Dagens lys skinnede over tempelbygningerne i Den Hellige Bydel. Foråret var ved at så småt komme til landet, og enkelte blomster tittede frem i tempelhaverne. Nyhederne om krig og det nylige angreb på Dragorn, tog dog en del af glæden ved, at dagene blev længere. Da mange af landets bønder var flygtet ind til byen, ville det også betyde, at høsten i år ville blive meget sparsom.

Netop mange af disse flygtninge fra alle egne af Krystallandet, havde søgt tilflugt i templerne, som havde åbnet deres døre for dem. Isari-kathedralen husede de fleste flygtninge, som sov på gulvet under Kathedralens loftskuppel, men også de fleste af de mindre templer - selv templerne for Kile og Nalish’ra, havde taget flytninge ind.
Mange af dem var udhungrede og syge, og templernes præster og præstinder gjorde deres bedste for dem, men mængden af mad - selv her i den øvre bydel - var knap. Ikke desto mindre var flygtningene taknemmelige for at have fået husly, selvom de længdes efter at vende hjem og forbandede krigen.
Hver dag kom der nye flygtninge fra byen. Mange af dem nordfra, hvor Mørkets Hær havde plyndret og brændt på vejen mod Dragorn, og templerne blev mere og mere fyldt op. Man sendte bud rundt til byens healere, for at de skulle komme og hjælpe til i templerne, og man bad byens bagere og slagtere om at donere mad til flygtningene.

Ét tempel holdt imidlertid sine døre lukkede. De sortklædte præster fra Zaladins tempel sad bag dets lukkede og låste dør, hvorpå Zaladins dæmoniske tegn var malet, og bad til, at Ondskabens Gud ville bringe mere kaos over landet.

De kølige briser i norden, var for længst glemt dybt i varme kroppes hjerter. Selvom norden ofte blev set som et barsk sted at leve, ville vise af dets indbyggere ikke ønske at leve andetsteds. Og specielt efter mange ugers vandren, var dets kolde sletter, og udfordrende jord, en savnet ‘luksus’. Noget de fleste Krystalianere, der ikke boede i norden, ikke ville kunne forstå.
Men familien Yereth familien var en lille familie, bestående af to venskabelige forældre, og to elskede børn. Familien havde været igennem deres kvaler, men kom altid ud på den anden side stærkere end de var. Men denne gang, måtte de bukke under for presset. De kunne ikke blive i norden, så kort fra Dragorn, og krigende der hergede der. De måtte flygte.
Der, kunne en der havde skadet dem meget, endlig betale tilbage. Ingen af dem var trænnet i kamp, og de fragtede en unge på fire. Men en engel, der havde forbandet konen og det ælste barn i familien, med et voldsomt handikap, havde evnerne til at beskytte dem. Og han tilbød disse, som en undskyldning for hans fejl. De kunne ikke andet end at tage imod hans hjælpende hånd. Og efter den lange rejse, var de endlig noget frem til Hovedstaden’s mure. Vladimir havde gjort sit.

“Tak.. Vladimir.. Tak, for deres hjælpe.” Lod sig den unge pige’s stemme, imens hun traskede blindt fremad, med manden ved hendes side som sin guide. Manden stirede ned på den unge kvinde, der bar en bandana over hendes døde øjne, og et simpelt bonde klæde over kroppen. Manden bar en sort frakke, der dækkede hele hans krop, med dens hætte liggende ned af ryggen. Hans dybrøde hår, var en ekstrem contrast til den blege hud, men styrkede de emerald grønne øjne, der bar et smil så stort som det på hans læber.
“Du har intet at takke for, Emilia.. Det var det mindste jeg kunne gøre. Jeg skylder din familie meget. Meget, som jeg aldrig ville kunne betale igen.” Hans smil lindredes en smule, imens han lagde en hånd på teenage pigens ryg. Pigen smilede halvt, og lod det blinde blik stire imod jorden.
“Jeg er bare glad for, at du har bragt Eric i sikkerhed. Med det, har jeg mere end tilgivet dig.” Pigens lille smil, bredte sig over Vladimir’s læber, men fik ikke lov at svare inden han blev afbrudt af en lille dreng der rendte forbi dem begge.
“Vladimir, Vladimir! Hvordan er det du tænder deen!? Emy sagde at jeg bare skulle prøve, men kan ikkeee!” Bad den lille brunhårede dreng, som han trak afsted med en kæmpe lanterne, som han kune lige kunne bære, og løbe med. Vladimir smilede, og fjernede hånden fra pigens ryg, imens hun blidt klukkede af den lille unge. Vladimir rakte sin venstre hånd op til den højre, og åbnede bandagen der lå omkring den. Dog inden han helt fjernede det, lagde han hånden på lanternens håndtag, for så at rive bandagen væk. Pludslig stod der et blidt lys ud fra lanternen. Lyset var ikke levende, så ikke skabt af ild, men stadigt lige så stærkt som den stærkeste fakkel. Drengens øjne lyste op med stor glæde, som han betragtede den klare fakkel, før de skød op på Vladimir.
“Det vil jeg også kunne!” Råbte drengen, men blev denne gang afbrudt i hans iver, af en anden mande stemme, denne langt ældre.
“Så, Eric. Ikke irritere Hr. Vladorf mere end nødvendigt, okay? Kom her op med din mor, og mig.” Bad hans far, hvilket drengen med det samme adlød. Faren kiggede imod Vladimir, med et blik der sagde det helle. Han var taknemlig for hvad Vladimir havde gjort for hans familie. Men stadig, lå de skader Vladimir havde forvoldt dem. Vladimir kunne aldrig bære nag over Emerik’s had, og sank øjnene i et roligt nik, imens hans smile forsvandt, og han ledte Emilia op af en kort trappe gang.

De nærmede sig et af de store templer i byen, uden rigtig at sigte efter et bestemt. Dog søgte Vladimir imod det, der gav mest mening for ham selv. Aladrios. Balance. Noget han følte han havde mistet, og nu søgte imod at finde igen. De grønne øjne stirrede søgende op imod templets skulpturer, med et bedende udtryk, imens ham og den lille familie nærmede sig dets døre.

Krigen bragte ikke altid det gode med sig , ikke hvis man spurgte Celyon. Siden krigen havde startet for alvor og effekterne kunne føles på både maden, men bestemt også på befolkningen og den tiltagende masse af flygtninge og tilbedere i templerne, havde den blåhårede halvdæmon fundet sig selv skulle arbejde mere og mere end før.
På det ene punkt havde det givet hende mulighed for at få bugt med sin energi, men på det andet punkt havde det givet hende mindre frihed til at gøre som det passede hende i fritiden.
Brød og kød var langsomt ved at blive overvundet af kedeligt grød. Ikke noget der passede hende yderligere, men til gengæld var undervisningen ikke nært så lang tid længere da der var mere brug for novicerne ude i klostrene. Denne dag var ikke meget anderledes, som Celyon var blevet udstyret med en kæmpe kurv fyldt til randen med bandager og andre fornødenheder.
Sukkende hankede hun op i kurven mens hun forsøgte at holde trit med en rødhåret præst: hendes ældre bror.
Uheldigvis blev hun skubbet til side som en mindre mængde masede sig forbi dem og nærmest hev dem med sig hen imod Aladrios' tempel. Et øjeblik stoppede hun, lettere forvirret inden hun ventesig om, ramlende direkte ind i en eller anden skabning, spredende en del af kurvend indhold ud over jorden.
" Helt ærligt.. " Lød det mumlende som hun skulede efter en bandage der havde rullet længere væk end de andre. Hun sukkede tungt og var lige ved at rejse sig op, i samme øjeblik som hendes teleportation evne pludselig slog ind og i en tung, blå, røgsky, teleporterede hende hen i den modsatte ende af hvor hun lige havde været. Hun blinkede let, en anelse forvirret, endnu mere over de forskrækkede, trætte hvin der fulgte der hvor hun var dukket op igen. Med en grimasse sørgede hun for at gemme sin flammende blå hale ekstra godt ind under halen, ikke om hun ville have aggressive folk på nakken, selvom hendes tøj klart viste at hun var tilknyttet et tempels kloster, nærmere betegnet Isari.
Stedet hendes mor for år tilbage havde ment ville være det sikreste sted at efterlade hendes 2 halvdæmon døtre og menneskesøn.

Vladimir havede nettop samlet bandagen omkring hans højre hånd, og dækket over det lys der skarpt lyste derfra, som massen af folk imod templet voksede. Hans grønne øjne betragtede mængden med et rejst øjenbryn, og tog et skridt nærmere Emilia.
”Lad os holde os tæt sammen.. Denne folkemængde kunne nemt skille os ad.” Foreslog han med sin dybe stemme, og lagde blidt en hånd på ryggen af Emilia, for at lede hende frem med et lidt højere tempo. Hans hals skreg i smerter, som en lav hylen trak sig fra den, i et forsøg på at holde et host tilbage. Og netop som han gjorde dete, ramlede en yngre pige ind i ham, hvilket fremprovokerede et smertefuldt host, som han hastigt gemte i hans hånd, og væk fra dem omkring ham. Vladimir’s øjne kneb sig sammen, og hans store hvide vinger vrikkede kort i smerter, imens hele hans krop trak sig sammen. Efter den voldsomme hosten gik over, kiggede han ned imod pigen igen, netop som hun forsvandt i en blå sky. Han blinkede overrasket, og kiggede omkring sig efter pigen. Familien Yereth var stoppet op for at vente på Vladimir, og rystede kort på hovedet.
“Hvor uhøfligt… Garanteret for travlt til at se sig omkring, den unge dame..” Brummede faderen af familien, hvilket fik Vladimir til at kigge op, med et undrende blik. Blikket faldt da på jorden foran ham, hvor med han fik øje på bandagerne.
”Måske uhøflig, men med gode intentioner..” Mumlede han kort, og knælede sig ned for at samle de tapte bandager op. Han kiggede imod familien, og nikkede imod templet. ”Fortsæt i bare.. Jeg kommer op, så hurtig jeg kan.” Forklarede han, og Emerick nikkede i et svar, og fortsatte med at lede hans blinde kone og datter imod templet, imens Vladimir samlede de sidste bandager op.
Vladimir rejste sig, efter at have sat hans store lanterne fast i hans bælte, under frakken, og kiggede rundt efter den unge pige. Det ville have været svært at finde en pige i disse mængder, hvis ikke det var for det specielle hår hun gik sig med. Han smilede en anelse, da hans øjne fangede en yderst forvirret, blåhåret pige. Den høje Engel bevægede sig langsomt imod pigen, med forsigte skridt, for ikke at skubbe til nogen på hans vej. Hans vinger strakte sig, trak sig tilbage og rejste sig, for lige så ikke at ramle ind i nogen.

Selv på det korte minut det havde taget Vladimir at nærme sig, havde der samlet sig en skare af stirrende mennesker, der nu mumlede omkring den lille pige. Folk blev bange, når magiske evner blev fremvist på åben gade, så man kunne ikke bebrejde dem det.
”Du tabte noget.” Sagde Vladimir med et lille smil, og rakte bandagerne frem. Selve Vladimir’s tilstedeværelse, fik nogen af menneskerne til at fortsætte på deres vej, og Vladimir kiggede kort op på de andre, med en kort bemærkning.
”Fortsæt i bare. Bare en ung Novice, i færd med at lære sine evner..” Forklarede han, imens hans blik faldt tilbage på pigen, med et lille smil. ”Beklager at jeg ramlede ind i dem, min ven.. Håber at jeg fik fundet de fleste af dine bandager..”

Stadig lettere forvirret over den pludselige ændring af hvor hun befandt sig, knugede den blåhårede tøs hårdt om kurvens hank, mens hun forsøgte at finde ud af helt præcist hvor hun befandt sig.
Takket været de nærmeste templer blev hun enig med sig selv om at det nok kun var et halvt hundrede meter hun var flyttet sig, stadig meget taget i betragtning af hvor ny evnen var for hende. Hun rynkede endnu engang misfornøjet på næsen, rejste sig op og skævede rundt som folk begyndte at mumle ophidset til hinanden.
Det var da indtil en stemme overdøvede dem. Det gav et vrik i hendes halespids mens hun drejede hovedet og fik øje på englen, mens hun hastigt fik lagt den rette novice-udtryk frem.
Rettede kort på brochen der var sat i tøjet, inden hun mødte hans blik, nysgerrig som sædvanligt.
Dog efterfulgt af et nik idet hun afbrød øjenkontakten igen. Han var jo trods alt en engel, og engle skulle tages seriøst, det vidste hun at de gjorde meget af i Isaris tempel da det åbenbart var denne gudinde der havde kreeret englene i tidernes morgen.
" M..Mange tak..Hr.." Hun havde nært glemt høfligheden i at snakke med en anden, generelt hadede hun at skulle snakke høfligt og var komplet uforstående for at man skulle være des før man var dus.
Hun rakte ud efter bandagerne.
" Og. Undskyld. Jeg tror at det var mig der kom til at bamle ind i Dem for kort tid siden, og ikke omvendt.. " Celyon var ærligt ikke sikker på om det var rigtigt, men ikke desto mindre synes hun at have anet englens røde hår og noget der lignede vinger sekundet før hendes evne havde taget hende ved overraskelse.

Mentalt undersøgene bandagerne for hvor beskidte de var fik hun lagt dem tilbage i kurven, skævende imod englen i ny og næ, mon han havde noget imod at hun var halv dæmon..?

Pigens forsigtihed, fik Vladimir til at smile en anelse mere, hvilket han dog hurtigt gemte bag et mere beroligende udtryk. Han havde ingen intentioner om at gøre pigen bange, ej var han en som anså sig selv som værende mere end andre, blot fordi han bar et par store vinger. Tvært imod. Det blev ikke meget mere sørgeligt, end en kroniskt syg Engel.
Han slap bandagerne uden vrøvl, og skubbede endda en smule jord fra det ene af dem, og tjekkede at det ikke var blevet mere beskidt end det. Da det ikke var, lagde han den i kurven som den sidste, og kiggede tilbage på pigen. Hendes gensidige undskyldning, fik Vladimir til at nikke en enkelt gang, inden han klukkede venskabeligt.
“Vi overså vidst hinanden, i så falde. Ingen skade gjort. Enig?” Foreslog han, som han rakte pigen sin hånd. ”Vladimir.. Vladimir Vladorf. Er mig en glæde at møde dem.” Det virkede ikke til, at der var megen uhøflighed at finde i pigen, som faderen af familien Yereth havde regnet med. Der var dog et eller andet specielt ved pigen. Dette fik han fornæmmelsen af, grundet den yderst specielle hårfarve. Vidste Vladimir hvad hun virkelig var, ville dog ikke have ændret på noget. Hvilket pigen naturligvis ikke kunne vide.
Vladimir betragtede igen bandagerne, før han kiggede tilbage imod pigen’s øjne, og pegede på bandagerne.
”Skal de et bestemt sted hen? Eller er de til de flygtninge der har brug for dem? Fordi jeg har fulgt en familie, som virkelig godt kunne bruge en ordenlig bandage. Den ene af dem, har fået sig et grimt sår med betændelse i, og jeg tør ikke prøve at heale det, i frygt for at jeg ikke også stopper betændelsen samtidig. Det bliver ved med at bløde, og kan ikke vide hvornår vi kan få en mere.. Veltrænet healer, til at hjælpe dem.” Spurgte han med et smil, imens han kort betragtede mængden af folk omkring dem, og lagde mærke til hvordan de gjorde plads oomkring ham.
”Heh. Hvis det var, kunne jeg tilsyneladende også gøre din vej igennem folkemængden lidt nemmere?” Jokede han med en klukken, imens blikket faldt tilbage over hende.

Celyon betragtede nysgerrigt englen imens han hjalp hende med bandagerne, smilende forsigtigt op til ham.
Det var altid rart med hjælpsomme folk, og hvis priorinden skulle brokke sig over at hu var langsom, kunne benævnelsen af at hun havde mødt en engel nok tø den tørre kvinde en smule op.
Hun nikkede. " Ingen skade sket. "
Hun tog hans hånd og rystede den let. " Celyon Draconi. " Præsenterede hun sig selv, overvejende om englen selv var syg, han lød syg. Kunne engle blive syge?
Småirriteret over sig selv rystede hun tanken væk og hankede istedet op i kurven.
" Jeg er på vej imod Aladrios' tempel med fornødenheder.. Og ja,.. Bandager.. Vi havde lidt i overskud i Isaris tempel. Så ja, det er til flygtningene, hvis familien De har hjulpet har brug for nogen bandager kan De frit tage, hvis De har brug for hjælp står jeg også til rådighed, men jeg kan ikke helbrede. " Advarede hun. Hellere få det tilføjet før han fik forhåbningerne op, et par havde før fået fat i hende i tro om at hun kunne helbrede, uden held.
Endnu et smil, denne gang en smule varmere. " Hvis De kan give lidt hjælp kunne det være praktisk, der er så mange mennesker og andre væsner der søger om hjælp for tiden, selv efter de seneste par... Uheld.. "
Angrebet på templerne havde dog næppe været nogle uheld, men det blev ikke nævnt, kun hvisket. Engelen kendte dog næppe noget til dem, nu han havde været i færd med at hjælpe flygtninge.

Vladimir’s greb om hendes hånd, var lige så blidt som hendes. I hvert fald så blidt som hans store hånd nu kunne præstere, omkring hendes betydeligt mindre hånd. Og hendes tilbud om hjælp, fik ham til at smile lidt større, og nikke et par gange. Ham og familien Yereth havde mødt masser af ubehagelige mennesker, på deres vej. Mennesker der ikke ville risikere at hjælpe dem omkring dem, i angst for at bringe dem selv i fare, eller deres egen familie. Hjælpsomhed var ikke så udbredt som man ville håbe. Men denne unge piges tilbud om at hjælpe, bragte håbet tilbage i et koldt Engle hjerte.
”Er sikker på at familien Yereth ikke ville skubbe dit tilbud om hjælp til side. Og er sikker på, at De garanteret er langt bedre til at lægge en bandage, end nogen af dem, og mig.” Sagde han med et venligt kluk, i det han drejede omkring på hælene, som hun takkede ja til hans tilbud om hjælp.
”Så hold Dem tæt, og under vingen. Så skal jeg nok lede os igennem.” Smilede han venligt, med sin højre hånd, der bar en bandage omkring håndfladen, tæt ind på kroppen, men vingen holdt frem, for at tilbyde plads derunder. Skulle Celyon vælge at gå derind under, ville Vladimir begynde at bevæge dem imod Templet.
”Har der også v.. Været u..” Allerede da han started sætningen, kunne man høre et host hobe sig op, og han nåede ikke engang at fuldende hans sætning, før han måtte tage den venstre hånd op foran, for ikke at hoste på andre omkring ham. Han var egentlig temmelig sikker på, at han ikke smittede med noget som helst, men han anså det stadig som værende uhøfligt, ikke at holde hånden for. Hostende lød smertefulde, og man kunne også se hans mavemuskler trække sig i smerte. Han rømmede sig derpå og sank dybt, inden han var i stand til at færdiggøre sin sætning.
”Beklager.. Som jeg var ved at sige. Har der også været uheld her i Hovedstaden, siden krigen begyndte?” Vladimir vidste tydeligvis ikke så meget om denne krig. Og lige så hurtigt som den voldsomme hosten var kommet, var den glemt igen. Som om det ikke engang var sket, eller var ganske så almindeligt at have sådan en hosten.
Imens han havde hostet, havde han også fortsat fremad, og folk så også ud til at gøre plads til englen, og der var ikke længere folk der fik en chance for at skubbe, ase og mase som de gjorde før.

" De er måske ikke kyndig i at hjælpe skadede individer? Det troede jeg ellers at man lærte som engel..? "
Hun så spørgende op på ham, velvidende at hvis priorinden havde hørt hende havde hun højest sandsynligt fået et slag over nakken og sendt luks ned i køkkenet for at skrælle kartofler for den næste uge. Men halv-dæmonens nysgerrighed var for stor, selv i tider som disse, hun ville vide så meget hun kunne om alt og alle.

Lydigt holdt hun sig tæt på ham, men kunne ikke lade være med at komme med et lille udbrud i fascination over den store vinge der lukkede sig let og beskyttende hen over hende. De kunne umuligt være lette at styre sådan nogen stoe vinger, det tvivlede hun på. Der måtte ligge års træning bag.
Igen hankede hun op i den store kurv inden hun langsomt fulgte ham, opmærksom på vejen foran hende, men med sideblikke imod englen. Hans hosten fik hende til kortvarigt at stoppe op, kun for at hoppe ind under vingens beskyttelse igen, som en kylling søgene sin mors beskyttende vinger.

" Det lyder til at De måske også godt kunne få brug for en kop urtethe til Dere hals? Det lyder ikke alt for godt. " Faktisk lød det næsten som om han var syg. Kunne engle blive syge? Skulle de ikke forestille at være en form for overjordiske væsner, som dæmoner var 'overskydende' og negativ energi?
Hun trak let på skuldrene for at få tanken skudt væk.
" Ja, desværre. Der har været drageangreb for nogle måneder siden. Og for et par uger siden var der nogen der dræbte folk inde i nogle af templerne. Man har endnu ikke fundet ud af hvem der står bag, man ved kun at de efterlod en bølge på vægge og gulve, tegnet af ofrenes blod... Det er så ikke noget der bliver nævnt højt, hvis flygtningene vidste det ville de ikke turde nærme sig templerne, og vi novicer har også fået af vide ikke at sige noget til nogen om det. Men da De er engel stoler jeg på at De ikke vil gå rundt og sprede panik i byens gader. "
Celyon holdt stemmen dæmpet, skævende omkring sig for at sikre sig at der ikke var nogen der hørte deres samtaler omkring dem. At brede panik var ikke noget hun just havde lyst til i disse dage, folket var uroligt nok som det var.

Vladimir kiggede ned på pigen, med hendes nysgerrige spørgsmål, og rejste et øjenbryn. Dog brød han hurtigt ud i en venskabelig klukken, og rystede kort på hovedet et par gange.
”Nej, min søde ven.. Er bange for, at vi ikke bare automatisk bliver sat i ‘Engle træningslejr’” Startede han med et venligt smil, i håb om at hun ikke misforstod ham som hånende, men nærmere drillende som han ønskede.
”Nej, faktisk, er det første jeg husker, at jeg vågnede i en indhegning med høns. Med munden fuld af beskidte fjer, og ansigtet begravet i en mudderpøl…” Han klukkede af mindet, og rystede kort på hovedet. ”Håber ikke at det ødelægger din opfattelse af os, helt.” Sagde han smilende, og begyndte at gå, som hun udbrød i fascination.

Efter sin hosten, og hendes forslag om hjælp, rømmede han sig med en blid klukken, og et ryst på hovedet.
”Er bange for, at en kop te bare ville give mig en dårlig smag i munden. Kan ikke fordrage urtete…” Sagde han med et lille smil, som han trak sin vinge en anelse ind, og tvang hende en smule tættere ind til ham, for at de ikke skubbede til nogen der stod stille. Han slappede af i vingen igen, da de havde passeret, for at give dem begge lidt mere plads igen.
”Har lidt af denne hosten, lige så længe jeg kan huske.. Har prøveturtetee. At heale min hals med min evne. At fånoglen healere i Nordkrystallandet til at se på det, men til ingen verdens nytte.. Er bare en ting, jeg har lært at leve med, efterhånden.” Sagde han, opgivende. Det var tydeligt, at han bestemt ikke var glad for denne hosten, og hans blik var også blevet en anelse mere trykket. Han stoppede op, et kort øjeblik, for at lade en gammel mand, og en yngre mand, passere tværs over menneske marchen. Han forblev stående et øjeblik, og strakte sin frie vinge ud, for at stoppe nogen folk der fortsatte med at gå, og blokerede den gamle mand. Den yngre man kiggede over imod Vladimir, og gav ham et takkene nik, inden han fortsatte med at lede den gamle mand videre. Vladimir nikkede tilbage med et smil, inden han vendte sin opmærksomhed ned imod Celyon igen.

Han lyttede interesseret, og rynkede en anelse på læberne, og hans øjenbryn, ved det han hørte. Han havde regnet med Drage angrebene, da der ligesom var krig imod disse, men mordene i Templerne var langt mere bekymrende. Vladimir lænede sig også en lille smule ned imod Celyon, for bedre at kunne høre hende, og så hun kunne tale ekstra lavt. Han smilede blit da hun nævnte at hun ikke burde snakke om det, og nikkede et par gange.
”Er glad for at de fortæller mig det, Mss Draconi.. Er bestemt godt at vide.. Og jeg skal nok love ikke at fortælle nogen, at De fortalte det til mig.” Sagde han med et smil, og en hånd der blidt ullede hendes hår. Han kiggede kort op, for at holde øje med hvor han gik, før han kiggede ned igen. ”Ikke at jeg tror at du ikke gør det, men lov mig at sørge for, ikke at fortælle det til andre? Ikke engang Engle.. Er bange for, at det ikke er os alle sammen, der er lige meget til at stole på.” Sagde han med et blidt smil, netop som de nåede den standsede kø, foran Templets port. Folk stod stille, og ventede deres tur til at kunne gå ind i templet. Porten derind, var ikke engang stor nok til at der kunne være konstant bevægelse. Dog var de to heldige, at de ikke ville skulle vente særlig meget mere end et par mennesker foran dem.