Et mindre kammer stødte op til den imponerende riddersal. Dette var beregnet til mindre rådsmøder: et rundt bord var placeret i midten af rummet, omgivet af højryggede stole. Eftermiddagssolen skinnede ind gennem ruderne på det højtplacerede vindue og indhyllede rummet i et gyldent skær.
Et skjold udsmykket med Isaris symbol og to krydsede klinger, hang som dekoration på væggen. Sværdene var slanke og elegante - men tydeligvis beregnet mere som pyntegenstand, end som våben.

Lysets Dronning var iført en simpel, men smuk hvid skjole. Skørterne faldt elegant om hendes slanke skikkelse, der som den eneste sad ved bordet. Et sjal dækkede hendes skuldre, men man kunne stadig se nogle af de små krystaller, der dækkede noget af hendes hud på arme og hænder. Hendes lyse lokker var sirligt sat: dog var der en vis træthed at spore i hendes blik.
Truslen fra Mørket pressede hende altid: og i disse tider lod truslen til at vokse større hver eneste dag. Byen bugnede af flygtninge, og der var allerede mangel på fødevarer: de ville uden tvivl gå en hård vinter i møde. Kriminaliteten var stigende i byen, og det ville sandsynligvis heller ikke vare længe, før de måtte lukke byporten helt - noget, der smertede dronningen. Hun ønskede ikke at overlade flygtninge fra krigen til deres egen skæbne, men bristepunktet var ved at være nået.

To vagter var placeret ved døren, der stod åben ud til riddersalen. De var iført hvide kapper, der ligesom skjoldet på væggen, bar Isaris symbol. Dette var dronningens personlige vagter, og de fulgte hende dag og nat.
I dag ventede hun på en særlig gæst: en af hendes krigere var blevet sendt til byen for at eskortere hende, Eira, til paladset. En lovende person, tjenende guden Aladrios. Dronningen så op, da hun hørte lyden af fodtrin fra riddersalen: forhåbentlig kunne denne person være med til at bringe ro og orden til byen.

Eira gik gennem Krystalpaladsets korriderer uden at vide, hvor hun var på vej hen. Foran hende gik en lidt yngre mand klædt fra top til tå i Lysets uniform. De havde ikke talt sammen på turen, og da han var ankommet til Aladrios' tempel i den helligste del af byen, havde han kun spurgt en af hendes brødre, der tilfældigvis havde være soldaten nærmest, hvor hun var. Hun havde hørt spørgsmålet, men ikke reageret. Med fødderne placeret sikkert og samlet foran Azurs statue havde hun været midt i at give ham en offergaver. Der var visse pligter, man ikke burde lade sig forstyrre i.
Soldaten var kommet over til hende, havde høfligt bukket og præsenteret sig som Dronningens budbringer, og at han var blevet bedt om at eskortere hende til slottet. Mere havde han sikkert ikke sagt, selvom hun havde spurgt. Den svage undren hun fornemmede hos ham, sagde hende, at han nok ikke kunne svare på spørgsmålet.

De trådte nu ind i riddersalen, endnu et sted hun ikke havde været, og ligesom i resten af paladset havde hun kigget rundt med afdæmpet beundring. Alt skinnede, glitrede eller lyste uden, at det virkede pompøst. Det var fine forhold, som hun vidste, hun måtte se helt malplaceret ud i. Hendes klæder var simple; syet af en grov, svagt skinnende silke, med et bredt bånd om livet og en sort kåbe over med lange slidse i siderne som åbning til armene. Det var tydeligvis tunge stoffer, der ikke ligefrem passede til sæsonen og måtte stå i tydeligt kontrast til de hvide vægge. Hun fangede sit spejlbillede i gulvet og greb chancen til at undersøge, at hendes fletninger ikke havde løsnet sig fra deres sammenrullede plads på hendes baghoved.

Soldaten og Eira gik rundt om et sidste hjørne og stod nu i det lille rådslokale, hvortil dronningen havde hidkaldt hende. Soldaten bukkede med et formelt "Deres Majestæt," og forlod så lokalet uden at mæle et ord mere.
Eira, der forsøgte at skjule sin forvirring, drejede kun hovedet lidt efter soldaten og så så tilbage på den unge dronning. Hun bukkede hovedet let forover som hilsen og med så meget sikkerhed, som hun kunne præstere, hvilket var pæn del, sagde hun, "De sendte bud efter mig, Deres Højhed."

Dronningen sad rank i sin stol, hænderne foldet i skødet. Hun så tavst til, som den trofaste kriger fulgte Eira ind i rummet. Hendes rådgivere havde anbefalet denne kvinde, men dronningen ønskede personligt at se hende an: der var trods alt tale om en stilling, der var umådelig betydningsfuld for byens fremtid. Dronningen ønskede en person, der var retfærdig frem for alt andet: det sidste, hun havde brug for, var en korrupt dommer i lommen på halvdelen af hovedstadens adelige.

Der havde været flere alvorlige sager i løbet af de seneste år: hendes første tid som regent. Folk af adelig stand var blevet myrdet - lige for næsen af hende. Lig var blevet efterladt til skue i byens gader, og befolkningen havde nået en stigende tilstand af urolighed. Hun stolede ikke på, at byvagterne havde den nødvendige erfaring til at træffe de rette beslutninger hvad straf angik.
Indførslen af en kvalificeret dommer ville give indtryk af en højere grad af lov og orden: noget der var umådelig vigtigt, skulle hun undgå, at byen forfaldt til kaos.

Dronningens blik var venligt, som hun betragtede kvinden foran sig. "Jeg kan forstå, at De må være en smule forvirret. Der er dog ingen grund til at være urolig - De er blevet tilkaldt, fordi De muligvis kan give byen en lovende fremtid." Lysets Dronning gjorde ikke yderligere mine til at komme med forklaringer - i stedet tog hun sig et øjeblik til at betragte kvinden foran sig.
Eira var ikke gammel, men hun havde tilstrækkeligt med år bag sig, til at have en nødvendig viden og erfaring. Dronningen ville dog ikke nøjes med sine rådgiveres ord: hun ville selv danne sig et indtryk af Eira, før den endelige beslutning blev taget:
"Tag plads. Fortæl mig lidt om Dem selv." Hun gjorde en gestus mod en af de ledige stole.

Eira var stadig lige forvirret, men hun forstod på dronningens mangel på forklaring, at hun ikke ville finde ud af mere uden selv at fortælle noget. Det lå ikke i Eiras natur at være mere nysgærrig, end hvad sundt var. Men Eira havde dog en hvis respekt for landets regent. Der var knapt sket nogen forandringer, siden hun blev kronet, og nogen ville kalde det et tegn på inkompetens. Folk glemte dog ofte, at så længe der ikke skete noget, skete der heller ikke noget skidt. Udfordringen i at holde balancen, var ikke mindre end den, det var at forbedre. Så hvis dronningen bad Eira om, at give hende sin opfattelse af sig selv, gjorde Eira det gerne, men det blev gjort ud af respekt, ikke af nysgærrighed efter at vide mere.

"Jeg står hellere, hvis det ikke gør Dem noget, Deres majestæt." Kvinden løftede hagen en anelse og foldede hænderne foran sig i en glat bevægelse. Præstinden antog, at dronningen allerede vidste hvem hun var, og hvilken position hun havde, men det virkede, som det mest logiske sted at begynde. "Mit navn er Eira Feali, præstinde i Aladrios' tempel og ypperstepræstinde for Azur. Jeg kender ikke til mine forældre og er vokset op i Kiles tempel under hendes disciples beskyttelse. Jeg har boet her siden før, Mørket kom tilbage... Det må være omkring tyve år. Før det var mit hjem i bjergene ved et af Kiles klostre." Eira holdt inde. Hendes stemme havde været klar og rolig, mens hun fortalte det, folk normalt forventede, når de spurgte om andres identitet. Status, familie og herkomst. Det var kolde fakta, men hvad hendes majestæt ellers forventede, var svært at bedømme, når hun ikke kendte årsagen til sin tilstedeværelse. Så præstinden lod næste skridt være op til dronningen.

Dronningens ansigt var ganske udtryksløst, som hun betragtede kvinden foran sig, men da Eira var færdig med at tale, gjorde hun et lille, tilfreds nik med hovedet. Hun kunne lide Eiras måde at udtrykke sig på: kort, kontakt og holdende sig til fakta. Nogle præstinder kunne være forfærdeligt svævende og kunne bruge en uendelig mængde tid på at fortælle, hvor dedikerede de var, til deres gud eller gudinde.
Med Eira var det anderledes, men Dronningen tvivlede ikke på, at dedikationen var der. Hun var trods alt ypperstepræstinde, og netop hendes tro på Azur ville vise sig at være særdeles relevant.

"De er altså oplært under Kile. Hvad har fået Dem til at bekende Dem til Azur?" Spurgte dronningen høfligt. Hun vidste, at kvinden foran hende måtte være nysgerrig efter at vide, hvad dette møde handlede om, men hun ønskede at høre lidt mere om hende, før hun tilbød hende arbejdet.
"Jeg går ud fra, at De må have en vis interesse for landets love ud over Deres religion." Tilføjede hun. Selv bekendte dronningen sig helhjertet til Isari, men hun havde også respekt for de andre guder og gudinder, og især Azur var vigtig, når det kom til at holde styr på så mægtig en by som den krystalisianske hovedstad. Og hvem kunne hjælpe hende bedre end selveste den øverste præstinde for Azurs tempel?

Det var svært at skjule noget for Eiras øjne. Hendes evne til at se, hvad et andet væsen følte, var der altid. Så selvom dronningen ikke gav meget væk, var det tydeligt nok, at kvinden for bordenden mente, at præstinden havde gjort noget rigtigt. Hvad, det helt præcist var, var stadig svært at sige uden nogen form for kontekst. Hun var klar over, at landet havde brug for støtte og balance, nu mere end det havde gjort længe, hvilket sagde en hel del. Og med den position, Eira besad, var hun om nogen i stand til at hjælpe og rådgive. Men det blev gjort bedst i templerne, hvor folk kom, og det var ikke der, hun befandt sig nu.
På trods af sin undren, gik hun ud fra, at dronningen havde sine grunde til at tilkalde hende.

"Krystallandet er ude af balance, og da Hovedstaden er landets hjerte, er det mest tydeligt her. Da jeg forlod mit hjem, oplevede jeg det særligt stærkt, men Kiles disciple, hendes øjne i de dødeliges verden, tillader ikke, at man blander sig. Jeg bad om at blive forflyttet til en tjeneste i Aladrios' tempel. Min interesse for hvad, der er retfærdigt og naturligvis jura, fik mig til at søge til Azur." Eira talte stadig lige roligt og så kortfattet, som hun fandt passende. Hun kunne kun erklære sig enig i, at nogle præster var bedre til at prædike end til at svare på spørgsmål. På den anden side var det også sket, at nogen fandt Eiras måde at håndtere sit embede på en kende følelseskoldt. Det var ikke noget, Eira selv kunne bedømme, så det måtte være andres ret.
"Men med forlov, Deres Majestæt, så er det forkert at sige, at jeg ikke længere bekender mig til andre guder. Kiles syn på de levende er retfærdighed i sig selv. Vi kommer alle til at lide samme skæbne en dag, og den dag vil hverken, styrke, mønt eller forbindelser ændre på det." Ordene kom hurtigere ud og med mere varme, virkede det som, end resten af hendes svar. Hun havde ikke i sinde at irettesætte, men for nogen, der havde brugt hele deres barndom i Kiles tjeneste, var det naturligt nok vigtigt.

Den ældre kvinde rankede sig og lagde hovedet lidt på skrå. Hun kunne vel lige så godt spørge direkte, så hun kunne komme tilbage til sit arbejde. "Jeg fornemmer, at jeg har svaret rigtigt på Deres spørgsmål, Deres Majestæt. Men må jeg spørge, hvad jeg bliver forhørt om?" Et par rynker omkring præstindens mund og i hendes øjenkroge blev mere tydelige, nu hvor hun smilte en smule.

Dronningen følte sig godt tilfreds med Eiras svar. Det var vigtigt at have respekt for alle guderne - selv dem, der ikke ville menneskeracen det bedste. Kun en tåbe undervurderede gudernes magt. Herunder også den magt, troen havde over folket.
"Jeg skal ikke holde Dem i uvished længere." Sagde hun venligt. "Som De selv ved, er lovløsheden blot blevet værre i gaderne i de seneste år. Byvagten har svært ved at følge med, og vi har i den grad brug for lov og orden. Og retfærdighed." Hendes øjne så ind i kvindens, der sad foran hende.
Korruption var der rigeligt af, og det var vigtigt, at Eira var seriøs omkring sit arbejde. Det sidste hun havde brug for var endnu en halvkriminel person på magten, der kunne bestikkes af byens rigere tyveknægte. Den slags havde hun oplevet rigeligt af med byvagten, hvor selv de mere seriøse kriminelle aldrig blev stillet for en dommer.

"Med Deres erfaring og dedikation til Azur, mener jeg, at De vil være perfekt i positionen som dommer her i byen." Sagde Dronningen endelig. Hun holdt en pause, imens hun så på Eira - interesseret i at se kvindens rekaktion. Endnu en gang ville hun gerne være sikker i sit valg.
Hvis Eira takkede nej til stillingen, vidste hun ikke, hvem hun skulle vende sig til. Nok var mange af Lysets tilhængere optaget af retfærdighed, men ikke mange havde brugt den nødvendige tid på at studere Krystallandets love samt baggrunden for deres eksistens. For selv om loven i manges øjne var ganske simpel, var der mange nuancer at tage stilling til: En evne, Dronningen mente, at Eira måtte besidde.

Eira blinkede kun en enkelt gang. Det var meget at kræve af hende, af ethvert væsen, at skulle tiltræde et embede som dommer. Magten over et andet væsens skæbne og i nogle tilfælde liv og død, vejede tungt og ville kræve meget af hendes tid. Det ville sige, hvis hun accepterede tilbuddet. Hvad hvis hun ikke gjorde? Eiras gjorde nu efter bedste evne et forsøg på at stille noget så komplekst som fremtiden op i to spalter, for og imod. Hvis hun ikke tog embedet, ville dronningen være tvunget til at finde en anden. Guderne vidste, hvor meget landet og især hovedstaden havde brug for en dommer. Det ville være uansvarligt at lade pladsen stå tom. Eira kunne komme på enkelte borgere, der kunne tage pladsen, men ingen af dem havde tiden, viljen og samtidig hendes egen tillid i en sådan grad, at hun ville anbefale dronningen dem. Skulle hun selv tage pladsen, ville hun være tvunget væk fra sit nuværende ansvar i Azurs tempel. På den anden side ville skaden ved ikke at lade nogen stå med ansvaret for, at kriminelle blev dømt retfærdigt, være stor. Og den ville kun vokse, jo større gnidningerne blev mellem Mørket og Lyset.
De to tænksomme rynker i præstindens pande, der havde været der de sidste par øjeblikke, glattedes ud, og hun nikkede. Ud over det havde hun knapt flyttet sig, siden soldaten havde forladt salen.
"Det vil være mig en ære at tage stillingen, Deres Majestæt. Men på én betingelse. Jeg kan ikke forlade mit ansvar i templet. Hvis embedet tager for meget fra templets besøgende, vil jeg være tvunget til at forlade posten, og De må finde en anden. Jeg må bede Dem respektere mine prioriteter." Kort og præcist og på grænsen til at give Dronningen selv en ordre, men Eira havde principper, mange af dem, og hun havde ingen interesse i at slippe dem på grund af noget så trivielt som en ny titel.
Når det var sagt, ville hun tage posten. Bekostningerne ved at lade posten stå tom, og det var hun bange for, den ville gøre længe, hvis hun ikke trådte til, var alt for store. Og hvis nogen skulle holde andres skæbne i sine hænder, var der ingen tvivl i Eiras sind om, at hendes egne var de bedst egnede. Idéen om, at en anden skulle have det ansvar huede hende derfor ikke meget. Men denne holdning kunne komme af klarsyn eller hovmod, og Eira var ikke fuldstændigt sikker på, det var det første.

Religion skulle ikke undervurderes. Dronningen havde en umådelig respekt for guderne, og hun ønskede ikke at fratage Azurs tempel dets præstinde. Hvis Eira havde modet til at påtage sig begge opgaver - så gik byen en lysere fremtid i møde. Hun foldede hænderne i skødet og et lille smil kunne anes i hendes mundvige: hun var tilfreds med det, hun hørte.
"De vil naturligvis beholde Deres position i templet .. og jeg stoler på, at De er i stand til at give byens kriminelle de retfærdige domme, der skal til. Om det er skafottet eller arresten." Hendes lyse blik betragtede roligt kvinden foran sig - sikker på, at hun havde truffet det rigtige valg.

Hun rejste sig fra sin plads ved det lille bord og glattede skørterne. "Domhuset står til Deres rådighed. Vi har allerede ansat en række folk til at hjælpe Dem i Deres arbejde, men De er naturligvis frit stillet til at indføre de ændringer i staben, De har brug for."
Dronningen glædede sig over, at der igen ville komme liv i den gamle bygning, der var blevet lukket ned under Mørkets overtagelse af byen. Dengang havde inkvisitionen hærget gaderne og hårde straffe var blevet tildelt enhver, der modsatte sig Mørkets regime. Efterfølgende havde byvagterne stået for det meste af arbejdet, men uden muligheden for at komme for en rigtig dommer, følte folket sig svigtet. Det skulle der laves om på.

Eira smilede. Det var ikke hjertevarmende eller lysende, men det var et smil. Hun var glad for, at Dronningen lod til at forstå hendes sindstilstand eller i hvert fald forsøgte på det.
"Udmærket. Jo hurtigere, domhuset kan stilles på benene, jo bedre for alle. Det glæder mig, at vi forstår hinanden." Den nyindsatte dommer observerede, mens Dronningen rejse sig og antog, at betød, mødet var ovre, og hun havde tilladelse til at gå. "Hvis det er alt, vil jeg tage til domhuset med det samme. Jeg vil gerne møde mine medhjælpere," sagde hun. I virkeligheden ville hun også se dem an. Det var vigtig, at hun følte, hun kunne stole på dem, og måske endnu vigtige, at de kunne respektere hende. Dernæst ville aftale med bykaptajnen og hans folk skulle sættes i stand, og deres fanger listes op. Hjulene drejede allerede i dommerens hoved. Ligesom alt andet ville tingene glide nemmere efterhånden, men nu skulle systemet sættes op, og ét, der ikke havde eksisteret i byen i mange år.

Eira nikkede om afsked, ligesom hun havde gjort det, da hun ankom og vendte sig mod døren, der nu stod åben. Vagten, der havde eskorterede hende hertil, lod til at have ventet på dem, så han kunne følge hende, til hendes næste bestemmelsessted: domhuset.

Dronningens blik hvilede på Erias ryg, som hun forlod rummet. De sidste høfligheder var udvekslet - nu var der blot tilbage at se, om Eria kunne leve op til det ansvar, der nu hvilede på hendes skuldre. Det ville ikke blive en nem pligt, men en nødvendig én af slagsen.
Hertil kom naturligvis, at det var en særdeles respekteret position, hun netop havde tilegnet sig. Folk respekterede hende allerede, idet hun var præstinde for Azur, men dommererhvervet medbragte en anden form for respekt - og måske en smule frygt. Dronningen glædede sig til at se, hvad der ville komme ud af dette arbejde: forhåbentlig noget godt. Det handlede naturligvis ikke om de almindelige tyveknægte, der alligevel ville blive sat bag lås og slå, men de højerestående korrupte adelsmænd, der foretog handel med illegale varer under Lysets næse, falske præster der spredte frygt blandt folket, og de alvorligste af Lysets fjender, som solgte oplysninger til Mørket.

Dronningen nikkede let for sig selv. Dette var uden tvivl et skridt i den rigtige retning.

//tråden er afsluttet.