Stilheden var larmende. Ingen sagde noget i den mørke kælder som var blevet omlavet til et fangehul. De mørke rum var svagt oplyste af enkelte olielamper som hang i cellerne op på gangene. Lyset blev kun fjernet fra dværgens ansigt når en vagt gik forbi og skyggede for lampen, ellers var der ingen forandring.
Dryp
En måned. Hun havde siddet op af den kolde klippevæg i en hel måned og stirret frem for sig. Stirret og tænkt af fuld kræft, kun med få afbrydelser når krigerne trængte til sjov i deres druk. Hendes ryg var stadig pålagt aflange røde markeringer efter sidste tur forbi piskens slag.
Dryp
Dragorns prinsesse valgte endelig at løfte hovedet op fra den hvilende tilstand fra knæene. Besluttet rejste hun sig, som vagten var gået de tre meter forbi. Hun havde ventet længe nok nu, og hun mærkede en forandring. De sidste par dage havde der ikke været megen skift i hvilke vagter som gik igennem gangen. Normalvis så hun aldrig den samme i løbet af en uge. De skiftede altid. Denne gang var anderledes. Den nuværende vagt havde været der flere dage i træk og kun med korte dages mellemrum. Krigernes antal måtte være faldet.
klir
Glasset fra faklen blev brudt som det ramte klippevæggen og slukkede den minimale flamme. Ud begyndte det tygge mørke olie at løbe ned af dværgekvindens arm og dækkede et skinnende armbånd. Et armbånd som blokede hendes magiske evner for at holde hende i stik. Faklen i gangen stoppede op ved lyden og vendte om. Rolige i sine bevægelser som var Guinevere ingen trussel for ham.
Med hård kamp gav hun sig til at dirke armbånet ned over sin hånd, med mere og mere vold, specielt som vagtens fodtrin skridt blev højere. "HEY!" blodet blandede sig med olien som hun hev armbåndet af og mærkede magien vende tilbage i kroppen for fuld styrke. "Hvad har du gang i derinde" Guinevere svarede ikke, men løftede blot sin blodige hånd mod ham. Panikken bredte sig i vagtens øjne som alt sølv, guld og bronze fra hans udsmykninger på rustning og andret smyk smeltede og fandt frem til alle mulige indgange ved hans ansigt. Det løb ned i munden, gennem næsen og ind i ørerne. Herefter størknede det og efterlod vagten til at falde kæmpende til jorden som samtlige luftveje blev blokeret.
Knirk
låsen blev brudt op og dværgekvinden trådte friviligt udenfor sin celle for første gang i en måned, og tog alt metal hun kunne manipulere med sig, for ikke at tale om vagtens nøgler, der blev brugt til at befrie artsfæller som havde lidt samme skæbne fom Guin selv. Mørket skulle ikke tro at dværgene blot lod sig temme efter et enkelt slag.