Højlydte stemmer og lyden af klinkende glas fyldte Krystalpaladsets balsal. Alle der var noget, og en del der ikke var, var dukket op til årets Midsommerbal - inklusiv Liam. En høj, stille figur, der stod lænet op ad en søjle i udkanten af salen. Han havde aldrig brudt sig om disse sammenkomster, da han - sin opvækst til trods - altid havde følt sig en anelse malplaceret blandt alle de fornemt klædte adelige og deres intetsigende konversationer. Men selvom Krigeren ikke var på vagt denne aften, blev det alligevel forventet at nogle af dem dukkede op for at repræsentere Lysets kræfter - og som søn af grev Gyldenstjerne var presset dobbelt så stort for Liam. Selv var han klædt i et par mørke bukser og en hvid skjorte; tøj af simpelt design men god kvalitet. Skjorten var knappet helt op til halsen, og på hænderne havde han et par læderhandsker, så det kun var fra halsen opefter, at hans hud var synlig. En overivrig tjener med et alt for hvidt tandsmil næsten tvang et glas sød vin i Liams hånd, som han passerede, og Krigeren kiggede opgivende ned på vinen før han sukkede og tog en slurk. Han lod vinen hvile på tungen, mens han spejdede efter et ansigt han kendte.

Lyden af tykke lave hæle på et par sko brød den umiddelbare stilhed der nærmest sad som en stor kugle omkring Liam.
Med et lille smil dansende på læberne, var Etheldred trådt indenfor hans sphere. Ligeledes med et glas rødvin i hånden, og et par mindre klaser vindruer på en tallerken ( hvilket hun ærligt mente var spildt af porcelæn, men når hun var i de fine kredse og til et arrangement som dette gjaldt det om ikke at vise sig helt nede på lige linje med 'pøblen', derfor måtte hun have dem på tallerkenen istedet for blot i hånden ) kom hun et stykke bagfra ham, fristelsen til at læne sig ind over hans skulder og hviske ham i øret var næsten for stor men hun holdt sig i ave. Ridder, enke og grevinde, alt på en og samme gang. Gjorde at hun var henledt til at gå klædt i en kedelig mørk sørgedragt uden alt for mange detaljer, om end et par gyldne broderier sneg sig rundt langs kanterne.
Hvor meget hun end gerne ville gå i sin uniform, mente de højere magter ikke at det var noget hun burde nu hun lige var blevet enke. En rolle der var både svær og kedelig at spille. Af dem hun havde snakket med til aften havde langt de fleste været frygtelig kede af den 'forfærdelige' nyhed om hendes mand.
Uvidende om at det var hende selv der havde stået bag at han fik en omgang pest; det havde været en perfekt undskyldning for at komme af med en mand i et alt andet end lykkeligt ægteskab.
Nu måtte hun bare udhode sørgeperioden der var pålagt ved sådanne hændelser.
'' Hygger De Dem Gyldenstjerne? '' Brød hendes stemme ind, mens hun betragtede gæsterne såvel som de andre der havde været uheldige at få en vagt.. Eller uheldige og uheldige, vel ikke lige så uheldigt som hvis det havde været fangekælderen.
Selvom hun ikke var på arbejde, var det gennem årene simpelt blevet en vane for hende at holde øje med enhver mistænkelig adfærd.
Hun placerede tallerkenen på en mindre piedestal nær dem og strøg en løssluppen hårlok om bag øret, inden hun tog en af vindruerne ind i munden. Hendes dæmoniske træk var som de typisk var ved disse arrangementer, gemt væk af en talisman der hang i en kæde ved hendes ene skulder, mens den anden skulder havde en kæde med en magineutraliserende amulet. Hvis hendes kræfter gik amok kunne det vække alt fra mareridt, til flammehav til at folk kunne blive kogte i pludselig temperaturændring.. eller levende ispinde.. Chancer man ikke turde tage.
Hun havde dog ikke noget imod det, sammen lavede de en makaber balance.
Blikket gled tilbage på krigeren og hvilede let på hans ansigt.

Travlt som Liam var med at spejde efter folk han kendte, mens han mentalt skabte en liste over steder han hellere ville være, opdagede han ikke den velklædte kvinde der bevægede sig i hans retning. Der var mange i dette rum der ville se det som en stor ære at udveksle ord med en Ridder af Lyset (og en grevinde ligefrem), men da den velklingende stemme brød hans boble af tavshed, lukkede Liam et kort øjeblik sine øjne, mens han bad en lydløs bøn til Isari om styrke.

Han vendte sig mod den mørkklædte ridder, der ligesom ham selv var udenfor uniform, med et høfligt smil der ikke nåede hans isblå øjne. "Enkefrue," hilste han galant, mens han bukkede for hende præcist så dybt som det forventedes at en grevesøn bukkede for en grevinde. "Det hele er meget... overdådigt... rigets tilstand taget i betragtning. Men vi ved jo hvor vigtigt det er at give folket håb, og vise dem at vi stadigt står stærkt. Ikke mindst med pestens rasering af landet." Hans svar på hendes spørgsmål var diplomatisk, mens han betragtede hende placere sine druer og spise en af dem.

"Jeg har hørt at pesten slog sine kløer i grev Quincey. Tillad mig at kondolere - han var en god mand." Faktisk havde Liam aldrig kunne lide Thomas Quincey - en fedladen mand der aldrig havde vist megen interesse for de mennesker han skulle lede og beskytte. "Hans bortgang er et stort tab for Lyset." Mens de talte strejfede Liams blik amuletterne der hang fra grevindens skuldre og hans blik formørkedes et øjeblik. Han havde hørt rygter blandt Krigerne om at det var en af disse talismaner, som Ethel brugte til at skjule de træk der røbede dæmonblodet der flød i hendes årer. Liam skyndte sig at kigge væk, og lod som om han betragtede de dansende par i balsalens midte, mens han førte vinglasset til sine læber. "Nyder De ellers ballet, på trods af omstændighederne?"

Enkefrue... Det ord lød så tungt og modbydeligt, som om hun var et sted i 50'erne istedet for i slutningen af 20'erne, hvis man spurgte Etheldred, omend det stadig var den rette 'titel' man kunne kalde hende.
Hun nejede let tilbage som han bukkede for hende, ignorerende hvordan smilet an havde givet ikke ligefrem nåede til hans øjne. Hun vidste at ikke alle i hæren så lige vidt på hvad hun var for en skabning, om end hun ikke selv kunne gøre for hvad hun var.. " Jeg synes nu sidste års udsmykning var mere rigt. Se blot buffetbordet.." Hun nikkede let ned imod omtalte bord. " Det kan umuligt have været let at være bonde, hverken under krigen, pesten eller som nu.. Med kræfter der opfører sig som det passer dem. " Hun sukkede tungt inden endnu en vindrue røg indenbords. " Men ja, håbet er det der er vigtigt at give folket, om end det nu gør dem mere urolig når de ikke kan se Hendes Majestæt. Selvom det er for dem, vores, og hendes, egen sikkerheds skyld."

Som emnet gled ind på Thomas, hendes afdøde mand, bed hun sig selv i tungen, under foregivelse af at tygge vindruen. " Ja.. Desværre, Kile kaldte ham til sig før Dronningen, kunne give lov til folk i at tage dæmonblodet indenbords. Sådan en skam.. Han var ellers så..." Hun afbrød sig selv, mens en skælven gik gennem hende. At kalde ham for elskelig ville i den grad være at overdrive. Folkene der havde været under ham, havde i den grad fortjent bedre, langt bedre. Så Ethel havde selv gjort sit for at donere så meget blod hun kunne til de syge uden det vækkede mistanke om hvad hun var og hvor præcis blodet kom fra, selv før det blev helt tilladt.
Hun bemærkede hans blik på sig.. Eller.. Snarere på hendes amuletter, men forholdt sig dog tavs om det, selvom hun normalt nok ville have drillet ham med dem, var stemningen i den grad ikke til det, især ikke nu hvor hun skulle forestille at være sørgende.
Hun fulgte hans blik ud på de dansende. " Ja, det har været ganske fint, om end jeg ville ønske det var lettere at få Generalens opmærksomhed på tomands hånd. Men det er at forvente til sådan en begivenhed.. Jeg tror ikke han har fået megen søvn... " Selv når der ikke havde været bal havde det været svært for hende at få fat i Judah, men forhåbentligt havde deres korte samtale sidst de sås vækket lidt opmærksomhed hos ham.

Liam fulgte hendes blik mod det lange buffetbord, som var fyldt med alskens mad og drikke. Paladsets kokke havde gjort hvad de kunne med hvad de havde, og de havde gjort et godt stykke arbejde - men Ethel havde ret i at det var et magert festmåltid sammenlignet med året før. "To års krig tærer på et land, selv så rigt et land som vores. Og nu med pesten der har hærget og dræbt så mange unge mænd og drenge her i forårsperioden..." Krigeren betragtede to leende hofdamer der kom gående forbi dem arm i arm, mens hans kæbe skiftevis spændtes og slappede af som han talte. "Min bror beretter at kun godt to tredjedele af lenets marker er blevet tilsåede, mens resten ligger ubrugte. Der venter os en mager høst og en hård vinter." Som om landet og dets beboere ikke havde udstået nok de sidste par år.

Blik og krop blev vendt tilbage mod Ethel, og Liam løftede sit glas mod hende med et sagtmodigt lille smil. "Men for nu drikker og spiser vi, og foregiver at krigen er vundet, samt at Dronningen ikke må holde sig selv fanget i sit eget palads, af frygt for hvad skade hendes magi kan gøre. Drik, Enkefrue, og smil, for det er vores mission i aften." Han bøjede sit hoved let mod grevinden, før han drak dybt af sit glas, tømte det, og begyndte at spejde efter den nærmeste tjener. Normalt var Liam bedre selskab end dette, men han havde aldrig været god til sammenkomster som denne, hvor alle lod som om at alting var... godt... når det åbenlyst ikke var. Hvor nødvendige de end var, efterlod det ham stadig med en besk smag i munden.

Da hun nævnte Lysets General kunne Liam ikke nægte at hun vækkede hans interesse, og han skævede nysgerrigt mod Ridderen mens han vinkede en tjener over. Som nyudnævnt Kriger havde han ikke haft mange private samtaler med Generalen, men Judah var elsket blandt sine soldater. "Jeg syntes også han har set noget hærget ud det sidste stykke tid," sukkede han mens han lod tjeneren fylde sit glas, og kiggede spørgende på Ethel for at se om hun manglede noget, før han vinkede tjeneren væk igen. "Men sådan en mistanke er altid ærgerligt at få bekræftet." Liam sukkede igen mens han lod en behandsket hånd glide over sit karseklippede hår, før han tog en slurk af sin vin.

Ethel håbede inderligt at resterne af made, såvel som drikken, ville gå til den udsatte befolkning, dem der havde mistet alt. De burde også have mulighed for at deltage I festen, uden at føle sig udstillet, som hun var sikker på at nogle af dem nok engang gjorde, og var hvad der forhindrede folk I at stille sultne maver tilfredse. " Vi må håbe der kommer flere bønder til.. Hvis man fik folk fra hovedstaden, men det vil kræve tid og tålmodighed for dem at lære om jord og landbrug. " Lød det tankefuldt fra hende, inden hun løftede sit glas imod ham med et lille smil og lydigt skålede med ham, mens hun gav et lille kniks inden hun tog en tår af vinen. Dog ikke den dybeste, det følte hun ikke at hun burde sådan som befolkningen led, desuden var det godt at have hovedet klar hvis der skulle ske noget uventet. 
Han havde ret, der var ingen grund til at stå med alvorlige miner, dem var der jo i forvejen nok af til dagligdagen, smil ville bringe mere varme til dem der havde vovet sig med til aftenens bal.
" Jeg ville gerne give Dem en hånd med Dem og Deres brors lens marker, men med mine evner ville det være for risikofyldt at tage amuletten af, selv hvis det bare var for at hjælpe jorden og temperaturen en smule. "
Hun sukkede, inden hun tvang smilet tilbage op på læberne, og lod blikket følge en tjener der lod til at blive hevet væk fra af en anden rødklædt kvinde. Et lettere fornøjet smil forlod hende, mens hun gættede sig frem til hvad de to havde haft så travlt med.

" Men med alle de dræbte må vi da håbe at der vil være nok mænd og kvinder til både hæren og markerne i fremtiden. Jeg er næsten sikker på at nogle af krigerne og ridderne gør deres for at få nogle fremtidige generationer der kan tjene når de bliver ældre. " Lød det muntert.

Inden alvoren igen lød i hendes stemme, som emnet gled tilbage på generalen. " Ja, han har været sådan siden evnerne begyndte at gå amok, selv før det virkede han lidt ja.. " Hun trak på skuldrene, usikker på hvad hun skulle kalde det stadie han havde været i indtil da. " Han kunne trænge til at slappe af, men det er der ikke meget af for tiden. Jeg håber sådan at jeg kan overtale ham til at slappe af bare for en dag. " Endnu en tår blev taget af vinen, mens et sideblik blev sendt til den yngre Liam.  

afsluttet