Morgenluften var kølig, og de nøgne grene fra træerne strakte sig mod den klare himmel. Lette dampskyer steg op fra de varme kilder, hvor mange elvere yndede at tage sig et bad - også her på den koldere tid af året.
En kilde, der dannede et stort, rundt bassin så ekstra fristende ud, som den næsten var omgivet af træer, og vandet rislede ned fra kilden over den. Netop denne kilde havde en ung elver udset sig, som han kom gående mellem træerne med en let, mørkegrøn kappe slynget over skuldrene.

Her var ingen andre, og Renaél nød for et øjeblik stilheden og freden, idet han begyndte at klæde sig af ved kildens kant. Bukser, kappe og støvler blev lagt i en bunke, før den unge elver lod sig nøgen glide ned i vandet. Luften havde været ganske kølig mod hans hud, men vandet havde en lun temperatur.
Han sukkede velbehageligt og lod en hånd glide gennem de krøllede, lyse lokker. Han holdt så sandelig af at tage sig et varmt bad, her i den smukke, fredelige natur.
Elveren lagde armene om bag nakken og kiggede op mod den lyse himmel over sig, imens han betragtede skyerne glide forbi.

Meget tid alene fik den unge elver dog ikke, da der blot få minutter senere lød puslen i græsset. Tilsyneladende var der andre der havde fået idéen om et godt morgenbad.
Ud af buskene kom en smågabende Rhovandír. Han var stået op for ikke så længe siden og følte sig så mørbanket efter de seneste dages strabadser, selv ikke søvn havde kunnet gøre noget ved de store knuder han havde i sine skuldre. Siden han endnu ikke skulle på vagt havde han besluttet sig for at tage en morgendukkert, i håbet om at det varme vand fra kilderne kunne afhjælpe hans anspændthed.

De lyse grønne øjne opdagede hurtigt den anden i vandet og nikkede kort som en tavs hilsen, om fyren så det var for ham lige meget. Han trak sin kappe og tunika af, lagde dem i en bunke nær vandet, dog ikke alt for tæt på. Sammen med et klæde til at tørre sig i, kort efter fulgte læderstøvlerne og bukserne trop, fulgt af diverse smykker han ikke ville have i vejen for sig i vandet, disse gemte han under sin kappe.
Dog valgte han at beholde sine ørenringe og smykker på. Han følte sig alt for sårbar uden, især ved det spaltede øre.
Endnu et lille uvilligt gab forlod ham inden han strakte sig i en let doven bevægelse og lod sig glide ned i vandet, lod dens varme omsvøbe ham varmt og behageligt. Et veltilfredst suk forlod ham. Det var lige hvad han trængte til.

Maerwen havde sovet dårligt de sidste nætter med søvnen plaget af drømme om ild, nåle og glødende gule øjne i et sort ansigt. Mødet med Kravenoh havde påvirket hende dybere end hun helt ville stå ved, men det havde været tydeligt for de der kendte hende. Hun havde ikke strejfet som hun plagede eller været alle vegne på en gang, men mere holdt sig nær andre og virket en smule ved siden af sig selv. Denne morgen var hun atter vågnet tidligt og uden mulighed for at falde i søvn igen. Så i stedet for at forstyrre sine forældre, klædte hun sig let, slyngede en kappe over skuldrene og satte kursen mod de varme bade.

Som hun så dem kom et lille smil frem på hendes læber, der ikke blev mindre da hun opdagede hun ikke var den eneste elver vågen så tidligt. Med et lille nik til hver af de to andre som hun fulgte bassinet lidt rundt til et sted hvor et højereliggende løb ned i det. Der lagde hun sit klæde til at tørre sig med fra sig på en flad sten, før hun løsnede den grønne kappe og lagde den fra sig ved siden af. Ugenert af mændene i vandet trådte hun ud af de lette sko som det næste og lod til sidst sin enkle forårsgrønne kjole falde ned i en uordentlig flagrende bunke ovenpå kappen.

Nøgen som de andre sænkede hun sig derefter ned i det lune vand med et tilfreds suk og dybt nok til at gøre det lange rødbrune hår helt vådt, før hun rettede sig mere op igen. Hendes blik gled til de andre og med et lille smil satte hun fra kanten af bassinet tog et par svømmetag og slog sig ned mellem dem.

"Godmorgen... Jeg ventede ikke andre her så tidligt.."

Det var ikke kun Maerwen der havde problemer med sindet efter al den kæmpen i skoven. Thorn havde været udsat for en del på det sidste, ikke mindst at tale om den drage han havde været så dum at angribe. Der var også sortelverne, der blev ved med, at presse ind i skoven og sidst havde bestemt ikke været en særlig sjov dag. Han havde normalt ikke mange mareridt over sådanne ting, de var mest fokuseret på vinterkrigen, men nu hvor det hele faldt sammen til én stor klump af spionage og højforræderi, var det lige lovligt meget at tage ind for ham.
En tidlig opvågning havde fået ham til at søge mod de varme kilder, men som han dukkede op der, iført sit lette, men stramtsiddende tøj, gik det op for ham, at han ikke var alene.

Tvivl dukkede omgående op, for han tog normalt aldrig bad sammen med andre. Men de så nu ud til at hygge sig udmærket, og det var præcis hvad Thorn havde brug for i øjeblikket. En lille, hyggelig stund. Sammen med folk af sin egen race og ikke alle mulige andre. Han trådte hen til dem med det samme milde smil han altid gav af høflighed til andre.

"Godmorgen. Det ser ud til at jeg ikke er den eneste der fik denne smarte idé,"

Sagde han i spøg, før han fik taget sit tøj af. Bæltet med sit sværd lagde han ved kanten, så det var lige inden for rækkevidde - nok var han paranoid, men det var faktisk en god ting at være lige for tiden - hvorefter han selv trådte ned i bassinet.
Men selvom Thorns krop var komplet fri for ar, i hver fald på ben og brystkasse, så var der nu alligevel den arm, han havde reddet for et par hundrede år siden.
Et ar der fulgte vejen rundt om albuen, som, trods det var gammelt, stadig ikke lignede småting. Det så åbenlyst ud som om, at armen var blevet hugget af og derefter sat på, hvilket jo også var sandt.

Thorns blik faldt kort på Maerwen, der også var her. De havde haft en slem oplevelse sammen, der omfattede en sortelver og dens skyggekloner, men han håbede virkelig, at hun var kommet godt gennem det. Hun var ung og han ønskede virkelig ikke at hun ville have psykiske ar.

Lyden af skoven bevægende sig under hans fødder, skabte en underlig ro indeni Morgoth. Lugtende og lydende legede med hans sanser, og han følte sig i sandhed leget med. Øjnene der førhen havde båret en snehvid farve, var – dog stadig lige så kolde som førhen – brune. Brune som sortbejdset fyr. Hans ører var ikke længere runde, men i stedet formet ud i en blød spids. Faktisk han bar ikke længere det menneskelige udseende, som adskilte ham fra hans dæmoniske. Hverken det menneskelige eller dæmoniske var på daværende tidspunkt slet ikke til at finde på ham, hvilket var ganske (hvis dette ord overhovedet var brugbart for dette land) unaturligt. Forklædning havde virkelig aldrig været hans stærke side, og dette var virkelig ikke så underligt endda, da han – utrolig nok – aldrig havde haft brug for denne. I hvert fald ikke en så stor og så utrolig gennemført end, som denne her.
Han havde aldrig i sit liv troet, at han skulle udskifte hans race. Han var ikke længere, og vil ikke være det de næste mange timer, hvad han plejede at være. Halv dæmon, halvt menneske var hermed udskiftet med noget langt mere eksotisk og smukt. Elverne var i sandhed et smukt folk, i hans øjne. De bar en elegance over sig som sjældent var set, og synes at sprede netop denne elegance til alt hvad de berørte; deres bygninger, mode, alt. Trods trylledrikkens egentlige formål, bar han ikke selv samme formalitet som andre elvere – tværtimod. Hans legemer var alt for korte, og hans krop langt mere robust end deres, også var der selvfølgelig hans dæmoniske aura. Denne ville ikke lade sig forsvinde, nej – mystikken og sensualiteten sad stadig i ham.

”Såh, hvad er jeg?”
De nu mørkebrune øjne kastede et enkelt blik over den højre skuldrer. Den venstre fik samme tur, få sekunder efter: ”Et familiemedlem langt ude?”
De søgte den kvindelige skikkelse bag ham. En elver, bærende et flamme farvet hår. En passende hårfarve til en kvinde som hende, i sandhed. Hun tændte en underlig ild indeni ham, en han i sandhed ønskede at fralægge sig, specielt nu. Specielt med et kys, der næsten ikke havde forladt hans læber.
”En hemmelig forlovet?”
Han legede med hende, og havde gjort det længe. Hvad legen helt præcist havde gået ud på, anede han ikke selv. De sidste mange måneder, indtil for et par dage siden, havde han ikke brugt hans kammer overhovedet på Borgen. Faktisk havde han næsten ikke forladt den seng, som var tømret til Taras værelse, i stort set al den tid han havde sympatiseret sig med Samsons bande. Han vidste ikke hvad han skulle kalde deres forhold, men han havde en teori om hvad det kunne kaldes.
”Vi kan godt lege forlovede, hvis du vil have det?”
Han standsede hans vandre, vænnende fronten imod hende. Hans øjne vandrede en gang op og ned af hende, og da han netop skulle begynde på den anden, stirrede han blidt ud i luften, tænkende. Lyden af plaskende vand, hørtes pludselig ganske klart i hans venstre øre – det der lå tættest imod kilderne.
”Hvor tager du mig hen? Tara?”
Et umærkeligt smil, samlede sig i hans ene mundvige. Hans øjne begyndte at lyse i et intenst skær. Det var næsten dyrisk.

Tara var igen ganske rastløs, det startede som en spændthed i nakken og bredte sig som en indre rasende ild, til den nåede fingerspidserne, og hun ikke kunne holde det ud længere. Tarasika kunne ikke benægte det elviske gen hun havde, hun var ikke beregnet til at være buret inde i en stenborg og hun kunne så sandeligt heller ikke holde det ud længere tid af gangen. Slet ikke de sidste uger, besøget i Denaro og byttehandlen hun havde indgået med ham havde gjort hende konfus, Morgoth havde underligt nok været væk, han var ellers ganske dygtig til at lede tankerne væk - i hvert fald midlertidigt.
Hun havde ikke været længe om at få ham lokket ud af af borgens solide mure, da hun endeligt var stødt ind i ham, hvor han havde været var hende ligegyldigt, hun var ganske sandt faktisk ikke interesseret, hun havde sit fokus et helt andet sted, væk fra fortiden.

De honningbrune øjne gled langsomt nedover Morgoths nyerhvervede træk, så sendte hun ham et lille ulæseligt smil der bredte sig helt op i øjnene, det fik dem næsten til at flamme op. "Forlovet lyder... Interessant!" Hun hævede øjenbrynene kort, det ville aldrig gå at Morgoth skulle forkomme at være i familie med Tara, alle i hendes slægt var født med evnen til at frembringe vinger, hvis Morgoth kunne det, for det anede hun vitterligt ikke om han kunne, ville de nok ikke ligne Taras. Som forlovet kunne hun altid bilde andre ind, at Morgoth var bjergelver, med hans kompakte bygning ville han aldrig kunne være opvokset i Elverly og en bjergelver ville ligeledes undskylde hendes årelange fravær.
"Lad os bare sige forlovet.. Uden faste rammer..." Hun bøjede sig en kende imod Morgoth, næsten helt ind til hans spidse øre "Alt andet ville gøre overraskelsen særdeles kedelig!"
Hun lænede hovedet bagover, så kom hun med en perlende latter, inden hun lod en af de slanke hænder lukke sig omkring en af Morgoths, så trak hun ham kort i retning af de varme kilder, til kun enkle træer og buske mellem dem og de badende elvere. "Du sagde du gerne ville se elverfolket! Oh.. Og, du hedder... Pyxaanthal.. Eller Avourel, hvis det er lettere at udtale for dig. Morgoth går nok ikke her! Og.. Du er ikke fra Elverly, hvis nogen skulle spørge."
Tara så på Morgoth som om hun lige havde åbnet sin største og eneste julegave. Hendes blik pludseligt neutralt, hun tiltede hovedet en hende til siden og tog Morgoths ansigt i øjesyn, langsomt rakte hun op og fejede en enkelt lok af det kohlfarvede hår om bag det spidse øre. Hun vidste ikke hvorfor, men han havde et greb i hende hun ikke kunne beskrive med ord, en knugen der lukkede sig sammen om hendes dybeste indre. En af de slanke hænder gled igen ned til hans, inden hun vendte rundt på stedet og fortsatte gennem de sidste træer til de varme kilder åbenbarrede sig for dem. Tara bed sig kort diskret i læben ved synet af de badende elvere, i det mindste var de ikke de første.
"Velkommen til Elverly!" Stemmen var en hvisken imod Morgoth, hun skævede kort til ham, inden hun rakte en arm i vejret imod de badende

"Sikken fantastisk morgen, I har vel intet imod at vi slutter os til jer?"
Tara slap sit tag i den sorthårede elver, inden hun gik imod den store lune kilde. Den simple kjole blev smidt ganske sløset, inden hun lod sig glide ned i det lune vand, sammen med resten af forsamlingen. Ligesom Thorn havde Tara erhvervet sig ar, det så man ellers ikke normalt i Elverly. Som et bånd under højre knæ havde hun et bredt ar, der tydeligvis stammede fra ild, på brystkassen, under det ene bryst, var et mindre, hvidt ar og ligeledes havde hun et nedover kravebenet, det var ikke noget hun tænkte over, det var kommet med livet på borgen, det var sådan hun var nu.

De varme dampe steg op omkring Renaéls spidse elverører, som han lå der og slappede af. Han så dog op fra badet, idet lyden af lette elverfodtrin kunne høres. Han kendte ikke Rhovandír personligt, men han var vidst bestemt fra området, og han besvarede elverens lille nik.
Igen lænede han sig velbehageligt tilbage og nød varmen. Solens tidlige stråler skinnede fra et sted over dem, og inde i skoven kunne lyden af fugle høres. Det varede imidlertid ikke længe, før lyden af endnu et par fodtrin kunne høres, og en ung, kvindelig elver sluttede sig til dem.

"Det gjorde jeg såmænd heller ikke .. godmorgen til Dem også," han gav Maerwen et lille blink med øjet, idet han betragtede hende. Elvere var sjældent særlig generte, hvad nøgenhed angik. Renaél mente selv, at han var et ganske guddommeligt syn nøgen, og det gjorde ham ikke noget at andre, især af det andet køn, sluttede sig til ham i den varme kilde.

Det var snart en hel lille forsamling, der havde samlet sig her ved den varme kilde, tænkte Renaél, idet han så Miilaethorn komme gående. Denne elver havde han bestemt set i Elverly, men han kunne heller ikke ligefrem påstå at kende ham.
Miilaethorn virkede imidlertid venlig af sind, og Renaél lo let, ved hans bemærkning.

"Det kan man vidst ikke ligefrem påstå, nej.."

Hans blik gled hen over de forsamlede, men opmærksomheden vendtes hurtig mod skoven, hvor lette fodtrin kunne høres. Fik de endnu flere besøgende? Det var næsten ved at blive en hel fest herude .. en nøgenfest.
De nyankomne havde han på ingen måde set tidligere, men han bifaldt bestemt, at der kom en anelse mere kvindeligt selskab til forsamlingen. Hvor meget han end nød at opholde sig i de varme kilder, var det ved at blive en større 'pølsefest', hvis han skulle være ærlig.
Hans blik gled over mod den sorthårede elver, som kvinden havde taget med. Det var ikke voldsomt meget, han beskæftigede sig med mange af Elverlys beboere, så de kunne sagtens være fra området.

"Bare slå jer ned!" sagde han og gav de nyankomne et venligt smil, imens han rykkede sig lidt henad mod Maerwen, for at gøre plads.

Akkurat som sin yngre elverfælle lænede Rhovandír hovedet tilbage mod kanten og lukkede øjnene. Han nød fornemmelsen af varmen der svøbte hans krop, og havde ikke synderligt imod at det let etageklippede rødbrunehår blev vådt og klistrede en anelse til hans hud nær halsen.

Lyden af trin fik ham dog til at åbne det ene øje, seenede hen på Maerwen med et halvdovent smil. '' Bad er altid bedst om morgenen hvis du spørger mig. '' Især hvis du føler dig gennemtæsket og øm, men det kommenterede han dog ikke, rykkede istedet på sig så hun kunne sidde mellem dem, uden at kommentere på det da han følte hendes hud kort mod hans egen. Andre væsner måtte finde det underligt at så elegante væsner som elvere kunne bade nøgne sammen så ubesværet uden grund til snobberi uanset kønnet.
Det åbne øje gled i igen som han lænede hovedet tilbage igen.

Det varede dog ikke længe før han igen hørte skridt, denne gang en anelse tungere. Begge hans øjne gled op, et kort øjeblik anspændt, men han slappede synligt af igen som han så det blot var Thorn. ''Godmorgen.. Nej, vi er vidst flere med gode idéer denne morgen. '' Svarede han med et lille smil.
De grønne øjne hæftede sig kort ved det store ar healeren havde, men han valgte ikke at kommentere på det. Ar var ikke en ting at være stolt af som elver, og det var oftest set ned på at have nogen form for ar på en ellers fejlfri krop. Altså lukkede han blot øjnene igen mens Thorn indfandt sig..

Han rynkede brynene som han lå der og forsøgte at slappe af. Som spejder blev man oplært i at bruge sine sanser, selv når man egentligt ikke ville det. Han skævede op imod det sted han hørte puslen fra, for kort efter at blive mødt af synet af en kortere lemmet sorthåret elver han ikke mindes at have set i Elverly før, følgende en rødhåret elverkvinde. Han blinkede, havde nær taget sig selv i at tilte hovedet en anelse. Et eller andet ved hende virkede frygteligt bekendt. Om det blot var det røde hår der drillede og lavede tricks med hans hukommelse var han ikke sikker på. Hun virkede ham bekendt men lige for øjeblikket kunne han ikke sætte prik på hvor han mentes at have set hende før. Altså smilede han blot og nikkede, på trods af at hans hjerne blev ved at forsøge at placere hende et sted mellem de elvere han normalt så eller havde set, lavende en gestus mod vandet. '' Der er rigeligt med plads, kom bare i. ''

Endnu en elver med ar.
Man skulle næsten tro at det var ny mode, han tag sig selv til at se væk fra dem, ikke stirre og virke uhøflig. stedet gjorde han akkurat som den yngre elver, og gjorde plads så de kunne sætte sig, medmindre de selvfølgelig havde udset sig andre pladser at sidde.
Når alt kom til alt var bassinerne jo temmelig store.

"Men hvilken herlig overraskelse det er!"

Maerwen smilede varmt tilbage til den første af de to unge elvere, som denne svarede hende. Han var ikke dårligt syn med det pjuskede hår og spillende øjne - og det var ikke kun racens kendetegnende skønhed, men noget lidt mere og rent personligt. Hun gengældte med leende øjne hans blik, et udtryk der ikke blev mindre som den anden tog ordet og fik hende til at dreje ansigtet let mod ham med en perlende latter og et skælmsk smil.

"Jeg er nu selv stor tilhænger af dem i måneskær..."

Med det sank hun lidt ned i vandet og nød hvordan varmen lukkede sig om hende og det behagelige selskab forjagede de sidste rester af nattens drømme. Om ikke andet end til trin meldte en tidlige morgenbader mere og tiltræk sig deres alles opmærksomhed. På forskellige måder bemærkede hun kort, som hun så på de andre tos ansigter før stemmen fik hende til at vende sig rundt og sikre sig hun havde hørt rigtigt.

"Godmorgen."

Hun havde ikke set Miileathorn siden de var blevet skilt hos healerne efter hendes møde med Kravenoh og kampen lige udenfor skoven. Han havde været ved siden af sig selv der, så meget som hun havde, og såret i siden. Som han smed tøjet nu så hun såret i siden var væk, men det fik kun hendes blik til at hvile det længere på arret om hans arm. Der skulle meget til at give en healer ar og hun havde hørt historier. Så fandt hendes blik hans og hun trak let på den ene skulder, og så ned.

"Jeg har det fint."

Hendes arm virkede igen og det var det hun fokuserede på. Ikke drømmende eller noget af det andet. Heldigvis kom flere til og tog opmærksomheden ved at være helt ukendte. Thorn og de to andre var nogen hun havde set flere gange, skønt hun ikke kunne to's navne på stående fod. De ville måske dukke op i løbet af morgenen eller senere når hun så dem igen. Med tøj på. De to nye mødte hun med et smil og interesserede grønne øjne, men uden at sige noget. Så mange nye ansigter kom ikke til Elverly alligevel og resten sludrede nok for hende også.

Thorn sad nu i badet sammen med de andre og blikket, som Maerwen sendte ham, samt det hun sagde fik ham til, meget kort, at hæve et øjenbryn, hvorefter han blot slog det hen med et smil. Han sad lige nu ved siden af Rhovandír, mens hun sad mellem de to unge hankønselvere og forsøgte så vidt som muligt at slappe af.

"Godt, Maerwen. Det glæder mig,"

Svarede han den unge elverkvinde med et smil, der var mere oprigtigt end mange af de falske høfligheder han havde været nødsaget til at komme med de sidste par dage.

Det lykkedes næsten for ham at slappe helt af, men da flere dukkede op, blev han igen en lille smule anspændt, meget kort. Det så dog ud til, at det var endnu to elvere, selvom han var ret sikker på, at han ikke havde set den robuste mandlige. Han lignede mest af alt en bjergelver og hans blik virkede lidt småsært. Men Thorn tog det med et gran salt, som de kom hen til dem og også besluttede sig for at ville være med.

"Selvfølgelig ikke,"

Svarede Thorn bare til at starte med, hvorefter han igen lænede sig lidt tilbage. Noget af hans hår blev vådt men eftersom at det stadig var sat op i forskellige fletninger, der var utrolig besværlige, i hvert fald for en der ikke var elver, at sætte op, så ville han ikke lige umiddelbart ødelægge frisuren. Men skuldrene havde nu alligevel godt af, at få lidt varme.

Den ene nyankomne elvers krop overraskede ham noget. Hun var fyldt med ar, et syn enhver elvisk healer ville få det dårligt med at se. Havde hun været i hans hænder med de skader, så havde hun slet ikke haft et eneste ar. Thorn lavede kun fejl, når det var ekstremt grimme skader. Såsom på sin egen arm, og så Toorahs øjne der var røde efter at han havde måttet give hende synet på det ene øje tilbage.

Men han ville ikke virke dømmende, så han lod være med at kigge kritisk på hende. I stedet sendte han dem begge et høfligt smil.

"Jeg mener ikke, at jeg har set jer to her før?"

Hans øjne, med lignende dybder som endeløs brønde, beskuede hendes legende. Som hun nærmede sig ham, hævede han det enkelte af hans bryn sagte med en næsten udfordrende mine. Fornemmelsen af hendes varme ånde strygende hans ører, fik ham til at smile vagt. Hans blik forblev hvor det var, bagud hvor de var kommet fra. Skovbrynet bar en underlig varm farve på denne tid af dagen - som om morgensolens stråler tændte et lys; en flamme, i den nederste grund af jorden og brændte. Brændte en ufarlig flamme, der slikkede alle kærtegnende, som betrådte jorden under dem. Han følte sig underligt betaget, af skoven og dens fremvoksende fristelser. Skyldtes det mon elverfolkets ånd, eller var det blot en omvandrende myte? Det var vel noget, han skulle til at finde ud af.
"Uden faste rammer," gentog han, langsomt vænnende blikket tilbage imod Taras ansigt. Han bredte ud i et tandsmil, og lod for en kort tid et varmt, dybt grin præge hans ansigt. Han rakte ned efter den enkelte af hendes hænder, løftende den op for at kysse den blidt på den ene af hendes knoer.
"Det forklare vel også den manglende ring, ja?"
Han ville have sluppet hende, men lod hende i stedet trække ham af sted imod dagens opholdssted. Dette var for ham forsat ukendt, da Tara aldrig havde nævnt hvilken del af Elverly hun ville bringe ham til. Han havde i sit hoved forestillet sig noget, der var en anelse mere bosat; huse han ville se, handelsområder måske også. Men dette var langt fra tilfældet, måtte han konstatere da de nærmede sig enden af skovbrynet, og starten til et kildebelagt område.
"Avourel bliver det vel så," mumlede han, imens hans øjne beskuede de badende skikkelser. Han ville have påstået at han hørte forkert, for få sekunder siden, da de befandt dem længere inde i skoven. Lyden af det klukkende vand, menneskestemmernes glædesfulde toner, og den besynderlige lugt af fuldkommen blottet hud - han troede vel det var skoven, stemningen deri, som havde spillet ham et pus. Men der tog han fejl.
"Da jeg sagde jeg ville se elverfolket, regnede jeg ikke at jeg skulle se elverfolket," han forholde hans stemme lav, inden hun skubbede ham ud i lyset og blottede deres tilstedeværelse: "Ikke at jeg anser det her som en dårlig ide, for - ja, jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg mente det,"
Han bed sig i underlæben, prøvende at fraholde en strømmende glædesiver for at overtage hans ansigtstræk fuldkommen. Han fandt sig selv barnagtig for en tid, men huskede så, at børn næppe delte samme naturlige glæde for denne oplevelse, som han selv netop skulle til at gennemgå.
Morgoth måtte knibe øjnene svagt sammen, på grund af solens gennemtrængende stråler. For en tid lod han Tara føre veje, men da hun slap hans hånd, måtte han standse hans skridt. Han åbnede øjnene, seende imod skikkelserne der badede deri med et ganske mildt smil, prægende hans læber. Han var ikke bange for genkendelse, da han strakte halsen en anelse for at beskue deres ansigter. Genkendelse fandt han dog heller ikke ved deres ansigter, måtte han til sidst erkende. Ikke det mindste.
Hans øjne bevægede sig imod den nøgne Tara, da han hørte Thorn tale. Henvendelsen gjaldt vel dem begge, men han valgte at tale på deres begges vegne:
"Jeg mener heller ikke at have set Dem før, men det er heller ikke så mærkeligt, taget omstændighederne i betragtning," han lagde hovedet ganske let på sned, da hun trådte ned i det varme vand. Kortvarigt tryllebundet, vendte han skarpt øjnene imod Thorns. Han lod hans blik gennembore hans:
"Det er mit første ophold her, vel sagt,"
En smilerynke dannede sig svagt omkring hans ene mundvig, da hans blik forlod Thorns. De slanke, men blege fingre, lagde sig for enden af hans kjortel. Han trak den over sit hoved og blottede derved hans overkrop. Som heler var her ingen, ikke et eneste ar, er finde derpå. Og heller ingen af de andre steder, som han ville komme til at blotte den dag.
"Det gælder godt nok ikke Tara, men det er en historie for sig selv," svarede han med en legende undertone. Han løsnede bæltet omkring sine hofter, og lod bukserne falde. Få sekunder efter trådte han fremad, seende imod de badende, præcis som han var skabt. Da hans tåspidser nåede kanten, trådte han med svag forsigtighed ud i den varme kilde. Han placerede sig pænt deri, med brystet over vandet, ganske let trædende foran Tara.
"En helt anden historie, faktisk,"

Det lange røde hår hang løst ned omkring elverens krop, helt ned til låret, inden hun sank ned i det lune vand hvor det blev gennemblødt, enkle lokker bredte sig i det store bassin, indtil hun samlede det sammen og smed det udover kanten så det ikke kom i kambolage med alle de andre. De brune øjne gled langsomt rundt i badet, hun genkendte ganske rigtigt både Rhovandir og Miilaethorn. De kunne sikkert ikke genkalde hende nogen af dem, men det var nok for det bedste. kort vandrede blikket henover den rødblonde elver, han var virkelig vokset de sidste treds år, Miilaethorn lignede sig selv, måske en kende mere forvirret, det var ikke svært for mentalisten af mærke det urolige sind ikke langt fra hende.
Efterfølgende gled blikket over på den anden kvindelige elver, de lyse læber gled over i et lille smil, det var let at glemme hvor smukt elverfolket egentligt var når man ikke længere opholdt sig blandt dem.
Morgoths stemme fangede dog den rødhårede elvers opmærksomhed og med et slet skjult grin og et let hævet øjenbryn betragtede hun ham roligt klæde sig af, det var en fornøjelse - hver gang.
Dernæst vendte hun sigtet imod Miilaethorn hun ikke befandt sig så langt fra i kilden inden hun trak diskret på skuldrene.

"Nah, det er også længe siden jeg har været her, jeg er Tarasika af familien Keen, fuglefolket!"

Tara plaskede en kende i vandet, hendes familie var kendt i Elverly grundet at alle i familien havde vinger og en enorm ørn til ridedyr, at Tara så ikke have været just velkommen i familien grundet hende mentalistiske kræfter havde hun så ikke brug for hverken at minde sig selv, eller andre, om.

"Men jeg husker bestemt Dem, Miilaethorn Zili’saeth!"

Tara lænede sig kort tilbage, så hun sad med skuldrene op ad kanten på kilden inden en af de slanke hænder strøg fjerlet henover Morgoths nøgne skulder, det var underligt at se ham sådan, uden de skarpe næsten hvide pupiller og med spidse ører

Selvom Renaél for et kort øjeblik havde nydt freden inden de andre dukkede op, var han ikke typen, der foretrak ensomhed. Han holdt af at have liv omkring sig, og selvom folk som Miilaethorn, der var noget ældre og bestemt havde en noget højere rang i elversamfundet end han selv, nogle gange gjorde ham utilpas, fandt han denne situation behagelig og befriende, for nu sad de trods alt alle her som naturen havde skabt dem.

"Jeg er ganske enig." svarede han den unge elverkvinde, Maerwen. Han kunne godt lide hendes viltre hår og solbrune hud - noget man langt fra så hos alle elvere.

Var der imidlertid nogen, der skilte sig ud, så var det den nyankomne elverkvinde, Tarasika, og han kunne ikke lade være med at kigge, ja nærmest glo en smule på hende. Han kendte så ganske udemærket til Keen-familien, og undrede sig et kort øjeblik over, hvad der kunne have fået hende til at forlade Elverly.
Hendes sorthårede ledsager fangede også hans opmærksomhed. Det var ikke ualmindeligt at elvere opvoksede uden for Elverly, men stadig usædvanligt. Han lignede ikke umiddelbart en Bjergelver, og Renaél tog sig selv i at sidde og studere ham.

"Hvad bringer jer hertil? - Eller tog i blot hele vejen til Elverly for at få jer et bad? Jeg vidste naturligvis godt, at vores varme kilder er fantastiske, men det er alligevel lidt af en tur ..
Eller er det måske familiebesøg?"

Hans blik faldt igen på Tara. Hans tonefald var venligt og øjnene smilende - han anede ikke, at der måske var noget, der ikke var, hvad det så ud til, og hans spørgsmål var blot almindelig nysgerrighed, for han holdt af at sludre.

Han smilte skævt af Mae.
'' Der er de skam også gode, men det er godt at vaske nattens søvn af om morgenen. ''
Kommenterede han, inden han skævede mellem hende og Thorn. Han havde godt nok hørt om postyret fra de andre spejdere, men idet mindst var de kommet helskindet derfra, hvilket kun var godt.
En hånd løftedes op af det lune vand og pjuskede lidt op i hendes hår for at løfte hendes stemning lidt, hun virkede en smule nede.
'' Har du det også godt her+'' Lød det spøgene spørgsmål, selvom han egentligt mente det. Hånden gled ned i vandet igen, velvidende at det var at træde over folks grænser at gøre noget sådant, især når man ikke kendte hinanden vitterligt godt.

Han lod sig synke, næsten helt ned på ryggen imens han lyttede til Thorn og de andre, der var virkelig et eller andet ved den elverkvinde.. Og manden så også underlig ud, måske han var en af de meget sjældent sete elvere der var født sære og uden lighed til elvernes naturlige lange lemmer og mandelformede øjne+ Han måtte holde sig selv i nakken for ikke at lade sine spejer sanser tage overhånd og overtænke det hele.
Da manden nævnte 'Tara' ringede endnu en bjælde i ham, men det var først da hun præsenterede sit fulde navn og slægt at han kunne sætte fingeren på det. Tarasika. Nok den første elverkvinde han havde haft et lidt lummert øje på som ganske ung, selvom han selv dengang havde fjollet venskabeligt rundt med Wen. Han smilte bredt, på trods af en nagende følelse i hans bryst. Hvor havde hun været+ hvor havde hun fået alle de sår og tatoveringer fra+ Hvorfor var hun nu pludselig tilbage+
Han havde været ved at åbne sin mund for at spørge, men den unge Renaél kom ham i forkøbet, og han klappede munden i som en østers, efterfulgt af et lille suk som han blæste luften ud hans lunger havde samlet op for at skulle snakke.
Istedet skævede han let imod de tre - den arrede, den sorthårede og healeren. forsøgende at læse selv det mindste signal på kropssprog, mens noget sagde ham at Toorah nok gerne ville høre om dette hvis ikke at Tara selv havde tænkt sig at opsøge hende.

Maerwen mærkede hvordan hun lige så stille og roligt slappede af i de to unge elveres selskab. Det varme vand og det ikke at være alene gav sit skub til det, men også den lette, svagt flirtende samtale de havde begyndt gjorde sit. Så da Renaél - hun havde endelig husket hans navn - gav hende sin enighed med et glimt i øjnene, kunne hun ikke andet end smile bifaldende til ham, før vendte blikket tilbage til Rhovandir og hævede et øjenbryn med et skævt smil. "Kun nattens søvn?" Hun kunne simpelthen ikke lade være med at sige det i en drillende tone, som hun smilede til ham.

Det holdt til Miileathorn talte og med sin tilstedeværelse trak hende tilbage til nattens mareridt og fjernede letheden fra hendes væsen. Hun fik dog et afdæmpet smil frem, der ikke helt nåede hendes øjne, skønt hun kunne se at Thorn mente hvad han sagde. Han bekymrede sig rent faktisk om hende, som han gjorde det om så mange andre af mere betydning end hun. Lidt rart alligevel at vide. Så brød en hånd hendes tanker ved at pure op i hendes hår og trække hendes blik tilbage på Rhovandir. Hans spørgsmål kom bag på hende og i stedet for at svare til en start, sank hun blot dybere ned i vandet og lukkede øjnene. Så vendte hun dem atter mod ham og smilede let og forsikrende. "Bedre her end jeg har det mange steder."

Der var for mange i badet til andet end at nyde selskabet og slappe af. For mange andre til andet end at lade tankerne blive afledt fra hvad de til stadighed svævede omkring - kunne hun have undgået hvad der var sket? - og bare lytte. For som de nye kom til faldt fokus på dem og med god grund. De ændrede stemningen. Tog noget af letheden af den og lagde en lurende anspændthed i luften imellem dem. De skjulte noget, men mest af alt var de fremmede skønt elvere og manden af de to så ikke ud til at være fuldblod heller. Truslen for alt udefra kommende var så indgroet i skovelverne at de mødte en god del af verden med mistro og kun sine egne med åbenhjertelighed. Farligt, men naturligt og for det meste effektivt for deres overlevelse.

For nu forblev hun nedsunket så kun hoved og det øverste af skuldrene og halsen var oven vande, mens hun så på resten og lyttede. Renaél flyttede sig tættere på hende, så der blev mere plads i bassinet - skønt der var rigeligt plads i forvejen! - og hun smilede let til ham. Det gjorde hende intet at sidde tæt mellem ham og Rhovandir.

De to nyankomne virkede noget anderledes end det resterende selskab, især den mandlige bjergelver. Han lod som ingen ting, da denne talte til ham, før han begyndte at tage tøjet af, selvom hans indre virkelig satte sig på højkant over dennes tilstedeværelse. Der var noget over ham, men Thorn kunne ikke sætte en finger på det. Især da elveren talte til ham og hans øjne næsten brændte sig ind i Thorns.
Overraskende nok, holdt Thorn bjergelverens blik, stædig og uden at blive kuet. Thorn var ikke bange af sig, end ikke nu for tiden hvor de paranoide tanker ikke var langt fra hans sind og et enkelt blik fra en fremmed skulle ikke sende ham skrigende væk.

"En anden historie. Jeg forstår,"

Svarede Miilaethorn blot roligt, til den anden elverkvinde også begyndte at adressere ham med hans fulde navn og hele molivitten. Hans blik lagde sig på hende, som hun præsentere sig, mens det langsomt gik op for ham, at han godt vidste hvem hun var. Især da hun nævnte hans fulde navn. Hvordan hun kendte til ham, var han ikke helt klar over. Han vidste, at det var mange år siden, de sidste havde set hinanden, men så igen, havde elvere en anden form for hukommelse.

"Ah, jeg beklager, Tarasika Keen. Jeg genkender Dem godt nu. Det er længe siden, jeg så Dem sidst, må De forstå,"

Undskyldte han med et høfligt smil på læberne. At Tarasika var tilbage, var en gåde, for hun havde ikke været her i virkelig mange år. Det kunne næsten virke som om, at hun havde større planer i sinde, men han nåede ikke spørge parret ind til deres gøren og laden her, da Ranaél kom i tanker om, at stille samme spørgsmål.

Da Thorn valgte at lægge blikket imod den talende Tara, lod Morgoth sine egne øjenlåg falde i. Deres, hans og den rødhårede elvers, ankomst havde været langt varmere end forudset. Dog tillod han sig ikke at glide ind i afslappende moment, selvom dette syntes at være ham ganske, ganske tiltrækkende. Anspændtheden blev ikke vasket væk, trods kildernes ellers så rengørende effekt. Han mærkede den, og han hørte den. Som mentalist, og i særdeleshed en så magtfuld mentalist som han selv, var det Morgoth nemt (ikke ufatteligt nemt) at nedbryde et menneskelignende individs personlige sfære; alles tanker var for ham utrolig let tilgængelige – hvis disse altså ikke var beskyttet, af et mentalt skjold. Denne dag, og disse elskelige elvere, var derfor heller ikke en undtagelse for ham. Deres tanker, indre stemmer ville andre også kalde dem, hørtes i hans øre så ganske tydeligt – som om, de talte til ham via deres mund.
I starten, efter ikke at have nedbrudt adgangen til samtliges hoveder (med undtagelse af blot en enkelt, så han blot hørte dennes tanker), lød stemmerne som fluers summen. Fluer, der sværmede glædeligt om et kadaver for næring. Han rynkede sin næse ganske svagt i irritation – det var aldrig en direkte behagelig fornemmelse, at lægge øre til så mange talende stemmer på en gang. Specielt ikke hvis personerne gjorde sig mange spekulationer, hvilket alle – efter hvad han synes at opfatte – virkelig gjorde. Et umærkeligt smil bredte sig over hans læber: havde de fået en mistanke?
”Badet var ikke den del af vores planer, her i Elverly,” sandt nok, virkelig, ”Tara mente blot det var på sin plads, at hun viste hendes hjemby frem, efter alle hendes historier herfra. Det er vel også på sin plads,--”
Hans mørke øjne skævede i retningen af Renáel, og ville have gjort hold der, hvis det ikke var fordi hans øjne nåede Maerwen først. Som han gjorde fokus på hendes tanker, ramte hendes uro ham præcis som alle de andres. Forskellen var blot, at han anede hendes stærkere fornemmelse for mistanke, og det påvirkede ham. Han anede den forstyrrende mavefornemmelse, der lagde sig tungt i hans mave. Det tegnede aldrig godt.
”—Taget vores forlovelse i betragtning,”
Hans øjne bandt sig om hendes, stærkere end det var hans mening. Han svarede fortsat på Renáels spørgsmål, skønt han ikke så ind i hans øjne.
”Det er trods alt altid oplagt at opsøge fortiden, hvis der ligger hemmeligheder gemt deri,” han sank let, fortsat fikseret på Maerwen.
”Og hemmeligheder høre ikke til et kommende ægteskab – hemmeligheder er virkelig ikke velset deri,”
Hans øjne fandt til sidst vej til Renáel – langt mere blide, end da de havde fokuseret på den kvindelige skovelvers.
”Men det er hemmeligheder vel generelt ikke, er de vel?”
Taras strygende hånd fik ham til at vænne øjnene tilbage imod hende. Han rynkede brynene ganske let, rystende smilende på hovedet. Han ville have rykket sig nærmere hende i så mange andre situationer. Dagens skuespil ville nok have fremmanet en tildeling af at kys, hvis det ikke havde været fordi det ville røre på halvdæmonens dårlige samvittighed. I denne tid, tildelte han kun en enkelt kvinde den slags kærtegn. Et menneske.
I stedet rakte han en hånd op, læggende sig omkring hendes kæbeparti. Han kneb hendes hage kærligt, for derefter at stryge hende på siden af kinden. Han lod hånden forsvinde strygende ind i hendes røde hår, men trak den herefter tilbage, efter en blid knugen deri. Og intet mere.

Tara lod sig synke en kende længere ned i det lune vand, det kærtegnede blidt de anspændte skuldre der kort tillod sig at slappe af. Dog gik der ikke længe inden hun registrerede uroen fra den anden mentalist, det var ikke svært at fornemme den enorme aktivitet i hovederne på de omkringværende elvere og selvom Tara ikke havde tænkt sig at gøre noget ved det, kunne hun ikke undgå at dele den urolige mavefornemmelse. Morgoths hemmelighedkræmmeri gjorde så ikke sagen meget bedre, Tara kendte ham, hun vidste hvordan han udtrykte sig og var vant til det, men for de andre ville de stikkende, nu nødebrune, øjne skabe ubehag. Desuden hjalp den dæmoniske side ikke just til, nok var det godt kamufleret nu, men hans aura sladrede til det fintfølende naturfolk.
Ganske nænsomt lod Tarasika sin evne søge ud, inden hun forsigtigt lagde et net af ro over forsamlingen, en mental tilstand der ville sprede sig som ringe i vandet.

De honningbrune øjne søgte kort efter Morgoths, hans greb om hendes hage fik hende til at smile tøset til ham, fjantet som en nyforelsket teenager gav hun et lille fnis fra sig, endnu med det beundrende blik rettet imod den sorthårede. Hun var dygtig til det, til at fremmane den følelse, der nok havde rørt andre i det lille opførte stykke. Øjnene lyste næsten op, men kun yderst, tog men et dybere kig i dem, ville man ramme en mur af kølighed, en sladren om at Tara aldrig havde været i nærheden af de følelser.
Den rødhårede elver vendte blikket mod Renaél, endnu med det lille kække smil spillende på de lyse læber, så tiltede hun hovedet lidt til siden.

"Ah nej da, som sagt er vi her for at besøge familien og gense Elverly, det er sandt at jeg har været væk ganske længe.." Elveren fangede en af de lange røde lokker som hun begyndte at sno omkring et par af fingrene, mens resten af håret gled ned i den lune kilde "Jeg tog jo afsted for at finde en læremester og pludseligt befandt jeg mig i bjergene omkring Tusmørkedalen hvor jeg mødte Avourel her og så har jeg faktisk været der siden!" Tara plaskede lidt i vandet, inden hendes blik gled over på den kvindelige elver og dernæst over på Miilaethorn, inden hun sank ned i en mere magelig stilling.

I modsætning til de ældre elvere, var Renaél naturligvis ikke i stand til at genkende Tara, på trods af hans kendskab til hendes familie. Det var tydeligt, at han var noget yngre, end nogle af de andre. Det lettere krøllede hår, der faldt om hans skuldre, var også noget mere pjusket i udseendet, end hvad de ældre elvere plejede at foretrække.
Hans uerfarenhed i forhold til nogle af de andre fra gruppen, fik ham imidlertid ikke til at udvise ydmyghed eller tilbageholdenhed - det var trods alt også ham, der først havde bestemt sig for at tage et bad!

De lyse blågrå øjne betragtede nysgerrigt Taras tatoverede hud, - et rimeligt uvant syn. Han kunne ikke helt bestemme sig for, om han fandt det pænt, men interessant var det i hvert fald.
Hans dryppende våde hånd gled igennem de lyse lokker, imens hans opmærksomhed vendtes imod Morgoth, der forklarede deres visit. Selv fattede han ingen mistanke, for det virkede da helt naturligt, at man valgte at besøge de varme kilder - her var trods alt rart at være.
"Jeg må da endelig ønske jer tillykke med forlovelsen." sagde han venligt og kiggede sig omkring. "Vi burde næsten have noget Elvervin..."

En sådan lejlighed burde bestemt fejres. Renaél kunne i hvert fald selv godt tænke sig at ligge henslængt her i badet med et glas elvervin i hånden, imens man kunne nyde udsigten til naturen .. og naturligvis også de nøgne elverkvinder.
Han lod skuldrene glide ned i det varme vand, for luften over dem var ganske kølig. Naturligvis havde hen selv en rigelig portion af elverfolkets modvillighed over for fremmede, men da det virkede som om nogle af de andre genkendte Tara, og at hun endda kom fra en respekteret familie, faldt det ham på ingen måde ind, at der kunne være noget galt. Naturligvis virkede hendes ledsager en smule mystisk, men han var trods alt stadig elver ..
Renaél kunne knap forestille sig hvilket postyr, der ville opstå, hvis et menneske eller en anden race, skulle vove sig ind på elvernes badeområde.

Han puffede mildt til Maerwyn med et lettere skælmsk smil. '' Nu sover jeg jo ikke ligefrem i dagtimerne, ikke medmindre jeg har haft nattevagt. '' Svarede han igen, selvom der nu nok var noget om det. Han havde været forbandet træt de seneste dages tid, siden fuglenes stemmer var begyndt at være lidt mere end bare sang for hans ører. Det var dog ikke noget han havde nævnt for nogen, og han håbede at det bare ville gå i sig selv igen.
Et lyst øjenbryn blev hævet over hendes adfærd i vandet, men han valgte ikke at kommentere det, hvis hun havde noget på hjerte som hun ville snakke om var dette nok ikke tiden eller stedet at få lettet sit hjerte. Jovist var det da afslappende i vandet, men det betød ikke at hvad Mae gik rundt og gemte på af bekymringer kom alle elverne i vandet ved.

Istedet blev hans opmærksomhed ledt over på den sorthårede elver idet ordet forlovelse kom frem. '' Oh, så De er blevet forlovet+ Stort tillykke. Vil i have Taurn Edhels velsignelse, eller vil det foregå mere privat+ ''
Han vidste godt det var dristige spørgsmål, men han kunne ikke nære sig, han var oprigtig glad på deres vegne, da det ikke var alle elvere der nogensinde fandt sig en livspartner, så for ham at se var familiesammenføring altid en gladelig nyhed, dog kunne han ikke undgå at føle sig en smule akavet ved deres lille kissemissen, og han overvejede kort om han burde gå og tage badet senere.
Han rystede mentalt på hovedet, nej hellere blive her i varmen, det var ikke til at sige hvornår der skulle være brug for ham og til hvad, ej heller hvornår han ville få tid til at slappe af som han gjorde det lige nu, uden særlig fuglestøj omkring sig og omgivet af sine artsfæller.

'' Det må være noget af et eventyr+ '' Han strakte sig en anelse dovent, lod sig derefter synke endnu dybere i vandet og nød dens påvirkning af de ømme skuldermuskler. Selv kunne han ikke drømme om bare sådan at forlade Elverly, verden udenfor larmede så meget mere, for ikke at tale om stanken, nej så hellere blive i trygge rammer her. Dog kunne han godt forstå hende på det punkt at hun havde søgt efter en læremester hvis hendes magi havde været ude af kontrol og hun ikke havde kunnet finde nogen der kunne være hende behjælpelig indenfor Elverlys grænser. Han håbede dog ikke at det ville blive det samme med hans egen nyfundne evne.

De friske grønne øjne så over på Ren da denne brød tavsheden ved hans ord om elvervin, et kort grin forlod Rhovandír. '' Tjaae, jeg havde ikke forventet jeg skulle have haft vin med mig, men jeg kan da skaffe vindruer. '' Sagde han med et nik hen imod badehuset som egentligt kun var der for de lidt mere sky elvere, elverbørn og unge som stadig var usikre på deres kroppes attributer. På det lille hus' vægge var det prydet ganske fint med vindrueranke, der klatrede sig op af den hvide bygning. '' Men ellers kan jeg vel godt hente en flaske..+ '' Han sendte et kort spørgende blik imod Thorn, som for at vide om det var iorden bare sådan at sidde og give sig til at drikke i de varme kilder, der var trods alt en hel arbejdsdag foran dem begge.