre et forsøg på at gøre modstand. Men gidseltagerne var hurtigere: en af mændene fik lange skygger til at skyde sig frem mod forstanderinden og de greb om hendes ben, arme og hals, og man kunne se ilden langsomt dø ud imellem hendes hænder. Der var komplet tavshed et øjeblik, imens hun kæmpede imod skyggerne - så faldt hun livløs til jorden. "Lad det være en advarsel .. sæt jer ikke op imod os. Næste gang er det et af børnene det går ud over." Den magre mand trommede let på skulderen af et af børnene med sine fingre, der havde lange, uplejede negle.
Der var ikke flere, der så ud til at have lyst til at sætte sig op imod dem.



De fem Mørkets Krigere er alle NPC'er, og det er tilladt at overtage styringen af dem. Bemærk dog, at de ikke på nogen måde kan besejres af eleverne. Der skal også mere end et par enkelte lærere til at klare dem.
Det er muligt for enkelte af eleverne at snige sig ud af salen - enten for at slippe væk eller for at hente hjælp. Folk udefra er også velkomne til at deltage i tråden - medmindre de deltager i Slaget om Hovedstaden, da dette foregår på samme tid.
Man kan måde vælge at blot skrive en reaktion med sin karakter eller lærer - eller fortsætte tråden. Hvis tråden kommer i gang, må man springe folk over, når de ikke har svaret i 4 dage, eller hvis de har angivet, at deres svar  blot er en reaktion.

Maela havde hastigt gemt sig under det nærmeste bord, så snart det var gået op for hende, at mændene var alt andet end venlige. Her sad hun og tittede en smule frem, og det gav et sæt i hende, da forstanderindens livløse krop faldt til jorden. Hun havde ikke haft noget særligt forhold til kvinden, men det var første gang, hun havde set nogen blive dræbt for øjnene af sig.
Pelsen på hendes hale strittede ud til alle sider, og hun møvede sig forsigtigt lidt længere ind under bordet. Tanken om at teleportere sig væk lå i hendes baghoved, men hun var klar over, at sandsynligheden for, at det ville gå galt var stor - hun kunne lige så godt ende midt i salen, eller endnu værre: lige i armene på tilhængerne af Mørket.

Det sikreste for nu var uden tvivl at holde sig i ro, selvom det gik imod alle Maelas instinkter.

(Maela kan bare springes over i tråden, da hun for nu gemmer sig. Prik gerne til mig (Krys) i chatten, hvis der sker noget, der vedrører hende.)

Det havde bestemt rystet Cera at skolen skulle være et mål for mørket, for hun kunne ikke se grunden til dette. Mørket havde jo intet at frygte hos de få elever og lærer som holdte til på skolen, men hun var da glad for at de blev samlet i salen og forstanderinden oplyste dem om hvad der skulle ske og hvilket brev de havde fået med duen her til aften.

Det næste øjeblik gik som et sus i alle elever og ikke mindst lærer, døren blev brudt op og fem grimme krigere fra mørket kom slendrende ind i salen og en stilhed sank over hele salen. Cera vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, der var ikke så mange steder at flygte hen. Hun stivnede faktisk på et kort sekund og stirrede blindt på fem, som var begyndt at tale omkring skolens fremtid, mørket havde åbenbart andre planer og det næste var forstanderindens livløse krop, liggende på det kolde gulv. Forhåbentligt havde de ikke tænkt sig at gøre noget ved eleverne, men Cera havde ikke tænkt sig at blive i det åbenlyse, men prøvede at komme i tanke om et sted hvor hun kunne gemme sig.
Søjlerne, tænkte hun stille og ventede til de kiggede væk fra hendes retning og kravlede så hurtigt om bag en af de mange søjler som støttede loftet i den store sal. Her gemte hun sig så meget sammen som hun nu kunne og krøb sig helt sammen.

Kvakket var lyttede aldrig rigtig efter til de her forsamlinger, men for første gang kunne hun godt mærke på hele forsamlingen at det var noget seriøst, men hun var ikke helt sikker på hvorfor alting var seriøst. Dog gik det ligeså stille op for hende, hvor seriøs situationen var, selvom hun ikke havde fulgt med, da de de 5 krigere kom ind og deres forstanderinder faldt død om, var det lidt lige meget hvad det handlede om, for for første gang oplevede Kvakket ægte frygt. Storke var en ting, men at sige en, som i Kvakkets øjne var kraftfuld, falde død om, det var ikke til at spøge med, og den stakkels frøpige sad lidt bare og stirrede på den døde krop, indtil hun så Cera snige sig væk fra bordet. At gemme sig var nok ikke det værste træk.
Hun kiggede lidt omkring og da hun kunne se at der alligevel ikke var nogen der holdt øje med hende, forvandlede hun sig til en frø og hoppede over mod Cera, forhåbentlig accepterede hun at der kom en lille frø hen til hende, for Kvakket var rædselsslagen, og havde behov for at være tæt på nogen hun kunne stole på, og det var nemmere lige nu i hendes frøform.

Frygten spredte sig som en steppebrand i hele salen, da forstanderindens krop faldt livsløs til jorden. Rædslen var malet i alle de unge elevers ansigter. Professor Macaria Saga følte gåsehuden sprede sig, og hun drejede vantro sin skikkelse mod Mørkets krigere.

Historie professoren var iklædt en sort ankellang kjole i et tyndt og svagt gennemsigtigt bomuldsstof. Den er moderat nedringet, tætsiddende og snæver med et snit i højre side, således at for hver skridt hun tog blottes noget af hendes ben. Kjolen fremhævede diskret hendes meget veldrejede skikkelse, uden at fratage den elegante og respektfulde udstråling der omgav hende. Maias sorte hår var kunsfærdigt kæmmet stramt tilbage fra ansigtet, i en stram knold. Håret stod i skærende kontrast til hendes delikat procelænshud, der ikke var helt hvid, men heller ikke helt mørk, som visse andre Topalis folk. I skæret fra de enorme lysekroner, der hang ned fra de majestætiske hvælvinger, glødede alles ansigter. Maias ansigt var fængslende: høje kindben, mandelformede øjne og en lille, spids næse oven over to fyldige læber. Hendes ansigtstræk udgjorde en perfekt harmoni, der virkede dragende for enhver, der stod over for denne professor. Men ikke kun det, for der var en intensitet i øjnene, der modsagde dette fingerpeg om feminin skrøbelighed, eller som i det mindste komplicerede billedet: Øjnene var brune og fyldt med et respektindgydende lys, og det manglende smil vidnede om noget gådefuldt og dunkelt, noget, man enten frygtede eller gerne ville vide noget om.

Hendes udtryksfulde øjenbryn trak sig sammen idet hun stirrede bekymret på Mørkets mest hensynsløse og uforsonlige krigere. Alt hun kunne gøre var at gå myndigt og selvbevidst igennem mængden af stivnede elever, og stille sig beskyttende foran dem, således krigerne var nødsaget til at konfrontere hende, hvis de ville have fingrene i eleverne. Blikket gled skiftevis fra krigerne og så rundt på hendes elever, hvor nogle var smuttet i skjul.

”Slip barnet!,, sagde hun med en stemme, der garanteret virkede efter hensigten i et klasseværelse, men som var upåvirkelig over for disse krigere.

”Vi yder ingen modstand. Børnene udgør ingen fare, så lad dem slippe,, tilføjede hun i et stadig skarpere tonefald.

En dokument var blevet modtaget fra Ra'a al ghul han vidste det der forgik de bestemte steder i krystallandet, så derfor var det med nødvendighed at slå til alle de steder Dead Shadow kunne vise sig frem, Ibn al ghul arving til tronen lavede altid missioner selv og på egen hånd.

Da han kom frem til den store sal driv våd, tråde han et enkelt skridt ind i salen, hvor nogle af mørkets kriger havde taget børn og lærer til fange, han rystede sig som en lille hund og kiggede op " hvis jeg var dig vil jeg bestemt gør som der bliver sagt " sagde i et tonefald som vil irritere de fleste, Ibn al Ghul havde sine custom mate kanataner med som altid som var placerede bag på hans ryg.

Han kiggede over på nogle af børne som havde et ansigts udtryk der vidste angst og bekymring " hey hvis jeg nu går lidt tjekket hen imod de mørke kriger kan du så ikke give mig et fedt beat, du ved sådan ala bum tik bum bum tik " Ibn al ghul var virkelig en forvirret person og en person der ikke havde nogen form for fornemmelse af noget som helst.
men den unge han snakkede til blev blot mere skræmt af at han talte til den, han kløede sig kort til hovedet og vende blikkede imod det som det hele handlede om.

" Min herre siger hallo, og vil sige at denne skole er under beskyttelse af Ra's al ghul og hans klan, så i har 3 valg, 1. smutter uden at dø 2. smutter ikke, men så bare dør. eller 3. eller var der en grund til " sagde han til sig selv, og kiggede op i løftede "hmm hvad var det nu den sidste grund var ".
Han løftede sin finger i vejret " jeg har det " sagde højt " det valg er, 3. at i laver det i ødelægger også dør i, hvad er jeres valg " sagde han bestemt og stillede sig op af en af de mange søjler der var i rummet.

Der var gået en del timer siden Mørkets ankomst til skolen, en smal stribe af lys var begyndt at vise sig på himlen udenfor. Flere af elverne sad en smule rastløse i salen, men ingen turde gøre noget. De flestes øjne var spændt rettet mod lærerinden, Maia, og den nyankomne dæmon, der forsøgte at true krigerne. Den ene kriger blottede tænderne i et hånligt smil - klar til at gøre et udfald mod den flabede dæmon.
For anden gang denne nat blev porten til Tywing-skolen skubbet op med et brag. De forsamlede vendte sig om, da en flok bevæbnede krigere strømmede ind i salen. De havde ved hjælp af magi transporteret sig til Tywing-skolen, så snart kampen mod Mørket så ud til at være vendt til deres fordel.
En tilfangetagen kriger af Mørket havde afsløret angrebet på skolen.

Skolens angribere var nu i tydeligt undertal. En af dem rakte ud for at gribe et af børnene til at bruge som skjold, men inden han nåede så langt, blev han gennembordet af sværdet fra en Lysets Ridder. I løbet af ganske kort tid havde de resterende Mørkets Krigere overgivet sig.
Skolen var reddet.

Det er tilladt at fortsætte på tråden, men den værste fare er naturligvis overstået nu.