Sneen havde de seneste dage dalet ned over den tæt befolkede hovedstad og lagt sig i et tykt lag over hustage og tårnene på Krystalpaladset. Det var tydeligt, at vinteren var kommet til landet, og selvom sneen var et smukt syn, betød det også endnu mere mangel på fødevarer: noget der i forvejen plagede byens fattige og de mange flygtninge, der var kommet hertil på grund af truslen om krig.

Krystalpaladset var da også særdeles velbevogtet i disse dage, og foran dørene stod i dag to Lysets Riddere i sadlen på deres hvide krystaldrager. Dragerne tog sig ikke særligt af balgæsterne, men var alligevel med til at skabe et imponerende syn - og lettere frygtindgydende syn - for dem, der i år besøgte Midvinterballet.
Når man først var kommet indenfor paladsets døre skulle man forbi endnu en større mængde vagter, der kontrollede folk for våben og andre uvelkomne genstande.
Inde i balsalen var der ikke sparet på festdekorationerne. Lysende, snehvide krystaller svævede i luften, og adskillige borde var dækket op med et væld af festmad, som en del af gæsterne allerede var begyndt at spise af. Mange af gæsterne til årets bal var fattige byboere, der havde fundet deres fineste klæder frem, og benyttede sig af lejligheden til at få et festmåltid. En del af den højere samfundsklasse var dog også til stede: adelige fra Hovedstaden og elvere fra Elverly.

På en balkon med udsigt over salen stod Lysets Dronning i en snehvid kjole. Hendes arme var dækket af små, fine krystaller, der gjorde hendes bevægelser en smule langsomme. Hendes blik var vagtsomt, for det var vigtigt for hende, at dette års vinterbal foregik uden forstyrrelser.
"Velkommen til Midvinterballet. Selvom Mørket samler sine styrker for at kæmpe mod os, skal det ikke forhindre os i at holde en fest. I er godt beskyttede - Lysets Riddere og deres drager bevogter i dette øjeblik paladset."
Hendes stemme lød klart ud over de forsamlede, som havde stoppet deres gøremål og så op mod balkonen. Efter dronningen havde forladt balkonen indtog et par af hendes krigere pladsen, for at holde øje med ballets gang.




Dette er en åben baltråd: alle kan deltage. Er din karakter i Mørkets Hær eller eftersøgt, skal du dog være forklædt, for at kunne snige dig ind. Svar i tråden går på tur: hvis en person ikke har svaret inden for 4 dage, kan den næste i rækken frit svare, således at tråden ikke går i stå.

Iført lette, silkeagtige klæder stod Sin'thya midt i menneskemængden og nippede let til et glas krystalvin. Hun følte sig en anelse fortabt her blandt de mange ukendte ansigter, men nysgerrigheden for at se paladset og ikke mindst muligheden for et overdådigt måltid, havde lokket hende herhen.
Dragerne ved indgangen havde skræmt hende mere, end hun brød sig om at indrømme. Hun havde altid været bange for større dyr, og disse magiske, skællede skabninger, var ikke nogen, hun havde lyst til at komme på tværs af.

Ved hendes side diskuterede et par gæster de seneste nyheder om Mørkets gøren og laden, og hun lyttede efter med et halvt øre, imens hendes blik gled rundt i den store balsal. Hun følte sig en anelse upåklædt uden sine trofaste knive gemt på kroppen, men hun ville aldrig være blevet lukket ind, hvis man havde fundet våben på hende. Det var heller ikke fordi, hun ville få brug for dem, beroligede hun sig selv med, som hun kantede sig forbi de snakkende gæster og gik hen mod et stort, opdækket bord.

der var mange folk at se også især når man ser det fra en dværgs synspunkt, Darmir havde iklædt sig et par fine fløjes bukser og et par silke silke handsker, han havde ikke nogen top eller frakke på da han er vant til høj kolde fra bjergene , men han havde fletninger nogen fine fletninger i sit stor skæg som dækket det meste af hans overkrop, man kunne også største delen af hans tatoveringer, især en skilte sig ud som dækkede hans ryg, det var en stor snehvid drage som snorede sig om et skjold med 2 økser til hver sin side på skjoldet kunne man se 49 graveringer i kanten som er for hver drab og på hver økse indgraveret Audactis Fortuna iuvat og constantia et virtute

Darmir var en del af lysets hær men var ikke sat på patrulje denne aften han havde fundet en stort glas mjød som han var begyndt at bunde i et hug, da han var færdig gik han lige mod dansegulvet for at finde en dansepartner ...

Toorah kom sejlende ind i balsalen med alt den elegance man kunne forstille sig en elver ville være i stand til at mønstre. Det lange røde hår var sat op i den sædvanelige festanordning med fletninger i en sådan grad, at ikke et menneskeligt øje ville være i stand til at tælle dem ved første blik. Kjolen var lang og snehvid med broderede sølvmønstre og sten i bjergkrystal, den var tætsiddende, men med et langt slæb mens den lod ryggen være nøgen, hvor stærke rygmuskler tydeligt stod frem.
Sammen med elverlederen var kommet et mindre påhæng af elvere, der havde indfundet sig i deres egen sædvanelige lille gruppe, det var tydeligt, at de færreste spidsører egentligt brød sig særligt meget om at være her.
Én ting havde dog fanget Toorahs opmærksomhed, længe havde hun betragtet de mægtige drager, tænk at rygterne havde været sande, det havde næsten taget pusten fra hende at se de stolte dyr så tæt på. En enkelt af Lysets Riddere havde sågar ladet hende røre en af de store dyr blidt på halsen, det havde føltes helt igennem fantastisk. Aldrig gennem sine over fem århundrede havde hun klappet så majestætisk et dyr.
Nu var det tid til at være seriøs og elverens hænder, som var beklædt med enkle elegante smykker blev vasket i et smukt vandbad efter klappeturen, inden en af hendes folk skænkede hende et glas vin. Hun gav t kort fnys fra sig, Dronningen måtte i sandhed være desperat hvis hun lukkede dværge ind i sin hær.

Ulairi kom svævende ind i balsalen, ja man skulle ikke tror at hans fødder rørte gulvet. Han var iklædt en løst siddende hvid silkeskjorte et par sorte silkebukser, der passede helt perfekt til denne dag, mente han hvert fald selv.
Mens han svævede rundt, kun 3 cm over gulvet, blandt folkemængderne, fik han øje på en flok elvere. det var dog ikke nogen han kendte, men de så fine ud. Han fortsatte dog op mod buffeten, hvorfra han kunne se det hele. Her hang han roligt og nippede til noget mad. Mon her overhovedet er nogen jeg kender? tænkte han kort, Ellers må jeg jo bare begynde at kende dem. fortsatte hans tanker, mens han roligt smilede lumsk.

I de mange år Rinne havde boet i hovedstaden, havde hun aldrig været inde i Krystalpaladset. Når man tog det i betragtning at hun havde levet på gaden i halvdelen af tiden, så var det måske ikke så overraskende. Et gadebarn havde ikke noget at gøre i et palads. Da hun hørte om ballet tænkte hun at det var en god mulighed for at se hvad alt snakken var om; og også for at få noget gratis mad. Hendes pengebeholdning var mildest talt ikke eksistrende, og det var umuligt at vide hvornår hun ville få penge igen. Man kunne stjæle sig til mange ting, men at snuppe en flaske øl fra en uopmærksom kroejer, var ikke det samme som at betale for et skummende glas, der kunne drikkes i kroen i stedet for en sidegade.
Synet af de to drager ved porten havde næsten fået hende til at vende om. Det gjorde hun faktisk, men menneskestrømmen havde gjort det umuligt at stikke af, og hun blev ført ind gennem porten. Da bæsterne var ude af syne kunne hun slappe af igen; eller næsten, for tanken om at de var så tæt på gjorde det umuligt at slappe af.
Indenfor vrimlede det med mennesker, mange af dem fra den fattige del af byen. Det var jo altid noget.
Der var også mange af gæsterne der ikke var arbejderklassen. Hun så adelige og elvere, to ting hun helst ville undgå. Man vidste aldrig hvor man havde elvere, de så altid ned på folk, og især de her så ud som om de havde en bue stukket up i røven.
Rinne gik gennem menneskemængden mod maden. Hun tog godt for sig af kød og brød, og fandt et krus med mørkt øl, i stedet for det alt for søde vin. Rinne havde ikke brug for fint tøj, og havde derfor svært ved at finde noget der kunne passe ind til festen. Til sidst valgte sit almindelige tøj, dog uden lædervest og armeskytter. Hun havde købt et grønt tørklæde til fest, lettere slidt, men det fik hende til at føle sig mindre nøgen. Heldigvis stod hun ikke for meget ud i mængden, da den fattige del af befolkningen heller ikke ejede ekstravagante klæder.

Kravenoh stod ude foran og var blevet stoppet ved de vagter der skulle sørger for at der ikke blev taget våben med ind til ballet, han stod og kiggede på dragen da der blev sagt at han skulle aflevere hans våben, dog vidste han at de ville sige det og han afleverede også sine knive og sværd men en ting der var sikkert han afleverede ikke sine våben hvis ikke han havde et es i baghånden og det havde han, for han havde nemlig syet hans lammelses nåle fast til huden sådan de ikke var til at mærke da de visiteret ham.
Kravenoh fik lov til at forsætte og da han kom ind kiggede han rundt der var kommet en del mennesker ikke nogen der lige fangede hans opmærksomhed, lige indtil han så en meget høj rød håret elver som ikke var svær at se for den pæne måde hun gik klædt på fangede hans opmærksomhede også fordi han så det var Toorah. Han var ikke ligesom hende en der gik i formelt tøj, men han havde dog iført sig noget pænere tøj ind sin rustning men også mere fordi hans rustning var gået i stykker under tortur af en person.
Han vidste ikke om elverne havde lagt mærke til ham så det bedste vil være at søge hen til de få mørke hjørner der nu var og gemme sig i og se rundt på folk, for at få et bedre overblik og måske henvende sig til nogen.

Sin'thya havde fyldt en tallerken med mad og var begyndt at spise, måske lidt for hurtigt. Det havde ikke været nemt at få fyldt maven på det seneste, selv om hun ikke en gang hørte til byens aller fattigste. Det kunne ikke være nemt at være gadebarn i denne vintermåned.
Hendes blik hvilede på en dværg iført fine klæder, der på et øjeblik havde bundet et ordentligt glas mjød. Lidt nysgerrigt kiggede hun på ham, imens hun probbede stykker af brød i munden.

En fint klædt skikkelse et stykke fra Sin'thya så ikke ud til at være begejstret ved synet af dværgen. Hun var iført umådeligt fine klæder og den slanke elverskikkelse fik Sin'thya til at føle sig underligt klodset i sin egen menneskekrop. Elveren måtte være særdeles højstående, men de fleste i hendes påhæng af elvere udviste ikke den store begejstring for festen.
Sin'thya stillede den nu tomme tallerken fra sig ved bordet og hendes blik faldt på en kvinde, der også havde elveragtige træk, men skilte sig noget ud fra de fornemme klædte elvere et stykke derfra: denne kvinde var iført simple klæder ligesom en del af de andre gæster, som tydeligvis ikke ejede noget finere. De finere klædte gæster holdt en kølig afstand til denne gruppe af festdeltagere.

Festdage.
Der var så mange af dem når man arbejdede for Lyset og samtidig var af nobel stand. Det var noget ganske enkelt havde erfaret gennem mange år, samt ligeledes accepteret, hvor irriternede det end kunne være. Dog var disse fester langt større idet at de var åbne for offentligtheden, alle af forskellig stand og byrd, noget paladset ellers sædvanligtvis ikke var. Derfor var sikkerheden da også på sit højeste især i disse dage.
I endnu et forsøg på at undgå hendes mand havde Etheldred ansøgt om at få lov til at arbejde til selve midvinterfesten, hvilket hun da også havde fået lov til, til hendes store lettelse.
Iklædt sin rustning, som hun tidligt om morgenen havde haft sin væbner til at pudse og polere så den tog sig så godt ud som muligt under festlighederne, og den tilhørende kappe, følte halvdæmonen sig langt mere tilpas end hvis hun havde været blandt de besøgene festdeltagere.
Hun havde været en af dem der havde fulgt dronningen op på balkonen hvor denne havde forberedt sig kort inden sin store tale.
Hun lyttede troligt og tavst til hvad dronningen havde at sige, ikke det store egentligt, men det lød flot og beroligende på befolkningen, hvilket Etheldred vidste var hvad der betød noget. Idet dronningen vendte sig om for at tilslutte sig sit selvskab, trådte hun selv frem på en plet på balkonen der førhen var designeret til hende, så hun kunne have det bedste udsyn og samtidig ikke være holdt tilbage af et eller andet.
De lyse gråblå øjne stirrede vagtsomt ned imod de deltagene, at se det fine tøj og sådan fik hende ikke til at føle sig videre tilpas. Hun var glad i sin uniform, hvor det lange platinblonde hår var sat i en hård knold så det ikke kom hende i vejen.
Med hånden let hvilende i nærheden af sværdet ved hendes side begav hun sig i gang med at holde øje med enhver form for tegn på ballade eller ballademagere.

Efter at have danse rundt i noget tid og glitrede af sved gik Darmir over til et lang bord hvor han fortalte tjeneren at bringe et par tønder øl, mjød og vin hen, efter at have givet ham nogle krystaller. Hvorefter han gravlede sig op på en stol og sagde højt "hvis der er nogen der vil ha godt selskab kan i komme og slå jer ned ved mit- øh jeg mener dronningens bord og nyde godt af de gyldne dråber og godt humør så kom".

Darmir fik sat sig ved toppen af bordet, dog ikke enden, den var reserveret i tilfælde af dronning skulle komme og sætte sig, ikke at Darmir troede at hun ville komme og sætte sig. Der var også kommet et par stykker hen og sætte sig, Darmir hævde så sit krus med mjød og sagde "længe leve Dronningen og alt hvad der er godt". mens Darmir kiggede op på Balkonen hvor Dronningen havde stået og fik så øje på hvad han synes var en engle i alt sin pagt.

Toorah tog langsomt et sip af den søde vin, mens hun kiggede rundt, umiddelbart var der intet at tage sig i agt for, menneskene havde i sandhed sat sikkerheden op siden sidst, det manglede også bare, et mord havde sidste år lagt en voldsom dæmper på festlighederne, og Dronningen så næppe dette ske igen.
På trods af, at der kun var ét årligt vinterbal, så kom Toorah her ikke udelukkende af festlige årsager, i år havde hun noget at diskutere med lysets Dronning og elverlederen brød sig ikke om at komme anstigende i de primitive menneskebyer oftere end nødvendigt.
De røde øjne gled hen på forsamlingen af elverene, der var rigeligt ældre med denne gang, de ville sikkert være i stand til at holde nogenlunde styr på de unge festglade elvere uden Toorahs tilstedeværelse, i hvert fald midlertidigt, dette fik også den rødhårede leder til at krydse tværs igennem salen. De fleste ville have problemer med at møve sig igennem, mængderne, men ikke Toorah, hendes påklædning og pompøse frisure samt fjendtlige rygte folk folk til omgående at danne en lille sti i hendes ønskede retning. Ikke mange minutter senere stod hun overfor hvad der måtte være endnu en at lysets krigere, Ethel en lille kvinde ved siden af Toorahs mægtige højde, men dette var elveren efterhånden rigeligt vant til.
"Jeg ønsker at veksle et par ord med din Dronning, hvis dette ikke er helt umuligt!"
Der var intet smil eller venlighed at ane i Toorahs stemme, dette var gemt til andre lejligheder som for eksempel hendes egne fester, desuden var der ikke meget spræl i krigeren, så det ud til.

Ulairi fik set på nogle af de mange gæster, mens de trådte ind i salen og delte sig i små grupperinger. Han kunne ikke lade være med at holde øje med elverne, men også nogle af de andre der var rundt om i salen. Der var nogle der tydeligvis var af noble slægt, hvert fald i menneskenes øjne. Ulairi var jo selv elver, så alle de der mennesker, ja dem var han egentlig ligeglad med. Men elverne der i mod, dem kunne det godt være han måske skulle komme nærmere.

Men da han fangede et blik fra elvergruppen, fik han med det samme gåsehud, over hele kroppen. I stedet øjnede han chancen, da en flok mennesker gik forbi, mellem ham og gruppen af elvere, til at forsvinde. Dem der derimod havde kunnet se ham hele tiden, ja, hvad ville de mon tænke.

Rinne bevægede sig gennem gæsterne, nogen gange stoppede hun op for at høre en historie eller fortælle en joke. Hun nød selskabet, og især maden, der var både af høj kvalitet og i rigelige mængder. Det var godt, for det var tydeligt at se at de fattigste i samlingen ikke havde råd til meget mad, og de kastede sig over bordene med mad, som var det deres sidste måltid.
Hun hørte en dværgs umiskendelige røst, der lovede godt selskab, og Rinne bevægede sig mod stemmen. Hun blev forsinket af de mange mennesker, men til sidst ploppede hun ned ved siden af dværgen. Han så sej ud, med klap for øjet, langt skæg, og store tatoveringer, der var meget vildere end den på Rinnes ansigt.
'Goddag,' sagde hun muntert, og tog en stor slurk af sin øl, 'du ligner en der passer bedre ude på en slagmark, eller som Lysets Dronnings bodyguard, og ikke til en eller andet fint bal.' Hun var måske lidt mere frembrusende end normalt (men ikke meget), men hun var på sit andet krus øl, og varmen og larmen fra de mange mennesker fik hende til at føle som om hun havde drukket meget mere.
Hun smilede og greb et kyllingelår, som kort blev inspicerede for hun satte tænderne i det. 'Øh, det mener jeg som en kompliment,' sagde hun hurtigt med munden fuld af kylling.

Et godt øje rundt i salen og et godt sted at stå ubemærket var noget der passede ham ganske fint, det var kun Toorah der havde hans opmærksomhed og hvad end hun fortog sig, han så hende gå igennem mængden af folk son nærmest banede vej til hende, han rystede kort på hovedet af det, og besluttede sig for at følge efter hende men selvfølgelig på afstand af hende sådan han ikke blev set.

Da Toorah stoppede op ved en af lysets vagter gik Kravenoh hen til en af de mange stolper der skød sig højt op i loftet, han stillede sig op af den og prøvede med det ene øre at lytte til hvad Toorah bad om, ikke meget kunne han hører men han hørte noget med Dronning til sidst, det var det eneste.

Kravenoh kiggede kort over på bordet hvor en dværg sad og holde en fest, han havde aldrig set en dværg før. " kæft hvor er han grim " tænkte han alligevel, han vende opmærksomheden mod Toorah igen " af alle elver så lige præcis dig " mumlede han til sig selv, og kom i tanke om elveren han havde bortført og endnu engang kom et smil frem på hans læber, gad vide om Toorah vidste det var ham som stod bag alt det hele, men på den anden side hvad skulle hun snakke med dronning om.

De politiske anliggender, var ikke noget, der kom Sin'thya ved, og hun sørgede for at holde en pæn afstand til de adelige. Hun var trods alt ikke andet end en simpel pige, selvom hun havde sans for at klæde sig pænt. Hun havde ikke fået øje på Kravenoh, som stod skjult, ellers havde hun muligvis genkendt ham. Hun havde trods alt en fortid på Toropolis Isla, både som arbejdende på bordelhuset men også af og til i ærinder på borgen.
Selvom hun var glad for at være borte derfra, følte hun sig også underligt fortabt nu. Det var sværere at klare sig selv, især i disse tider.

Hendes tankestrøm blev afbrudt ved lyden af dværgen, der med sin høje røst kaldte folk til sig. Han så ud til at være ved godt humør og ikke interesseret i at gøre forskel på adelige og de fattige gæster, så hun nærmede sig forsigtigt for at tage plads ved bordet.
Hun skænkede et glas af vinen, som hun holdt mere af at drikke end mjød, og stemte i: "Længe leve dronningen." Hun hævede glasset let, før hun førte det til læberne. Let smilende betragede hun halvelverkvinden, der også havde slået sig ned ved bordet, og som var ved at føre en samtale med dværgen.

At man havde lagt mærke til at Toorah kom tværs gennem salen, op af trapperne, var vidst en underdrivelse. Etheldred havde holdt skarpt øje med hende idet hun begik sig op af trappen. Værende af nobel byrd var hun selv ganske klar over hvem den høje, smukke, og dramatisk rødhårede elverkvinde var, hun havde fået lært det selv før undervisningen som page. Et ganske umærkeligt nik forlod hende som hun skævede op imod elverlederen, at denne ville snakke med dronningen kunne kun være et tegn på at et eller andet var rivruskende galt i Elverly.
En spinkelt udseendet, brunhåret mand med hele ansigtet fyldt med fregner, klædt i tjenernes uniform var hastigt på vej med en bakke med et par karafler vin og noget sødet frugt. Hans retning var tydeligt imod det forhæng ind til hvor dronningen befandt sig med sine nærmeste.
En handskebeklædt hånd greb ud efter manden der kort stivnede inden han så spørgende imellem de to kvinder, noget kunne næsten tyde på at han havde oplevet noget lignende før. Hvilket han om muligt også havde. Etheldred selv havde ikke styr på hvor mange gange hun havde hevet fat i en tjener for at lade denne agere budbringer, og dette var da heller ikke undtagelsen.
" Vær venlig at sige til hendes Majestæt at Toorah Nattefrost, lederen af Elverly, ønsker at tale med hende... Og lad det gå lidt tjept."
Den sidste tilføjelse havde vel næppe været nødvendigt, typisk vidste folk godt at beskeder til dronningen skulle gives hastigt, men man kunne aldrig vide om en eller anden blev distraheret yderligere på sin vej eller lignende.
Etheldred selv havde ikke tænkt sig at forlade sin post, især ikke da hun havde fået øje på ikke kun et sært forsvindingsnummer nede blandt gæsterne, men også en skygge nær trappen, som hun skævede vagtsomt imod. Var det indbildning eller havde noget bevæget sig i den? Hånden blev lagt løst på sværdet, parat til at hive den op af skeden og dræbe eller beskytte, hvad end der blev nødvendigt.

Darmir sad og drak noget mere mjød, mens flok kom og satte sig til rette ved det lange bord han havde inviteret til. Der kom også en elver og satte sig ved siden af ham, men hun var ikke en af de arrogant rige af slagsen, han bemærkede også hvordan hun så på ham, og hørte hende så starte med at snakke til ham. Darmir svarede så tilbage "jeg er skam også ude på slagmarken normal, men i dagen er jeg fritaget fra tjeneste så jeg kunne deltage i ballet, fordi det vil jeg ikke misse det". elveren tog så noget kylling, det samme gjord Darmir også tog også en bid og sagde med munden fuld af kylling "det ved jeg godt min ven, navnet er Darmir, dit?". mens Darmir ventede på svar kiggede han op til balkon, hvor han nu så en af de andre gæster henvende sig til Dronnings vagt, sikkert fordi hun ville have en audiens men Dronningen.

Toorah ventede overraskende tålmodigt, hun var vant til at alle menneskene skyndte sig i en fandens fart, det var intet under, de skulle nå en hel masse på deres uroligt korte levetid. Dette havde det dog også med at gøre racen utrolig klodset og uengageret. Lederen rømmede sig kort og skævede så diskret hensides krigeren der havde sendt bud efter dronningen. Dette passede elverlederen udmærket, en afvisning havde der slet ikke været tale om, det havde været direkte forkasteligt. Langsomt gled de røde øjne en smule i, det virkede alligevel ikke til, at Dronningen havde i sinde at komme med det samme, hvilket naturligvis udløste en mægtig irritation, dette var dog slet ikke til at se, for andre ville Toorah ligne en stenstøtte der ikke havde i sinde at rykke sig før Krystalpaladset var så gammelt og forældet at loftet var på vej ned om ørene på de tilstedeværende.
Sådan gik det dog ikke, en pludselig reaktion i krigerens blik fik den rødhårede til at reagere, hun kendte blikket og hun vidste, at kvinden havde fået mistanke til noget som elverlederen i givet tilfælde stod med ryggen til. I en utroligt langsom bevægelse drejede hun sig på stedet, og skulede udover mængden, men umiddelbart var der intet at få øje på. Alligevel havde hun uhyggeligt styr på præcis hvor Ethel havde sine våben siddende, i tilfælde af, at det blev nødvendigt for hende at trække et -lånt- sværd, nu hvor hun ikke var tilladt sit eget.
"Jeg antager naturligvis at sikkerheden er helt i top og selvfølgelig upåklagelig-"
Startede hun, tydeligvis henvendt til Ethel, dog endnu med ryggen til hende, de røde øjne spejdede endnu engang udover mængden inden hun igen, i et faretruende langsomt tempo, drejede omkring og lod de røde øjne hvile tungt på Lysets kriger.
"Efter sidste år ville det være skrækkeligt for rigets omdømme at endnu en ulykke skulle finde sted, ja?"
Toorah lænede hovedet en kende tilbage, på trods af, at hun stod et trin længere nede end kvinden, var de alligevel nogenlunde i øjenhøjde. Kun de færreste ville være i stand til at regne ud præcis hvilke tanker den høje rødhårede elver gjorde sig.

Ulairi gled stille og usynligt mod balsalens store døre. Det var vidst tid til at han tog afsted igen. Han havde en lang rejse foran sig. Lydløst svævede han forbi elvergruppen uden at påvirke noget. Dog var der en tjener der gik lige igennem ham, hvilket kan virke støvet, så tjeneren begyndte at nyse og tabe en stor bakke han bar på. Heldigvis for ham var bakken tom.

Ulairi gled ud gennem døren og håbede på at ikke engang dragerne ville opdage ham.

//OUT//

Rinne måtte kæmpe for ikke at bruge det afpillede kyllingeben som kasteskyts, da en elvermand passerede bordet. Med et ordentligt kast kunne hun ramme hætten på elverens kappe, som idioten ikke havde taget af endnu. Men Rinne var ikke i humør til at blive jagtet gennem en sal, bare på grund af et kyllingeben.
Rinne begyndte at grine, og det endte i et højt grynt. 'Nej, det ville være synd at gå glip af den gode mjød. Festen er heller ikke så dårlig.' Hun skulle til at fortsætte da hun lagde mærke til en kvinde, der var dukket op ved bordet. Hun var meget smuk, med sort hår der så silkeblødt ud. Med et stort smil skubbede Rinne til en stol med foden, i en lydløs invitation om at sætte sig ned. 'Mit navn er Rinne. Jeg voksede faktisk op i Hovedstaden, men i de 18 år jeg boede her, har jeg aldrig været inde på Krystalpaladset. Det er noget anderledes end hvor jeg voksede op, det kan jeg godt sige jer.' Det var svært at holde bitterheden ud fra hendes stemme. Mens dette sted var dækket af krystaller og guld, så levede folk på gaden og sultede.