Det var langt hen på natten, og mørket hang tæt over hovedstaden. Der ville stadigvæk være nogle timer inden det ville begynde at lysne. Byen var ganske tyst, med undtagelsen af de få der listede omkring og tog sig af mindre socialt accepterede handlinger. Der i blandt en berygtet gruppe, der havde vist deres grimme ansigt igen for omkring et halvt år siden til midtvinterballet. Siden havde man ikke hørt fra dem, men netop denne aften havde de haft travlt. Flere af de højrerangerende medlemmer havde deltaget i flere facetter af denne opgave. Selv Skyggen var taget ud for at ordne noget af dette personligt. Det var en af deres vigtigste opgaver, så Skyggen havde set det som en nødvendighed at bruge sine Silhuetter til denne opgave. Ikke en af dem havde ikke haft noget at lave. Talun-Ra havde som sædvanligt infiltreret hjemmet, for at få adgang til offeret. Hele opgaven var endt med en succes. Offeret var dødt, og nu skulle liget udstilles. Det ville Skyggen tage sig af. Silhuetterne var for længst forsvundet ud i natten, og nu fløj Skyggen lydløst over hovedstadens tage med liget af en rig handelsmand i kløerne. Han var en af dem der finansierede Mørket med sit foretagende, og på den måde holdt live i konflikten mellem Lys og Mørke, og derfor måtte han elimineres. Nu var han død, og det havde været et yderst veludført snigmord, uden nogen af hans mange vagter havde opdaget noget, og han havde været den eneste der var død. Skyggen cirkulerede nu over Ønskespringvandet. Et meget besøgt sted om dagen, og et perfekt sted for at bringe en meddelelse til verden. Da han var lige over Ønskespringvandet slap han liget, og det blev spiddet på toppen af figuren på springvandet. Med lydløse vingeslag fløj han ned mod liget og lagde en hvid rose på brystet af manden inden han også fløj ud i natten og forsvandt. Deres opgave var gjort.

Når natten sænkede sig over Hovedstaden, var gaderne som regel lagt øde. Især på dette sene tidspunkt af døgnet, hvor kun et svagt månelys kastede sit skær hen over de tomme gader. Her var ganske stille, og man kunne høre vindens susen og rotternes piben i gyderne.
Nu blev nattens lyde dog afbrudt af regelmæssige fodtrin forårsaget af tunge støvler. Som de eneste, bortset fra dem, der havde lyssky ærinder, var byvagterne i arbejde på denne tid af døgnet. Nattepatruljer var ofte en del af arbejdet som byvagt, for når mørket sænkede sig over hovedstaden, blev der foretaget mange illegale handler - noget de uniformsklædte mænd havde til opgave at sætte en stopper for. Ud over dette var der naturligvis også den almindelige ballade, der kunne opstå i de sene timer - kort sagt, var der meget at holde øje med.

Oftest var patruljerne dog bare at vandre en bestemt rute gennem gaderne, og Kalitresh følte sig ganske rolig, som han drejede om et hjørne på den nu tomme markedsplads for at vende ved ønskespringvandet, som han så ofte gjorde det. Han fandt nattevagterne behagelige, for her var man fri for støj og ubehagelige blikke.
Havmandens ansigt var skjult bag en hjelm, men øjnene havde rigeligt udsyn, og der gik ikke mange øjeblikke fra han var drejet om hjørnet, til han fik øje på det makabre syn på toppen af springvandet. Med et overrasket udbrud på sit eget sprog gik han nærmere, for at inspicere situationen - han kunne ikke se liget tydeligt i mørket, men det var spiddet på toppen af statuen - noget der kunne gøre det særdeles besværligt at få det ned før daggry.
Det sidste Kalitresh ønskede var, at synet ville bringe panik hos den almindelige befolkning, der i de tidlige dagtimer, ville strømme ind på markedspladsen. Han kiggede sig omkring, imens han overvejede, hvorvidt han skulle skynde sig tilbage til hovedkvarteret for at slå alarm, eller selv forsøge at tage liget ned.

Der var flere end man lige troede der vandrede ude om natten, men alle sammen med deres egen lille agenda. Og så var der nogen som ikke havde nogen grund til at være ude. Sådan nogen som Gale Nemo. Næsten ingen vidste at harmløse Gale Nemo var den berygtede tyvekonge i hovedstaden, Ørnen. Lige nu var han klædt som Gale Nemo. En laset tigger med viltert rødbrunt hår og røde skægstubbe på et stort set konstant smilende ansigt. En smule fjoget, og næsten altid mumlende til sig selv, og hvis man lyttede efter var det bare underligt.
Han kom hvert fald gående ned ad gaden smågrinende og mumlende, som om han diskuterede med en, og han vendte hele tiden hovedet til den ene side, som om der faktisk var en der gik ved siden af ham. Uden at han vidste det var han gået ned på markedspladsen og hen til ønskespringvandet. Da han var kommet tættere på, uden at lægge mærke til byvagten der stod ikke så langt fra ham, kiggede han bare på ønskespringvandet. Han gik helt hen, fordi han syntes at der var noget andet ved springvandet. Da han kom helt hen til kanten udbrød han: "Nej! De har ændret statuen! Jeg kunne da bedre lide den gamle. Hvorfor har de lavet det?" spurgte han den usynlige mand ved siden af sig selv, inden han vendte blikket mod statuen igen. Han vendte sig om med et skuldertræk og fik så øje på byvagten. Han stirrede bare med store øjne på byvagten og blev stående. Han kiggede fra byvagten til liget og tilbage igen. Det gjorde han en gang til, og så stirrede han lidt længere på liget, og hans øjne blev rigtig store. Han kiggede på byvagten en gang til og nu stod munden også på vid gab. "Byvagten har dræbt nogen! De dræber folk! De vil slå mig ihjel!" råbte han meget pludseligt, og meget højt.

Som byvagt var man ude for lidt af hvert, og det var ikke første gang, at Kalitresh var stødt på et lig. De dukkede regemæssigt op i Hovedstadens gyder, når der havde være stridigheder. Mennesker var et brutalt folkfærd, der ofte holdt sig til princippet 'øje for øje', selvom loven krævede noget andet. Kalitresh så det som sin fornemmeste opgave at forsøgte at bringe orden til dette, kaotiske samfund.
Han havde lagt hjelmen fra sig på springvandets kant og var begyndt at vade ud i vandet. Beslutningen om at tage liget ned, var allerede taget - det måtte være det vigtigste. Herefter kunne det dækkes til, og han kunne tilkalde hjælp for at få det bragt tilbage til arresten og identificeret.

Nu hørte han imidlertid en stemme bag sig, og han vendte sig om, det hvide hår skilte sig tydeligt ud fra springvandets mørke omgivelser. Manden, der nærmede sig, så lurvet ud og gik tilsynelandende og talte med sig selv. Han mente at have hørt om galningen blandt de andre byvagter, men en let uro bredte sig i kroppen på ham. Det sidste han havde brug for var en tilskuer.
På et øjeblik gik det hele dog langt mere galt, end han først havde forestillet sig. Tiggeren begyndte at råbe - højlydt endda. Selvom Kalitresh gjorde sit bedste for at hjælpe menneskebefolkningen, havde han i dette øjeblik lyst til at forbande dem alle langt væk. Han trådte hastigt ud af springvandet, bukserne og støvlerne dryppende af vand, og gik med lange skridt hen mod tiggeren. "Shh! Der er ikke nogen, der vil slå dig ihjel.." Tonefaldet i hans stemme var langt mere vredt og utålmodigt, end det plejede.

"HJÆLP!" råbte han højt, da byvagten nærmede sig, og vaklede nogle skridt bagud. Han snublede over brostenene og landede lige på halebenet. Han prøvede først at dække sit ansigt fra byvagten, som om at dennes blik ville kunne dræbe ham på stedet. Den tyste nat begyndte at vågne lidt, da der var nogle der var blevet vækket af Nemos råben, og man kunne høre lidt rumsteren rundt omkring i de nærmeste huse, men endnu så det ikke ud til at nogen ville stikke hovedet ud.
Pludselig skete der dog noget usædvanligt. Den stille og konstante plasken fra springvandet forsvandt, og det blev meget stille. I stedet for fine stråler af vand, der væltede op af de mange forskellige haner, kom der en tyk, mørk væske op, der mere boblede ud, og gled ned langs af de smukke figurer på springvandet og farvede dem med mørke striber. Vandet i bassinet var ligeledes blevet helt mørk og tyk, og Kalitresh ville kunne mærke at det kolde vand på hans bukser og støvler, var blevet erstattet af noget tykt, varmt og klistret. Luften blev fyldt af en umiskendelig metallisk lugt. Blod. Alt vand i springvandet var blevet til blod, som nu væltede ud af springvandet. Lugten af blod fik Nemo til at sænke armen og se sig forvirret omkring, og pludselig ignorerede han byvagten fuldstændig. Hans hoved kørte i underlige bevægelser, som om han prøvede at følge noget med en højst usædvanlig bane, og det virkede næsten som om han af og til var ved at vride nakken om på sig selv. Pludselig fæstnede han sit blik på byvagtens støvler, hvor blodet drev af og farvede brostenene røde. "Morder!" råbte han forfærdet og pegede. I samme øjeblik åbnede sig en dør og en mand stod med en lanterne, der sendte sit svage lys ud over pladsen, og flammens skær dansede i blodet i springvandet, og gav det sin røde farve. "Hvad sker der herude?" spurgte manden, tydeligt søvndrukkent og ubevidst om hvad der havde forgået på pladsen.

Springvandets klare vand havde føltes køligt, men behageligt, da han havde stået i springvandet. Som havfolk var det hans naturlige element, og der var ikke noget, der fik ham til at føle sig mere behagelig tilpas, end at være omgivet af vand på alle sider.
Som han bevægede sig mod tiggeren, skete der imidlertid noget. Lyden af det plaskende vand fra springvandet, der havde fyldt hans ører, og trods situationen fyldt ham med en eller anden form for indre ro, var ophørt. Den kølige væske, der var trængt igennem stoffet på hans bukseben, føltes pludselig ubehagelig og klistrende. Der gik en gysen igennem havmanden, som han vendte sig og så op mod springvandets figur, hvor liget stadig hang til skue. Blodet flød mørkt og Kalitresh stivnede. Noget var galt.

Tiggeren råbte igen, og Kalitresh sled blikket væk fra det uhyggelige springvand. Han trådte endnu et skridt fremad og rakte ud for at gribe fat i tiggerens arm: "Vær stille! Jeg forsøger at hjælpe" En begyndende følelse af desperathed kunne høres i hans tonefald.
Værre blev det, da en dør åbnede sig ud til springvandspladsen og det svage, men varme, flakkende lys fra en lanterne blev kastet ned på brostenene. "Der er begået en forbrydelse, min herre." Råbte han til manden, der søvndrukkent stod i døråbningen. "Jeg er byvagt og skal nok tage mig af sagerne, men de bør nok sætte en lås på døren i nat."
Han håbede inderligt, at manden ville adlyde og gå tilbage til sin seng. Her var magi på spil, og han havde intet ønske om, at nogen skulle komme yderligere til skade. Det sidste han havde brug for var desuden, at der gik panik i byens beboere.

Da byvagten greb om armen på Nemo, så greb panikken hans hjerte fuldstændigt. Han hev og sled for at prøve på at komme fri, og han klynkede som besat, samtidig med at han forsøgte at krabbe sig længere bagud. Hvis der havde været lys nok ville man kunne se hvordan skrækken var malet i ansigtet på denne unge gale mand. Hvad byvagten dog ikke vidste var at panikken blot ville gøre scenariet værre, og billederne der myldrede i galningens hoved ville stille og roligt kunne blive til virkelighed. Med skrækken bidende i sine hæle, så blev sine indre billeder blot mere og mere mareridtsagtige. Manden der var kommet ud med sin lanterne stod først et stykke tid og tyggede på byvagtens ord, inden han pludseligt stirrede med store øjne mod springvandet og straks hastede ind i sit hus igen. Døren blev smækket i med en tydelig voldsomhed. En kvindes dæmpede stemme skældte ud inde fra huset.
En ny lyd kom fra springvandet. En tung og langsom boblende og skvulpende lyd. Store bobler dukkede op i blodet, som om det var begyndt at koge. Flere knagende lyde dukkede op, som sten der sprak i vinterfrosten, og lysende revner dannedes i den hvide marmor på springvandet. Det kunne næsten se ud som om der var lava på vej ud af de små revner som hurtigt benettede hele springvandet. De mange revner lyste pladsen op i et svagt orangerødt skær, og blodet blev rigtig tydeligt. I takt med det boblede, så steg mængden i bassinet også, og lige så stille begyndte blodet at flyde over og løbe ud over pladsen. Ganske langsomt kom der flere striber af blod ned langs siderne på springvandet og sprede sig i små pytter omkring det. Pludselig holdte Nemo op med at prøve at hive sig fri af byvagtens greb og stivnede fuldstændig. "De kommer..." sagde han stille og stirrede mod bassinet. Han begyndte at ryste voldsomt, og koldsved sprang frem på panden af ham.

Kalitresh ville inderligt ønske, at den irriterende ville forlade stedet igen. At tage sig af et lig der sad spiddet på toppen af springvandet var i forvejen lidt af en udfordring - at skille sig af med den rablende mand, var noget helt andet. Tiggeren var tydeligvis helt ude af sig selv. Han klynkede og forsøgte at komme fri, og Kalitresh gav hastigt slip på armen igen. Han ønskede ikke at gøre manden fortræd - måske ville det bedste være at tage tiggeren med til arresten, hvor han kunne få en lun celle og sove i natten over, og samtidig kunne han hente forstærkninger til at forbedre situationen ved springvandet.

Han forstod ikke, hvordan vandet pludseligt kunne blive til blod. Så meget kunne der umuligt være kommet fra liget, og det var som om et hvert spor af det klare vand, der oprindeligt havde været der, var helt forsvundet. Kalitresh brød sig ikke om det. Der var tydeligvis en eller anden ukendt form for magi på spil - muligvis udført af dem, der havde myrdet den stakkels person, der nu makabert var stillet til skue.
"Følg mig med." Sagde han til tiggeren. "Lad os få dig bort herfra." Det ville være umuligt for ham at fjerne liget, så længe den gale mand var her. Heldigvis var den anden tilskuer igen gået ind i sit hus, selvom han virkede meget oprevet. Det var der ikke noget at sige til - at få forstyrret sin nattesøvn på den måde.
Han vendte sig langsomt om, da springvandet begyndte at boble foruroligende. Der kom et svagt lys fra stedet, hvor små revner havde spredt sig. Overrasket lagde Kalitresh hånden på sit sværdskæfte - ikke fordi våbnet ville hjælpe noget særligt mod magien, der var på spil, men han følte sig tryggere ved at føle våbnet ved sin side. Hvad var det, der var ved at ske?

Det var som om Ønskespirngvandet var blevet til en sydende heksekeddel, og det hele virkede blot til at blive værre. Langsomt spredte sprækkerne sig fra springvandet, og som et net lagde det sig over de mange brosten under høje brag og knagen. Det samme gul-orange lys skinnede op og oplyste scenariet. Pludselig brød omkringstående træers kroner i brand med en kraftig grøn flamme og badede hele pladsen i sit grønne dansende lys. Gale Nemo havde krøllet sig sammen midt på pladsen og gemte sig bag sine arme mens han hulkede som besat og rystede som espeløv. Af og til skreg han: "Gå væk! Lad mig være!"

Så skete der noget mere i springvandets bassin. To lange arme med kløer skød op af blodet og tog fat i kanten. Blod dryppede ned af de sorte spinkle arme. Man kunne se at hvad der end var på den anden side begyndte at trække sig op af bassinet, og det så næsten ud som en blodig geyser der skød op af brønden, og blod sprøjtede ud til alle sider og flere blodpletter landede på byvagten og Nemo. Nemo ænsede det ikke, men blev blot liggende i sin fosterstilling. Da blodet randt ned af væsnet afslørede det hurtig en mager krop med hornvækster på ryggen og skuldrene. Torsoen lignede et forstrukket sort lig, kun skind og ben, og på toppen af en tynd hals, sad et sort hoved med en tæt hornbevoksning på hele issen. Det var alt andet end menneskeligt. Når den åbnede munden lyste den lange kløvede tunge som den grønne ild, og afslørede en række sylespidse tænder, og nogle onde grønne øjne stirrede ned mod Nemo og Kalitresh. Den rakte højere op en nogle af de nærmeste huse, og man kunne endnu ikke se underkroppen på monsteret. En dyb gurglen kom fra uhyret, hvilket kunne tolkes som en latter. Den løftede sine store klobesatte hånd og viftede den over pladsen, og fra nogle af blodpølene omkring springvandet rejste sig nogle miniaturevæsner, der ikke kom over byvagtens hofte, gik med vaklende skridt som en ny født kalvs mod byvagten og Nemo med små skadefro hyl.

Kalitresh' blik var stift rettet mod ønskespringvandet. Han havde aldrig set noget lignende - der var intet magi i Aquarin, som fungerede på denne måde ... Gennem tiden havde han dog studeret mange bøger, også om magi, og han følte klart, at han var oppe imod noget, han ikke kunne klare.
Måske var den dæmoniske skabning, der havde begået mordet, stadig i nærheden og udøvede denne magi .. Galningen lå nu helt krummet sammen på jorden. Det var endnu på ingen måde gået op for Kalitresh, at han havde noget at gøre med det, der skete, for det virkede jo som om, han blot var uheldig at vandre forbi springvandet på det helt forkerte tidspunkt..

Ved Isari.. Han vidste ikke, om Guderne kunne høre ham her, men det måtte være ren ondskab, der var på spil, tænkte han, som han så væsnet stige op af springvandet. Nærmest vaklende trådte han et par skridt tilbage - inderst inde ville han gerne flygte, men han kunne ikke lade væsnet bryde frit her blandt alle byens sovende beboere.
Hans hånd klamrede sig nu til sværdskæftet, fingrende let svedige, og omkring den anden hånd glimtede et lille lyn, der hoppede fra fingerspids til fingerspids: hans egen magi - klar til at forsvare sig, hvis det skulle blive nødvendigt.

Da de små uhyrer satte sig i bevægelse, da fejede det kæmpe uhyre endnu en gang armen ud over pladsen. Pludselig satte hele pladsen sig i bevægelse, som om det var et stormoppisket hav, og brostenene opførte sig som vand og bølgede voldsomt op og ned, selvom det ikke var blevet sværere at blive stående, hvis man da stod stille. Så snart man flyttede sig en smule ville det blive meget sværere at blive stående. Uhyrerne begyndte at få fart på, som om de fik mere fart på fra det bølgende underlag, og de kastede sig fremad med skrig og hyl med en tydelig fryd, mens deres lysende øjne og munde havde et ondskabsfuldt udtryk. Det tog dem ikke mange sekunder at komme helt hen til Kalitresh og omringe ham, på trods af at han virkede meget truende.
Bag ved den første række dukkede der bare flere og flere af de mange uhyrer frem, og det begyndte at virke som om at hele pladsen var ved at blive oversvømmet af de mange små bæster. Mange af dem nåede også hen til Nemo, som stadigvæk bare lå og rystede og hulkede. De kastede sig over ham og lagde sig som en stor blodrød bunke ovenpå den forsvarsløse mand. Han skreg. Et angstskrig der viste at manden var dødsensangst og frygtede klart for sit liv. Han sparkede og slog fortvivlet omkring sig, og af og til fløj der også en af de små uhyrer væk fra ham, men den blev hurtigt erstattet af en anden.

Kalitresh havde svært ved at fokusere, som hele pladsen satte sig i bevægelse. Han trak sit sværd og holdt det frem for sig i én arm for at være klar til at slå til mod uhyrerne, der stormede ud over den lille plads ved springvandet. Han drejede sig langsomt, en smule vaklende, og erfarede, at han var omkringet af bæsterne.
Hans lettere svedige, skællede hænder var hårdt knuget om sværdskæftet, som han så fra det ene uhyre til det næste: var det her, han skulle dø?

Bag sig kunne han høre den hulkende tigger ligge på jorden, og det løb ham koldt ned af ryggen, som manden skreg. Han gjorde et udfald mod et af de nærmeste uhyrer, for at bryde cirklen af dem omkring sig og komme hen til tiggeren, der så ud til at være i store problemer: han var næsten helt forsvundet under den blodrøde masse uhyrerne udgjorde.
Nu kunne et sæt af løbende fødder imidlertid høres svagt over larmen fra væsnernes hylen og skrigen: ved udkanten af pladsen dukkede et par uniformede byvagter op: en patrujle så ud til at være kommet til undsætning.