Det var en fin dag. Der var ingen skyer på himlen, solen skinnede og der var begyndt at komme godt forår ind i det hele. Faktisk var det en stille og rolig dag, som hærgede over Hovedstaden, hvor man kunne tage en dyb indånding og bare slappe af. Det var den følelse som dagen gav en. At man var mæt for alt liv og at man blot ønskede at slappe af og kigge ud og mængden af mennesker og prise sig lykkelig for et godt liv. Som sagt, stille og rolig dag.

Lige indtil en rødhåret satan af en pige, spænede hen over markedspladsen og kantede sig igennem menneskemængden og skubbede måske lidt mere, end man havde regnet med, når hun skulle forbi. Generelt kunne man ikke se nogen overvældende følelser i pigens ansigt, andet end hun havde uhyrlig travlt. Det var først da højrystende dybe stemmer lød over pladsen, at man egentlig forstod hvad der foregik. Amy havde begivet sig ind i menneskemængden, i et håb om at forsvinde i selv samme mængde, og derved slippe væk fra de høje muskuløse fyre som tydeligt ikke var tilfreds med at pigen havde stjålet deres penge. Egentlig meget forståeligt, men behøvede de overdrive sådan.
Et enkelt grin forlod Amy, som hun kiggede sig over skulderen, og bemærkede at de mistede hende af syne. Hvilket var svært, med det højrøde hår, som Amy er udstyret med.

Amy drejede ud af mængden og ind i de lidt mere snævre gyder, og satte farten ned til let lunten, for til sidst at nå ned i almen gågang. Hun klukkede let og rystede på hovedet, inden hun vendte fokus ned til de to punge i hendes hånd. Nu måtte hun hellere se hvad disse punge gemte på af skatte. Hun drejede ned af den næste gyde, for blot at stå ansigt til ansigt med den ene de to fyre hun lige var flygtet fra. Hun stoppede brat og sukkede opgivende. ”Aw come on!” Hun begyndte automatisk at bakke, men ramte ind i den anden fyr, som hurtigt greb fat i hendes ene håndled. ”Du har noget, som tilhøre os, rødhætte.” han havde ikke ligefrem en glad og munter stemme, og Amy måtte anstrenge sig for ikke at komme med en forkert grimasse, men forsøgte at holde sig så neutral så muligt. ”Oh? Virkelig? Jeg er sikker på at i har fanget den forkerte.” svarede hun sukkersødt, og forsøgte at tviste sit håndled ud af hans greb, men det lykkedes ikke helt.

Over den snævre gyde skrånede et par solbeskinnede, tagstensbelagte tage. En sort krage havde slået sig ned her - og dens øjne fulgte pigen, som hun løb ind i gyden.
Med en doven bevægelse gik den i gang med et pudse sine fjer, mens de blanke fugleøjne stadig hvilede på den mørkere gyde under sig. Et par knap så behageligt udseende mænd var fulgt efter pigen, og havde taget fat i hende.

Med et højlydt "KRA" lettede fuglen fra taget og dykkede mod gyden. En susen af vinger kunne høres bag den ene mand, og et par enkelte sorte fjer faldt ned på gydens brosten, idet kragen forvandlede sig til en mørkhåret, lettere lurvet udseende mand.
Hans tøj var slidt, skægget uplejet, men øjnene glimtede livligt.

"Skulle I ikke finde jer én, på jeres egen størrelse?"

Lød det fra Jarko. Hans stemme var dyb og en smule skrattende - lige som kragens.
Det var ikke fordi, Jarko var interesseret i at spille helt, men tiden som gadebarn havde alligevel brændt sig dybt ind i sindet på ham, og for adskilige år siden, kunne det have været ham selv, der var på flugt gennem gyden.
Desuden så det ikke ud til, at den lille spirrevip ville have den store chance imod to voksne, muskuløse mænd, og han havde ikke tænkt sig at være vidne til at tøsen blev banket eller voldtaget i gyden under ham, mens han selv slikkede sol på taget.

Manden der holdte hende fast, grinede hæst af hendes kommentar. ”Uskyldig? Lille skat, jeg tror ikke der er en eneste afkrog af dig som er uskyldig.” hans stemme var ubehagelig, som han nærmest trak hende tættede ind til sig og snussede til hendes blodrøde hår. Hun lavede et først forskrækket spjæt over pludselig at blive trukket tilbage, for derefter at hamre sin fod så hårdt ned i hans, at han blev forskrækket og trak hovedet til sig. "Slip mig så!"
”Pigen har sku kampgejst. Det bliver sjovt.” lød der fra den anden, som kiggede på hende med hovedet på skrå.

Amy kendte disse typer, og hun vidste også hvilket hoved de normalvis tænkte med. Og det var aldrig behageligt at stå i sådan en situation. Specielt ikke, når man som Amy, var langt mindre og ikke engang tilnærmelsesvis lige så muskuløs som dem. Det krævede altid megen magt, kamp og list for at komme fri af sådanne typer. Lyden af en skrattende krage, fik hende dog til at løfte hovedet, og se den svæve ned mod jorden. At den frivilligt kom nærmere, var unormal opførsel fra en fugl, og Amy var langt fra sikker på om hun skulle tage det som et godt, eller et skidt tegn.

En mand tonede frem, i stedet for Kragen, og var langt højere og muskuløs end Amy havde regnet med kunne gemme sig bag den afpillede fugls fjerdragt. Dog var hans slidte tøj, lurvede udseende og uplejet skæg, skam ikke noget der kom bag på hende. Hans kommentar derimod, fik hende til at løfte spørgende, og dog taknemmeligt et øjenbryn. Indtil en af mændene begyndte at svare. ”Skulle du ikke passe dig selv?” mændene var flabede, og mens de rettede opmærksomheden mod den nyankommene, forsøgte den rødhårede gadetøs at vriste sig fri fra mandens greb og forsøge at forsvinde væk derfra. Desværre holdte manden bare vanvittig godt fast.

Jarko var sikker på, at han havde set en af mændene et sted før - på et af de mere skumle værtshuse i hovedstaden. Denne mand havde et hidsigt og voldeligt gemyt og havde flere gange forulempet sig på kropigerne.
Kort sagt - en ikke særlig behagelig personlighed. Og i dag lod det til, at han også havde fundet sig en kammerat.

Havde Amy været en adelsfrøken, ville Jarko næppe have løftet en finger for at redde hende. Han havde imidlertid, hvor nødig han end ville indrømme det, et lille blødt punkt for de fattige gadebørn, der måtte stjæle for at overleve.
Og så var der tanken om et lille, rask slagsmål. Dagen havde ind til videre været særdeles kedelig for 'Kragen', som havde forsøgt at opsøge en mand, der ville være interesseret i nogle oplysninger om en lyssky adelsmand, Jarko havde opsnappet.
Jarkos forretningsforbindelse havde imidlertid vrisset af ham og ikke ment at oplysningerne var gode nok. Jarko havde råbt lidt, manden havde truet ham, og Jarko råbt lidt mere. Herefter var Jarko i krageskikkelsen fløjet hen på taget over gyden for at nyde solskinnet.

Rastløstheden ramte imidlertid tit Jarko, og det havde længe kløet i hans fingre, efter at få trænet sine kampfærdigheder lidt - et behov denne situation netop lod til at kunne stille.
Et lille smil kunne ses på Jarkos skæggede ansigt, imens han så fra den ene mand til den anden. De besad en pæn del fysisk styrke, men han var ret sikker på, at hans egne kampevner overgik deres.

"Jeg undrer mig såmænd bare .. det er alt.."

Lød det fra ham, idet han gik et skridt nærmere. Den unge pige lod til at have problemer med at slippe fri, men der burde ikke skulle meget afledning til. Piger som hende havde som regel et ganske godt talent for at stikke af.
Et talent han selv med krageformen også havde udviklet.

"Jeg går ud fra at I ikke er nær så store og stærke, som I ser ud til, siden der skal to af jer til at håndtere en lille pige.."

Amy følte efterhånden at hun var verdensmester til at havne ud i problemer.. hun tiltrak dem virkelig! Imponerende at hun stadig var i live. Nogle gange var det også kun lige, men hun holdte sig da lige oven vande. Hun var dog overrasket over at manden så ud til at ville hjælpe hende. Ikke mange våvede at hjælpe et gadebarn, og specielt ikke Amy. Hun var ikke ligefrem ukendt i undergrunden, og selvom mange naive personer intet opdagede, til Amys held, så vidste mange hvem hun var. Mange kendte hendes spontanitet og evne til at leve livet på kanten og være sekunder fra at styrte i afgrunden.

Mændene blev tydeligt fornærmede over hans svar, og ham der holdte fast i det rødhårede pigebarn, løsnede grebet, for at koncentrere sig om den nyankommende, som han ønskede skulle få om møbleret sit ansigt, og det kunne kun gå for langsomt. At Amy blev kaldt lille pige, generede hende ikke det fjerneste. Det hjalp til at bringe mændenes opmærksomhed hen på, hvad de ville mene var en uforskammet mand, der bare sådan kom og blandede sig i deres ærinder. ”Er du sikker på du tør gentage det?” spurgte den ene mand bistert og gik et faretruende skridt hen mod Jarko, mens hans ene arm var løftet let op og næven knyttet sammen, som han gjorde klar til at slå.
Som spændingen steg mellem mændene, fik Amy forsigtigt og ubemærket sneget sin hånd ud af mandens greb og bakket let væk. Dog ikke uden først at havde befriet den store mand fra at sin fine skinpung, som hun havde skåret løs fra bæltet med sin kniv. Hun sørgede for lige at tage bæltet med, forsigtigt og ubemærkeligt. Måske, med lidt held, ville bukserne falde ned om anklerne på ham hvis han bevægede sig fremad og derved forudsage at han faldte på snuden. Noget der ville more Amy gevalgdigt.
Hun fik kort øjenkontakt med Jarko og blinkede til ham, som hun løftede skinpungen lidt op, således han kunne se den, og så begyndte hun ellers at liste lydløst væk derfra. Faktisk var hun allerede begyndt at klatre op af muren bag hende, for at nå bygningens tag.

Jarko fik et kort øjeblik øjenkontakt med den rødhårede pige, som nu var sluppet fri af den ene af mændenes greb - og tilmed befriet denne for lidt 'vægt' på vejen. Han kunne ikke lade være med at more sig lidt indvendigt - han havde selv haft lidt for lange fingre i sine yngre dage.

Amy var imidlertid ikke ene om at rode sig ud i problemer. Jarkos øjne hvilede igen på mændene, der med truende blikke var begyndt at bevæge sig nærmere, og hans blik gled fra den ene til den anden.
Den nærmeste havde løftet en knytnæve, og Jarkos hånd blev diskret placeret på bæltet, der indeholdt adskillige knive. Han var ikke sikker på, at han havde lyst til at udveksle knytnæver med denne ubehageligt udseende fætter..

"Rolig nu, kammerater .. der er ingen grund til at blive nærtagende,"

Hans læber skiltes i et påtaget venligt smil, idet han tog et par skridt bagud. Et bredt sværd hang i bæltet ved hans side, men han havde ingen intentioner om at tage dette i brug - for det første var det besværligt i svinge i den smalle gyde, - for det andet holdt han langt mere af en spændende knivkamp.
Han lod med vilje være med at sende flere blikke i Amys retning, for han var ikke interesseret i, at 'bøllerne' skulle komme i tanker om hende igen og muligvis genoptage jagten på pigebarnet.

Amy kiggede enkelte gang imellem tilbage ned i gyden, for at se hvad der foregik. Men mest af alt skulle det bare gå stærkt med at komme op og ud af rækkevide. Det ville ikke være alt for god hvis hun blev fanget igen. Hun var jo ikke den mest habile kriger. Hvilket nok egentlig var en fejl, sådan som hun levede sit liv. Hun burde havde lært en eller anden måde at forsvare sig selv på, end blot at stikke af. Dette virkede til syneladende ikke altid, med mindre der kom folk forbi og distraherede angriberne, som manden i dette tilfælde havde gjort.

Det klogeste for Amy ville være at stikke af, men nu sad hun lidt i skjul på taget top og kiggede ned. Hun kunne ikke få sig selv til at stikke helt af. Hun var vant til at skulle overleve, og passe på sig selv. Men selv Amy havde en samvittighed. Lige nu var hun bare i krig med sig selv om hvorvidt samvittigheden vandt, eller overlevelsesinstinktet.

Med et let irriteret suk, måtte Amy lade sin samvittighed vinde, og himlede let med øjnene af sig selv. Hun måtte altså se af at vænne sig af med den del af sig selv. Hun kravlede ned af siden af bygningen, som gik ned i en sidegyde til den hun lige var kommet fra. Da hendes fødder ramte jorden lydløst, stilte hun sig helt tæt op af den mørke væg i skyggen, således hun var nem at overse, som mændene gik frem ad mod hendes redningsmand, som havde bakket lidt. De var ikke blevet mindre faretruende af at han havde påpeget at de var blevet nærtagende. Amy sørgede for at stå i en god fast stilling, og være klar, såfrem mændende kom ind for rækkevide og hun ville kunne lave et overraskelsesmoment. I hvert fald ville det hjælpe lidt.

Mændene var for alvor ved at blive rigtig vrede. De var muligvis ikke de skarpeste knive i skuffen, men de tog gerne imod en udfordring. Den af dem, der var længst væk fra Jarko gloede nu rundt i gyden: "Hey.. tøsen forsvandt!" .. Amys forsvinden var ikke ligefrem noget, der gjorde dem i bedre humør.
"Det skal du få betalt.." knurrede den anden, idet han langede ud efter Jarko med et knytnæveslag.

Jarko dukkede sig elegant fra knytknæven og havde i løbet af få sekunder trukket en kniv fra bæltet. Bladet var netop blevet slebet denne morgen, for var der noget Jarko tog sig tid til, så var det at behandle sine knive godt.
Han gjorde et udfald med kniven mod manden, der hastigt tog et par skridt bagud, så han kom nærmere på den skjulte Amy. - At hun stadig var i nærheden var hverken mændene eller Jarko klar over.
Jarko selv håbede, at hun havde været fornuftig nok til at tage benene på nakken. Noget han så sandelig selv havde tænkt sig, hvis bøllerne viste sig at være lidt for stor en udfordring .. det var trods alt to mod en. Hvis de derimod ikke var bevæbnede, havde en selv en klar fordel.

At hendes forsvinden var blevet opdaget, kom egentlig ikke som nogen vanvittig stor overraskelse. Nok gik der faktisk længere tid, end hun først havde regnet med, men det var jo døbt til at blive opdaget før eller siden. Havde det virkelig regnet med at hun bare ville stå stille og vente til de var færdige med hvad end de havde tænkt sig. Hun var dog ikke tilfreds med deres vrede tilgang til den nyankommende. Han havde jo trods alt lige reddet hende røv.

Så her stod hun igen. I det mørke op af væggen, stod hun godt skjult og selv ikke det røde hår blev bemærket. Da den ene af mændende kom hende nærmere, stilte hun sig i en mere stabil stilling, flyttede sine hænder rundt og lavede et kraftigt udslag mod ham, hvorefter hendes vindmagi tog over og skubbede manden afsted i en meget høj fart og let op i luften. Det første til at han ramte ind i en af væggene og derefter ned i en masse skrammel som var anbragt på jorden lige under. Han blev liggende efter det stød, til Amys store lettelse. Hendes vindmagi var stærk, men der var grænser for hvor stærk.
Den anden mand fik derefter øje på hende, og så ikke rigtig ud til at vide hvilken en han skulle fokusere på at angribe nu. Amy tog kujon beslutningen og begyndte at kravle hurtigt og elegant op af bygningens væg i den mere snævre gyde. Hun havde allerede været alt for dumdristig!

Skæftet fra kniven føltes trygt og sikkert mod Jarkos håndflade. Han holdt af spændingen ved et rask gadeslagsmål og tog gerne chancer, men holdt også sit liv tilstrækkelig kært til at vide, hvornår det var på tide at stikke af. Han forberedte sig så småt på at forvandle sig tilbage i krageformen, idet mændene rykkede nærmere og den ene selv trak en drabeligt udseende kniv.

Et udtryk af overraskelse gled øjeblikket efter derimod over kniv-bøllens ansigt, idet et kraftigt vindstød greb fat i ham, og slyngede ham ind mod væggen. Lyden af hans krop, der væltede ned i gadeaffaldet, fik Jarko til at tage opmærksomheden fra den tilbageværende mand et kort øjeblik.
Det var lidt for heldigt, til 'blot' at have været en meget kraftig blæst på et meget lille område. Og ganske rigtigt: ud af øjenkrogen fik han øje på rødtoppen, der var ifærd med at kravle tilbage op ad væggen.
En smule taknemmelig for hendes indgriben, men også lidt ærgelig over, at hun ikke havde været fornuftig nok til at stikke af, vendte Jarko sig mod den tilbageblivende mand.

"Det ser ud til at du er i undertal .. jeg ville råde dig til at tage benene på nakken."

Han smilede muntert til manden og drejede kniven rundt i hånden, imens han igen skævede mod Amy.

Det overraskede ansigtsudtryk havde været forberedt hos Amy, der vidste at manden bestemt ikke havde set det komme. Men det var ikke meget han nåede at tænke over det, før at han var blevet sendt igennem luften og Amy var begyndt at klatre igen. hun skulle ikke nyde noget af at blive jagtet igen, og mindst af alt at blive fanget. Hun brød sig virkelig ikke om at være den svage, og det var vel en last hun havde fra at være den der bestemte for det meste, når hun begik sig blandt de andre børn. Ikke destro mindre, forsøgte hun igen at komme i sikkerhed. Det var først da hun hørte sin redningsmandsstemme igen, at hun stoppede, et godt stykke oppe og så ned. Hun satte sig på en tyk brædde der sad ud fra huset, hvor en tørresnor var fastsat og kiggede undersøgende ned.

Hun løftede et øjenbryn af den sidste mand der var tilbage og sendte ham et skævt smil, inden hun lavede et karakteristisk pigevink ned til ham med hovedet på skrå. Mest et udtryk der sagde at han ikke skulle komme for godt i gang. For hun havde luften til fordel, specielt fra det sted hun var i øjeblikket. Nok var hun ikke den stærkeste, men eftersom den anden mand, så ud til at være på hendes side, var hun som sagt ikke længere i undertal. Hun ventede mens hun svang det ene ben let frem og tilbage, på en rigtig gadedrenge facon, og først da den anden mand havde taget halen mellem benene og begyndte at stikke af, rettede hun blikket tilbage mod sin redningsmand, som hun fik sendt et forsøgende skævt smil. Ærligt, var hun ikke van til at blive reddet ud af situationer. Specielt ikke af de lidt ældre end hende selv. Hun vidste ikke helt om hun skulle klatre ned igen, og måske udsætte sig selv for mere fare. Det ville være unormalt hvis hun ikke stadig var skeptisk mod situationen. Amy fik alligevel rømmet sig lidt og sat en rød krøltot om bag øret. "Hey... tak for hjælpen.." kom der så fra hende. Det var højt nok til at han kunne høre det, men var ikke en råben eller voldsomt højt. Ikke noget med at tiltrække sig uønsket opmærksom. Hun kiggede nysgerrigt på ham, og beundrede hans evne med kniven han havde i hånden. Noget hun bestemt ville finde praktisk at lærer selv. Men man spurgte ikke fremmede på gaden efter om de gad at lærer en deres kundskaber! det var simpelthen for unormalt.

Jarko blev et øjeblik stående og gloede efter manden, der ganske rigtigt havde indset sin knap så heldige situation, og tog benene på nakken.
Et særdeles selvtilfreds udtryk gled over Jarkos ansigt, idet han endnu en gang elegant svang kniven mellem fingrene, før den blev sat på plads i bæltet. Mellem dyngerne af skrald i gadens hjørne, stak benene af den anden mand frem - han så ud til at være slået bevidstløs.
Han lænede nakken tilbage og så op på gadetøsen, der havde fundet sig til rette på en brædde højt oppe. Klatreevner måtte man sige, at pigen havde. Jarko selv ville næppe have meget held med at forsøge sådanne klatreture i andet end sin krageform.

"Pfft, det var de sgu selv uden om. Jeg trængte alligevel til et godt slagsmål, så tro skam ikke, at jeg gjorde det for din skyld alene."

Selvfølgelig havde han til dels gjort det for hendes skyld. Man kunne ikke bare sidde der på taget og slikke sol, mens der blev gjort ting og sager ved pigebarnet. Men der var ingen grund til at udråbe sig selv som dagens helt eller noget.
"Desuden kunne du vidst selv godt slå fra dig.."
Han nikkede hen imod den tilbageblevne mand, hvis ben stak ud fra skraldedyngen, stadig rimelig imponeret over pigens evner. Han var selv ved hjælp af magi i stand til at få ting til at svæve i luften, men han tvivlede på, at han kunne løfte en hel mand på den måde.

Amy løftede et øjenbryn og kiggede ned på ham med hovedet let på skrå. Virkelig. Hun var ikke i tvivl om at hendes situation havde været en af årsagerne til at han havde blandet sig, selvom han forsøgte at snige sig udenom heltetitlen. Ikke at hun bebrejdede ham. Hun havde heller ikke tænkt sig at tvinge det ned over hovedet på ham.

En blanding af et fnys og et grin undslap hende læber. "Det var et engangstilfælde. Kan kun gøre det en gang, og det er langt fra i alle tilfælde at det lykkes. Så ville der stadig være en mand mere tilbage til at gøre hvad han end havde i tankerne." det sidste anbragte en smule dysterhed i hendes stemme. "Men du skal havde tak alligevel. Selvom jeg ikke var hovedårsagen til at du blandede dig." tilføjede hun og blinkede til ham. Hun bestemte sig for at springe ned fra brædden, og tog den i et direkte hop. Noget hun efterhånden var vant til, og her var hendes magi også umådelig dejlig at havde. Hun landede som havde hun kun været en meter over jorden. "af erfaring, tror jeg hellere at vi må skifte område. Den anden mand kunne godt finde på at hente nogle af sine venner, og så vil vi for alvor være i undertal."

Et øjeblik betragtede Jarko pigen foran sig og forsøgte at regne ud, hvor gammel pigebarnet var. Det var svært at sige, for gadelivet gjorde, at hun var rimelig underernæret at se på, men helt et barn var hun alligevel ikke, og hun var rimelig høj.
Han trængte i dén grad til et solidt krus mjød efter al balladen, men var ikke sikker, om han havde lyst til at slæbe rødtoppen med sig ind i en krostue - på den anden side var han heller ikke sikker på, at han havde lyst til at lade hende stikke af og løbe lige i armene på den næste flok banditter.

Det gav et lille sæt i ham, da hun sprang ned fra taget, men alligevel landede let på benene. Det var uden tvivl noget nyttig magi, hun kunne sig.
Bag dem var manden i skraldedyngen så småt begyndt at røre på sig.
"Lyder fornuftigt," brummede han af hendes foreslag om at komme ud af gyden. Hvor sjovt det end var at uddele tæsk, havde han ikke lyst til at løbe ind i mændenes venner. Han kiggede rundt for at finde ud af, hvordan de lettest luskede bort herfra.

Amy fik luntet godt et stykke hen, før hun kiggede tilbage mod ham, for at tjekke om han var med. Det var blot indtil en anden lyd afbrød hendes tilbage kiggeri. Hendes øjne åbnede sig lidt højere op. "Nå da da...[/color]" kom der lavmeldt fra hende, som der begyndte at komme mænd ind i gyden fra en af sidderne. Hendes flugtsgen vandt dog denne gang, og hun vendte blikket tilbage mod sin tidligere redningsmand. "Well.. du tager den ene vej, jeg tager den anden... ooog så ser vi hvem der kommer først ud.. eller rettere.. overlever.[/color]" sagde hun med et kækt smil, selvom der var tydelig og dødelig alvor i hendes stemme. Herefter stak hun af med en hurtig fart. Det var som om at der kom et vind med hende, som blæste let forbi Jarko som hun løb forbi ham. Hun fortsatte derefter op af nogle afsatse på de tætstående huse, og efter ganske kort tid, var hun ude af syne og på vej hen over de mange tage.

Der lød et smertesgrynt fra manden i skraldedyngen, der nu for alvor var ved at komme til sig selv. Så blev han afbrudt af en højere lyd - fodtrin fra adskillige mænd, der var på vej ind i gyden. Jarko bandede lavmælt for sig selv - han var godt klar over, at slynglerne havde en del venner her i Hovedstaden, så nu var det blot om at tage benene på nakken.

"Jeg skal skam nok overleve. Pas på dig selv, rødtop." Hans blik hvilede kort på Amy, som allerede i høj hastighed var på vej ud af gyden. Han kunne mærke vinden gribe fat i hår og klæder, som hun spurtede forbi ham. Han følte sig en smule lettet over, at hun denne gang var fornuftig nok til at stikke af - noget, han så sandelig også selv havde tænkt sig at gøre.
Da de første mænd trådte helt ind i gyden, var der ikke andet at se, end en kragefjer på jorden og en særdeles omtumlet mand, som langt om længe havde kæmpet sig op fra skraldedyngerne i gydens hjørne. Over hustagene cirklede Jarko i krageform - der lød et muntert "KRAA" ved synet af de forvirrede skikkelser i gyden under ham.