Panikken havde bredt sig som en luftbåren pest og plage igennem hovedstaden. Skrigene skar i halvdæmonens øre, som hans skikkelse fløj (i den mest bogstavelige forstand) igennem de ildoplyste gader. De isblå øjne søgte febrilsk efter en bestemt bygning, som han passerede igennem hovedgaden. Til sidst måtte han lande og bære sig fremad til fods, for blot at sikre sig, at han ikke passerede hvad han netop forsøgte at finde i farten.
Morgoth havde først hørt om angrebet på Hovedstaden, som Lysets General havde placeret sig blodindsmurt på drageryg foran Elverlys grænser. Halvdæmonen, selvfølge ikke direkte i selvskab med generalen og Toorah, havde været øjenvidne til generalens voldsomme (nogle ville kalde det en bønfaldelse) opfordring til drage i krig med Lyset. Han selv havde, uanset elverlederens valg, draget imod det centrale Krystalland - hvilket Toorah synes ikke at have været det mindste i tvivl om, som de atter mødte hinanden imens lederen gjorde sig klar til at drage ud af Elverly.
"Selvfølgelig tager De med."
"De har vidst det fra starten?"
"Som sagt: selvfølgelig. Men jeg ved jo godt, at det er ikke for at hjælpe os."
Dette fik halvdæmonens smule følelse i ansigtet til at fordufte. Han vidste udemærket hvilke ord der ville udstødes fra elverlederens mund, efterfølgende. Han tvivlede ikke det mindste, som han fandt sig selv en anelse mundlam ved lederens tale:
"Jeg ganske klar over hvad - eller hvem hvis De selv skulle sige det - Deres førsteprioritet er."
En påstand han ikke kunne protestere imod. Toorahs ildevarslende blik var fortsat for ham ganske tydeligt, som han bevægede sig igennem gaderne, lidt under en time senere i hovedstadens centrale bydel. Hadet i hendes øjne havde været lige så altædende, som flammerne der fortsat åd af byens mange bygninger.
Det havde ikke været ledt at bevæge sig ind igennem byen. Godt nok ikke på grund af ham selv, da byens beboere og fjender, ikke ænsede hans skikkelse. De havde nok i hinanden, nok i at nedlægge modsatte part af hærene, nok i at forsvare eller nedlægge hvad modparten havde kært. Han havde blot været en skygge i mørket, passerende giganter i deres kamp om retten til hvad de følte var deres at tage.
Hvad han til sidst havde ænset i løbet af den tid han havde opholdt sig i midterbyen, var slaget overstået. Jagten var begyndt i stedet; jagten på de resterende mørkets krigere, der ikke havde haft heldet med at flygte fra hovedstadsområdet. Men det var også lige sket, hvad det var tydeligt at fornemme. Ligene var i hobetal; tagene brændte stadig og der var stadig små kampe rundt omkring i gaderne. Dette var ikke en voldsom vigtighed for halvdæmonen, hvilket ville være tydeligt for den enkelte beskuer, eftersom han ikke synes at lade sig påvirke synderligt af døden han mødte på sin vej. Han havde set nok af den slags, til ikke længere at lade sig påvirke - syndeligt ihvertfald. Ikke at han ikke var angst, han frygtede tydeligvis. Men det for Hendes tilstand, og ikke for andres.
"Venus!"
Han trådte ud af skrædderiet, med hænderne omfavnende sin mund i et forsøg på at forhøje tonefaldet i sin stemme. Han gentog handlingen, denne gang råbende endnu højere. Han vidste udemærket chancen for at menneskekvinden opholde sig i nærheden ikke var stor, men han prøvede. Han prøvede at inderligt.
"Hvad nu?"
Hørte han sig selv mumle sammenbidt, imens han trådte forvildet længere ned af gaden. Han kneb øjnene sammen som han trådte igennem en enorm røgsky, stammende for en af de fortsat brændende bygninger. Han måtte kaste blikket nedad, da han hørte lyden af knasende knogler under sig. Magien, fortsat siddende i knoglerne, fik ham til at træde tilbage. Som noget havde jaget sig igennem skoen og op i huden på ham, veg han fra skelletten. De isblå øjne spærrede sig vildt op, og begyndte straks at søge omkring sig. Han fornemmede en kraft, han længe ikke havde følt.
"Melkor - nej--!"
Han skulle netop til at sætte i løb, som en skikkelse ramlede ind i ham. Væltende, begge to, ud af den tætte, tætte røg kolliderede de hårdt imod stengrunden under dem. Halvdæmonen nåede netop at beskue den faldne skikkelse, kort tid før den rejste sig på benene. Han genkendte hende som en mørkets kriger, hendes sorte rustning med Mørkets Hærs symbol fint indgraveret (sammen med en hel del andre afhugninger, sikkert stammende fra modstandere) på rustningens brystplade, talte for sig selv.
Halvdæmonen, en anelse stakåndet, bragte sig selv på benene. Han hørte udemærket lyden stammende fra hvor krigeren kom fra, og kunne komme på flere ting hvad der søgte hans nyskabte bekendtskab. Begge ting ønskede han ikke selv at møde overhovedet.

Den kulsorte røg fra de flammer, der endnu ikke var blevet slukket, fyldte luften i alle gader og stræder i hele byen, men det var særligt slemt, der hvor Mørket havde haft nemmest ved at storme igennem. Venus havde taget luftruten fra den nordlige byport for ikke at blive kvalt i røgen, men det havde vist sig at være en forfærdelig idé, for selv om hendes hukommelse, når det kom til hovedstadens vejsystem, var eminent grundet ren og skær repetition, så var den ikke perfekt. Hun havde konstant været nødt til at lande for at orientere sig, og hver gang havde hun befundet sig en sidegade eller to for langt væk fra sin planlagte rute.
Helbredelseshuset havde været rent kaos som forventet, da hun ankom. I hendes korte liv havde hun aldrig oplevet noget lignende, men når det kom til rædslerne ude på gaderne, kunne hun inderligt ønske at være i stand til at sige det samme. Det var ikke den første by, hun havde set efter Mørkets hær havde passeret igennem, og lige som sidst havde det kun efterladt ødelæggelse i deres kølvand.

Klokken havde været omkring otte om morgenen, da de første advarselshorn havde lydt fra murerne omkring byen. Byen havde summet af bekymring i måneder, siden Dragorn blev indtaget. Venus' og Conelius' naboer var en familie på fem. Moderen havde været optimistisk og forsøgt at berolige sine børn, vær gang dem kom og fortalte, hvad nogle af deres professorer havde spået om af dommedag. Men faderen havde holdt med professorerne, og det var lykkedes ham at overbevise sin hjertevarme kone om, at de i det mindste skulle pakke. Det var deres held, for ikke en halv time efter havde Cornelius spottet dem ud af sit butiksvindue fare afsted mod paladset og den øverste ringmur for at komme i sikkerhed. Cornelius havde pakket, lukket og slukket sir skrædderi hurtigere, end han kunne lappe en syning og var i næste nu på vej efter naboerne. Han havde absolut ikke været glad for det, men Venus havde han ladet tage mod helbredelseshuset og bedt om at tjekke ind med ham så ofte, hun kunne. Siden havde hun bundet det ene brandsår ind efter det andet og renset flænger til hun kunne blande væsken op med den ene hånd og rense med den anden.
På et tidspunkt var to store gadebørn, som stadig huskede hende, kommet springende ind i Helbredelseshuset og råbte op om, at nogle af de yngre var forsvundet. Det havde taget dem flere timer, men til sidst havde de fundet de to drenge og fået dem i sikkerhed. Det var netop det, hun var på vej tilbage fra nu. Hun havde bedt en af de to store drenge løbe mod paladset og fortælle Cornelius, at hun ville komme, så snart hun havde set om skrædderiet stadig stod.

Efter en længere flyvetur og flere fejllandinger, endte hun endelig i skrædderiets baghave og løb ind ad havedøren. Alt så ud til at være i så god stand som det kunne, men kælderdøren var væk. Sandsynligheden for, at kælderen også var blevet tømt for alt af værdi var temmeligt stor.
Før Venus nåede så lang som at se efter, tog hun et hurtigt kig ud på hovedgaden. Råbene og tummulten derude var nær umulig at skelne, og kunne betyde alt fra at hjælpen var vej, til at Mørkets tropper var tilbage med forstærkning.
Men i stedet for at se hverken det første eller det andet fik hun øje på en skikkelse, ingen i byen kunne tage fejl af, og, hvad værre var, en mørkets kriger. Det var for sent at trække Morgoth ud af synes, så hun fulgte den næste plan, der poppede op i hendes hoved: at løbe ovenpå efter sin bue og pil.

Død og ødelæggelse var over alt. Godt nok var krigen ved, at være overstået, men Constantins kamp var langt fra ovre. Han havde brugt det meste af krigen på drageryg, men nu var dragen tilbage ved sin stald efter at være blevet sendt dertil. Constantin selv var ude for, at få fjernet de resterende mørkets krigere, der stadig var i byen, og det eneste, er herskede i hans sind var vrede. Vrede over, at de havde vovet sig hertil, til hovedstaden. Han havde set mange kammerater dø i dette slag, men tiden til sorg var ikke. Der var kun en tid for vrede over deres død og en kamplyst der næsten ikke kunne kontrolleres. Han gik gennem gaderne nu. Sværd i hånd, ringbrynje og læderrustning ud over den. Han havde blod rundt omkring på sig og han var træt. Men adrenalin stoppede ham konstant fra, at kunne tage et pusterum midt i al kaosset.
En mørkets kriger kom for tæt på. Constantins iskolde ansigt blev det sidste, krigeren så, da han jog sit sværd gennem kroppen på manden, og derefter skubbede ham væk. Hver muskel værkede i hans krop. Men vreden var for stor. Altopslugende. De skulle alle sammen væk. Ud herfra. Enten gå deres vej, blive smidt i fangekælderen, eller bare dø. Bare de kom ud af hans elskede hovedstad og væk fra de resterende af lysets hær.

Han kom til en ny gade hvor synet af en mand fik det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på Constantin. Morgoth. "Morgoth...?" hans hvisken var næppe hørlig, før han var sikker. Det var Morgoth, han stod lige der, midt i det hele. En mand, Constantin også bar en del had til.
Med bestemte, sikre skridt, gik han tættere på manden. "Morgoth!" råbte han over al larmen. Han hævede sværdet let, med et mørkt blik rettet mod den sorthårede mand. "Modsig dig arrest, og mærk lysets vrede. Gør det endelig. Giv mig en grund til, ikke blot at lægge dig i lænker!" raseriet pulserede i hele Constantins væsen og fik flammer til at stå op i hans frie hånd. Han havde tænkt sig at lade Morgoth slippe væk. Koste hvad det koste ville, så skulle den mand ikke nyde sin frihed længere!
Heldigvis var Constantin ikke alene mod dette mørkets kreatur. Fem andre lysets krigere, stillede sig kampberedte op bag ham, afventende kommando. Blot ét ord, så ville jagten indgå. Med mindre Morgoth selvfølgelig overgav sig.

Ligemeget hvor mange gange man prøvede det, ligemeget hvilken afskygning det havde, var man aldrig fuldstændig forberedt på krigens udbrud. Det havde været forfærdelige timer at overværer og ikke mindst at være en del af! Cyraneus tog som de fleste af sine krigskamerater plads på rækkerne og havde kæmpet en brag kamp for hovedstadens frihed, og endelig var det lykkes. Ikke at Cyran endnu var lettet. Adrenalinen pumpede stadig i hans krop, og satte også grunden til hvorfor han stadig jagtede rundt efter de efterladte mørkets krigere. Havmandens lange sorte hår sad i en hestehale, for ikke at komme i vejen, derudover var kroppen dækket af snavs og blod. Blod som både var hans eget og andres, selvom hans eget var beminsket takket vejret de lyse blågrønne skæl som brydede hele hans overkrop som en kraftig rustning og havde taget sin skade i kampen.

Råben fra en anden gade tiltrak dog hans opmærksomhed, såvel som andre krigere, som samlede sig. Constantin var aldrig til at tage fejl af og man fulgte altid en Ridder i hans vej frem. Denne Morgoth var ganske kendt blandt folk som den førhenværende mørkets lord. Hvad han lavede her var en gåde, men nu var det om at få ham fanget og afhørt. Cyran havde altid været mere rolig end mange af sine medkrigere som så blod så snart de mørke farver brydede en rustning.

Krig. Endnu en ting der var på overfladen, men ikke rigtig under den. Det var heller ikke en ting Moana nogensinde håbede spredte sig dertil. For hende var angrebene fra havvæsner og pirater nok. Det havde det allerede været før hun så krigens rædsler i folde sig ud for øjnene af hende, som hovedstaden blev angrebet. De havde måske alle sammen ventet det ville ske, men intet kunne forberede en på det.
Som forholdsvis ny til overfladen havde Moana været stationeret lidt i baggrunden til en start og ikke i første linie. Kampen var dog kommet til dem alle som en del af bymuren brast og mere end rigeligt af den. En test på viljestyrke, mod og udholdenhed, men en de havde vundet.

Nu var solen stået op og slaget ovre. Krigen var det næppe for mørkets Lord var ikke faldet, han havde kun trukket sig tilbage. Noget hans mænd også forsøgte, men med blandet held. Hovedstadens befolkning og lysets krigere især lod ingen flygte de kunne fange eller dræbe. En jagt gennem gaderne, der blev koordineret med horn og signaler, når det var nødvendigt.
Ikke at det var det, når Constantin hævede stemmen. Moana fulgte retningen og kom frem fra et hjørne på den modsatte side af de andre krigere. Hun havde sin trefork i den ene hånd og et sammenbidt udtryk ved synet af skikkelserne mellem hende og de andre. En mørkets kriger og en anden hun ikke kunne placere. Navnet ja, men kun flygtet, skønt ikke for noget godt. Hun lukkede roligt begge hænder om treforken og spærrede den vej væk.

De to skikkelser, begge stadig påvirket over deres lille sammenstød, var urørlige trods urolighederne omkring dem. Den kvindelige mørkets kriger var den første der lagde an til en bevægelse. Den enkelte af hendes hænder, denne smurt ind i hvad der kunne være mange ting (blod, sod, jord), rakte imod hendes hofte. Herpå placeret et våben, et våben Morgoth kategoriserede som værende et kortsværd - typisk et der havde hørt sammen med et andet, men som var ganske alene. Hun var ikke diskret i hendes handling, selvom det var ganske tydeligt hun prøvede ihærdigt på at være det. Hvad der afslørede hende, var rystelserne. De ukontrollerbare rystelser, der rev hånden frem og tilbage i først store, men så små ryk. Hun var skadet fra skulderen af, uden tvivl, men der var mere. Var det mon frygt, angst? Med høj sandsynlighed, men ikke nødvendigvis for ham. Det var det hele; flammerne, kaoset. Om nok havde mørkets hær startet det hele, de var grundlæggerne for hvad der skete omkring dem lige nu - men det var ikke længere dem, der var i kontrol af hvad de havde skabt. De var en del af det nu, underkastet af deres eget værk og de resterende (efterladt af deres egen herre og andre sympatisører) var jagtede folk. De led pludselig under samme plage, som alle andre omkring dem.
<"Morgoth, forræderiske-">
Mørkets tunge var ikke et smukt sprog. Tværtimod, fik det til at drive mange koldt ned af ryggen, ved lyden af de dybe forvrængede toner der faldt fra de få personers munde, der kunne udtale ordene. Halvdæmonen var ikke længere i tvivl om hvad han stod overfor. Den kvindelige dæmon havde grebet om sværdet, ville hav trukket det og ikke mindst fortsat sin tale, havde det ikke været for stemmen der skar igennem den konstante summen omkring dem af død og ødelæggelse. Lyset skar igennem mørket, lettere end noget andet.
De mange skikkelser var svære at ane i røgen, men han fornemmede dem ganske tydeligt på anden vis. Morgoth rørte sig ikke ud af stedet, men fornemmede godt skikkelsen ved sin siden ikke kunne holde sig selv stille. Vildskaben begyndte at overtage hendes krop, og langsomt opslugte kaoset hende fuldstændigt. Hun ville før eller siden gøre noget desperat - noget der måske ville ende ud i hendes egen undergang. Halvdæmonens øjne hvilede ikke længere på hende, som lysets krigere kom til syne. De hvide øjne kneb sig sammen, prøvende på at overskue hver enkelt karakter. Han løftede langsomt hænderne over hovedet.
Constantin var den første halvdæmonens øjne drev til. Hans udseende var ikke hvad der fangede ham, men nærmere hans aura - vreden, blodtørsten (lysten til retfærdighed, ville nogle kalde det) dryppede næsten af ham, som den sved der langsomt drev fra hans blottede kropsdele. Hans øjne var vilde, ikke vilde som dæmonen ved hans side, men vilde af en vrede han længe ikke havde set. Det var en vrede man gjorde klogt i, at frygte blot en anelse.
Skikkelsen tæt ved Constantins ene side, var herefter hvad der gjorde, at Morgoth slap ridderens skikkelse. Havmandens galoperende hjerteslag drev halvdæmonen til at knuge brynene sammen; kaosets lod ingen slippe, om det så var en mild påvirkning eller ej, satte den sig. Det var tydeligt, at krigerne havde arbejdet hårdt, og dette sås også på Cyraneus. Trods hans rolige, dog ganske blodindsmurte skikkelse, først gjorde antydning til kontrol, kunne halvdæmonen ikke ignorere hjerteslaget i sit inderste indre. Vildskaben tog mange former; frygt, vrede, stres.
De isfarvede øjne drog hernæst imod treforkens ejermand, hvis hærdede ansigt også så i hans retning. Han måtte erkende, at han var i undertal. Han og hans sidemand, hvis skikkelse nu havde bakket sig et par centimeter længere væk fra ham. Igennem larmen omkring dem, lyden af altædende ild, hørte han mørkets tunge atter tale. Ordene der lød fra hendes mund, var som gift i hans øre og han frys kortvarigt. Han rørte sig ikke ud af stedet, til endnu et hjerteslag ramte hans inderste. Et han fandt ganske, ganske kært. Det var her, at angsten satte sig i ham.
Morgoth lagde hænderne imod sit baghoved, med de bøjede arme trukket let ind imod sit ansigt. Han gjorde langsomt antydning til, at sætte sig på knæ, som han fortsat skævede imod lysets krigere. Han sagde først intet, da hans opmærksomhed også lå et andet sted. Hjerteslagets ejermand, befindende sig inde i skrædderiets bygning, var ham en enorm vigtighed. Han håbede ikke, at Venus ville gøre sig synlig for dem. Han håbede ikke, at hun kom ud for at se, hvad der netop var igang med at ske.
Der var kontrol i halvdæmonens øjne, som han ubehageligt roligt så imod skikkelserne foran ham. Han gjorde ingen modstand, og han satte sig ikke imod deres autoritet.

Venus rodede hele skabet igennem efter sin bue og sit forhåbentligt fulde pilekogger, mens lugten af røg stadig hang i næseborene, og hendes tanker fløj afsted i samme hastighed, som hendes hjerte galopperede. Med ørerne intenst fokuserede på enhver lyd, der kunne indikere, at nogen var på vej op ad de knirkende trappetrin, prøvede hun at huske, hvilke ruter ud af byen, der ville være mindst bevogtede. For så snart hun og Morgoth var sluppet ud af syne, skulle det gå stærkt. Der ville ikke være tid til at lægge planer senere. Hvis de da nåede til senere.

Hendes fingrer greb fadt i et stykke buet træ, som havde hun aldrig holdt på andet. *Der var I!* I et flygtigt øjeblik smilede den tidligere gadetøs over sit fund. Så hev hun buen og pilekoggeret ud af skabet og rejste sig for at spæne ned ad trapperne. Men i det øjeblik hun nåede ud på kanten af den øverste trappeafsats, standsede hun. Det var ikke til at sige, hvad der var sket, siden hun sidste havde spottet Morgoth og krigeren ud ad vinduet. Hun havde hørt flere stemmer. Måske havde kvinden fået forstærkninger. Tanken strejfede hende, at hoveddøren ikke var den bedste vej ud. For det første havde hun intet overblik over, hvad der foregik derude, hvilket gjorde udkommet af et direkte angreb komplet uforudsigeligt. For det andet vidste hun præcis, hvorfor Morgoth var dukket op. De var begge langt bedre tjent med, at hun holdt sig ude af syne. Men det betød jo ikke, at hun ikke kunne gøre noget.

Hun vente om på hælen, løb tilbage gennem rummet og skubbede soveværelsesvinduet op for så at kravle ud ad det og sætte af på karmen. Den tykke røg sved i øjne og næsebor, men til gengæld slørede den hendes position, mens hun så ned på gårdspladsen fra skrædderiets tagryg. Der var rigtigt nok dukket forstærkninger op, men det havde ikke været til fordel for den mørkets kriger, der nu var forsvundet. Om det var bedre, at Lysets soldater var dukket op, kunne til gengæld diskuteres. Venus skelnede ridderens uniform fra de andres, og syntes at kunne genkende Constantins ansigt, selvom hun ingen anelse havde om, hvad han hed, eller hvem han ellers var.
Røgen og lyden af råb og flammer i det fjerne forstyrrede Venus’ høresans, så kun brudstykker af soldaternes trusler nåede op til hende, men trusler var der uden tvivl. Hendes fokus skiftede over på Morgoth. Hun så ham forsigtigt placere sine hænder bag hovedet, og den langsomme bevægelse i retning af brostenene. Han var ved at overgive sig. Lyde og billeder af ting, kun få væsner kunne holde til, glippede forbi Venus indre sanser. Der var mange forskelle mellem Lyset og Mørket, men deres at ’lokke’ oplysninger ud af værdifulde fanger var ikke en af dem, og når det kom til oplysninger, var halvdæmonen på trods af sin manglende position sin egen vægt værd i diamanter.

Der skulle distraheres, og det skulle gå stærkt. Forsigtigt løftede hun sig et par centimeter op fra tagstenene og svævede hen til sprækken mellem skrædderiet og nabohuset, trak en pil fra sit kogger, placerede den på buen, sigtede efter en plet foran den nærmeste soldats, en havmands, fod, lod pilen flyve og fløj så selv hen bag tagryggen på det næste tag. Hun havde set pilen flyve mod sit mål. Nu kunne hun kun håbe, at de ikke havde set hende for røg og tagrygge.

Det gav Constantin blandede følelser af se tyrannen Morgoth hæve hænderne i en gestus af overgivelse. På den ene side var han i forvejen ret træt efter så meget kamp, og var lidt lettet over det, på den anden side ærgrede han sig næsten over, at han ikke kunne få muligheden for at stikke sit våben langt ind i mandens krop.
Mens det skete, kom der flere folk til undsætning. Moana og Cyraneus. Han skævede over til dem. "Vær forberedte på det værst tænkelige," han trådte et skridt frem, men bedst som han ville til at gå hen og sætte Morgoth i lænker, kunne han selv høre en hvislen i luften. Pilen landede dog i nærheden af de andre, men det ændrede ikke på, at Constantin havde behov for et skjold. Ilden i hans fri hånd slukkedes, som han bøjede sig ned og vristrede et skjold fri fra én af de utallige døde kroppe der lå her på gaden. Han tog det ordentligt på. Heldigvis var det et rundskjold, som ikke skulle spændes til armen, for det havde han ikke tid til. "Jeg tænkte det nok," hans ord var næppe hørlige, men da han kiggede på sine mænd var der et strengt udtryk i ansigtet på ham.
"Ser ud til, at han ikke bare vil overgive sig uden problemer. Dan en skjoldmur, så pilene ikke rammer jer!" selv trådte han hen til dem for at blive en del af skjoldmuren. "Overgiv dig NU, uden problemer! Ned på knæ!" blev der råbt. Han ville fandme ikke ikke finde sig i mere trodsighed, hvor end den så kom fra. For det var ikke Morgoth der havde affyret pilen. Men det var virkelig ikke til at se, hvor den kom fra.

Omgivelserne, begivenhedens gang og lydende der spredte sig fra og til området hentydede mange ting. Mange forstyrrerne og opmærksomhedskrævende ting der gjorde det svært for selv den bedste at koncentrere sig. Først forstyrrelse havde ramt ham som det let genkendelige tyrkise hår havde bragt hele hans muskulatur kort ud af balance. Det var en blanding af at være lettet og ænstelig hvad der kunne ske den anden kriger. En følelse som blev forstyrret og trukket mere ind i ham, som Constantins ivren for at komme frem satte sit præg i manglende forsigtigheden som en vislen gennem lyden lige akkurat nåede havmandens øre. Cyraneus flyttede sin fod lige nok centimeter til siden og undgik at få et grimt og meget upraktisk sår. Hans opmærksomhed forsvandt promte fra halvdæmonen de jagtede, samt den kvindelige mørkets kriger der vist efterhånden var over alle bjerge. Et sted i hans sind håbede han dog at andre krigere var lige i hælende på hende.
Cyraneus havde løftet skjoldet beskyttende op i ren automatik og lyttede knap til Constantins ord som han lod blikket glide over den brændende bygning hvor pilen var kommet fra. Det område valgte krigeren også at fortsætte med at havde blikket henrettet mod som ordrene faldte på at danne sn skjold mur. "Sir, Det er ikke Morgoth der angriber.. Hvad end det er, har det i hensigt at komme tilbage.. Vi burde skaffe forstærkninger og fange hvad en der forsøger at befrie sin... ven.." kom der roligt fra havmanden som kort kiggede over skulderen og lod blikket hvile på Morgoth et øjeblik. Cyraneus fik ikke fornemmelse af at det var Morgoths hensigende at dette bagholdsangreb skulle ske, men hvor let var det nu også at læse en forrædderisk halvdæmon?

Moana så på tværs af gaden, forbi den efterlyste halvdæmon og over på Constantin og de andre krigere, der havde spærret vejen der. Deres ansigtsudtryk var tillukkede og barske og med en viden om hvem de havde fanget mellem sig, som hun ikke selv fuldt besad. Der kom nyt til Aquarin, men det var exceptionelt hvis det blev spredt til alle, når det blot omhandlede overfladebeboernes skærmydsler.
Det så til gengæld ud til at halvdæmonen havde indset han var i håbløst undertal og ikke kendte nok til de omkringståendes magiske evner til at ville tage kampen op med dem alle. En relativ overraskende fornuftig indstilling, der da gav lidt hårdt tiltrængte plusser til forbryderen. Fornuft var trods alt til at arbejde med.
Det kunne jo så også være for at give dem en falsk følelse af overlegenhed. En pil susede i hvert fald mod de andre, som Constantin gik frem for at få halvdæmonen i lænker. En pil der landede alt for tæt på Cyraneus til at Moana faldt det acceptabelt. Hun fandt havmandens blik kort, som denne fandt et skjold at beskytte sig med. Et godt nik mod hvor hun var, som spørgsmål til om han ville sikre den vej væk ikke forblev åben, når hun flyttede sig.
Som resten rettede skjold til og havde opmærksomheden delt mellem fangen og taget hvorfra pilen var kommet, satte Moana sig i glidende bevægelse uset fra oven langs bygningens facade hen til døråbningen. Ilden indenfor var ikke noget hun ligefrem satte pris på eller havde lyst til at møde, men den havde ikke det brusende brøl over sig, hvor den ville fare altfortærende frem med sekunders varsel. Det var dog stadig ild og ikke noget hun brød sig om. Hendes skridt tog hende til trappen op. Forsigtigt og søgende efter lyde af andre i bygningen bevægede hun sig frem fra rum til rum uden at finde nogen. Heller ikke på taget, da hun kiggede ud af et åbenstående vindue og hen over det.

Han vidste ikke hvad han havde regnet med, for inderst inde kendte han sandheden. Morgoth kendte den kvindelige krystallianers personlighed, og den rolle han havde påduttet hende i sit opspundne scenarie, tilfaldt hende ikke det mindste. Hun bar et løvehjerte, et der besad en enorm godhed. En godhed de fleste ville hellige, han helligede den uden den mindste tvivl, men situationer som denne: godheden var hendes forbandelse. Hun skulle have ladet ham til sin egen skæbne, hvor forudsigelig smertefuld den end ville være.
Et pinagtigt udtryk gled over halvdæmonens hvide ansigt. Et udtryk der vaskede sig af musklerne der dannede det, men ikke øjnene som de nåede Constantin. Seende ridderen gribe til skjold, åbnede en mulighed for halvdæmonen, men han greb den ikke, han forblev hvor han var, nu siddende fuldkommen på sine knæ foran lysets krigere. Hans arme var forsat oppe, hans hænder stadig bag sit baghoved, hans øjne stadig imod krigerne. Han havde ikke i sinde at flytte sig lige foreløbigt og dette gjorde han ganske, ganske klart. Han havde adlydt ridderens ordre, og afventede blot den efterfølgende.
"[...]Det er ikke Morgoth der angriber[...]"
De isblå øjne rettede sig imod havmanden, lyttende. Ordene der fald fra hans mund startede en smerte i halvdæmonens mavecenter. Forstærkninger ville ikke forværre hans situation, denne kunne ikke blive værre end hvad den var, men Venus' - han turde slet ikke tænke på hvad der ville hænde hende, hvis de fangede hende. Ét ord nåede hans tankecenter: højforræderi.
Ingen parter, hverken lyset eller mørket, viste nåde for højforrædere. Ikke engang de parter der påstod, at de var de nådefulde.
Han mødte havmandens blik og med et forlod hver eneste følelse de isblå øjne. Han stirrede tilbage på følelse, flere endda, men lod sig ikke (synderligt) påvirke af disse. Han rynkede brynene, trækkende munden nedad, uden at ytre et eneste ord til Cyraneus blik. Et blik han måtte slippe, da den kvindelige lysets soldat satte i løb. Han kunne ikke undgå at lade forfærdelse glide indover sine øjne blot få sekunder efter, at han havde set hvor hun begav sig hen.
Han søgte atter efter Venus' hjernecenter og fandt dette hurtigere end hvad han havde håbet på - hun var tæt på.
"Venus - jeg ber dig,"
Han lod øjnene glide imod Constantin, herefter igen Moana hvis hoved kom til syne i et åbentstående vindue, placeret på skrædderiets tag. Hun var kun lige til at ane i røgen, stammende fra de brændende bygninger omkring dem.
"Kom væk herfra imens du stadig kan - de er lige i hældende på dig,"
Et billede, stammende fra hans egne øjne, blev sendt ind ind foran hendes øjne - et der beskrev ganske perfekt for hende, hvor den kvindelige lysets kriger var.
"Du har ikke gjort noget galt - få ikke dem til at tro det modsatte."

Moanas dukkede op af tagvinduet i samme øjeblik, Venus dykkede ned bag en tagspær to huse længere henne. Hun havde set Moana løbe mod skrædderiet og hoppede i skjul af ren refleks. Hun landede blødt i en lille smøge og stoppede sig selv fra at se sig om hjørnet. Mens hun stod med ruggen mod den ene mur og tåspidserne stødende mod den anden, forsøgte hun at løbe vejen ud af byen igennem. Der var altid en vej ud, havde hun erfaret, men byen var rent kaos og vagterne var overralt. Hun havde brag fra borgmurerne og set toppene smuldre sammen, hvilket vel måtte betyde, at der var andre muligheder end portene. Men chancerne for at steder ind i flere af både mørkets og lysets styrker var enorme. Morgoths stemmede rungede pludselig i hendes hoved og et billede tvang sig ind på hendes nethinde. Hun kneb øjnene sammen og tog sig til panden.
*Kan du huske, da jeg sagde du altid stak af? Nu ville være en af de gange, hvor det er en god ting.* Hun svarede ikke på Morgoths bønner. Det burde også være svar nok i sig selv. Chancerne for, at lysets krigere midlertidigt ville glemme, hvad Morgoth havde gjort, hjælpe ham op fra jorden og fortælle ham den hurtigste vej ud af byen, var større end for at Venus overlod nogen, hun holdt af, til byvagterne. Det ville tage mange år, før hun holdt op med se efter den nærmeste flugtvej, når hun så uniformerne komme ned ad gaden. Arh de gode gamle dage, hvor man altid kunne regne med opbakning. Lige nu havde hun noget, der mindede om panik anfald. Hun sneg sig et blik rundt om hjørnet. Så vidt hun kunne se , var vagterne stadig fokuserede på skrædderiets tag. Hun vippede hovedet lidt, så hendes tinding ramte væggen med et blødt bump. *Pispispispispis....* Hendes hjerte var begyndt at rase afsted, mens de temmeligt ensformige eder rullede gennem hendes hoved akkompagneret af billeder af smutveje og skjulesteder. Rækken stoppede bræt ved et kloakdæksel. Der var en nedgang til undergrunden et par gader længere mod den nordlige del af byen. Ingen af soldaterne ville vælge at rende rundt dernede med det kaos, der var på overfladen.

Så forsigtigt hun kunne, bevægede Venus sig bag om det næste hus over i retning af bygningerne på den sydlige del af gaden. *Jeg tror, jeg har fundet en udvej... gennem undergrunden. Der er et kloakdæksel to gader mod nord.* Som altid var det et skud i tågen at tænke noget som helst og satse på, at Morgoth snagede i hendes tænker. Det var et sats, men endnu engang affyrede hun en pil. Denne gang fløj den omkring fire fod ved siden af Morgoth og landede ved åbningen af et stræde mellem de nordligt liggende bygninger. Med lidt hæld ville de forsøge at lede efter kilden og se den forkerte vej. *Eller rettere så meget held som overhovedet muligt...*

(Hvis tur er det i tråden you guys? <3)

Constantins irritation blev kun større. Hvad var det, Morgoth havde skjult oppe i ærmet. Han måtte have nogen til at holde en hånd over sig, og det var dybt frustrerende, at han så gav op bare for at snyde Constantin og hans krigere. Det var ikke i orden. Han stirrede på manden med hadet malet i ansigtet. Samtidig var Moana hurtigt af sted for at lede efter den usynlige allierede til Morgoth og Cyraneus ønskede at der skulle tages forstærkninger med. "De fleste er ved muren, Cyraneus," konstaterede han så roligt han kunne, mens hans blik stadigt sad fastætset på Morgoth. Han ville give den mand den mindste chance for at flygte. Aldrig i livet! "Dig, hent forstærkninger," han pegede på en tilfældig, der ikke var Cyraneus, for havmanden havde stadig et godt overblik, og det havde Constantin brug for, når de kom til den ukendte faktor. "Cyraneus, jeg har brug for, at du sørger for, at den ukendte person ikke distraherer mig mens jeg selv anholder Morgoth," han havde ikke i sinde at lade sine mænd i unødvendig fare. Hver gang de rykkede tættere på Morgoth kom der en ny hindring i vejen for dem. Det ville Constantin ikke være med til, så ville han hellere risikere sit eget liv og udelukkende det. Ikke de andres.

"Morgoth.. Få din allierede til at stoppe sine angreb. Eller det får fatale følger," Constantins vrede grimasse var mere eller mindre erstattet af en kold attitude. Han var en stenvæg, en bevægelig én af slagsen og nu trådte han varsomt tættere på, stadig med skjoldet klar og et årvågent blik til alle sider. Klar til hvis endnu et angreb skulle finde sted.

Cyraneus havde mange ender at kigge til, men de smalle øjne arbejdede effektivt og hurtigt hen over brændende bygninger, indtryk fra mændende, samt hvor fokus før var blevet tiltrukket til. Hvad end der havde angrebet dem, var ikke længere i skrædderbygningen, for så havde Moana for længst fundet frem til kilden. Det var dog en langt mere besværlig at holde sin egen front samtidigmed at man holdte øjnene på området hvor Moana var kommet fra. Heldigvis havde et par byvagter placeret sig i området, og gjort Cyraneus orienteringsarbejde nemmere.

"Ja, sir" svarede Cyraneus på orderen og bekræftede den med at skabe kort øjenkontakt og nik til manden. Ridderen var i presset situation som den alle, og jo hurtigere Morgoth kunne blive ført væk fra stedet, des bedre. Desuden ville det være af stærk behjælpning hvis forstærkninger ligeledes ville melde deres ankomst.

Næst, som forventet, gjorde den usynlige allierede til forrædderen endnu et angreb klart. Pilen landede pinligt langt fra målet, såfremt det var en erfaren bueskytte de havde med at gøre. Cyraneus løftede to fingre, signalerende til den ene af de to mænd omkring sig, om at han skulle kigge i retningen hvor pilen var fløjet gennem punktet. Affyrringspunktet. "Deroppe. Vedkommende er enten en dårlig skytte eller forsøger at distrahere os." næst blev en stærk lyskugle sendt langt hen over husets tag hvor pilen angiveligt skulle være kommet fra, sprang og badede taget i lys. "Vent til forstærkningerne er kommet. Vi må ikke blive lokket væk fra fangen" hvis dette var en redningsmission, skulle Cyraneus og minimum en anden vagt, blive omkring Morgoth, sikrene at han ikke forsvandt for snuden af dem. "Så snart forstærkningerne når, finkæmmer vi tage, huse og under jorden, til vedkommet er fundet." Cyraneus mærkede stærke irritatoner, vrede og adrenalin over hele situationen. Krig var en modbydelig ting. Cyraneus forsøgte samtidigmed at skabe sig kontakt til Moana i vinduet, og guide hende længere hen, fra hvor pilen var blevet affyret. Lige nu, var hun deres bedste satsning, uden at miste fangen.

// Afsluttet