At Lysets Dronning bekendte sig til gudinden Isari var almindelig kendt i byen, og det var derfor ikke noget usædvanligt syn, at Dronningen og hendes følge ved solnedgang bevægede sig mod katedralen. Forrest gik et par svært bevæbnede krigere, i midten Dronningens trofaste tjenestepiger og igen til sidst i følget fulgte to krigere iført Lysets uniformer.
Det var en smuk aften og solens lys glitrede i det blanke tage på de majestætiske bygninger, der karakteriserede Den Øvre Bydel. Der var ikke mange på gaden, og de fleste holdt sig på respektfuld afstand af Dronningens følge, selvom enkelte standsede op for at kigge nysgerrigt.

Denne aften var hun iført en simpel hvid klædedragt og en kappe, hvor gudindens symbol var broderet på. Hun lod de fleste af sine vagter blive ved indgangen til den imponerende Isari-katedral, men en enkelt af dem fulgte hende indenfor sammen med to af tjenestepigerne.
Hundredevis af lys var at finde inde i katedralen: mange af dem kom fra svævende krystaller, der spredte et blidt, men stemningsfuldt lys i det hvævlede rum. Endnu flere lys var at finde ved Isaris alter, hvor både tjenestefolk og præstinder holdt sig en smule på afstand, idet Dronningen knælede for at bede til gudinden.
I disse mørke tider følte hun tydeligt hvordan hendes - og lysets - fjender pressede på fra alle sider. Hvis blot gudinden kunne hjælpe..

Ra's al ghul havde længe levet i skjul og han vidste at nærmest ingen rigtig vidste hvem han var, og hvad han var i stand til men det var lidt det hele legen gik ud på, han havde endelig fået samlet sig det rigtig materiale af andre dæmoner og deres evner til at blive en klan man ikke blot kunne lade vokse i sig selv, så Ra's havde besluttet sig for at besøge dronning, ikke fordi han ville dræbe hende men mest for at gøre opmærksom på sig selv over hende.

Isaris-katedral være meget godt bevogtet af lysets kriger, og det vidste Ra's og det var også derfor at han havde valgt at deres første møde ikke skulle være med at nogen kom til skade, med mindre dronning selv ville det anderledes men det måtte jo ses an, Ra's var i ført hans lange læder frakke ide han dukket op inde i Isari-katedral via en hemmelig passage, som han naturligvis havde fået til skaffet sig.

Ra's kom gående direkte imod Lysets dronning som havde knælede sig for at bede " at bede vil ikke redde lysets, der majestæt " sagde han bestemt og bukkede høfligt til hende, man kunne tydeligt se at han ikke var en af mørkets kriger eller en af de til bedene menneske.
Han kiggede over på dronnings tjeneste folk og den ene vagt, " for din skyld vil jeg beholde deres sværd i der hvor det er nu " sagde han meget roligt, og rettede blikket over på dronningen " nu det ikke fordi jeg skal give dem ordre men, for alle sikkerhed så bed din vagt om at gå ud og vent samt dine folk, jeg lover dig der ikke sker dig noget denne gang er det blot en snak jeg vil have, og som du kan se har jeg intet våben" sagde han bestemt imens han stod med arme foldet sammen om bag ryggen, ikke fordi han havde noget at gemme men sådan stod han bare altid.

Endnu en gang var en fjende trængt ind i deres midte. Tronen - magten over landet - altid tiltrak det folk, der ønskede at gribe magten til egen fortjeneste. Den trone, som Lysets slægt i århundreder, havde siddet på. Dronningen vidste at Isari var med hende - hendes slægt - men det forhindrede hende ikke i at føle et stik af uro ved synet af den nytilkomne.
Hans tilstedeværelse var som et grimt ar blandt de hvidklædte præster i katedralens indre. Langsomt kom Dronningen på benene og hendes blik så på manden i stedet for alteret, hun havde knælet ved.

Der var en uendelig blidhed i hendes øjne, som de så ind i hans. Hun viste ikke frygt - frygt var der rigeligt af i byen, og når man sad på tronen, måtte man udstråle ro og sikkerhed. For folkets skyld. Så blev udtrykket i hendes blik skarpt og køligt.
"Fysiske våben er ikke det eneste, der kan skade." Hendes stemme lød krystalklar, og det var tydeligt, at det også var en advarsel: hvis han brugte magi i et forsøg på at skade hende, havde hun magi at svare igen med. "Men jeg vil vælge at tro på, at du taler sandt og ikke ønsker at spilde blod på dette hellige sted. Så lad os da have denne .. snak."

Hun gjorde tegn til vagten som modvilligt adlød hende og med langsomme skridt forlod rummet. Han kastede et kort blik over skulderen inden døren lukkedes bag ham mod Dronningen, der stod rank og afventende: hun havde ikke noget ønske om at høre på, hvad denne fremmede mand ville sige, men han gav hende intet valg.

Ra's var stoppet op og stod blot og kiggede på dronning ide hende vagt og andre tjeneste folk forlod rummet, " jeg må sige en ting af en dronning af være., så er du lidt naiv at tro at et andet menneske ikke vil dem onde uden at vide noget om personen er dog lidt naivt, men jeg kan lide det og derfor er du stadig i live nu, som lovede men det er nu ikke derfor jeg er her " sagde han og begynde igen at gå frem og tilbage tæt ved dronning, han vidste han blot skulle holde sig inden for en radius af 3 meter fra hende, også vil hunde ikke kunne bruge nogen form for magi hvis det var det hun ønskede.

Ra's forsatte med at fortælle " ser du for at give dem en fair chance for at ikke at blive overrasket, eller for at give dig nogle valg, skal du vide det er ikke mørket du burde tænke mest på for ser du, jeg er noget til et punkt hvor jeg synes krystallandet skal have en hersker en der bestemmer over hele landet en som kan holde styre på hele landet, og som man kan se så kan du ikke det for mærket angriber og angriber og du vil tabe på et tidspunkt du vil bare ikke indse det, selv en blind der ikke kan se ville kunne se det. Ra's var meget selvsikker i hans tale måde og hun vil kunne fornemme at det var det han troede på, også selvom hun ikke mente det.
" men som sagt så vil lysets stå for tur, men selv mørket tror de ikke kan slås men selv mørkets lord tager fejl, for selv han vil fejle og når han gør står jeg klar til ende hans lidelser, for det er som sagt tid til en anden skal være hersker, og det er og vil blive mig om du eller han vil det eller aj så skal jeg nok for det til at ske. sagde han meget tilfreds og kiggede kort op i loftet, inden han igen forsatte og rettede blikket på hende.

" også kom vi til det valg der var, ser du kan vælge imellem at acceptere det jeg siger og stille dig selv og lysets til rådighed som en allierede, og jeg vil hjælpe dig med at udslette mørket, eller du kan vælge at sige nej tak også vende hele lysets imod dens undergang, for du skal vide mørkets lord for samme besøg og samme tilbud." sagde han og stoppede men at snakke og så blot hen på dronningen.

Dronningen stod roligt, afventende. En let bevægelse kunne anes ved hendes mundvig, men det var ikke til at sige, om det var et smil: "De lader til at være ganske overbevist om, at jeg er ude af stand til at forsvare mig selv. Pas må med at hvile for meget i Deres egen styrke - det kan blive Deres undergang."
At lede et land, var ikke et ufarligt job, og som en del af Lysets slægt var hun opvokset i et Isari-tempel - langt fra byens midte. Men hendes navn krævede, at hun ikke blot brugte tiden dér på at bede til gudinden: og her, var hun som så mange før hende bærende slægtens navn, blevet underkastet alskens form for træning.

Hun havde dog også lært, at man kun i yderste tilfælde tog en anden skabnings liv, og det var langt fra sikkert, at selv hun med sine evner kunne overvinde en oldgammel dæmon. Dog vidste hun, at hun i løbet af et øjeblik kunne være langt ude for hans rækkevidde, såfremt hun selv ønskede det.
For nu, havde hun dog bestemt sig for at lytte til ham.

"Så De tilbyder en alliance." Svarede hun roligt, vejende hans ord. "Selvom De fortæller mig, at De har tænkt at forråde os for selv at tage tronen. Og hvad skal De have til gengæld? Forventer De, at jeg villigt træder til side, når kampen er vundet?"
En snert af utålmodighed kunne høres i Dronningens stemme. Hun frygtede uden tvivl Mørkets komme, for hun vidste, at siden deres allierede i Dragorn var faldet, havde Mørkets hær kun vokset sig stærkere. Hun tvivlede imidlertid på, at Lord Sabbatin havde noget ønske om, at overlade tronen til denne mand.

Han var godt klar over at man ikke bare så nemt slog dronningen ihjel, og han var klar over at hun nok hele tiden kom ud for nogle situationer som disse, men Ra havde en hel klan bag sig af andre dæmoner og han var ikke bare gjort til leder bare sådan, nej at være leder af Dead shadows krævede meget så derfor vidste han at leder et land vil være farligt, men han stoler på hans klans medlemmer troskab.

" ser du jeg har levet i mange år og er godt over man ikke skal hvile for meget i sig selv, og man skal heller ikke undervurdere sin modstander " sagde han roligt med et smil på læben, han forsatte med lytte til hendes ord vel vidne om at krigen ved hovedstaden trængte på, " jeg er en mand af mine ord, så hvis du takker ja til mit tilbud så vil jeg love dig at jeg ikke dræber dig eller dine kriger, og ja måske så kunne du få en plads ved siden af mig " sagde han lidt lumsk.

Ra var godt klar over at en dronning på ingen måde måtte buge under for noget, men han følte han ikke gav hende noget valg for at have to fjerner i stedet for en, måtte da være noget en hver ikke ønsker.
" deres majestæt " sagde han og gik hen imod hende imens han forsatte hans ord " du har bare være for mange år på tronen, det ved jeg har trods alt levet i mange år, og det er bare tid til en hersker der kan kontroller en hver form for angreb på dette land, og det kan jeg........... tro mig " sagde han bestemt og stoppe op lidt fra hende.

Dronningens øjne blev en smule smalle, som hun så på manden foran sig. Hun brød sig ikke om ham - det sidste hun ville gøre, var at overlade folket i hænderne på en dæmonisk skabning som ham. Alene hans tilstedeværelse på dette hellige sted virkede i sig selv som den dybeste blasfemi.
Hun opsendte i sine tanker en kort bøn til gudinden. Hun ville ikke bukke under for trusler fra denne mand - for selv om hun ikke tvivlede på hans styrke, havde hun et helt folk bag sig. De ville ikke tillade en magtbegærlig tyran at sidde på tronen.

"Og tror De virkelig, at folket ønsker Dem på tronen?" Hendes tonefald var køligt, idet hun roligt mødte hans blik. Selvom dæmonkrigene efterhånden lå flere årtusinder tilbage i tiden, havde befolkningen altid haft en lille modvillighed over for racen, og Dronningen var ganske overbevist om, at manden foran hende måtte have dæmonblod i årerne.
Dæmoner havde altid haft en trang til at få magten over de svagelige. Måske på grund af deres egen svaghed: navnet, der kunne binde dem selv i slaveri. Lyset selv havde gennem tid haft flere dæmoner i deres tjeneste - frivillige og slavebundne.

"Jeg tror ikke, at De forstår. Mit eget liv er ikke så vigtigt, at jeg ville lægge mit land i Deres hænder for at beholde det." Spare hende og hendes krigere? Selvom dronningen ikke ønskede blodsydgydelser, lod det til, at det var den vej, de måtte gå. Hun var opdraget til ikke at frygte døden, og hvis det var nødvendigt, var hun ikke bange for at skulle ofre sit eget liv - og sine krigeres - for at Lyset kunne blive på magten i landet.

Ra smilede tilfreds til hende, han havde givet tid til at tænke over hans forslag og ærligt kunne han ikke blive her hele dagen, så om hun ville det eller aj så ville han have et ordentlig svar snart, da hun nævnede om han virkelig troet at folket vil følge ham, smilte han til hende " hvorfor tror du at du stadigvæk er i live deres højlighed "

han vidste godt at mennesker nok aldrig vil følge ham, men det var der hun kom ind i billede hun havde en vigtig indflydelse på alt ting omkring menneskerne og han vidste de vil følge hende, " ser du jeg behøver ikke at have din menneske race til at følge mig, jeg har en hel hær der vil gøre det, så hvis du lader mig få tronen så kan du være menneskernes budbringer, og hvilket gør du for lov at leve, ellers så må jeg dræbe din race også og udslette dem fra dette land " Ra håber på for hendes egen skyld at hun tog ham seriøst, for hvorfor skulle han nærmest give en hende nogle valg, en hver anden vil bare dræbe hende på stedet hvis de fik chancen.

da hun snakkede om hendes liv, nikkede han " men så kan jeg vel ligeså godt tag deres liv nu selvom jeg nu ikke rigtig havde tænkt mig det, for dit land vil som sagt blive mit for mund ikke Mørkets lord takker ja til mit tilbud, for at i sidste ende røv rend mig, hvilke jeg på en måde regner med han vil gøre så mund ikke du virkelig burde tænke dig om før de snakker, der højlighed " sagde han rolig og i kontrol.

Han vidste godt man ikke vil kunne knække dronningen eller true hende på nogen måde, men han vidste at hun blot skulle have et ultimatum, der gjord hun var nød til at vælge. " men jeg vil give dig en chance for at bestemme dig over mit seriøse tilbud, du har 24 timer til at vælge 1. takker du nej vil det være din undergang. og 2. takker du ja ser jeg du møder op på min klans tilholdssted, som er i de kolde bjerge godt gemt væk og ser gerne du er alene hvis det er det de beslutter, for at finde stedet tag dette kort hvis du vil " sagde han bestemt " og husk ser jeg andre ind dig dør de " sagde han roligt men sådan hun vidste han mente det, det var ikke fordi han regnede med hun tog imod hans tilbud, men han håbede for hendes skyld.

Ra gik hen og lagde et kort på en af de mange bænke som var i templet " og de kan altid besøge mig hvis de vil sludre, selvom det vil være uvant fra din side, men husk at tænkt på hvad der er bedst for dit land også selvom det ikke er for næsen af dig " sagde han og vende ryggen til hende for at gå, lige inden han forsvandt vende han sig om imod hende " 24 timer "

Dronningen stolede ikke det mindste på manden foran sig. Ganske vidst lod han til at have sine egne æresbegreber, men hans slags var netop årsagen til, at der blev ved at være konflik i landet. Magtsyge individer, som blot ville have det hele for sig selv - det ville blive over hendes lig, at folket skulle lide under en mand som ham.
Igen mødte hendes blik roligt hans - troede han virkelig, at han ville være i stand til at tage hendes liv her? "De bliver ved med at undervurdere mig." Svarede hun stilfærdigt. Der var ikke noget bebrejdende eller vredt i hendes tonefald: det var blot en konstatering.

"Jeg tror ikke, at Lord Sabbatin ønsker Deres hjælp. Ser De, han er også grådig. Ønsker ikke at dele sin magt. De vil gøre Dem klogt i at lære lidt om Deres fjender - for tro mig, fortsætter De på denne måde, vil han også blive Deres fjende." Der var en isnende kølighed i hendes stemme, som hun talte om Mørkets Lord. Hun ønskede så sandelig, at han kunne fjernes fra landet, men ikke blot for, at det kunne falde i hænderne på en anden.

"Jeg behøver ikke Deres tidsfrist. Svaret er nej - Lyset har andre alliancer." Det ville snart vise sig, om denne mand virkelig ville være så stor en trussel, som han påstod. Hun troede det ikke: Mørket havde en betydelig hær, og det var dem, der var den virkelig trussel.
Det ville dog naturligvis ikke forhindre hende i at bede sine allierede om at være på vagt over for denne person. Hun betragtede ham et kort øjeblik, før hun selv med ranke skridt gik mod døren, der førte ud fra Katedralen. Som hun åbnede den, kom hendes vagter hende straks i møde, og hun så sig ikke tilbage, som de forlod det Hellige sted - hun følte ikke længere for at bede i dette rum, hvis renhed denne dag føltes fordærvet af fjendens tilstedeværelse.


/out.