Hovedstaden var et sted hvor man altid kunne finde arbejde. Nok var det ikke altid særlig godt eller rent arbejde, med mindre man havde de rigtige evner eller rigtige kontankter. Rain var den med rigtige evner, og efterhånden også rigtige kontakter. Nok var hun minotaurer, hvilket havde en tendens til at lægge en dæmper på folks lyst til at komme tættere på. De var sjældne efterhånden, men folk havde stadig en frygt for dem fordi de var en krigerisk art. Eller de fleste af dem var.

Rain var i en hel anden boldgade. Hun var et roligt væsen, til trods for at hun var minotauer. Hun var selvfølgelig ikke ufarlig, men det var sjældent hun tøede til at voldelige løsninger. Efterhånden kendte folk også til hende, når hun kom til hovedstaden, og helbredshuset ligeså. Hun var tit kommet dertil for at hjælpe til, eller lærer noget nyt. Efterhånden var der ikke mere for hende at lærer. men derfor kom hun stadig tilbage og hjalp til. Sådan var det også i dag. Der var enkelte stykker der var kommet slemt til skade, men ellers bare småskader.
Den høje minotauer gik ud af et rum hun lige havde hjulpet til i, og satte sig ned i en stor stol et stykke væk. Lige nu var der ganske roligt og hun trængte til et lille hvil. Dette kunne naturligvis hurtigt ændre sig.

Døren til helbredelseshuset blev forsigtigt puffet op, og lyden af tunge støvler mod trægulv kunne tydeligt høres. Selvom huset behandlede syge mennesker, var det en behagelig duft af urter, der fyldte havmandens næsebor, som han trådte ind gennem døråbningen.
Han var fuldt klædt i byvagtsuniform, dog uden hjelmen, og hans blå, skællede hud og hvide hår, var noget, der ofte vækkede opsigt i gaderne. Havmanden var dog ikke kommet til helbredelseshuset uden grund: hans ansigt var lettere fortrukket i smerte og han holdt om den ene arm, hvor læderet på byvagtsuniformen var i stykker og et dybt knivstik kunne ses. Det af ærmet, der ikke var flået i stykker, var smurt ind i en betydelig mængde blod.

"Er en healer til stede?" Halvråbte Kalitresh, som døren smækkede i bag ham. Det var ikke første gang, han havde været offer for knivstik, men det fik det ikke til at gøre mindre ondt. Det var imidlertid en risiko, der var forbundet med jobbet som byvagt, og Kalitresh havde netop besøgt en af byens værtshuse - et af dem, der havde et mindre godt rygte - for at stoppe et slagsmål. Nogle af slagsbrødrene havde desværre vist sig at være bevæbnede, og mens de andre byvagter tog sig af resten af urolighederne, havde Kalitresh bevæget sig mod helbredelseshuset - hans tilstand tiltrækkende en del urolige blikke på vejen.

Rain havde siddet en rum tid, og var begyndt at blunde lidt hen. Men dette varede ikke længe før hun vågnede op ved lyden af en dør der smækkede. Hun lavede et lille hop i stolen og rystede hovedet let. Næste lyd, var halvråben om en healer. Det var nok til at Rain hoppede op og drønnede ned af gangen.

Lyden af klove der drønede af sted hen over gulvet, lød i rummet, indtil hun rundede hjørnet og fik øje på manden. Manden der havde fået et knivstik i armen, og blodet så ud til at fosse ud. "Hvad er der sket?" spurgte hun, mens hun fortsatte hen imod ham. Af hans uniform at dømme, var det en byvagt, og hvad blodet angik, havde han nok ikke haft den bedste dag på arbejde.
Det var en høj mand, selvom Rain stadig var et hoved højere end ham. "Kom, sæt Dem ned." sagde hun og hjalp ham hen til et af lokalerne. Der var allerede nogle stykker derinde, men de var alle fuldt optaget. Rain hjalp ham ned og side på en bænk, inden hun gav sig til at kigge på såret.

En ubehagelig, dunkende smerte var alt, Kalitresh kunne mærke i den blødende arm. Han anså jobbet som byvagt som sin helligste pligt, men af og til forbandede han menneskeracen og deres tendens til voldelighed langt væk. Dette var så sandelig én af de gange.
Lyden af klove mod trægulv fik ham til at overrasket kigge op, og hans øjne spærredes en smule op ved synet af minotauren, der kom styrtende. Det var første gang, han stødte på en skabning af dette folkefærd, og med rygterne om deres krigeriske natur, var helbredelseshuset nok det sidste sted, han havde forventet at støde på én.

Hendes stemme og ansigtstræk fortalte ham tydeligt, at minotauren var af hunkøn, og han søttede sig til hende, idet hun hjalp ham ned og sidde i et af lokalerne - selvom han var overrasket over synet af hende, var han taknemmelig for, at få hjælp så hurtigt.
"Knivstik," forklarede han, imens han skar en grimasse over smerterne. "Jeg var sendt ud for at stoppe et barslagsmål.." Det var rart at komme ned og sidde, og han forsøgte at holde armen så stille som muligt, mens hun undersøgte den.

Hans forbløffede ansigsudtryk var ikke nyt for Rain. Hun havde efterhånden vænnet sig til at det var den almene reaktion på hendes art. Både det, og det faktum at hun befandt sig i et helbredelseshus. Heller ikke et syn man så så tit, hvis hun skulle være ærlig. Det var unormalt at Rain ikke var krigerisk på samme måde som sine med minotaurer.

Rain tog et varmt fugtigt klæde og tørret over hans arm, selvom det nok ville gøre lidt ondt på ham, var det det nemmeste at gøre, således at Rain kunne se skaden, for alt blodet, som selvfølgelig stadig piplede frem. "De var heldig med at det var armen. Og at kniven undgik hovedåren." svarede Rain, mens hun lagde sin hånd hen over såråbningen. Hun var nødt til at sikre sig at det blev healet rigtigt inden hun gik igang, selvom det selvfølgelig også betød at manden havde været nødt til at vente lidt længere. "Hvis du er ny indenfor det her, kommer det til at mærke underligt lige om lidt." forklarede hun hurtigt, som hendes hænder blev varmere, og tvang hans kød, muskel og hud at heale sig sammen. Det var ikke en så voldsomt smertefuld følelse, ikke i armen, men det mærkede stadig underligt, at ens kød voksede sammen så hurtigt. Dog ville det resultere i at det hele ikke gjorde ondt bagefter. Der gik heller ikke mange minutter før såret var healet sammen, og hvad der var tilbage var et rødt område af let irriteret hud.

Minotauren lod, trods sin størrelse, til at vide, hvad hun havde med at gøre, og Kalitresh slappede omgående en smule mere af. Man kunne finde healere blandt de fleste af Krystallandets racer, selvom minotaurfolkets magi ofte var af den mere destruktive art. Kalitresh følte sig dog taknemmelig for, at Rain havde valgt at følge kaldet som healer.

Han skar en smule ansigt, da hun tørrede armen af, men forholdt sig ellers roligt, så hun kunne gøre sit arbejde ordentligt. Han kiggede væk fra såret, og tænkte i stedet på slagsmålet, som de andre byvagter forhåbentlig havde stoppet. Knivstikkeren fortjente så sandelig, at blive sat bag lås og slå sammnen med sine slagsbrødre.
Opmærksomheden blev dog igen vendt mod minotauren, som snakkede til ham, og han nikkede langsomt: "Jeg er skam også taknemmelig for, at det ikke var livstruende. Og at helbredelseshuset var lige i nærheden." Svarede han, og forsøgte at holde tonefaldet muntert, selvom han var i smerte.
Han stirrede en smule fascineret på hendes hænder, som hun begyndte at heale armen. Det var en underlig følelse at mærke det dybe knivsår vokse sammen igen, men det var som om smerterne langsomt lettede. Det var ikke første gang, Kalitresh havde stiftet bekendtskab med en healer, men det var mange år siden, han sidst var blevet lappet sammen på denne måde, og magien fascinerede ham stadig.
"De behersker Deres evner godt," sagde han høfligt med tydelig imponerethed i stemmen, som han betragtede armen, hvor det eneste af såret, der var tilbage, var en let rødmen over den blå, skællede hud.

Dette var langt fra nyt for hende at se. Hun havde set værre tilfælde tilbage i Midos klanen. I hendes hjemby, når krigerne kom hjem fra kamp. Der var det nogle gange så slemt at de ikke kunne nå at heale sammen før personen var død af enten smerter eller blodtab. Det var en hård verden at befinde sig i, men Rain virkede trods alt, stadig rolig omkring det.

Rain smilede et lille smil over hans ord, selvom hun holdte sig konsentreret om opgaven. Det kunne havde givet en lang være situation hvis manden havde været længere væk fra helbredelseshuset, eller havde været i en værre tilstand.
Rain løftede hovedet og smilede til hans kompliment over hendes evne. "Mange tak. Mange års øvelse, giver til sidst pote." svarede hun med et skævt smil. Det var som om, at nu hvor situationen ikke var nær så presset grundet såret, at Rain egentlig først så ordentlig på ham. Hun havde mærket forskellen ved hans hud, takket været de blå skæl, men havde ikke givet det nogle tanker før nu. Han var ikke almindelig krystallianer, men lignede for hendes mere som en havmand. Ikke en race hun rigtig havde stødt på før, faktisk kunne hun ikke rigtig huske at hun havde set en før i dag. "Hvordan har de det?" spurgte hun, som hun automatisk fandt noget drikkelse til ham, da det plejede at hjælpe på blodtab. Især hvis man fik noget at spise også.

Kalitresh drejede armen, åbnede og lukkede hænderne et par gange. Det så ikke ud til, at han ville miste nogen som helst form for førlighed i armen - noget han var særdeles taknemmelig for. Selvom han ikke var typen, der holdt af vold, var han glad for at have sin sværdarm.
Igen fandt han sit blik hvilende på den høje minotaur, hans ansigtsudtryk nysgerrigt. Han var meget interesseret i Krystallandets historie, og selvom han ikke havde dvælet længe ved minotaurracen, der befandt sig i det sydlige krystalland - egne af landet, han helst ikke selv ønskede at besøge - havde han alligevel fundet en vis interesse for det krigeriske folk.

Det gik op for ham, at han stadig var meget anspændt i kroppen, og han begyndte forsigtigt at slappe af. Han tog glædeligt imod drikkelsen, som han snusede let til, før han tog et par lange drag. Han tålte dårligt alkohol, og havde derfor gjort det til en vane altid at sikre sig, at en væske var uskadelig, før han drak af den.
"Jeg føler mig lidt svag, må jeg indrømme." Sagde han med et let smil til Rain. "Omstændighederne taget i betragtning, vil jeg dog påstå at have det ganske godt .. Mit navn er Kalitresh, forresten."

Rain havde set mange af de forskellige racer som befandt sig i krystallandet efterhånden. Af den simple årsag at hun generelt rejste meget rundt. Men havfolket. Dertil havde hun heller ikke læst voldsomt meget om dem. Det folk havde ikke haft stor interesse for Minotauer klanen. Noget Rain aldrig havde forstået, men sådan havde det været, og der var heller ikke ligefrem skrevet utal af bøger. Så det som gav mest information, var vel at finde en i levende live. Ligesom manden foran hende.

"Det kan jeg godt forstå. Jeg vil foreslå Dem at få noget mad til at hjælpe mod blodtabet. De har heldigvis ikke mistet mere, end at det nemt at forbedres igen ved at få noget at spise." svarede hun og lagde ikke videre mærke til at han snusede til vandet. Hun havde mødt folk med langt mere bemærkelsesværdige vaner end det. "Mit navn er Rain. De er en Havmand, er De ikke?" spurgte hun interesseret, som hun kiggede på ham. Det var ved at være tydeligere for hendes blik at hun havde gættet rigtigt, men hun ville hellere spørge.

Vandet gjorde godt og det føltes allerede som om at episoden på værtshuset, knivsåret og blodet var langt tilbage i tiden. Det irriterede Kalitresh sådan at blive sat ud af spillet, men han stolede på, at de andre byvagter kunne håndtere situationen. Det var trods alt det, de var der for.
Han nikkede venligt til Rains snak om mad og tænkte på at stoppe ved en bod på markedspladsen inden han gik tilbage til Hovedkvarteret. Der var en handelsmand der solgte en ganske udmærket suppe, som Kalitresh var blevet glad for at købe.

"Ja, der er ikke så mange af mit folk her på fastlandet," svarede han Rain og slog tankerne om suppe ud af hovedet for nu. Til at starte med ville han gerne lige sidde og hvile sig. "Jeg kommer oprindeligt fra Aquarin - havfolkets rige." Dette måtte snart være tid til at han drog en tur dertil for at besøge familien. Travlheden på Byvagthovedkvarteret var bare stor for tiden. Byen havde været urolig på det seneste, og der var ofte folk, der kom op og slås eller bare generelt kom til skade .. healerne måtte også have travlt.
Som for at understrege hans tanke, blev døren smækket til helbredelseshuset op og en ung knægt vaklede ind, for nærmest omgående at falde om på gulvet. Han så frygteligt forbrændt ud på store dele af kroppen, og det gav et lille sæt i havmanden, som kunne se hvad der skete, gennem lokalets døråbning.

Det kunne roligst sige at der ikke tit sås havmænd på overfladen, og Rain forstod dem. De havde så vidt hun vidste, det bedst i havets dyb og havde stor afhængighed af vandet. Alligevel fandt hun det langt mere fascinerende at høre en ægte havmand fortælle.
"Jeg har hørt der skulle være fantastisk. Men der er sjældent mulighed for landgængere at se det.. Hvilket nok er meget godt." svarede hun med et lille smil. "Vi har en tendens til at ødelægge heroppe.. det ville være en skam hvis det kom ned i havet." tilføjede hun hurtigt efter, for at besvare hvad det var hun havde ment, hvis Kalitresh ikke havde opfanget det. Hun havde ikke ligefrem været tydelig.

Rain vendte hovedet mod døren der smækkede op med et bump og en knægt kom vaklende. Forbrændingerne var voldsomme og det var ikke nemt at forklare hvad der lige umildbart var sket. Rain havde set mangen forbrændinger efter dragens lille visit, men der skete også tit andet, og dette mistænke mest om en brænd eller en slåskamp med en med ildevne. Begge ting ikke rare på nogle planer. Rain småløb afsted mod knægten og løftede ham op, som vejede han kun få gram. Hun var efterhånden den stærkeste af healerne, så det var nemmest hvis hun bare gjorde det. Healerne begyndte dog at flokkes om knægten som Rain lagde ham ned på en seng. "Hvad er der sket?" spurgte hun roligt og med en blid stemme, som hendes fingre kørte ned af hans forbrændte ansigt, og forsøgte at mindske skaderne og smerten.

Kalitresh gjorde et lille nik med hovedet til Rains sidste kommentar. Mennesker og andre landvæsner havde deværre ganske rigtigt en tendens til at ødelægge omgivelserne med deres utallige stridigheder og krige. Det var en af grundene til, at han var blevet byvagt: han havde et lille håb om at kunne indføre mere lov og orden i menneskesamfundet.

Den aktuelle situation bragte dog hurtigt hans tanker væk fra alt andet, og han rejste sig, en smule for hurtigt, og han måtte støtte sig til væggen et øjeblik, imens han beundrede den styrke og lethed Rain udviste, da hun løftede den forbrændte.
"Slagsmål ... nogle ildmagikere er gået amok nede ved Kamparenaen.." Knægtens øjne mødte et øjeblik Kalitresh', som blev tydeligt bevidst om sin byvagtsuniform. Han bevægede sig hen mod døren - noget mere sikker på benene - men gjorde et kort stop ved flokken af healere, der nu spærrede alt udsyn til den tilskadekomne. "Mange tak for hjælpen, Rain, jeg må hellere få alarmeret de andre byvagter.." sagde han højt, inden han stilfærdigt åbnede døren ud til gaden og forlod Helbredelseshuset.

/out

(Har slacket super meget med at få svaret i denne tråd, så tænkte, at jeg hellere lige måtte få afsluttet den<3)