Selvom truslen fra Mørkets Hær voksede hver eneste dag, skulle det ikke afholde den årlige fejring af midsommeren fra at finde sted. Solen var i disse dage på sit højeste og dagene lange, og da solen var Lysets Gudinde, Isaris, domæne, blev denne overdådige fest afholdt i hendes navn.
Byens mange flygtningne var naturligvis også inviteret og sikkerheden omkring paladset var dette år ekstra høj: Et par riddere siddende på deres drager bevogtede indgangen til paladset, og hele bygningen var patruljeret af paladsvagter samt Lysets Krigere - enhver, der så mistænkelig ud, blev grundig afhørt, inden han eller hun allernådigst fik lov til at deltage i festen.

Isari-præster og præstinder fra Den Hellige Bydel var i større antal end normalt mødt op til festen. De var i modsætning til mange af gæsterne ikke iklædt deres fineste klæder, men holdt sig i stedet til templets simple, hvide beklædning.
Langs balsalens ene væg stod en lang række borde, hvor der var mad nok til alle. Man kunne godt se, at høstudbyttet havde været mangelfuldt, da en stor del af landets bønder var blevet drevet på flugt, men for den almindelige beboer i Hovedstaden var der stadig tale om et festmåltid.

Lysets Dronning betragtede de første gæster ankomme fra sin sædvanlige plads på en balkon, der skuede ud over salen. Hun havde selskab af en af Isari-præstinderne, som hun førte en dæmpet samtale med. Da en større mængde gæster havde indfundet sig i salen, trådte hun imidlertid frem og placerede hænderne på balkonens rækværk. De små krystaller i hendes hud glimtede let i lyset fra de svævende, store krystaller, der oplyste balsalen. Et svagt spor af træthed kunne høres i hendes stemme, som ellers var fast og krystalklar, da hun talte:
"Velkommen til årets Midsommerbal. Selvom krigen nærmer sig med hastige skridt og Dragorn er faldet i Mørkets hænder, vil jeg bede jer alle om at bevare Lyset i jeres hjerter. Denne fest er til ære for gudinden Isari. Lad os alle prise hende og gøre dette til en uforglemmelig aften."
Et par Lysets Krigere overtog dronningens plads på balkonen, som hun trak sig tilbage fra balsalen. Årets midsommerbal var begyndt.




Dette er en åben baltråd: alle kan deltage. Er din karakter i Mørkets Hær eller eftersøgt, skal du dog være forklædt, for at kunne snige dig ind. Svar i tråden går på tur: hvis en person ikke har svaret inden for 4 dage, kan den næste i rækken frit svare, således at tråden ikke går i stå.

Azia trådte ind i den store balsal hvor der endnu ikke var mødt så mange op, men det var dog også tidligt på aftenen og dørene var også næsten lige blevet åbent, så måske var det bare Azia som havde været hurtigt ude af kro værelset, det havde ikke taget så lang tid at komme i stand som det ellers plejede. Dette var første gang hun deltog i et af paladsets baller og hun var da også spændt på hvad aftenen skulle byde på, især eftersom at det normalt ikke indebar hendes typer eller de normale borgere i Hovedstaden, men nu var det et åbent bal og derfor skulle hun med.
I anledningen havde hun også smidt hendes normale tøj, det ville nok ikke klæde sådan en aften i paladset at hun kom i alt for nedringet tøj. Det var blevet til en fin kjole som sad stramt omkring hendes krop, og lidt nedringet kunne hun ikke gå uden, men det var smagfuldt og der var intet forkert i hendes påklædning, ikke denne aften/nat.

Efter dronningens lille tale listede Azia rundt i mellem de nu lidt flere gæster i håb om at hun måske ville genkende et ansigt eller to og få startet en samtale om denne aften, men hendes søgen blev hurtigt til en fiasko eftersom der endnu ikke var mødt nogen op som hun kendte, ikke engang et ansigt kunne hun genkende. Hun besluttede sig derfor at sætte kurs mod den store buffet som var sat op så alle kunne få noget at spise. Tjenere styrtede rundt om det enormt lange bord og fyldt hele tiden de få tomme fade op med nyt mad, så der hele tiden var frisk mad. Hun tog en tallerken op og fyldte den med mad og gik så lidt hun og spiste af den lækre mad og eftersom hun endnu ikke kendte nogen valgt hun at tage plads op ad en af væggene ved siden af den lækre buffet og derfra kunne hun få et godt overblik over gæsterne som hurtigt begyndte at blive flere og flere.

Det var med store øjne og et fast greb om Naos hånd at Maralinda trådte ind i den storslåede balsal. Lyset der glimtede fra de mange krystaller og dannede regnbuer af lys på vægge og gulv, folk i deres fineste klæder og åh så mange forskellige væsner samlet et sted! Selvfølgelig var menneskene flest. Det var de altid, men de dækkede også langt de fleste udtryk. For fedfornemme adelige, selvhøjtidelige købmænd, borgere, krigere og flygtninge. Der var dog også elvere, dværge og havfolk. De sidste nogle Maralinda kun kendte lidt til, men som hun nu bestemt ville se hvad hun kunne finde om.
Selv var hun klædt fint i en lyserød kjole tjenestefolkene havde fra en anden adeligs aflagte tøj. Den var som ny, men håbløst ude af mode - noget Maralinda var dybt ligeglad med. Værst for hende var og blev farven, som hun ikke helt brød sig om. Det forhindrede dog ikke sløjfen i hendes hår i at have samme farve. Eller flæserne i det. Hun fangede et glimt af sig selv i en blank overflade og var ved at skære en grimasse, før hun tog sig i det og i stedet smilede til de kvinder de passerede forbi, der gav udtryk for at de fandt hende bedårende i al hendes dukke-lighed.

Maralinda så op mod Lysets Dronning som denne talte, men holdt ikke blikket længe der efter denne havde forladt balkonen. Lysets riddere og krigere var meget synlige i salen og der gik da heller ikke længe før Nao måtte forlade hende for at passe sine pligter. Hun smilede forstående og slap ham tøvende. Hun havde trods alt vidst det ville ske og havde fundet nok i salen til at kunne holde sig underholdt en god rum tid.
Hendes skridt tog hende da også let mod et af de store vinduer der viste sig at vende ud mod en overdådig have. En hun betragtede et par øjeblikke, før hun satte sig i vindueskarmen og betragtede mængden i salen. Der var så meget snak, så mange følelser at hun var ved at blive helt svimmel. Ikke kun behagelige følelser heller, men så langt det meste af spektrummet. Det var overvældende og hun havde lidt svært ved at skjule det.

Morgana havde stået tavst under dronningen samtale og havde ærbødigt sænket øjnene, sådan som hendes far havde lært hende, dengang hun stadigvæk boede i Medanien sammen med familien. Det var svært for hende, ikke at bekymre sig om dem, når hun vidste hvilke rædsler, der foregik rundt om i landet. Ikke, at hun havde set dem selv, men hun havde set sårene, lugtet stanken fra rådnende kød, og havde hørt de hviskende rygter, der omgav folk og gav dem et dystert udtryk i de hærgede ansigter.
Selv de velnærede købmænd havde fået et nyt drag om munden, men her til ballet virkede de fleste opstemte og glade. Det var der intet forunderligt i: meget af maden kom fra dem, og fyldte nu deres punge med klingende mønt!
Morgana smagte høfligt på den friske frugt og tog et glas vin, som hun forsigtigt smagte på, for at afgøre styrken i den. Den var behagelig, men lumsk. Smagen var sød og ung, maskerende for alkoholen deri.
Morgana gik søgende rundt og ledte efter et kendt ansigt. Heller ikke her så hun nogen, hun kendte. Mon familien stadig var i Medanien? Mon den slagfærdige bror var i lære hos smeden, og mon farens forretning holdt? Hun havde intet hørt i en måned, og selvom det ikke var en ny ting - det hændte nu og da at breve forsvandt - ønskede hun alligevel at høre, at alt var vel.
Købmanden ved siden af hende slog en skraldlatter op, da damen ved hans side smigret så ned i jorden. Rundt om dem stod par klar til at træde dansen an, og Morgana fortrak skyndsomt. Ikke om hun skulle ud at danse! Hvis alt gik vel kunne hun undgå at snuble i kjolen, der var dejlig simpel, men de indviklede dansetrin var hende stadigvæk en kode, hun endnu ikke forstod!
Et vindue tiltrak sig hendes opmærksomhed. Den lune natteluft strømmede ind og bragte mættede dufte af den blomstrende paladshave med sig. Hun gik tættere på, og så at der allerede sad en skikkelse i vinduet. Personen var i flot lyserød kjole - ikke lige hendes egen kop the - men den virkede perfekt til en så uskyldigt udseende person.
Hun lagde prøvende og let en hånd på skulderen af den spinkle skikkelse og spurgte med et smil:
”Undskyld, er der plads til en til?”

Selvom Caidan virkelig havde brugt tid på, at lappe noget af sit pænere tøj sammen, så stak han stadig lidt ud i mængden, da han trådte ind i balsalen. Han var ikke glad for, at måtte gå rundt ubevæbnet, men til et bal var våben selvfølgelig ikke tilladt. Han havde taget en hvid skjorte på, samt et sæt mere rene bukser, derudover en vest i læder uden over skjorten. Hans hår var redt nogenlunde tilbage, og den meget lange tot der hang ned over skulderen på ham var prydet med et par sorte fjer. Han havde en halskæde med en totem om halsen og et par læderarmbånd på, og så havde han et par lidt mere nye, og mindre rejsestøvede støvler på. Desværre virkede han bare meget mere naturvant end alle andre, og det var også tydeligt, fordi han ikke virkede til, at være særlig glad for, at være her. Men han skulle finde frem til, at få taget sig sammen til at få talt med en overordnet på én eller anden måde, og det her var den bedste måde.

Han gik lidt rundt, og overvejede lidt, om han skulle tage kontakt til én af krigerne. Men han kunne ikke genkende nogen af dem, så det endte med, at han gik over til buffetbordet og tog lidt mad op på en tallerken, som han valgte at smage lidt på. Primært var det kød, fordi han altid havde så kraftig en lyst til det, men ellers var han ikke bleg for at indrømme, at han godt kunne lide grønt. Efter at have smagt på lidt af hvert, tog han et glas vin, selvom han ikke havde drukket denne slags substans i rigtig mange år. Det kunne også smages. Den var ret stærk, og han måtte kort sunde sig lidt, hvorefter han gik hen til væggen, så ingen kunne overraske ham bagfra. Han brød sig ikke rigtig om larmen herinde.

Musikken skiftede som Maralinda sad og så på mængden. Fra at have været en behagelig dæmpet baggrundsstøj til at slå en takt an. Hvis hun kunne tage hvordan folk reagerede på det for noget så var den stadig stille i den anden ende af salen, men her fattede folk hinanden og indtog gulvet med dans. Et muntert indslag der fangede pigens blik ind og gav hende noget at fokusere på. Nok til at genvinde overblikket over alle de indtryk der strømmede imod hende og nok til at hun gibbede let, som en hånd blev lagt på skulderen af hende.

Med gibbet sendte hun en gnist af forskræmthed op i den brune øjne, som hun fandt at hånden tilhørte en ung kvinde. Tilsyneladende nervøs rykkede hun lidt på sig, som hun svarede. "Selvfølgelig. Ja, undskyld. Jeg havde tankerne et andet sted..." Hvor var ikke helt til at se, men som hun så på den anden strøg den undertrykte sorg frem i hendes blik, før hun vendte det tilbage mod de dansende. "Her er meget livligt.." De dansede lod sig ikke hæmme meget af de fine omgivelser eller også havde mere forandret sig i årenes løb end hun helt havde været sig bevidst. Måske var det var truslerne der hang alle over hoved der gav gnist til at vise alle hvor godt man selv havde det og hvor glade man var.

Maralinda drejede sig let om mod den unge kvinde og så hende nu rigtig an med utilsløret barnlig nysgerrighed. "Høre du til ved hoffet?" Måske ikke den mest høflige måde at spørge på, men høfligheder var så frygteligt besværlige og kedelige.

”Tak.” Morgana gik lidt nærmere vinduet og trak en dyb indånding fra den køligere luft. Havens dufte var fantastiske! Hun strøg en lok af det viltre, sorte hår, der havde sneget sig ud af knolden, om bag øret igen.
Hun smilede venligt til pigen, inden hun betragtede verden uden for vinduet igen. Solen var endnu ikke gået helt ned og kastede et blødt, gyldent skær over hustage og spir. Paladsets normale lyde kunne ikke høres over musikken fra salen, men tjenere ilede rundt på gårdspladser som travle myrer, bærende på fade.
Ved lyden af pigens stemme vendte Morgana sig tilbage mod salens livlighed og smilede.
”Ja, folk ønsker at glemme krigen! Det er nok meget naturligt.” Et smil krøllede sig op på hendes læbe over en forfjamsket yngling, der bød en fornem dame op til dans.
Morgana drejede opmærksomheden tilbage igen og tænkte over forespørgelsen.
”Nej, ikke rigtigt…” Hun kiggede lidt eftertænksom ud i lufte, inden hun fortsatte. ”Man kan sige, jeg er på kort visit, på udkig efter kendte ansigter.”
Så lo hun og tilføjede:
”Men man kan da ikke besøge byen, uden at opleve det famøse midsommerbal, som enhver lille pige i hele Krystallandet har hørt og drømt om!”
Ikke at Morgana i barndommen havde drømt om at deltage som nu, klædt i en simpel, men fornem kjole, nej. Det havde snarere været et mareridt at tænke på at skulle hæmmes af kjoleliv og flæser, og skulle danse de små skridt; et frem, to tilbage, to frem, et tilbage.
”Jeg hedder Morgana. Og dem?”

Toretto tråde en i den store sal, hans hat var trukket godt ned over øjne sådan man ikke kunne se hans gule øjne, som nærmest skillede sig ud i forhold til andres øjne, hans tøj var ikke klædt på til fine selvskaber for han gik nærmest stort set altid i den samme form for tøj, han tog en god duft af rummet for at fornemme hvilke slags mennesker der var til stede, " Mmm frisk kød, med et lille twist af noget anderledes " sagde han mumlende så det nærmest kun var ham der hørte det.

Han så kort over på bordet hvor der havde samlet sig nogle få mennesker, et lille smil kunne ses på hans læber ide han så der nærmest var tag selv bord af folk der over. Toretto gik rolig hen og satte sig ved få meter fra Maralinda og Morgana hvor han bare sad og lyttede til deres samtale, og efter at have mærket efter duften de begge udgav, fik det Toretto de til at kigge op fra hans hat og hen på dæmonen.

" så har man også set det " mumlede han igen til sig selv og sad blot og lyttede med samtidig med at han kunne holde øje med den lyssets kriger som var lige i nærheden.
Toretto var på ingen måde eftersøgt og der var faktisk kun få folk der vidste hvem han var, så det gjorde det bare mere perfekt at han nærmest var et usynlig person vel vidne om at man selvfølgelig kunne se ham, men på den måde at ingen kende ham vidste noget til ham hvad han var i stand til osv, men en ting var sikkert disse tre mennesker og resten af folkene som var inde for en radius af meter til Toretto vil på ingen måde kunne bruge deres magiske evne, det havde Toretto evne sørget for.

Som Maralinda betragtede kvinden, som denne kom helt hen til vinduet og stillede sig til at se ud. Solens synkende stråler lyste hendes ansigt op og udglattede de linier dystre tanker altid efterlod. Ikke at kvinden - pigen? - havde mange af dem. Mere en fornemmelse af at have rejst og set en del. Noget Maralinda også kunne mærke på hendes følelser. Afbalancerede på en eller anden måde. Interessant. Folk var og blev interessante!
Mere som den anden valgte at se ned på hende og tage del i snakken. Maralinda fandt et lille trist smil frem, der tydeligt var en kamp for hende. "Men ikke nemt at gøre..." Hun sad der som forældreløs trods alt. Et adelsbarn fundet efter en landsby nedslagtet og nedbrændt som hendes forældre og deres følge havde stoppet i den forkerte nat. En skæbne få børn let ville kunne glemme.

Som den anden fortsatte med at svare hende var der dog noget andet i salen der fangede Maralindas opmærksomhed. En forandring i følelserne udstrålet fra mængden. En kølighed og dødhed som hun vidste alt for godt fra tidligere møder hvad kendetegnede. En vampyr havde sluttet sig til selskabet.
Det fik hende til at scanne de nærmeste men uden helt at kunne fange hvem, før en hatteklædt mand kom til syne og hun var sikker. Så sikker at hun lod blikket glide videre til manden ved siden af ham uden at have haft det stoppende så meget som et øjeblik. Vampyrer var altid komplicerede at have med at gøre. Ikke så meget som varulve, men de var det mest ved fuldmåne og det var det ikke lige nu. Noget der kunne forklare noget af roen der trods alt var over de varulve der var til stede. Den ene noget mindre end de andre dog.

Med det på plads vendte hun sin opmærksomhed tilbage mod pigen og den snak de havde indledt. "Kendte ansigter her? Fundet nogen du kender?" Hun var stadig levende interesseret. Om ikke andet til en tomhed lagde sig om hende og afskar hende fra den verden hun kendte. Alt blod forlod hendes ansigtet som hun gispede kort efter vejret og så tilpassede sig. Nogen havde fjernet hendes adgang til følelserne i rummet! Det var uhyrligt og ualmindeligt ubehageligt grænsende sig til det smertefulde. Det tændte hurtigt en gnist i hendes blik, der intet venligt havde over sig. En gnist hun hurtigt skjulte, som hun rystede på hoved og fandt tilbage til hvad pigen havde sagt. "Jeg har også været meget spændt, men... det er anderledes end jeg havde forestillet mig..." Det var det bestemt.
Så rejste hun sig og flyttede sig om på den anden side af pigen for at kunne stå midt i solens sidste stråler, som hun smilede skævt til den anden. "Jeg er Maralinda. Rart at møde dig."

Caidan havde egentlig mest stået og observeret folk, hvilket også var grunden til, at han kort så en lille piges blik på sig. Uden at tænke nærmere over det, gav han hende et lille nik, og gik videre med, at kigge rundt. Her var ukomfortabelt, men ikke lige så slemt, som da en hætteklædt mand sluttede sig til ballet. Der gik ikke lang tid, før han fik en rigtig grim fornemmelse i maven, og de evner, som han kunne bruge til at se ud i fremtiden med, når han havde den mavefornemmelse, fungerede ikke. Hans pupiller udvidede sig, og hans blik flakkede rundt i ubehag, og da pigen talte til den hætteklædte mand, valgte han blot, at fordufte. Han trådte væk fra væggen og gik ganske enkelt sin vej. Den ækle fornemmelse forsvandt lige så stille, som han tog mere og mere afstand fra alle mennesker i rummet og kom uden for balsalen.

//Out, til en anden privat tråd. Undskyld jeg ikke legede mere med, men jeg skal vidst starte lidt mere let ud end mange-folks tråde :)

Morgana tiltede hovedet på skrå ved det triste smil, men spurgte ikke mere ind til det. Det tilkom hende ikke at snage i den andens fortid, selvom hun gerne ville trøste pigen. Hun kunne levende forestille sig, hvad der kunne være sket, men vidste også at visse historier var bedst at holde for sig selv, indtil tiden var moden til at fortælle dem højt.
”Nej, desværre ikke endnu. Det er nok også et forgæves håb!” Hun smilede sit skrå smil, der trak den ene mundvig længere op end den anden. Det gav hende et lidt spøjst udseende.

Chancen for at se nogen fra hendes familie var lille. Hun bestemte sig for at slå tankerne om dem væk for denne aften og koncentrere sig om at nyde festen og de mange mennesker. De var så opstemte! Morgana bemærkede ikke den pludselige ændring i pigens blik, da hun igen havde ladet øjnene glide til menneskemængden. Hun hørte hendes ord og smilede over. Åh ja! Så sande de var! Hendes blik gled kort over en herre, der skilte sig ud med sit klædevalg. Han bar hat. Morgana var ikke helt sikker på, om det var en skik her i denne del af landet. Hvor hun kom fra i Medanien var det en uskik, der tilkendegav at man ikke stolede på bygningens tagkonstruktion! Ja, det var faktisk en ret direkte fornærmelse, hvis der i forvejen var lidt fjendskab mellem to parter.
Men det var ikke første gang, hun så folk bære hat indendørs, og efterhånden vidste hun, at det af og til var et udtryk for den fremherskende mode… og da paladsets tag ikke så ud til at være i dårlig stand, måtte hatten blot være en forglemmelse eller endnu en et nyt modetiltag.

Morgana vendte sig mod Maralinde nejede pænt, så pænt hun nu kunne. Det havde næppe været godt nok til de adeliges læremestre, men det udviste den respekt, hun ønskede at tilkendegive.
”Rart at møde dem, også. ” Morgana tog sig selv om håndledet og vidste ikke helt, om hun skulle have tilføjet noget mere. Hun kunne ikke huske, om der var flere etiketter at følge. Hofetik var absolut ikke hendes styrke!
De sidste solstråler spillede i Maralindas hår og gav dem et forbløffende rødt skær, som var der ild indeni. Det mindede Morgana om hendes ildevner, hun havde glemt at træne det sidste lange stykke tid. Hun overvejede at lade en gnist springe, bare for at se om evnen var der endnu, men opgav. Der var for mange mennesker!
”Er de alene til ballet?” Hun mindedes ikke at have set nogen nærme sig Maralinda, men derfor kunne hun nok være afsted med nogen.

De fleste af aftenens gæste var trådt ind via hovedindgangen. Der var heller ikke mange andre muligheder med den 'sikkerhed' Lysets Dronning havde været så effektiv til at sætte op. Det sagde en del om, hvor nervøse Lysets tilhængere var for Mørket. *Man forstår det jo godt. Mørket er en flok primitive barbarer. Men de er blodtørstige, hungrer decideret efter krig og død og ødelæggelse. Lyset hungrer efter...* Tremor, der netop var ankommet fra en dør til venstre fra balkonen, lod hurtigt blikket glide over balsalen. *Mad og guld og glitter.* Hans indrer stemme blevet sarkastiskt feminin, idet han tænkte tanken. *Ynkeligt. Men jeg skulle vel nødigt snakke.*
Tremor tog et sip af elvervinen i sit høje krystalglas, og gjorde sig umage for ikke at spilde de dyre og umådeligt farvende dråber på sin guldbroderede, dybblå sommerjakke.
"Fortræffeligt."

Toretto var helt klart ikke pæn i tøjet lige som mange af de mange andre gæster, han tog endnu en gang et overblik for at se om det skulle være nogen som fangede hans opmærksomhed, men det hele virkede til at være fredfuldt og ren og skær kedeligt i hans øjne, måske han selv skulle finde noget at spise nu når der var alt den mad, og det var ikke ligefrem den mad han havde tænkt på, men der var godt nok mange vagter som ville holde øje med ham og det eneste han ville var at holde lav profil, sådan at folk nærmest ikke vidste han var til stede.

Toretto så hen på dæmonen og den anden kvinde, han gik roligt hen og satte sig 2-3 stole fra dem og lænede sig tilbage på stolen og sænkede hovedet lidt så det nærmest lignede han sov, for så kunne han ide det mindste bare sætte sig til at vente, til der kom et nemt offer så det vil han se tiden an med.

Alt den beskyttelse af vagter der var på palaset gjorde det nærmest svært at slå nogen ihjel, men det var ikke umuligt han skulle bare vente til det rette øjeblik, til der var en der var alene som måske ville være noget lækkert for ham, en ting var sikkert at slå folk ihjel på sådan et fint sted med alle de vagter var ikke noget han normalt gjord, men hvorfor ikke prøve.

"Her er også mange her." svarede Maralinda med en smule benovelse i stemmen, som hun lod blikket glide ud over mængden, der på ingen måde var blevet mindre som hun havde siddet i vinduet. Tværtimod! For som dansen var begyndt og en del af gulvet var blevet optaget af det, var resten blevet trængt mere sammen uden omkring. Hun var også sikker på der stadig kom folk til. Af samme grund smilede hun svagt og forsikrende til den unge kvinde. "Så de kunne jo være derude et sted og lede efter dig - hvis de ved du er her?" Var kvinden mon så alene som hun selv reelt var? Hun tvivlede.

Fornemmelsen af tomhed og afsavn forblev uændret som hun flyttede sig. Det irriterede hende grænseløst, for det var ikke en følelse hun kunne bortforklare som andet end hendes egen. Det distraherede hende også en smule at skulle mangle så stor en del af sit væsen på den måde og vide hvor farligt det var for hende, hvis tilstand forblev sådan. Andres følelser var hvad hun levede af trods alt. Hun skubbede det dog en smule fra sig, som hun så den unge kvinde rejse sig og neje let for hende. Det fik en munter glimten frem i hendes brune øjne. Den anden godtog ikke ligefrem hendes uformelle tiltale.

Så flakkede munterheden dog og hun lod blikket glide ud over salen efter et glimt af Naos skikkelse. Ikke at hun fandt ham, men det betød heller ikke det store. Ikke som hun lod sorgen finde frem til sine træk igen, blandet med taknemmelighed. To følelser hun vidste folk ventede med det hun var gået i gennem. "Nej.. eller jo, måske? Jeg kom med en Ridder, men han havde andre pligter at se til..." Hun fandt et lille smil frem og fangede den andens blik. "Men det er som det skal være. Jeg er her og det er godt." Hun talte med et barns overbevisning der gentog noget for at tro på det.

"Er du her med nogen?" Hun var langt mere interesseret i at høre om den anden. Se om hun kunne finde ud af hvad der fik Morgana til at handle og hvad hendes ønsker var. Det gav gerne interessante følelser fra sig - hvis hun da havde været i stand til at fornemme dem rigtigt. "Har du lyst til noget luft? Her er så kvælende..." Hun nikkede let mod døren der førte ud til paladshaven, hvor en terrasse fristede med luft, kølighed og mindre støj.

Morgana nikkede bekræftende, men eftertænksom. Ja, de kunne være derude og lede efter hende, men det var mere sandsynligt, at de forsøgte at passe på sig selv. I hendes breve havde hun gjort klart, at hun kunne tage vare på sig selv, og at hun ikke led nogen nød, mens faderens breve havde været mere usikre.

”En ridder..” Gentog Morgana let for sig selv, faldt hen i tanker og smilede. Hun havde hørt mange ridderhistorier som barn, men det hun efterfølgende havde set stemte ikke overens med disse historier. Hun håbede at Maralindas ridder i det mindste ikke var en af de beskidte fra byens rendesten, der ikke kunne stå lige på benene efter middag på grund af frekventering af diverse udskænkningssteder.
Barnets ubetingede tro - der afsløredes af dets stemme - på ridderen
”Nej, jeg er her helt alene.” Svarede hun og smilede. Det passe hende meget godt. Ingen, der blev utålmodige, når hun pludseligt stoppede op for at betragte noget, og ingen, der skyndte på hende.
Morgana havde for vane at falde i staver

”Det lyder som en god idé! Kender De haven godt?” Morgana kiggede undrende på Maralinda. Før, da hun omtalte sin ridder, havde hun talt som et barn, mens hun nu talte som en af de høflige hofdamer, hun af og til mødte. Mon hun var adelig?
Morgana kiggede længselsfuldt mod døren. Frisk luft, var hvad hun trængte til, sammen med muligheden for at nyde de duftende blomster… og måske falde i staver over en af dem. Men havde de adgang dertil?
Da hun havde forsøgt at komme ind på biblioteket tidligere på dagen, var hun blevet afvist med en eller anden vag begrundelse om, at der var så mange forberedelser at tage sig af, at personalet ikke var tilstede til at hjælpe med bøgerne. Morgana antog, at det mere var et spørgsmål om, at der ikke var nogen til at holde opsyn med, at hun ikke stjal bøgerne. Det havde forarget hende!
Morgana rejse sig let og vendte sig mod døren, Maralinda havde udpeget, klar til at følge med denne derud.

Lydløs var et perfekt ord, at beskrive dæmonen med. Hans barfodede skikkelse bevægede sig igennem mængden af alverdens individer, ikke betraget, nærmest ikke bemærket, af personerne han passerede på hans vej. De så ham, men de så ham ikke rigtigt. De vidste hans skikkelse var tilstede, men fandt ikke genkendelse, ikke den mindste interesse ved ham. Hans magiske kræfter bar i sandhed frugt ved dagens arrangement; denne var i sandhed ganske brugbar, overfor ballets stærkt bevogtede område. Vagterne havde end ikke set ham i øjnene, som han havde passeret dem ved indgangen. Han derimod, havde smilet en gal mands smil.
Melkors beklædning var ganske ironisk i sig selv. Det næsten sorte hår hvilede ganske blidt imod et silkestof, formende en ganske fin, snehvid kimono. Silkebuksernes ender rørte hans fods overflade, slæbende ganske, ganske let imod gulvet under de smidige fødder. Han bar den til perfektion - faktisk synes den næsten at udligne den mørke, dæmoniske aura der aldrig rigtig forlod hans skikkelse, når han trådte ud af hans illusionsmagi. Dette var endnu ikke sket, anedes det tydeligt da ingen fortsat ænsede ham.
De rødsorte øjne bevægede sig imod en mindre skikkelse, havde ført lagt blikket imod hende og kvinden Maralinda talte med. En voldsom rynke havde dannet sig imellem hans bryn - en følelse af foragt lagde sig over de blanke øjne. Han handlede dog ikke endnu, men synes blot at notere sig om hendes situation. Han holde barnet under opsyn, men fratog hende ikke hendes fuldkomne frihed. Ikke åbenlyst i al fald.
"Større ynk opnåes ikke af andre, end menneskeheden."
Han fandt sig pludselig placeret ved en helt tredje skikkelse. En hvis kraft længe havde tiltrukket hans opmærksomhed; en hvis navn, han længe havde hørt sig selv mumle, med et alt, alt for blidt smil. Dæmonen ved hans side var nu indenfor rækkevide, og han fandt pludselig sig selv en kende besværet i at trække vejret. Hans fingre kriblede, og hvis det ikke var fordi han vidste hans hud var ganske død, ville han have mærket en varme i ørerspidserne.
"Eller hvad tænker De, Tremor?"

Krystalpaladset synes så fredeligt denne aften. Mørket var faldet på, og selskabet synes lidt mere tæt nu hvor det roen havde sænket sig over langt det meste af Krystallandet.
Uden at blive særlig bemærket af de omkringværende Krystalisianere, trådte en hvidhåret mand ind af de store døre. Udstrålingen var optimistisk. Han havde et venligt smil på læberne, og venlige lyseblå øjne. Manden her ville de fleste skyde på være enten i slutningen af 20'erne eller starten af 30'erne. Han bar en lang sort kåbe, hvor hætten var trukket ned for at synliggøre sit ansigt.

Han stod et øjeblik iblandt forsamlingen. Som om at han overvejede om han skulle gribe en drink. Dog søgte hans blik op mod Lysets Dronning, som nu viste sin tilstedeværelse. Hun havde ingen tvivl afholdt en tale tidligere, ligesom hun gjorde hvert år. Så hvis han skulle fange hende, var øjeblikket nu.

Han trådte frem, og søgte en smule mere målrettet op mod Dronningen med et roligt smil på læberne. Endnu en af Dronningens mange bejlere. Et par riddere stoppede ham, netop da han nåede trappen, som førte videre op til hvor Dronningen befandt sig.
I mellemtiden havde han fanget sit blik, og havde nu hendes fulde opmærksomhed rettet mod sig.

"Åh! Slap af, hendes majestæt kender mig kun alt for godt. Hun måtte snart have brug for min hjælp. Igen." Han slog hænderne op, der fortalte ridderne at slappe af. Ingen farer på færde.

Dronningen så mistroisk på ham.

"Må jeg? Vi kan tage Krystallandet op i et helt nyt perspektiv?" Han hævede øjenbrynene, rakte hånden ud og gestikluerede hende ud til dansegulvet, hvor han ville byde hende op til dans.

Dronningen hviskede noget til den ene vagt, men trådte alligevel elegant ned af trapperne med rank ryg, ned mod den unge hvidhårede gut der forvent ventede på hende.

"Hvad vil De mig?" Spurgte Dronningen utålmodigt, mens hun skulede mod vagterne der skeptisk holdt øje med deres Dronning.
Han følte sig overvåget, og dog alligevel så godt tilpas.

"Det er et dejligt Palads De har her. Er De faldet godt tilrette? Jeg mener, efter det med den sidste Dronning. Må Guderne være med hende." Dronningen kneb øjnene sammen, tog hans hånd hvor han begyndte at føre an med nogle få dansetrin.
Han mærkede alverdens øjne på sig. Såvel fra vagterne, men også fra dragerne og de mange gæster.
Og dog værdigede han ingen af dem et blik, hans lyseblå øjne hvilede kun i Dronningens.
Det var tydeligt at Dronningen ikke fandt hans spørgsmål relevant.

Efter lidt tid måtte han erkende, at der intet svar kom fra hende.
"Deres majestæt. De ved det måske ikke, men i den sidste store kamp mod Mørket, havde jeg det afgørende kort i afslutningen, og dermed Lysets tilbagevenden."

Dronningen hævede et øjebryn halvt imponeret.
"Undskyld mig, men jeg har ingen idé om hvor mange der har forsøgt sig med den bemærkning, hvorefter de vil have guld og grønne skove. Medmindre at De selvfølgelig kan bevise noget som helst? Hvilket jeg må indrømme, at jeg stærkt tvivler på."

Han smilede en smule og lavede et par dansetrin mere, hvor han til sidst lænede Dronningen tilbage, med hans greb. Han stod nu indoverbøjet mod hende, og trak hende op igen og svingede hende rundt.

"Jaså? De må have mødt mange gode forklaringer gennem tiden. Og dog tvivler jeg på, at nogen af de historier er helt sande, hvordan tingene hændte. F.eks. hvem der forrådte Mørkets Lord i sin tid. Men det er sikkert også kun rygter De har fået at vide, Deres Majestæt."

Der var stille blandt dem, indtil han atter lænede hende tilbage i et dansetrin. Hans hoved var tæt på hendes, og hviskede nu i hendes øre.
"Krystallandet elsker rygter." Stemmen havde forandret sig. Ansigtet forandrede sig nu også hurtigt. Det hvide hår blev til langt sort fedtet hår, de lyseblå øjne blev til nærmest lysende hvide og hele kropsbygningen blev pludselig meget mere ekstrem og robust. Samson var tilbage.
Han rettede sig atter op, han havde endnu ikke tabt Dronningen på gulvet, selvom hun var blevet målløs over, hvad det præcist var, der var sket.
Han slap taget om hende, kiggede rundt på hele forsamlingen alt imens han bakkede bagud. Han holdt hænderne op, som i en forsvarende menøvre.

Ind trådte nu en række af kutteklædte personer. Lige omkring 15 personer, der alle bar en sort tyremaske med et guldbelagt småligt mønster.
"JEG ER TILBAGE!!!" Hans stemme og udstråling havde ændret sig totalt over til den mørke og dystre side som kun var blevet værre siden sidst.
Ud fra kappen trak han et friskt hjerte, som han med det samme satte tænderne i, mens han stirrede intenst på Lysets Dronning. Blod alle vegne. På gulvet og hans ansigt og til og med noget af det i hans hår.

Taras fineste opgave bestod denne aften i ikke at være spor interessant, den spinkle krop var dækket af blødt grønt stof og en sort, let gennemsigtig, kappe. Den sværeste del havde bestået i at slippe forbi vagterne uset, hendes ansigt hang trods alt endnu klistret op på diverse tavler og mure i byen. Billedet var i det mindste ikke sønderligt vellignende, trøstede hun sig selv med, der var et eller andet med næsen som slet ikke stemte overens.
Om ikke andet var det lykkedes, takket hendes mentale indflydelse på vagterne i døren var hun sluppet forbi, på trods af, at én af dem havde kigget skeptisk på hende, inden han accepterede hendes deltagelse i ballet, måske så det også underligt ud, at en elver kom ene, og ikke i en trup af pompøst påklædte spidsørede væsener.
De slanke fingre greb forsigtigt om glasset, hun trippede utålmodigt, nu måtte han gerne komme, hun vidste, at han ikke lignede sig selv, alligevel var Samson for Tara altid letgenkendelig, der var ikke mange som ham, som havde det tankemønster. Den rødhårede elver havde ført en samtale, som føltes som timevis, manden var småfed, havde tydeligvis flere penge end de fleste tilstedeværende, at vurdere ud fra hans fingerringe og prydende halssmykke.
Endelig, Samson kom vadende ind, det var næsten et under, at der ikke var en levende sjæl, som genkendte den forhenværende bandeleder, for Tara var det så klart som solen, at det var ham, men ingen andre lod til at bemærke det. Nu begyndte hendes arbejde, først handlede det om at påvirke livvagterne, til faktisk overhovedet at lade Samson komme inden for få meter af dronningen, uden at hakke ham i småstykker. Tara trådte langs væggen, en kende tættere på og koncentrerede sig. Elverlederen havde gjort det let for Tara at udføre hende arbejde, det var efterhånden de færreste der brød sig om at henvende sig til væsenerne uopfordret, grundet deres snoppede væsen og mægtige arrogance.
Nu kom afslutningsnummeret, Samson fik faktisk lokket dronningen op til dans, stakkel, tænkte Tara kort, han lugtede sikkert ikke anderledes bare fordi han ellers var udmærket udklædt. Så langt så godt.
Samson afslørede sig selv, så var det nu det gjaldt. Tara vendte sig omkring, omgående spottede hun en lille dør, den var kun bevogtet af én vagt og lod til at munde ud i en stor åben terasse, dét blev deres vej ud.

Dronningens ansigt forandredes fuldstændigt. Hendes ansigtsudtryk afslørede, at hun godt vidste hvem han var. Selvom hun godt vidste at det var tid til at kommandere rundt, var hun målløs over at se en mand stående foran sig, med et blødende hjerte. Det var jo heller ikke ligefrem hver dag at det skete, selv for Dronningen.
”Vi mødes igen…” Brummede han køligt og munden trak sig op i et stort skadefro smil.

Tara havde uden tvivl gjort et fantastisk job. Hun havde tydeligvis gjort alt hvad hun skulle gøre, og nu efter at han havde afsløret sig selv, skulle tingene gå meget stærkt, ellers ville de begge ende uden hoved inden de overhovedet nåede ud fra Krystalpaladset igen.
Samson grinte næsten hysterisk, men der var ikke tid til alverdens. Det var nu det gjaldt. Efter at have taget den sidste bid af det friske hjerte, måtte han slippe det for at få begge hænder ledige.
I samarbejde med Tara, handlede det nu om at distrahere dem så meget som muligt.
Utallige små ildkugler blev sendt i flere retninger. Flere af dem var sendt mod stof på væggene – bannere for lyset deriblandt. Gulvtæpper blev sat i brand og diverse loft udsmykning havde snart set bedre dage.
De hvide øjne søgte efter Tara i al kaosset, og vurderede at det ikke var tid til at stå stille, også selvom Tara forsinkede alle de tilstedeværende med sine tanker.
Stakkels pigebarn. Heldigvis var Tara vokset hastigt med sine evner, siden han første gang stødte på hende. Hendes evner var med tiden blevet uundværlige for ham.
De fleste af disse mennesker, ville inden få sekunder være som næsten lammede oven i deres hoveder, og ikke opfatte hvad der lige var sket – indtil efter et par få minutter. Ilden skulle til kun for at distrahere dem nok til at glemme, hvad de lige havde set. Derefter ville de komme i tanke om hvad der præcist var sket, forhåbentlig tids nok til, at både Tara og Samson var langt nok væk fra selv Dragernes lugtesanser.

De mange sorte kutteklædte der bar tyremasker, lavede også megen kaos oven i. Nogle enkelte vagter fløj pludselig rundt oppe i loftet, og så ud som om de ikke lige kunne komme ned.
En anden person tog sig tid til at få skrevet en tekst på væggen i blod Samson er genopstået. Alle havde hver sin opgave i denne speciale gennemtænkt scene, og der var gjort meget ud af den.
To andre tyre var dog i kaosset blevet overfaldet og var efter omstændighederne gået mod lyset. Det efterlod også bare en lille reminder om, hvordan deres adfærd pludselig også havde ændret sig, efter nedlæggelsen af RT.
Resten af de tyremaskerede, fulgte både Tara og Samson i en stor cirkel, for at beskytte for hvad end der kunne komme af angreb. De ville i stedet tage slagene, takket være Taras gennemførte hjernevask gennem flere uger.
Samson vidste hvad Tara tænkte på. Det var ofte ikke muligt for hende, at skjule sine egne tanker mere til hverdag. De to havde været forbundet så mange gange før, at det næsten havde boret sig helt fast.
Han så derfor over mod den dør, som Tara pludselig havde fået øje på. Hun ville ikke være i tvivl om, at han i sit eget hoved, havde givet god for den idé. Han tøvede ikke, men styrtede i stedet mod den ene dør, hvor den ene vagt var placeret.

Krystallandet ville snart møde helt nye tider, som ikke var set før. Spørgsmålet var blot om hvor lang tid der yderligere skulle gå.

Tara kunne ikke lade være med at le en smule, i alt kaoset var Tara pludseligt blevet til vand, ingen havde opmærksomheden på hende overhovedet, heller ikke på trods af hendes mange efterlysninger. Derimod var alles blikke vendt mod Samson i panisk angst, ingen tvivl om, at alle kendte hans ansigt der nu var sølet ind i blod. Nu kom alle med tyremaskerne i spil, det så ud til at gøre det godt. Bag de sorte masker trak Tara forsigtigt i de rigtige tråde for at holde alle i snor, som en dukkefører stramt holdt styr på alle liner. Ikke nok med det lod hun et solidt slør af panik, angst og kaos lægge sig over salen. De færreste borgere var snart i stand til at holde styr på dem selv og deres egne tanker, alle sammen til en enorm distraktion væk fra Samson, der for få øjeblikke siden havde været ’festens’ midtpunkt.
Tara kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede i brystet på hende og den lune sommeraften ikke just hjalp på, at sved begyndte at perle frem på hele den spinkle krop, det var ikke let at påvirke så mange mennesker på én gang, nu skulle det gerne gå stærkt. Så snart Samson var ved hendes side vendte de begge mod døren, takket være Tara og Samsons tætte forbindelse vidste han allerede hvad det drejede sig om. Kort efter satte de begge i løb, der var ikke langt, men langt nok til, at hvis de ikke passede på, ville de let blive fanget. Ikke langt fra Taras side blev en tyremaske gennemboret af et sværd fra en af lysets krigere, der virkede overraskende upåvirket af hendes indflydelse, til det atypiske pars held, var en ny tyremaske over ham kort efter, og Tara og Samson nåede til døren. Vagten rettede hurtigt sit spyd mod dem begge, men få sekundter efter sank han på knæ, skrigende, mens han smed det korte spyd og det lyse skjold fra sig og tog sig til hovedet, grundet den skingre, skrigende lyd Tara havde dannet for hans indre øre.
”Kom så”
Tara løb, så hurtigt hun orkede, hvilket vitterligt kun kunne takkes hendes elviske gener. Elveren havde ikke skyggen af kondition, men var fra naturens side velsignet med et nogenlunde sæt evner inden for hurtighed.
Ikke længe efter var hende og den nu genopståede Samson forsvundet ind mellem træer i mørkets skov, her ventede Storm, Taras fugel, der kort efter ville tage dem langt væk fra Krystalpaladset.

// Out