Bag et forhæng opsat i Helbredelseshusets ene afdeling skar en healer med efterhånden vandte hænder et snit i huden på en dæmon og opsamlede blodet i en lille flaske. Dæmonen, en ung kvindeskikkelse, der tjente en adelig familie skar ansigt, som kniven bed i hendes hud, men ellers holdt hun ansigtet i neutrale folder. Både Lyset og familien, hun tjente, havde budt hende dette, og der var ingen vej udenom.

På den anden side af forhænget var en del uro. Der var langt fra plads til alle de pestsmittede i Helbredelseshuset, og kun dem, der var på dødens rand fik af dæmonblodet, for der var ikke meget at give af. Der var kun gået en enkelt dag, siden Lyset havde pålagt alle dæmoner og halvdæmoner at henvende sig til Helbredelseshuset for blodtapning, og healerne håbede, at flere ville dukke op denne dag.
Mange af de syge, som der ikke var plads til inde i Helbredelseshuset lå inden for den lille mur, der omkransede husets have, og endnu flere havde taget ophold ude på gaden. Stemningen var trykket og desperat, og dagen før var flere dæmoner blevet angrebet af de hungrende pestofre på vej til blodtapningen. Et par Kile-præster med ansigterne dækket af de sædvanlige, røde helmasker havde også taget ophold ved Helbredelseshuset, for de forventede, at der på trods af kuren, snart ville være brug for dem.

Healeren satte låg på den lille flaske med blod og tørrede sveden af panden, idet hun så ud af det lille vindue, der vendte mod gaden, inden hun gjorde den næste flaske klar. Det ville blive endnu en lang og hård arbejdsdag og hun frygtede at mange af pestofrene ikke ville nå at få det helbredende blod i tide.


Alle kan deltage i tråden. Ønsker man blot at skrive et enkelt svar for at få sin karakter helbredt eller sin dæmon tappet for blod, så skriv venligst en note om, at andre kan springe jer over i tråden.
Man er også mere end velkommen til selv at oprette tråde i Helbredelseshuset, hvis man ønsker at plotte yderligere.

Edit: rækkefølgen i tråden er lige pt.:
Galavant (Zidiac)
Ra's Al Ghul (Kravenoh)
Cyraneus (Hobbit)
Gweyr Beragathor (Wimse)
Florence (Anno)
Hvis en person ikke har svaret inden for 4 dage, kan han/hun frit springes over, så tråden ikke går i stå.

Det havde ikke været nogen helt let morgen for Galavant. Det ene øjeblik havde han stået og, temmelig tvært, skrubbet hoser og undertøj; en mildere form for straf over hans forsøg på at besætte Eli Castillo. Det næste øjeblik følte han en for ham, velkendt susen mens samtlige af hans sanser kortvarig blev blokeret, før de vendte tilbage og han befandt sig i en hidkaldelseescirkel, lige foran sin herre, i dennes kontor. Før han overhovedet havde fået mulighed for at spørge hvad der var los, havde han fået stukket en blanket med den nye lovgivning omkring dæmonblodet, blevet stoppet i hånden på den yngre dæmon.
Han skar tænder inden hans øjne mødte hans herre som med bestemt stemme havde nedfældet den direkte ordre om at lade sig tappe. Derefter var han blevet sendt tilbage til Castillo med et kort brev til denne om hvor Galavant havde været.

Og nu stod han så her... I køen ind til helbredelseshuset.
Blikket skævede mistænkeligt rundt på de bemaskede kilepræster og tilbederne, derefter på de desperate pestofre. En klikken lød bag ham, forårsaget af hans hale der klikkede uroligt, anspændt under den kutte han af sikkerhedsforanstaltninger havde fået smidt på sin skikkelse så han ikke stod alt for meget ud blandt folkene og så han kunne gemme sin hale.
Han havde skam godt hørt uroen fra de desperate, hvordan selv børn kunne finde på at angribe dæmonerne for at forsøge at få deres blod.
Det strammede i hans bryst hver gang hans tanker gled hen på bare at teleportere sig væk fra dette vanvid, og Galavant vidste at der nok var flere af dæmonerne her der havde samme følelse i brystet som effekt af en direkte ordre på at afgive deres blod. En fornemmelse som først ville løsnes når en ordre var adlydt til punkt og prikke. Han hævede blikekt let, forsøgte at adskille folk i køen fra hinanden for at se om der var nogen han genkendte. Nogle var der bestemt.. Et par af Lysets orden.. Også selvfølgelig Maximillian, som stod i køen bag ham, ubehageligt observerende som han altid lod til at være. Tanken gled kort på om denne også havde fået en ordre på at donere sit blod eller om han blot var der af egen fri vilje og for at forpurre Galavants dag endnu mere.
En tung sukken forlod dæmonen inden køen satte i gang og blev en smule kortere som de kom tættere på deres mål.
Galavant var tavs. Ingen ord kunne beskrive hvor meget han afskyede dette og de mange dæmoniske auraer der nærmest summede vibrerende i luften omkring helbredelseshuset.
Idet mindste var han ikke den eneste dæmon med denne afsky. En afsky han lod de andre dæmoner beholde for sig selv, den interesserede ham ikke.. Intet af al dette spetakel gjorde det.

Det havde været noget af en glædens dag for godt folk og andre skabninger der boede i byen som havde været ramt af pesten. At det ikke længere var ulovligt at anskaffe den eneste kendte kur imod en pinful, for ikke at sige uhygiejnisk, død havde vendt byen på ende.
Florence havde også fejret dagen ved at hende og en flok af de andre unge nonner fra Isari klosteret havde frivilligt meldt sig som hjælpere til at tappe dæmoner for så bagefter helbrede de syge. Som dagen skred frem opfattede de også hvor stor hver en form for hjælp var med så mange der var blevet inficeret, for ikke at sige hvor mange dæmoner der rent faktisk mødte op for at donere blod. Kvinder og børn havde kommet i første række dernæst mænd og soldater. Det virkede dog ikke som om det havde nogen ende. Larmen og forvirringen af de mange frustrerende syge og donere gjorde det til et mindre kaos at finde hoved og hale i.

Timerne havde skredet hurtigt afsted og fra da de var ankommet og det ene ansigt efter det andet var efterhånden grynet sammen med det næste,det næste... det næste var en Galavant. Florence fandt det altid lidt underligt at hele deres navne ikke stod på hendes liste, det ville gøre det en del lettere at spørge efter folk. Hun var bare startet fra en ende og gik efterhånden, som hun havde spurgt hvad der føltes som mere end der kunne tælles, konstant og snøvlede med navnet til ukendelighed, hvorefter dæmonerne kikkede ned på den lille skikkelse og rystede på hovedet.
En hånd lagde sig på hendes skulder lige inden hun skulle til at gå i den modsatte række hen til næste mængde af folk og vendte hende om. En høj herre eller dæmon, hun var ikke helt sikker, pegede i retningen af en anden mand der stod i køen hun havde febrilsk havde prøvet sig på. "Det skulle meget gerne være ham du leder efter" sagde dæmonen med sin mørke stemme gav hende et skub på røven i retningen.
Selvom Florence mest af alt havde lyst til at give ham en lektion eller to om manere tog hun hans hjælp som godtgørelse for hans opførsel. Med hurtige skridt gik hun hen til den udpegede skikkelse og prikkede ham på skulderen. "Galavant?" spurgte hun så lettere bestemt og tjekkede sin liste en gang mere for om hun havde sagt det rigtigt.

Galavant havde godt bemærket den lille spørgende skikkelse der havde fimset frem og tilbage mellem køerne. Den oprevne stemning i mængden havde dog gjort at han ikke havde fokuseret videre på hvem eller hvad det var hun søgte. Folk var selvsagt ivrige efter at få det dyrebare blod, og af hvad Galavant havde bemærket fra de dæmoner der havde forladt helbredelseshuset var det en process der blev gjort med kniv. Irriteret skar han tænder, skulende bagud imod Maximillian, inden han igen så fremad Ved Zaladin han hadede det her pisværk!
Et fnys forlod ham, idet samme øjeblik han bemærkede et blik fra en anden dæmon og en arm strakt ud pegende imod ham. Det gav et besynderligt sug i brystet på ham da den hvidhårede tøs fimsede over imod ham, mens den pegende dæmon blot stod med et ondskabsfuldt grin imod sin mindre artsfælle. Galavant havde været på nippet til at fare i flæsket på ham, eller lange ud efter ham med sin magi, men blev forhindret i dette som den hvidhårede tøs stod bag ham, prikkede ham taktfast på skulderen.
Han vendte sig langsomt mod hende og fandt en sær glæde i at hun havde samme højde som ham selv, men glæden blev hurtigt formørket idet han ikke videre kunne føle nogen negative energier i hende. Han skar en mental grimasse, inden han ladt løftede en hånd. " Ja ja.. her.. " Lød det i et modstræbende tonefald der bar tydeligt præg på hvor lidt han ønskede at være hvor han befandt sig lige i dette øjeblik.
Idet mindste ville hans navn tilsyneladende være bekendt for en mindre håndfuld af byens dæmoner. I det øjeblik var han temmeligt glad for at det ikke lod til at være fulde navne der stod på den liste hun havde med sig, ellers havde hun vel forsøgt sig med det, dumt som et menneske kunne være det... Om end noget sagde ham at hun måske ikke var helt menneske.

Cyraneus var ikke ligefrem særlig begejstret for at befinde sig i et rum hvor der var propfyldt med folk. Han var efterhånden sikker på at han havde set stort set alle former for racer i helbredelseshuset efterhånden, mest af alt fordi han nu havde lagt har i en god håndfuld dage. Han var ved at blive vanvittig! Vanvittig, af den evige feber der løb som en stebbebrand gennem hele hans krop, den forfærdelige indtrængende hoste og det faktum at han disideret havde svært ved at sidde og ligge stile, til trods for smerten.

Som dronningens ord var blevet ført ud mærkede han håbet vokse igen. Havmanden var ikke ligefrem sortseer men efter pesten havde taget sit kål på ham, var håbet svundet ud. Der var en kur, det vidste han, men at gå imod dronnings ordre var aldrig strejfet hans tanker, hvor desperat han end måtte føle sig.

Nu var tiden blot inde til at vente. Nok var han lyset kriger, havde samlet mange syge og hjulpet hvor han kunne, men det gjorde ham ikke grådig efter at komme først. Faktisk ville han helst ned og ligge og tage en lur. En god lang en af slagsen. Bare lukke øjnene et kort øjeblik.

Cyraneus løftede hovedet med et sæt som han nær var faldet forover i sin meget korte slumren. At stå i køen var alt andet end rart, og stædigheden om at han stadig havde kræfter til at stå op begyndte at tærre på ham. Havmanden skævede træt over til dæmonrækken, hvoraf de fleste af dem lignede nogen der ville ønske de kunne teleportere sig til en anden verden hvis de fik chancen. Cyraneus bebrejdede dem egentlig ikke, selvom han følte en let afsky for de fleste dæmoner han var stødt på i sit liv.
Havmanden lænede sig op af muren, ventende, som langt mere ilde tilberedte kom frem med båre, eller healerne gik fra seng til seng. Han kunne godt lukke øjnene.. bare lige en gang mere.

Hendes rosa øjenfarve flikkede lidt op da hendes søgen endelig var forbi og et lettet smil viste sig på hendes læber. "Ved Isari og alt der er godt den her verden! Du var noget af en udfordring at finde. På den anden side så der stor mangel på system i alle folk her efterhånden" sagde Florence med en munter tone inden hun tog hånden han havde hejst fast og hilste på ham. "Mit navn er Florence og vi er alle utroligt taknemmelige for din samarbejdsvillighed, om så det nu engang er frivilligt eller ej." fortsatte hun uden at bryd øjenkontakten med personen som til hendes egen lettelse var på samme højde. I løbet af dagen havde hun haft med dæmoner at gøre der næsten var tre gange så høj som hende så at endelig få en som virkede mere håndterlig, fysisk i hvert fald, fik den ophobede stress til at lette en smugle.
Uden at give slip på hånden hev hun nu Galavant ud af rækken imens andre dæmoner bandede og råbte ting efter dem da de nu indså at de blev sprunget over. "Hvis de vil være venlig at følge med, og eventuelt ignorere alskens uhellige anstødeligheder fra de andre frivillige" bad hun og trak ham nærmest utålmodigt med sig igennem folkemængden. På trods af hendes lille figur havde hun et virkelig fast håndtryk og hendes lette puf til de store skikkelse og figurer de skulle forbi fik faktisk folk til at rykke sig til siden med utydelige forbandelser i hendes retning.

En tydeligt misfornøjet grimasse gled over Galavants ansigt ved navnet af gudinden og det hellige bravl som selv hans herres børn forsøgte at belære ham om. Det var lige før han knækkede sig bare ved tanken om at folk kunne være så blindttroende. De gråhvide øjne stirrede køligt ind i hendes, bestemt ikke glad for situationen.. Men idet mindste betød det en mulighed for at slippe væk fra Maximillians overvågende blik.
Samarbejdsvillighed..? han havde nær hevet hånden tilbage, hvor meget styrke havde den bette splejs lige? " Du skal ikke ligefrem tro at det er med min gode vilje jeg er her.." Brokkede han sig, men lod sig dog hive ud af køen, som åbenbart havde været nytteløs fra starten, mens en tydelig irritabel klikken kunne høres fra hans skjulte hale. Det kunne være så let at teleportere sig væk, men da hun stadig havde et fast greb i hans hånd ville hun utvivlsomt følge med hvorend det gled henaf.
En dæmpet hvæsen forlod ham idet han forsøgte at vride sig ud af hendes lidt for kontrollerende greb, mens halen uden videre blev hukket ned i gulvet for at afbøde for hendes hastværk; et direkte resultat af at han var kommet til at se et glimt af en kniv midt i mængden. Hans stritten imod kom dog ikke helt ustraffet hen da han ikke nok med at han følte det forbandede usynlige bånd stramme om hans hals og bryst, ligeledes var han også selv ved at miste balancen og rakte instinktivt hånden ud mod den nærmeste for at holde sig oprejst; en havmand efter den finurlige lugt og følelsen imod hånden at dømme. Han hævede blikket imod denne, gad ikke engang sige undskyld for ulejligheden, imens de tågede hvide øjne betragtede pestofferet foran ham, bravt forsøgende at ignorere den lille præstindes hiven i hans hånd for at få ham videre. Et pestoffer.. Garanteret en af dem der ville få hans blod i deres system, hvis fisken da ikke dejsede om inden da . '' Ser du frem til smagen? '' Lød det i et direkte ondskabsfuldt provokerende tonefald, vidende at dæmonblod nok ikke ligefrem var på yndlingsmenuen for mange.. Måske udover vampyrer..

Tomult og larm var der altid omkring ham. Specielt den sidste tid hvor man knap kunne lukke et øje en rolig nat uden at noget skulle gå galt. Derfor reagerede han heller ikke særlig voldsomt på at der begyndte at blive en smule uro. Han åbnede øjnene blot til at kunne skimte frem, for da at lukke dem igen og stå i sin egen verden.

En verden der blev afbrudt som en hånd greb fat i ham, for at kunne ligge sin vægt og efter sigende fra hvordan det føltes, holde sig oprejst. Cyraneus slog øjnene op og instinktivt støttede væsnet som havde ramlet ind i ham, mens han lydløst stirrede ned på ham, afventende.
"Jeg ser frem til effekten" svarede han køligt, uden at lade sig direkte påvirke af det tonefald der blev lagt frem fra dæmonen. Cyraneus fjernede sin orange øjne fra dæmonen, for at kigge på den unge præstinde, måtte hun være. "Har De brug for hjælp?" spurgte han roligt indtil, hjælpsom selvom han var træt nok til at kunne sove lige meget hvor man placerede ham. Dertil, ville han så nødigt at dæmonen skulle skabe påstyr der gjorde hele situationen mere trykket end den i forvejen var. Selvfølgelig var mange af dæmonerne ikke tilfredse med at skulle lege blodbank for resten af befolkningen, men det var sådan det var blevet!

Det var som om, der pludselig var blevet mere travlt i helbredelseshuset, selvom de havde fået helbredt flere syge, og dermed fået flere sengepladser ledige. Men den travlhed der nu var der, var en, healerne havde set frem til.
Langt om længe, havde lysets dronning givet tilladelse til, at healerne måtte bruge dæmonblod i kampen mod pesten. Men det var kun healerne i helbredelseshuset, der måtte tappe dæmonblod og bruge det. Derfor var det ikke kun dæmoner, der kom til helbredelseshuset, men folk stod også i kø, for at få noget af den mørke, tykke væske. De var dog nødt til at sende mange af dem væk igen, fordi de ikke var tæt nok på døden, til at kunne få lov til at blive helbredt. De var kun de hårdest ramte, der måtte få blodet, for de havde ikke meget af det.
Det første blod de havde fået, havde Gweyr brugt til de af sine healere, der havde været hårdest ramt. Og da de var kommet sig, så var der flere til at hjælpe hvor der var brug for det. Derefter var de gået i gang med først og fremmest at tappe blod fra de dæmoner der velvilligt mødte op, og så at give blodet til dem, der havde mest brug for det.
Nogle dæmoner var slemt tilredt når de dukkede op, så de måtte også heales og ordnes før de kunne blive sendt af sted igen.
Det var et arbejde der krævede rigtig mange hænder. Og selvom det kunne virke som lange køer at vente i, så gik det fremad ligeså stille.
"Du skal slappe af i nogle dage, og så selvfølgelig huske at tage dine foranstaltninger, så du ikke bliver smittet igen," svarede hun med et smil til patienten, der sad foran hende.
Patienten så stadig syg ud, men hun vidste, at det ville blive bedre.
"Du kan gå ind i rummet ved siden af og ligge dig, hvis du har brug for det," sagde hun. Kort efter, gik patienten.
Gweyr rejste sig, og stillede sig i dørkarmen og kiggede lidt på den lange kø foran hende.
"Næste," sagde hun derefter. Dette ville blive en lang dag, vidste hun allerede.

Florence viste godt at hendes liste var blevet lavet specielt til hende for at tage hånd om de mere.. vanskelig personligheder, men hendes lettelse over at Galavant havde fulgt med til at starte med forsvandt på få sekunder da hun mærkede modstanden og hun næsten blev trukket tilbage.
Selvfølgelig skulle han give problemer nu og så endda forstyrre og chikanere de syge. Det at Florence selv var ramt og gjorde hendes tålmodighed en smugle kort og hendes medfølelse for andre smittede stører. Hendes greb fastnede sig omkring hendes pålagte dæmons håndled og fik ham hevet til sig i en hurtig bevægelse hvor efter hun tog hans anden hånd i sin. Manden der så ud til ikke ligefrem at være fra landjorden fik et smil fra over Galavants skulder "Jeg beklager meget ulejligheden, det hænder engang imellem at folk desværre ikke er her frivilligt og derfor opstår der nu engang stridigheder. Jeg undskylder mange gange for ulejligheden." sagde hun med sin lille opløftende stemme. Men en hvisken så lav overdøvet af folkemængden så kun Galavent kunne høre det fortsatte hun dog "Jeg ved godt De ikke er her af egen fri vilje på nogen måde. Men at dømme på Deres usikkerhed tror jeg ikke De har andet valg end at forholde Dem rolig og bare følge med". Hendes tone var ikke hård men mere bare bestemt for at udtrykke sin pointe. Det sidste hun ønskede nu var endnu mere påstyr, så hun gav slip på ham og lod ham selv vælge om han ville følge med hende eller gå sin vej og dermed sikkert trodse den der havde sendt ham herned.

Et mindre "Hrng!" Forlod ham idet den lille præstinde havde fået hans hånd væk fra den smittede og istedet klemte om den i hendes hånd. Et utilredst snøft hørtes fra ham mens han fik hevet halen op af gulvet igen, hvor den med en tydelig virren og klikken fik positioneret sig tilpast nok til at han ville kunne gribe ud efter noget eller nogen med den hvis det skulle komme så vidt.
Et ikke helt diskret forsøg blev da også gjort på at frigøre sine hænder fra hendes greb, inden han sendte den døende et køligt blik. " Jeg håber blodet vil brænde inderligt i dig indefra til du ønsker du ikke havde taget imod det. " Et ikke helt velmenende smil blev sendt til havmanden, der ligesom så mange andre på stedet irriterede ham voldsomt.
De mælkehvide øjne blev sendt imod præstinden da hun undskyldende afbrød ham.. Og videre fortsatte med ord der knapt kunne høres over mængden af desperate folk og utilpassede dæmoner som ham selv.
Han virrede irriteret på hovedet. " Usikkerhed? Jeg er fandme ikke usikker jeg synes bare du skulle tage den lidt mere med ro istedet for at hive så hurtigt med folk. " hviskede han mindst lige så dæmpet tilbage, om end en vis snerren var at høre i tonefaldet.
Hendes næste handling tog ham dog med stor overraskelse idet hun gav slip på ham. Han var ikke sen til at vende sig o og begynde at gå mod udgangen igen. Det gik da også ganske fint de første 5-10 meter, men så slog den direkte ordres bånd sig ellers direkte ned på ham, som han pludselig følte sine ben langt tungere end de havde været før, ikke nok med det var balancen vidst også ved at ryge sig en tur igen. Han hævede blikket og så sammenbidt fast foran sig som han forsøgte at fortsætte sin færden... Endnu et par skridt og det begyndte at føles som om han bevægede sig på gyngende grund, alt mens blikket også var begyndt at se dobbelt og en tiltagende form for dumb, hyletone begyndte at lyde i hans ører.
Småforvirret så han sig om for at finde ud af hvor lyden kom fra, men intet var at se der kunne forårsage det, altså måtte det være effekten af at nægte at adlyde en direkte ordre der begyndte at tage sit indtog. Endnu et skridt formåede han da inden en uventet og voldsom kvalme tog overhånd i hans krop og han måtte tage en rystende hånd op for munden for at sikre sig at han ikke endte med at ørle på gulvet. En tung opgivende sukken lød fra ham inden han langsomt vendte sig om og igen begav sig tilbage til den lille irriterenede præstinde, sendende hende et olmt blik som han, en del lettere tilpas og uden lyd og dårlig balance, gik op på siden af hende igen.

Et eller andet sagde ham at hun næsten havde forventet et sådan resultat da hun havde givet slip på ham, hvilket fik det til at give en lang række klikken fra halen der svirpede som en irriteret kats lige bag ham. " Fint..." Mumlede han en anelse opgivende, inden han hævede stemmen til normal toneleje.
" Lad os få det her cirkus overstået. "
Kort gled blikket over imod den højere kvinde som han vagt genkendte som overhovedet af helbredelseshuset, mest grundet de gange han tidligere havde været nødsaget til at komme forbi med en af hans herres familiemedlemmer. En sukken forlod ham idet han igen begyndte at sætte igang efter den lille præstinde. Som en hest der lod sig drive af staldknægten.
Alt mens han mentalt bandede den direkte ordre og båndet med sin herre langt væk.

I mørke klæder gik Ra roligt igennem alle de folk der stod og ventede på at få en dråbe af modgiften, han havde iført sig en frakke med hætte på som dækkede hans ansigt, men mest af alt hans sorte øjne.

Ra var ikke alene sådan et sted sådan en dag et hav af håndlangere fra klanen var med til at beskytte ham, han trådte ind i helbredshuset og løftede kort hovedet for at få et overblik, og der gik ikke længe før overblikket var på plads, en enkelt af lysets kriger var til stede ikke at det gjord noget for hvis det kom til stykket skulle hans håndlanger nok tage sig af ham, nogle få lyde gik igennnem luften, og hans opmærksomhed røg hen på en ung kvinde og en dæmon, en af håndlangerne kom hen til Ra og viskede få ord til ham. " det er Galavant " Ra nikkede kort.

Ra kende ikke Galavant men Ra havde kendskab til mange af de dæmoner der færdes rundt i dette land, og efter riget åbnede havde hans klan ikke lavet andet ind at holde styr på hvem der var lukket ud af riget, og alt dette var blivet noteret på skrift ruller som nu er blivet gemt godt væk i Ra's palæ.

" hvad sker der her, hvorfor går ingen til dette mine brødere og søstre " den sætning var noget han hadet at sige, for når alt kom til alt var det eneste Ra ville at lukke Kzar mora igen hvis det kom til hans fordel, men det var der kun få dæmoner der vidste i dette land. " en dæmon der frivilligt hjælper menneskeheden, det er noget jeg aldrig havde Troedet jeg skulle se " Ra begynde at gå lidt rundt imens han forsatte " alt dette bliver iværk sat fordi lysets dronning siger det, også skal vi vores race give vores blod for at redde dette land....Hmmm hvad for vi til gengæld? Jeg spørger blot for som jeg ser det lige nu så bestemmer lysets dronning over dig" sagde han og stoppede hans sætning med blikket på Galavant.

" som jeg ser det, så bestemmer i selv jeres skæbne om i vil hjælpe eller aj, og hvis i vælge at hjælpe burde i nærmest få en belønning af at blive arve troning, for andet er jeres blod ikke værd ". Ra stoppede hans tale lige ide han stoppede op foran den unge pige som havde haft fat i dæmonen, hvor han tog hætten af og styrede direkte på hende med hans helt sorte øjen.

Cyraneus smilede roligt til præstinden og nikkede kort til hende. "Ingen grund til at undskylde" det var jo ikke ligefrem hendes skyld at de fleste dæmoner var utilregnelige skabninger. De fleste der befandt sig her, hvis ikke alle af dem, var tvunget af deres herre. I hvert fald mange af dem han umildbart kunne se ud af øjenkrogen.
Havmanden fulgte den lille præstinde og dæmonen med øjnene for en tid, inden han lagde fokus et andet sted. Åndsfraværende og ventende.

En fremmeds stemme vagte hans opmærksomhed tilbage til omgivelserne. Det var ikke en rar stemme. En mand i sorte gevanter var trodt ind, holdte sig skjult i det sorte og begyndte at tale til dæmonerne. Hans ord fik det til at vende i havmandens mave af ren afsky og had. Havde han da nogen ide om hvad fanden det var han stod og sagde?
"Oh lad mig gætte.. Du skal have tronen? Du er ikke andet end en magtsyg idiot der kommer for at tilrave dig ting der ikke tilhøre dig." Nok var Cyraneus træt, men orderne bragte et nyt boblende raseri op i ham.
"Intet blod er mere værd end andres. Havde det været den anden vej rundt, ofrede jeg gerne et par liter for andres overlevelse.. Så hvis du ikke er her for at give blod, har du intet at gøre her - helbredelseshuset er for syge og dem der hjælper disse!" Cyraneus var ikke bange for manden, selv efter synet af de sorte øjne, der tydeligt afslørede hans hypotese om at det måtte være en dæmon de stod med her. Endnu en kæphøj magtgal skiderik der troede han kunne komme og tilegne sig til højre og venstre. Det var mere sygeligt end pesten!

Idet Florence havde hørt den første sætning der kom fra den tydeligt magtfylde dæmon havde hun vendt rundt på foden så hendes front var til ham. Af ren reflex havde hun også taget et lille skridt ind foran Galavant så hun nu stod imellem de to dæmoner med øjenkontakt til de kuldsorte linser. Lidt fascineret over karakteren kunne hun ikke lade være med at finde sig selv hvilket nok var grunden til at hun ikke var blevet vred eller oprørt over den nytidkommenens tale.
Med hendes egne rosa øjne holdt hun stift hans blik med et mildt smil på læben "Eder må på ingen misforstå hele situationen her. Hver dæmons donering giver måske ikke en materiel gode her og nu, men jeg vil bestemt tro at ved at hjælpe de syge vil det blive betalt igen med et land som ikke ligger i forfald og død, det vil betale sig i det lange løb." forklarede hun i et lang mere dæmpet tonefald. "Men hvis De hellere vil have en længere forklaring så skal de være velkommen til at følge med da jeg ikke ser det nødvendigt at skabe et unødvendigt oprør herinde" foreslog hun. Florences blik flikkede kort hen til den tydeligt vrede havmanden og tilbage igen. Det ville ikke kræve meget mere snak om uretfærdigheden ved dronningens ordre før flere ville gribe ind eller i værste tilfælde begynde at angribe folk omkring sig.

Om det var den anspændte stemning der pludselig udbrød, eller den lille præstindes drejen rundt og træden ud foran ham, der fik Galavant til at stoppe op og stoppe sin halvtomme stirren ud i luften, var ikke helt til at sige. Det blev ham hurtigt klart at en mindre gruppe dæmoner, hvoraf den ene lod til at virke ældre end resten, var kommet til. Der lød en kort klikken fra den mørkhudedes hale idet han stoppede op og istedet betragtede den sortøjede med et ubestemmeligt ansigtsudtryk, der lå helt i de neutrale folder, alt mens han lyttede til hvad denne fremmede havde at sige. den pludselige opmærksomhed der kom fra den sortøjede til de to; dæmonen og præstinden, lod straks Galavant forstå at en af de to højest sandsynligt var blevet nævnt af den håndlanger der kort hviskede et eller andet til den fremmede.
Om end hans kropssprog virkede usædvanligt roligt, var hele hans indre væsen i et protesterende oprør. Som om han velvilligt gjorde det! Dæmonen foran ham talte i den grad som en arrogant dæmon der aldrig havde oplevet de usynlige bånd der blev pålagt en dæmon hvis navn var blevet fravristet ham.
Han undlod at svare, der var ingen grund til at spilde sin energi på den slags pjank når den arrogante selv var der, det ville blive som at stå og råbe til en mur.
Altså holdt han sig selv tilbage, for nu.. Istedet forsøgte han at trænge ud efter den anden med sin negative evne for at få fornemmelsen af hvor helt præcist han befandt sig lunemæssigt. Evnen der var så naturlig en del af ham, lod dog ikke til at ville svare. Faktisk virkede det næsten som om den ikke eksisterede, noget der resulterede i et lidt mere vagtsomt blik til den fremmede.
Han ville ikke bakke væk, det ville nok blive taget som et tegn på svaghed fra den fremmede såvel som de andre dæmoner der lod til at holde et vågent øje med hvad der foregik foran.
Evnen rørte lidt mere på sig idet den fremmede gik hen foran præstinden, som en svag sitren i hans arme. Han mente kun at kunne huske en med en lignende mulighed for at neutralisere folks evner sådan, men det var lang tid siden og gjorde ikke følelsen af at være helt og aldeles menneskeliggjort meget bedre.

Opmærksomt lyttede han da den syge havmand begyndte at brokke sig højlydt, sammen med et par andre der mumlede i baggrunden, men havmandens stemme var nu engang stærkest midt i virvaret. Galavants hvide øjne forblev dog fæstnet på den fremmede og dennes folk; at tage blikket væk fra en fri dæmon ville bare være direkte dumt, især når han ikke kendte dæmonen i forvejen.
Tlestrømmen blev igen afbrudt af den lille præstinde der havde trådt et skridt ud foran ham, som om hun kunne forsvare den unge dæmon imod en ældre. Tanken i sig selv var vulgær, på grænsen til det morsomme. Men hvad hun havde at sige om dæmonernes goder fik for det første siden den fremmede var trådt ind, Galavant til at komme med et dæmpet fnys. Han vidste at den eneste der ville modtage materielle goder ville være hans herre. Måske med mere jord, en titel eller en slant krystaller.. Det var ikke til at sige, og Galavant orkede ikke at tænke tanken til ende. Istedet forblev han i sin vagtsomme positur og betragtede den fremmede dæmon. Selv halen var blevet overraskende tavs midt i alt dette.

mange ting forgik efter Ra var dukket op det var som om folk var vågnet lidt op efter, han var kommet i rummet selv en vagt kom men spydige kommentar til Ra, kommentar som ikke påvirkede ham det mindste og Ra var helt rolig og forsatte blot sin stil, og hans blik hvilede sig hurtigt over på vagten " det er utroligt at du allerede ved hvad jeg er ude efter, og blot har du kun kigget på mig i få sekunder " sagde han flabet men i kontrol Ra kunne på ingen måde vise sig underlegen selvom der var flere mennesker ind han og hans hær var.
Ra rystede på hovedet inden han forsatte med at tale til vagten som helt klart var irriteret over Ra's tilstede værelse " jeg kan sige dig få ting jeg er ikke her få at donere noget som helst, og dem unge frøken" sagde han og vente blikket på Florence

" jeg tror ikke du skal regne med at der vil blive nogen form for betaling for at hjælpe dette land, og hvad skal vi også med betaling, ser du ved at vi går med til dette os dæmoner, gør blot at vi synker ned på samme niveau som menneske det er det eneste, snart vil dronningen vil også have a vi står til rådighed for at bekæmpe det mørke tsk........nej nej nej, den dæmon der hjælper menneskerne vil jeg ikke kalde en dæmon men en slave, af mennesket " sagde han meget bestemt, og kiggede på dæmonen som stod lige overfor ham.

" du skal vide dette G der er plads til en som dig ved et meget fjernt sted om du har en herre eller aj, og den herre du nu måtte have hvis det er sagen kan vi hurtigt for fjernet fra dette land " Ra tilbød normalt ikke folk ind i banden, men at se denne dæmon gør dette var noget der skar hans øjne dybt og hvis det var den eneste udvej så måtte det være sådan, for et nej fra denne dæmon gjord at Ra vidste hvilken vej han gik.

Ra kunne ikke lade være med at glemme vagten som nok ikke blot ville lade Ra styre showet, han var sikker på han nok skulle hører fra hans side så længe Ra var her, blikket blev vendt mod den unge kvinde igen " uddybelse af dig hmmm....... så du vil have mig i enerum bare sådan uden at vide om du kommer tilbage til livet eller hvordan skal jeg forstå det. " Ra kunne ikke lade være med at smile over dette, men han var da spændt på at hører hvad hun konkrat mente.

Cyraneus øjne blev små sprækker som han gengælte dæmonens blik. Hans ord fik ham til at fnyse kort. Seriøst. "Dine ord fortæller mere end du måske selv tror. Du antyder at dæmonerne burde få tronen.. Hvorfor ville du foreslå det, hvis ikke du selv var interesseret i den?" Cyraneus svarede ikke flabet tilbage, tværtimod var hans stemme hård og kold, uden nogen form for respekt for manden foran ham. Han var dukket op for ballade, det var tydeligt som morgensolen

Dæmonens næste ord var direkte modsigende til hans første, og bragte en forvirret mumlen med sig, fra de forskellige tilskuer. Cyraneus fangede forvirrede blikke, med sine egne. Sagde han lige at de ikke ville kunne få en betaling der var nok, til trods for han tidligere lige selv havde foreslået at de fik kongeriget for deres indsats.
Forvirringen og irritationen over denne dæmons pludselige fremtrædet, fik havmanden til at tage en dyb indånding, og mærke hvordan panserskællet helt automatisk skubbede sig frem over hans hud. En naturlig reaktion på at stå i en situation hvor han ikke vidste hvordan det hele endte ud, eller hvilke pludselige ting der kom frem.

Cyraneus lod for nu, kvinden tale med denne dæmon, men han var ikke tryk ved det. Det var ubehageligt på alle lede og kanter, samtidigmed at der var flere dæmoner med denne arogante skiderik.

Florence kunne godt høre hvor dumt det egentlig var at komme i enerum med en dæmon så fjentlig som ham der stod foran hende nu, men på den anden side så havde hun brugt det meste af dagen på lige netop det. "Hvis det kan få Dem væk fra folkemængden og muligvis forlade helbredelseshuset helt så er det en risiko jeg er villig til at løbe. Jeg er desværre ret hurtig til at stole på folks ord hvis de lover mig at holde Dem sofistikeret" sagde hun imens hendes tilbud stadig hang i luften. Hun var nu nok nødt til stadig at trække Galavant med sig, men sådan måtte omstændighederne være.
Florence vendte om på foden uden at vente på svar, der var ikke mere hun kunne gøre hvis den ny ankommende ikke fulgte med. Så måtte det være op til vagterne. "Galavant.. jeg skal stadig bruge dig så være venlig at følge med" sagde hun i sin monotone stemme, hun var godt nok ikke vred men stresset. Taget omkring hendes eget liv kunne mærkes. Godt nok var det ikke noget der kunne ses på grund af hendes beklædning der dækkede hendes krop til på nær ansigt og hænder, men hun havde efterhånden været smittet med pesten i et godt stykke tid og det gav hende til tider åndenød og koldsved. Hvilket var det som begyndte at vise sig nu imens hun kæmpede sig igennem flokken af så provokerede dæmoner.

Galavant kunne smage blod i munden, da han ubevidst havde bidt sig selv i kinden ved den fremmede dæmons provokeringer. Slave? Selvfølgelig vidste han at han var slave, båndet til hans herre gjorde det til en nærmest daglig påmindelse om hans situation og status i samfundet.
" Tillykke.. Jeg kan høre på den måde du taler at du aldrig har oplevet at være bundet til en herre. "
Han fortsatte videre, denne gang på dæmonisk, for at undgå alt for mange lyttende ører. " Og hvor fristende dit tilbud om eventuel frihed så lyder, må jeg desværre afslå det. Ser du, båndet mellem herre og dæmon gør temmelig mange ting, om man så vil det eller ej. Du vil kunne få hele din lille hær til at udrydde min herre familie og det ville ikke røre mig, men så meget som forsøger du at lægge hånd på min herre selv vil jeg ikke svare dig for konsekvenserne. "
Han sagde ordene med omhu, mens han af ren provokation valgte ikke at bruge nogen form for høflig tiltale til den anden, om end denne fornemmedes til at være ældre.
Han holdt blikket stift på den ukendte, mens en dæmpet mumlen lød mellem dæmonerne omkring dem.

" Desuden kender jeg min race nok til at vide at en sådan frihed ikke ville komme uden en pris. Om det så er et lig eller en 'tjeneste', alting har sin pris, især blandt folk af vores race. Så mit spørgsmål er til dig; hvad vil du kræve af mig for at du gjorde mig fri? "
Et farligt spørgsål som blev hængende i luften idet den yngre Galavant holdt inde i sin talestrøm og istedet lod sin opmærksomhed glide over imod præstinden, med en advarende dæmpet klikken fra hans hale, idet han hørte sit navn nævnt. En nikken var end ikke noget der ville komme fra ham idet han automatisk fulgte efter den lille monotone. Som afstanden blev skabt mellem ham selv og den fremmede dæmon tog hans evne igen ind og hvilede ivrigt rundt, fornemmende ubehaget fra præstinden, hvilket kort fik ham til at tilte hovedet en smule, indtil grunden til hendes ubehag gik op for ham. Hvorfor han ikke havde bemærket det før nu var han ikke sikker på, måske det var stimulansen af de syge og de andre dæmoners utilslørede frustrationer. Men lugten af sygdom hang utvivlsomt om hende.

Han valgte dog klogeligt ikke at nævne noget om det, ikke foreløbig. I udkanten af hans øjenkrog opfangede hans blik hvordan krigeren lod til at danne et form for panser af skæl. Praktisk evne at have, var han næsten sikker på. Med spidsen af halen prikkede han let imod den syges ben, ikke helt sikker på om det var fornuftigt og om den syge overhovedt ville være i stand til at følge dem, men han mente vagt at kunne huske sin herre have snakket med denne førhen, og hvis det kunne komme ham til nytte at få havmanden med, ville det være bedre end at ende som ene vidne til et mord der nærmest hang som en skygge over den fremmede dæmon. Galavant gav en kort hentydende nikken over imod den lille præstinde, inden hans hale gled tilbage på sin plads. Det var med at skaffe tid og muligheder.. At der var sendt bud efter byvagten var sikker, ha havde set dem bevæge sig væk, hvo langt de kom vidste han dog ikke, men når hans herre fik nys om dette ville han selv utvivlsomt blive udspurgt om hændelserne, til hvilket det altid ville være godt at have i det mindste et vidne der kunne sværge ved navn og ære på forløbet. Noget han vidste at Lysets folk gik meget op i.

Ra lyttede først og derefter svarede han vagten som var begyndt at puste sig op " aveligt for dig har jeg ikke tid at slå dig ihjel, men du må med glæde kigge forbi mit palæ som ligger lagt nord på, og så skal jeg med glæde tage dit liv for det er det som du er i gang med at arrangere, men tænkt over det " sagde han rolig men med en meget arrogant tilgang.

En af Ra vagter kom hen til ham og viskede kort i øret på ham " vagter på vej " Ra svarede ligeså hurtigt tilbage " hvor mange " vagten: nok til at vi kan besejre dem men det vil koste os liv " et smil kom frem på hans læbe " giv mig 5 " hvor efter vagten nikkede og forsvandt igen.

Ra vende sig om imod kvinden og kiggede i få sekunder på hende som nærmest følte som evigheder " mit ord betyder meget og jeg som du går meget op i at holde hvad man lover, men hvis de virkelig gerne ville rede disse mennesker fra ballade burde ikke kigge på mig " sagde han med et smil, Ra var ikke ude på ballade blot på at markere sig overfor alle, folk skulle ikke tro det var pesten der var det de skulle bekymre sig om.

ordrene fløj igennem luften og da Galavant skiftede over til deres eget sprog havde han Ra opmærksomhed, " det er nu meget tydeligt for mig hvor ung en dæmon du i virkeligheden er, for hvad skulle du kunne gøre ved mig " Ra vidste godt man ikke undervurdere sit folk men denne dæmon var dum at hører på, men det var de fleste dæmoner nok som ville beskytte sin herre.
Ra forsatte på dæmonisk " selvfølgelig alt har en pris og hvis du skal gøres fri, så er der kun en ting der kan betale den gæld " sagde han med et smil på læben og kiggede på pigen " hende ".

Ra ville have pigen der var noget ved hende så skulle tjekkes, han ville ikke dræbe hende i hvert fald ikke med det samme, eller vil han det vidste han ikke endnu men blot at han ville have hende, og det var den pris der var for at give denne dæmon hans frihed.

Ra øjne betragtede den unge vampyr " din frihed for hende, bring hende til mig og vi har en aftale det har du mit ord på. " sagde han sådan kun dæmonen forstod det. Ra ord var sandt for som sagt holde Ra sine od og løfter.
Ra vende sig om og gik lige præcis ud af helbredshuset inden vagterne kom.


/// out :)