Det havde været en lang tur til Hovedstaden for Moana. Hun var vant til at rejse, men ikke på gåben og ikke i menneskeskikkelse. Det var så evigt anderledes end at svømme og meget mere trættende, men turen havde givet hende mulighed for at se lidt af landjorden som hun kom frem og til at møde nogle få af dennes beboere. En mærkelig flok, der ikke besad nogen respekt eller god opdragelse. Noget der kun blev værre som hun forlod landområderne og nærmede sig den store by. Skovene havde været bjergtagende, skønt hun kun havde rejst langs kanten af dem. At det var skove havde hun gættet sig til fra de beskrivelser hun havde læst - ikke at de ord på nogen måde havde gjort virkeligheden ære! Hvad hun havde læst om Hovedstaden havde dog været nærmest modsat. Byen havde været langt større end beskrevet og langt mere ussel. I hvert fald hvor hun var kommet ind i den og den kro hun havde valgt at leje et værelse på. Krystaller var heldigvis det samme her som under vandet. Hvad man fik for dem var dog ikke. Hun havde forladt værelset efter et kort blik på det og ladet sine få ting blive tilbage.

Hendes første mål i byen var det store badehus. Det havde været omtalt i varme vendinger af andre der havde vovet sig i land og af de få diplomater hun havde mødt i tiden før hendes opsendelse. Efter dages vandring i støv og sol var det at kunne sænke sig ned i vand en fristelse hun ikke kunne eller ville modstå. Heldigvis var det heller ikke svært at finde. En imponerende bygning nær hovedgaden med et skilt udenfor der ikke var til at misforstå. Alt hun kunne håbe var at det levede op til beskrivelserne.

En mand tog imod i et lille rum indenfor døren og tog imod krystaller for det hun sagde ja til at ville benytte. To håndklæder blev udleveret og med under armen fortsatte hun ind. Allerede der kunne hun mærke fugten i luften og vandets kalden. Et smil brød frem på hendes ellers tillukkede ansigt og blødte det op. Det var et sted, kønt det var fremmed, hvor hun kunne slappe af. Omklædt til håndklæde af tåbelig blufærdighedshensyn og tøjet efterladt under opsyn af en halvsovende dame, fortsatte hun dybere ind i badehuset og stoppede op. Foran hende strakte det store bassin sig. Hun havde fået det beskrevet, men intet gjorde synet mindre betagende. Farvede fliser langs kanterne og i selve bassinet dannede mønstre og farvespil af vandet, rørt op af det kunstige vandfald skabt i den ene ende.

Moana fortsatte tryllebundet hen mod vandet, lod håndklædet falde på kanten og blind for andet end vandet gled hun ned i det. Varme slog sammen om hende, men ikke på nogen ubehagelig måde. Hun lod sig synke helt under og lukkede øjnene mens hun åndede dybt ud. Forvandlingen skete så glidende at det blot føltes som om hun strakte sig dovent under vandet. Endelig... Et slag med halen og hun var ved midten af bassinet. Der slog hun øjnene op og skød op til overfladen op under vandfaldet. Noget havde forandret sig siden hun sank ned. Der var andet på vej ned i bassinet. Hun blinkede dovent gennem vandsløret og så folk stivne før de forlod vandet i hast. Hvorfor havde hu ingen ide om og det interesserede hende heller ikke rigtig. Hun så dog efter dem, før hun lod sig synke tilbage ned til bunden og lod vandet slappe hende af. Det havde bestemt levet op til alle hendes forventninger det her badehus.

Det havde være en trættende dag på byvagternes Hovedkvarter. Med det stigende antal af beboere i Hovedstaden, blev der rapporteret endnu flere tyverier, og mange gange måtte byvagterne rykke ud for at forhindre slagsmål. Kalitresh og et par af de andre vagter havde netop opbrudt et særdeles voldsomt slagsmål på et værtshus, og holdt sig nu en velfortjent pause i et lille opholdsrum i hovedkvarteret.
De havde imidlertid ikke fået lov til at sidde med benene oppe i særlig lang tid, før der hastigt blev banket på døren. Kalitresh hørte et par oprørte krystalisianere i rivende hast fortælle den vagthavende byvagt om et 'væsen', der havde indtaget byens badehus. Med et lille suk rejste Kalitresh sig og iførte sig sin ringbrynje og hjelm.

"Jeg tager mig af det," bemærkede han til en af kollegaerne og satte kursen mod døren. Vand var trods alt hans naturlige element, og han havde faktisk endnu ikke fået besøgt badehuset, selvom han havde opholdt sig i Hovedstaden en rum tid. Hvad det så end var for et væsen, skulle han nok få bugt med det.


Manden ved indgangen til badehuset ledte ham hastigt videre. Det føltes lidt absurd at træde ind iført hjelm og fuld uniform, hvor andre normalt gik på bare tæer med håndklæder under armen, men han kom trods alt ikke for at ligge og dase i vandet.
"Vær venlig at få fjernet skabningen hurtigt." Lød det nervøst fra manden, inden han åbnede døren ind til bassinet. "Dårligt for forretningen." Kalitresh nikkede tålmodigt og trådte med en hånd på sværdskæftet ind i rummet. Døren blev hastigt smækket i bag ham.

Et øjeblik stod han og orienterede sig i baderummet. Vandet havde en behagelig, beroligende effekt på ham, men han spejdede med vagtsomme øjne, for at få øje på skabningen i vandet. Nede ved bunden kunne han ane en bevægelse af noget skællet, men det svært at se skabningen tydeligt mod de farvede fliser i bassinet.
"Kom roligt op af vandet." Sagde han højt. Han var ikke sikker på at skabningen kunne høre ham under vandet, eller om den kunne forstå krystalisiansk, men med sit diplomatiske væsen, faldt det ham naturligt ind altid at forsøge at tale til en eventuel fjende, før han gjorde noget som helst andet.

Forstyrrelser i rummet omkring bassinet var ikke helt til at ignorere for Moana selv om hun havde lagt sig til rette på bunden af det. Hun blev ved med at bevæge sig en smule og skønt hun var langt mere afslappet end hun havde været i dage, så gled hendes blik hele tiden til overfladen og hun jævnligt let op i vandet under vandfaldet for at se rundt, før hun sank ned igen. For hende var vandet bedst lige der hvor det faldende vand holdt det i bevægelse omkring hende. Som at blive massageret lige så blidt.

En ny ændring i farvespillet i vandet over hende fangede hendes blik ind og fik hende til at flytte på sig. Hvad end det var kom det tættere på til hun kunne se hvad der lignede metal spejlet sløret af vandet. Hvem ville komme ind iført metal? Hendes interesse var vagt og blev det ikke mindre som væsnet blev stående ved kanten. Langsomt strøg hun op gennem vandet til hun havde hovedet lige bag ved vandfaldet. Derfra kunne hun se uden helt at kunne ses tydeligt, skønt hendes farver i turkis og grønt var tydeligere mod fliserne oppe ved kanten end ved dem brugt på bunden af bassinet.

Det var en mand der var kommet hen. Hun lod blikket glide over ham, før hun gled ned under vandet igen og med et par stærke slag med halen skød gennem vandet som en pil og brød det lige ved kanten, så hun kunne lægge armene på denne og se op på ham. Han havde en umiskendelig blåskællet kulør. "Er det ikke lidt meget udstyr at gå i vandet med?" Spurgte hun interesseret.

Fornemmelsen af de glitrende vand i bassinet havde en lokkende virkning, der konstant spøgte i baghovedet på Kalitresh, selvom han forsøgte at fokusere fuldt på opgaven med at fjerne væsnet. Han længdes efter følelsen af vand mod sin blå, skællede hud, og selvom han mere eller mindre havde vænnet sig til menneskelandenes klima, kunne han ikke lade være med at føle en smule hjemve ved tanken om Aquarins dybder.

Forsigtigt gik han nærmere bassinkanten, stadig med hånden klar til at trække et af sværdene ved sin side: hans foretrukne våben var to buede ethåndsklinger. Uniformen og hjelmen fik ham til at bevæge sig en anelse tungt, og gjorde også hans udsyn noget mere besværet, som han holdt øje med bevægelserne i vandet.
Skabningen gled frem mod kanten og brød endelig vandoverfladen.
Da han fik øje på den grønlige hud og turkise hår, blev han fyldt dels med lettelse og sørgmodighed: sidstnævnte over, at menneskeracen stadig i så høj grad frygtede hans ellers fredelige folk. Han fjernede langsomt hjelmen og afslørede sin egen blålige hudfarve og sit sirligt arrangerede lange, hvide hår.

"Jeg er her desværre i et lidt alvorligere ærinde." Sagde han langsomt. Han genkendte ikke kvinden fra sit hjemland, men havfolket var også mange i antal, og han kendte langtfra alle i Aquarin. Han rettede lidt på emblemet foran på uniformen, der afslørede ham som værende en del af byvagten.
"Der har været klager over en .. skabning her i badehuset. Jeg var ikke klar over, at det var en af mit eget folk." Forklarede han med et let suk. Dette ville sandsynligvis blive en besværlig sag at redde ud.

Moana lagde hovedet let på skrå, som hun gled lidt ned i vandet til hendes hage hvilede mod armene på bassinets kant. For hende var det langt behageligere end at holde sig hævet og hun kunne stadig holde øjenkontakten med mande af hendes folk. Andet kunne han ikke være med den blåskællede hud og det hvide hår han afslørede som han tog hjelmen af. At han var i udstyr til kamp, landudstyr til kamp vel at mærke, vækkede hendes nysgerrighed med hvorfor han var heroppe. Hans udtryk var dog alvorligt som han så på hende og hans tone det samme. Det fjernede lidt af den afslappede ro, der havde hvilet over hende siden hun var sunket ned til bunden af bassinet og gjorde hendes blik langt mere årvågent, som det fulgte hans bevægelser til emblemet på hans tøj - eller rettere uniform. Det var et emblem der ikke havde forandret sig og som hun havde fået vist før hun tog op til land. Byvagternes emblem. En gruppe udvalgt til at håndhæve landets love og sikre fred, sikkerhed og retfærdighed til borgerne. En gruppe at respektere.

Af samme grund rettede hun sig op som hun så det, slog et slag med halen så hun gled op af vandet og op på kanten af bassinet. Hun havde blikket hvilende på ham som hun gjorde det og lyttede samtidig til hans ord. Kun for at se en smule vantro på ham. "Klager? Jamen det er da til for alle der kan betale, er det ikke?" Hun så en smule uforstående på ham. Så trængte hans ord rigtig ind og et irriteret glimt viste sig i hendes øjne. Hun brød sig ikke rigtig om at blive kaldt en skabning på den måde. Det føltes så degraderende. Irritationen holdt dog ikke længe før det trak muntert i hendes mundvige og hun skubbede håret væk fra ansigtet. "Men det havde nok været bedst hvis jeg var blevet i overfladen." Hun kunne måske godt forstå hvis folk tøvede med at gå ned til noget ukendt våbenløse. Tanken fik hende dog også til at se på ham med et hævet øjenbryn. "De forhåbentlig ikke så vidt som til at melde et muligt offer for skabningen? Hvis de da holder tal på hvor mange der kommer og går..." Det ville være noget sjusk hvis de ikke holdt styr på den slags, men på den anden side så var det trods alt mennesker.

Kalitresh' hånd havde for længst fjernet sig fra sværdskæftet, da han så, at den omtalte skabning i badehuset var langt fra farlig. I stedet for satte han sig med et lille suk ved bassinkanten - dette her ville blive noget af et besvær at rede ud. Både for byvagterne og for badehusejeren.
Alligevel var der noget beroligende ved at igen se en af hans egen art. Han havde endnu ikke mødt andre havfolk her på landjorden, selvom han vidste, at han ikke var den eneste der havde bosat sig i menneskelandene. Langt de fleste holdt imidlertid til i deres eget, undersøiske rige.

Han kunne se på havkvinden, at hun ikke tog nyheden så pænt. Ikke at han bebrejdede hende: det var aldrig rart at blive mødt med menneskernes modvilje. Imidlertid lod hun ikke til at bekymre sig for meget om det, men snakkede i stedet videre.
"Jeg er sikker på, at vi bare skal snakke med ejeren af stedet her og forklare, at der ikke er noget at være bange for ... han kan dog næppe være begejstret for at have mistet en del af sin indtjening." Skaden kunne faktisk være rimelig alvorlig, hvis rygterne først begyndte at sprede sig i byen om, at der var et eller andet farligt i badehuset.
Han skar ansigt men smilede dog derefter venligt og beroligende til havkvinden foran sig. "Beklager postyret." sagde han oprigtigt.

Moana betragtede ham, som hun talte. Hun kunne se at han ikke var specielt stolt af situationen, skønt hun ikke kunne forstå hvorfor. Det var trods alt ikke ham der - tilsyneladende ved sit blotte udseende - var skræmmende og fremmed nok til at få tilkaldt byvagten. Måske havde han prøvet noget lignende da han først var kommet til byen og havde været den fremmede? Han faldt dog noget bedre ind blandt menneskene som han sad ved siden af hende nu. Det hvide hår var ikke uhørt, men den blålige hud var måske. Det blegnede dog en smule ved siden af hendes koral-lignende finner ved ørerne og de uomtvistelige finner på armene.

Stille gled hun fingrene over dem og koncentrerede sig så. Det var ikke helt let siddende på bassinkanten og med mere lyst til at forsvinde tilbage ned i vandet, men hun greb om magien, snoede den om sig og forvandlede sig fra et af dybhavets væsner til en noget mere menneskelignende kvinde. Det var stadig ingen rar fornemmelse at miste halen og styrken i den. Benene var og blev svagere i hendes øjne, men hun låste sin form fast og rakte så ud efter håndklædet hun havde efterladt på kanten tidligere. Det lagde hun pænt i skødet.
"Måske er det bedre at udlægge det til De har fjernet væsnet og sørget for at dets vej ind er spærret?" Hun gled fingrene gennem håret med en tænksom mine. Hun havde læst lidt om menneskenes natur og de holdt mere af en god historie end af sandheden langt hen af vejen. Kom to historie i omløb af dette - en med en havfrue der pænt undskyldte postyret og en anden med et mystisk væsen der var kommet uset ind og havde druknet flere af gæsterne - ja så havde hun en klar fornemmelse af hvilken der ville vinde mest omtale. "Det vil være en bedre historie..." Hun brød sig ikke om lyve, men det her var heldigvis kun en drejning af sandheden. Mest i hvert fald.

Så smilede hun tilbage til ham. "Det er vist mig, der bør beklage. Jeg havde blot hørt badehuset omtalt i så strålende vendinger at jeg ikke indså faren ved at benytte det." Det var rart at have mødt en anden af sit folk i byen og endda en så tiltalende en af slagsen. Visheden om hans tilstedeværelse ville gøre stedet mindre fremmed. "Hvor længe har De været heroppe?"

Kalitresh blik var for et øjeblik rettet mod det glitrende vand. Han ville ønske, at han i stedet var i badehuset som gæst, men han var godt klar over, at han nok selv burde holde pæn afstand hertil. Nok var hans blåskællede hud en anelse mere neutral end Moanas finner, men fristelsen til at fremmane fiskehalen og derved selv skæmme de besøgende, ville nok blive lidt for overvældende.

Havkvinden tog postyret ganske pænt, og han betragtede hende, som hun forvandlede sig til en mere menneskelignende skikkelse. Han kunne have sagt sig selv, at hun måtte være i stand til at få ben: ellers ville det være højst besynderligt, at hun havde været i stand til at komme hen til badehuset. Denne skikkelse så også ud til at gøre hende i stand til at falde en del mere i et med menneskesamfundet, om dog ikke helt.
Han knyttede hænderne og åbnede dem igen, som han lyttede til hendes foreslag. En tydelig rynke havde vist sig i mellem hans bryn, og han rystede langsomt på hovedet. "Jeg vil ikke finde mig i, at menneskesamfundet skal have lov til at undertrykke vores race. Anse vores sande skikkelser som værende skræmmende og noget der bør 'fjernes' fra deres omgivelser."

Det gik op for ham, at han nok havde lydt lidt mere vred, end meningen var. Det skulle ikke gå ud over havkvinden, og han forstod egentlig godt hendes ønske om ikke at skabe mere postyr ud af situationen. Kalitresh' retfærdighedsans holdt ham imidlertid fra tanken om at lyve. Især til sine overordnede.
Hans tonefald var dog noget blidere, som han svarede på kvindens spørgsmål. "Jeg har kun boet her det sidste halve års tid.. men før det var jeg ofte diplomat mellem mennesker og havfolk, så jeg har ofte besøgt Hovedstaden. Kalitresh, er mit navn, forresten."

Hun kunne have sagt sig selv at han ikke ville tage hendes forslag som en god ide. Moana så tydeligt hvordan en rynke trådte frem i hans pande og hvordan han knyttede hænderne. Det fik hende til at sukke indvendigt skønt hun ikke lod ham se det. Hendes slægt strakte sig dybere ned end de flestes og hun kunne selv huske hvor overrasket hun havde været ved synet af nogle sine egne onkler og tanter. Deres ansigter havde meget lidt til lighed med landboernes og deres hår var en del af deres finner på en måde der fik dem til at ligne levende koralrev eller dragefisk. Hun havde været skræmt første gang hendes tip-oldefar havde været på besøg af samme grund, for som han var blevet ældre var ligheden med et koralrev kun vokset. Til et punkt hvor han havde søanemone voksende bag ørerne. Hans venlige sind og tålmodighed, så meget som hans humor havde dog vundet hende over i løbet af ingen tid, som han havde gjort det med alle de børn i Aquarins højere kvarter han havde mødt.

Så hun forstod menneskenes reaktion på det ukendte og anderledes, som hun forstod sin racefælles reaktion på deres. Det sårede, men ikke så meget at hun ikke kunne ryste lidt på hovedet af det postyr hun havde afstedkommet. Så hun hævede til en start blot blidt et øjenbryn af ham. "Måske er det mere omstændighederne der gør vores skikkelser skræmmende i denne situation end vores skikkelser i sig selv?" Hun følte sig ikke specielt fornærmet over det, men kun lidt lattervækkende. Måske fordi hun vidste hun den der havde skabt situationen. "Min oldefar ville skræmme mig op af væggene, hvis han sneg sig uventet frem fra bunden af bassinet og ham kender jeg endda..." Hun smilede skævt til den stadig noget oprørte byvagt og tilføjede så forklarende. "Han er mere dybhavsfolk end jeg... væsentlig mere..."

Hun lyttede interesseret til hans svar og tegnede så en lille cirkel foran brystet i den traditionelle hilsen, før hun lod hånden falde tilbage ned i skødet. "En fornøjelse at møde dig, Kalitresh. Mit navn er Moana." Hendes blik gled atter ud over vandet med den længsel hun aldrig havde troet hun skulle opleve. Så hev hun det brutalt tilbage og lukkede af for vandets lokkende kalden. Det gik simpelthen ikke at hun bukkede under for det på den måde. Det var for svagt. "Så du gik fra diplomat til byvagt? Var det svært at falde ind blandt landboerne? At blive accepteret?" En smule bekymring for fremtiden havde sneget sig ind i hendes stemme, for hun vidste ikke hvordan hun ville blive taget imod, når hun søgte optagelse blandt lysets krigere. Ville de have en af havfolket i blandt sig? En kvinde til med? Hun havde læst landboere kunne være frygteligt snævertsynede om hvad kvinder kunne, men det betød jo ikke at det stadig var sådan. Vingemanden på stranden havde dog ikke været noget betryggende bekendtskab i den henseende.

Kalitresh tog en dyb indånding og lukkede øjnene et kort øjeblik. Han var tålmodig af natur, og han var ganske klar over, at menneskeracen havde svært ved at omgås havfolket på grund af de store forskelligheder. Moana havde sandsynligvis også ret i det han sagde, og han nikkede tøvende. "Jeg tror, at du har ret. De fleste ville blive overraskede over at se et ukendt væsen her i badehuset.. og det er trods alt de færreste, der før har set et havfolk."
Kalitresh havde ikke selv meget af det gamle dybhavsblod i årerne, men hans fremtoning adskilte sig alligevel en del fra menneskernes - på trods af evnen til at få ben.

På en måde var det ganske rart at se, at flere af hans folk var kommet til fastlandet. Vandet i hans nærhed havde en beroligende virkning på ham, og han begyndte at slappe af efter postyret efter at være blevet sendt af sted til badehuset. "Jeg har ikke været blandt byvagterne længe, så jeg ved ikke, om jeg ligefrem er blevet accepteret endnu .. uniformen udgyder dog en vis respekt, og nogle af byboerne er blevet vant til at se mig."
Et lille smil kom over hans læber: "Men velkommen til byen, Moana. Jeg håber ikke, at det bliver ved med at være så besværligt for dig at være blandt mennesker.."

Moana smilede tilbage til ham. Havmanden virkede til at være faldet det sidste stykke ned efter hun havde tydeliggjort hvorfor hun selv tog det så roligt. Hun var måske ny i byen, men hun havde allerede indset at hun skilte sig ud fra landboerne på rigtig mange måder. "Lige min tanke. Så lad os dæmpe det her ned, skal vi?" Hun smilede stadig til ham og håbede han ville være til at overtale. Hun havde ikke noget imod at stå ved sine handlinger, men her var der andre hensyn at tage end at få den rene sandhed frem. Borgerne skulle betrykkes og rygterne omformes før de kunne løbe løbsk og koste ejeren af badehuset for meget.

"Så der er håb om det." Det var en lettelse at høre Kalitresh var mødt med andet end mistro på landjorden. Kunne han så var der også håb for at hun kunne, især da hun fornemmede at en del af den varsomhed han blev mødt med kunne hænge sammen med den uniform han havde på.
Så måtte hun dog le dæmpet. "Mange tak, Kalitresh. Det håber jeg virkelig heller ikke!" Hun blinkede til ham og rejste sig så op, mens hun viklede håndklædet om sig. Ikke så meget for at skjule sin krop som for at omgive den med stof og bryde trækket fra vandet, der stadig ikke helt var til at benægte for hende. "Det ville heller ikke være så godt, hvis jeg blev ved at være årsag til den her form for påstyr."

Kalitresh nikkede langsomt. Det vigtigste nu var at få beroliget badehusets ejer og gæster, samt få Moana ud herfra uden det store postyr. Det kunne ikke undgås, at der ville være tabte omkostninger, men det var der intet at gøre ved. Badehusets reglement siger intet om havfolk.. tænkte Kalitresh for sig selv, mens et let smil gled over hans læber: badhusejeren ville næppe få nogen form for erstatning, fordi hans gæster var løbet skrigende bort.
"Mennesker er ofte meget fordomsfulde og hurtige til at handle .. Det er nogle af grundene til, at der altid er uroligheder heroppe på landjorden." Han rettede let på det lille emblem på sin byvagtsuniform, der afslørede hans rang som standard vagt. "Jeg håber, at min status som byvagt kan gøre bare en lille smule for at dæmpe kriminaliteten."

Døren til baderummet blev pludselig smækket op: det var den lille herre, der havde mødt Kalitresh ved indgangen, og som han antog, var bestyrer af stedet. Han så sig vildt omkring, som om han forventede at se et frygteligt væsen, men stivnede i stedet, da han fik øje på de to havfolk siddende ved bassinets kant.
"Hvad i Isaris navn.." Lød det fra ham. Han lod til at have svært ved at finde ordene - da Kalitresh var ankommet til stedet, havde han trods alt været iført sin hjelm, og manden havde ikke været klar over, at også han tilhørte havfolket.

Moana gengældte Kalitresh lette smil med et af sine egne. Det var svært andet så tæt på vandet og med fornemmelse af at ikke så lidt af historie til viderefortælling var ved at tage form. Hvad end de sagde til ville sladderen løbe og gøre det bedre, men deres start ville have en betydning. Alt Moana kunne håbe på var at hun ikke blev udelukket for at vænne tilbage til badehuset for evigt. En dag, når hun havde bedre kontrol over sin koncentration, så ville hun nyde at lade sig synke tilbage ned i vandet. Det eller advare i forvejen og sørge for at nogen holdt hende ved overfladen.
"Jeg har hørt lidt det samme, men det er stadig anderledes at opleve det..." Hun smilede til ham og mente det. Verden heroppe var meget anderledes og den viden hun havde med sig ikke så lidt forældet. Noget der gjorde alt ikke så lidt mere nervepirrende. Mon Lysets krigere stadig var hvad de havde været?
Hans blik og bevægelse med hovedet træk dg hendes til hans emblem og fik hende til at nikke samtykkende. "Et værdigt mål at have sig og et jeg kun kan støtte i håb og tanke."

Som døren blev smækket op, drejede Moana sig mod den og var fra det ene øjeblik til det andet kampberedt. Lidt for meget mærkede hun, som rygfinnen rejste sig og markerede for hende at hendes kontrol var smuldret endnu engang. Hun fik den dog væk med en bestemt tanke og tag i magien, mens hun så den lille mand an. Hun havde ikke set ham før, men kunne se på hans tøj og udstråling at han var noget her i badehuset. Hvad var tydeligst var dog hans chok over at se de tog ikke helt menneskelige personer ved bassinkanten. Hans udbrud gjorde det klart det ikke var hvad han ventede så Moana handlede med en undskyldende tanke til Kalitresh.
Håndklædet ramte gulvet, som hun forandrede udseende fra kampberedt til ovenud lettet og skyndende sig hen til den lille mand, mens hun talte så meget med hænderne som med stemmen. "De skulle have set det! Et grusomt væsen fra undergrunden havde forvildet sig herind og overfaldt mig! Jeg troede Vitterlig ikke den slags kunne ske så langt fra havet, men denne brave byvagt af folket jog det tilbage til hvor det kom fra og spærrede dets vej tilbage! Jeg troede det ville bortføre dybt ned hvor lyset ikke kan komme! Isari være lovet han kom i tide!" Hun snakkede uden at virke til at ænse at hun også var ganske nøgen. Håret faldt godt nok ned over hende, men det skjulte ikke det store som hun stod.

Kalitresh smilede varmt og taknemmeligt til Moana. Han var glad for, at hun støttede hans håb om at gøre menneskebyen her til et bedre sted at være: en opgave, der dog virkede ganske umulig, som tingene var for tiden. Byvagterne var fåtallige, og der var alt for mange opgaver til, at de kunne klare dem alle.
Tyveknægte og det, der var værre, færdedes overalt i byen, og kriminaliteten blev kun værre, som urolighederne rundt omkring i landet tog til. Kalitresh havde selv foreslået sine overordnede at rekruttere nogle af de tidligere kriminelle til byvagtskorpset, for at give dem en retfærdig chance for at foretage sig noget lovlydigt og skaffe mad på bordet. Han håbede, at de ville lytte til ham.

Den lille mand afbrød sin stirren på Kalitresh, da Moana hastede hen til ham. Det var tydeligt, at han følte sig en smule beklemt over hendes manglende påklædning, og han havde travlt med at stirre alle andre steder hen, end på hendes krop. Kalitresh måtte skjule et lille smil med hånden.
"Ja-Jaså.." Lød det stammende fra manden, der skævede rundt i rummet, som om han forventede at se det skrækkelige uhyre springe frem fra den nærmeste krog. Hans ansigt var et stort spørgsmålstegn, men han så ud til at acceptere Moanas forklaring. Kalitresh rynkede panden en smule over løgnen: han brød sig ikke rigtig om at få æren for noget, der overhovedet ikke var sket.
Det vigtigste var imidlertid ikke at skabe mere panik. "De kan være ganske rolig," sagde han derfor, som han rejste sig fra bassinkanten. "Badehuset er ganske sikkert, og jeg kan garantere Dem, at 'uhyret' ikke vil vende tilbage." Det var trods alt ikke en løgn, selvom der ikke havde været tale om noget uhyre. "Måske vil De være så venlig at skaffe en kåbe, så den stakkels kvinde ikke kommer til at fryse." Det var om at få badehusejeren til at vende tilbage til sine gøremål og få badehuset åbnet igen, så hurtigt som muligt. Han sukkede let for sig selv: et øjeblik havde han nydt freden ved at sidde og tale på bassinkanten.

Moana skjulte kunsteligt sin morskab over den lille mands flakkende blik, som hun kom hen til ham rablende om hvad der var sket - eller i hvert fald en historie om hvad der var sket - og uden at tage sig af sin egen nøgenhed. Hun havde stadig ikke fuldt vænnet sig til at skulle være tildækket hele tiden eller landfolkenes forargede blikke over dem der ikke klarede opgaven godt nok. Vinteren hjalp hende på det punkt, for frosten var ikke rar mod ubeskyttet hud, hvor lidt kulden ellers virkede til at prelle af på hende. Her var det dog rart at være så naturlig hun kunne uden at finnerne og halen var fremme.

Et blik tilbage på Kalitresh dæmpede dog hendes morskab og hun sendte ham et undskyldende lille smil. Hun vidste jo han ikke brød sig om at få bøjet sandheden sådan rundt. Så meget havde hun forstået af deres samtale og hun brød sig ikke rigtig om at udsætte ham for en bøjning af sandheden der gjorde ham til en redningsmand, men hun havde ikke set andre muligheder. Ikke som ville tilfredsstille de besøgenes skeptisk over hvad de havde hørt til nu.
Kalitresh virkede dog til at tage sig af situationen først og så måtte hun gøre det op for ham senere. Hun smilede varmere til ham som han talte og så til den lille bademester, der stadig så ud til at have problemer med hvor hans blik skulle være. Som byvagten gjorde bademesteren opmærksom på hendes nøgenhed - som skulle nogen have misset den til da! - så Moana påtaget overrasket tilbage på ham, før hun så ned af sig og skyndte sig tilbage til det forladte håndklæde.

Da var badehusejeren dog forsvundet ud efter det ønskede, men uden at kunne lade være med at se tilbage på dem begge med vantro, håb, forvirring og betagelse. Moana smilede let til ham før han forsvandt og vendte sig så atter mod Kalitresh. "Undskyld. Han lignede en der ville hoppe til konklusioner og blæse det hele ud af proportioner." Hun viklede håndklædet om sig, men uden at gøre sig den store umage med hvor godt det holdt oppe. "Har du brug for at jeg kommer med til til stationen og aflægger rapport?" Hun vidste lidt om byvagters arbejde trods alt og ville ikke hindre hans arbejde mere end hun allerede havde gjort. Et lille smil kom dog frem på hendes læber som hun tilføjede. "Altså i påklædt tilstand..."

Det var altid ganske morsomt af observere landboernes forlegenhed, når det kom til den nøgne krop. Havfolk havde ikke på samme måde brug for påklædning, men Kalitresh havde da også hurtigt selv lært at dække sig til, efter han var flyttet til menneskelandene.
Bademesteren lod i hvert fald til at have store problemer med Moanas nøgenhed, og han nærmest stod og vred sig af forlegenhed. Man skulle ellers tro, at en mand i hans erhverv ville være mere vant til nøgne kroppe end så mange andre, men mennesker var nu en gang mennesker. Kalitresh gjorde sig umage med at anlægge en alvorlig mine.

Selvom vandet herinde var behageligt at være i nærheden af, glædede Kalitresh sig alligevel til at lægge badehuset bag sig og få hele denne sag afsluttet. Det havde faktisk været ganske rart at møde én af sit eget folk igen, og han håbede, at de ville være i stand til at holde kontakten her i menneskebyen.
Det var dog nok ikke lige badehuset, de skulle besøge en anden gang.. Kalitresh kastede et kort blik efter bademesteren, som var hastet ud, og nikkede kort til Moana. Han satte stor pris på hende behjælpelighed, for det ville blive lidt af en opgave at få reddet alle trådene ud tilbage i Hovedkvartet.
"Det ville være en stor hjælp." Svarede han derfor, og et lille grin kom over hans ansigt, som han nikkede. "Påklædt." Gentog han. Der var ikke ligefrem grund til at skabe mere oprør, end der allerede havde været.

Moana smilede let som Kalitresh med en let nikken accepterede hendes undskyldning for hendes noget direkte metode til at aflede bademesteren. Hun havde ikke rigtig vænnet sig til at være påklædt hele tiden, så det havde ikke faldet hende svært at lade håndklædet falde. Nu dækket en smule til igen måtte hun dog til at tænke lidt videre og det indebar en tur med byvagten ned og aflægge rapport. Bare tanken fik hende til at sukke indvendingt, for var der noget hun ikke var tilhænger af så var det rapportskrivning. Det var dog det mindste hun kunne gøre efter alt det ballade hun havde været årsag til.

Hans gentagelse fik hendes smil til at glide op og blive skævt. Så sendte hun et blik i retningen bademesteren var forsvundet og nikkede let. "Så må jeg hellere finde ud af om mit tøj stadig er her..." hun smilede endnu engang til Kalitresh, før hun så spørgende på ham. "Skal vi mødes ved udgangen? Jeg tvivler på folkene vil sætte pris på du indtager kvindernes omklædningsgemakker..." Folk badede sammen på tværs af kønnene men de klædte om hver for sig. Lidt fjollet måske, men sådan var der mange ting der var.

Moana afventede byvagtens svar, før hun med et lille nik til ham forsvandt mod døren til kvindernes omklædning. På vejen mødte hun bademesteren der noget perplekst overrakte hende en badekåbe, før han endnu mere forvirret end før fortsatte mod bassinet, hvor han forventede at finde byvagten stadig. Moana tog badekåben med sig, men tog den ikke på. I stedet skyndte hun sig i sit eget tøj. Det følte forkert efter tiden i og nær vandet og i hendes naturlige form. Det fik hende til at tøve, men kun for et øjeblik. Så trak hun i det hele, fæstnede kappen over skuldrene og forlod omklædningen af døren ud til indgangshallen.

At aflægge rapporter, var noget, man hurtigt blev vant til som byvagt. Alt skulle dokumenteres, oftest af hovedkvarterets skriver, da ikke alle byvagter selv besad evnen til at skrive og læse, og byvagternes overordnede skulle have besked om vigtige sager - Kalitresh følte det klogest, at indrapportere sagten til en af sergenterne, da snakken i byen sandsynligvis allerede gik livligt om "monsteret" i badehuset.
Kalitresh nikkede kort til Moana - han var alligevel ikke ligefrem typen, der havde interesse i at stå og glo i kvindernes omklædningsrum. Ikke, at der alligevel ville være meget at kigge på derude, med Moana som den eneste, der allerede havde vist rigeligt af sin krop frem.

Som sagt var det med nøgenhed imidlertid ikke det store problem for havfolkene, og Kalitresh vandrede imod udgangen, hvor han var lige ved at støde direkte ind i bademesteren, der var kommet tilbage med en badekåbe til den 'stakkels kvinde'. Kalitresh vinkede ham væk, med forklaring om, at Moana alligevel skulle til at klæde sig på, hvorefter han stillede sig ud foran badehuset.
Flere nysgerrige havde samlet sig ude på gaden, og han fik beroliget et par af de nærmeste med, at der ikke var nogen fare på færde længere. Et par af dem så nærmest skuffede ud, og Kalitresh rystede let på hovedet for sig selv. Mennesker.. De var nogle spøjse skabninger til tider.

Moana brugte ikke unødig tid på at komme i tøjet. Det føltes som alt for meget i forhold til at hun lige havde været nedsunket i vand og havde haft finnerne ude, men i forhold til de fleste mennesker hun havde set, så var hun stadig let klædt på. Med rødder som hun havde i dybvandsfolket var hun vant til kulde, skønt ikke helt så meget som der var på overfladen lige nu. Så støvlerne var godt forret, tøjet uldent og kappen tyk. Hun havde endda fået anskaffet sig en grå hue for at holde varmen om hovedet også - eller faktisk for at kunne gå lidt mindre nedstirret rundt, da den dækkede hende tyrkise hår ganske effektivt.

Hun tog huen på som hun trådte ud af døren til indgangshallen. Der var begyndt at samle sig en del folk der og ude på gaden. Deres blikke var en blanding af nysgerrighed og skuffelse, som havde de forventet at der var sket mere end at byvagten var kommet ud igen. Hendes egen tilsynekomst gav kun energi til det nysgerrige i blikkene og til dæmpet snak begyndte. Hun skjulte et smil, som hun lagde mærke til det og vendte i stedet sin opmærksomhed mod Kalitresh. "Så var jeg klar." Hun bevægede sig en smule mere stift end da hun var kommet og virkede en smule mere koncentreret også. I badehuset var tingene gået hurtigt når hun havde været i bevægelse, men herude havde hun mulighed for at tænke - hvilket gjorde benene sværere at håndtere af en eller anden grund. Det var som om de fungere bedst når hun glemte hvor fremmede de var for hende.

Hun slog følge med Kalitresh og faldt mere eller minde naturligt ind i hans rytme. Som når hun ellers havde fulgtes med andre krigere på vagt. "Er der langt derhen?" Hun så til siden på ham og så på omgivelserne igen. Blikke fulgte dem, men ikke nogen aktivt. Ikke hvad hun lige bemærkede i hvert fald.

Kalitresh blev en smule lettet, da han så Moana komme til syne fra badehuset. Han var en smule træt af at stå og blive begloet af de nysgerrige tilskuere, der havde håbet på et få et glimt af det 'frygtelige monster'. Med sin byvagthjelm under armen, vandrede hen ned ad Hovedgaden med kurs mod Hovedkvarteret, efter at have set sig over skulderen for at sikre sig, at havkvinden stadig fulgte med ham.
Han selv bevægede sig naturligt i sine menneskeben - det var blevet en vane for ham nu, hvor han så sjældent havde mulighed for at bruge sin naturlige form, men han kendte rigeligt til besværlighederne med at skifte over til benene, når der var gået lidt tid.

"Nej, det er bare lidt længere nede ad gaden." Forklarede han Moana. Så snart de nåede et stykke bort fra badehuset tyndede det ud i forsamlingen af nysgerrige, som i stedet var erstattet af handlende og andre byboere i færd med deres daglige gøremål. Det var meget rart at have postyret ved badehuset overstået, selvom han ærgrede sig en smule over, at det sandsynligvis ville blive problematisk for hans art fra nu af at vise sig der. Måske ville han med tiden være i stand til at bidrage til at få indført nogle love imod diskriminering af havfolket, men dette var næppe tiden til det.
Foran dem dukkede den lave bygning, der udgjorde byvagternes hovedkvarter op. Tæt op af hovedkvarteret lå en aflang og temmelig stor bebyggelse af sten - arresten - og bagved lå byvagternes træningsområder. Kalitresh havde nu befundet sig længe nok i byvagten til, at stedet gav ham en lille, hjemlig følelse, når han fik øje på det.
Et par byvagter stod vagt ved indgangen til Hovedkvarteret, og Kalitresh sendte et lille, opmuntrende smil til Moana: "Så er vi fremme." Forhåbentlig ville det ikke tage alt for lang tid at aflægge rapport.