Nilas var med sin ældste bror james på marked, hvorfor han egentligt var sammen med ham lige viste han ikke, for han lavede ikke andet end at drille Nilas, være efter ham og skubbe til ham, de andre børn der gik forbi Nilas kaldte ham forskellige ting, allermest havde nilas lyst til at flygte der fra og gemme sig, men viste hans bror var langt hurtigere end ham og han kunne nemt stoppe nilas.

Nilas og james stoppede ved en bod hvor der var en der solgte smykker, damen var travlt optaget i at snakke med en kunder, james så på hende og snuppede hurtigt en håndfuld smykker og løb, nilas løb automatisk efter ham, de gemte sig og james gav Nilas smykkerne " her dem må du få " sagde han lumsk og stak af. Nilas puttede den hurtigt i lommen og gik tilbage på markedspladsen, og kiggede rundt. James var løbet over til en af byvagterne ikke så langt fra Nilas, Nilas kiggede på sin bror som sagde " min lille bror har stjålet en del smykker fra en bod, og gemmer den i sin lomme " sagde james og så på vagten inden han pegede over på Nilas, Nilas gik i panik og satte i løb, han var hurtigt men nok ikke lige så hurtigt som byvagten, men han håbede. Nilas løb op mod sit hemmelige gemme sted.

Markedspladsen var altid et sted, der indbød til tyverier, og Kalitresh holdt et vågent øje med omgivelserne, som han stod vagt i udkanten af pladsen. Han var iført fuld byvagtsuniform samt en hjelm, der dækkede den blå, skællede hud i hans ansigt. Hjelmen var et behageligt ly for de mennesker, der ikke helt mente, at en havmand skulle have lov til at gå og håndhæve loven i hovedstaden.

Kalitresh' opmærksomhed blev fanget af en ung knægt, der var kommet hen til ham. Han lignede mest af alt en gadedreng, og byvagten hævede et undrende øjenbryn, da knægten forklarede, at hans bror havde stjålet. Hvem vil dog angive sin egen familie!?"
Et øjeblik overvejede han at holde fast i knægten, men nu begyndte broderen at sætte i et panikslagent løb, og med et vredt udbrud på halvfolkssproget, satte Kalitresh i løb efter ham. Hjelmen gjorde det lidt svært at have det fulde overblik, men med sine noget længere ben, løb Kalitresh i det mindste hurtigere end knægten.
"STOP! I byvagtens navn!" Råbte han, - et råb, der meget sjældent virkede, når man jagtede en tyveknægt.

Nilas var en tyv, han stjal ofte, men det gjorde hele hans familie og det var altid Nilas der fik skylden hvis de blev opdaget, han havde været taget af byvagterne før, men håbede ikke at blive det denne gang, han så sig ikke tilbe han løb bare, til han kom hen til et nedlagt skur, han åbnede hurtigt døren, og gemte sig inde i et skab der stod der inde, han sad og hev efter vejret og prøvede at være stille, han var mega bange og viste han vil blive snuppet igen igen, hvorfor skulle det altid gå udover ham, han lukkede øjnene, og bukkede knæene og lagde armene omkring dem og støttede hovedet på hans knæ, med lukkede øjne prøvede han at få styr på vejrtrækningen, han kunne høre en del larm uden for, han håbede han var kommet uset her ind, for det var et af hans hemmelig gemmer steder, hans brødre viste ikke han gemte sig her, og håbede ikke de ville finde ud af det for så var han nødtil at finde et nyt sted

Tyveknægten stoppede naturligvis ikke, og Kalitresh satte farten op. Markedspladsen var fyldt med handlende, og det krævede en del snoen ind og ud mellem boder. Heldigvis havde de fleste respekt for byvagtsuniformen, når de så den, men Kalitresh fik alligvel et par vrede råb efter sig på vejen, som han nær var stødt direkte ind i en hestekærre.

Et øjeblik forsvandt knægten ud af syne, og Kalitresh frygtede, at han var undsluppet. Det ville være noget af en fiasko at indlede sådan en løbetur, for at blive snørret. Gadeungerne var altid svære fange, for de kendte så mange smutveje gennem byen.
Nu fangede Kalitresh imidlertid en bevægelse ud af øjenkrogen: der var knægten! Han nåede lige at se ham smutte ind i et forladt skur og hastede selv derhen. I stedet for at åbne døren med det samme, hamrede han på den: "Jeg vil dig ikke noget ondt." Han mente trods alt ikke, at det var 'ondt' at slæbe en tyveknægt hen til arresten.
Så åbnede han døren forsigtigt. Skuret var meget dunkelt, og Kalitresh øjne havde svært ved at vænne sig til halvmørket. Han vidste ikke, om knægten virkede havde lommerne fulde af smykker, men han havde i hvert fald set skyldig ud, da han løb, og det var nok til at Kalitresh gerne ville have fat i ham. "Kom frit frem.." sagde han højt.

Nilas der sad og var monster bange, hørte der blev banket på døren, han holdte sig for munden for ikke at skrige, han sad inde i skabet der lugtede ikke videre godt, men han var lige glad. Nilas der havde det med at være lidt for godtroende ind imellem, kravlede ud af skabet " jeg har ikke gjort noget" sagde han stille og så på byvagten, han tog chancen og satte i løb for at komme forbi ham, men han snublede over noget der lå på jorden, så han faldt så lang han var og nogen af smykkerne faldt larmene ud af hans lomme. " du rør mig ikke!!!" Sagde han og trak sin dolk frem fra bæltet den var ikke særlig stor, men han kunne finde nogenlunde ud af at bruge den. Han kom op på knæene og samlede smykkerne op og lagde dem i lommen.

Kalitresh var glad for, at drengen selv kom ud af skabet, så han slap for at slæbe ham ud. Skuret var lille og lugtede indelukket. Svagt i baggrunden kunne man høre lydene fra markedspladsen.
Kalitresh var glad for, at skuret ikke havde vist sig at indeholde en eller anden hemmelig flugtvej, men blot var et skjulested. Nu var det bare om at få drengen med tilbage til Hovedkvarteret for at afhøre ham ..
"Hov!" Knægten var sat i løb, og Kalitresh holdt en arm ud for at standse ham, men det viste sig ikke at være nødvendigt, da knægten faldt så lang han var.

Smykkerne glimtede i mørket, og nu kunne der ikke være tvivl om, at drengen havde stjålet. Kalitresh stillede sig foran udgangen, lidt usikker på, hvad han skulle stille op, da knægten en dolk frem - hans egne kampevner var sandsynligvis noget bedre end gadedrengens, og han ønskede ikke at gøre skade på ham.
"Rolig nu .. læg du bare kniven væk.." sagde han advarende. Han lagde hånden på skæftet til sit sværd, for at vise, at drengen næppe ville have en chance med kniven, og håbede, at han ikke ville forsøge på noget dumt.

Nilas kom op og stå, da byvagten gik over foran døren. holder kniven rettet mod ham, men da han sætter sin hånd på sit sværd, synker jeg en klump " kun hvis du lover, du lader mig gå " siger jeg bange og prøver at virke hård " jeg gjorde det ikke " siger jeg og ser på ham, ved ikke om han kender mig, det svært at se hans ansigt her i mørket. men har mødt et par af byvagterne før, de har haft fat i mig før , for at stjæle og jeg har været i arresten før, det her ville ikke være første gang " jeg vil ikke i fængsel " siger jeg og ser på ham. prøver virkelig at fokusere på ham med begge øjne, men mit højre øje ved ikke som jeg vil ,og det har det aldrig ville.

Nilas, ligger kniven tilbage i bæltet. " jeg gjorde det ikke " siger jeg stille og tør ikke sige det var min bror der stjal dem, for så vil jeg bare få tæsk når de fik fingerne i mig. " må jeg ikke nok beholde dem, jeg har ikke råd til mad og tja jeg er en hore unge " sagde han og så på ham. " du kender mig sikkert Nilas Portly" sagde han og så på ham. " bliver jeg dræbt for det her ?" spurgte han stille og usikkert.

Kalitresh fjernede igen langsomt hånden fra sværdskæftet, som knægten pludselig lod til at have fået munden på gled, og en strøm af ord kom fra ham. At han var uskyldig havde han lidt svært ved at tro på, da han jo havde lommerne fulde af tyvekoster.
Når det kom til stykket, havde han egentlig lidt ondt af gadebørnene, som der var en del af her i gaderne. Når det kom til stykket ville arresten måske ikke være det værste sted at tilbringe natten, hvis alternativet var en mørk gyde. Knægten lod dog imidlertid til at være alt andet end glad for tanken om at skulle i fængsel.

"Du bliver ikke dræbt.." skyndte han at sige i et beroligende tonefald. Der var ingen grund til at skræmme knægten, og der var ingen, der blev halshugget for at have rapset lidt - i hvert fald ikke nu, hvor Lyset igen sad på tronen.
"Men jeg er nødt til at tage dig tilbage til den bod, du har stjålet fra, så tyvekosterne kan blive leveret tilbage." Tilføjede han herefter, tonefaldet noget strengere. Det var trods alt værdifulde genstande, der var tale om, om han kunne ikke bare lade knægten stikke af med tingene.

Nilas så på ham ,han viste godt at byvagten havde set smykkerne, og ikke ville undgå en straf, men han ville ikke lade det gå så let, han ville gøre alt for at stikke af fra vagten, han kendte byen ind og ud, og var helt sikker på han nok skulle kunne slippe væk. ” godt” sagde han stille og så på ham, fulgte med uden for og gik lige ved siden af vagten, ” jeg har ikke tænkt mig at aflevere det tilbage” sagde Nilas og så på vagten og rykkede sig hurtigt ud for vagtens rækkevide, inden han satte i løb, over mod udgangen til markedspladsen, han skulle væk fra markedspladsen og det kunne kun gå for langsomt, han havde bære tære, dog var han vant til at gå på bæretære, så det var ikke noget problem for ham at løbe. Selvom det gjorde lidt ondt at træde på skarpe sten lod det ham ikke stoppe ham.

De stjålne smykker tilhørte sandsynligvis en smykkebod på Markedspladsen. Kalitresh holdt ofte øje med boden, for den var fristende for de langfingrede tyveknægte, som der trods alt var en del af i byen. Og var man først i stand til at sælge smykkerne videre på det sorte marked, var der som regel en pæn mængde krystaller at få fat i.
En forbrydelse var ikke desto mindre en forbrydelse, og lovbrydere hørte til i arresten. Kalitresh var fast besluttet på, at knægten skulle levere tyvekosterne tilbage..

Nu satte drengen imidlertid i løb og han var rimelig hurtig. Kalitresh var klar over, at han selv med sin tunge beklædning hurtigt kunne få problemer med at indhente ham - især hvis han først fik mulighed for at forsvinde mellem markedspladsens boder. Han udstødte en let ed på sit eget sprog, og vendte rundt efter knægten: "Vent!" Råbte han. "Det var din bror, der sagde, at du havde stjålet smykkerne!"
Han vidste ikke, om knægten var klar over det, og om den anden dreng overhovedet havde været hans bror, men muligvis kunne det få ham til at stoppe op et øjeblik.